Cirkulære om arbejdstid m.v. for faste lærere ved undervisning af voksne indvandrere (* 1)
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
§ 1. Cirkulæret omfatter lærere, der er ansat i henhold til Kulturministeriets bekendtgørelse om faste lærere ved undervisning af voksne indvandrere
ARBEJDSTID
§ 2. Den årlige arbejdstid udgør 1924 timer, incl. ferie og fridage, svarende til normalt 37 timer pr. uge.
Stk. 2. Ved arbejdstid forstås skemalagt undervisning og tilknyttede pauser samt andre planlagte aktiviteter tillagt den tid, der er afsat til forberedelse m.v., jf. § 4.
Stk. 3. Arbejdet tilrettelægges normalt på hverdage, mandag til fredag. Hvis der tilrettelægges arbejde på lørdage, søndage eller helligdage, f.eks. i forbindelse med særligt tilrettelagt undervisning eller lignende, gives der et tilsvarende antal erstatningsfridage.
Stk. 4. Arbejdsdage, hvor læreren er fraværende på grund af sygdom eller andet lovligt forfald, indgår i arbejdstidsopgørelsen med den planlagte arbejdstid. Hvis der ikke er planlagt nogen arbejdstid, regnes med 7,4 timer pr. dag.
Stk. 5. Feriedage og søgne-/helligdage indgår i arbejdstidsopgørelsen med 7,4 timer pr. dag.
ARBEJDSOPGAVER
§ 3. Lærerens arbejdsopgaver omfatter undervisning af voksne indvandrere, forberedelse og efterbehandling af undervisningen samt øvrige opgaver i tilknytning til indvandrerundervisningen.
Lærerens arbejdsopgaver fremgår af bilag 1.
UNDERVISNING OG FORBEREDELSE
§ 4. Når læreren er tillagt undervisning, medregnes for hver 60 minutter yderligere 74 minutter til forberedelse og opgaveudarbejdelse, efterbehandling, bedømmelse af undervisningen og pauser. Inden for den afsatte tid skal læreren udføre de i bilag 1, punkt 2, nævnte arbejdsopgaver.
stk. 2. Læreren kan normalt højst tillægges 21 undervisningstimer af 60 minutter ugentligt.
Stk. 3. For hver time læreren underviser udover den i § 4, stk. 2, nævnte grænse for ugentlig undervisning, ydes en godtgørelse, der svarer til godtgørelsen for arbejde på lørdage. Godtgørelsen ydes for hver påbegyndte halve time.
ANDRE OPGAVER
§ 5. Udover undervisning og den dertil knyttede forberedelse m.v. kan læreren pålægges at medvirke ved løsningen af andre arbejdsopgaver i tilknytning til invandrerundervisningen, jf. bilag 1, punkt 3 og 4.
Stk. 2. Til løsning af de i stk. 1 nævnte opgaver og andre opgaver i tilknytning til indvandrerundervisningen jf. bilag 1, punkt 5, afsættes pr. fuldtidsansat lærer 193 arbejdstimer pr. år. Puljen fordeles af ledelsen efter drøftelse med tillidsrepræsentanten.
OVERARBEJDE
§ 6. Overarbejde bør så vidt muligt undgås.
Stk. 2. Såfremt arbejdets omfang ved arbejdsårets udløb har oversteget den fastsatte arbejdstid for fuldtidsansatte, jf. § 2, stk. 1, godtgøres den overskydende tid med overarbejdsbetaling. Satserne for overarbejdsbetaling beregnes med 1/1924 af vedkommende lærers årsløn (på udbetalingstidspunktet) med et tillæg af 50 procent.
SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR LÆRERE MED NEDSAT ARBEJDSTID
§ 7. For lærere med nedsat arbejdstid nedsættes de i § 2, stk. 4 og 5 nævnte timer forholdsmæssigt.
Stk. 2. Eventuel merbeskæftigelse af midlertidig karakter godtgøres med frihed af samme varighed eller normal timeløn.
