Vejledning om kommunernes medvirken i sager om familiesammenføring efter udlændingeloven m.v.

Vejledning om kommunernes medvirken i sager om familiesammenføring efter udlændingeloven m.v.

1. Ved af lov nr. 482 af 24. juni 1992 er udlændingeloven (udl)

ændret. Ændringerne medfører bl.a.,

- at Direktoratet for Udlændinge ved behandling af sager om familiesammenføring kan have brug for, at kommunerne afgiver en erklæring om en herboendes (garantens) evne til at forsørge ansøgeren,

- at kommunalbestyrelsen, hvis den må yde hjælp til en udlænding, som en garant har påtaget sig at forsørge, kan pålægge garanten at betale for hjælpen og inddrive betalingen efter reglerne om personlige skatter, og

- at Socialministeriet for så vidt angår fremtidige nye sager ikke skal dispensere for garantierklæringer vedrørende forsørgelse af en herboende slægtning.

I denne vejledning vil disse ændringers betydning for de sociale myndigheder blive gennemgået. I bilag 1 er gengivet relevante lovbestemmelser. Der kan endvidere henvises til Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i henhold til bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge.

Opmærksomheden henledes på, at der gælder særlige ikrafttrædelsesregler, jf. punkt 10 og 13.

Indstilling fra de sociale myndigheder om en herboendes forsørgelsesevne i sager om familiesammenføring

2. Ved behandling af ansøgninger om tilladelse til familiesammenføring efter udlændingeloven er kravene om, at den herboende skal kunne forsørge ansøgeren skærpet på følgende områder

- opholdstilladelsen ved familiesammenføringer med børn under 18 år og ægtefæller, kan betinges af, at den herboende godtgør at kunne forsørge sin ægtefælle og/eller børn (udl. § 9, stk. 4, 2. pkt.)

- ved familiesammenføring med forældre til en udlænding (som ikke er nordisk statsborger eller flygtning) med tidsubegrænset opholdstilladelse (udl. § 9, stk. 1, nr. 5) eller ved meddelelser af opholdstilladelser efter udl. § 9, stk. 2, nr. 1, (udlæn dingen har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person) er det et krav, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil (udl. § 9, stk. 3)

- i andre tilfælde af familiesammenføring med forældre (udl. § 9, stk. 1, nr. 4: det herboende barn er dansk eller nordisk statsborger, eller har opholdstilladelse efter udl. § 7 eller § 8) kan opholdstilladelse betinges af, at barnet påtager sig at forsørge ansøgeren, og at barnet godtgør at være i stand til at klare forsørgelsen (udl. § 9, stk. 4)

3. Ændringerne i udlændingeloven medfører, at Direktoratet for Udlændinge ved afgørelse af sager om opholdstilladelse til ægtefæller, børn og forældre kan have behov for at vurdere den herboendes forsørgelsesevne. Det er forudsat, at kommunerne efter anmodning i de enkelte sager indgiver en indstilling til Direktoratet om spørgsmålet, og at Direktoratet normalt kan lægge denne indstilling til grund ved sagens behandling. Indstillingen afgives af den kommune, hvor garanten bor, dvs. garantens opholdskommune i følge lov om social bistand.

4. Ved vurdering af, om en herboende garant kan forsørge en ansøger om familiesammenføring, skal der for det første ses på, om garanten har tilstrækkelige midler til at kunne forsørge sig selv og sin familie. For det andet skal garanten kunne forsørge ansøgeren. I følge bemærkningerne til ændringerne af udlændingeloven anses en garant at være i stand til at påtage sig forpligtelsen, når garantens indtægter overstiger (eller er lig med) summen af 1) det beløb, som efter bistandslovens § 37 vil kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende + 2) den kontanthjælp efter § 37, som ville kunne udmåles til ansøgeren om familiesammenføring. Afgørende er således garantens indtægtsforhold efter skat sammenholdt med en kontanthjælpsudmåling, og det følger heraf, at der ikke - bortset fra boligudgifter - skal tages hensyn til garantens øvrige faste udgifter, f.eks afdrag på lån, udgifter til telefon, forsikringer, gæld til det offentlige m.v.

5. Ved vurderingen kan der tages udgangspunkt i forholdene på det tidspunkt, hvor erklæringen afgives. Hvis de aktuelle indtægter ikke kan anses at være et rimeligt udtryk for garantens fremtidige indtægtsforhold, f.eks på grund af ekstraordinære store indtægter, skattefradrag m.v., må forsørgelsesevnen vurderes på grundlag af et skøn over det forventede fremtidige indkomstniveau. Det samme gælder, hvis de boligudgifter, der indgår ved udmålingen af kontanthjælpen, ikke kan anses for at være et udtryk for garantens udgifter hertil på længere sigt.

6. Ved familiesammenføring med forældre over 60 år bør garanten til forsørgelse af forældrene kunne afse et så stort beløb, at forældrene ikke vil være berettiget til at modtage hjælp til forsørgelse efter bistandsloven. Da der er tale om ældre personer, kan det være rimeligt at tage udgangspunkt i det nedsatte grundbeløb efter bistandslovens § 37, stk 2, 6. pkt. + et beløb til boligudgifter, da forældrenes ret til ophold her i landet ikke kan betinges af, at de bor hos deres søn eller datter. Foreligger der ikke oplysninger om den fremtidig boligudgift, må der skønnes over en sædvanlig udgift til en passende bolig i kommunen.

