Legislator Case Law & Legislation
C19920015309 DK

Cirkulære om foretagelse, opgørelse m.v. af valg til menighedsråd

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1992 153 Historic

Cirkulære om foretagelse, opgørelse m.v. af valg til menighedsråd

(til biskopperne)

I henhold til § 1, stk. 2, i lov om valg til menighedsråd og Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 721 af 31. oktober 1991 skal der afholdes ordinært valg til menighedsråd tirsdag den 10. november 1992.

I cirkulære af 15. juni 1992 kar Kirkeministeriet fastsat nærmere regler om udarbejdelse af kirkelige valglister og valgkort. I medfør af §§ 18 og 24 i lov om valg til menighedsråd fastsættes herved følgende bestemmelser om foretagelse, opgørelse m.v. af valget.

I. Forberedelse af valget

Valgbestyrelse

Valget ledes af en valgbestyrelse på 3 medlemmer, jf. § 6 i lov om valg til menighedsråd. Valgbestyrelsen bistås af de øvrige menighedsrådsmedlemmer og om fornødent af lønnet medjælp.

Sted

Valget foretages i et passende lokale i meninghedsrådskredsen efter menighedsrådets bestemmelse (menighedslokale, sognegård eller skolelokale).

Bekendtgørelse

Bekendtgørelse om valget skal ske ved alle regelmæssige gudstjenester i menighedsrådskredsen de to første søndage i september (6. og 13. september 1992) samt i de stedlige dagblade eller lokalaviser i første halvdel af september måned. Afstemningstiden skal i alle menighedsrådskredse være fra kl. 9 til kl. 20.

Orienteringsmøde

Menighedsrådet kan arrangere et offentligt orienteringsmøde, hvor der redegøres for menighedsrådets arbejde i den forløbne periode og om kommende opgaver. Samtidig gennemgås reglerne for opstilling af kandidater, og kandidatlister vil kunne udarbejdes på mødet. I så fald skal der gøres opmærksom på, at andre kandidatlister kan udarbejdes uafhængigt af orienteringsmødet.

Et orienterende møde bør i givet fald afholdes inden den 15. september 1992 under hensyn til, at kandidatlisten kan indleveres fra den 22. september 1992.

II. Kandidatlister

Indkaldelse af kandidatlister

Samtidig med bekendtgørelsen om tid og sted for valghandlingen indkalder valgbestyrelsen kandidatlister. Valgbestyrelsen udpeger to personer, der er bemyndiget til at modtage kandidatlisterne. Mindst en af de udpegede personer skal have bopæl i menighedsrådskredsen.

Indhold og indlevering

Ved indkaldelsen af kandidatlister må der gøres opmærksom på følgende

1. at kandidatlisterne tidligst kan indleveres kl. 19 syv uger før valget, dvs. tidligst den 22. september kl 19, og senest skal være indleveret kl. 19 seks uger før valget, dvs. senest den 29. september kl. 19.

2. at kandidatlisterne skal indeholde oplysning om kandidaternes og stillernes navn, bopæl og personnummer.

3. at en kandidatliste kan indeholde færre navne end det antal medlemmer, der skal vælges (mindst 1 kandidat).

4. at en kandidatliste højst må indeholde navne på indtil 6 kandidater flere end det antal medlemmer, der skal vælges til menighedsrådet (dette antal må angives i bekendtgørelsen, jf. afsnit I i cirkulæret).

5. at hver kandidatliste skal være underskrevet af mindst 5, højst 15 af menighedsrådskredsens vælgere som stillere.

6. at anmeldelsen af kandidatlisten skal indeholde oplysning om, hvem valgbestyrelsen kan rette henvendelse til vedrørende listen.

7. at den, der indleverer kandidatlisten, har ret til på en medbragt genpart at få kvittering af valgbestyrelsens formand for indleveringen med angivelse af tidspunktet samt om det tildelte nummer og den anmeldte listebetegnelse.

Sideordnet/prioriteret

Ved indlevering af kandidatlisten skal det være angivet, om kandidaterne er opstillet sideordnet eller i prioriteret rækkefølge.

Når kandidaterne er sideordnet opstillet, skal det endvidere fremgå, om kandidaterne ønskes opført i en bestemt rækkefølge eller alfabetisk på stemmesedlen.

Bestemmelse om medlemsskab m.v. ved bortfald af afstemning

Er kandidaterne sideordnet opstillet og indeholder listen navne på flere kandidater end det antal medlemmer, der i alt skal vælges til menighedsrådet, skal der af stillerne træffes bestemmelse om, hvilke af listens kandidater, der skal være medlemmer af menighedsrådet og hvilke, der skal være stedfortrædere, hvis afstemningen aflyses som følge af, at der kun er indleveret denne ene kandidatliste til valget. Endvidere skal det anføres, hvem der skal betragtes som først valgt.