LOKALAFTALER
§ 8. Det kan ved lokalaftale aftales, at arbejdstid i forbindelse med løsningen af de i bilag 1, punkt 3 og 4, nævnte særlige hverv og opgaver medregnes i arbejdstiden med et fast arbejdstimetal.
Stk. 2. Lokalaftaler indgås mellem den ansættende myndighed og den lokale kreds af Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere.
IKRAFTTRÆDEN
§ 9. Dette cirkulære træder i kraft 1. august 1992.
KULTURMINISTERIET
Direktoratet for Folkeoplysning, den 3. juni 1992
P.d.v.
Ibbi Harrit
Bilag til cirkulære om arbejdstid for lærere Bilag 1
Kulturministeriet, 3. juni 1992
Direktoratet for Folkeoplysning
Lærernes arbejdsopgaver i forbindelse med varetagelsen af undervisning af voksne indvandrere.
---------------------------------------------------------------------
1. Indvandrerundervisning.
Lærerne varetager indvandrerundervisning.
Ved indvandrerundervisning forstås en planlagt, fremadskridende, målrettet undervisningsindsats, der har som formål at sætte indvandrerne i stand til at gøre sig forståelige på dansk og at forstå dansk, samt at kunne benytte sig af samfundets almindelige undervisnings- og arbejdstilbud.
Indvandrerundervisningen tilrettelægges og gennemføres på grundlag af en vurdering af den enkelte deltagers forudsætninger.
2. Undervisningsopgaver i øvrigt.
I tilknytning til undervisningen har lærerne følgende opgaver
Lærerne varetager planlægning, forberedelse, evaluering og efterbehandling af undervisningen.
Lærerne udarbejder og udvælger undervisningsmaterialer til den konkrete undervisning.
Lærerne retter, kommenterer og vurderer deltagernes arbejder.
Lærerne foretager løbende evaluering af den enkelte deltager med henblik på niveauplacering og med henblik på placering på udslusningsniveau.
Lærerne bistår deltagerne med tilfældigt forekommende individuel faglig og social vejledning i tilknytning til undervisningen.
Lærerne medvirker i forskellige pædagogisk-administrative funktioner i tilknytning til undervisningen, f.eks. forløbsbeskrivelse, fremmødeliste og lignende.
Lærerne varetager almindeligt tilsyn med udstyr og inventar til undervisningen.
3. Opgaver, der påhviler lærergruppen generelt.
Lærerne medvirker ved planlægning, koordinering m.v. af den samlede undervisning.
Lærerne deltager i ekskursioner.
Lærerne deltager i møder, kurser og konferencer samt efteruddannelse vedrørende undervisning af voksne indvandrere.
Lærerne deltager i sociale/kulturelle aktiviteter på skolen i forbindelse med deltagerne.
På skoler/kurser, hvor der afholdes tests, medvirker lærerne ved gennemførelsen heraf, både som eksaminator, tilsynsførende og censor.
4. Særlige hverv og opgaver.
Lærerne varetager pædagogisk-administrative opgaver, herunder vurderer deltagernes niveauplacering ved undervisningens start.
Lærerne medvirker ved forsøgs- og udviklingsarbejde.
Lærerne medvirker ved udvikling af undervisningsmaterialer.
Lærerne medvirker ved udarbejdelse af test- og evalueringsmaterialer.
Lærerne varetager opgaver i forbindelse med kursets/skolens uddannelses- og erhvervsvejledning og medvirker ved kursets/skolens kontakt til arbejds- og uddannelsessteder og til andre offentlige instanser.
Lærerne varetager tilsynsopgaver med f.eks. bibliotek og mediatek.