Ved familiesammenføring med ægtefælle eller børn kan det forudsættes, at familien vil bo sammen.

Ny regel om betaling og inddrivelse af denne, hvis en garant ikke overholder sine forpligtelser

7. Kommunalbestyrelsen får efter § 9, stk. 5, i udlændingeloven mulighed for at bestemme, at garanten skal betale for den hjælp, som en kommune efter bistandsloven må yde til forsørgelse af en udlænding, som er omfattet af garantierklæringen. Er der pålagt en betaling, og betaler garanten ikke, kan beløbet inddrives efter reglerne om personlige skatter.

8. Ved afgørelse af, om en garant skal pålægges betaling, kan kommunalbestyrelsen lægge vægt på de samme forhold, som er omtalt under punkterne 4 til 6. Der bør således pålægges betaling, når garantens aktuelle indtægter overstiger leveniveauet for en modtager af kontanthjælp. Betalingen kan ikke overstige den hjælp, som er ydet til forsørgelsen, og er indtægterne ikke tilstrækkelige til at dække alle udgifterne til forsørgelsen, må betalingen fastsættes til et mindre beløb.

9. En pålagt betaling kan som nævnt i punkt 7 inddrives efter reglerne om personlige skatter. Dette gælder også, når andre end et herboende barn har påtaget sig at forsørge ansøgeren, f.eks kan ægtefællen til et herboende barn også være garant over for barnets forældre.

10. Opmærksomheden henledes på, at en kommunalbestyrelses afgørelse om betaling efter udlændingelovens § 9, stk. 5, træffes efter udlændingeloven, og afgørelsen kan ikke indbringes anden administrativ myndighed, d.v.s. heller ikke for de sociale ankemyndigheder. Det kan videre fremhæves, at betalingsreglen i udlændingelovens § 9, stk. 5, kun har betydning, når en garant, jf. § 9, stk. 3 og 4, har påtaget sig at forsørge ansøgeren.

Betalingsreglen har derfor ikke betydning, når garantens forsørgelsespligt omfatter ægtefællen eller egne børn under 18 år. I disse tilfælde gælder de privatretlige regler om forsørgelse og reglerne om forsørgelsespligt over for det offentlige, jf. bistandslovens §§ 7 og 8.

Endelig skal det understreges, at reglen i § 9, stk. 5, ikke gælder for udlændinge, der inden lovens vedtagelse, det vil sige den 18 juni 1992, har ansøgt om opholdstilladelse (eller lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler). Hvis der er tvivl om, hvorvidt en udlænding er omfattet betalingsreglen, kan oplysninger herom fås hos Direktoratet for Udlændinge, Ryesgade 53, 2100 København Ø, telf. 31 39 31 00.

Socialministeriet skal ikke længere dispensere for garantierklæringer - gælder alene nye sager

11. Kommunernes adgang til at pålægge betaling, når en garant ikke overholder sin forsørgerpligt, og til at inddrive denne betaling indebærer, at der ikke længere er behov for, at Socialministeriet dispenserer fra garantierklæringer udstedt i forbindelse med tilladelser til familiesammenføringer. Kommunen tager nu selv stilling til, om det skal pålægges en garant at betale, og om betalingen skal inddrives.

12. Ydes der i disse tilfælde efter bistandsloven en familiesammenført vedvarende hjælp til forsørgelsen, dvs at hjælpen har varet eller skønnes at ville vare et år eller længere, og har ansøgeren boet her i landet med henblik på varigt ophold i mindre end 3 år, skal kommunalbestyrelsen indberette sagen til Socialministeriet med henblik på, at der kan blive taget stilling til, om pågældende skal hjemsendes efter bistandslovens § 4.

13. Den nye betalingsregel i § 9, stk. 5, gælder, jf. punkt 10, for udlændinge, der efter lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse (eller lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler). Bliver der behov for at dispensere for garantierklæringer vedrørende familiesammenførte personer, som har ansøgt om opholdstilladelse inden den 18. juni 1992, skal sagen som hidtil indsendes til Socialministeriet med henblik på afgørelse af, om der kan meddeles hel eller delvis dispensation.

Socialministeriet, den 31. juli 1992

Else Winther Andersen

/ Kim Svendsen-Tune

Bilag 1. (*1 )

(* 1) Bilaget med bekendtgørelse af lov om social bistand

(bistandsloven) nr. 817 af 6. december 1990, som senest ændret ved

lov nr. 482 af 24. juni 1992, § 1, 2, 3, 4 og 134 a samt

bekendtgørelse af udlændingeloven nr. 462 af 26. juni 1987, som

senets ændret ved lov nr. 482 af 24. juni 1992, § 7, 8, 9, 17 og 18

er udeladt her, da forskrifterne forefindes i Lovtidende og

Retsinformation