Er kandidaterne opstillet i prioriteret rækkefølge, er denne rækkefølge afgørende for, hvilke der betragtes som medlemmer af rådet og hvilke som stedfortrædere.

Formular

Kirkeministeriet har udarbejdet en formular til anmeldelse af kandidatlister. Formularen med bilag forhandles af Barfod & I. Chr. Petersens A/S, Postbox 1332, Fabriksparken 56, 2600 Glostrup, Fax nr. 42 45 18 71, (tlf. 42 45 15 16) og af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Vesterbro Torv 1-3, 8000 Århus C, Fax nr. 86 19 80 40, (tlf. 86 19 70 77).

Valgbestyrelsen kan ikke afvise en rettidigt indleveret kandidatliste, der er skrevet uden anvendelse af formular, hvis listen opfylder de ovenfor anførte betingelser.

Stillere

Ingen kan være stiller for mere end en kandidatliste eller for en liste, hvorpå den pågældende selv er opført som kandidat.

Kandidater

Ingen kan opstilles som kandidat på mere end en liste.

Intet navn må anføres på en kandidatliste uden vedkommendes samtykke, der skal foreligge skriftligt for valgbestyrelsen.

Fælles menighedsråd

Er der truffet bestemmelse om, at to eller flere sogne eller kirkedistrikter skal have fælles menighedsråd, må det oplyses, at der skal indgives særskilt kandidatliste for hvert af de pågældende sogne eller kirkedistrikter, da valget skal foretages selvstændigt og med særlige kandidatlister for hvert af sognene eller distrikterne under ledelse af den fælles valgbestyrelse, uanset at det drejer sig om et fælles menighedsråd.

Prøvelse - Folkeregistret

Valgbestyrelsen skal ved en kandidatlistes indlevering undersøge, om denne er i overensstemmelse med de anførte regler. Kandidatlisterne kan indsendes til vedkommende folkeregister til prøvelse af, om de opførte kandidater og stillere opfylder betingelserne for at deltage i menighedsrådsvalg. Er en sognebåndsløser opført på en kandidatliste, må sådan henvendelse om fornødent rettes til folkeregistret i den pågældendes bopælskommune.

Straf

Valgbestyrelsen kan ikke undslå sig for at stille en kandidat til valg, selv om den pågældende er straffet, da det er det nyvalgte menighedsråd, der på sit konstituerende møde skal afgøre, om en kandidat på grund af straf har mistet sin valgbarhed. Menighedsrådets afgørelse om, at et medlem ikke er valgbar på grund af straf, kan indbringes for biskoppen. Biskoppens afgørelse kan indbringes for Kirkeministeren.

Mangler

Valgbestyrelsen skal senest 5 uger før valgdagen, dvs. senest den 6. oktober, give stillerne meddelelse om eventuelle mangler ved listen, således at disse mangler kan afhjælpes indtil kl. 19 fire uger før valgdagen, dvs. senest den 13. oktober kl. 19.

Ændring eller tilbagetagelse

Ændring eller tilbagetagelse af en indgiven kandidatliste kan ske, såfremt samtlige kandidater og stillere for listen skriftligt giver valgbestyrelsen meddelelse herom, før listen bekendtgøres.

Listebetegnelse

Den først indgivne liste betegnes som nr. 1, den anden som nr. 2 osv.

Indgives flere lister samtidig, sker nummereringen ved lodtrækning under overværelse af et vidne fra hver af listerne.

Stillerne for en kandidatliste kan over for valgbestyrelsen anmelde en listebetegnelse, som kandidatlisten skal betegnes med på stemmesedlerne. Anmeldelsen af en sådan listebetegnelse skal ske skriftligt samtidig med kandidatlistens indlevering og skal være tiltrådt ved underskrift af samtlige stillere og kandidater.

Kandidatlister må ikke være betegnet på anden måde end med det nummer, listen har fået tildelt, og den anmeldte listebetegnelse.

Samtlige godkendte lister indføres i menighedsrådets forhandlingsbog (beslutningsprotokollen).

Valg af samme listebetegnelse

Såfremt flere kandidatlister indgives med samme listebetegnelse, tilkommer listebetegnelsen den liste, der er indgivet først. Er listerne indgivet samtidig, foretages der lodtrækning om listebetegnelsen. Stillerne for den liste, der ved lodtrækningen ikke opnår den anmeldte listebetegnelse, har adgang til sammen med de kandidater, der er opført på listen, at anmelde en ny listebetegnelse senest den 13. oktober kl. 19.

