Vejledning til bekendtgørelse nr. 969 af 7. december 1992 om ændring af bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse nr. 969 af 7. december 1992 om ændring af bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse
Indledning
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, at arbejde, der udføres i en ledighedsperiode, medfører fradrag i dagpengene.
Formålet med ændringsbekendtgørelsen
Formålet med bekendtgørelsen er at præcisere, at løn eller lignende ydelser medfører fradrag i dagpengene, uanset om der er udført et faktisk stykke arbejde, og uanset benævnelse og udbetalingsform.
Ad § 1c, stk. 1
Løn, rådighedsløn m.v.
Bestemmelsen omhandler bl.a. udbetaling af løn i en periode, hvor medlemmet er fritstillet - f.eks. i en opsigelsesperiode-, modtager rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32, eller modtager udbetalinger efter sømandslovens § 18 m.v.
Der vil således ikke kunne udbetales dagpenge for den periode, som udbetalingen af ydelserne skal dække.
Dette gælder, uanset om der er tale om løbende udbetalinger eller udbetaling af et engangsbeløb.
Det er uden betydning, om der udføres et faktisk arbejde i perioden.
Ad § 1c, stk. 2
Udbetalinger, der erstatter løn m.v.
Bestemmelsen betyder, at beløbets benævnelse ikke er afgørende i forhold til udbetaling af dagpenge. Det vil derimod være afgørende, om det udbetalte beløb kan anses for at træde i stedet for løn m.v. i en periode.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en arbejdsgiver ikke har overholdt det gældende opsigelsesvarsel, og hvor arbejdsgiveren ved en fagretlig sag pålægges at betale den ansatte en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller indgår et forlig herom.
»Fratrædelsesgodtgørelse«
Det kan endvidere være tilfældet i situationer, hvor en virksomhed ønsker at afskedige en eller flere medarbejdere, og der i den forbindelse indgås en aftale mellem virksomheden på den ene side og de pågældende medarbejderes repræsentanter på den anden side, om at der i forbindelse med ophøret skal udbetales en »godtgørelse« til de(n) medarbejder(e), der fratræder.
Ved vurderingen af om det beløb, der udbetales, vil være omfattet af bestemmelsen, vil det være af afgørende betydning, om det varsel, virksomheden normalt skal give i forbindelse med en afskedigelse, er blevet overholdt. Udbetalingen vil være uden betydning for dagpengeudbetalingerne, hvis arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. Er dette derimod ikke tilfældet, f.eks. fordi det aftales, at medarbejderen selv siger sin stilling op, vil det udbetalte beløb være omfattet af bestemmelsen.
Det samme vil være tilfældet, hvis enkeltpersoner indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgivere. Bestemmelsen omfatter således både kollektive og individuelle aftaler.
Bestemmelsen omfatter ikke fratrædelsesgodtgørelser, der udbetales efter funktionærlovens §§ 2a og 2b eller godtgørelser, der svarer hertil.
Karantæne
Med hensyn til spørgsmålet, om der skal pålægges en karantæne på grund af medlemmets arbejdsophør, henvises til de gældende regler herom i bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991 med tilhørende vejledning og senere ændringer om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.
Konsekvenser for dagpengeretten
Udgangspunktet vil være, at der ikke kan udbetales dagpenge i en periode, svarende til det opsigelsesvarsel, medarbejderen eller medarbejderne ellers havde krav på.
Hvis det udbetalte beløb imidlertid kun svarer til løn i en kortere periode end det gældende opsigelsesvarsel, kan der ikke udbetales dagpenge i dette kortere tidsrum. Man skal dog være opmærksom på, at der herudover kan blive tale om at pålægge en karantæne i anledning af arbejdsophøret, f.eks. p.g.a. accept af forkortet opsigelsesvarsel, jf. den oven for nævnte bekendtgørelse.
Bestemmelsen betyder endvidere, at der ikke kan udbetales dagpenge for perioder, for hvilke der udbetales ydelser fra Lønmodtagernes Garantifond eller godtgørelse i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 102a, stk. 2, jf. kapitel 5a.
Beløb, der udbetales ud over det, der svarer til løn i arbejdsgiverens opsigelsesvarsel, har ikke indflydelse på dagpengeretten.
Eksempler
1) Der udbetales et beløb, som svarer til løn i 12 måneder. Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er 6 måneder, og medlemmet har et opsigelsesvarsel på 1 måned. Medlemmet siger selv op, og fratræder ved udløbet af sit eget opsigelsesvarsel. Der vil da ikke kunne udbetales dagpenge for de første 5 måneder efter fratrædelsen, svarende til forskellen mellem medlemmets og arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Resten af beløbet, svarende til 7 måneders løn, har ingen betydning for dagpengeudbetalingen.
2) Et medlem afskediges med normalt varsel, får løn i opsigelsesperioden og modtager desuden en fratrædelsesgodtgørelse. Denne fratrædelsesgodtgørelse får ikke indflydelse på udbetalingen af dagpenge.
Ad § 1c, stk. 3
De nævnte ydelser medfører fradrag i dagpengene, både når der er tale om løbende ydelser, og når der er tale om engangsbeløb.
Det er som hovedregel ikke afgørende, hvordan udbetalingerne beskattes.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 7. december 1992
Eje Juul Jakobsen
/ Anja Ritz-Andersen