5. Andre arbejdsopgaver.
Læreren varetager arbejdet som
Tillidsrepræsentant
Sikkerhedsrepræsentant
Medlem af samarbejdsudvalg Bilag 2
AFTALE AF 11. MARTS 1991 MELLEM FINANSMINISTERIET OG STATSANSATTES
KARTEL, STATSTJENESTEMÆNDENES CENTRALORGANISATION II, LÆRERNES
CENTRALORGANISATION SAMT OVERENSKOMSTANSATTES CENTRALOGANISATION OM ARBEJDSTID M.V. I FORBINDELSE MED KURSUSDELTAGELSE
Udeladt her. Der henvises til F i base FCIR
Cirkulære om arbejdstid m.v. for faste lærere ved undervisning af voksne indvandrere (* 1)
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER TIL KULTURMINISTERIETS CIRKULÆRE AF 3. JUNI 1992 OM ARBEJDSTID M.V. FOR FASTE LÆRERE VED UNDERVISNING AF VOKSNE INDVANDRERE
1. GENERELLE BEMÆRKNINGER
Hermed følger Kulturministeriets cirkulære af 3. juni 1992 om arbejdstid m.v. for lærere, der er ansat i henhold til Kulturministeriets bekendtgørelse om faste lærere ved undervisning af voksne indvandrere.
Cirkulæret har virkning fra 1. august 1192.
2. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER
ARBEJDSTID
Ad § 2.
Læreren har en årlig arbejdstid på 1924 timer, inkl. ferie og fridage.
Arbejdsugen er normalt på 37 timer.
Det er forudsat, at der udarbejdes en tjenesteliste for læreren. I tjenestelisten fastlægges lærerens mødetider samt undervisningstimernes placering.
Tjenestelisten udarbejdes således, at læreren til stadighed er orienteret om undervisningens og andre planlagte opgavers placering, så vidt muligt mindst 4 uger forud.
Det forudsættes, at lærerens arbejde udføres på arbejdsstedet eller uden for dette efter ledelsens anvisning. Tid til forberedelse m.v. medregnes i overensstemmelse med de retningslinier, som er anført i bemærkningerne til § 4.
Cirkulæret giver mulighed for, at læreren frivilligt påtager sig kortvarig tjeneste på en fridag til løsning af opgaver, der er uopsættelige.
ARBEJDSOPGAVER
Ad § 3.
I den arbejdstid, hvor læreren ikke underviser eller forbereder undervisning, varetager læreren andet arbejde inden for sit arbejdsområde efter ledelsens anvisning, jf. bilag 1, punkt 3, 4 og 5.
Det forudsættes, at der er et hensigtsmæssigt forhold mellem tildelte opgaver og den tid, læreren har til rådighed til varetagelsen af de tillagte arbejde. Der skal ved udarbejdelse af tjenestelisten tages højde for, at læreren får mulighed for at forberede de opgaver uden for undervisningen, hvor forberedelse er nødvendig for løsning af opgaven, idet det er forudsat, at de tildelte opgaver kan løses indenfor den hertil afsatte tid.
UNDERVISNING OG FORBEREDELSE
Ad § 4.
Der er ikke med cirkulæret taget stilling til lektionslængden, der fastsættes af ledelsen. Hvor det er pædagogisk begrundet, kan der fastsættes en anden lektionslængde end 45 minutter. Lektionslængden bør normalt ikke være mindre end 30 minutter.
21 timer til undervisning ugentligt svarer til 28 lektioner a 45 minutter.
Hvis det fastsatte ugentlige maksimale undervisningstimetal overskrides, tilkommer der læreren en kontant godtgørelse, jf. § 4, stk. 3. Godtgørelsen udgør pr. 1. august 1992 19,42 kr. pr. time.
For hver 60 minutters undervisning ydes der læreren 74 minutter til forberedelse m.v.
Lærerens tid til forberedelse beregnes på grundlag af antallet af undervisningstimer på lærerens tjenesteliste.
Forberedelsestiden anvendes til de opgaver, som er anført i bilag 1, punkt 2, til cirkulæret.
Det er forudsat, at den enkelte lærer selv tilrettelægger forberedelse og efterbehandling af undervisningen og anvender den fornødne tid hertil.
Det er endvidere forudsat, at forberedelsen kan finde sted på arbejdsstedet eller uden for dette, ligesom flere lærere kan aftale, at forberedelsen eller dele af denne sker i samarbejde.