Listeforbund

Kandidatlister kan anmeldes at ville støtte hinanden (listeforbund). Anmeldelse herom skal ske skriftligt senest kl. 19 fire uger før valget, dvs. senest den 13. oktober kl. 19, og skal være tiltrådt ved underskrift af samtlige kandidater på de lister, der indgår listeforbund. Anmeldelsen skal endvidere være tiltrådt ved underskrift af samtlige stillere, som har underskrevet de påpgældende kandidatlister.

Fuldmagt

Stillere og kandidater kan dog give skriftlig fuldmagt til en eller flere stillere til at anmelde listeforbund. Fuldmagten vedlægges anmeldelsen.

Bekendtgørelse

Kandidatlisterne samt oplysning om anmeldte listeforbund skal bekendtgøres senst 3 uger før valget dvs. senest den 20. oktober.

Valgbestyrelen træffer bestemmelse om, hvorledes bekendtgørelsen skal ske, f.eks. ved opslag eller bekendtgørelse i kirkebladet. Bekendtgørelsen bør så vidt muligt også ske i stedlige dagblade eller lokalaviser.

Bortfald af afstemning

Er der ved udløbet af fristen for indgivelse af kandidatlister kun indleveret een gyldig liste, skal det bekendtgøres på den af valgbestyrelsen bestemte måde, at afstemningen bortfalder.

Valgbestyrelsen underretter listens kandidater om valget.

Valgbestyrelsen opfordrer i så fald stillerne til snarest muligt og senest 2 uger efter valgdagen (24. november) at indlevere en personlig stedfortræderliste. På denne liste kan anføres een eller flere stedfortrædere for hver kandidat i en bestemt angiven rækkefølge, ligesom samme person kan være stedfortræder for flere kandidater.

III. Stemmesedler - valglokaler

Stemmesedler

Er der indkommet flere gyldige kandidatlister, tilvejebringer valgbestyrelsen de nødvendige stemmesedler.

Stemmesedlen skal i tydeligt tryk indeholde betegnelserne »kandidatliste nr. 1« og eventuel listebetegnelse, »kandidatliste nr. 2« og eventuel listebetegnelse osv. efter det antal lister, der er godkendt. Betegnelsen for hver af listerne skal stå i linie for sig. Adskilt fra listebetegnelsen ved en streg anføres under hinanden i mindre tryk og indbyrdes adskilte ved en streg navnet på listens kandidater i den rækkefølge, stillerne har bestemt.

Prioriteret rækkefølge

Hvis kandidaterne er opstillet i prioriteret rækkefølge, skal der umiddelbart til venstre for navnene (helt til venstre ved stemmesedlens kant) anføres det nummer (arabertal), som kandidaten er opført med på kandidatlisten, efterfulgt af et punktum.

Sideordnet opstilling

Hvis kandidaterne er sideordnet opstillet, må der derimod ikke anføres numre ud for kandidaterne.

Forveksling - Kaldenavn

Hvis der efter valgbestyrelsens skøn kan ske forveksling af kandidaternes navne, skal der på stemmesedlen foruden navn trykkes en kortfattet betegnelse på stilling eller bopæl for de kandidater, hvis navne kan forveksles. Såfremt en kandidat er kendt under et kaldenavn, kan dette anføres på stemmesedlen i en parentes efter vedkommendes borgerlige navn.

Udformning - i øvrigt

Hver kandidatliste skal være adskilt fra de øvrige lister ved en tyk streg. I øvrigt må intet andet end nummer og listebetegnelse være påført nogen stemmeseddel hverken ved tryk, ved skrift eller på anden måde. Dog er det tilladt øverst på stemmesedlen at anføre årstallet for valget og i stemmesedlens øverste højre hjørne i småt tryk at anføre en betegnelse for menighedsrådskredsen.

Stemmesedlerne skal ved knæk være til at sammenfolde, således at ingen ved sedlernes aflevering kan se, hvorledes der er stemt.

Stemmekasser - stemmerum

Valgbestyrelsen skal sørge for, at der i valglokalet findes det nødvendige antal stemmekasser, i hvilke stemmesedlerne skal nedlægges. Stemmekasserne skal være til at aflåse og således indrettet, at ingen stemmeseddel kan udtages, uden at kasserne åbnes.

I valglokalet skal der være opstillet afsondrede stemmerum.

Stemmekasser og stemmerum samt eventuelt andet materiel vil kunne lånes hos kommunalbestyrelsen.

IV. Afstemning

Valghandlingens åbning

Valghandlingen åbnes af valgbestyrelsens formand, der oplæser de godkendte kandidatlister og navnene på stillerne og meddeler nummer og listebetegnelse for hver liste, samt mellem hvilke lister, der eventuelt er indgået listeforbund. Trykte eller tydeligt skrevne kandidatlister med angivelse af stillernes navne og af eventuelle listeforbund samt - foroven på listen - tydelig angivelse af nummer og listebetegnelse ophænges på passende steder og i passende antal i eller uden for valglokalet. Uddeling af valgpropaganda og ophængning af valgplakater må ikke finde sted på valgstedet (afstemningslokalet, gange, trapper, gårdsplads m.v.).

Valgbestyrelsens formand fordeler derefter valglisterne, stemmesedlerne og stemmekasserne mellem valgbestyrelsens medlemmer og medhjælpere.

Inden den første stemmeseddel nedlægges i en stemmekasse, åbner stemmemodtageren kassen og viser de tilstedeværende, at den er tom, hvorpå den straks i de tilstedeværendes påsyn lukkes og aflåses. Nøglen afleveres til valgbestyrelsens formand.

De, der er optaget på valglisten, men ikke længere har bopæl i menighedsrådskredsen eller ikke længere er medlem af folkekirken, har ikke ret til at afgive stemme.

Valgkort

Besiddelse af et valgkort er ikke nogen betingelse for at afgive stemme, hvis vælgeren på anden måde kan godtgøre sin identitet.

Stemmeafgivning

Stemmeafgivningen ordnes således: Et af valgbestyrelsens medlemmer eller en af medhjælperne modtager valgkort, konstaterer vælgerens identitet og afkrydser valglisten, mens en anden udleverer stemmesedlerne. En tredje medhjælper har stemmekassen. Stemmesedlen må ikke være sammenfoldet ved udleveringen.

Vælgerne betjenes i den rækkefølge, hvori de møder.

Efter at have modtaget stemmesedlen skal vælgeren straks gå ind i stemmerummet, hvor ingen anden må være til stede. Stemmeafgivningen sker ved at mærke stemmesedlen med et kryds enten ud for listebetegnelsen eller ud for navnet på den kandidat, som ønskes valgt. Når stemmesedlen er afkrydset, sammenfolder vælgeren stemmesedlen, således at ingen kan se, hvorledes der er stemt, og nedlægger den i stemmekassen.

Forkert afmærkning på stemmesedlen

Er en vælger uforvarende kommet til at afmærke sin - stemmeseddel forkert eller makulere den, skal der være adgang til - mod aflevering af den makulerede stemmeseddel, der tages i forvaring af valgbestyrelsen - at få udleveret en ny stemmeseddel.

Blinde/svagsynede og bevægelseshæmmede

Når der af blinde eller svagsynede vælgere fremsættes ønske om bistand til afstemningen, skal bistand ydes enten af en af vælgeren udpeget person eller af en af valgbestyrelsen udpeget vælger. Vælgere, der på grund af manglende førlighed ikke kan bevæge sig ind i stemmelokalet, vil kunne afgive stemme umiddelbart uden for lokalet under overværelse af 2 personer, der medvirker ved valget.

Den, der yder bistand må ikke røbe, hvorledes vælgeren har stemt.

Afstemningens tidsrum

I samtlige menighedsrådskredse begynder afstemningen kl. 9 og fortsætter til kl. 20.

Afslutning

Afstemningen slutter, når der efter kl. 20 ikke melder sig vælgere for at afgive stemme, uanset at der gives opfordring hertil.

Når stemmeafgivningen er ophørt, underskriver hver valglistefører sin valgliste.

De ikke udleverede stemmesedler og eventuelle ved ombytning tilbageleverede stemmesedler, valglisterne, de modtagne valgkort og stemmekasserne tages i forvaring af formanden, og stemmeoptællingen kan begynde.

Ved flere afstemningssteder skal alt stemmemateriale samles på et afstemningssted før optælling kan begynde.

V. Stemmeafgivning ved indsendelse af stemmeseddel.

Stemmeberettigede

Berettigede til at stemme pr. brev er vælgere, der er forhindret i at møde frem på afstemningsstedet i det tidsrum, afstemningen finder sted, nemlig

1) Vælgere, der opholder sig her i landet, kan afgive stemme på et hvilket som helst folkeregister.

2) Vælgere, der er indlagt på offentlige eller private sygehuse eller andre offentlige helbredelses- og plejeinstitutioner, kan afgive stemme på sygehuset eller institutionen. En sådan afstemning kan endvidere finde sted på private alderdomshjem og plejehjem, som har indgået aftale med en kommunalbestyrelse om indlæggelse i henhold til den sociale lovgivning.

3) Vælgere, der bor i beskyttede boliger, der drives af en kommune, en amtskommune eller en selvejende institution, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med i henhold til den sociale lovgivning, kan afgive stemme på institutionen.