Forberedelse og efterbehandling m.v. finder sted uden for den i tjenestelisten fastlagte tid.
Lærere med et betydeligt undervisningsomfang kan have behov for at løse en del af de opgaver, som er dækket af forberedelsestiden, i tidsmæssig sammenhæng
Hvis ledelsen eller læreren finder det hensigtsmæssigt, tilrettelægges tjenesten derfor således, at en del af den tid, der er afsat til forberedelse m.v., samles i perioder af mindst 2 sammenhængende dage (mandag-fredag), hvor der ikke er planlagt anden tjeneste. I forbindelse med søgnehelligdage kan dagene dog gives enkeltvis.
For sådanne dage medgår 7,4 timer pr. dag af forberedelsestiden i arbejdsåret.
Den enkelte lærer har ikke krav på at få afsat mere end 25 % af den samlede forberedelsestid som hele dage og kan maksimalt få 20 sådanne dage i arbejdsåret. Placeringen fastlægges af ledelsen efter drøftelse med læreren.
ANDRE OPGAVER
Ad § 5.
Puljen til andre arbejdsopgaver beregnes med udgangspunkt i antallet af faste lærere (lærerårsværk) således
193 * Antal timer til undervisning og forberedelse varetaget af faste lærere -------------------------------------------------- 1680 - 193
Ved deltagelse i ekskursioner i tilknytning til undervisningen medregnes fra puljen kun den del af den medgåede tid, som ligger ud over den for læreren planlagte undervisningstid.
Ad § 6.
Når arbejdsåret er afsluttet, opgøres arbejdstiden. I opgørelsen medregnes
- præsterede arbejdstimer i henhold til tjenestelisten, inklusive sygedage og ekstra tjeneste - feriedage - søgnehelligdage - tid til forberedelse m.v., jf. bemærkningerne til § 4 - tid efter § 9 om lokale aftaler
For lærere, der til- eller fratræder i løbet af arbejdsåret, nedsættes den højeste arbejdstid (1924 timer) forholdsmæssigt.
Deltagelse i godkendt efter- og videreuddannelse følger reglerne i aftale af 11. marts 1991 om arbejdstid m.v. i forbindelse med kursusdeltagelse, som er vedlagt som bilag 2. I det omfang der heri er henvist til arbejdsaftalen for statens tjenestemænd, følges de tilsvarende regler i nærværende aftale.
Fravær indgår i arbejdstidsopgørelsen med den i § 2 anførte tid.
SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR LÆRERE MED NEDSAT ARBEJDSTID
Ad § 7.
Sygedage m.v. og søgnehelligdage medregnes i arbejdstidsopgørelsen med et forholdsmæssigt timetal.
Det er forudsat, at der ved merbeskæftigelse af fastere karakterer foretages en ændring af lærerens beskæftigelsesgrad.
Såfremt arbejdets samlede omfang ved arbejdsårets udløb har oversteget den fastsatte arbejdstid for fuldtidsansatte, anvendes reglerne om overarbejde i § 6.
LOKALAFTALER
Ad § 8.
Der er mulighed for at indgå lokalaftale om, at særlige hverv og opgaver, jf. bilag 1, punkt 4, indregnes i arbejdstiden med et fast antal timer (»akkord«). Disse timer indgår ikke i tjenestelisten. Der kan i forbindelse med aftalens indgåelse træffes beslutning om, i hvilket omfang arbejdsopgaven skal udføres på arbejdsstedet, f.eks. i forbindelse med træffetid.
Hvis det findes hensigtsmæssigt, kan der eksempelvis indgås aftale om, at der til alle lærere tildeles et fast timetal til løsning af en eller flere i de bilag 1. punkt 3. nævnte opgaver.
Med venlig hilsen
Ibbi Harrit Kulturministeriets cirkulære af 3. juni 1992
CIRKULÆRE OM ARBEJDSTID M.V. FOR FASTE LÆRERE VED UNDERVISNING AF
VOKSNE INDVANDRERE
Efter forhandling mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og efter bemyndigelse fra finansministeren fastsættes følgende
OMRÅDE