4) Vælgere, der er indsat i en af kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse, kan afgive stemme på institutionen.

5) Vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, kan afgive stemme hos en valgberettiget person, som menighedsrådet udpeger.

6) Søfolk på danske skibe i udenrigsfart og personer ansat ved farvandsvæsenet kan stemme på vedkommende skib eller fyr.

7) Vælgere, der opholder sig her i landet, og som på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet på valgdagen, kan afgive stemme i hjemmet, medmindre de har mulighed for at stemme i en af de institutioner eller boliger, der er nævnet under 1) og 2).

Tidsrum

Stemmeafgivning pr. brev kan finde sted de sidste 3 uger før valget, dog senest 3. sidste hverdag før valgdagen, dvs. i tidsrummet fra tirsdag den 20. oktober til og med fredag den 6. november 1992.

Stemmemateriale

Det nødvendige stemmemateriale - stemmeseddel med tilhørende konvolut, følgebrev og yderkuvert - tilvejebringes ved Kirkeministeriets foranstaltning.

Der henvises i øvrigt til det særlige cirkulære om brevafstemning til menighedsrådsvalg, idet bemærkes, at begæringsblanket til afstemning i hjemmet skal rekvireres fra vedkommende folkeregister.

Menighedsrådets modtagelse af brevstemmer

Menighedsrådet nummererer de modtagne yderkuverter og opfører afsenderens navn og bopæl samt tidspunkt for modtagelsen på en særlig fortegnelse. Kuverterne sendes uåbnede til valgbestyrelsen og skal være valgbestyrelsen i hænde inden afstemningens påbegyndelse.

Åbning af brevstemmer

Valgbestyrelsen (valgstyrerne) åbner de modtagne kuverter inden afstemningens påbegyndelse og undersøger i hvert enkelt tilfælde, om afsenderen er opført på valglisten. I bekræftende fald afkrydses vælgerens navn på valglisten.

Brevstemmer der skal lades ude af betragtning

Viser det sig, at den pågældende ikke er stemmeberettiget, eller afgået ved døden, lægges den uåbnede konvolut tillige med følgebrevet på ny ind i yderkuverten og kommer ikke i betragtning. Det samme gælder, når kuverten indeholder andet eller mere end et følgebrev og en konvolut, eller der efter beskaffenheden af yderkuverten, følgebrevet eller konvolutten er grund til at antage, at de ikke hører til de ved Kirkeministeriets foranstaltning tilvejebragte, eller at der ved deres udfyldning, attestation, underskrift eller indsendelse ikke er gået frem som foreskrevet.

De konvolutter, som herefter kommer i betragtning, opbevares, hver enkelt sammen med det tilhørende følgebrev og yderkuvert, indtil afstemningen er afsluttet. Konvolutterne nedlægges derefter i en stemmekasse og blandes med de øvrige stemmesedler og åbnes først ved optællingen.

For sent modtagne og ugyldige brevstemmer

Brevstemmer, der modtages af valgbestyrelsen (valgstyrerne) efter afstemningens påbegyndelse, henlægges uåbnede og kommer ikke i betragtning.

En brevstemme er ugyldig, når det ikke med sikkerhed kan afgøres, enten hvilken af kandidaterne eller hvilken liste vælgeren har villet give sin stemme.

Søfolk

Søfolk, der sejler i udenrigsfart, har ret til at benytte de til brug ved kommunale valg af Indenrigsministeriet tilvejebragte stemmesedler, konvolutter og følgebreve m.v., når det ved påtegning på følgebrevet og omslaget anføres, at stemmeafgivningen vedrører valg til menighedsråd.

VI: Stemmeoptællingen

Optællingsmåde

Optællingen foretages af valgbestyrelsen og er offentlig i det omfang pladshensyn gør det muligt.

Optællingen sker på følgende måde

Stemmesedlerne udtages af stemmekasserne, blandes og fordeles mellem optællerne, der ordner dem således, at stemmesedler afgivet for samme kandidatliste samles i bunker for sig.

Derefter optælles, hvor mange stemmer, der er afgivet for hver af de på stemmesedlerne opførte kandidatlister.

En stemmeseddel er afgivet for den liste, inden for hvis felt vælgeren har sat kryds.

Flere kryds på samme stemmeseddel

En stemmeseddel anses for gyldig, selvom der på stemmesedlen er sat to eller flere kryds, når blot disse kryds er anbragt indenfor samme kandidatlistes felt.

En stemmeseddel, der er afkrydset udfor såvel listebetegnelse som et kandidatnavn på samme liste, anses for en gyldig personlig stemme.

Også stemmesedler, der er afmærket med et stort kryds over hele kandidatlistens felt, er gyldige (listestemmer).

Ugyldige stemmer

Hvor der er tvivl om en stemmeseddels gyldighed, medregnes stemmesedlen ikke i optællingen, men lægges foreløbig til side.

Valgebestyrelsen afgør derpå, om de tvivlsomme stemmesedler skal anses for ugyldige eller ej. En stemmeseddel er ugyldig.

1) når beskaffenheden af stemmesedlen giver grund til at antage, at stemmesedlen ikke er udleveret og afkrydset på valgstedet,

2) når det ikke med sikkerhed fremgår, hvilken liste vælgeren har villet give sin stemme,

3) når der på stemmesedlen findes skrevet, tegnet eller på anden måde anbragt noget, der kan give stemmesedlen et særpræg.

VII. Mandatfordeling

Den endelige opgørelse af valget foretages af valgbestyrelsen enten samme dag, som stemmeoptællingen har fundet sted, eller senest dagen efter.

Antal kandidater pr. liste

Først bestemmes, hvor mange kandidater der skal vælges af hver kandidatliste. Har listeforbund været anmeldt, sammenlægges stemmetallene for de kandidatlister, der har indgået listeforbund. Det for hver kandidatliste eller listeforbund afgivne stemmetal deles med 1, 2, 3 osv., indtil hvert stemmetal er delt med et tal så stort som det antal mandater, der i det højeste kan ventes at tilfalde vedkommende kandidatliste eller listeforbund. Den største af de således fremkomne kvotienter giver den liste eller det listeforbund, den er tilfaldet, ret til medlem nr. 1 den næststørste kvotient giver den liste eller listeforbund, den er tilfaldet, ret til medlem nr. 2, og således fremdeles, indtil det antal medlemmer, der skal vælges, er fordelt mellem de forskellige kandidatlister og listeforbud. Er kvotienterne lige store, gør lodtrækning udslaget. Lodtrækningen foretages af valgbestyrelsens formand i de tilstedeværendes påsyn.

Fordeling af mandater ved listeforbund

Det antal mandater, der er tilfaldet et listeforbund, deles mellem de kandidatlister, forbundet består af, ved benyttelse af samme fremgangsmåde.

Eksempler

Til belysning af fremgangsmåden anføres følgende eksempler

Eksempel 1

Der deltager i alt 4 kandidater i valget. Der er ikke indgået listeforbund. Der skal vælges 9 kandidater.

Valgresultatet er følgende

Liste 1: 255 stemmer

Liste 2: 172 stemmer

Liste 3: 100 stemmer

Liste 4: 180 stemmer

Mandatfordeling foretages således: Liste 1 Liste 2 Liste 3 Liste 4 255 172 100 180

Divisor 1 255 (1) 172 (3) 100 (5) 180 (2)

Divisor 2 127 1/2 (4) 86 (7) 50 90 (6)

Divisor 3 85 (8) 57 1/3 33 1/3 60

Divisor 4 63 3/4 (9)

Divisor 5 51

Liste 1, 2, 3, og 4 får således henholdsvis 4, 2, 1 og 2 kanddidater.

Eksempel 2

Der deltager i alt 4 kandidater i valget: Der er listeforbund mellem listerne 3 og 4. Der skal vælges 9 kandidater, og stemmeoptællingen udviser samme resultat som i eksempel 1.

Mandatfordelingen foretages således: Liste 1 Liste 2 Liste 3 + 4

Divisor 1 25 (2) 172 (3) 280 (1)

Divisor 2 127 1/2 (5) 86 (7) 140 (4)

Divisor 3 85 (8) 57 1/3 93 1/3 (6)

Divisor 4 63 3/4 70 (9)

Divisor 5 51 56

Liste 1 får i dette tilfælde kun 3 kandidater valgt, liste 2, får stadig 2, mens listeforbundet mellem 3 og 4 opnår i alt 4 mandater, altså 1 mandat mere, end listerne kunne opnå tilsammen uden listeforbund. De sidstnævnte 4 mandater fordeles mellem listerne 3 og 4 på tilsvarende måde: Liste 3 Liste 4

Divisor 1 100 (2) 180 (1)

Divisor 2 50 90 (3)

Divisor 3 60 (4)

Divisor 4 45

Liste 3 opnår således 1 kandidat valgt og liste 4 opnår 3 kandidater valgt.

VIII. Udvælgelse af medlemmer og stedfortrædere

Optælling af stemmer

Når det på denne måde er opgjort, hvor mange medlemmer, der skal vælges på hver kandidatliste, bestemmes det, hvilke af listens kandidater, der skal erklæres for valgte og hvilke, der skal være stedfortrædere.

Først optælles det, hvor mange stemmer hver enkelt kandidat har fået (personlige stemmer), og hvor mange stemmer der i øvrigt er afgivet på listen (listestemmer).

Sideordnet opstilling

Er kandidaterne sideordnet opstillet, tilfalder listens mandater kandidaterne i rækkefølge efter størrelsen af deres personlige stemmetal. Antallet af listestemmer har således kun betydning ved fordelingen af det antal mandater, der tilkommer listen. I tilfælde af stemmelighed foretager valgbestyrelsern lodtrækning.

Eksempel

På en kandidatliste med 10 kandidater er afgivet i alt 255 stemmer, der fordeler sig med 210 personlige stemmer og 45 listestemmer. Listen har fået 4 mandater.

Stillerne har bestemt, at kandidaterne er opstillet sideordnet, dvs. at kun de personlige stemmer medregnes ved kandidatudvælgelsen.

---------------------------------------------------------- Kandidater personlige valgte med stedfortrædere stemmer nr. med nr. AA......... 21 nr. 2 BB......... 22 (evt. nr. 4)* (evt. nr. 1)* CC......... 6 (nr. 3-4)** DD......... 36 nr. 3 EE......... 1 nr. 6 FF......... 6 (nr. 3-4)** GG......... 39 nr. 2 HH......... 54 nr. 1 JJ......... 22 (evt. nr. 4)* (evt. nr. 1)* KK......... 3 nr. 5 ---------------------------------------------------------- ........... 210 4 6 ----------------------------------------------------------

* Det afgøres ved lodtrækning mellem kandidaterne BB og JJ, hvem af dem der skal være medlem nr. 4 og hvem af dem stedfortræder nr. 1.

Det afgøres ved lodtrækning mellem kandidaterne CC og FF, hvem af dem der skal være stedfortræder nr. 3 og hvem af dem stedfortræder nr. 4.

Prioriteret opstilling

Er kandidaterne opstillet i prioriteret rækkefølge, udregnes først for hver kandidatliste det fordelingstal, der skal lægges til grund ved kandidaternes udvælgelse af listen. Tallet udregnes ved at dividere antallet af samtlige for kandidatlisten afgivne stemmer (personlige stemmer og listestemmer tilsammen) med et tal, der er een større end det antal kandidater, der tilfaldet listen. Det fremkomne tal forhøjes til det nærmeste hele tal - også hvis det allerede er et helt tal - og det herefter fremkomne tal er fordelingstallet for den pågældende kandidatliste.

Har en liste således i alt fået 447 stemmer og 5 mandater, divideres 5 + 1 op i 447, hvilket giver 74,5 der forhøjet til nærmest følgende hele tal giver fordelingatallet 75.

Fordeling af listestemmer

Særskilt for hver kandidatliste fordeles listestemmerne til listens kandidater på følgende måde: Til det antal personlige stemmer, som er opnået af den kandidat, der er opført som nr. 1 på kandidatlisten, lægges så mange listestemmer, at fordelingstallet nås. De listestemmer, der herefter bliver tilovers lægges derpå til de personlige stemmer, som nr. 2 på kandidatlisten har opnået, indtil fordelingstallet nås, og på tilsvarende måde forholdes for de øvrige kandidaters vedkommende, indtil samtlige listestemmer er fordelt. Herefter erklæres de kandidater, der har opnået fordelingstallet enten ved personlige stemmer alene eller ved tillæg af listestemmer for valgte i den rækkefølge, hvori de er opført på listen. Opnås det ikke på denne måde at få valgt hele det antal kandidater, der skal vælges, erklæres i rækkefølge efter størrelsen af de opnåede stemmetal (personlige stemmer og listestemmer tilsammen) så mange af listens øvrige kandidater for valgte, som endnu skal vælges før listen.

Eksempel

På en kandidatliste med 10 kandidater er afgivet i alt 255 stemmer, der fordeler sig med 210 personlige stemmer og 45 listestemmer. Listen har fået 4 mandater, og listens fordelingstal er -

255 = 51 forhøjet til 52

4 + 1

De personlige stemmer samt fordelingen af listestemmerne er som anført nedenfor.

Stillerne har bestemt, at kandidaterne er opstillet i prioriteret rækkefølge.

--------------------------------------------------------------- Kandidater personlige liste stemmer valgte stedfor- stemmer stemmer i alt med nr. trædere med nr. --------------------------------------------------------------- 1. AA ... 21 31 52 nr. 1 2. BB ... 22 14 36 nr. 4 3. CC ... 6 6 nr. 3 4. DD ... 36 36 nr. 1 5. EE ... 1 1 nr. 6 6. FF ... 6 6 nr. 4 7. GG ... 39 39 nr. 3 8. HH ... 54 54 nr. 2 9. JJ ... 22 22 nr. 2 10. KK ... 3 3 nr. 5 --------------------------------------------------------------- .......... 210 45 255 4 6 ---------------------------------------------------------------

Samme stemmetal

Har to kandidater opnået samme stemmetal og kan kun en opnå valg, erklæres den kandidat, der står først på kandidatlisten, for valgt.

Udtømte kandidatlister/overførsel af mandater

Skal der for en kandidatliste vælges flere medlemmer end det antal kandidater, der er opført på listen, overføres det eller de overskydende mandater til den kandidatliste, som den udtømte liste har anmeldt listeforbund med.

Hvis den udtømte kandidatliste står i listeforbund med flere kandidatlister, der ifølge den foretagne fordeling er nærmest berettiget til at få mandat.

Såfremt den udtømte kandidatliste ikke står i listeforbund med andre lister, overføres mandatet til den af de øvrige kandidatlister, der efter stemmetal har nærmest krav på det.

Stedfortrædere

De ikke valgte kandidater betragtes som stedfortrædere for de valgte på samme liste. Rækkefølgen blandt stedfortræderne bestemmes af det antal personlige stemmer og listestemmer, den enkelte stedfortræder har fået. Er der ikke afgivet personlige stemmer, er placeringen på listen afgørende. Ved sideordnet opstilling skal der i så fald foretages lodtrækning.

IX. Indberetning om valget.

Tilførsel til forhandlingsbogen

Når valget er endeligt opgjort, tilfører formanden for valgbestyrelsn menighedsrådets forhandlingsbog (beslutningsprotokollen) oplysning om, hvorledes stemmerne fordelte sig på de forskellige kandidatlister, i hvilken nummerorden mandaterne tilfaldt disse, hvilket fordelingstal der blev lagt til grund for hver kandidatliste, hvor mange personlige stemmer, der blev afgivet for kandidaterne, hvorledes listestemmerne fordeltes på kandidaterne, hvilke medlemmer, der blev erklæret valgt, samt det medlemsnummer, der tilfaldt enhver af de valgte. Navnene på de kandidater, der ikke har opnået valg, anføres i forhandlingsbogen (beslutningsprotokollen), og den underskrives af hele valgbestyrelsen.

Udskrift af forhandlingsbogen

Skemaer

Udskrift af forhandlingsbogen, (beslutningsprotokollen) affattet på de af ministeriet autoriserede skemaer, udfærdiges i 2 eksemplarer. Den ene udskrift indsendes snarest muligt af valgbestyrelsens formand gennem provsten til biskoppen, der opbevarer den i bispearkivet. Den anden udskrift opbevares i menighedsrådets arkiv. Der findes to typer af autoriserede skemaer, et til benyttelse i tilfælde, hvor afstemning finder sted, og et andet til brug hvor der kun er indleveret en kandidatliste, således at afstemning bortfalder. Skemaerne kan rekvireres fra biskontoret.

Underretning om valg

Valgbestyrelsen underretter kandidaterne om valget samt om fristen for klage over valget.

X. Opbevaring og kassation af valgmaterialet

Stemmesedler

Stemmesedlerne indpakkes og forsegles af valgbestyrelsen. De gyldige, de ugyldige, og de ombyttede og de ikke udleverede stemmesedler holdes hver for sig i særskilte pakker med tydelig påskrift om deres indhold. Pakkerne afgives til menighedsrådet, der opbevarer dem, indtil klagefristen er udløbet, eller klage over valget endeligt er afgjort. Derefter skal de tilintetgøres.

Valglister/kort

Valglister og valgkort skal af valgbestyrelsen afleveres til folkeregistret inden udgangen af november måned.

Folkeregistret udsteder kvittering for modtagelsen af materialet og foranlediger det derefter makuleret. Kvitteringen fra folkeregistret vedlægges menighedsrådets forhandlingsbog (beslutningsprotokol).

XI: Valgklager

Klage

Klager over valget skal indgives skriftligt til provsten senest ugedagen efter valget (17. november). Provsten indhenter valgbestyrelsens erklæring og fremsender derefter sagen til biskoppen til afgørelse. Biskoppens afgørelse kan af både valgbestyrelsen og klageren indbringes for kirkeministeren.

XII. Udgifter ved valget.

Lokaleleje m.v.

Udgifter i anledning af valget, herunder til valglokale, materiel til brug ved stemmeafgivning, tryksager, fornøden medhjælp til valgbestyrelsen m.v. afholdes af kirkekassen.

Vederlag

Der tilkommer de på valgdagen medvirkende et vederlag, der maksimalt kan fastsættes til 600 kr. svarende til vederlaget ved kommunale valg.

Kirkeministeriet, den 17. juni 1992

P.M.V.

E.B

Niels Bjerregaard

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →