Vejledning om planloven

Bilag 1

Oversigt over cirkulærer og vejledninger, der fortsat er relevante.

I Gældende landsplandirektiver

- Cirkulære af 28. februar 1978 om reservation af et

hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark, som ændret ved

skrivelse af 24. februar 1983.

- Cirkulære af 2. august 1979 om reservation af arealer til et

hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (2. reservationsetape).

- Cirkulære af 26. maj 1981 om reservation af arealer til et

hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (3. reservationsetape

samt tillæg til 1. reservationsetape). Ændret ved cirkulære af 16.

august 1985 og ved skrivelse af 12. juni 1986.

- Cirkulære af 12. juni 1981 om udbygning af Københavns Lufthavn,

Kastrup, samt bygge- og anvendelsesregulerende bestemmelser for

områder, der er berørt af miljømæssige gener fra lufthavnen.

- Cirkulære af 5. maj 1982 om reservation af arealer til en

rørledning for transport af råolie og kondensat fra Vesterhavet til

Fredericia.

- Cirkulære af 1. oktober 1984 om fastlæggelse af arealer til en

naturgasledning fra Gevninge til elværket ved Kyndby.

- Cirkulære af 26. november 1984 om lokalplanforslag og

zonelovsansøgninger vedrørende arealer inden for 200 meters afstand

fra transmissionsledningerne for olie og naturgas.

- Cirkulære af 13. maj 1985 om placering af to IHAWK-

raketeskadriller på Højstrup Øvelsesplads i Odense Kommune.

- Cirkulære af 5. februar 1986 om placering af en sendestation til

FM/TV 1 i hovedstadsområdet.

- Cirkulære af 6. maj 1986 om placering af TV 2 sendestationer, som

ændret ved skrivelse af 15. juli 1986, ved to skrivelser i august

1986 samt ved bekendtgørelse af 6. maj 1986 om undtagelse af TV 2

sendestationer fra kommuneplanlovens højdebestemmelser.

- Cirkulære af 1. oktober 1986 om placering af depot(er) i

hovedstadsområdet for afsvovlingsprodukter fra kraftværker.

- Cirkulære af 13. oktober 1988 om placering af landanlæg til en fast

Storebæltsforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved.

- Cirkulære af 10. november 1988 om arealudlæg af specialdepoter for

flyveaske og afsvovlingsprodukter fra kraftværker.

- Cirkulære af 17. marts 1989 om region- og lokalplanlægning for

Christiania.

- Cirkulære af 28. december 1989 om regionplanlægningen i

hovedstadsområdet, (der tillægger Regionplan 1989 retsvirkning i de

fem nye regioner).

- Cirkulære af 27. marts 1990 om afgrænsning af arealer, der er

omfattet af ordning om tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme

områder.

- Cirkulære af 25. februar 1991 om naturgaslager ved Stenlille.

- Cirkulære nr. 215 af 19. december 1991 om planlægning og

administration af kystområderne.

II Andre relevante cirkulærer og vejledninger

- Vejledning nr. 4 i kommuneplanlægning.

(Bevarende lokalplaner) (1979).

- Vejledning nr. 5 i kommuneplanlægning.

(»§ 6-redegørelse« m.v.) (1979).

- Vejledning nr. 6 i kommuneplanlægning.

(Servitutter) (1979).

- Vejledning nr. 7 i kommuneplanlægning.

(Grundejerforeninger) (1983).

- Kommuneplanorientering nr. 1.

(Bevaringsplanlægning) (1979).

- Kommuneplanorientering nr. 2.

(Kommuneplanernes debatoplæg) (1980).

- Kommuneplanorientering nr. 4.

(Planlægning af nye boligområder) (1981).

- Kommuneplanorientering nr. 6.

(Støjbegrænsning i eksisterende byområder) (1982).

- Kommuneplanorientering nr. 7.

(Byfornyelse i eksisterende byområder) (1983).

- Kommuneplanorientering nr. 8.

(Kommuneplandebatten) (1982).

- Kommuneplanorientering nr. 9.

(Kommuneplanens rammedel) (1983).

- Kommuneplanorientering nr. 10.

(Trafik- og kommuneplanlægning) (1984).

- Kommuneplanorientering nr. 11.

(Planlægning af kolonihaver) (1984).

- Kommuneplanorientering nr. 12.

(Fortætning af parcelhusområder) (1984).

- Kommuneplanorientering nr. 13.

(Detailhandelen i den fysiske planlægning) (1985).

- Vejledning nr. 6 fra Miljøstyrelsen.

(Støj og vibrationer fra jernbaner) (1985).

- Lokalplanvejledning - Information nr. 2 fra Planstyrelsen (1989).

- Kommuneplanlægning i praksis - Erfaringer og visioner (1991).

- Vejledning om by- og landzoneloven.

(Eksempler på kompetenceafgrænsninger omkring landsbyer) (1984).

- Vejledning nr. 3 i regionplanlægning (1978).

- Vejledning nr. 5 i regionplanlægning (1983).

- Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og

byggelovgivningen. ( Udsendt af Bygge- og Boligstyrelsen og

Planstyrelsen, december 1991 ).

- Håndbog om miljø og planlægning.

( Udsendt af Miljøstyrelsen og Planstyrelsen, december 1991 ).

Bilag 2 Lov nr. 388 af 6. juni 1991 om Planlægning

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991 om

Bekendgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning

(Samlebekendtgørelse)

Stikordsregister

Affaldsbehandling

Afgørelse

- endelighed

- grundejer- og beboerforeninger

- landzone

Aftaleområder

Annoncering

Antenneanlæg

Anvendelse

- ændret, landzone

- ændret, lokalplan

Arealoverførsel

Arealstørrelse

Bebyggelse

- definition

Bebyggelsesprocent

Beplantning

Beretning

Betingelser

Betinget vedtagelse

Bevaringshensyn

- bymidteplanlægning

- i landzoneadministrationen

- i lokalplan

Bindende forskrifter

Boligbyggeri i landzone

Boligkvoter

Boligreguleringsloven

Bondegårdsferie

Bonusprincippet

Byfornyelsesloven

Byggeloven

Byggetilladelse

- kommunens forpligtelser

Bygningshøjde

Bymidteplanlægning

Bymønster

Byudvikling

Byzone

- afgrænsning

- overførsel til

- tilbageførsel fra

Call in

- se indkaldelse

Campingplads

Centerstruktur

Dambrug

Debat

Delområder

Det åbne land

Dispensation

- betingelser

- bortfald af

- fra forbud mod helårsbeboelse i sommerhusområder

- fra lokalplan

- generelt

- naboorientering

Driftsbygninger

- landbrug

- landbrug, lejere

- overflødiggjorte

- placering

- skovbrug

- som fællesanlæg

Drivhuse

DSB

Dyrepension

EF's fuglebeskyttelsesdirektiv

Efterlønsmodtagere

Ejers begæring ved tilbageførsel

Ekspropriation

- af rettigheder

- krav om overtagelse

- til byudvikling

- til virkeliggørelse aflokalplaner

Energiministeriet

Erhvervsbyggeri

Erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri m.v.

Erstatning

- ansvar

- erstatningens fastsættelse

- oplysning om

Ferieformål

Ferielejligheder

Finansministeriet

Fiskeri

Folketingets Ombudsmand

- indbringelse for

Forbud

- mod forhold, der kan hindres ved lokalplan

- på grundlag af kommuneplan

Forsvarsministeriet

Forsøg

Forudgående offentlighed

- af planforslag

- minimumsregler

- revision af kommune- og regionplaner

Forureningsaspekter

Forældelse

- af dispensation

- af landzonetilladelse

- af lokalplan

- af lokalplanforslag

Fredskov

Frigørelses- og afståelsesafgiftsfonde

Frikommune

- forsøg

- landzonekompetence

Fritidsbolig

- overgang til

Fællesanlæg

- i landbrug

- i lokalplan

Førtidspensionist

Gartneri

- udstykning

Genopførelse

Godtgørelse

- for frigørelsesafgift

- for grundskyld

Grundejerforening

- lokalbestemmelser om

- som dispensationsmyndighed

Grundskyld

Grundvand

Helårshus

- ibrugtagning til

- ombygning/tilbygning

Hovedstadsområdet

Husstand

- pensionisters

Hytter

Høring

- vedr. dispensationer

- vedr. ophævelse af lokalplaner

- vedr. tilbageførsel

Håndhævelse

Idrætsanlæg

Ikrafttrædelses - og overgangsbestemmelser

Indkaldelse

- af afgørelser

- af ideer og forslag

- af planforslag

Indsigelse

- forhold af underordnet betydning

- frist

- mod kommuneplanforslag

- mod lokalplanforslag

- mod planforslag

- mod regionplanforslag

- procedure

- underretning

- veto

Industriministeriet

Infrastruktur

Inhabilitet

Istandsættelse

- overflødiggjorte landbrugsbygninger

Jordbrugsdirektoratet

Kirkeministeriet

Klage

- adressat

- opsættende virkning

- over ekspropriation

- over grundejer- eller beboerforening

- over landzoneafgørelse

- over retlige spørgsmål

- skriftlighed

- underretning

- vejledning

Klageberettiget

Klagefrist

Klagemyndighed

- kommunalbestyrelsen

- miljøministeren

- Overfredningsnævnet

- Planstyrelsen

Klagevejledning

- eksempler på

Kolonihaver

Kommuneplaner

- se indholdsfortegnelsen til kap. IV

Kondemnering

Kystcirkulæret

Kystnærhed

Køkken

Landbrug

- ibrugtagning til

Landbrugsejendom

- definition

Landbrugsministeriet

Landsbyer

- boligbyggeri

- definition

Landsplanbeføjelser

Landsplandirektiv

Landsplanlægning

Landsplanredegørelser

Landzone

- administration

- kompetence

- lokalplan for

- myndighed

- overførsel fra

- tilbageførsel til

Lejr

Lighedsgrundsætningen

Lokalplan

- bonus

- indhold

- pligt

- pligt overfor private

- redegørelse

- ret

- retsvirkninger

Losseplads

Luftforurening

Lystbådehavne

Magtfordrejning

Matrikelmyndighed

Medhjælperbolig

- byggeri

- erhvervsmæssig nødvendig

- skovbrug

- udstykning

Miljøbeskyttelse

Naboorientering

Naturfredning

Nedbrændt bebyggelse

Nedrivning

- forbud mod

- lokalplanpligt

Nyttehaver

Nært beslægtede

Offentlige forsynings- og varslingsanlæg

Offentlige institutioner

Offentliggørelse

- af kommuneplaner

- af landzonetilladelser

- af lokalplan

- af lokalplaner

- af planforslag

- af regionplaner

- af tilladelse

- af tilladelser

- minimumsregler

- retsvirkninger

- ændring efter

Offentlighed

- forudgående

- regler generelt

Offentligt formål

- overtagelsespligt

Ombygning

- definition bebyggelse

- helårshus

- lokalplanpligt

Ophævelse af landbrugspligten

Ophævelse af planer

Oplag

Oplysningspligt

Opsættende virkning

Overfladevand

Overflødiggjorte landbrugsbygninger

- ændret anvendelse

Oversvømmelse

Overtagelsespligt

- ved forbud mod nedrivning

- ved offentligt formål

Pelsdyrfarme

- på ikke landbrugspligtige ejendomme

Pensionist

- definition

- helårsbeboelse i sommerhuse i landzone

- husstand

- nært beslægtet

- ret til helårsbeboelse

Placering

-landbrugsbebyggelse

Planer

- fremsendelse af den endeligt vedtagne

- fremsendelse af planforslag

- offentliggørelse, - se ovenfor under Ophævelse

Planers tilvejebringelse og ophævelse

- se indholdsfortegnelsen til kap. VI

Planuoverensstemmelse

- se også under indsigelse

Postvæsenet

Prøvelse

- fuld

- i klagesager

Påbud

Rammestyringsprincippet

Ramsarkonventionen

Recipientkvalitet

Redegørelse

- kommuneplan

- kystcirkulære

- lokalplan

- regionplan

- VVM

Regionplaner

- generelt

- redegørelse

- retningslinier

- retsvirkning

- tillæg

Rekreative parceller

Retsvirkninger

- af kommuneplaner

- af lokalplanforslag

- af regionplaner

- af § 3 foreskrifter

Revision

- af kommuneplaner

- af regionplaner

Rideskoler

Rækkefølgeangivelse i kommuneplaner

- som grundlag for forbud

Råstofindvinding

Sagsomkostninger

Samdrift

Samtidig sagsbehandling

Servitutter

- generelt

- håndhævelse

- ophævelse ved aftale

- ophævelse ved lokalplan

- private

- påtaleret

- samtykke

- tilstandsservitutter

Skov- og Naturstyrelsen

Skov

Skovbrug

Skovbrugsejendom

Skriftlighed

Sommerhusområder

- bebyggelse i

- benyttelse af ejendomme i

- definition

- erhverv

- forbud mod helårsanvendelse

- ibrugtagning til helårsbeboelse

- pensionistreglen

- regler i kystcirkulæret

- udlæg af

Spildevand

Statsskovdistrikter

Statstidende

Straf

Støj

- kommuneplaner

- landzone

- lokalplan

- regionplaner

- regionplaner, støjende virksomheder

Søer

- kunstige

Søgsmål

Taksationsmyndighederne

Tekniske anlæg

Telestyrelsen

Terrænhøjde

Tilbageførsel

- beslutning om

- bestemmelser i kommuneplanen

- godtgørelse

- ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter

- procedure

- på ejers begæring

- til landzone

Tilbudspligt

Tilbygning

Tilladelser

- betingelser, generelt

- forældelse

- offentliggørelse

- overflødiggjorte landbrugsbygninger

- pensionisters helårsbeboelse i sommerhuse

- personlig

- tidsbegrænsede

Tilsyn

Tinglysning

- af landzonebetingelser

- af lokalplaner

- af vilkår

Trafik

- anlæg

- koordinering af sagsbehandlingen

- miljø i kommuneplanen

- trafikale hensyn

Trafikministeriet

Udformning

- landbrugsbebyggelse

Udpantning

Udstykning

- boliger

- i kystnærhedszone

- landbrug

- lokalplanpligt

- medhjælperboliger

- rekreative parceller

- skovbrug

- tekniske anlæg

definition

Underretning

- af statslige myndigheder

- om erstatningskrav

- om tilbageførselsbeslutningen

Undersøgelser og oplysninger

Varmeforsyning

Vedtagelse af planer

- betinget

- endelig

- forslag

Vejbestyrelse

Vejdirektoratet

Veje

- bestemmelser i lokalplan

- koordinering i sagsbehandlingen

- landskabeligt udsyn fra

- lokalplanpligt

Veto

- se indsigelse

Vindmølleplaceringsudvalg

Vindmøller

- lokalplanpligt

- parker

Visualisering

VVM

- anlæg

- anlæg, søterritoriet

- procedure

- redegørelse

Zoneinddeling

Ændret anvendelse

- af boliger

- af overflødiggjorte landbrugsbygninger

- definition

- rekreative formål

- tekniske anlæg

- til fiskeri

- til landbrug

- til skovbrug

- varighed

Øer

- de små

§ 5, stk. 1, og § 8 i kystcirkulæret, jf. nedenfor pkt. 4.

Angivelsen af lokalplanens formål har betydning i forbindelse med

fastlæggelsen af grænserne for kommunalbestyrelsens kompetence til at

dispensere fra planen, jf. herom under afsnit G.

2. Lokalplanens retningslinier

Planlovens § 15, stk. 2 indeholder et katalog over emner, der kan

reguleres i lokalplan. Kataloget svarer helt til det, der fandtes i

kommuneplanlovens § 18, stk. 1.

Lokalplanens bestemmelser skal have hjemmel i § 15- kataloget og de

skal have en planmæssig begrundelse. Eksempler herpå er særligt nævnt

under nr. 8, men kravet om en saglig byplanmæssig begrundelse gælder

for alle lokalplanretningslinier.

De enkelte emner er

Nr. 1 Overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer som

planen omfatter

Arealer, der i henhold til den tidligere gældende lovgivning er

overført til byzone eller sommerhusområde, bevarer denne status, jf.

§ 6, stk. 7).

I lovens § 6, stk. 3 og 4 er opregnet, hvilke emner en

regionplan skal indeholde retningslinier for, mens det af § 6, stk. 5

fremgår, at regionplanen kan indeholde retningslinier for andre

forhold.

Det er kun retningslinier for de emner, der er nævnt i § 6, stk. 3 og

4, der er bindende for den kommunale planlægning (kommune- og

lokalplanlægning) og for den kommunale administration, jf. nedenfor

afsnit C.

Det er vigtigt, at en regionplan klart opdeles i en retningsliniedel

og en redegørelsesdel, og at det tydeligt fremgår, med hvilken

hjemmel de enkelte retningslinier er udfærdiget, således at der ikke

kan opstå tvivl om, hvilken del af planen, der er bindende i forhold

til den kommunale planlægning og administration.

Klarhed i sondringen mellem retningslinier og redegørelse er

ligeledes væsentlig for de statslige myndigheders bedømmelse af et

regionplanforslag og dermed for miljøministerens beslutning om at

fremsætte indsigelse overfor forslaget, jf. planlovens §§ 28 og 29.

Se nærmere kap. VI, afsnit E og nedenfor under pkt. 3, hvor

redegørelsens betydning ved fortolkningen af retningslinierne er

beskrevet.

1. Retningslinier

I planlovens § 6, stk. 3, nr. 1-13 er nævnt de emner, som alle

regionplaner skal indeholde retningslinier for. I stk. 4 er fastsat

supplerende regler om kravene til retningslinierne i regionplanerne i

hovedstadsområdet

Det er indholdet af disse retningslinier, der er bindende for den

kommunale planlægning og administration, jf. lovens § 9.

Efter lovens § 6, stk. 5, kan regionplaner indeholde retningslinier

for andre forhold. Disse retningslinier bliver - i modsætning til

tidligere - kun bindende i det omfang, dette er fastsat i regler

eller beslutninger efter planlovens § 3, jf. lovens § 6, stk. 3, nr.

13.

Planstyrelsen har i forskellige vejledninger om regionplanlægning,

først og fremmest vejledning nr. 3 fra 1978 og nr. 5 fra 1983,

nærmere beskrevet, hvorledes regionplanretningslinier vil kunne/bør

udformes. Nedenfor er angivet, i hvilket omfang dette

vejledningsmateriale i særlig grad fortsat vil kunne finde

anvendelse.

I kystcirkulæret (cirk. nr. 215 af 19. december 1991) er der fastsat

særlige indholdsmæssige og tidsmæssige krav til regionplanlægningen

(og kommune- og lokalplanlægningen samt landzoneadministrationen) i

den i cirkulæret definerede kystnærhedszone. Kystcirkulærets krav til

planlægningen er efter omstændighederne relevante for alle

regionplanemnerne i § 6, stk. 3-5. Planstyrelsen forventer at udsende

en særlig vejledning om kystcirkulærets regler i forsommeren 1992.

De regionplanemner, der nævnes i planlovens § 6, stk. 3, er

Nr. 1 Retningslinier for arealudlæg til byzoner og sommerhusområder

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lovgivning for at markere, at den

amtskommunale indflydelse på byvæksten ikke skal være større end

nationale og regionale interesser tilsiger. Inden for denne ramme

skal der være størst muligt råderum for kommunernes planlægning.

En regionplan skal indeholde retningslinier for afgrænsningen af

byzoner og sommerhusområder, og disse retningslinier skal fastsættes

ud fra overvejelser om det samlede arealforbrug i planperioden til

byformål og byvækstens fordeling mellem kommunerne.

Regionplanmyndighedens overvejelser om det overordnede bymønster og

centerstrukturen i amtskommunen indgår i grundlaget for afgrænsningen

af byzonerne, ligesom de overordnede centres størrelse og funktion

fastlægges efter § 6, stk. 3, nr. 1. Der kan henvises til Vejledning

3, kap. 5.1.2. og Vejledning 5, kap. 2.3. og 2.4.

Det er en regional og national interesse, at der ikke er inddraget

for meget jord til byformål. Ved afgrænsningen skal der endvidere

tages hensyn til de øvrige interesser, der er i området, og der må

lægges vægt på en hensigtsmæssig udnyttelse af investeringer i for

eksempel trafik- og serviceforsyning.

Planlægningen inden for de afgrænsede by- og sommerhusområder skal

som hovedregel ske i kommuneplanen. Regionplanen skal dog fastsætte

retningslinier også for anvendelsen af byzoneområder og

sommerhusområder i det omfang, dette er nødvendigt for varetagelsen

af de øvrige interesser, der er omhandlet i § 6, stk. 3 og 4.

Nr. 2 Retningslinier for beliggenheden af større offentlige

institutioner samt større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg

Ved begrebet »større« forstås i denne sammenhæng funktioner, der har

betydning for mere end een kommune og dermed er regionale eller

nationale.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lovgivning, men der er ikke tilsigtet

nogen realitetsændring i forhold til tidligere.

Udtrykket »overordnede centre« er udgået, idet det indgår i den nye

formulering af stk. 3, nr. 1, jf. det ovenfor beskrevne om

retningslinier for arealudlæg til byzoner.

Retningslinierne efter stk. 3, nr. 2, omfatter for det første den

regionale infrastruktur, dvs. veje, jernbaner,

havne, flyvepladser, energiforsyning, m.m. i amtskommunen - der kan

henvises til Vejledning 3, kap. 8.

Retningslinierne omfatter endvidere lokaliseringen samt

udvidelser/ændringer af de enkelte større tekniske produktionsanlæg

m.v., herunder affaldsbehandlingsanlæg (med mindre disse anlæg falder

ind under de nedenfor under nr. 4 omtalte VVM-anlæg) - der kan

henvises til Vejledning 5, kap. 4.2.2.

Endelig omfattes lokaliseringsprincipperne for etablering, udvidelse

eller nedlæggelse af større offentlige institutioner som sygehuse,

gymnasier, amtskommunal administration o.m.a., smh. om de overordnede

centerfunktioner under nr. 1.

Nr. 3 Retningslinier for beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil

der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige

beliggenhedskrav

Der findes ingen præcis afgrænsning af, hvilke slags virksomheder der

skal karakteriseres som virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Der er imidlertid tale om virksomheder eller anlæg, der forventes at

påvirke de nære omgivelser i særlig grad med støj, røg, lugt eller

spildevand, selvom virksomhederne foretager forureningsbegrænsende

foranstaltninger.

De vil endvidere ofte tillige være omfattet af

miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om godkendelse af særligt

forurenende virksomheder.

I Planstyrelsens og Miljøstyrelsens »Håndbog om miljø og planlægning«

er der i virksomhedsbeskrivelserne angivet, hvorvidt en

virksomhedstype bør lokaliseres i områder forbeholdt virksomheder med

særlige beliggenhedskrav.

Retningslinierne fastlægger lokaliseringen eller kriterierne for

lokalisering af de særligt forurenende virksomheder på grundlag af de

væsentligste forureningsaspekter, dvs. støj, grundvandsbeskyttelse,

vandforsyning, luftforurening, affaldsbortskaffelse, beskyttelse af

overfladevand, spildevandsbortskaffelse samt trafikal tilgængelighed.

Miljøstyrelsens vejledninger herom og vandforsynings- og

recipientkvalitetsplanlægningen, jf. nr. 10 og 11 er vigtigt

grundlagsmateriale for retningslinierne efter stk. 3, nr. 3. Der kan

henvises til Vejledning 5, kap. 4, idet det dog skal bemærkes, at de

specielt belastende virksomheder (»B«- mærkede virksomheder) nu stort

set er identisk med de under nr. 4 omtalte VVM-virksomheder, og at

den for disse virksomheder anbefalede procedure er formaliseret i

VVM-proceduren.

Nr. 4 Retningslinier for beliggenheden og udformningen af større

enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad

Bestemmelsen omhandler de såkaldte VVM-anlæg. Retningslinierne for

disse anlæg udformes først, når regionplanmyndigheden har kendskab

til konkrete anlægsplaner.

Retningslinier for et sådant anlæg vil derfor typisk blive fastlagt i

et tillæg til regionplanen, der alene omhandler det pågældende anlæg.

Det er ikke alene beliggenheden, men også udformningen af sådanne

anlæg, regionplanen skal indeholde retningslinier for. Der henvises

til pkt. 4 nedenfor om VVM-proceduren.

Nr. 5 Retningslinier for beliggenheden af arealer til butiksformål

og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for

de forudsatte detailhandelsoplande

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lovgivning, men ændringerne er kun af

redaktionel karakter.

Det er således fortsat formålet med retningslinierne at fastsætte en

detailhandelsstruktur i overensstemmelse med den regionale

centerstruktur. Der kan ligeledes fortsat fastsættes retningslinier

for omfanget af de nye butiksarealer, der samlet kan etableres i de

enkelte centeroplande.

Endvidere kan der fastsættes retningslinier for den maksimale

størrelse af de enkelte detailhandelsenheder af regional betydning,

hvis dette kan begrundes i den planlagte detailhandelsstruktur.

Der kan nærmere henvises til Planstyrelsens information nr. 1, 1989,

»Detailhandel i regionplanlægningen - et vejledende materiale«.

Nr. 6 Retningslinier for varetagelsen af de jordbrugsmæssige

interesser, herunder udpegningen og sikringen af de særlig værdifulde

landbrugsområder

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lovgivning, men ændringerne er af

redaktionel karakter.

Grundlaget for disse retningslinier er bl.a. den

landbrugsplanlægning, som amtsrådet udarbejder ifølge landbrugsloven.

Der kan i øvrigt henvises til Vejledning 5, kap. 3.2.1 samt til

Landbrugsministeriets vejledning i landbrugsplanlægning (1982).

Nr. 7 Retningslinier for beliggenheden af skovrejsningsområder og

områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Der kan henvises til Planstyrelsens information, maj 1990, »Et

vejledende materiale i regionplanlægning - Skovrejsning og områder,

hvor skovtilplantning er uønsket«.

Nr. 8 Retningslinier for varetagelsen af bevaringsværdier og

naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder udpegningen og

sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser

Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere

lovgivning, men er omformuleret for at markere, at bevaringsværdier i

det åbne land skal være omfattet af retningslinierne. Der tænkes

herved på særlige kulturlandskaber, fx hedearealer eller

herregårdslandskaber.

Den amtskommunale fredningsplanlægning er en væsentlig del af

grundlaget for disse retningslinier. Der kan i øvrigt henvises til

Vejledning 5, kap. 3.2.2.

Nr. 9 Retningslinier for beliggenheden af arealer til fritidsformål

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den tilsvarende

bestemmelse i den tidligere lovgivning, idet arealudlæg til

sommerhuse er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 1. Bestemmelsen svarer i

øvrigt til den tidligere lovgivning og omfatter den rekreative del af

regionplanlægningen.

Retningslinier efter stk. 3, nr. 9, omfatter beliggenheden af arealer

til fritidsformål, hvilket foruden sommerhusområder, der er særligt

nævnt ovenfor, omfatter områder til feriehoteller, andre større anlæg

med overnatningsmuligheder, feriecentre og campingpladser,

lystbådehavne, regionale idrætsanlæg, regionale friluftsaktiviteter

samt regionale udflugtsstier.

Opmærksomheden henledes på, at der i cirkulære om planlægning og

administration af kystområderne (nr. 215 af 19. december 1991)

stilles særlige krav til planlægningen af ferie- og fritidsanlæg i

kystnærhedszonen.

Nr. 10 Retningslinier for anvendelsen af arealer til udnyttelse af

sten, grus og andre naturforekomster i jorden

Disse retningslinier udarbejdes bl.a. på baggrund af den kortlægning

af råstofforekomsterne på landjorden, som amtsrådet gennemfører efter

råstofloven. Der kan i øvrigt henvises til Vejledning 5, kap. 3.2.3.

Nr. 11 Retningslinier for anvendelsen og beskyttelsen af

vandressourcerne

Disse retningslinier udarbejdes bl.a. på baggrund af den planlægning

for den fremtidige anvendelse af vandressourcerne, som amtsrådet

udarbejder efter vandforsyningsloven. Der kan i øvrigt henvises til

Vejledning 5, kap. 3.2.4.

Nr. 12 Retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer

og kystvande

Retningslinierne udarbejdes bl.a. på grundlag af den amtskommunale

recipientkvalitetsplanlægning. Der kan i øvrigt henvises til

Vejledning 5, kap. 3.2.5.

Nr. 13 Retningslinier for realiseringen af regler eller beslutninger

efter lovens § 3

Bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte bindende

regionplanretningslinier for andre emner end de ovenfor nævnte (nr.

1-12), såfremt dette sker på baggrund af forskrifter efter lovens §

3, fx landsplandirektiver.

Bestemmelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 903 af 17. december

1991 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning

(samlebekendtgørelsen).

Det fastsættes i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at regionplanerne skal

indeholde retningslinier til sikring af, at støjbelastede arealer i

landzone ikke udlægges til støjfølsom anvendelse.

Retningslinierne i regionplanerne skal sikre, at nye kommune- og

lokalplaner for støjfølsom arealanvendelse i landzone overholder et

støj- og vibrationsniveau svarende til de nedenfor nævnte

vejledninger fra Miljøministeriet om støj fra veje, jernbaner,

lufthavne og flyvepladser, motorsportsbaner samt skydebaner. For så

vidt angår andre støjkilder skal retningslinierne tage udgangspunkt i

Miljøministeriets vejledning om ekstern støj fra virksomheder.

De relevante vejledninger er følgende

nr. 2/1979 Støj fra skydebaner

nr. 3/1984 Trafikstøj i boligområder

nr. 5/1984 Ekstern støj fra virksomheder

nr. 7/1984 Støj fra motorsportsbaner

nr. 6/1985 Støj og vibrationer fra jernbaner

nr. 2/1988 Flyvepladser og lufthavne

Hvad der forstås ved henholdsvis støjende og støjfølsomme anlæg er

angivet i disse vejledninger.

Indtil der er fastsat nye retningslinier i regionplanerne, har de

hidtil godkendte retningslinier i regionplanerne om støjfølsom

arealanvendelse retsvirkning som regler efter § 3 i planloven, jf.

lovens § 6, stk. 2, § 11, stk. 2, § 13, stk. 1 og § 29, stk. 2.

2. Supplerende retningslinier for hovedstadsområdet

Planloven stiller særlige krav til regionplanlægningen

i hovedstadsområdet under hensyn til, at hovedstadsområdet er eet

stort byområde.

Efter planlovens § 6, stk. 4, skal regionplaner i hovedstadsområdet,

dvs. Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns,

Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner, udføres på grundlag af en

vurdering af udviklingen i området som helhed. Dette krav skal ses i

sammenhæng med den gensidige oplysningspligt, som amtskommuner og

kommuner er pålagt efter planlovens § 7 og den i bemærkningerne til

lovforslaget forudsatte pligt for disse til at høre samt forhandle

regionplaner og tillæg hertil med de øvrige regionplanmyndigheder i

regionen.

Udover emnerne i § 6, stk. 3, jf. ovenfor, skal regionplaner i

hovedstadsområdet efter planlovens § 6, stk. 4, indeholde

retningslinier for

Nr. 1 Fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og

rækkefølgen herfor

Med ordet »rækkefølge« sigtes ikke til præcise tidsangivelser, men

dels til en forudsat rækkefølge for fx udlæg og byggemodning af

byzonearealer (etapedeling), dels til en angivelse af et indbyrdes

afhængighedsforhold mellem forskellige anlægsdispositioner og

byggeaktiviteten.

Dette indebærer, at regionplanretningsslinierne skal fastsætte de

overordnede mål for bolig- og erhvervsbyggeriets omfang og

beliggenhed.

Udtrykket byggeaktivitet dækker over såvel byggeri ved nyudlæg som

byggeri i eksisterende byområder, dvs. at bestemmelsen fx giver

hjemmel til fastsættelse af kvoter for boliger og erhvervsbyggeri.

Der kan ligeledes fortsat fastsættes retningslinier for byfornyelsen.

Nr. 2 Vandforsyningen og spildevandsafledningen

Da hovedstadsområdet er eet stort sammenhængende byområde, må

vandforsyning og spildevandsplanlægning på en ganske anden måde end i

det øvrige land finde sted på tværs af kommune- og amtsgrænser, og

der kan i den forbindelse være behov for rammer og

arealreservationer.

Trafikplan

Det fremgår endvidere af planlovens § 6, stk. 6,

at regionplanretningslinierne for hovedstadsområdet skal fastsættes

med særlig hensyntagen til den kollektive trafikplan for det samlede

område.

Dette er begrundet i det tætte samspil mellem planlægningen af

bebyggelse og den kollektive trafik i hovedstadsområdet, jf. lov om

hovedstadsområdets kollektive persontrafik (lov nr. 274 af 5. maj

1989). Det fremgår af denne lov, at Hovedstadsområdets Trafikselskab

skal varetage den almindelige rutekørsel med bus inden for

hovedstadsområdet, og at selskabet i samarbejde med DSB skal

udarbejde en samlet plan for den kollektive persontrafik.

Denne plan skal sikre koordinering af trafikbetjeningen i henseende

til den overordnede linieføring, frekvens og korrespondance mellem

tog og bus samt driftsperiode. Planen skal endvidere beskrive,

hvorledes trafikken i hovedstadsområdet forholder sig til trafikken

med tog og bus til og fra området. Sammenhængen mellem

regionplanlægningen og planlægningen af den kollektive trafik kan

regionplanmyndighederne således alene sikre gennem deres deltagelse i

Hovedstadsområdets Trafikselskab.

3. Redegørelse

Efter planlovens § 6, stk. 7, skal en regionplans retningslinier

ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den

forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil

udførte planlægning og administration. Indholdet af redegørelsen er

oplysende og ikke direkte bindende for den kommunale planlægning og

administration.

Redegørelsen er imidlertid en integreret del af regionplanen, der -

ligesom bemærkningerne til et lovforslag - udgør baggrunden for

amtsrådets vedtagelse af regionplanforslaget og for brugernes

forståelse og fortolkning af regionplanretningslinierne.

Redegørelsens oplysninger bl.a. om baggrunden for - og forståelsen af

de enkelte regionplanretningslinier er endvidere nødvendige for

miljøministerens bedømmelse af, om der skal fremsættes indsigelse mod

et regionplanforslag og endelig for amtsrådets vurdering af, om der

er behov for at revidere, eventuelt udarbejde tillæg til

regionplanen, fordi forudsætningerne for planen er ændret.

De generelle forudsætninger, der skal angives i redegørelsen,

omfatter for det første en beskrivelse af de eksisterende forhold i

området, herunder i henseende til natur, landskab, befolkning,

erhverv, beskæftigelse og trafik- og forsyningsanlæg. Andre

forudsætninger kan bestå i beregninger og prognoser og i særlige

landsplanmæssigt motiverede forudsætninger.

Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om den

målsætningsdiskussion, der har været ført i forbindelse med

planlægningsarbejdet, og en begrundelse for valget mellem de

forskellige alternativer.

Der kan om redegørelsens indhold i øvrigt henvises til Vejledning 3,

kap. 4.2. og Vejledning 5, kap. 1.3.

Såfremt regionplanen indeholder retningslinier for større

enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad,

følger det af lovens § 6, stk. 8, at der stilles særlige krav til

indholdet af redegørelsen, jf. nedenfor pkt. 4 om VVM-proceduren.

4. Særligt om VVM-proceduren

Siden 1989 har VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) været en del

af regionplanlægningen.

Denne del af regionplanlægningen kan dog kun gennemføres ad hoc, når

et bestemt anlæg omfattes af bestemmelserne, og når anlægget kan

konkretiseres så meget, at de foreskrevne krav, kan opfyldes. Disse

enkeltanlæg vil derfor normalt kun kunne vurderes i et tillæg til

regionplanen.

Efter planlovens § 6, stk. 3, nr. 4 skal der fastlægges

regionplanretningslinier for beliggenheden og udformningen af større

enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, og

efter lovens § 6, stk. 8, skal sådanne retningslinier ledsages af en

redegørelse, der indeholder en vurdering af de miljømæssige

konsekvenser.

Efter lovens § 8 fastlægges det i bekendtgørelsesform, hvilke anlæg,

der er omfattet af lovens § 6, stk. 3, samt hvilke

mindsteoplysninger, der er nødvendige, for at en miljømæssig

vurdering kan foretages.

Sådanne bestemmelser er fastsat i kap. 2 i samlebekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991). I forhold til den

tidligere gældende bekendtgørelse (nr. 446 af 23. juni 1989) er det

tidligere pkt. 6 »Integrerede kemiske anlæg« udgået, idet disse anlæg

fuldt og helt er indeholdt i bekendtgørelsens bilag 1, pkt. 10

»Risikoanlæg«. Endvidere er det tidligere pkt. 17 »Feriehoteller

eller lignende« udgået. For så vidt angår feriehoteller m.v. i

kystnære områder er byggeri heraf omfattet af de særlige regler i

kystcirkulæret (cirk. nr. 215 af 19. december 1991) og

miljøvurderingsopgaven er overført til kommunerne. Feriehoteller

udgjorde ca. halvdelen af samtlige amtskommunale VVM-tillæg. Det

bemærkes, at da der i kravene til en VVM-redegørelses indhold indgår

en belysning af de samme forhold, som kystcirkulærets § 8 fastlægger

for redegørelser til lokalplanforslag i kystnærhedszonen, undtager

cirkulæret VVM-pligtige anlæg for krav til lokalplanredegørelsen. Det

tidligere krav om VVM-vurdering af feriehoteller i særlige

naturområder uden for kystnærhedszonen er bortfaldet.

Det er i bilag 1 til bekendtgørelsen beskrevet, hvilke typer anlæg,

der er omfattet, medens det i bilag 2 er listet, hvilke oplysninger,

der som minimum skal anføres i redegørelsen til

regionplanretningslinierne.

Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af anlægget, dets

lokalisering, overvejede alternativer for placering og udformning, de

forventede restprodukter og emissioner samt påtænkte foranstaltninger

for at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere væsentlige

skadelige virkninger af anlægget, samt konsekvenserne for det omgivne

miljø, herunder hvorledes disse forholder sig til Miljøstyrelsens

vejledende normer. Redegørelsen bør desuden indeholde et ikke teknisk

resume.

Regionplanretningslinierne bør være en logisk følge af redegørelsens

konklusioner, og bør så vidt muligt begrænses til forhold, der kan

reguleres gennem den fysiske planlægning.

Det fremgår af bekendtgørelse om miljøgodkendelse m.v. af de anlæg,

der er omfattet af miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning

(bekendtgørelse nr. 904 af 17. december 1991), at endeligt vedtagne

regionplanretningslinier for det pågældende anlæg er en forudsætning

for meddelelse af visse tilladelser og godkendelser efter

miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, naturfredningsloven og

råstofloven.

Det skal tilføjes, at VVM-vurdering af anlæg på søterritoriet, der

forudsætter tilladelse fra Trafikministeriet, foretages af

Trafikministeriet i henhold til bekendtgørelse nr. 379 af 1. juli

1988 om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet.

C. Retsvirkning/gennemførelse

De retningslinier for arealanvendelsen, der efter planlovens § 6,

stk. 3 og 4, skal indeholdes i en regionplan, er efter lovens § 9

bindende for den kommunale planlægning og anlægsvirksomhed.

Regionplanlægningen har således efter planloven kun indirekte (gennem

lokalplanlægningen og landzoneadministrationen) bindende retsvirkning

for de private grundejere. For regionplanretningslinier, der udlægger

områder, hvor skovrejsning er uønsket, gælder dog ifølge

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 24. juli 1991 om

skovplantning på landbrugsejendomme, at skovtilplantning ikke må

foretages, medmindre amtsrådet, hvor særlige forhold taler herfor,

meddeler tilladelse hertil.

Det er kun den del af regionplanen, der er udarbejdet med hjemmel i

lovens § 6, stk. 3 og 4, eller § 3, der på denne måde er bindende.

Retningslinier udarbejdet med hjemmel i § 6, stk. 5, eller tidligere

godkendte regionplanretningslinier, som ikke har hjemmel i planlovens

§ 6, stk. 3, og 4, eller § 3, har ikke denne retsvirkning. Dette

gælder således retningslinier om prioriteret anvendelse af visse

varmeforsyningsmetoder, og udenfor hovedstadsområdet retningslinier

om byfornyelse samt evt. retningslinier om boligkvoter .

Efter lovens § 11, stk. 2, § 13, stk. 1, jf. §§ 28 og 29 skal

amtsrådet fremsætte indsigelse mod forslag til kommune- og

lokalplaner, hvis forslagene er i strid med de ovenfor omtalte

retningslinier. Pligten til at fremsætte indsigelse gælder dog ikke,

hvis forholdet er af underordnet betydning for regionplanlægningens

formål.

Efter lovens § 9 har såvel amtsråd som kommunalbestyrelse pligt til

at virke for gennemførelse af regionplanen - forstået som den plan,

der har hjemmel i § 6, stk. 3 og 4 og § 3 - herunder ved udøvelse af

beføjelser i henhold til lovgivningen.

Amtsråds og kommunalbestyrelsers planlægning og anlægsvirksomhed må

ikke stride mod »regionplanlægningen«. Det vil sige, at myndighederne

ikke må træffe dispositioner, som kan tilsidesætte de igangværende

regionplanovervejelser. Udtrykket »regionplanlægning« omfatter udover

regionplanen med tilhørende tillæg også de af amtsrådet besluttede

forarbejder til et kommende regionplantillæg eller en

regionplanrevision, jf. samlebekendtgørelsens § 2.

De kommunale myndigheder skal således både i deres faktiske

virksomhed, fx bygge- og anlægsvirksomhed, og i deres administrative

virksomhed, fx i kommune- og lokalplanlægningen arbejde for, at

regionplanens retningslinier omsættes til virkelighed.

Bestemmelsen i § 9, 1. pkt., 2. led giver endvidere amtsråd og

kommunalbestyrelse hjemmel til - under forudsætning af, at det er

planlægningsmæssigt relevant - at lægge regionplanlægningen til grund

for konkrete, skønsmæssige afgørelser efter landzonereglerne og efter

anden lovgivning.

D. Særligt om frigørelses- og afståelsesafgiftsfonde

Loven om frigørelsesafgift blev gennemført i 1969 samtidig med bl.a.

by- og landzoneloven. Loven har til formål at inddrage en del af den

værdistigning, der følger af, at en landbrugsejendom eller lign.

overføres fra landzone til byzone eller til sommerhusområde, til det

offentlige. Loven administreres af Skatteministeriet.

Der skulle oprindelig svares både frigørelsesafgift ved selve

zoneoverførslen og afståelsesafgift ved førsteafståelsen af

ejendommen efter overførslen, men afståelsesafgiften blev afskaffet i

1982.

Afgiftsmidlerne blev oprindeligt indsat med halvdelen i

primærkommunale fonde og halvdelen i amtskommunale fonde. Ved en

lovændring i 1981 blev de primærkommunale fonde imidlertid nedlagt,

således at såvel de indestående som de tilkommende midler tilfaldt

kommunekasserne. Samtidig blev det bestemt, at den halvdel af

midlerne, der hidtil var tilfaldet amtskommunerne, skulle tilfalde

staten.

De midler, der på tidspunktet for lovændringen indestod i de

amtskommunale fonde, forblev i fondene, som opretholdtes, og det er i

planlovens § 10 fastsat, hvad midlerne i disse fonde må anvendes til,

idet de mere detaljerede bestemmelser findes i kap. 4 i

samlebekendtgørelsen. Bestemmelserne er uændret i forhold til den

tidligere gældende bekendtgørelse (nr. 474 af 6. juli 1987).

Midlerne kan anvendes til

- Betaling af amtskommunernes andel af erstatning og sagsomkostninger

ved tilbageførsel af privat ejede arealer til landzone, jf.

planlovens § 46.

- Finansiering af primærkommunernes overtagelse af fast ejendom efter

§ 8 i lov om frigørelsesafgift, hvorefter den afgiftspligtige inden 4

år efter afgiftspligtens indtræden kan forlange ejendommen overtaget

af primærkommunen.

- Udgifter til registrering af zonegrænser.

Midlerne kan endvidere anvendes som lån til erhvervelse af fast

ejendom, etablering af anlæg, bygninger og andre foranstaltninger til

virkeliggørelse af region- og kommuneplanlægningen. Disse

anvendelsesområder er nærmere opregnet i ovennævnte bekendtgørelse

som

- Tekniske hovedanlæg, hvorved forstås

Hovedkloakker med afskærende ledninger, rensningsanlæg samt anlæg for

affaldsbehandling.

Vandforsyningsanlæg og hovedvandledninger.

Kollektive energiforsyningsanlæg med tilbehør, herunder ledningsnet.

Opsamlende veje.

Anlæg af betydning for den kollektive trafik.

Hybridnet, bredbåndsnet o. lign. tekniske anlæg til forsøg med

informationsteknologi m.v.

- Erhvervsfremmende foranstaltninger, der betjener virksomheder eller

brancher generelt, så som rådgivningscentre, produktudviklingscentre,

erhvervsrettet undervisningsvirksomhed o. lign.

- Byggeri til betjening af bolig- og erhvervsområder.

- Rekreative anlæg samt naturgenopretningsprojekter m.v.

- Kulturhuse, museer o. lign.

For friamternes vedkommende, dvs. Bornholm, Storstrøm, Sønderjylland

og Nordjylland, kan der i forbindelse med friamtsforsøg i visse

tilfælde gives tilskud til ovennævnte formål i stedet for lån.

Efter planlovens § 10, stk. 2 kan lån ydes til primær- og

amtskommuner og fælleskommunale selskaber samt til private

virksomheder, der forestår forsynings- og servicevirksomhed m.v. af

almen karakter i amtskommunen.

Reglerne om de nærmere vilkår for lånene findes i kap. 4 i

samlebekendtgørelsen. Amtskommunerne kan bevilge rentefrihed i indtil

5 år og afdragsfrihed i indtil 8 år. Lånene forrentes med en fast

rente, der er 1 % højere end den af Danmarks Nationalbank fastsatte

diskonto. Maksimalt fastsættes lånenes løbetid til 30 år.

Det bemærkes, at der ikke kan ydes lån til finansiering af

driftsudgifter.

IV Kommuneplanlægning (§§ 11-12)

A. Generelt

Kommuneplanen fastlægger - for en periode på 12 år - de overordnede

mål for den enkelte kommunes udvikling.

De centrale emner for en kommuneplan er arealanvendelse,

bebyggelsesforhold, trafik og byformål i øvrigt, samt rekreative

områder og beskyttelse af areal- og naturressourcer.

Kommuneplanen kan, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det, i

koordination med sektorplanlægning og budgetlægning bruges som en

handlingsplan for den samlede kommunale aktivitet.

Der er i dag kommuneplaner for alle landets kommuner, og 2.

generation af kommuneplaner er under udarbejdelse.

Kommuneplanen udgør det nødvendige bindeled mellem på den ene side

lands- og regionplanlægningen, og på den anden side de bestemmelser

om anvendelse m.v. af den enkelte faste ejendom, der fastlægges i

lokalplaner. Kommuneplanen skal være i overensstemmelse med

regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4 og

regler eller beslutninger efter § 3.

Planloven opretholder kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde

kommuneplaner. De indholdsmæssige krav til planerne er sprogligt

moderniseret i loven, men der er ikke tilsigtet realitetsændringer.

Reglerne om retsvirkningerne er ændret og udvidet, jf. nedenfor

afsnit C. Reglerne om tilvejebringelse er ligeledes ændret, se

nedenfor kap. VI, afsnit B.

B. Kommuneplaners form og indhold

Kommuneplanen består af to hovedafsnit. Det ene afsnit fastlægger

kommunens hovedstruktur, jf. planlovens § 11, stk. 4. Det andet

hovedafsnit fastlægger rammerne for indholdet af senere lokalplaner,

jf. lovens § 11, stk. 5. Endelig skal kommuneplanen i henhold til

lovens § 11, stk. 7 ledsages af en redegørelse om planens

forudsætninger.

Kystcirkulæret (cirk. nr. 215 af 19. december 1991) fastsætter

særlige indholdsmæssige og tidsmæssige krav til kommuneplanlægningen

i den i cirkulæret definerede kystnærhedszone. Disse krav er efter

omstændighederne relevante både for hovedstruktur og rammedel, se

også kap. III, afsnit B, pkt. 1. Opmærksomheden henledes på, at

intentionerne i § 5 i cirkulæret også gælder for kommuneplantillæg,

der udarbejdes i tiden indtil næste kommuneplanrevision.

1. Hovedstrukturen

Hovedstrukturafsnittet indeholder en sammenfattende planlægning for

hele kommunen af de emner, der er omhandlet i § 11, stk. 4. Her

igennem udtrykkes kommunalbestyrelsens overordnede mål for udvikling

og arealanvendelse i kommunen, herunder udbygning med boliger og

arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning, rekreative områder

samt områder der tilbageføres til landzone.

I kommuneplanens hovedstruktur kan der foretages en afgrænsning af

landsbyer. Når denne afgrænsning er entydig, har kommunalbestyrelsen

kompetence til at meddele landzonetilladelse, jf. planlovens § 35,

stk. 3, nr. 2 og kap. VII, afsnit C. Kommuneplanens

landsbyafgrænsninger, som angives i tekst og på kortbilag, er alene

en kompetenceafgrænsning mellem amtsråd og kommunalbestyrelse, der

hverken forudsætter eller i sig selv er udtryk for en egentlig

planlægning. Landsbyafgrænsningerne medfører ingen ændring i, hvordan

landzonebestemmelserne skal administreres i landsbyerne. For så vidt

angår spørgsmålet om entydig afgrænsning i en kommuneplan henvises

til Planstyrelsens eksempelsamling: By- og landzoneloven - eksempler

på kompetenceafgrænsninger omkring landsbyer (1984).

2. Rammedelen

I henhold til planlovens § 11, stk. 5, skal kommuneplanen indeholde

rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele

af kommunen.

Rammerne udgør således et supplement til og en uddybning af

hovedstrukturens bestemmelser og planlægningsovervejelser. Samtidig

giver rammerne offentligheden mulighed for at vurdere, hvordan

kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil påvirke det enkelte

områdes bygge- og anvendelsesmuligheder.

Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for vurderingen af,

om indholdet i en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Rammerne skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse af

anvendelse, bebyggelsens art og omfang m.v. samt enkeltområdernes

geografiske afgrænsning, at denne vurdering kan finde sted.

Samtidig må der fastholdes en sådan fleksibilitet i rammerne, at der

for det første er mulighed for variationer ved fastlæggelse af de

konkrete bestemmelser i lokalplanerne, og for det andet, at

lokalplanlægningen ikke afføder krav om unødvendige tillæg til

kommuneplanen.

I § 11, stk. 5 er nærmere angivet de emner , der skal behandles i

rammerne, hvis den pågældende emnekreds er aktuel i kommunen.

Rammedelen kan således indeholde retningslinier om følgende

Nr. 1 Fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål,

Nr. 2 Bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser

eller bymiljøer

Rammedelen indeholder næsten altid en opdeling i enkeltområder,

navnlig i relation til nr. 1) og 2). Opdelingen kan ske efter, hvad

der findes mest hensigtsmæssigt i den enkelte kommune. Opdelingen kan

således foretages på grundlag af det pågældende områdes anvendelse og

art og således, at det enkelte område udgør en naturlig helhed. For

enkeltområderne skal der fastsættes rammebestemmelser, der angiver

hvilket indhold, fremtidige lokalplaner kan få.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om

delområder er ophævet. I bestemmelserne var det bl.a. fastsat, at et

område, for hvilket der i kommuneplanen blev fastsat en

bebyggelsesprocent for området under eet, skulle behandles som et

delområde, og der var særlige krav til afgrænsningen af et sådant

område.

Begrebet delområde er ikke nævnt i planloven.

Kommunalbestyrelsen vil naturligvis fortsat have mulighed for at

fastsætte rammer for lokalplanlægningen i kommuneplanen, der

indeholder bebyggelsesprocenter for områder under eet. Det er således

kommunalbestyrelsen, der afgør, hvorledes afgrænsningen af -og

anvendelsesbestemmelserne for sådanne områder bør fastsættes. Men

Planstyrelsen vil anse det for god planlægning, at hovedprincipperne

i de hidtil gældende regler søges overholdt. Disse er navnlig, at

grænserne for området fastsættes således, at området ikke

gennemskæres af større veje eller jernbaner, og at større arealer,

der udlægges til offentligt formål, som ikke forudsætter bebyggelse,

herunder parker og større parkeringspladser, ikke indgår i området.

Der gælder særlige underretningsregler for lokalplanforslag for dele

af et område, hvor der er fastsat een bebyggelsesprocent for det

samlede område, jf. kap. VI, afsnit C.

Nr. 3 Byfornyelsen i eksisterende bysamfund

Se bl.a. eksempler i kommuneplanorientering nr. 7. Endvidere kan der

henvises til Boligministeriets publikation

Byfornyelsesinformationssystemet, december 1990.

Nr. 4 Forsyningen med offentlig og privat service

Se eksempler i kommuneplanorientering nr. 9, 1983.

Nr. 5 Institutioner og tekniske anlæg, herunder

varmeforsyningsforhold

Se eksempler i kommuneplanorientering nr. 9, 1983.

Nr. 6 Områder til fritidsformål

Omfatter foruden præcisering af de regionale retningslinier, jf. kap.

III, pkt. B, afsnit 1, kommunale fritidsanlæg fx parker, grønne

områder, kolonihaver, sports- og idrætsfaciliteter m.m.

Nr. 7 Trafikbetjeningen

Se nedenfor pkt. 4 om trafiksikkerhed og trafikkens miljøkonsekvenser

i kommuneplanlægningen, samt kommuneplanorientering nr. 10, 1984 om

samme emne.

Nr. 8 Overførsel af arealer til byzone og sommerhusområder og

Nr. 9 Rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og

sommerhusområder

Med ordet rækkefølge stilles der ikke krav om en egentlig

tidsfølgeplan, men alene krav om angivelse af i hvilken rækkefølge

udbygningen skal ske.

Rækkefølgen har bl.a. betydning i relation til lovens § 13, stk 3, om

pligten til at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen mest

muligt og i relation til forbudsbestemmelsen i lovens § 12, stk. 2,

jf. nedenfor afsnit C.

Rækkefølgeangivelsen har også betydning for kommunalbestyrelsens

mulighed for at ekspropriere til gennemførelse af en byudvikling i

overensstemmelse med kommuneplanen efter lovens § 47, stk. 1, jf.

kap. X.

Retningslinier for støj

I medfør af planlovens § 3, stk. 1 er det i samlebekendtgørelsen i §

5, stk. 2 fastsat, at kommuneplanerne skal indeholde retningslinier

til sikring af, at støjbelastede arealer i byzone og sommerhusområder

ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre der sikres

gennemført støjdæmpende foranstaltninger i opfølgende lokalplaner

eller som vilkår for bebyggelse eller ibrugtagning.

Retningslinierne i kommuneplanerne skal sikre, at nye lokalplaner for

støjfølsom arealanvendelse i byzone og sommerhusområde overholder et

støj- og vibrationsniveau svarende til de nedenfor nævnte

vejledninger fra Miljøministeriet om støj fra veje, jernbaner,

lufthavne og flyvepladser, motorsportsbaner samt skydebaner. For så

vidt angår andre støjkilder skal retningslinierne tage udgangspunkt i

Miljøministeriets vejledning om ekstern støj fra virksomheder.

De relevante vejledninger er følgende

nr. 2/1979 Støj fra skydebaner

nr. 3/1984 Trafikstøj i boligområder

nr. 5/1984 Ekstern støj fra virksomheder

nr. 7/1984 Støj fra motorsportsbaner

nr. 6/1985 Støj og vibrationer fra jernbaner

nr. 2/1988 Flyvepladser og lufthavne.

Indtil der er fastsat nye retningslinier i kommuneplanerne, har de

hidtil godkendte retningslinier i regionplanerne om støjfølsom

arealanvendelse retsvirkning som regler efter § 3 i planloven, jf.

lovens §§ 6, stk. 3, 11, stk. 2, 13, stk. 1 og 29, stk. 2.

Andre retningslinier

Efter § 11, stk. 6 kan kommuneplanen, hvis kommunalbestyrelsen ønsker

det, indeholde retningslinier for andre forhold af betydning for

arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene i kommunen.

Det kan fx være retningslinier om arealer, der skal tilbageføres fra

byzone eller sommerhusområde til landzone. Se kap. IX, afsnit B.1.

3. Redegørelsen

Ifølge planlovens § 11, stk. 7, skal kommuneplanen ledsages af en

redegørelse om planens forudsætninger, herunder den forudsatte

rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte

planlægning og administration. Indholdet af redegørelsen er oplysende

og ikke direkte bindende for den kommunale planlægning og

administration.

Redegørelsen er imidlertid en integreret del af kommuneplanen, der

udgør baggrunden for kommunalbestyrelsens vedtagelse af

kommuneplanforslaget og for brugernes forståelse og fortolkning af

kommuneplanen.

De forudsætninger, der skal angives i redegørelsen er for det første

planens forhold til den overordnede planlægning (§ 6, stk. 3 og 4

samt beslutninger efter § 3), der udgør bindinger for kommuneplanen.

Endvidere skal redegørelsen indeholde oplysninger om befolknings- og

erhvervsstruktur, landskabs- og bebyggelsesforhold, mål for

befolknings- og erhvervsudvikling, den kommunale sektorplanlægning

samt kommunens økonomiske planlægning, herunder den planlagte

tidsfølge for investeringer i bygge- og bymodning, samt byfornyelse.

Redegørelsen skal tillige indeholde oplysninger om den

målsætningsdiskussion, der har været ført i forbindelse med

planlægningsarbejdet, og en begrundelse for valget mellem de

forskellige alternativer.

Endelig skal der redegøres for den hidtil førte planlægning, herunder

afgrænsning af byzoner og sommerhusområder, lokalplaner, igangværende

bolig- og erhvervsbyggeri, kommuneatlas, registranter over

bevaringsværdig bebyggelse, m.v.

Der kan om redegørelsens indhold i øvrigt henvises til »Vejledning i

kommuneplanlægning, nr. 5«.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at ajourføre redegørelsen i forbindelse

med den årlige budgetlægning. Dermed vil kommunalbestyrelsen bl.a.

have et til stadighed ajourført grundlag for overvejelserne om

revision. Denne fremgangsmåde følges i mange kommuner, hvor man

lægger vægt på kommuneplanen som en handlingsplan for alle kommunale

aktiviteter.

Der kan i øvrigt henvises til »Kommuneplanlægning i praksis -

erfaringer og visioner«, som er udgivet i oktober 1991. Heri

beskrives en række konkrete eksempler på, hvordan de organisatoriske,

debatmæssige og tematiske sider af kommuneplanlægningen kan indgå i

et konstruktivt samspil.

4. Særlige temaer i kommuneplanlægningen

Miljøvurderinger i planlægningen

Det fremgår af lovens formålsbestemmelse, at det i planlægningen

skal tilstræbes at forebygge forurening af luft, vand og jord samt

støjgener.

Allerede i det forberedende kommuneplanarbejde bør

kommunalbestyrelsen beslutte, hvilke mål kommunen vil prioritere for

nedbringelse af forureningen. Grundlaget for beslutningerne må være

en redegørelse for de miljømæssige forhold i kommunen sammenholdt med

de krav, der stilles til kvaliteten af miljøet fra staten/amtet

gennem regionplanen. Der kan opstilles en handlingsplan, som angiver

rækkefølgen for, hvornår hvilke problemer skal tages under

behandling.

Forudsætningerne for kommuneplanlægningen fremgår bl.a. af

regionplanens miljøretningslinier. Herudover må kommunen inddrage sin

egen sektorplanlægning. De forureningsmæssige forhold, der må sikres

overblik over i planlægningen, er typisk

- vandindvinding (sårbarhedskortlægning) - vandkvalitet (kortlægning

og målsætning) - affaldsdepoter og jordforurening i øvrigt -

støjkortlægning - lugtgener fra virksomheder - trafik -

spildevandsbortskaffelse i eksisterende og nye byområder.

Hertil kommer en kortlægning af

- miljøbelastende aktiviteter og arealer forbeholdt hertil, -

miljøfølsomme aktiviteter og arealer forbeholdt hertil.

Forholdet til trafikken, herunder den dertil hørende kortlægning, er

behandlet i følgende afsnit.

Det anbefales, at kommunens miljøstrategi beskrives i kommuneplanens

hovedstruktur sammen med en tidsplan for indsatsen, herunder for

anvendelsesskift for eksisterende bolig- og erhvervsområder.

Rammedelens anvendelsesbestemmelser må følge op på den fastlagte

strategi med bestemmelser, som regulerer arealernes anvendelse i

overensstemmelse med målene for varetagelsen af miljøhensynene og med

hensyntagen til de gensidige genevirkninger mellem forskellige

anvendelsesformål.

Sådanne rækkefølge- og anvendelsesbestemmelser vil kunne håndhæves

efter bestemmelserne i lovens § 12, stk. 2 og 3, jf. nedenfor afsnit

C.

Yderligere information og vejledning om miljøovervejelser i

planlægningen, se »Håndbog om miljø og planlægning« 1991 udgivet af

Miljøstyrelsen og Planstyrelsen.

Tema om trafiksikkerhed og trafikkens miljøkonsekvenser i

kommuneplanen

Trafikken i byerne hører i dag til de væsentligste kilder til

belastning af miljøet, herunder såvel det lokale som det globale

miljø. Især i de større byer optræder problemer med trafiksikkerhed,

støj, luftforurening m.v. i en grad, som kalder på en samlet

planlægning for at reducere problemerne.

En begrænsning af de trafikskabte miljøproblemer må på den baggrund

betragtes som en af de væsentligste opgaver for den kommende

vedligeholdelse og ajourføring af kommuneplanerne.

Dette kan ske i form af en særlig temabehandling af trafik og miljø

ved kommuneplanrevisionen, samt i det efterfølgende

kommuneplanarbejde ved vurdering af større konkrete byggeprojekter

m.v. med konsekvenser for trafik og miljø.

De trafikskabte problemer i byerne og behovet for indsats i

kommuneplanlægningen er især fremhævet i

Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan fra 1988 og i

Regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling fra 1990.

I Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan er der forudsat en

lokal indsats til reduktion af antallet af dræbte og tilskadekomne i

trafikken med 15-20% inden år 2000.

I Regeringens transporthandlingsplan er der opstillet mål for

reduktion af støjproblemer og luftforurening, og det er påpeget, at

kommunerne som ansvarlige for byernes vejnet, den lokale kollektive

trafikbetjening og planlægningen af arealanvendelsen gennem

kommuneplanlægningen kan styrke den fremtidige indsats i byerne mod

trafikkens miljøbelastning. Også økonomisk vil det være en fordel i

kommuneplanlægningen at samle plan- og beslutningsgrundlaget

vedrørende hele den kommunale indsats til forbedring af miljø og

sikkerhed på trafikområdet.

Trafikforhold, lokalisering af byfunktioner samt andre forhold af

betydning for trafiksikkerhed og miljø indgår i kommuneplanen i såvel

hovedstruktur som rammer og redegørelse. I forbindelse med

kommuneplanrevisionerne kan der derfor på hvert af disse områder

arbejdes målrettet på at formindske trafikkens belastning af miljø og

trafiksikkerhed.

I hovedstrukturen kan fastlægges de overordnede mål for

miljøforbedring og forbedring af trafiksikkerhed. I rammerne kan

fastlægges nærmere bestemmelser om udformning og omdannelse af vej-,

sti- og busnet.

Hastighedsklassificering af vejstrækninger og parkering på veje kan

reguleres efter færdselsloven. På disse områder bør kommunen derfor

tage initiativ til et samarbejde med politiet. I

forudsætningsmaterialet til kommuneplanen redegøres for den aktuelle

situation hvad angår trafikuheld, støj, luftforurening,

energiforbrug, barriereproblemer, det visuelle miljø m.v. samt

konsekvenserne af den forventede trafikudvikling og de

foranstaltninger og projekter, som påregnes gennemført.

I »Trafik og kommuneplanlægning, Kommuneplanorientering nr. 10,

1984«, har Planstyrelsen tidligere redegjort for en fremgangsmåde ved

planlægningen af de generelle trafikale forhold i forbindelse med

kommuneplanlægningen. Denne fremgangsmåde kan i hovedtræk fortsat

anvendes. I Vejdirektoratets »Vejregler for byernes trafikarealer«

fra 1991 er der redegjort for aktuelle planlægningsprincipper for den

konkrete trafikplanlægning i byområder, blandt andet under

hensyntagen til trafiksikkerhed og miljøforhold.

Anbefalinger og anvisninger vedrørende behandling af trafiksikkerhed

og miljø som tema i kommuneplansammenhæng beskrives endvidere i

Planstyrelsens publikation »Miljø og trafik i kommuneplanlægningen -

et vejledende materiale«, som påregnes udsendt foråret 1992. Denne

publikation kan betragtes som det egentlige tekniske

vejledningsmateriale vedrørende et sådant kommuneplantema.

På baggrund af ovenstående anbefales, at kommuner, der rummer eller

indgår i større bysamfund, i forbindelse med kommuneplanrevisionen

gennemfører en temaplanlægning til forbedring af trafiksikkerhed og

miljøforhold, særligt i kommunens byområder. Med større bysamfund

tænkes her på byer med 10.000 indbyggere eller derover.

I disse kommuner bør der

- redegøres for trafiksikkerhed og trafikkens miljøbelastning,

herunder problemer med uheld, støj, luftforurening, energiforbrug,

barriereeffekt og belastning af det visuelle miljø, samt for andre

konsekvenser af en begrænsning af trafikken,

- i hovedstrukturen opstilles mål for begrænsning af problemerne, som

blandt andet lever op til målet for det lokale

trafiksikkerhedsarbejde i Færdselssikkerhedskommissionens

handlingsplan,

- i hovedstruktur og rammer samt gerne i en samlet lokal

handlingsplan, der er koordineret med budgetlægningen, redegøres for

påtænkte initiativer til begrænsning af problemerne inden for

planperioden.

Desuden bør der i forbindelse med senere lokalplaner og

kommuneplantillæg redegøres for disses konsekvenser for

trafiksikkerhedsforhold og trafikkens miljøbelastning.

I hovedstadsområdet, hvor der er tale om eet bysamfund, der går på

tværs af både kommune- og amtsgrænser, vil arbejdet berøre ikke blot

kommuneplanlægningen, men også regionplanlægningen. Det betyder, at

de indledende kommuneplanovervejelser om disse spørgsmål i

hovedstadsområdet må samordnes med regionplanlægningen og den

kollektive trafikplanlægning.

Bevaring og bymidteplanlægning

Bymiljøers og bygningers bevaringsværdier kan sikres i kommune- og

lokalplanlægningen. De arkitektonisk eller kulturhistorisk mest

værdifulde bygninger kan fredes efter bygningsfredningsloven.

Kommuneplanerne skal bl.a. indeholde rammer for bebyggelsesforhold og

bevaring af bebyggelser eller bymiljøer (§ 11, stk. 5, nr. 2).

Planstyrelsen har i 1987 påbegyndt en frivillig kommunevis

kortlægning og registrering af bevaringsværdige bygninger og

bymiljøer. Det sker i samarbejde mellem den enkelte kommune og

Planstyrelsen. Som led i kortlægningen og registreringen udgives

kommuneatlas, der i en kortfattet og oversigtlig form beskriver

kortlægningens vigtigste resultater.

I forbindelse med kommuneplanarbejdet, vil det være hensigtsmæssigt

at formulere bestemmelser i kommuneplanens hovedstruktur og rammedel,

som tager udgangspunkt i de vurderingsmetoder som anvendes i

kommuneatlasarbejdet. Hermed kan den kortlægning og registrering, der

er et resultat af atlasarbejdet, indgå i redegørelsen til

kommuneplanen.

I rammebestemmelserne kan retningslinierne for bevaring og for det

kommende nybyggeri fastlægges. Det er vigtigt, at den nævnte

vurderingsmetode eller resultaterne af kortlægningen fremgår tydeligt

af rammedelen. Specielt for de centralt beliggende

byomdannelsesområder, dvs. de historiske centerområder, banearealer,

havne- og kystområder og udslidte erhvervsområder, er det vigtigt, at

der udarbejdes retningslinier for ny bebyggelse, der tager

udgangspunkt i de nævnte vurderinger.

Som baggrund for planbestemmelserne vil det være hensigtsmæssigt at

udarbejde en analyse af de eksisterende bebyggelsers samlede

struktur, herunder en vurdering af behovet for at sikre

bevaringsmæssige helheder og rekreative sammenhænge mellem by og

vand, jf. kystcirkulærets § 7, stk. 3. Det vil sige tage udgangspunkt

i en arkitektonisk vurdering, der inddrager områdets topografi og

historie, delt op på dominerende træk, bebyggelsesmønstre og udvalgte

elementer, som kommunen ønsker at give en høj prioritet i det

fremtidige bebyggelsesmiljø.

Til brug for udarbejdelsen af rammebestemmelserne for området kan

der, med udgangspunkt i analysen opstilles et sæt byarkitektoniske

retningslinier. Retningslinierne kan være en prioritering af hvilke

af områdets byarkitektoniske træk, der skal prioriteres ved

udformning af rammebestemmelser for området.

Efter kommuneplanlovens § 10 kunne kommuneplanforslag med

bebyggelsesprocenter større end 110 ikke vedtages endeligt af

kommunalbestyrelsen, før de var tiltrådt af miljøministeren.

Begrundelsen herfor var, at Folketinget ønskede en sikkerhed for, at

den eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale byområder blev

nedsat i forbindelse med sanering og byfornyelse.

I landsplanredegørelserne fra anden halvdel af 1970'erne blev det

formuleret som mål, at der skulle sikres bedre friarealforhold i de

tætte byområder, at der skulle lægges mere vægt på bevarende

saneringer, at der skulle vises tilbageholdenhed med hensyn til

udbygningen af arbejdspladser i de centrale byområder, og at der

skulle tilstræbes en reduktion af trafikken.

Fastlæggelse af bebyggelsesprocenter er imidlertid kun een af flere

mulige måder til regulering af et områdes bebyggelsesmæssige forhold.

Et stort projekt, som fx kraftigt ændrer et områdes

bebyggelsesstruktur eller detailhandelsstruktur, behøver ikke at have

en særlig høj bebyggelsesprocent. Omvendt kan en relativt høj

bebyggelsesprocent andre steder muliggøre projekter, som i karakter

og indhold anses for at være ønskelige i forhold til den eksisterende

bebyggelse.

Reglen om statslig godkendelse af kommuneplaner med

bebyggelsesprocenter over 110 er nu ophævet. Det skyldes såvel ønsket

om en yderligere decentralisering, som det forhold, at der nu overalt

i landet er tilvejebragt kommuneplaner med reducerede

bebyggelsestætheder for de centrale byområder.

Denne reducerede bebyggelsestæthed forudsættes generelt fastholdt i

fremtiden. Miljøministeren vil i tilfælde af fravigelse fra denne

målsætning kunne indkalde et forslag til kommuneplan efter lovens §

3, og om fornødent pålægge kommunalbestyrelsen at reducere

bebyggelsesprocenterne. Miljøministeren vil eventuelt tillige kunne

fastsætte mere nuancerede regler om bebyggelsestætheder ved en

generel forskrift efter lovens § 3.

Planstyrelsen vil i tiden efter planlovens ikrafttræden følge

udviklingen med hensyn til behandlingen af bymidterne i den kommunale

planlægning. I denne sammenhæng omfatter bymidterne de historiske,

førindustrielle byområder og væsentlige omdannelsesområder i

tilknytning hertil - fx tidligere jernbanearealer, nedlagte

havneområder og industrienklaver under omdannelse - samt tætbebyggede

ældre boligkvarterer.

Det åbne land

Kommuneplanens behandling af det åbne land må samordnes nøje med

regionplanens retningslinier. Rammer for lokalplanlægningen skal

tilvejebringes for de anlæg og bebyggelser m.v., som i

overensstemmelse med regionplanlægningen skal placeres i landzone, og

som på grund af art og størrelse er lokalplanpligtige.

Opmærksomheden henledes på Betænkning II fra det af miljøministeren

efter aftale med energiministeren nedsatte Vindmølleplaceringsudvalg

(Planstyrelsen februar 1992). Miljøministeren har i overensstemmelse

med udvalgets anbefaling opfordret kommunerne til positivt at følge

betænkningen op og igangsætte en kommuneplanlægning for vindmøller.

Kommuneplanens hovedstruktur kan indeholde en afgrænsning af

landsbyerne og retningslinier for landsbyernes udvikling, for

regionale og kommunale stianlæg, for anlæg til rekreation og idræt og

principper for lokalisering af eventuelle andre anlæg og bebyggelser.

Retningslinierne vil bl.a. have betydning for

landzoneadministrationen.

C. Retsvirkning

1. Hvornår indtræder kommuneplanens retsvirkninger?

Hovedreglen er, at en kommuneplans retsvirkninger indtræder ved

kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planen i.h.t. planlovens

§ 8 i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 36 af 8. marts 1990 om

varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under kommune- og

lokalplanlægningen.

Trafikministeriet: Lokalplanforslag, der vedrører

- statshavnearealer

- arealer omfattet af kystbeskyttelseslovens § 16

- arealer i Tønder Marsk

- arealer i Ribe Marsk

- lufthavnsarealer og arealer belagt med højdebegrænsninger på grund

af lufthavne

- privatbanearealer

skal sendes til Trafikministeriets Departement, Frederiksholms Kanal

27, 1220 København K.

Vejdirektoratet: Lokalplanforslag, der berører eksisterende eller

planlagte hovedlandevejsanlæg, skal sendes til Vejdirektoratet,

Havnegade 27, postboks 1569, 1020 København K.

DSB: Lokalplanforslag, der berører fremtidige DSB- arealer eller

omfatter arealer til trafikformål med relation til DSB eller

bebyggelse med relation til DSB, skal sendes til Generaldirektoratet

for Statsbanerne, Sølvgade 40, 1349 København K.

Telestyrelsen: Lokalplanforslag, der vedrører vindmøller og

vindmølleparker, skal i henhold til aftale med Telestyrelsen, sendes

til Tele Danmark A/S, c/o TELECOM A/S, Telegade 2, 2630 Taastrup.

Postvæsenet: Lokalplanforslag, der vedrører Postvæsenets

arealanvendelse og service m.v., skal sendes til Postvæsenet,

Bernstorffsgade 36, 1566 København V.

Energistyrelsen: Lokalplanforslag, der åbner mulighed for ny

bebyggelse eller ændret anvendelse af bygninger og arealer inden for

200 m fra transmissionsledningerne for olie og naturgas, skal efter

aftale med Energistyrelsen sendes til D.O.N.G. A/S, Agern Alle 24-26,

2970 Hørsholm.

Endvidere skal tilsvarende lokalplanforslag inden for 200 m fra

regionale fordelingsledninger for naturgas med tryk på 40 bar, sendes

til Energistyrelsen, Landemærket 11, 1119 København K.

Kirkeministeriet: Lokalplanforslag, der omfatter kirker og

kirkegårde, og lokalplanforslag, der berører kirkernes nærmeste

omgivelser, skal efter aftale med Kirkeministeriet sendes til

vedkommende Stiftsøvrighed.

6. Mindretalsbeskyttelse, § 24, stk. 2

Reglerne om offentliggørelse af mindretallets synspunkter svarer til

kommuneplanloven dog således, at reglerne nu også omfatter

regionplanforslag.

Efter § 24, stk. 2, kan ethvert medlem af kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet forlange, at eventuelle afvigende meninger offentliggøres

sammen med planforslaget. Det er en forudsætning, at det pågældende

medlem har fået sin afvigende mening om planforslaget tilført

beslutningsprotokollen ved behandlingen af forslaget. Medlemmet kan

endvidere kræve at få offentliggjort en kort begrundelse for hvert

enkelt punkt eller eventuelt samlet for flere punkter. Begrundelsen

formuleres af det eller de medlemmer, der har forlangt den afvigende

mening protokolleret.

7. Indsigelsesfrist, § 24, stk. 3

Fristen for indsigelser mod planforslag er efter § 24, stk. 3,

fastsat til mindst 8 uger. Indsigelsesfristen gælder for alle

planforslag, og fristen gælder også for statslige myndigheders

indsigelser efter §§ 28 og 29. Den har derimod ikke betydning for

ministerens indkaldebeføjelser efter § 3, stk. 4, idet

miljøministeren har mulighed for at kalde et planforslag ind, indtil

det er vedtaget.

8. Endelig vedtagelse, § 27, stk. 1, 1. pkt.

Det er kun amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen, der kan

foretage den endelige vedtagelse af et planforslag.

Den hidtidige statslige godkendelse af regionplaner og tillæg til

regionplaner og den statslige tiltræden af kommuneplaner og tillæg

til kommuneplaner, der indeholder højere bebyggelsesprocenter end

110, er ophævet med planloven og erstattet med beføjelserne i §§ 3,

28 og 29.

Medmindre der er fremsat veto eller truffet beslutning efter §§ 3, 28

og 29, kan planmyndigheden vedtage planforslag endeligt, når 8 ugers

fristen efter § 24, stk. 3, er udløbet.

For lokalplaner, hvor der er kommet rettidige indsigelser, gælder

dog, at forslaget først kan vedtages endeligt 4 uger efter

indsigelsesfristens udløb, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt. Ordet

»indsigelse« skal forstås bredt og vedrører også ændringsforslag,

betingede tilsagn, nye ideer og andre tilkendegivelser, der er

fremkommet i offentlighedsperioden, og som ikke fuldt ud støtter

forslaget.

9. Betinget vedtagelse

Efter § 27, stk. 2, kan endelig vedtagelse af lokal- og

kommuneplanforslag gøres betinget af gennemførelsen af de nødvendige

ændringer i den overordnede planlægning, medmindre der er fremsat

indsigelse efter §§ 28-29, eller der er truffet beslutning efter § 3,

stk. 4, jf. § 27, stk. 1. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte

på kommuneplanens forhold til regionplanen i situationer, hvor amt og

kommune er enige om indholdet af planændringerne, og de statslige

myndigheder ikke har bemærkninger.

10. Ændringer ved endelig vedtagelse, § 27, stk. 3

Der vil efter lovens § 27, stk. 3, kunne foretages ændring af

planforslaget i forbindelse med planens endelige vedtagelse.

Såfremt ændringen på væsentlig måde berører andre myndigheder eller

borgere end dem, der har gjort indsigelse på dette punkt, kan endelig

vedtagelse ikke ske, før de pågældende - inden for en fastsat frist -

har haft lejlighed til at udtale sig.

Ved væsentlige ændringer i et regionplanforslag skal miljøministeren

altid have lejlighed til at udtale sig, før den endelige vedtagelse.

Hvis der er tale om en så omfattende ændring, at det reelt er et nyt

planforslag, skal offentliggørelse og underretning ske efter samme

regler som ved nye planforslag. Det bemærkes i denne forbindelse, at

den tilsvarende bestemmelse i den tidligere lovgivning for

lokalplaners vedkommende er blevet administreret således, at det er

accepteret, at lokalplanområdet reduceres, mens en udvidelse af

lokalplanområdet altid forudsætter en ny lokalplan.

Spørgsmål om rækkevidden af § 27, stk. 3, er et retligt spørgsmål og

omfattet af klageadgangen i § 58, stk. 1.

11. Offentliggørelse af den endeligt vedtagne plan

Den endeligt vedtagne plan offentliggøres af amtsråd henholdsvis

kommunalbestyrelse og sendes til samme myndigheder, som planforslaget

er sendt til, jf. § 30, stk. 1, og ovenfor.

Efter lovens § 30, stk. 2, skal offentliggørelsen af kommuneplaner og

lokalplaner indeholde oplysninger om planernes retsvirkninger efter

henholdsvis § 12, stk. 2 og 3, jf. kap. IV, afsnit C og § 18, jf.

kap. V, afsnit F samt klagevejledning, jf. kap. XII, afsnit J.

En lokalplan bortfalder, hvis den ikke er offentligt

bekendtgjort senest 8 uger efter den endelige vedtagelse, jf. § 32,

stk. 2. Denne 8-ugers frist er ny i forhold til kommuneplanloven,

hvorefter lokalplanen skulle offentliggøres umiddelbart efter den

endelige vedtagelse.

C. Supplerende regler for lokalplaner

Ved offentliggørelsen af lokalplanforslag skal kommunalbestyrelsen

give oplysning om lokalplanens foreløbige retsvirkninger efter

planlovens § 17, jf. § 24, stk. 1, 3. pkt. De foreløbige

retsvirkninger er beskrevet i kap. V, afsnit F, pkt. 1.

Samtidig med offentliggørelsen af lokalplanforslag skal

kommunalbestyrelsen give skriftlig underretning herom til ejere,

lejere og brugere, foreninger m.v., samt eventuelle

servitutpåtaleberettigede, efter reglerne i § 26. Underretningen skal

oplyse om lokalplanforslagets foreløbige retsvirkninger efter § 17 og

om fristen for indsigelse mod planforslaget. Eventuelle

mindretalsudtalelser efter § 24, stk. 2, i forbindelse med

kommunalbestyrelsens vedtagelse af lokalplanforslaget skal endvidere

fremgå af underretningen.

Opmærksomheden henledes på museumslovens § 36 a, der indeholder en

pligt for kommunalbestyrelsen til at underrette de kulturhistoriske

museer i området om visse lokalplanforslag.

Ved tilvejebringelse af lokalplaner for en del af et område , hvor

der i kommuneplanen er fastsat en bebyggelsesprocent for området

under eet, må kommunalbestyrelsen underrette samtlige ejere af

ejendomme i området, hvis lokalplanforslaget indeholder

byggemuligheder, der overskrider den bebyggelsesprocent, som er

fastsat for området under eet. Det er efter Planstyrelsens opfattelse

en følge af almindelige forvaltningsretlige regler, at en sådan

underretning skal ske, idet ejerne af ejendomme uden for

lokalplanområdet i denne situation er parter i sagen, fordi der sker

en reduktion af den bebyggelsesprocent, der er til rådighed i den

resterende del af området.

Når lokalplanen er endeligt vedtaget, jf. § 27, skal planen

offentliggøres. Om offentliggørelsen se ovenfor under afsnit B, pkt.

11. Det bemærkes, at et lokalplanforslag skal vedtages endeligt inden

3 år efter forslagets offentliggørelse, ellers er forslaget

bortfaldet, jf. § 32, stk. 1.

Samtidig med offentliggørelsen skal kommunalbestyrelsen fremsende

underretning om den endeligt vedtagne lokalplan til ejere af de

ejendomme, der er omfattet af planen, enhver, der rettidigt har

fremsat indsigelse m.v. mod planforslaget, samt de myndigheder, der

er nævnt i § 25 og de (lokale) foreninger, der er nævnt i § 26, stk.

1, nr. 3, jf. planlovens § 31, stk. 1. Underretningen skal ske

skriftligt fx ved fremsendelse af et eksemplar af den offentliggjorte

bekendtgørelse.

Den endeligt vedtagne lokalplan skal på kommunalbestyrelsens

foranledning tinglyses på de ejendomme, der er omfattet af

lokalplanen, jf. § 31, stk. 2. Tinglysningen er ikke et

gyldighedskrav, men manglende tinglysning kan medføre

erstatningsansvar for kommunen.

Planstyrelsen har tidligere antaget, at der i modsætning til, hvad

der gælder for kommuneplaner, var mulighed for kommunalbestyrelsen

til at delegere kompetencen til at vedtage lokalplanen endeligt til

et udvalg, når der ikke var fremsat indsigelser eller

ændringsforslag. Indenrigsministeriet har imidlertid givet udtryk

for, at denne antagelse - under hensyn til den politisk centrale

placering, som mange planlægningsspørgsmål har i kommunestyret - ikke

er holdbar.

Opmærksomheden henledes derfor på, at alle lokalplaner skal vedtages

endeligt af kommunalbestyrelsen.

D. Ophævelse af lokalplaner i visse situationer

Ophævelse af byplanvedtægter og lokalplaner for byzoner og

sommerhusområder kan normalt kun ske ved en ny lokalplan, der er

tilvejebragt efter ovennævnte regler.

Planlovens § 33 åbner imidlertid mulighed for, at kommunen ved en

enkelt beslutning i kommunalbestyrelsen kan ophæve en lokalplan eller

byplanvedtægt i to situationer. For det første, når et areal

tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone, jf. kap.

IX. For det andet, når en landzone lokalplan har mistet sin

betydning, fx fordi det i planen forudsatte projekt er blevet

opgivet. I begge situationer er det en betingelse, at

kommunalbestyrelsen har vurderet, at en planlægning for området ikke

længere er nødvendig, jf. § 33, stk. 1.

Beslutningen kan kun gå på fuldstændig ophævelse af lokalplanen. Hvis

enkelte af planens bestemmelser ønskes opretholdt, skal der

gennemføres en ny lokalplan efter de almindelige

tilvejebringelsesregler. Hvis lokalplanen/byplanvedtægten omfatter et

større område end det, der ønskes tilbageført til landzone, kan

planen dog ophæves alene for de tilbageførte arealer.

I praksis vil ophævelse komme på tale ved ubebyggede arealer eller

arealer, hvor den eksisterende bebyggelse fortsat anvendes til det

hidtidige lovlige formål, fx landbrugsdrift. Efter § 33, stk. 2, kan

beslutning om ophævelse først træffes, når ejerne inden for en frist

af 8 uger har haft lejlighed til at udtale sig. Og efter stk. 3 skal

kommunalbestyrelsen give underretning om ophævelsesbeslutningen til

ejerne, amtsrådet og miljøministeren, Planstyrelsen.

Bestemmelsen indeholder ingen formel forpligtelse til underretning af

panthavere eller brugere af de berørte ejendomme, men det er

Planstyrelsens opfattelse, at en sådan underretning også bør ske til

andre personer, der har en ejendomsretlig interesse i anvendelsen af

det pågældende areal og dermed er »part« i sagen, jf.

forvaltningslovens § 19.

Ophævelsesbeslutningen indebærer en pligt for kommunalbestyrelsen til

at aflyse planen fra tingbogen, jf. § 33, stk. 4.

E. Indsigelsesmuligheder over for planforslag (veto)

Som beskrevet i kapitel II, afsnit C har miljøministeren efter

planlovens § 3 en række konkrete beføjelser, bl.a. over for

planforslag, fx indkaldebeføjelser.

Herudover kan der med hjemmel i planlovens §§ 28 og 29 fremsættes

indsigelser mod planforslaget med den virkning, at planen ikke kan

endeligt vedtages.

1. Indsigelser mod regionplanforslag og kommuneplaner i Københavns

og Frederiksberg Kommuner

Efter planlovens § 29, stk. 1, kan miljøministeren til varetagelse af

statslige interesser fremsætte indsigelse mod et regionplanforslag og

forslag til kommuneplaner i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Denne indsigelsesret erstatter godkendelsesordningen for regionplaner

i den tidligere gældende lovgivning. Forslag til regionplaner samt

tillæg hertil skal således ikke længere godkendes af miljøministeren,

men ministeren kan på vegne af samtlige statslige myndigheder

fremsætte indsigelse mod forslaget, når dette skønnes nødvendigt til

varetagelse af statslige interesser.

2. Indsigelser mod kommuneplanforslag

Efter planlovens § 29, stk. 2, skal amtsrådet fremsætte indsigelse

mod et kommuneplanforslag, såfremt forslaget er i strid med regler

eller beslutninger efter § 3, eller regionplanlægningen for de emner,

der er nævnt i lovens § 6, stk. 3 og 4 (dvs. de bindende

regionplanretningslinier), jf. kapitel III, afsnit B, pkt. 1.

Pligten til at fremsætte indsigelse gælder dog ikke, hvis forholdet

er af underordnet betydning for regionplanlægningens formål.

3. Indsigelser mod lokalplanforslag

Efter planlovens § 29, stk. 2, skal amtsrådet fremsætte indsigelse

mod et lokalplanforslag efter samme kriterier som for

kommuneplanforslag.

Efter lovens § 29, stk. 3, kan en statslig myndighed fremsætte

indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som

myndigheden skal varetage. Denne beføjelse tilkommer alene de

statslige myndigheder.

4. Proceduren for indsigelser

Proceduren for indsigelser, der er fastlagt i planlovens § 28, er ens

for alle typer indsigelser uanset myndighed og plantype.

En indsigelse, som altid skal være begrundet, skal fremsættes over

for den myndighed, der har tilvejebragt planforslaget, dvs. over for

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, inden udløbet af

indsigelsesfristen.

Når indsigelse er fremsat, kan planforslaget først endeligt vedtages,

når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Kan enighed ikke opnås, kan parterne indbringe uafklarede spørgsmål

for miljøministeren til afgørelse.

VII Zoneinddeling og landzoneadministration (§§ 34-38)

A. Generelt

Landzonebestemmelserne viderefører i vidt omfang den hidtidige

retstilstand efter by- og landzoneloven.

Hovedformålet med zoneinddelingen og landzonebestemmelserne er som

hidtil at modvirke byspredning ved at hindre uønskede og

ukontrollerede bebyggelser og anlæg i det åbne land og at sikre, at

egentlig byudvikling sker, hvor der gennem region-, og kommune- og

lokalplanlægning er åbnet mulighed herfor.

Der er ikke ved formuleringen af planlovens formålsbestemmelse

tilsigtet nogen ændring i de hensyn, der skal varetages ved

landzonebestemmelserne i forhold til by- og landzoneloven. Dog vil

hensynet til bevaring af værdifuld bebyggelse nu også kunne varetages

i landzoneadministrationen, jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Udgangspunktet er, at landzonen skal friholdes for anden (uplanlagt)

bebyggelse m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug,

skovbrug og fiskeri.

I kombination med region-, kommune- og lokalplanlægningen skal

landzoneadministrationen sikre en udvikling, der er hensigtsmæssig

både udfra miljøbeskyttelses-, samfundsøkonomiske, rekreative,

landskabelige, naturbeskyttelsesmæssige, jordbrugsmæssige og

trafikale hensyn, samt hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af

råstofressourcerne.

Landzonebestemmelserne er således af central betydning for

jordbrugserhvervene, befolkningens rekreative interesser og

beskyttelsen af areal- og naturressourcer og et vigtigt virkemiddel

til sikring af gennemførelsen af den sammenfattende fysiske

planlægning.

Grundlaget for vurderingen af de konkrete landzonesager er region- og

kommuneplanernes retningslinier for udviklingen i det åbne land og i

landsbyerne. Disse retningslinier er netop fastlagt på baggrund af

afvejninger af de nævnte beskyttelses- og erhvervsinteresser i bred

forstand og med baggrund i den kortlægning og planlægning, som er

tilvejebragt for hvert af de enkelte interesseområder.

Det er i denne forbindelse også væsentligt at fremhæve den

sammenhæng, der er mellem landzonebestemmelserne og

ejendomsvurderingerne m.v. af landzonearealer.

B. Zoneinddelingen

Planlovens § 34 viderefører den inddeling af hele landet i byzoner,

sommerhusområder og landzoner, som gennemførtes med by- og

landzonelovens ikrafttræden i l970.

Den zoneinddeling, der er sket i henhold til den tidligere

planlægning, opretholdes uændret og gælder, indtil den ændres efter

reglerne i planloven.

Overførelse af nye landzonearealer til byzone/sommerhusområde kan kun

ske ved en lokalplan i henhold til planlovens § 15, stk. 2, og i

overensstemmelse med region- og kommuneplanens retningslinier for

byudviklingen.

Arealer kan tilbageføres til landzone fra byzone eller

sommerhusområde ved kommunalbestyrelsens beslutning. Planlovens kap.

10 indeholder bestemmelser herom, se kap. IX.

C. Landzonemyndigheden

Hovedreglen er, at amtsrådet har kompetencen til at meddele

tilladelser i henhold til planlovens § 35, stk. 1, jf. stk. 3.

I følgende tilfælde er det dog kommunalbestyrelsen, der er

landzonemyndighed

- i Københavns og Frederiksberg kommuner,

- i landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan, jf. kap.

IV, afsnit B, pkt. 2 og 4,

- i landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort

lokalplan. Det er en ændring i forhold til tidligere, hvor det kun

gjaldt lokalplaner, hvor forslaget var vedtaget efter den 1. juli

l980, eller tidligere udarbejdede lokalplaner, der af amtet havde

fået tillagt denne virkning,

- i tilfælde, hvor landzonekompetencen er overdraget til kommunen i

kraft af en forsøgsordning efter lovens § 4 eller et

frikommuneregulativ, jf. lovens § 69, stk. 2, og kap. XIII, afsnit D.

D. Kravet om landzonetilladelse

1. Hovedregel og undtagelser

Hovedreglen er, at der i landzone ikke må udstykkes, bygges eller

foretages ændring i anvendelsen af bygninger eller arealer uden

tilladelse fra landzonemyndigheden, jf. planlovens § 35, stk. 1.

Der er således som udgangspunkt et krav om forudgående tilladelse til

enhver ændring i det bestående.

Der gælder en række undtagelser fra kravet om tilladelse, jf.

planlovens §§ 36 og 37

1. Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4 til samdrift med en

bestående landbrugsejendom, jf. afsnit F, pkt. 1.

2. Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2,

jf. afsnit F, pkt. 2.

3. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende

ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for

udøvelse af fiskerierhvervet, jf. afsnit F, pkt. 1, 2 og 3.

Der kræves dog tilladelse for så vidt angår beliggenhed og udformning

af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en

landbrugs- eller en skovbrugsejendom eller til brug for udøvelse af

fiskerierhvervet, dersom bygningerne ikke opføres i tilknytning til

ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. lovens § 36, stk. 2 og

afsnit F, pkt. 1, 2 og 3.

4. Ibrugtagning af bebyggelse eller arealer til landbrug eller

skovbrug eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet, jf. afsnit

F, pkt. 1, 2 og 3.

5. Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette

udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter

reglerne i planloven, jf. kap. V, afsnit F, pkt. 6. Pr. 1. juli 1992

(ved ikrafttrædelsen af naturbeskyttelsesloven) vil foranstaltninger,

der er fastsat i en fredning efter naturbeskyttelsesloven endvidere

være undtaget fra kravet om landzonetilladelse.

6. Indvinding af råstoffer i jorden. jf. afsnit F, pkt. 6.

7. Byggeri, der efter bygningsreglement for småhuse er fritaget for

krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny

bolig, jf. afsnit F, pkt. 7.

8. Byggeri, der i bygningsreglement er fritaget for krav om

byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-,

forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse, jf.

afsnit F, pkt. 6.

9. Til- og ombygning af helårshus, hvorved husets samlede

bruttoetageareal ikke overstiger 250 m , jf. afsnit F, pkt. 7.

10. Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig, jf. afsnit

F, pkt. 7.

11. Endvidere kan overflødige driftsbygninger på en landbrugsejendom

tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, samt lager og

kontorformål uden tilladelse, men efter anmeldelse til

kommunalbestyrelsen, dersom en række betingelser er opfyldt, jf.

lovens § 37 og afsnit F, pkt. 5.

2. Definitioner

Udstykning

Ved udstykning forstås, at det registreres i matriklen, at arealer

fraskilles en eller flere samlede faste ejendomme og fremtidig udgør

en ny samlet fast ejendom, jf. udstykningslovens § 6.

Der kræves ikke tilladelse fra landzonemyndigheden til andre

matrikulære ændringer end udstykning, fx ikke til arealoverførsler ,

der består i, at areal fraskilles en fast ejendom og tillægges en

anden eksisterende fast ejendom.

Arealoverførsel til uændret anvendelse kan således ske uden

landzonetilladelse, også selv om et landzoneareal hermed tillægges en

byzoneejendom. Opmærksomheden henledes på de begrænsede muligheder,

der efter landbrugsloven består for at ophæve landbrugspligten.

Det betragtes heller ikke i sig selv som en ændret anvendelse, at et

areal overføres fra en landbrugsejendom til en boligejendom som have.

Hvis der ved arealoverførslen tilsigtes en ændret anvendelse og/eller

bebyggelse af det overførte areal, kræver anvendelsen/bebyggelsen

tilladelse efter landzonebestemmelserne, medmindre anvendelsen

og/eller bebyggelsen er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 36,

stk. 1 eller § 37.

Matrikelmyndigheden må ikke registrere en arealoverførsel, dersom

formålet er ændret anvendelse/bebyggelse, som forudsætter

landzonetilladelse, førend tilladelse fra landzonemyndigheden er

meddelt, jf. udstykningslovens § 20 om udstykningskontrollen i

relation til anden lovgivning.

Bebyggelse

Udtrykket »bebyggelse« skal forstås som i byggelovens § 2. Dvs., at

tilladelseskravet ikke alene gælder ved opførelse af bygninger, men

også ved etablering af andre faste konstruktioner og anlæg,

eksempelvis antenneanlæg og vindmøller. Også de i byggeloven nævnte

transportable konstruktioner er, når disse ikke rent forbigående

anvendes bygningsmæssigt, omfattet af bestemmelsen.

Opførelse af ny bebyggelse omfatter ikke alene selvstændige

bebyggelser, men også til- og ombygninger i forbindelse med

eksisterende byggeri.

Ændret anvendelse

Ved ændret anvendelse forstås en anden benyttelse af en bygning eller

et areal end hidtil.

Ændringen må antage en vis fast karakter.

En ganske kortvarig ændring i benyttelsen af en bygning eller et

areal er således ikke en ændret anvendelse, der kræver tilladelse

efter planlovens § 35, stk. 1. En periode på under 6 uger anses for

kortvarig.

Landbrugsejendomme

Efter landbrugslovens § 2 forstås ved en landbrugsejendom en ejendom,

der i matriklen er noteret som en landbrugsejendom. Medmin-dre

landbrugsministeren i særlige tilfælde fritager herfor, henregnes til

en landbrugsejendom tillige arealer, der uden at være omfattet af

noteringen i matriklen ved den seneste vurdering til ejendomsværdi og

grundværdi er vurderet under ejendommen. Der bortses dog fra arealer,

der er tilladt fraskilt ejendommen efter 1. april l980.

Skovbrugsejendomme

Ved skovbrug forstås såvel skovbrug, der i medfør af skovloven af 7.

juni l989 er undergivet fredskovspligt, som ikke-fredskovspligtige

skove.

E. Fælles for administrationen af tilladelseskravet m.v.

1. Varetagelse af hensyn, der er fælles for alle ansøgninger

Landzonemyndigheden skal ved udøvelsen af sine beføjelser efter

landzonebestemmelserne virke for gennemførelsen af region- og

kommuneplanen , jf. planlovens §§ 9 og 12.

Det indebærer, at landzonemyndigheden skal udøve et konkret skøn

inden for de rammer, som findes i planlægningen.

Det følger af planlovens § 35, stk. 2, at der ikke må meddeles

landzonetilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse,

hvis foranstaltningen er lokalplanpligtig efter lovens § 13, stk. 2,

før lokalplanen for den pågældende foranstaltning er offentligt

bekendtgjort. Opmærksomheden henledes på, at landzonelokalplaner kan

indeholde bestemmelser om, at lokalplanen skal erstatte de

tilladelser efter § 35, stk. 1 , som er nødvendige for lokalplanens

virkeliggørelse. Se nærmere om denne »samtidighed« i kapitel IV,

afsnit F, pkt. 6.

Landzonemyndighederne skal desuden ved den enkelte ansøgning navnlig

påse, at der ikke meddeles tilladelser, der vil kunne komme i strid

med naturbeskyttelseshensynet og hensynet til rekreative interesser .

Hensynet til det landskabelige udsyn fra veje , fx udsyn til

landsbykirker og fortidsminder skal også fortsat varetages i

forbindelse med tilladelse til byggeri.

Ved ansøgning om bebyggelse m.v. bør der lægges betydelig vægt på de

trafikale hensyn . Det bør således indgå i vurderingen, om der er

forsvarlige trafikale adgangsforhold, og om den ansøgte

foranstaltning vil kunne virke hindrende for en fortsat

hensigtsmæssig afvikling af trafikken. Der skal specielt gøres

opmærksom på, at visse virksomheder, der i særlig grad kan virke

trafikskabende, fx detailforretninger og virksomheder med

udstillingsmæssigt sigte, kun bør tillades, hvor dette efter

landzonemyndighedens skøn kan ske uden færdselsmæssige ulemper. I

tvivlstilfælde kan der indhentes en udtalelse fra vejbestyrelsen,

hvis denne er en anden end landzonemyndigheden.

Afgørelsen af, om en ændret benyttelse af bestående bebyggelse vil

kunne tillades, skal træffes på grundlag af de samme overvejelser,

som ved ansøgninger om tilladelse til opførelse af ny bebyggelse. Det

gælder også, selv om der ikke foretages en ombygning i forbindelse

med den ændrede benyttelse.

Det må imidlertid også tages i betragtning, at bygningen allerede

findes det pågældende sted, og at der derfor kan være særlige hensyn

at tage til bevarelsen og udnyttelsen af eksisterende værdier,

navnlig hvis den ønskede anvendelse ikke er mere belastende for

miljøet end den hidtidige.

En hidtidig lovlig udnyttelse fra tiden før by- og landzonelovens

ikrafttræden den 1. januar l970 kan fortsætte uændret uden tilladelse

i henhold til landzonebestemmelserne. Eventuelle senere om- og

tilbygninger eller en ændret anvendelse kræver tilladelse fra

landzonemyndigheden.

For byggeri indenfor kystnærhedszonen skal landzoneadministrationen

ske i overensstemmelse med forudsætningerne i kystcirkulæret (§ 9 i

cirk. nr. 215 af 19. december 1991).

I kystnærhedszonen stilles der videregående krav til

landzoneadministrationen. Der må således vises en særlig

tilbageholdenhed over for ønsker om udstykning, bebyggelse og anlæg i

det åbne land.

Endvidere må der i sagsbehandlingen lægges særlig vægt på, at de

landskabelige, miljøbeskyttelsesmæssige og rekreative hensyn,

herunder at adgangsforholdene til kysten, ikke forringes.

Landzonemyndigheden bør være imødekommende med at meddele tilladelser

på de små øer , særligt til erhverv og helårsbeboelse, når det

ansøgte ikke strider mod planlægningen. Mange små øer er dog omfattet

af EF's fuglebeskyttelsesdirektiv, Ramsarkonventionen eller andre

særlige fredningsbestemmelser, der kan være til hinder for opførelse

af ny bebyggelse m.m.

Landzonemyndigheden skal endvidere påse, at der ikke gives tilladelse

til bebyggelse i kystnære områder, hvor der kan være risiko for

oversvømmelse eller for at bebyggelsen nedbrydes af havet.

Ansøgninger om bebyggelse i sådanne områder bør forelægges

kystinspektoratet til udtalelse. I tilfælde af skader som følge af

stormflod er det dog stormflodsrådet, der afgør, om der kan ydes

erstatning.

Tilladelse til genopførelse af nedbrændt bebyggelse bør normalt

meddeles, medmindre planlægningen eller andre omstændigheder klart

taler imod, fx i tilfælde, hvor den nedbrændte bygning ikke var

lovligt opført, eller tilfælde, hvor bebyggelsen under alle

omstændigheder ville have haft en begrænset levetid under hensyn til

dens alder og vedligeholdelsesstand.

Ansøgninger om tilladelse til istandsættelse m.v., der går udover

almindelige reparations- og vedligeholdelsesarbejder, bør behandles

imødekommende for så vidt angår beboede bygninger eller bygninger,

der indtil for nylig har været beboet. Der må herved lægges vægt på,

at de værdier, som den eksisterende bygning repræsenterer, ellers

ville gå tabt.

Hvis bygningen derimod har været forladt i længere tid og er

forfalden, så den ikke repræsentere nogen værdi af betydning, skal

landzonemyndigheden lægge de samme hensyn til grund ved behandlingen

af ansøgningen om »istandsættelse« som ved ansøgninger om opførelse

af ny bebyggelse.

2. Forholdet til anden lovgivning

Hvis et spørgsmål er detailreguleret efter anden lovgivning , som

varetager hensyn, der også varetages af landzonebestemmelserne, skal

landzonemyndigheden lade særmyndighedens vurdering af hensynet indgå

ved afgørelsen af landzonesagen. Landzonebestemmelserne indebærer i

øvrigt ingen ændringer i anden lovgivning fx om udstykning, opførelse

af ny bebyggelse og ændret benyttelse af bestående bebyggelse og af

ubebyggede arealer i landzone. Denne lovgivning finder derfor fuldt

ud anvendelse på forhold, der tillades efter landzonebestemmelserne.

Ansøgeren bærer selv ansvaret for, at bestemmelserne i anden

lovgivning er overholdt, og må selv drage omsorg for, at andre

nødvendige tilladelser indhentes.

Da det i forbindelse med landzonetilladelser tillige ofte er påkrævet

med tilladelser efter bla. naturfredningsloven, landbrugsloven,

vejlovgivningen, byggelovgivningen eller

miljøbeskyttelseslovgivningen, henstilles det dog til

landzonemyndigheden i videst muligt omfang at søge at tilrettelægge

administrationen med henblik på en samtidig sagsbehandling .

Særligt i de tilfælde, hvor der i landzonetilladelsen skal foretages

en afvejning af hensyn, der også indgår i behandlingen efter anden

lovgivning, er det vigtigt, at sagsbehandlingen koordineres. Som

eksempel kan nævnes vejlovgivningen . Trafikale hensyn indgår i

vurderingen efter landzonebestemmelserne, men der skal ofte også

meddeles en tilladelse efter vejlovgivningen. Hvis det er samme

myndighed, der administrerer de to områder i den konkrete sag, bør

sagen afgøres samtidig efter begge love. Men også, hvor amtsrådet er

myndighed efter den ene lovgivning og kommunalbestyrelsen efter den

anden, bør sagerne koordineres.

Samme forhold som ved vejlovgivningen gør sig gældende i forholdet

mellem landzonebestemmelserne og naturfredningslovens

beskyttelseslinier .

Det bemærkes, at bebyggelser i forbindelse med fiskerierhvervet på

grund af placeringen ofte er omfattet af naturfredningslovens

beskyttelseslinier.

3. Ansøgninger og anmeldelser

Når kommunalbestyrelsen modtager ansøgning om byggetilladelse ,

følger det af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 44 af 1. april

1992 om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager, at

kommunalbestyrelsen skal påse, at de fornødne tilladelser efter anden

lovgivning, bl.a. planloven, er meddelt. Det samme gælder, når der i

henhold til bygningsreglementet foretages anmeldelse af byggeri, der

kan opføres uden byggetilladelse, fx driftsbygninger til en

landbrugsejendom, jf. bygningsreglementets kap. 13.9.5.

Det er bygherren selv, der har ansvaret for, om der skal indhentes

landzonetilladelse og byggetilladelse, eller om projektet alene skal

anmeldes til kommunen. I tvivlstilfælde forudsættes bygherren at

rådføre sig med den pågældende kommune eller landzonemyndigheden.

Er kommunen i tvivl om, hvorvidt et anmeldt byggeri er

erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift, skal

sagen forelægges landzonemyndigheden til vurdering.

Ligeledes skal kommunalbestyrelsen ved anmeldelse efter planlovens §

38 ikke alene påse, at betingelserne efter § 37 er opfyldt, men bør

også i videre omfang undersøge, om der er hindringer for den anmeldte

virksomhed. Se nærmere om § 37 afsnit F, pkt. 5.

Det skal anbefales, at kommunen i forbindelse med behandlingen af

anmeldelsen anmoder anmelderen om at overveje spørgsmålet om oplag,

således at dette spørgsmål kan afklares allerede i forbindelse med

anmeldelsen inden etableringen af virksomheden.

Anmeldelser efter § 38 skal indeholde alle oplysninger til brug for

kommunalbestyrelsens vurdering af, om betingelserne i § 37 er

opfyldt.

Er betingelserne efter § 37 ikke opfyldt, skal kommunalbestyrelsen

gøre indsigelse inden 2 uger fra anmeldelsens modtagelse.

Gøres der ikke indsigelse inden 2 uger, kan etablering ske i henhold

til § 37.

Det påhviler dog fortsat kommunalbestyrelsen at berigtige ulovlige

forhold i henhold til § 37 efter udløbet af 2- ugers fristen, jf.

lovens § 51, stk. 1.

Hvis der er en lokalplan for området, skal kommunalbestyrelsen påse,

at anvendelsen er i overensstemmelse hermed, eller om dispensation er

påkrævet.

Inden for 2-ugers fristen må ibrugtagen ikke ske, medmindre

kommunalbestyrelsen skriftligt har meddelt anmelderen, at

betingelserne er opfyldt, jf. dog under afsnit F, pkt. 5.

Hvis betingelserne i § 37 ikke er opfyldt, kan ibrugtagen ikke ske,

før der er opnået sædvanlig landzonetilladelse, eller forholdet er

bragt i overensstemmelse med betingelserne i § 37.

Bestemmelsen i § 37 indskrænker ikke kommunalbestyrelsens mulighed

for at nedlægge et forbud efter planlovens § 14 med henblik på at

udarbejde en lokalplan. Opmærksomheden henledes dog på, at der af

hensyn til landbrugserhvervet gælder visse begrænsninger i

kommunalbestyrelsens mulighed for uden for landsbyer at

lokalplanlægge for arealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig

anvendelse, jf. planlovens § 15, stk. 5.

Selvom kommunalbestyrelsen finder, at det anmeldte er i

overensstemmelse med bestemmelserne i planlovens § 37, og

anvendelsesændringen ikke kræver byggetilladelse, bør

kommunalbestyrelsen inden udløbet af 2-ugers fristen gør anmelderen

opmærksom på de relevante bestemmelser i anden lovgivning, der

eventuelt kan hindre virksomhedens etablering.

Udover planloven, byggeloven og miljølovgivningen bør

kommunalbestyrelsen navnlig være opmærksom på, om der eventuelt

stilles krav efter vejlovgivningen, naturfredningsloven,

bygningsfredningsloven og arbejdsmiljøloven.

Kommunalbestyrelsen bør ligeledes gøre anmelder opmærksom på, at

udvidelser af en bygning, der er taget i brug efter § 37, vil kræve

landzonetilladelse, medmindre udvidelsen er uvæsentlig, jf. § 37,

stk. 1, nr. 1.

F. Administration af de enkelte anvendelsesønsker

1. Landbrug.

Udstykning

Udstykninger til oprettelse af nye landbrug, gartnerier og

frugtplantager m.v. kræver tilladelse, jf. lovens § 35, stk. 1.

Landbrugsloven indeholder regler om oprettelse af nye

landbrugsejendomme. Der henvises til § 45 i Landbrugsministeriets

cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990 om lov om landbrugsejendomme.

I tilfælde, hvor formålet med en udstykning er etablering af et

jordbrug, der kan tillades efter landbrugslovgivningen, bør

landzonetilladelse gives, medmindre denne arealanvendelse er i strid

med region- og kommuneplanlægningen.

Når der sker udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4 til

samdrift med en bestående landbrugsejendom, kræves der ikke

tilladelse til frastykning af bygningsparcellen, jf. lovens § 36,

stk. 1, nr. 1. Se i øvrigt Landbrugsministeriets cirkulære nr. 38 af

8. marts 1990 § 26.

Der kræves altid tilladelse til udstykning af en eksisterende

medhjælperbolig, jf. planlovens § 35, stk. 1.

Der bør aldrig tillades udstykning af en medhjælperbolig, der

benyttes som sådan.

En overflødig medhjælperbolig kan derimod normalt tillades udstykket,

hvis der er overvejende sandsynlighed for, at den under hensyn til

ejendommens størrelse, driftsform og øvrige boliger samt antallet af

beskæftigede på ejendommen også på længere sigt vil være overflødig.

Boliger

Opførelse og ibrugtagning af boliger, der er erhvervsmæssigt

nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kræver ikke

tilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Udformningen og beliggenheden af boliger, der opføres uden

tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, kræver dog

tilladelse, jf. § 36, stk. 2, se nedenfor om placering og udformning

af landbrugsbebyggelse.

En passende beboelsesbygning er erhvervsmæssigt nødvendig for en

landbrugsejendom.

Beboelsesbygninger på landbrugsejendomme vil traditionelt være noget

større end almindelige parcelhusboliger. Det må dog indgå i

vurderingen, om bygningen har en sådan størrelse og karakter, at

dette forhold kan forringe ejendommens erhvervsmæssige udnyttelse og

vanskeliggøre, at ejendommen senere kan sælges til en landmand til

erhvervsmæssig jordbrugsmæssig drift.

Opførelse af et usædvanligt luksuriøst stuehus kræver således

tilladelse.

Det forhold, at flere personer i fællesskab kan erhverve en

landbrugsejendom, medfører ikke ret til opførelse eller indretning af

flere boliger eller opførelse af en beboelsesbygning, hvis størrelse

overstiger, hvad der anerkendes på tilsvarende landbrugsejendomme i

almindeligt selveje.

Opførelse af en erhvervsmæssigt nødvendig medhjælperbolig kræver ikke

tilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3.

I dag anses der dog normalt ikke at være et erhvervsmæssigt behov for

mere end een bolig på en landbrugsejendom.

En eventuel medhjælper kan ofte lige så godt bo i et nærliggende

bysamfund som på selve landbrugsejendommen, medmindre der er en

speciel produktion, der kræver overvågning døgnet rundt.

Ved bedømmelsen af konkrete ansøgninger må der endvidere lægges vægt

på, om ejendommen også på længere sigt kan danne grundlag for flere

personers fulde arbejdsindsats.

Ved opførelse af medhjælperboliger o.lign. skal bestemmelserne i

byggelovens § 10 a overholdes, således at en eventuel senere

udstykning ikke kan hindres af bebyggelsesregulerende bestemmelser

eller vejlovgivningen.

Hvis medhjælperboligen er erhvervsmæssigt nødvendig, skal der som

nævnt ovenfor ikke meddeles landzonetilladelse til selve opførelsen.

Da boligen skal placeres i overensstemmelse med byggelovens § 10 a,

vil der formentlig i større omfang end hidtil blive tale om

tilladelse til beliggenhed og udformning, da opførelsen ikke vil ske

i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, jf. planlovens §

36, stk. 2 og nedenfor om placering og udformning af

landbrugsbebyggelse.

Anvendelsesskift til landbrugsformål

Tidligere beboelsesbygninger, der påny ønskes inddraget som

helårsbeboelse eller andet, der er erhvervsmæssigt begrundet i

ejendommens drift som landbrugsejendom, er undtaget fra kravet om

landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Driftsbygninger

Opførelse og ibrugtagning af driftsbygninger, der er et

erhvervsmæssigt nødvendigt led i driften af en landbrugsejendom,

kræver ikke tilladelse jf. § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Er der tvivl om, hvorvidt et ønsket byggeri er erhvervsmæssigt

nødvendigt for den pågældende ejendom, eller er der tale om opførelse

af et byggeri af et sådant omfang, at det kan stride mod

landbrugslovens § 7, stk. 1, 2. punktum, bør landzonemyndigheden

indhente en vejledende udtalelse fra

Jordbrugskommissionen/Jordbrugsdirektoratet herom.

Om opførelse af driftsbygninger uden tilknytning til de hidtidige

bebyggelsesarealer, henvises til afsnittet nedenfor om placering og

udformning af landbrugsbebyggelse.

Avls- og driftsbygninger, herunder fodersiloer m.v., der udelukkende

ønskes opført til jordbrugsmæssige formål i tilknytning til en

landbrugsejendoms drift, må principielt anses for nødvendige for den

pågældende ejendoms drift.

Størrelsen af de nødvendige bygninger kan variere betydeligt i omfang

og er ikke alene afhængig af størrelsen af ejendommens

jordtilliggende, men også af den valgte driftsform.

På mindre ejendomme kan der fx være en produktion, der kræver ret

store driftsbygninger set i forhold til ejendommens arealstørrelse,

fx hvis animalsk produktion i væsentligt omfang er baseret på indkøbt

foder.

Det er derfor ikke muligt at fastsætte et fast forhold mellem

ejendommens driftsbygninger og arealets størrelse.

Ved afgørelsen af de konkrete sager må der bl.a. lægges vægt på, om

virksomheden antager industriel karakter, og om der er en passende

driftsmæssig sammenhæng mellem den produktion, der er knyttet til

ejendommens jorder, fx med hensyn til frembringelse af foder m.v.,

udspredning af gødning eller med henblik på sikring af

helårsbeskæftigelse i virksomheden.

Det er ligeledes af betydning, hvor store arealer, der anvendes til

bygninger, dyrefolde m.v. og hvor store arealer, der dyrkes

landbrugsmæssigt. Også produktionens karakter, herunder om der sker

en forarbejdning af produkterne, og antallet af personer, der på

årsbasis beskæftiges i virksomheden, bør indgå i vurderingen.

Det er ejeren af landbrugsejendommen eller forpagteren, der har

forpagtet hele ejendommen, der frit kan opføre de erhvervsmæssigt

nødvendige bebyggelser.

Ifølge landbrugslovens § 12, stk. 1, nr. 5 kan et areal for et

tidsrum på indtil 30 år udlejes til opførelse af bygninger til

jordbrugsmæssig produktion uden tilladelse fra landbrugsministeriet.

Der kræves ikke landzonetilladelse til en lejers opførelse af

bygninger, såfremt lejeren alene optræder som investor, mens det i

øvrigt er hensigten, at den produktion, der skal finde sted i

driftsbygningerne, skal indgå som et led i den jordbrugsmæssige

produktion på ejendommen.

I andre tilfælde forudsætter bygninger opført af en lejer

landzonetilladelse.

Der bør meddeles tilladelse til en lejer i det omfang, byggeriet

kunne have været opført frit af ejeren.

Pelsdyrhaller

Såfremt pelsdyravl indgår som et led i en landbrugsejendoms

jordbrugsmæssige udnyttelse, må pelsdyrhaller i almindelighed anses

for erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som

landbrugsejendom.

En forudsætning for, at pelsdyrhaller kan opføres uden tilladelse fra

landzonemyndigheden, er dog, at der er et passende forhold mellem

bygninger og ejendommens jordtilliggende.

Det vil således være afgørende for spørgsmålet om bebyggelsens

erhvervsmæssige nødvendighed, at en væsentlig del af halm m.v. til

dyrene frembringes på ejendommens jorder, og at gødning fra farmens

dyrehold kan finde anvendelse på jorderne.

Dette krav vil i almindelighed være opfyldt, hvis forholdet mellem

bygninger og jordtilliggende svarer til pelsdyrhaller på tilsammen

ca. 500 m bebygget areal pr. ha landbrugsjord, der hører til

landbrugsejendommen, herunder eventuel skov, udyrkede arealer m.v.

Ved det bebyggede areal forstås alene det samlede overdækkede areal,

men derimod ikke eventuelle uoverdækkede gangarealer mellem

pelsdyrhallerne eller andre uoverdækkede gangarealer m.v. inden for

de indhegnede områder.

Er der tale om en større pelsdyrfarm, dvs. en farm forsynet med mere

end 1500 m pelsdyrhaller, må sagen under alle omstændigheder

forelægges landzonemyndigheden med henblik på en vurdering af,

hvorvidt byggeriet forudsætter landzonetilladelse.

Denne vurdering bør ikke have form af en planlovsbehandling, men bør

alene være en administrativ konstatering af, om tilladelse kræves.

Opmærksomheden henledes på, at lokalisering af pelsdyrfarme skal ske

i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 12 af 3.

januar 1992 om pelsdyrfarme.

Drivhuse

Drivhuse må principielt anses for nødvendige for en landbrugsejendoms

drift som gartneri, og drivhuse på gartneriejendomme kan opføres uden

tilladelse.

Hvis der i forbindelse med gartneridriften etableres aktiviteter, fx

detailsalg, emballerings-, forarbejdnings- eller anden virksomhed af

et ikke uvæsentligt omfang, forudsætter disse aktiviteter dog

landzonetilladelse.

Placering og udformning af landbrugsbebyggelse

Ifølge planlovens § 36, stk. 2 skal der indhentes tilladelse fra

landzonemyndigheden til beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt

nødvendige bygninger, der ikke opføres i tilknytning til ejendommens

hidtidige bebyggelsesarealer.

Bestemmelsen omfatter både driftsbygninger og beboelsesbygninger,

herunder medhjælperboliger.

Opførelse af små bebyggelser, såsom læskure og lignende typiske

primitive bygninger, kræver dog ikke tilladelse. I tvivlstilfælde

forelægges spørgsmålet for landzonemyndigheden.

Bestemmelsen giver landzonemyndigheden mulighed for at varetage

landskabelige og trafikale hensyn i relation til byggeriets placering

og udformning, bl.a. i form af vilkår for tilladelsen. Bestemmelsen

kan imidlertid ikke anvendes til generelt at nægte tilladelse til

opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en

landbrugsejendom m.v.

Såfremt ejendommens bygninger ikke ligger samlet, forstås ved de

hidtidige bebyggelsesarealer de arealer, hvorpå hovedparten af

ejendommens driftsbygninger ligger, eller det areal, hvorpå

ejendommens stuehus hidtil har ligget.

Ved opførelse af beboelses bygninger »i tilknytning til de nævnte

arealer« forstås efter praksis opførelse inden for en afstand af

indtil ca. 20 m fra bebyggelsen. For så vidt angår opførelse af

driftsbygninger kan der ikke fastsættes en bestemt afstand fra de

hidtidige bebyggelsesarealer til afgørelse af, om opførelse af den

pågældende driftsbygning forudsætter en landzonetilladelse eller ej.

Ved opførelse af driftsbygninger må der foretages en konkret

vurdering ud fra driftsmæssige og miljømæssige forhold og således, at

ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig

helhed.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på Miljøministeriets bekendtgørelse

nr. 11 af 3. januar 1992 om lokalisering af erhvervsmæssigt dyrehold

og på bekendtgørelse nr. 12 af 3. januar 1992 om pelsdyrfarme.

Fællesanlæg

Der kræves tilladelse til opførelse af driftsbygninger med

tilknytning til flere landbrugsejendomme, fx fællesstalde eller

fællesanlæg for behandling og forarbejdning af korn, foderstoffer,

lucerne, grøntpiller, halm, minkfoder, maskinstationer m.v. Det vil

imidlertid som oftest være i overensstemmelse med

landzonebestemmelsernes formål at give tilladelse til det pågældende

byggeri.

Såfremt landzonemyndigheden skønner, at bebyggelser som nævnt i det

foregående vil kunne være i strid med bestemmelserne i

landbrugslovens § 7, stk. 1, 2. punktum om, at en landbrugsejendom

skal drives på en forsvarlig erhvervsmæssig måde, bør der indhentes

en vejledende udtalelse fra

jordbrugskommissionen/jordbrugsdirektoratet.

Ophævelse af landbrugspligten

Ophævelse af landbrugspligten på en landbrugsejendom betragtes ikke i

sig selv som en ændret benyttelse, som kræver landzonetilladelse.

Heller ikke de tilfælde, hvor landbrugspligten ophæves på

restparcellen, efter at jorden er frastykket, betragtes som ændret

anvendelse, der kræver tilladelse. Det forudsætter dog, at

beboelsesbygningen på restparcellen fortsat anvendes til

helårsbeboelse eller overgår til fritidsbeboelse, jf. planlovens §

36, stk 1, nr. 10. Det forudsættes endvidere, at de tidligere avls-

og driftsbygninger på restparcellen alene udnyttes som udenomsrum

eller overgår til anvendelse efter planlovens § 37, jf. afsnit F,

pkt. 5.

2. Skovbrug

Ved administrationen af landzonebestemmelserne bør der anlægges samme

synspunkter både for fredskov og for ikke- fredskov.

Udstykning

Udstykning til oprettelse af en skovbrugsejendom kræver tilladelse

fra landzonemyndigheden.

Udstykning af fredskovspligtige arealer på mindst 35 ha efter

landbrugslovens § 4, stk. 2 er dog undtaget fra kravet om tilladelse

fra landzonemyndigheden jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 2. Der

henvises til Landbrugsministeriets cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990

§ 11 og Landbrugsministeriets vejledning nr. 113 af 15. august 1989,

pkt. 2.1.

Under hensyn til den særlige ejendomsstruktur indenfor skovbruget vil

landzonemyndigheden normalt ikke kunne modsætte sig udstykninger, der

sker som led i sammenlægning af fredskovsarealer til oprettelse af en

ny fast ejendom, dersom sigtet med udstykningen er en forbedring af

bedriftsstrukturen. Det er dog under forudsætning af, at skovene

ligger så tæt på hinanden, at de vil udgøre en helhed.

For så vidt angår udstykning af overflødiggjorte beboelsesbygninger

henvises til afsnit F, pkt. 5.

Bebyggelse

Opførelse og ibrugtagning af bebyggelse, der er erhvervsmæssigt

nødvendig for driften af en skovbrugsejendom, kræver ikke

landzonetilladelse, lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Boliger

På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en

bestemt arealstørrelse som betingelse for opførelse af et

beboelseshus, men under normale forhold må der forudsættes et

bevokset

areal på mindst ca. 100 ha.

Medhjælperboliger

For medhjælperboliger er hovedreglen, at medhjælpere lige så godt kan

bo i et nærliggende bysamfund. Medhjælperboliger bør derfor kun

tillades i yderst velbegrundede tilfælde.

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendig må en

beboelsesbygning således skulle bebos af en person, der anvender sin

fulde arbejdsindsats i skoven med udsigt til varig beskæftigelse og

kun i tilfælde, hvor skovdriften nødvendiggør beboelse i skoven.

Der gøres i denne forbindelse opmærksom på, at en del

skovbrugsejendomme består af sammenkøbte parceller, således at skoven

består af flere særskilte ejendomme i matrikulær henseende.

Det nødvendige arealmæssige grundlag for en beboelse må i givet fald

forlanges sikret ved sammenlægning til en samlet fast ejendom, der

ikke kan deles uden udstykning.

På store skovbrugsejendomme vil der på grund af de senere årtiers

udvikling ofte være overflødige skovtjenestehuse, som kan være

udlejet til personer, der ikke er beskæftiget på ejendommen. I

sådanne tilfælde kan nye beboelseshuse ikke anses for nødvendige.

Såfremt ønsket om et nyt beboelseshus begrundes med nødvendigheden af

en bedre boligstandard end den eksisterende, vil det kunne stilles

som betingelse, at det overflødiggjorte gamle hus nedrives.

Driftsbygninger

For at kunne anses som erhvervsmæssigt nødvendig, må en bygning

skulle tjene skovdriften og for eksempel ikke jagt- eller

landbrugsmæssige formål, ligesom der ikke må være tale om bygninger

til brug for entreprenørvirksomhed i andre skove end den, hvori de

opføres.

Der må lægges vægt på, at bygningerne ikke er indrettet på en måde,

der gør dem egnet til natophold eller rekreativ anvendelse.

I skove af en sådan størrelse, der nødvendiggør en traktor, kan en

garage på indtil 40 m uden fast gulv være nødvendig. Kun i skove med

et bevokset areal over ca. 50 ha kan maskinhuse på over 40 m anses

for nødvendige. I tvivlstilfælde bør der indhentes udtalelse fra

skovmyndighederne.

Bygninger til opbevaring af skovede effekter vil i almindelighed ikke

være nødvendige. Derimod vil et skur på indtil 5-6 m næsten altid

blive anset for erhvervsmæssigt nødvendigt til opbevaring af

redskaber m.v.

3. Fiskeri

Opførelse og ibrugtagning af byggeri, der er erhvervsmæssigt

nødvendigt for udøvelsen af fiskerierhvervet, kræver ikke

landzonetilladelse, jf. lovens § 36, stk. 1, nr. 3 og 4.

Udøvelse af fiskerierhvervet omfatter både saltvands- og

ferskvandsfiskeriet. Det er det traditionelle fiskerierhverv, nemlig

typisk fjord- og kystfiskeri, der er fritaget for tilladelseskravet.

Redskabsskure og bådehuse er eksempler på bebyggelser, der kan være

erhvervsmæssigt nødvendige for udøvelsen af fiskerierhvervet, og

derfor kan opføres uden tilladelse.

Etablering af dambrug, der indgår som led i en landbrugsejendoms

jordbrugsmæssige udnyttelse, kræver ikke tilladelse. I øvrigt vil de

fleste dambrug kræve tilladelse på grund af virksomhedens

industrielle eller atypiske præg. Det gælder således de større og

mere intensivt drevne dambrug, overdækkede dambrugsbassiner og

landbaserede saltvandsbrug.

Det følger af foranstående, at boliger i tilknytning til dambrug som

hovedregel ikke kan betragtes som erhvervsmæssigt nødvendige for

udøvelse af fiskerierhvervet. Opførelse af boliger til dambrug vil

derfor normalt forudsætte landzonetilladelse.

Andre bebyggelser med tilknytning til fiskerierhvervet, såsom

fiskemels- og fiskekonservesfabrikker, auktionshaller og lagerhaller

kræver landzonetilladelse, men bør i øvrigt næsten altid henvises til

erhvervsarealer i byzone.

4. Jordbrugstilknyttede erhverv

Pelsdyrfarme m.v .

Opførelse af pelsdyrfarme o. lign. på ikke- landbrugspligtige

ejendomme kræver altid tilladelse i henhold til planlovens § 35, stk.

1. Opmærksomheden henledes på Miljøministeriets bekendtgørelser nr.

11 og 12 af 3. januar 1992 om henholdsvis lokalisering af

erhvervsmæssigt dyrehold og pelsdyrfarme.

Rideskoler, dyrepension m.v.

Opførelse af bygninger m.v. til virksomheder af ikke- jordbrugsmæssig

karakter som fx rideskole, ridehal, hestepension, dyrehospital,

dyrepension, hundekennel m.v. kræver tilladelse fra

landzonemyndigheden.

Ved behandlingen af konkrete ansøgninger skal der lægges særlig vægt

på beskyttelsen af rekreative områder og naturområder.

5. Andre erhverv

Nybyggeri

Opførelse af byggeri til brug for industri, håndværk, kontor,

liberale erhverv, hotel, kroer, restaurationer m.v. kræver tilladelse

fra landzonemyndigheden. Sådanne erhvervsbyggerier bør som hovedregel

placeres i byzone. Derfor bør der kun undtagelsesvis og kun i

overensstemmelse med konkrete lokaliseringsretningslinier i region-

og kommuneplanlægningen, fx for udpegede landsbyer, gives tilladelse

til opførelse eller mere end uvæsentlige udvidelser af sådanne

erhvervsvirksomheder.

Eksisterende, overflødige landbrugsbygninger

Ifølge lovens § 37 kan bygninger, der ikke længere er nødvendige for

driften af en landbrugsejendom, uden tilladelse efter § 35, stk. 1

tages i brug til håndværks- og industriformål, samt lager og

kontorformål m.v. på betingelse af,

at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller

tilbygges i væsentligt omfang, og

at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Der vil endvidere kunne etableres et mindre ikke skæmmende oplag

efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

Bestemmelsen er i al væsentlighed uændret i forhold til den

tilsvarende regel i by- og landzoneloven bortset fra, at den

tidligere begrænsning i antallet af beskæftigede til maximalt 5

ansatte er udgået.

Bestemmelsen omhandler etablering af nye virksomheder inden

for bestående bygningsmæssige rammer . Bestemmelsen omfatter såvel

overflødiggjorte bygninger på en eksisterende landbrugsejendom som

bygninger på et nedlagt landbrugs restparcel, såfremt bygningerne

ikke varigt er overgået til anden anvendelse.

Bygningerne må ikke mere være nødvendige for en landbrugsejendoms

drift. Dette er typisk tilfældet, hvis bygningerne ikke har været

anvendt gennem længere tid, fx på grund af en omlægning af

ejendommens drift.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger, der efter by- og landzoneloven

eller planlovens § 35 er tilladt anvendt til anden erhvervsmæssig

anvendelse på åremål eller på vilkår om eventuel tilbageførsel til

landbrugsmæssig udnyttelse i tilfælde af, at der igen måtte opstå

behov for driftsbygninger på ejendommen, betragtes stadig som

»overflødiggjorte landbrugsbygninger« og er derfor omfattet af § 37.

Sådanne bygninger kan således efter anmeldelse til

kommunalbestyrelsen, jf. § 38, uden landzonetilladelse skifte

anvendelse indenfor rammerne af § 37.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger, som efter by- og landzoneloven

eller planlovens § 35, stk. 1, er tilladt anvendt til andet formål

uden tidsmæssig begrænsning, betragtes derimod ikke længere som

landbrugsbygninger. § 37 finder derfor ikke anvendelse på disse

bygninger.

Ændret anvendelse af bygninger, der er taget i brug efter §

38-anmeldelse eller anmeldelse efter § 8a i by- og landzoneloven,

kræver fornyet § 38-anmeldelse, da kommunalbestyrelsen skal have

mulighed for at vurdere, om den nye anvendelse opfylder betingelserne

i § 37.

Etableringen kan alene ske i bestående overflødiggjorte

landbrugsbygninger, der ikke »om- eller tilbygges i væsentligt

omfang«, jf. § 37, stk. 1, nr. 1.

Det er for det første en betingelse, at der er tale om egentlige

bygninger, der er egnede til formålet. Bestemmelsen finder således

ikke anvendelse på fx drivhuse, staklader eller presenningshaller,

uanset den tidligere anvendelse heraf.

Det er for det andet en betingelse, at de overflødiggjorte

landbrugsbygninger er af rimelig standard, der ikke nødvendiggør

omfattende istandsættelser eller om- /tilbygninger. Hensigten med

bestemmelsen er nemlig at muliggøre en rimelig udnyttelse af

bestående værdier. Genopbygning af en ruin eller af en meget ringe

bygning kræver derfor landzonetilladelse efter § 35, stk. 1,

sammenhold ovenfor afsnit E, pkt. 1 om istandsættelser. Det samme

gælder »væsentlige om- /tilbygninger«.

Opmærksomheden henledes på afsnit E, pkt. 3, hvori det nærmere er

omtalt, at anden lovgivning kan være til hinder for etableringen.

Kravet om, at der ikke må foretages væsentlige om- eller

tilbygninger, betyder, at der som hidtil kan foretages alle de for

erhvervsetableringen nødvendige indre ombygninger, herunder

ombygninger til opfyldelse af krav, der stilles af myndighederne som

betingelse for etableringen, fx krav efter sundheds- og

arbejderbeskyttelseslovgivningen.

De ikke væsentlige om- eller tilbygninger, der er tilladt efter

bestemmelsen, omfatter også mindre, udvendige om- eller tilbygninger.

Der kan fx i forbindelse med etablering af virksomheden være behov

for at opføre en mindre tilbygning for at skabe tilfredsstillende

indgangsforhold til virksomheden.

Ved afgørelsen af, om der er tale om en »væsentlig om- /tilbygning«,

må kommunalbestyrelsen som udgangspunkt lægge vægt på, om bygningens

ydre fremtræden og karakter stort set bevares, og om de indvendige

ombygninger er økonomisk rimelige, set i forhold til bygningens

samlede værdi.

Hvis der først efter virksomhedens etablering opstår behov for om-

eller tilbygninger, skal der ske fornyet anmeldelse efter § 38 til

kommunalbestyrelsen, som skal have lejlighed til at vurdere, om

arbejdet frit kan udføres efter § 37.

§ 12, stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt. angår kun byzonearealer. Den giver

kommunalbestyrelsen mulighed for at modsætte sig udstykning og

bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens

rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt

vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jf. §

11, stk. 7.

Bestemmelsen kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor der ikke er

lokalplanpligt. Er byggeriet så omfattende, at det er

lokalplanpligtigt, kan kommunalbestyrelsen nægte at tilvejebringe den

nødvendige lokalplan med henvisning til, at planen ville være i strid

med kommuneplanen.

Bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., fastslår, at forbud ikke kan

nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret

byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

Bestemmelsen er en lovfæstelse af gældende administrativ praksis.

§ 12, stk. 3

Bestemmelsen finder både anvendelse i byzone- og sommerhusområder,

men ikke i områder udlagt til offentligt formål.

Bestemmelsen i § 12, stk. 3, gør det muligt for kommunalbestyrelsen

at forhindre kommuneplanstridige handlinger i form af bebyggelse

eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer.

Forbud kan nedlægges mod opførelse af bebyggelse m.v., der er i strid

med bestemmelser i kommuneplanens rammedel.

Kommunalbestyrelsens mulighed for at nedlægge forbud er udvidet i

forhold til kommuneplanloven, hvor forbud kun kunne nedlægges på

grundlag af kommuneplanens anvendelsesbestemmelser om bolig- eller

erhvervsformål.

Udvidelsen indebærer, at forbud tillige kan nedlægges mod opførelse

af bebyggelse m.v., der er i strid med andre bestemmelser i

kommuneplanens rammedel, fx bestemmelser om byggeriets udformning og

placering, selvom anvendelsesbestemmelsen overholdes.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ikke behøver at nedlægge

forbud efter lovens § 14 (tidligere »§ 17- forbud«) og tilvejebringe

lokalplan for at få hjemmel til at modsætte sig den

kommuneplanstridige bebyggelse eller anvendelse.

Forudsætningen er imidlertid, at rammebestemmelserne i kommuneplanen

er så klare og præcise, at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede

bebyggelse eller anvendelse er i strid med planens retningslinier.

Hvis anvendelsesbestemmelserne er brede og ikke nærmere præciseret,

kan bestemmelsen ikke anvendes.

I stk. 3, 2. pkt., er det bestemt, at forbudsbestemmelsen ikke kan

anvendes i områder, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt

formål. Denne begrænsning er fastsat under hensyn til de særlige

regler i lovens § 48 om kommunalbestyrelsens pligt til at overtage

arealer, der er udlagt til offentligt formål.

Det følger af bestemmelsens ordlyd, at den ikke kan anvendes til

forbud mod nedrivning af bebyggelse. Er der en lokalplan eller

byplanvedtægt for området, kan forbudsbestemmelsen heller ikke

anvendes.

Forbud kan kun nedlægges før den omhandlede bebyggelse eller

anvendelse er etableret. Kommunalbestyrelsen vil typisk blive

opmærksom på sagen i forbindelse med en ansøgning om byggetilladelse.

Hvis kommunalbestyrelsen i situationer, hvor der er mulighed for at

forbyde fx en bebyggelse med hjemmel i planlovens § 12, stk. 3,

accepterer, at bebyggelsen kan opføres på visse betingelser, er det

vigtigt, at ejeren bliver gjort bekendt med grundlaget for kommunens

afgørelse, og at han accepterer fremgangsmåden.

Det skyldes, at hjemlen for de stillede betingelser skal være

klarlagt, hvis det senere skulle blive nødvendigt at håndhæve dem, og

at byggetilladelse ikke i sig selv giver hjemmel til at stille

betingelserne.

Fremgangsmåden bør derfor være, at kommunen gør ejeren bekendt med,

at kommunen ikke umiddelbart kan nægte ham tilladelse til byggeriet,

men at der i § 12, stk. 3 (og § 14) er hjemmel til at nedlægge

forbud. Vil ejeren herefter indgå på de vilkår, som kommunen mener at

måtte stille for en fravigelse af kommuneplanen, vil en aftale herom

give grundlag for en tinglysning på den pågældende ejendom af en af

ejeren udfærdiget deklaration om vilkårene eller optagelse af

vilkårene i byggetilladelsen, hvorefter vilkårene tinglyses.

2. Fravigelser fra kommuneplanen

Efter § 12, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen virke for kommuneplanens

gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af

lovgivningen, jf. dog §§ 19 og 40.

Henvisningen til §§ 19 og 40 om dispensationer fra henholdsvis

lokalplaner og forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder viser,

at det ikke er udelukket at dispensere fra en lokalplan m.v. selvom

dispensationen vil indebære, at man samtidig fraviger kommuneplanen.

Men det betyder ikke, at kommunalbestyrelsens pligt til at virke for

kommuneplanens gennemførelse er ophævet.

Det følger af dispensationsreglerne, at det, der kan gennemføres ved

dispensation, ikke må have et sådant omfang, at der er lokalplanpligt

efter § 13, stk. 2 eller § 19, stk. 2. Hvis det er tilfældet, kan den

pågældende foranstaltning kun gennemføres på grundlag af en

lokalplan. Da en lokalplan ikke må være i strid med kommuneplanen,

kan foranstaltningen kun udføres, hvis der (udover lokalplanen)

tilvejebringes en ændring af kommuneplanen. Reglerne om

lokalplanpligt sætter således en grænse for, i hvilket omfang en

kommuneplan kan fraviges i forbindelse med dispensation.

Kommunalbestyrelsen skal i øvrigt, før den meddeler dispensation,

nøje vurdere, om omstændighederne i det konkrete tilfælde taler for

en dispensation.

Ved vurderingen skal der tages stilling til, om dispensationen er

forenelig med pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

I vurderingen må derfor indgå dels karakteren af den eller de

bestemmelser i kommuneplanen, som en dispensation kan komme i strid

med, dels de mulige følger af en dispensation, herunder virkningen

for tilsvarende ønsker om dispensation.

Kommunalbestyrelsen må i øvrigt foretage den samme vurdering i de

tilfælde, hvor et byggeønske m.v., der er i strid med kommuneplanen,

ikke kræver dispensation efter § 19, fordi det er i overensstemmelse

med en gældende byplanvedtægt. Kommunalbestyrelsen må i disse

tilfælde vurdere, om pligten til at virke for kommuneplanens

gennemførelse gør det nødvendigt at forhindre den pågældende

foranstaltning med et forbud efter § 14 (tidligere »§ 17-forbud«).

D. Gennemførelse

Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgerne, dvs. at de ikke

i deres forskellige dispositioner er forpligtede til at overholde

planen. Men kommunalbestyrelsen kan som ovenfor nævnt ved forbud

i.h.t. § 12, stk. 2 og 3, eller ved forbud i.h.t. § 14 og

efterfølgende udarbejdelse af en lokalplan håndhæve kommuneplanen

konkret.

Efter planlovens § 12, stk. 1, har kommunalbestyrelsen pligt til at

virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af

beføjelser i medfør af lovgivningen.

De kommunale myndigheder skal således i deres faktiske virksomhed og

administrative virksomhed arbejde for, at kommuneplanen omsættes til

virkelighed.

En lignende bestemmelse findes i planlovens § 9, hvorefter amtsrådene

og kommunalbestyrelserne skal virke for gennemførelse af

regionplanens retningslinier for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og

4.

I henhold til §§ 19 og 40 kan der i begrænset omfang dispenseres i

strid med bestemmelser i kommuneplanen. Se nærmere ovenfor, afsnit C,

pkt. 2.

Bestemmelsen i § 12, stk. 1, giver navnlig kommunalbestyrelsen ret

til at administrere andre love, fx miljø- og vejlovgivningen, ud fra

hensyn til kommuneplanen. Dette ville ellers være ulovligt som

magtfordrejning.

Efter planlovens § 10, stk. 1, nr. 3, kan midlerne i de bestående

fonde for frigørelses- og afståelsesafgift anvendes til udlån til

erhvervelse af fast ejendom, etablering af anlæg, bygninger og andre

foranstaltninger til virkeliggørelse af region- og

kommuneplanlægningen, jf. kap. III, afsnit D.

V Lokalplanlægning (§§ 13-21)

A. Generelt

Lokalplanen indeholder - i det omfang, der er hjemmel til planens

bestemmelser - en regulering af udstykning, bebyggelse, anvendelse af

bebyggelse og ubebyggede arealer med mere, der er direkte bindende

for grundejerne.

Den bindende virkning betyder, at planens bestemmelser skal

overholdes ved fremtidige udstykninger, bebyggelse osv. Planen har

derimod som hovedregel ikke nogen betydning for en lovligt

eksisterende bebyggelse eller anvendelse, der således kan fortsætte

som hidtil uanset lokalplanen.

Der er heller ikke knyttet nogen handlepligt til en lokalplan. En

virkeliggørelse af planen, fx opførelse af et ved lokalplanen tilladt

byggeri forudsætter derfor, at vedkommende grundejer(e) kan og vil

opføre bebyggelsen. Skal en virkeliggørelse gennemtvinges, må det ske

ved ekspropriation, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere

herom kap. X.

Lokalplaner er før planloven tilvejebragt efter reglerne i den nu

ophævede lov om kommuneplanlægning, der var gældende fra 1. februar

1977. Lokalplaner er gældende, indtil de ændres ved en ny lokalplan

jf. § 68, stk. 1, eller ophæves uden tilvejebringelse af en ny

lokalplan i de specielle tilfælde, hvor der er hjemmel hertil jf. §

33, jf. nærmere herom kap. VI, afsnit D.

Byplanvedtægter og forskellige andre planer og beslutninger i henhold

til den tidligere bygge- og byplanlovgivning er også fortsat

gældende, indtil de ændres eller ophæves ved en lokalplan, jf. § 68,

stk. 2

B. Lokalplanret

Efter planlovens § 13, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen på ethvert

tidspunkt beslutte at udarbejde et lokalplanforslag.

Det betyder ikke, at kommunalbestyrelsen også har sikkerhed for, at

lokalplanen kan vedtages endeligt og derefter virkeliggøres.

Vedtagelsen af planen forudsætter nemlig, at den er i

overensstemmelse med kommuneplanen jf. § 13, stk. 1, 2. pkt., at der

ikke er nedlagt veto af regionplanmyndigheden eller statslige

myndigheder efter § 29, og at lokalplanen heller ikke er i strid med

regler eller beslutninger (landsplandirektiver) efter § 3. Disse

betingelser i planlovens § 13, stk. 1, 2. pkt. udgør rammerne for

kommunalbestyrelsens lokalplanret.

Herudover er det en betingelse, som ikke er angivet i loven, men som

følger af almindelige regler, at lokalplanen - ikke uden særlig

hjemmel - må være i strid med anden lovgivning.

De enkelte bestemmelser i lokalplanen skal have hjemmel i planlovens

§ 14-forbudet kan vedrøre både retlige og faktiske dispositioner. Det

svarer til retsvirkningerne af en lokalplan, jf. § 18.

Forbud kan nedlægges for et år, men kan også nedlægges for et kortere

tidsrum. Hvis der nedlægges forbud mod et projekt, der har været

længe under behandling i kommunen, må forbudets gyldighedsperiode

fastsættes under hensyn til den tid, der allerede er medgået til

sagens behandling.

Et forbud efter § 14 kan påklages efter § 58, stk. 1.

E. Form og indhold

1. Generelt

Planloven indeholder ikke detaljerede krav til en lokalplans form,

men nogle krav fremgår indirekte af bestemmelser i loven, og der er i

øvrigt en indarbejdet praksis for opdelingen i en tekst med de

bindende bestemmelser opstillet i paragraffer eller punkter, et eller

flere kort, hvortil der henvises i teksten og redegørelse i

tilknytning til planen.

På to punkter er der foretaget en ændring af reglerne i planloven.

Det er for så vidt angår oplysningerne om planens retsvirkninger, som

skal være indeholdt i planen (ligesom formålsangivelsen). Oplysning

om planens retsvirkninger skulle efter kommuneplanloven alene gives i

en beskrivelse af lokalplanforslaget i forbindelse med

offentliggørelsen af forslaget.

Desuden er kravet om oplysning om, hvorvidt lokalplanens

virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra

andre myndigheder end kommunalbestyrelsen flyttet fra lokalplanen til

den ledsagende redegørelse.

Lokalplaner tilvejebragt efter planlovens regler skal således

indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger (§ 15, stk.

1), og de skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen

forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området (§

16, stk. 1) samt om virkeliggørelsen er afhængig af tilladelser eller

dispensationer fra andre myndigheder (§ 16, stk. 2). For

lokalplanforslag i kystnærhedszonen gælder særlige krav, jf. særligt

§ 15, stk. 2, og planen som helhed og de enkelte bestemmelser skal

have en planmæssig begrundelse, jf. herom under afsnit E, pkt. 2.

Virkeliggørelsen af planen kan herudover være afhængig af tilladelse

eller dispensation efter anden lovgivning, fx miljøbeskyttelses-,

landbrugs-, naturfrednings-, kirkelig- eller

kystbeskyttelseslovgivning m.v. eller statens højhedsret over

søterritoriet, idet en lokalplan kun med særlig hjemmel kan erstatte

tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning, jf. nærmere

herom afsnit F, pkt. 6.

C. Lokalplanpligt

Bestemmelserne om lokalplanpligt i planlovens § 13 svarer bortset fra

nogle redaktionelle ændringer helt til bestemmelserne i

kommuneplanlovens § 16. Den praksis, der er udviklet, er derfor

fortsat vejledende.

Oplysninger om praksis findes i de »Afgørelser og vejledende

udtalelser«, som Planstyrelsen har udsendt siden 1986, og i de

kommenterede lovsamlinger: Karnovs Lovsamling og Kommuneplanloven

kommenteret af Bendt Andersen og Ole Christiansen (3. udg. 1989).

I det følgende afsnit nævnes de momenter, der indgår i vurderingen

af, om der er lokalplanpligt, og nogle grupper af bygge- og

anlægsarbejder, hvor der typisk vil være lokalplanpligt. Opregningen

er ikke udtømmende.

1. Lokalplanpligt ved større udstykninger og bygge- og

anlægsarbejder m.v.

Efter planlovens § 13, stk. 2, skal der tilvejebringes en lokalplan,

før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, herunder

nedrivninger af bebyggelse.

Afgørelsen af, om der er lokalplanpligt, beror på

kommunalbestyrelsens konkrete vurdering . Følgende forhold må indgå i

bedømmelsen

- Ved vurderingen af om en konkret foranstaltning udløser

lokalplanpligt, må der først og fremmest lægges vægt på om den

fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø.

- Det må også vurderes, om den konkrete foranstaltning bør ses i en

større planlægningsmæssig sammenhæng.

- Det er også et moment, der må indgå i vurderingen, at borgerne skal

have lejlighed til at øve indflydelse på planlægningen. I planlovens

formålsbestemmelse er anført, at kommunalbestyrelsen i videst muligt

omfang bør inddrage kommunens beboere i planlægningsarbejdet, og det

fremgår af såvel bemærkningerne som betænkningen over forslaget til

kommuneplanloven, at et af hovedhensynene bag bestemmelsen har været

at sikre offentlighedens medindflydelse på planlægningen.

- Endvidere må der tages hensyn til selve omfanget af

foranstaltningen. I bemærkningerne til forslaget til kommuneplanloven

siges det, at det ikke er muligt at præcisere kriteriet »større«

udstykninger eller bygge- og anlægsarbejder nærmere. Kriteriet rummer

en vis elasticitet, og fortolkningen af ordet »større« må variere

under hensyntagen til det pågældende bysamfunds størrelse og

karakter.

- Ved lokalplanpligtvurderingen kan det endvidere tages i

betragtning, om det pågældende projekt er behandlet i kommuneplanen.

I kommuneplanen kan der fx være taget stilling til placeringen af et

bygge- eller anlægsarbejde, således at hensynet til borgernes

inddragelse i planlægningen er tilgodeset. Hvis også de relevante

statslige myndigheder har haft lejlighed til at tage stilling til

arbejdet, vil tilvejebringelse af lokalplan e.o. kunne undlades.

Eksempler på bygge- og anlægsarbejder , der typisk vil forpligte

kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe en lokalplan, er etablering

af et nyt boligområde, anlæg af omfartsvej i byzone, opførelse af

højhuse eller større etageboligbebyggelse, hotelbyggeri o. lign. i et

sommerhusområde, større erhvervsbebyggelse og bygninger til

offentligt formål og i almindelighed nyopførelse af bebyggelse som

led i en byfornyelse.

Opførelse af tæt-lav boligbebyggelse vil i almindelighed forudsætte,

at en lokalplan er tilvejebragt. Opførelse af ny bebyggelse, der i

omfang og art ikke afviger væsentligt fra den bebyggelse, der

allerede findes i det pågældende område, kan dog som hovedregel

foretages uden lokalplan.

Er der tale om byggeri, der skal udføres i etaper, sammenlægges

etaperne ved bedømmelse af lokalplanpligten. Hvis en eller flere

mindre bygninger udføres sammen med andre foranstaltninger, som fx

vej- og parkeringsanlæg, må lokalplanpligten vurderes på grundlag af

det samlede bygge- og anlægsprojekt.

Et moment, der også må spille en rolle i vurderingen, er udformningen

af et byggeri fx med hensyn til højde og etageantal, dvs. om

byggeriet passer ind i det eksisterende miljø.

Hvis udstykning sker med henblik på gennemførelse af et

lokalplanpligtigt bygge- eller anlægsarbejde, skal lokalplanen være

gennemført, før udstykningen registreres i matriklen, selvom

udstykningen i sig selv ikke ville udløse lokalplanpligt. Dette

følger af udstykningslovens § 20, stk. 1.

Lokalplanpligten gælder også ved større tilbygninger til - eller

ombygninger af eksisterende bebyggelse.

Bestemmelsen fortolkes endvidere således, at også en væsentlig ændret

anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer udløser

lokalplanpligt, i samme omfang som nybyggeri. Det gælder også, selvom

ændringen efter kommunalbestyrelsens vurdering vil betyde en

miljømæssig forbedring i forhold til den eksisterende anvendelse.

Store nye vejanlæg i og ved byer og bymæssig bebyggelse udløser

lokalplanpligt. Det samme gælder udbygning af eksisterende veje, der

bevirker, at vejen får en sådan kapacitetsforøgelse, at det kan

sidestilles med etablering af en ny vej. Regulering af trafikken på

det eksisterende vej- og gadenet - herunder flytning af

vejtilslutninger og lukning af veje - forudsætter normalt ikke

tilvejebringelse af lokalplan.

Der er endvidere lokalplanpligt ved store vejanlæg i og ved

rekreative områder, dvs. arealer, der er genstand for en intensiv

rekreativ udnyttelse som fx campingpladser, sommerhus- og

kolonihaveområder og udflugtsområder.

Samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og

ekspropriationsprocesloven og på den anden side planlovens

bestemmelser om lokalplanlægning er omtalt under afsnit E, pkt. 2,

nr. 4.

Etablering af cykel- og gangstier vil normalt kunne foretages uden

tilvejebringelse af lokalplan.

Vindmøller i byer og bymæssig bebyggelse vil normalt udløse

lokalplanpligt, bortset fra industriområder.

I det åbne land er der lokalplanpligt for vindmølleparker, dvs. ved

opstilling af 8-10 møller. Konkrete forhold, herunder særligt store

vindmøller, kan dog bevirke, at der er lokalplanpligt ved et mindre

antal møller.

Etablering af losse- og fyldpladser kræver normalt en lokalplan.

Der er endvidere lokalplanpligt ved »større« nedrivninger af

bebyggelse.

En forudsætning for at nedrivning af bebyggelse kan være

lokalplanpligtig er for det første, at bebyggelsen er anvendelig til

bolig- og erhvervsformål. Der vil således ikke være lokalplanpligt

ved nedrivning af boligbebyggelse, hvor der efter byfornyelsesloven

eller boligtilsynsloven enten er nedlagt forbud mod såvel beboelse

som ophold, eller alene er nedlagt forbud mod beboelse, men hvor

bebyggelsen ikke lovligt kan anvendes til andet formål. For

nedrivning af erhvervsbebyggelse er det en forudsætning for

lokalplanpligt, at bebyggelsen ikke er nedslidt eller utidssvarende.

For det andet må der være tale om »større« nedrivninger. Ved

vurderingen af, om en nedrivning er af et sådant omfang, at der er

lokalplanpligt, kan der som udgangspunkt lægges vægt på samme

momenter, som ovenfor anført vedrørende nybyggeri m.v.

For så vidt angår selve bygningsmassens størrelse vil

lokalplanpligtgrænsen dog som hovedregel ligge noget »højere« ved

nedrivning end ved nyopførelse. Der forudsættes derfor normalt en

større bebyggelse for at udløse lokalplanpligt ved nedrivning end ved

nyopførelse.

Det skal videre bemærkes, at særlige bevaringsinteresser er sikret

varetaget gennem bygningsfredningsloven og ved bevarende lokalplaner.

Bevaringshensynet vil derfor ikke i sig selv kunne været et afgørende

moment for lokalplanpligt for så vidt angår den enkelte bygning. Et

bevaringsværdigt miljø indgår derimod i den almindelige vurdering af,

om der er lokalplanpligt.

2. Kommunalbestyrelsens pligt overfor den private til at udarbejde

lokalplan efter § 13, stk. 3

Planlovens § 13, stk. 3, bestemmer, at i de tilfælde, hvor en ønsket

foranstaltning, der kræver udarbejdelse af lokalplan efter lovens §

13, stk. 2, er i overensstemmelse med kommuneplanen, påhviler det

kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og

derefter fremme sagen mest muligt.

Hvis der således er overensstemmelse mellem et byggeønske og

kommuneplanen, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en lokalplan

snarest, medmindre kommunen ved nedlæggelse af et § 14-forbud

igangsætter en ændring af planlægningen. Ordet »snarest« må fortolkes

således, at kommunalbestyrelsen uden unødigt ophold må tage initiativ

til udarbejdelse af et lokalplanforslag, og senest 1 år efter

modtagelse af ansøgningen om tilladelse til gennemførelse af den

pågældende foranstaltning må have offentliggjort et lokalplanforslag.

Hvis der derimod ikke er overensstemmelse mellem det rejste

byggeønske og de overordnede retningslinier, er kommunalbestyrelsen

ikke forpligtet til at udarbejde en lokalplan.

Den ovenfor omtalte uoverensstemmelse mellem byggeønske og de

overordnede retningslinier kan være tidsmæssig, hvis byggeønsket er i

strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jf. også § 12, stk.

2.

Efter § 13, stk. 3, kan kommunen forlange, at den, der har interesse

i foranstaltningens gennemførelse, yder kommunen bistand ved

udarbejdelse af lokalplanen.

Bistanden vil især kunne bestå i udarbejdelse af udkast til

bestemmelser i lokalplanen, hvorimod kommunen selv må bekendtgøre

lokalplanforslaget.

Kommunalbestyrelsen vil ikke kunne kræve betaling i tilfælde, hvor

kommunens tekniske forvaltning selv udfører lokalplanarbejdet.

3. Lokalplanpligt, når en lokalplan, en byplanvedtægt eller en

reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykninger eller

bygge- eller anlægsarbejder

Efter § 13, stk. 4, »ophæves« lokalplanpligten, hvor en byplanvedtægt

eller reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykningen eller

bygge- eller anlægsarbejdet.

Afgørende for, at betingelsen er opfyldt, er ikke, om der foreligger

en lokalplan/byplanvedtægt eller en reguleringsplan for det

pågældende areal, men derimod om disse planer indeholder »nærmere

regler« om selve det forhold, der betinger lokalplanpligten, dvs. om

arealets anvendelse, bebyggelsens placering og omfang, bygningshøjde,

vejforhold m.m.

Hvis fx en byplanvedtægt eller en lokalplan udlægger et areal til

offentlige formål uden at præcisere nærmere, hvad arealet skal

benyttes til, vil der foreligge lokalplanpligt, når

kommunalbestyrelsen ønsker at konkretisere det offentlige formål.

Ligeledes vil der foreligge lokalplanpligt efter § 13, stk. 2, hvis

en byplanvedtægt eller lokalplan tilkendegiver, at bebyggelse kun må

opføres på grundlag af en bebyggelsesplan, eller at bebyggelsesplaner

forudsætter et tillæg til planen, før den kan realiseres.

4. Lokalplanpligt til sikring af kommuneplanens virkeliggørelse

Efter planlovens § 13, stk. 2, påhviler det kommunalbestyrelsen at

tilvejebringe en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre

kommuneplanens virkeliggørelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er identisk med forpligtelsen efter

lovens § 12, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

Om fortolkningen heraf henvises til kap. IV, afsnit C, pkt. 2.

D. Forbud efter § 14

Efter planlovens § 14 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at

der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en

lokalplan. Forbudet kan nedlægges for et tidsrum af indtil et år.

Forhold, som kan hindres ved en lokalplan, er det samme som forhold,

der kan reguleres i en lokalplan efter bestemmelserne i § 15.

§ 27, stk. 1.

Dette gælder således kommunalbestyrelsens lokalplankompetence og

forpligtelsen i henhold til planlovens § 12, stk. 1, til at virke for

kommuneplanens gennemførelse.

Ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen kan planen tillige danne

grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning om tilbageførsel af

arealer til landzone.

Overførsel af landzonekompetencen til kommunalbestyrelsen i henhold

til planlovens § 35, stk. 3, nr. 2, sker ligeledes ved den endelige

vedtagelse af planen.

Forbudsbestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3, jf. nedenfor, kan derimod

først anvendes, når kommuneplanen er offentligt bekendtgjort.

Forbud efter § 12, stk. 2 og 3

Bestemmelserne i § 12, stk. 2 og 3 giver kommunalbestyrelsen mulighed

for at gribe konkret ind over for udstyknings- og byggeønsker samt

ønsker om ændret anvendelse, der er i strid med bestemmelser i

kommuneplanen.

Ved offentliggørelse af kommuneplanforslag og ændringer hertil skal

kommunalbestyrelsen oplyse om denne mulighed for at nedlægge forbud,

jf. § 24, stk. 1, 2. pkt. og § 30, stk. 2. Se også kap. VI, afsnit B.

§ 29, stk. 3 med den virkning, at planen ikke kan endeligt vedtages.

Der henvises nærmere til kap. VI, afsnit E.

D. Landsplanredegørelser

Efter planlovens § 2, stk. 2, afgiver miljøministeren efter nyvalg

til Folketinget en redegørelse til Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg om landsplanarbejdet.

E. Forsøg

Efter planlovens § 4, stk. 1, kan miljøministeren yde økonomisk

støtte til forsøg, der tilsigter at fremme lovens formål, og

ministeren kan i sammenhæng med sådanne forsøg fritage de kommunale

myndigheder for overholdelse af lovens regler (procedure- og

kompetenceregler).

Forsøgsbestemmelsen svarer til bestemmelsen i den hidtil gældende

kommuneplanlov om støtte til landsby- og andre

lokalsamfundsprojekter, men udvider anvendelsesområdet for

forsøgsmulighederne til også at vedrøre amtskommunale forsøg.

Bestemmelsen åbner mulighed for forsøg som dem, der kendes fra

frikommuneordningen, herunder afprøvning af nye reguleringsformer og

planlægningsmetoder.

Efter lovens § 4, stk. 2, skal der ske meddelelse i Lovtidende, hvis

ministeren i forbindelse med forsøg tillader fravigelse af lovens

regler.

F. Undersøgelser og oplysninger

Efter planlovens § 2 er miljøministeren ansvarlig for, at der

foretages de undersøgelser, der er nødvendige for den sammenfattende

fysiske planlægning. Sådanne undersøgelser publiceres løbende af

Planstyrelsen.

Som led i undersøgelsesarbejdet vil Miljøministeriet ofte have brug

for oplysninger fra de kommunale myndigheder, og efter planlovens §

5, stk. 1, kan miljøministeren pålægge disse myndigheder at

tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet. Det kan

også bestemmes, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form, fx

med henblik på EDB- behandling.

Efter lovens § 5, stk. 2, skal offentlige myndigheder samt

koncessionerede og tilsvarende virksomheder give Miljøministeriet

oplysninger om forberedelse eller udførelse af undersøgelser,

planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få betydning for

landsplanlægningen. Oplysningspligten gælder både oprettelse og

nedlæggelse af institutioner og anlæg. Dette understreger den nære

sammenhæng mellem landsplanlægningen og de dispositioner, der

foretages af de enkelte ministerier og styrelser, fx inden for

undervisnings-, social-, trafik- og energisektoren. Det er vigtigt at

sikre sig, at væsentlige sektorhensyn er kendt, og at oplysninger om

planlagte sektordispositioner foreligger så tidligt som muligt,

således at de kan indgå i de landsplanmæssige forudsætninger for den

regionale planlægning.

Efter lovens § 5, stk. 3, er der en oplysningspligt for private

virksomheder i relation til de anlæg, der er omfattet af den såkaldte

VVM-procedure, jf. kap. III, afsnit B, pkt. 4.

III Regionplanlægning (§§ 6-10)

A. Generelt

Regionplanerne fastlægger - for en periode på 12 år - rammerne for

amtskommunernes udvikling med hensyn til byudviklingen, den

overordnede trafikstruktur, beskyttelsen af areal- og

naturressourcerne, rekreation og turisme samt placeringen af større

anlæg og virksomheder.

I Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige

regionplan.

Om forholdet til landsplanlægningen henvises til kap. II.

Den første »generation« af regionplaner blev tilvejebragt i årene

1974-80. Regionplanerne er siden revideret hvert 4. år. I 1989 har

amtsrådene gennemført »tredje generation« af regionplaner, og »fjerde

generation« vil blive gennemført i 1993. Revisionerne foretages bl.a.

på baggrund af tilkendegivelser eller »udmeldinger« fra de statslige

myndigheder om emner, der bør behandles ved revisionerne.

Planloven opretholder amtsrådenes pligt til at udarbejde

regionplaner. De indholdsmæssige krav til planerne er imidlertid

ændret, således at

- der uden for hovedstadsområdet ikke længere vil kunne fastlægges

bindende retningslinier for byfornyelsen,

- der ikke længere vil kunne fastsættes bindende retningslinier for

prioriterede varmeforsyningsmetoder og - oplande,

- byudviklingsretningslinier udenfor hovedstadsområdet ikke længere

vil kunne udformes ved angivelse af boligkvoter.

Denne begrænsning af de indholdsmæssige krav til regionplanerne

skyldes ønsket om at fastsætte en klarere arbejdsdeling mellem

amtsråd og kommunalbestyrelser, således at amtsrådene som hovedregel

varetager både planlægning og enkeltsagsadministration i det åbne

land, medens de tilsvarende opgaver i byerne indenfor de fastsatte

afgrænsninger af byzoner og sommerhusområder, som hovedregel

varetages af kommunalbestyrelserne.

B. Regionplanens form og indhold

En regionplan består dels af retningslinier (planlovens § 6, stk. 3,

4 og 5) dels af en redegørelse for planens forudsætninger (planlovens

§ 29 eller i tilfælde, hvor miljøministeren har overtaget

lokalplanforslaget efter § 3, stk. 4, jf. § 17, stk. 2 og 3.

Betingelserne for, at kommunen kan tillade fx et byggeri igangsat

efter offentlighedsperiodens udløb er således, at byggeriet er i

overensstemmelse med lokalplanforslaget, at der ikke samtidig kræves

en ændring af kommuneplanen, at der ikke er lokalplanpligt efter §

13, stk. 2, og at der ikke er nedlagt veto efter § 29 eller truffet

beslutning efter § 3, stk. 4.

Hvis der er lokalplanpligt efter § 19, stk. 2 kan der ikke meddeles

tilladelse, før den nye lokalplan har retsvirkning, dvs. at den er

offentliggjort, jf. § 18.

2. Lokalplaner

Ifølge planlovens § 18 må der ikke retligt eller faktisk etableres

forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan. Denne bestemmelse

fastslår, at en lokalplan er bindende for de ejendomme, der ligger

inden for planens område.

Lokalplanens retsvirkninger indtræder ved planens offentliggørelse.

3. Forhold etableret før lokalplanen

Lovlig, eksisterende bebyggelse eller lovlig anvendelse, som er

etableret før offentliggørelsen af lokalplanforslaget, og som ikke er

i overensstemmelse med denne, kan fortsættes som hidtil. En lokalplan

medfører ikke en »handlepligt« til at ændre lovligt, bestående

forhold i overensstemmelse med planen. Ejerskifte medfører heller

ikke pligt til at ændre de eksisterende forhold.

4. Forhold etableret efter lokalplanen

Et byggeri eller ændret anvendelse af en ejendom, der etableres,

efter at lokalplanens retsvirkninger er indtrådt, skal være i

overensstemmelse med planen, medmindre der meddeles dispensation

efter § 19. Efter § 18 regulerer planen kun fremtidige dispositioner,

som ejeren eller brugeren ønsker af foretage. Derimod kan der ikke i

en lokalplan påbydes nogen handlepligt for ejeren eller brugeren fx

til at gennemføre et i lokalplanen omhandlet byggeri.

5. Ændret ejendomsanvendelse

Selv om ændringer i en ejendoms anvendelse inden for et

lokalplanområde skal være i overensstemmelse med denne, kan der dog

ske ændringer, som formelt ikke er i overensstemmelse med planen,

såfremt ændringerne er en fortsættelse af »den hidtidige lovlige brug

af ejendommen.«

Det kan undertiden være vanskeligt konkret at afgøre, hvornår en

ændret anvendelse af en ejendom indebærer en overtrædelse af en

lokalplan eller byplanvedtægt. Det gælder fx, hvor en erhvervsmæssig

aktivitet intensiveres.

En højesteretsdom, der findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1980/30

fastslog, at en tømmerhandels etablering af oplagsplads på en

ubenyttet del af en ejendom, der tilhørte virksomheden, ikke var i

strid med en byplanvedtægt, der udlagde området til håndværks- og

servicevirksomhed. Højesteret fandt således i denne sag, at der kunne

ske en udvikling af erhvervsvirksomheden.

Hvis der derimod er tale om indretning af ny virksomhed, der medfører

en væsentlig anden anvendelse end den hidtidige, skal lokalplanen

(byplanvedtægten) respekteres. Det er fastslået i en højesteretsdom

vedrørende en ændring af et mindre øldepot til automobilhandel.

Dommen findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, side 659.

Hvis der er gået 3 år, siden ejendommen har været anvendt, kan en

genoptagelse af den sidste virksomhed ikke finde sted. Retten til at

udnytte ejendommen i strid med lokalplanen er bortfaldet, jf. § 56,

stk. 2

6. Forholdet til anden lovgivning - bonus

En lokalplan kan ikke uden særlig hjemmel tilsidesætte anden

lovgivning. Eksempler på en sådan hjemmel er byggelovens §§ 6 A - 6 C

og 7-9, der indeholder hjemmel til, at en lokalplan kan fravige

byggelovens regler om mindstegrundstørrelser, bebyggelsesprocenter,

friarealer, afstands- og højdebestemmelser. Derimod kan en lokalplan

ikke ophæve landbrugspligten i henhold til landbrugsloven, eller

bygge- og beskyttelseslinier i henhold til naturfredningsloven. For

så vidt angår ophævelse af landbrugspligt kan der henvises til de

bonuslignende bestemmelser i § 9, stk. 2-5 i Landbrugsministeriets

cirkulære nr. 36 af 8. marts 1990 om varetagelsen af jordbrugsmæssige

interesser under kommune- og lokalplanlægningen.

Efter planlovens § 15, stk. 4 kan en lokalplan for et område, der

skal blive i landzone, indeholde bestemmelse om, at lokalplanen

erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1 (landzonetilladelser),

som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.

Bestemmelsen, der er ny, giver hjemmel til den såkaldte bonusvirkning

af lokalplaner, for så vidt angår landzonetilladelser.

Det er en gyldighedsbetingelse, at lokalplanen udtrykkeligt angiver,

hvilke tilladelser der anses for meddelt, jf. § 36, stk. 1, nr. 5.

Kravet om udtrykkelig angivelse af meddelte tilladelser er opfyldt,

når lokalplanens beskrivelse af de tilladte byggerier m.v. opfylder

de betingelser, der ville kræves i en landzonetilladelse til det

samme projekt.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 7 giver miljøministeren hjemmel

til at fastsætte regler om, at lokalplaner får bonusvirkning på andre

områder, når der (også) tilvejebringes hjemmel hertil i de love, der

regulerer disse områder.

G. Dispensation fra lokalplaner

1. Generelt

Efter planlovens § 19, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra

bestemmelser i en lokalplan (eller byplanvedtægt m.m.), hvis

dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Bestemmelsen omfatter ikke dispensationer fra forbud mod

helårsbeboelse i en lokalplan for et sommerhusområde. For sådanne

dispensationer gælder reglerne i § 40, jf. henvisningen til denne

bestemmelse i § 19, stk. 1.

Formuleringen af dispensationskompetencen svarer til bestemmelsen i

kommuneplanlovens § 47, stk. 3, i den affattelse bestemmelsen fik ved

lovændringen i 1985. Der kan derfor henvises til praksis efter denne

bestemmelse. Se herom fx de af Planstyrelsen udsendte »Afgørelser og

vejledende udtalelser«.

Principperne i en lokalplan er anvendelsesbestemmelser, som er

fastsat ud fra formålet med lokalplanen. Dispensationer fra sådanne

anvendelsesbestemmelser kan kun meddeles til mindre betydende

fravigelser. Hvis et område fx er udlagt som industriområde, kan der

ikke meddeles dispensation til indretning af en dagligvarebutik.

Principperne omfatter også den planlagte struktur, fordelingen mellem

friarealer og bebyggede arealer. Dispensation kan således som regel

ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer. Hvis

et areal fx er udlagt til fælles friareal for en parcelhus- eller

sommerhusbebyggelse, kan der ikke dispenseres til udstykning af

parceller til bebyggelse, således at fællesarealet derved

indskrænkes.

De bestemmelser i en lokalplan, som mere detaljeret regulerer

bebyggelsens omfang, udformning og placering, hører normalt ikke til

principperne i lokalplanen, dvs. at der som hovedregel kan

dispenseres fra sådanne bestemmelser. Men i nogle tilfælde kan de

detaljerede bestemmelser være fastsat netop for at fastholde en

særlig udformning af bebyggelsen fx i et bevaringsværdigt område. I

så fald hører de bebyggelsesregulerende bestemmelser til principperne

i lokalplanen med den begrænsede adgang, der er til dispensation

herfra.

Der kan kun dispenseres fra bestemmelser i en lokalplan, der er

fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutninger

(landsplandirektiver) efter § 3 eller aftale med en statslig eller

regional myndighed, hvis miljøministeren eller den pågældende

myndighed samtykker, jf. § 19, stk. 3.

I planlovens § 20 er der præcise regler om, hvem der skal have

forudgående orientering og lejlighed til at fremkomme med

bemærkninger, før der kan dispenseres.

Efter § 20 kan dispensation kun meddeles efter forudgående

naboorientering, medmindre kommunalbestyrelsen skønner, at en

forudgående orientering er af underordnet betydning for de personer

og foreninger, der efter bestemmelsen normalt skal orienteres, jf. §

20, stk. 2. Skønnet vil efter omstændighederne kunne gå ud på, at

orienteringen begrænses til en del af de foreskrevne personer og

foreninger, hvis dispensationen er af underordnet betydning for de

øvrige.

Minimumsfristen for naboorienteringen er 2 uger, dvs. mindst 10

hverdage.

2. Grundejerforeningers og beboerforeningers afgørelser i henhold

til planlovens § 21, stk. 1

I henhold til planlovens § 21, stk. 1, kan en kommunalbestyrelse

bemyndige en grundejerforening eller med de pågældende grundejeres

samtykke en beboerforening til at meddele dispensationer fra en

lokalplan eller en af de efter § 68, stk. 2, opretholdte planer m.v.,

hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Hvis kommunalbestyrelsen har givet en grundejerforening eller

beboerforening en sådan bemyndigelse, kan en afgørelse, der er

truffet af foreningen, påklages til kommunalbestyrelsen, jf.

planlovens § 58, stk. 6. Klagen skal være indgivet inden 4 uger fra

afgørelsens meddelelse. Foreningens afgørelse skal indeholde

oplysning om, at afgørelsen kan påklages til kommunalbestyrelsen, og

at klagefristen er 4 uger fra afgørelsens meddelelse samt oplysning

om bestemmelsen i lovens § 62, stk. 2.

Om klagefristberegningen henvises til kap. XII, afsnit D.

De afgørelser, der er truffet af grundejerforeningen eller

beboerforeningen, kan påklages til kommunalbestyrelsen til fuld

efterprøvelse af såvel retlige som skønsmæssige spørgsmål.

For de af kommunalbestyrelsen trufne afgørelser i anledning af klage

over en grundejerforenings eller beboerforenings afgørelse gælder de

i kap. XII, afsnit A, pkt. 1 nævnte regler.

3. Betingelser

Tilladelser eller dispensationer kan betinges. Det følger af

almindelige regler og fremgår indirekte af bestemmelsen i planlovens

§ 34

Siden ikrafttrædelsen af kommuneplanloven har overførsel fra landzone

til byzone eller sommerhusområde alene kunnet ske ved bestemmelse

herom i en lokalplan. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer lokalplanen.

Tilbageførsel af arealer til landzone sker ved kommunalbestyrelsens

beslutning på grundlag af kommuneplanen eller efter ejerens begæring

og ikke ved lokalplan, jf. kap. IX.

Lokalplaner for landzonearealer

I nogle tilfælde vil det være naturligt, at det geografiske område

for en lokalplan ikke overføres til byzone eller sommerhusområde. Det

gælder typisk, hvor en lokalplan regulerer anlæg i det åbne land, fx

en knallertbane, en golfbane, en offentlig badestrand med

tilkørsels-, parkerings- og sanitære anlæg eller et stisystem.

Ligeledes bør fx lossepladser og mindre flyvepladser i det åbne land

bibeholdes i landzone.

I langt de fleste tilfælde af byggeri og anlæg er det imidlertid

åbenbart, at der må ske overførsel til byzone eller sommerhusområde.

En egentlig byudvikling må således forudsætte, at arealet bliver

byzone.

Men der kan fx være behov for en lokalplanlægning af udstyknings,

vej- og bebyggelsesforholdene i et eksisterende mindre

landsbysamfund, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at den nødvendige

planlægning tillige medfører en ændret zonestatus.

Hvis der derimod er tale om udlæg af et større areal til bymæssig

bebyggelse i forbindelse med et eksisterende landsbysamfund, må

planlægningen medføre en ændring af zonestatus.

Regionplanen kan indeholde retningslinier om visse projekter o.

lign., der forudsætter byzonestatus, jf. kap. III, afsnit B, pkt. 1.

Uden for landsbyer kan en lokalplan for arealer i landzone, der skal

anvendes til jordbrugsformål, ikke indeholde bestemmelser efter

planlovens § 15, stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9, jf. § 15, stk. 5, jf.

nærmere nedenfor pkt. 3 under omtalen af særlige bestemmelser om

indholdet i nogle lokalplaner.

Gennemførelsen af en landzonelokalplan indebærer, at

landzonekompetencen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 35, stk.

2.

Nr. 2 Områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer

forbeholdes til offentlige formål

Ved »områdets anvendelse« forstås en generel angivelse af områdets

anvendelse, fx til parcelhusbebyggelse, etageboligbebyggelse eller

industriformål. Nr. 2 adskiller sig herved fra nr. 8 og 9, der

muliggør en detaljeret regulering af bebyggelse og ubebyggede

arealer.

Efter nr. 2 kan der i en lokalplan foretages arealreservationer til

offentlige formål. Sikringen af et areal til offentlige formål

medfører, at kommunen på grundejerens begæring må overtage arealet

efter reglerne i lovens § 48. Nr. 2 omhandler både statslige,

amtskommunale og primærkommunale formål, men også formål med almen

karakter kan i øvrigt være omfattet af nr. 2. Når kommunalbestyrelsen

udlægger et areal til offentlige formål af hensyn til en statslig

eller amtskommunal myndighed, bør kommunen sikre sig, at den

pågældende myndighed vil overtage arealet, hvis kommunen bliver

forpligtet til det.

Det offentlige formål behøver ikke at være specificeret nærmere. Det

er fastslået i en højesteretsdom om den tilsvarende bestemmelse i

byplanloven (Ugeskrift for Retsvæsen 1952/781). Men en uspecificeret

reservation til offentlige formål kan ikke danne grundlag for

ekspropriation efter § 47 eller opfylde en eventuel lokalplanpligt

efter § 13, stk. 2.

Når kommunalbestyrelsen tilvejebringer en lokalplan for et område,

der hidtil har været anvendt til blandet bolig- og

erhvervsbebyggelse, hvorefter området fremtidig skal anvendes til

boligbebyggelse, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på de

begrænsede muligheder for at dispensere efter planlovens § 19. Hvis

det ikke er kommunalbestyrelsens hensigt så hurtigt som muligt at

omdanne det pågældende område til et rent boligområde, kan

kommunalbestyrelsen optage bestemmelser i lokalplanen, der gør det

muligt uden tilvejebringelse af en ny lokalplan at tillade

genopførelse, fx efter brand, af tidligere lovligt, eksisterende

erhvervsbebyggelse.

Nr. 3 Ejendommes størrelse og afgrænsning

Efter nr. 3 kan der i en lokalplan fastsættes bestemmelser, der har

betydning ved udstykning og andre matrikulære forandringer.

Opdeling i ejerlejligheder kan ikke reguleres efter nr. 3, men

opdelingen kan være i strid med bestemmelser om lejlighedsstørrelser

efter nr. 7.

Efter nr. 3 kan der fastlægges en udstykningsplan, der viser de

enkelte parcellers afgrænsning og størrelse. Men bestemmelserne kan

også være udformet som mindstegrundstørrelser og mindstefacadelængder

(grundbredder) og eventuelt tillige angive en maksimal

grundstørrelse.

For så vidt angår lokalplaner, der omfatter enfamiliehuse, henledes

opmærksomheden på bestemmelserne i byggelovens § 10 A, jf. Bygge- og

Boligstyrelsens vejledning nr. 122 af 5. juli 1991.

Nr. 4 Vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig

betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer med

henblik på adskillelse af trafikarterne

Udtrykket »vej- og stiforhold« omfatter beliggenheden, retningen og

bredden (længde- og tværprofilet) af en vej eller andet

færdselsareal, nedlæggelse af en vej eller sti og fastlæggelse af

byggelinier, hjørneafskæringer, oversigtsarealer og vejtilslutninger,

herunder om niveaufri skæringer af krydsende veje og andre

færdselsarealer. En bestemmelse i lokalplan om nedlæggelse af en vej

eller sti indebærer dog ikke, at vejen eller stien dermed er nedlagt.

Nedlæggelsen må gennemføres enten ved anvendelse af vejlovgivningens

regler eller ved ekspropriation efter § 47. Hvis en privat fællesvej

derimod er endeligt fastlagt i en lokalplan, skal vejen ikke udlægges

efter bestemmelserne i lov om private fællesveje.

Ordene »andre forhold af færdselsmæssig betydning« omfatter bl.a.

bestemmelser om adskillelse af trafikarterne (bilvej, cykelsti,

fodgængersti), ordning af parkeringsforhold (fx parkeringslommer ved

vejside eller holdebanearealer langs vejbane), etablering af

vendepladser og regulering af hegning mod vej. De nævnte bestemmelser

vedrører typisk kommunens egne vejanlæg, medmindre lokalplanen

udarbejdes efter aftale med vejbestyrelsen for et overordnet

vejanlæg. Om forholdet til de overordnede veje i øvrigt (statsveje og

amtsveje) henvises til bemærkningerne i det følgende.

Særligt om samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og

ekspropriationsprocesloven og på den anden side planlovens

bestemmelser om lokalplanlægning

I samlebekendtgørelsens § 12 er der fastsat særlige bestemmelser om

lokalplanlægning i forbindelse med statslige og amtskommunale

vejanlæg. Reglerne er en videreførelse af retningslinierne i det

tidligere samlecirkulære til kommuneplanloven.

Kommunerne skal herefter lægge vejanlægget til grund for

lokalplanlægningen. Det samme gælder ved sideanlæg for de i projektet

fastlagte retningslinier af vejteknisk og færdselsmæssig betydning,

fx om belysning og standardiserede servicebygninger.

Lokalplanlægningen omfatter således alene en regulering af de

arealer, der grænser til det ved projektet fastlagte område.

Det er en forudsætning for, at reglerne kan virke hensigtsmæssigt, at

der etableres et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og

anlægsmyndighed/ekspropriationsmyndighed, herunder at

kommunalbestyrelsen i disse sager fremmer lokalplanarbejdet mest

muligt.

I vejlovgivningen er der fastsat bestemmelser, der sikrer, at

kommunalbestyrelsen inddrages i beslutninger om overordnede

vejprojekter.

Planlovens bestemmelser om lokalplanlægning finder anvendelse i

forbindelse med både kommuneveje, landeveje og hovedlandeveje,

medmindre andet udtrykkeligt er fastsat ved lov.

Hvis gældende lokalplaner eller byplanvedtægter allerede regulerer

forholdene, må en ny lokalplan gennemføres, hvis vejprojektet har

ændret forudsætningerne for den gældende plan eller vedtægt,

medmindre overensstemmelse lovligt kan opnås ved dispensation efter

planlovens § 19.

Ved vejanlæg, der gennemføres efter ekspropriationsprocesloven, skal

den afsluttende ekspropriationsforretning for den enkelte etape

normalt afvente lokalplanens endelige vedtagelse.

Såfremt kommunen efter behandling af lokalplanforslaget fremsætter

ønske om ændringer i vejprojektet, skal

ekspropriationskommissionen/vejbestyrelsen lade dette ønske indgå ved

godkendelse/fastlæggelse af det endelige projekt.

Såfremt ekspropriationskommissionen/vejbestyrelsen efter lokalplanens

endelige vedtagelse og offentliggørelse træffer beslutning om ændring

af det projekt, som har været grundlag for lokalplanen, og ændringen

er så væsentlig, at den indebærer en fravigelse fra lokalplanen, kan

ekspropriationen ikke afsluttes (med retsvirkning for de berørte

grundejere), før der er tilvejebragt overensstemmelse med projektet i

medfør af den kompetence, der er tillagt kommunalbestyrelsen ved

planlovens § 19, eller en ny lokalplan med grundlag i det ændrede

projekt er endelig vedtaget og offentliggjort. Bemærkningen ovenfor

om gældende lokalplaner eller byplanvedtægter finder tilsvarende

anvendelse.

Iværksættelse af anlægsarbejder kan ikke ske før lokalplanen er

endelig vedtaget, jf. dog planlovens § 17, stk. 2, hvorefter

kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger kan tillade, at

anlægsarbejder, der er i overenstemmelse med et offentliggjort

forslag til lokalplan, påbegyndes efter udløbet af

indsigelsesfristen.

Eventuelle konflikter i forbindelse med lokalplanlægningen for de til

vejen tilgrænsede arealer løses efter reglerne i planlovens § 29, der

omhandler indsigelser mod lokalplanforslag fra regionplanmyndighed og

statslige myndigheder, fx vejmyndigheder, fredningsmyndigheder m.v.

Nr. 5 Beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til

elforsyning

Efter nr. 5 kan der fastsættes bestemmelser i en lokalplan om

placeringen af spor- og ledningsanlæg, herunder elmasttraceer og

transformatorstationer, men ikke om den tekniske udførelse af disse

anlæg.

Ordet »beliggenhed« omfatter også beliggenheden i forhold til terræn.

En lokalplan kan derfor foreskrive, at elforsyningen til et område

skal ske gennem jordkabler i stedet for luftledninger.

Nr. 6 og 7 Bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den

terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres

Bebyggelsers omfang og udformning, herunder med henblik på regulering

af boligtætheden

Ordet »bebyggelser« i nr. 6 og 7 omfatter såvel egentlige bygninger

som andre faste konstruktioner og anlæg, der i byggelovgivningen

omfattes af begrebet bebyggelse.

Nr. 6 og 7 giver hjemmel for lokalplanbestemmelser, der fastlægger

byggefelter eller en egentlig bebyggelsesplan.

Men der kan også i en lokalplan fastsættes en maksimal

bebyggelsesprocent, som gælder for den enkelte ejendom. For

industriområder kan der foreskrives et maksimalt rumindhold af

bebyggelsen (den såkaldte kubikmeter-regel) kombineret med en

bestemmelse om, at det bebyggede areal ikke må overstige en vis

procentdel af grundens areal.

Bestemmelser om en gennemsnitlig bebyggelsesprocent for et område,

der kan være hensigtsmæssige rammebestemmelser i kommuneplanen, bør

ikke anvendes i lokalplaner, medmindre der på anden måde fastsættes

bestemmelser, der regulerer byggemulighederne på den enkelte ejendom.

Er det ikke tilfældet, gælder de almindelige regler i byggeloven.

Lokalplaner, der kun indeholder rammer for byggemulighederne,

opfylder heller ikke lokalplanpligten, og det kan derfor være

nødvendigt at tilvejebringe en ny lokalplan, hvis der skal opføres

lokalplanpligtigt byggeri.

Bestemmelser i en lokalplan om den terrænhøjde (kote), hvori

bebyggelsen skal lægges, erstatter og supplerer de generelle

bestemmelser herom i bygningsreglementet.

Bestemmelser om mindste byggekoter kan anvendes i kystområder med

henblik på at hindre omfanget af skader ved stormflod.

Med hjemmel i nr. 7 kan der foreskrives en bestemt ydre fremtræden af

en ny bebyggelse ud fra arkitektonisk- æstetiske hensyn, fx med

hensyn til højder, tagformer og facadeudformning, herunder skiltning.

Bestemmelserne skal fastsættes i lokalplanen. Det vil sige, at planen

ikke kan nøjes med at foreskrive, at fx facadeudformningen skal

godkendes af kommunalbestyrelsen.

Nr. 7 hjemler også lokalplanbestemmelser om lejlighedsstørrelser i en

etageboligbebyggelse og butiksstørrelser.

Der kan ikke i en lokalplan fastsættes bestemmelser, som regulerer de

byggetekniske/konstruktive forhold samt boligindretningsmæssige

forhold, eller som angiver en udvidelse af byggelovgivningens

anvendelsesområde.

Nr. 8 Anvendelse af de enkelte bygninger

Efter nr. 8 kan der i en lokalplan fastsættes detaljerede

bestemmelser om anvendelsen af de enkelte bygninger.

Byplanmæssigt begrundede anvendelsesbestemmelser kan fx være

bestemmelser, der skal sikre, at et område anvendes miljømæssigt

forsvarligt både inden for området og i forhold til omgivelserne.

Den planlægningsmæssige begrundelse kan også være hensynet til at

sikre tilfredsstillende trafikale forhold, hensynet til at undgå en

trafikal, støjmæssig belastning af et område eller hensynet til

bevaring af ældre bygninger eller bebyggelsens karakter.

Specielt for så vidt angår behandlingen af detailhandelen i

lokalplanlægningen kan henvises til »Kommuneplanorientering nr. 13.

Detailhandelen i den fysiske planlægning (1985)» kapitel 5.

En lokalplan bør ikke gøres mere detaljeret, end formålet med planen

kræver. Det kan således være uhensigtsmæssigt, at en lokalplan er

knyttet for stærkt til et bestemt projekt, hvis projektet senere

opgives.

Anvendelsesbestemmelser, der kun tillader en meget begrænset

udnyttelse af en ejendom, kan efter omstændighederne være ugyldige

eller kan give den pågældende grundejer krav på erstatning eller

overtagelse af ejendommen efter princippet i planlovens § 48.

Spørgsmålet om, hvor detaljeret en plan kan være, har bl.a. været

fremme i en landsretsdom, der angik en byplanvedtægt. Efter denne

måtte den pågældende ejendom kun med byrådets tilladelse anvendes til

andet end hotel, restaurationsvirksomhed, pensionat eller lignende.

Det blev antaget, at tillægget havde hjemmel i byplanlovens § 2, stk.

2, nr. 5. Endvidere blev det antaget, at det ikke var udelukket, at

grundlovens § 73 kunne give hjemmel for erstatning, når ganske

særlige hensyn talte herfor. I det foreliggende tilfælde fandtes der

dog ikke lidt noget tab, der kunne berettige til erstatning efter

denne bestemmelse (Ugeskrift for Retsvæsen 1979/939).

Nr. 9 Udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede

arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af

beplantning og beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og

andre færdselsarealer

Angivelse af terrænregulering betyder, at der i en lokalplan kan

foreskrives en bestemt terrænregulering som betingelse for

bebyggelse, eller lokalplanen kan forbyde, at der foretages

terrænregulering.

Sådanne bestemmelser i en lokalplan fortrænger byggelovens

bestemmelser, jf. byggelovens § 13, stk. 2.

Nr. 10 Bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et

område, der inddrages til bymæssig bebyggelse eller

sommerhusbebyggelse

Formålet med nr. 10 har været, at en lokalplan skal kunne hindre, at

landskabstræk ødelægges i forbindelse med byggemodningen af et nyt

område.

Nr. 11 Tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller

uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen

af ny bebyggelse

Udtrykket »anlæg« omfatter fælles opholds- eller parkeringsarealer

for flere selvstændige ejendomme. Det kan være tekniske (fælles)anlæg

såsom en fælles varmecentral, et fælles antenneanlæg for

TV-modtagelse eller et fælles garageanlæg. Der kan ikke stilles krav

til fællesantenneanlæg om tilslutning til hybridnettet.

Fællesanlæg kan også være særlige bygninger til fælles formål, fx

fælles vaskeri, selskabslokaler, hobbyrum og børneinstitutioner.

Lokalplanen kan gøre det til en betingelse for ibrugtagen af ny

bebyggelse, at de pågældende anlæg er etableret. Dispensation fra

betingelsen kan gøres betinget af, at ansøgeren over for kommunen

stiller sikkerhed for en forholdsmæssig del af de forventede

omkostninger ved den senere etablering af anlægget.

Særligt om tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg

Såvel planloven som varmeforsyningsloven giver kommunalbestyrelserne

hjemmel til at beslutte, at ny bebyggelse ved ibrugtagningen skal

tilsluttes et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 11 , kan der i en lokalplan

optages bestemmelse om »tilvejebringelse af eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som

betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse.«

Planlovens regler tilgodeser det planlægningsmæssige aspekt og kan

således finde anvendelse på et tidspunkt, der ligger forud for de

meget konkrete vurderinger, der er en forudsætning for anvendelse af

varmeforsyningslovens regler.

Efter varmeforsyningsloven kan der først pålægges tilslutningspligt i

forbindelse med - og på grundlag af kommunalbestyrelsens godkendelse

af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Tilslutningspligt kan kun pålægges, hvis den pågældende bebyggelse,

der skal tilsluttes det kollektive varmeforsyningsanlæg, kan opnå

forsyning fra anlægget ved byggeriets ibrugtagning, idet den

pågældende bygning må forventes at blive opført uden eget

fyringsanlæg.

Såfremt det af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg

fremgår, at varmeforsyning fra anlægget først vil blive etableret

efter det tidspunkt, hvor byggeriet kan tages i brug, kan der ikke

pålægges tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven, medmindre der

uden udgift for ejeren etableres en midlertidig varmeforsyning.

De to regelsæt må betragtes som supplerende hinanden. Planlovens

bestemmelse kan anvendes umiddelbart af kommunerne på et meget

tidligt stadium i den kommunale planlægning. Er kommunerne så langt i

deres varmeplanlægning, at varmeforsyningslovens bestemmelser kan

anvendes, anbefales det, at kommunerne benytter denne lovs hjemmel.

I det omfang planloven anvendes, bør pligten pålægges således, at den

angår pligt til at tilslutte sig et kollektivt varmeforsyningsanlæg

uden specifikation af, om opvarmningsformen er naturgas eller

fjernvarme. Dette fastlægges efterfølgende i varmeplanlægningen. Det

bemærkes, at opvarmning med naturgas er omfattet af reglerne om

kollektiv varmeforsyning, hvorimod elopvarmning ikke er det.

Uanset efter hvilken lov kommunalbestyrelserne træffer beslutning om

tilslutningspligt, må retsvirkningerne være de samme.

Varmeforsyningslovens regler om grundejernes rettigheder og pligter

må være afgørende. Det skyldes, at de yder grundejerne større

beskyttelse end planloven, hvis reguleringer som udgangspunkt må

betragtes som almindelige erstatningsfrie reguleringer.

Hvad indebærer tilslutningspligten?

Efter varmeforsyningsloven indebærer pålæg af tilslutningspligt ikke

en forpligtelse til at skulle aftage varme fra anlægget. Derimod

indebærer tilslutningspligten pligt til at betale et eventuelt

tilslutningsbidrag samt at betale årlige faste afgifter i

overensstemmelse med det pågældende selskabs anmeldte priser og

betingelser. Desuden kan forsyningsselskaber etablere de tekniske

anlæg, stikledninger m.v., som skal etableres af selskabet som

forudsætning for ejendommens tilslutning.

En tilslutningspligt efter planloven , såvel dennes § 15, stk. 2, nr.

11, som § 43 er af samme indhold.

Hvad er konsekvensen af, at det kollektive varmeforsyningsanlæg ikke

eksisterer ved byggeriets ibrugtagelse?

I henhold til varmeforsyningsloven skal kommunen og

forsyningsselskabet, hver med halvdelen, uden ekstra udgift for

brugerne sikre bebyggelsen en midlertidig varmeforsyning, såfremt

etableringen af det kollektive varmeforsyningsanlæg forsinkes i

forhold til den i projektet fastsatte tidsfrist.

Grundejere, hvis ejendomme i henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr.

11, eller § 43 er omfattet af et krav om tilslutning til et

kollektivt varmeforsyningsanlæg, som endnu ikke eksisterer, har krav

på en lignende retsstilling som den, der er tillagt grundejerne i

varmeforsyningsloven. Ejeren af ejendommen kan derfor kræve, at

forsyningsselskabet installerer et midlertidigt varmeforsyningsanlæg

til bebyggelsen uden ekstra udgift for ejeren. Udgifterne til det

midlertidige anlægs etablering dækkes, hver med halvdelen, af

kommunen og forsyningsselskabet. Hvis kommunen ikke vil imødekomme

ejerens krav, må den meddele dispensation fra lokalplanen. En

dispensation indebærer, at der herefter ikke er tilslutningspligt på

ejendommen.

Klageregler

Klage over tilslutningspligt pålagt i medfør af varmeforsyningsloven

behandles efter varmeforsyningslovens regler.

Klage over bestemmelser om tilslutningspligt i en lokalplan skal

derimod behandles af Planstyrelsen efter reglerne i planlovens § 58,

stk. 1

Nr. 12 Foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af

beplantningsbælte, støjvold, mur o.lign som betingelse for ibrugtagen

af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af ubebygget areal

Nr. 12 omfatter ikke kun støjafskærmning, men også æstetisk

begrundede afskærmningsforanstaltninger fx ved en ny losseplads eller

oplagsplads.

Efter byggelovens § 4, stk. 3, kan der inden påbegyndelsen af et

byggearbejde stilles krav om sikkerhed for udførelse af

afskærmningsforanstaltninger, der er forlangt i en lokalplan, som

betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse.

Nr. 13 Oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder,

erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om

medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå

etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg

Der kan henvises til Planstyrelsens vejledning i kommuneplanlægning

nr. 7 »Grundejerforeninger og lokalplanlægning« (1983).

Nr. 14 Bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen

kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges

eller på anden måde ændres

Samfundets særlige interesse i at værne den bygningskulturelle arv er

baggrunden for bygningsfredningsloven. For de fredede bygninger

indeholder bygningsfredningsloven en række bestemmelser, hvorefter

der kræves Planstyrelsens tilladelse til bygningsarbejder, der går ud

over almindelig vedligeholdelse samt tilladelse til hele eller

delvise nedrivninger.

I det generelle bevaringsarbejde spiller planloven en central rolle.

Dette understreges ved, at bevaringshensynet indgår i lovens

formålsbestemmelse. Gennem en registrering af bebyggelser og

bymiljøer kan der på et tidligt tidspunkt i

planlægningsovervejelserne tilvejebringes et grundlag for

overvejelser, dels om gennemførelse af bygningsfredninger efter

bygningsfredningsloven, dels om fastlæggelse af rammer for bevaring i

kommuneplanen og bestemmelser herom i lokalplaner. Planstyrelsen har

udviklet en kortlægnings- og registreringsmetode, der er benyttet som

grundlag for den serie af kommuneatlas, som styrelsen udgiver i

samarbejde med kommunerne. Kortlægningens resultater kan anvendes i

forbindelse med udarbejdelse af bevarende lokalplaner. Se også kap.

IV, afsnit B, pkt. 4, om bevaring og bymidteplanlægning.

Når det i en lokalplan er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives

uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og tilladelsen nægtes, kan

ejeren efter § 49 forlange ejendommen overtaget af kommunen mod

erstatning. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der

er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og

afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og

benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Overtagelsespligten eksisterer kun, hvis tilladelse til nedrivning

afslås, ikke ved afslag på en ansøgning om tilladelse til at ombygge

eller ændre bebyggelsen.

Spørgsmålet om berettigelsen af et overtagelseskrav afgøres af

taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. § 50. Se

også kap. X, afsnit B.

Nr. 15 Friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse

kan blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade,

der kan medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom

Bestemmelsen kan fx finde anvendelse i stormflodstruede områder, jf.

afsnit XI i Ministeriet for Offentlige Arbejders betænkning af januar

1984 om stormflodsforsikring, og for arealer, hvor der p.g.a.

forurening fra affaldsdepoter kan være fare for brugerne af

bebyggelsen.

Nr. 16 Ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne

tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i

strid med lokalplanens formål, og hvis servitutten ikke vil bortfalde

som følge af § 18

Der henvises til kap. XI.

Nr. 17 Sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse,

Nr. 18 Isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og

Nr. 19 Forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse,

således at sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens

tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i

lovgivningen

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder i nr. 7 hjemmel til, at der i en

lokalplan kan fastsættes bestemmelser om bebyggelsers omfang og

udformning, herunder til regulering af boligtætheden. Der kan således

blandt andet fastsættes bestemmelser om lejlighedsstørrelser, når det

sker som led i reguleringen af boligtætheden.

Ved nr. 17, er det præciseret, at der i en lokalplan også kan træffes

bestemmelser om sammenlægning af lejligheder i eksisterende

boligbebyggelse.

I nr. 18, er det præciseret, at der i en lokalplan kan træffes

bestemmelser om isolering mod støj. Efter denne bestemmelse kan der i

en lokalplan fastsættes en dB(A)- grænse, som skal være gældende

indendøre efter gennemført støjisolering.

En lokalplan indebærer ikke handlepligt, og vedtagelsen af en

lokalplan er ikke til hinder for, at den hidtidige lovlige anvendelse

af en ejendom kan fortsætte. Realiseringen af en lokalplan sker

derfor normalt først, når grundejerne selv ønsker af opføre ny

bebyggelse, ombygge eller ændre anvendelse af ejendommene.

Efter bestemmelserne i byfornyelseslovens § 7, stk. 2, 1. og 2.

punktum, kan kommunalbestyrelsen imidlertid i en

byfornyelsesbeslutning forlange visse nærmere angivne

lokalplanbestemmelser om bebyggelsen og dens anvendelse opfyldt. Den

særlige betydning af disse bestemmelser er, at kommunalbestyrelsen

kan få iværksat en gennemførelse af lokalplanen.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 19, giver mulighed for i en lokalplan at

træffe bestemmelse om, at der ikke må foretages større byggearbejder

(ombygninger og moderniseringer) på eksisterende bebyggelse, uden at

det sker enten med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav

fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Formålet med denne bestemmelse er at hindre, at der sker et

samfundsmæssigt spild, og at en ønskelig byfornyelse fordyres

unødvendigt. Kommunalbestyrelsen må ved afgørelsen af, om der skal

meddeles tilladelse i et konkret tilfælde, tage hensyn til, om

bebyggelsen kan forventes bibeholdt så længe, at byggearbejderne er

rimelige.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om større byggearbejder, må der

tages hensyn til omkostningerne ved de pågældende arbejder i forhold

til værdien af den eksisterende bebyggelse.

Bestemmelsen skal give kommunalbestyrelsen en mulighed for at

forhindre ombygninger og moderniseringer, der ikke vil kunne hindres

efter de almindelige regler i planlovens § 18.

Hvis kommunalbestyrelsen ved en sådan lokalplanbestemmelse hindrer en

ønsket modernisering, kan ejeren under visse betingelser forlange

ejendommen overtaget mod erstatning af kommunen efter bestemmelsen i

planlovens § 49, stk. 3.

3. Særlige bestemmelser om indholdet i nogle lokalplaner

Efter planlovens § 15, stk. 3 skal en lokalplan for et område, der

overgår til byformål eller til sommerhusbebyggelse, indeholde

bestemmelser til sikring af de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr.

2-4.

Bestemmelsen, der er identisk med § 18, stk. 2 i kommuneplanloven,

fastsætter minimumskravene til lokalplaner for arealer, der skal

skifte anvendelse til et byformål eller sommerhusbebyggelse. De skal

indeholde de nødvendige bestemmelser om områdets anvendelse,

udstyknings- og vejforhold.

Efter planlovens § 15, stk. 4, kan en lokalplan for et landzoneområde

bestemme, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1,

som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. Se i øvrigt om

»bonus« afsnit F, pkt. 6.

Bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 5 fastsætter en begrænsning i,

hvad der kan reguleres i landzonelokalplaner for arealer uden for

landsbyer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse. Sådanne

lokalplaner kan ikke indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3 (om

ejendommes størrelse og afgrænsning), nr. 6 (om bebyggelsers

beliggenhed), nr. 8 (om anvendelse af de enkelte bygninger) eller nr.

9 (om udformning og anvendelse af de ubebyggede arealer).

Begrænsningen, der skyldes hensynet til landbrugets driftsforhold,

gælder kun uden for landsbyer. Ved landsbyer forstås ifølge

bemærkningerne til lovforslaget samlede bebyggelser i landzone, der

er omfattet af en lokalplan, eller som er entydigt afgrænset i en

kommuneplan, jf. bestemmelsen i § 35, stk. 3, nr. 2.

Arealerne skal endvidere fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse.

En lokalplan for fx et teknisk anlæg eller særlige industrier i

landzone er således ikke omfattet af begrænsningen.

Hvis en lokalplan åbner mulighed for en flersidig arealanvendelse,

gælder undtagelsesbestemmelsen i § 15, stk. 5, for landzonearealer,

der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse.

4. Redegørelsen

Efter lovens § 16, stk. 1 skal en lokalplan ledsages af en

redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og

øvrig planlægning for området. Redegørelsen skal indeholde en

beskrivelse af såvel den eksisterende som den planlagte

arealanvendelse inden for lokalplanområdet og de tilgrænsende

arealer, som forslaget har miljø- og planmæssige konsekvenser for

(konsekvensområdet). Der kan i øvrigt henvises til Planstyrelsens

lokalplanvejledning, information nr. 2, 1989.

Kravet om en redegørelse for lokalplanens sammenhæng

med kommuneplanen og den øvrige planlægning , herunder

regionplanlægningen er begrundet i, at offentligheden og andre

myndigheder skal have mulighed for at vurdere planforslaget uden

omfattende undersøgelser og indhentning af supplerende oplysninger.

Ved »øvrig planlægning for området« forstås ifølge bemærkningerne til

lovforslaget som nævnt regionplanlægning, relevant sektorplanlægning,

eventuelle landsplandirektiver og statslige anlægsbeslutninger.

Efter § 16, stk. 2 skal redegørelsen angive, om lokalplanens

virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra

andre myndigheder end kommunalbestyrelsen.

Redegørelsen for de nødvendige tilladelser eller dispensationer er

begrundet i et hensyn til de borgere, der vil disponere i tillid til

lokalplanens bestemmelser. Manglende eller mangelfulde oplysninger

vil efter omstændighederne kunne påføre kommunen et erstatningskrav.

Efter § 8 i kystcirkulæret (cirk. nr. 215 af 19. december 1991)

stilles der særlige krav til redegørelsen til lokalplanforslag for

bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen .

Således skal den visuelle påvirkning af omgivelserne vurderes, både

hvor der er tale om forudgående planlægning, hvor myndighedernes

interesser og ønsker præciseres i forbindelse med potentielle

projekter, og i situationer, hvor der foreligger et konkret projekt.

Ved bygningshøjde over 8 m skal årsagen til den større højde

begrundes.

Der skal endvidere redegøres for andre forhold, der er væsentlige for

varetagelsen af natur- og fritidsinteresser, fx hvordan

adgangsforholdene til kysten sikres og naturværdierne beskyttes.

Det er ikke muligt generelt at opstille specifikke krav til

lokalplanforslagets udvidede redegørelse.

Kravene til visualiseringen må afhænge af, hvilken karakter det

konkrete område har, og hvilket anlæg det drejer sig om. Generelt må

der kræves mere af visualiseringen i lokalplaner, jo tættere ved

kyst/fjord og anden natur det lokalplanlagte område er beliggende.

Ved større bebyggelse i fx udbyggede områder eller enestående

naturområder kan det være nødvendigt at foretage en mere omfattende

analyse, fx en kontekstanalyse, jf. publikationen »Høje huse og

byarkitektur«.

Den visuelle vurdering skal illustrere den nye bebyggelses eller

nyanlæggets samspil med omgivelserne, oplevet både tæt på og på

afstand, således at påvirkningen af omgivelserne/naturen klart

illustreres. I de ofte meget åbne kystegne vil et nyanlæg have stor

indflydelse på landskabsbilledet. I kystbyer kan både byens

helhedsbillede og dens placering i omgivelserne påvirkes afgørende af

nye bebyggelser og anlæg.

Den form, visualiseringen præsenteres på, er ikke afgørende. Men det

er vigtigt, at de nye anlæg relateres til landskabet og den omgivne

bebyggelse - og i lokalplanredegørelsen præsenteres på en måde, så

offentligheden har mulighed for at tage realistisk stilling til

forslaget.

Højder over 8 m skal altid begrundes i lokalplanredegørelsen og må

relateres til den omgivne bebyggelse.

I byer vil lokalplaner skulle vurderes i forhold til den eksisterende

bebyggelses højde og de øvrige omgivelser.

Overskridelse af 8 m-grænsen skal vurderes som en afvejning mellem

særlige krav til bygningen/det tekniske anlægs funktion og

naturværdierne.

Den hidtidige krævede VVM-vurdering af feriehoteller og lignende

byggeri i kystnærhedszonen bortfalder og erstattes af den udvidede

redegørelse og visualiseringskravet.

Andre anlæg skal som tidligere VVM vurderes.

I vejledningen til kystcirkulæret, som udsendes i løbet af sommeren,

vil cirkulærets krav til planlægningen i kystzonen blive uddybet. Der

vil herudover blive udsendt en »visuel eksempelsamling«.

F. Retsvirkninger

1. Lokalplanforslag

Et offentliggjort lokalplanforslag har den foreløbige retsvirkning,

at ejendomme inden for området ikke må bebygges eller i øvrigt

udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den

endelige plans indhold, jf. § 17, stk. 1.

Da forslaget kan blive ændret under proceduren omfatter forbudet også

bebyggelse og anvendelse, der er i overensstemmelse med forslaget.

Selvom udstykning ikke er nævnt, er det antaget i praksis efter den

tilsvarende bestemmelse i kommuneplanlovens § 22, at udstykning i

parceller til bebyggelse er omfattet.

En byggetilladelse, der er udstedt før offentliggørelsen af

planforslaget, berøres ikke.

Den foreløbige retsvirkning gælder indtil den endeligt vedtagne

lokalplan er offentliggjort dog højst et år efter offentliggørelsen,

jf. § 17, stk. 4. Et-års fristen gælder også, når der er fremsat

indsigelse efter reglerne i § 29.

Efter udløbet af indsigelsesfristen kan kommunalbestyrelsen tillade,

at en ejendom bebygges eller udnyttes efter forslaget, såfremt dette

er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om et

byggearbejde m.v., der er lokalplanpligtigt efter § 13, stk. 2.

Tilladelse kan dog ikke meddeles, sålænge der er en indsigelse efter

§ 35, stk. 1, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er

meddelt.

3-årsfristen regnes i tilfælde af en eventuel klagebehandling fra

datoen for den endelige afgørelse.

Udnyttelsen af en landzonetilladelse må således - hvis den ikke skal

forældes - påbegyndes inden 3-årsfristen udløber.

Ifølge planlovens § 56 bortfalder en hidtidig ret til en udnyttelse

af en ejendom, som ville kræve tilladelse efter § 35, stk. 1, når

retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Dersom retten til at udnytte en ejendom hviler på en tilladelse efter

planlovens § 35, stk. 1 eller på en tilladelse efter de tidligere

bestemmelser i by- og landzoneloven, så bortfalder retten ikke på

grund af ophold i udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som vilkår

i det konkrete tilfælde.

VIII Sommerhusområder (§§ 39-41)

A. Generelt

Ved sommerhusområder forstås områder, som i en bygningsvedtægt eller

en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og områder der i

en lokalplan er overført til sommerhusområde, jf. planlovens § 34,

stk. 3

Det er ikke tilstrækkeligt, at området er udlagt i kommuneplanen.

Planloven indeholder i kapitel 8 regler, der nærmere regulerer

benyttelsen af ejendomme i sommerhusområder. Reglerne er en

videreførelse af de bestemmelser, der hidtil har stået i kapitel 2 i

lov om sommerhuse og campering m.v.

Der findes en del »sommerhusbebyggelser« i landzone. Disse områder er

etableret på grundlag af en tilladelse efter by- og landzoneloven

eller efter den tidligere bygge- og byplanlovgivning. Områderne

omfatter fx »aftaleområderne«, hvor der mellem amtsråd og

kommunalbestyrelse er indgået aftale om, at der i et nærmere bestemt

omfang ville kunne tillades opførelse af sommerhuse. De særlige

regler om anvendelse af ejendomme i sommerhusområder gælder ikke for

disse områder, der offentligretligt er reguleret af

landzonebestemmelserne i planlovens §§ 35 og 36.

Ifølge § 5 i kystcirkulæret (cirk. nr. 215 af 19. december 1991) må

der ikke udlægges nye sommerhusområder, og eksisterende

sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål.

Ved udgangen af 1990 var der udlagt 49.200 ha areal til

sommerhusbebyggelse. Dette areal har været konstant gennem de sidste

10 år. Der er i de udlagte arealer en rummelighed, der svarer til ca.

36.000 sommerhuse, heraf ca. 29.000 på udstykkede grunde. (Se

Planstyrelsens arbejdsrapport De danske kyster 1991).

B. Bebyggelse m.v.

I sommerhusområder må der, medmindre andet er fastsat i en lokalplan

eller i en af de planer, der er opretholdt ved § 68, stk. 2, ikke

uden kommunalbestyrelsens tilladelse indrettes mere end een bolig på

en selvstændigt matrikuleret ejendom, jf. planlovens § 39.

Bestemmelsen omfatter dels opførelse af mere end een

beboelsesbygning, dels indretning af flere boliger i en eksisterende

bygning.

Kommunalbestyrelsens tilladelse efter planlovens § 39 kræves alene,

når der etableres mere end en bolig, men ikke ved opførelse af fx

gæstehuse og annekser uden køkken.

C. Forbud mod helårsanvendelse

1. Det generelle forbud

Der gælder et generelt forbud mod helårsanvendelse af boliger i

sommerhusområder, jf. planlovens § 40, stk. 1. Forbudet er i

planloven indholdsmæssigt uændret i forhold til sommerhuslovens

hidtidige regel. Se nedenfor om undtagelsen i § 41.

Anvendelse til de virksomheder der er omfattet af sommerhuslovens §

1, stk. 4, dvs. hoteller eller virksomhed med uddannelsesmæssigt,

kulturelt eller forskningsmæssigt sigte, er efter lovbemærkningerne

og hidtidig praksis ikke omfattet af forbudet mod helårsanvendelse.

En bolig i et sommerhusområde må bortset fra kortvarige ferieophold

m.v. ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til 31.

marts, medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området

blev udlagt til sommerhusområde, og retten ikke senere er bortfaldet,

jf. planlovens § 40, stk. 1.

Forbud mod helårsanvendelse omfatter efter lovbemærkningerne enhver

bebyggelse, der er bestemt til beboelsesformål, eller som naturligt

opføres i tilknytning hertil, fx gæstehus, anneks eller garage. Det

er således ikke alene selve beboelsesbygningen, der ikke må anvendes

til vinterbeboelse, forbudet gælder alle bygninger på en ejendom i et

sommerhusområde og vil også omfatte natophold i en campingvogn, der

er opstillet på ejendommen.

Afgørende for, om opholdet er omfattet af § 40, stk. 1, er, i hvor

langt et tidsrum ejendommen sammenlagt benyttes til beboelse

(natophold) i vinterperioden. Den omstændighed, at flere ejere eller

lejere successivt bebor ejendommen, forlænger ikke udnyttelsestiden.

Ved kortvarige ferieophold forstås sammenlagt højst 3-4 uger. Dertil

kommer week-ends og helligdage.

2. Dispensation efter planlovens § 40, stk. 2

Efter § 40, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen dispensere fra forbudet

mod helårsbeboelse. Dispensation kan efter lovbestemmelsen kun

meddeles i særlige tilfælde og som en personlig dispensation til

ejeren. Dispensationen bortfalder ved ejerskifte, og når boligen ikke

længere anvendes til helårsbeboelse. Det bør i overensstemmelse med

hidtidig dispensationspraksis fastsættes, at en ægtefælle eller

samlever efter ejerens død kan fortsætte helårsbeboelsen på samme

vilkår som ejeren.

I hidtidig praksis er bestemmelsen blevet administreret meget

restriktivt, idet det har været et klart formål at forhindre

almindelig helårsbeboelse i sommerhusområder. Der er således som

hovedregel kun meddelt dispensation i følgende tilfælde

- Til ejere eller forpagtere af dagligvarebutikker og af de i

sommerhuslovens § 1, stk. 4, nævnte virksomheder, når det har været

nødvendigt af hensyn til virksomhedens drift.

- Til personer, der i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen

fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at denne lovligt kunne

benyttes til helårsbeboelse.

- Ved alvorlig sygdom og invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun

har kunnet opnås i sommerhuset. Helbredsmæssige årsager i øvrigt har

normalt ikke bevirket, at der er givet dispensation.

I Vejledning af 3. juli 1989 om dispensation fra forbudet mod

helårsbeboelse i sommerhusområder henstillede Miljøministeriet

endvidere, at der ud fra menneskelige hensyn tillige meddeles

dispensation til folkepensionister, der har ejet ejendommen i mindst

5 år, og som ønsker at nyde deres otium i huset.

Det har ved planlovens vedtagelse været en klar forudsætning, at

dispensationsbestemmelsen stadig skal administreres i

overensstemmelse med hidtidig praksis og vejledninger, herunder den

nævnte henstilling om dispensation til folkepensionister, der har

ejet sommerhuset i 5 år. Der vil imidlertid på grund af de nye regler

i planlovens § 41, jf. nærmere herom nedenfor, kunne tænkes visse

udvidelser af begrebet »særlige tilfælde«, således at personer, der

konkret kan sidestilles med personer, der har en ret efter § 41, får

meddelt dispensation til helårsbeboelse.

»Særlige tilfælde« i planlovens § 40, stk. 2 omfatter efter

Miljøministeriets opfattelse ikke anvendelse til vinterudlejning.

Dispensationer efter § 40, stk. 2, skal som andre dispensationer

træffes efter en konkret vurdering. I vurderingen af, om der bør

meddeles dispensation, bør indgå, om hensynet til fastholdelse af det

pågældende sommerhusområde som et rekreativt område gør det påkrævet,

at antallet af helårsbeboelser inden for området begrænses. Det vil

således efter Miljøministeriets opfattelse være lovligt, at der ud

fra en vurdering af det enkelte sommerhusområdes karakter fastsættes

en overgrænse for antallet af helårsbeboelser i området, således at

der, når grænsen overskrides, ikke kan meddeles flere dispensationer.

Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvor mange der benytter den

nedenfor omtalte ret efter planlovens § 41.

Før dispensation meddeles, bør kommunalbestyrelsen vurdere, om huset

er egnet til helårsbeboelse. Men der bør ikke stilles krav om, at

huset opfylder alle de i bygningsreglementet fastsatte krav til en

helårsbolig, da dispensationen alene meddeles til ansøgeren (og evt.

ægtefælle eller samlever).

Kommunens afgørelse om dispensation er endelig og kan ikke påklages

til anden administrativ myndighed, jf. § 58, stk. 5, 2. pkt.

En dispensation bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år

efter at den er meddelt, jf. planlovens § 56, stk. 1. En ret til

helårsbeboelse i en bolig, der var helårsbolig, før området blev

udlagt til sommerhusområde, bortfalder, hvis retten ikke har været

udnyttet i 3 år, jf. planlovens § 56, stk. 2. En udnyttet

dispensation bortfalder ved ejerskifte og ved fraflytning, jf.

planlovens § 40, stk. 2.

D. Planlovens § 41 »pensionistreglen«

Med virkning fra 1. oktober 1991 er der indført nye regler om

pensionisters ret til at bo hele året i en bolig på en ejendom i et

sommerhusområde, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år, jf.

planlovens § 41.

1. Retten til helårsbeboelse

Retten efter § 41 er en personlig ret for dem, der opfylder

betingelserne. Der skal således ikke søges nogen tilladelse, heller

ikke nogen byggetilladelse, jf. nedenfor. om kravene til huset. Men

kommunen er efter forvaltningsloven forpligtet til at vejlede de

pensionister, der ønsker oplysning fx om hvorvidt der kan være risiko

for, at en bolig er kondemnabel.

Retten efter § 41 er alene en ret til helårsbeboelse . Bestemmelsen

giver ikke i øvrigt adgang til en udnyttelse, der er i strid med de

for området gældende anvendelsesbestemmelser. Der kan således ikke i

kraft af § 41 etableres erhverv i boligen i strid med de

anvendelsesbestemmelser, der gælder for området.

Hvis anvendelsen af området er reguleret i en lokalplan, der

fastlægger anvendelsen til sommerhusbebyggelse, vil etablering af

erhvervsvirksomhed være afhængig af, om den ønskede virksomhed kan

anses for at være en mindre betydende fravigelse fra lokalplanen, som

kommunalbestyrelsen kan dispensere til, evt. på vilkår, jf.

planlovens § 19.

Er området ikke omfattet af lokalplanbestemmelser, kan

kommunalbestyrelsen eventuelt gribe ind mod erhvervsudøvelsen med et

forbud på grundlag af kommuneplanens anvendelsesbestemmelser, hvis

kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på problemet, før virksomheden

er etableret , jf. planlovens § 12, stk. 3.

Hvis der er en privat deklaration for området, vil erhverv kunne være

i strid med deklarationen. Deklarationen kan håndhæves af de

påtaleberettigede, og kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud efter

planlovens § 43 for så vidt angår erhvervsudøvelsen.

2. Hvilke områder

Bestemmelserne i planlovens § 41 omfatter kun boliger

i sommerhusområder , se afsnit A.

Helårsbeboelse i sommerhuse uden for sommerhusområder er ikke

omfattet af § 41 og kræver i alle tilfælde en dispensation eller

tilladelse.

Udover den offentligretlige regulering kan anvendelsen af en bolig

-både i sommerhusområder, byzone og landzone - være begrænset af

private servitutter, hvor fx en grundejerforening kan være

påtaleberettiget. Sådanne servitutter er heller ikke ophævet ved

planlovens § 41, og et forbud mod helårsbeboelse heri kan derfor

håndhæves ved domstolene af dem, der har påtaleret, herunder

kommunalbestyrelsen, hvis den har påtaleret fx på vegne af en

grundejerforening. Kommunalbestyrelsen vil derimod ikke kunne

håndhæve sådanne bestemmelser efter planlovens § 43.

3. Hvilke personer har ret til helårsbeboelse

Det er angivet i § 41, stk. 2, hvilke personer der anses for

pensionister. Det er

- alle, der er fyldt 67 år,

- personer over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn,

- førtidspensionister i henhold til lov om social pension.

Den førstnævnte gruppe omfatter folkepensionister, dvs. de

pensionister, der er omfattet af henstillingen om dispensation i

Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989. De har nu ret til

helårsbeboelse, når de har ejet ejendommen i 8 år.

Den anden gruppe omfatter alle over 60 år, der har en pension fra

stat eller kommune eller en privat pensionsordning. Pension kan være

både egenpension og pension efter en ægtefælle. Endvidere omfatter

denne gruppe alle, der modtager efterløn efter reglerne i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

Den tredje gruppe omfatter førtidspensionister i henhold til lov om

social pension - uden aldersbegrænsning.

Fælles for de tre grupper er, at pensionisten skal have

ejet ejendommen i 8 år og fortsat skal være ejer af den. Det er ikke

nødvendigt, at ejendommen har været bebygget.

Er der tale om et hus på lejet grund, er det huset, der er

ejendommen, dvs. at huset skal have været ejet i 8 år.

Er huset i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver

for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder

betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i

denne relation som sameje. Tilhører huset den ene af ægtefællerne som

særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

Efter § 41, stk. 3 kan en pensionists ægtefælle, samlever eller nært

beslægtede sammen med pensionisten benytte boligen til

helårsbeboelse. Ved nært beslægtede forstås slægtninge i op- og

nedstigende linie, dvs. forældre, børn, børnebørn samt søskende. Men

også andre kan bo sammen med pensionisten, hvis de hører til

husstanden. Det fremgår af § 41, stk. 4. Bestemmelserne giver derimod

ikke ret til at udleje eller udlåne en del af boligen til

helårsbeboelse.

Hvis pensionisten flytter, bortfalder retten til helårsbeboelse også

for ægtefælle/samlever eller andre medlemmer af husstanden. Men

pensionisten kan genoptage beboelsen, hvis betingelserne fortsat er

opfyldt.

Efter pensionistens død har ægtefællen/samleveren og en nært

beslægtet, der har boet sammen med pensionisten, ret til at fortsætte

helårsbeboelsen. En arving, der ikke har boet i huset sammen med

pensionisten, har således ikke denne ret.

Dør pensionisten uden at efterlade sig ægtefælle/samlever, har også

en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret

til at fortsætte helårsbeboelsen. Den pågældende behøver ikke at være

i slægt med pensionisten.

Bestemmelserne i § 41, stk. 3 og 4 er en udvidelse i forhold til

hidtidig praksis i forbindelse med personlige dispensationer til

helårsbeboelse, idet det efter denne praksis kun har været ægtefællen

eller en samlever, der har haft ret til at fortsætte helårsbeboelsen

på ejendommen. I bemærkningerne til forslagene til de vedtagne

bestemmelser i folketingsudvalgets betænkning anføres, at

bestemmelserne Ȍbner mulighed for, at andre medlemmer af

pensionistens husstand end ægtefælle eller samlever efter

pensionistens død kan fortsætte med at benytte sommerhuset til

helårsbeboelse. Reglen vil fx gælde for et hjemmeboende barn. Retten

bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke medlemmer af

ægtefællens, samleverens eller fx barnets senere husstand.«

4. Krav til huset

Retten til helårsbeboelse bortfalder efter § 41, stk. 1, 2. pkt.,

hvis boligen kondemneres.

Efter hidtidig praksis har det været en af betingelserne for at

dispensere fra helårsforbudet, at huset kunne anses for egnet til

helårsbeboelse. Ved lovbestemmelsen er spørgsmålet om husets egnethed

til helårsbeboelse overladt til pensionisten selv således, at det

eneste krav, der stilles til huset er, at det ikke er kondemnabelt

som helårsbolig. Der skal derfor ikke foretages byggesagsbehandling

efter byggeloven i anledning af anvendelsesskiftet til

helårsbeboelse.

Bestemmelsen betyder, at sommerhuset ikke må være belastet med en

sådan brandfare eller sundhedsfare, at kommunalbestyrelsen

(boligkommissionen, hvis en sådan er oprettet i kommunen) vil kunne

nedlægge forbud mod, at huset anvendes til beboelse eller ophold for

mennesker i medfør af byfornyelseslovens kap. VIII om boligtilsyn.

En kondemneringskendelse, der afsiges efter at pensionisten er

flyttet til sommerhuset, vil udløse ret til genhusning, men

bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a om et særligt tilskud til en

ejer af en ejerbolig, der kondemneres, finder ikke anvendelse. Det

vil derfor være både i kommunens og ejerens interesse, at eventuelle

tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der kan være en risiko for kondemnering,

søges afklaret, før pensionisten flytter.

Kondemneringer kan i nogle tilfælde påklages til byfornyelsesnævnet

efter reglerne i byfornyelsesloven.

5. Forholdet til boligreguleringsloven

Efter § 41, stk. 1, 3. pkt. finder bestemmelserne i kapitel VII i lov

om midlertidig regulering af boligforholdene ikke anvendelse på

boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt. kapitel VII i

boligreguleringsloven indeholder de bestemmelser, hvorefter en

(helårs)bolig ikke må nedlægges eller overgå til midlertidig

anvendelse uden kommunens tilladelse, samt de bestemmelser, hvorefter

kommunen kan anvise lejere til en lejlighed, der ikke benyttes.

Bestemmelserne i boligreguleringslovens kap. VII finder således ikke

anvendelse på sommerhuset. Baggrunden herfor er, at retten efter § 41

er en personlig ret, der bortfalder ved fraflytning. Husets status

som sommerhus ændres ikke af bestemmelserne i § 41.

Der er ikke med de nye regler i planlovens § 41 sket ændringer for så

vidt angår anvendelsen af boligreguleringslovens kap. VII på

pensionistens hidtidige bolig. Det er således fortsat den kommune,

hvor den hidtidige bolig er beliggende, der afgør, om anvendelsen af

boligen er i strid med kap. VII. Afgørelsen heraf vil som

udgangspunkt afhænge af, om pensionisten tager bopæl i sommerhuset,

og derved skal tilmelde sig folkeregistret på sommerhusadressen. Det

skyldes, at pensionisten har ret til at bo i sommerhuset i

vinterhalvåret, men ikke nogen pligt hertil. Det er således ikke

udelukket, at pensionisten kan bevare sin hidtidige bolig, selvom en

del af vinterhalvåret tilbringes i sommerhuset.

IX Tilbageførsel af arealer til landzone (§§ 45-46)

A. Generelt

Tilbageførselsbestemmelserne viderefører den hidtidige adgang for

kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om tilbageførsel af

arealer fra byzone eller sommerhusområde til landzone. Dog er der nu

- i modsætning til tidligere - adgang til at påklage

kommunalbestyrelsens beslutning om tilbageførsel af arealerne, for så

vidt angår retlige spørgsmål, jf. § 58, stk. 1. Der henvises til kap.

XII.

Reglerne skal ses i sammenhæng med lov nr. 244 af 6. juni 1985 om

ændring af forskellige skattelove (godtgørelse af frigørelsesafgift

m.v. ved tilbageførsel af arealer til landzone). Denne lov indeholder

bestemmelserne om godtgørelse for ydelser, som grundejeren har

afholdt som følge af ejendommens inddragelse og beliggenhed i

byzone/sommerhusområde.

B. Proceduren for tilbageførsel til landzone

1. Grundlaget for tilbageførslen

Kommuneplanen

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer fra byzone

eller sommerhusområde til landzone i overensstemmelse med

kommuneplanen, jf. planlovens § 45, stk. 1.

Det er således kommuneplanen, der danner grundlaget for beslutninger

om tilbageførsel. Størrelsen og beliggenheden af de arealer i byzone

og sommerhusområder, der skal tilbageføres til landzone, fastlægges i

kommuneplanen, jf. planlovens § 11, stk. 4.

Retningslinierne fastlægges i kommuneplanens hovedstruktur, og den

nærmere afgrænsning af arealerne må ske på et kortbilag. Der skal

ikke udarbejdes en lokalplan for tilbageførslen, og der skal derfor

ikke fastlægges rammer herfor i kommuneplanens rammedel.

Afgrænsningen af arealerne i kommuneplanen indebærer bl.a., at

regionplanmyndigheden skal påse overensstemmelsen med

regionplanlægningen.

Bestemmelsen i planlovens § 6, stk. 3, nr. 1 indeholder hjemmel til,

at regionplanerne kan indeholde retningslinier for tilbageførsel af

arealer til landzone.

Retningslinierne kan således indeholde en generel angivelse af

rummeligheden for så vidt angår arealer, som skal tilbageføres. Når

særlige regionplanmæssige interesser gør det fornødent, kan

regionplanen tillige indeholde en mere præcis angivelse af størrelsen

og beliggenheden af nærmere afgrænsede arealer.

Det følger endvidere af rammestyringsprincippet, at

kommunalbestyrelsen er forpligtet til senest ved næste ordinære

revision af kommuneplanen, jf. planlovens § 22, stk. 1 at optage

bestemmelse om tilbageførsel af arealer til landzone i kommuneplanen,

hvis regionplanen indeholder retningslinier herfor, jf. planlovens §

11, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen er endvidere forpligtet til at virke for, at de

pågældende arealer tilbageføres til landzone, jf. lovens § 12, stk.

1.

Afgrænsningen kan ikke indarbejdes i et planforslag som en ændring,

der foretages af kommunalbestyrelsen ved den endelige vedtagelse af

planen.

Kommuneplanens bestemmelser om afgrænsning af arealer, der ønskes

tilbageført, kan kun anvendes som grundlag for en

tilbageførselsbeslutning, hvis de har fremgået af et forslag til

kommuneplan/-tillæg, der har været offentliggjort efter den 1. juli

1985.

Udover den inddragelse af offentligheden, som sker i forbindelse med

kommuneplanforslagets behandling, er det i planlovens § 45, stk. 3,

fastsat, at grundejerne får mulighed for at udtale sig inden en

frist, der skal være mindst 8 uger.

Denne høring skal ske ved brev til de berørte grundejere. Høringen af

berørte grundejere kan foregå samtidig med, at kommuneplanforslaget

eller forslaget til kommuneplantillæg er i offentlig høring, således

at beslutning om tilbageførsel kan ske samtidig med forslagets

endelige vedtagelse. Høring kan også foretages forud for

tilvejebringelsen af kommuneplantillægget.

Såfremt der er et længere tidsrum mellem grundejerhøringen og

beslutningen om tilbageførsel, må kommunalbestyrelsen være opmærksom

på, om ejendommen har skiftet ejer i den mellemliggende periode. I så

fald skal den nye ejer høres, inden der træffes beslutning.

Ejers begæring

Hovedreglen om tilbageførsel af arealer til landzone er, at

kommunalbestyrelsen på grundlag af kommuneplanen foretager den

nødvendige justering af zonegrænserne.

I planlovens § 45, stk. 2, er der endvidere givet kommunalbestyrelsen

adgang til at tilbageføre et areal til landzone efter ansøgning fra

ejeren.

Dette kan ske, når arealet grænser til landzone, og når

tilbageførslen er ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn.

Det er forudsat, at der er tale om små arealer. Spørgsmålet afhænger

af de konkrete forhold. En tilbageførsel efter denne bestemmelse må

dog normalt forudsætte, at arealet ikke overstiger ca. 5 ha.

Hvis tilbageførslen undtagelsesvis har regionplanmæssig betydning,

skal kommunalbestyrelsen optage forhandling med

regionplanmyndigheden, inden arealet tilbageføres til landzone.

2. Beslutning om tilbageførsel

Når grundlaget er til stede, kan kommunalbestyrelsen træffe

beslutning om at tilbageføre arealer til landzone. Denne beslutning

kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Planstyrelsen,

jf. planlovens § 58, stk. 1.

Beslutningen skal, jf. bestemmelsen i planlovens § 45, stk. 4,

meddeles til ejerne af arealerne, panthaverne og andre

rettighedshavere, samt til amtsrådet og miljøministeren.

Underretningen er af rent oplysende karakter, og kommunalbestyrelsens

tilbageførselsbeslutning skal således ikke tiltrædes eller

efterprøves af Miljøministeriet eller amtsrådet, medmindre den

påklages. Efter bestemmelsen i planlovens § 45, stk. 5, skal ejerne

og panthaverne samtidig have oplyst reglerne om fremsættelse af

erstatningskrav.

3. Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter

Det vil som regel være nødvendigt at ophæve lokalplaner eller

byplanvedtægter for arealer, der skal tilbageføres.

Det kan ske ved vedtagelse af en ny lokalplan, efter de almindelige

regler i planlovens kap. 6, eller ved kommunalbestyrelsens

beslutning, jf. planlovens § 33, jf. nærmere kap. VI, afsnit D.

For at undgå usikkerhed om retsvirkningerne af en

tilbageførselsbeslutning, anbefales det, at der træffes beslutning om

ophævelse af eventuelle byplanvedtægter eller lokalplaner samtidig

med beslutningen om selve tilbageførslen.

Høring af grundejere og andre i forbindelse med ophævelse af en sådan

plan bør derfor ske samtidig med den grundejerhøring, der skal

foretages forud for beslutningen om tilbageførsel, jf. planlovens §

45, stk. 3, og afsnit B, pkt. 1.

C. De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning

1. Erstatningssager, herunder behandling ved taksationskommissioner

Reglerne om erstatning i forbindelse med tilbageførsel af arealer til

landzone er fastsat i planlovens § 46.

Herefter er der adgang til at fremsætte krav om erstatning for

faktisk afholdte udgifter med henblik på ejendommens udnyttelse i

byzone.

Bestemmelsen må dog fortolkes således, at den også omfatter udgifter,

der er afholdt med henblik på udnyttelse i sommerhusområde.

Også private ejere, der selv har begæret en tilbageførsel, kan

fremsætte krav om erstatning.

Reglen begrænser erstatningskravet til positive udgifter, der er

afholdt som følge af ejendommens placering i byzone. En eventuel

mistet spekulationsgevinst kan ikke gøres gældende som led i det

samlede erstatningskrav.

Som eksempel på, hvilke udgifter, der kan kræves erstattet, kan

nævnes udgifter til en landinspektør, arkitekt og advokat for bistand

med henblik på arealets udnyttelse i byzone eller sommerhusområde, fx

udarbejdelse af bebyggelsesplan eller lignende og ansøgninger samt

deltagelse i møder med myndigheder m.v.

Krav om erstatning skal fremsættes skriftligt over for

kommunalbestyrelsen senest 12 uger efter, at ejerne har fået

meddelelse om kommunalbestyrelsens beslutning efter planlovens § 45,

stk. 1 og 2, jf. § 46, stk. 3.

Kommunalbestyrelsen skal, jf. bestemmelsen i § 46, stk. 3, underrette

amtsrådet og miljøministeren om fremsatte erstatningskrav.

Underretning til miljøministeren sendes til Planstyrelsen.

Hvis der opnås enighed med ejeren om erstatningskravet, skal

kommunalbestyrelsen forelægge aftalen for amtsrådet og

miljøministeren, der begge skal tiltræde aftalen, jf. planlovens §

46, stk. 4, idet disse myndigheder hver afholder 1/3 af udgifterne

til erstatning, jf. § 46, stk. 5.

Opnås der ikke enighed med ejeren skal kommunalbestyrelsen efter

planlovens § 46, stk. 4, indbringe erstatningsspørgsmålet for

taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Behandlingen af

erstatningssagerne foregår efter reglerne i lov om offentlige veje,

jf. planlovens § 50.

Det henstilles, at kommunalbestyrelsen sender kopi af afsagte

kendelser til Planstyrelsen, således at styrelsen kan følge praksis i

kommissionerne.

2. Udgifter til sagsomkostninger og erstatninger

Som nævnt ovenfor skal amtsrådet og staten (Planstyrelsen) afholde

hver 1/3 af kommunens udgifter til sagsomkostninger og erstatning.

De udgifter, kommunen kan kræve delvis refunderet, omfatter således

erstatningsbeløb med renter samt de sagsomkostninger, der i vejsager

skal afholdes af vejbestyrelsen i medfør af § 62, stk. 2, i lov om

offentlige veje.

Til sagsomkostninger henregnes ikke kommunens udgifter til evt.

advokatbistand.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at udbetale sagsomkostninger og

erstatninger til henholdsvis taksationsmyndighed og grundejer.

Når udgifterne er afholdt, kan kommunalbestyrelsen rejse krav om

betaling af 1/3 af udgifterne over for vedkommende amtsråd og

Planstyrelsen.

Kravet bilægges fornøden dokumentation, herunder kopi af

taksationsmyndighedens eventuelle kendelse. Planstyrelsen og

pågældende amtsråd drager omsorg for, at betaling til kommunen af

deres del af udgifterne sker hurtigst muligt herefter.

Ifølge planlovens § 10 kan amtsrådene anvende midler fra fondene for

frigørelses- og afståelsesafgift til afholdelse af deres andel af

udgifterne til erstatning og sagsomkostninger.

3. Godtgørelse for grundskyld

Regler herom er fastsat i § 29 A, i lovbekendtgørelse nr. 808 af 4.

december 1990 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Loven

henhører under Indenrigsministeriet. Om forståelsen af bestemmelserne

har Indenrigsministeriet oplyst følgende

Godtgørelsen beregnes på grundlag af et forskelsbeløb, der skal

ansættes af vedkommende vurderingsråd for hvert år i den periode, der

ydes godtgørelse for.

Forskelsbeløbet skal ud fra en sammenligning med vurderingen af

tilsvarende ejendomme i landzone angive forskellen mellem på den ene

side den faktisk ansatte afgiftspligtige grundværdi på grundlag af

beliggenheden i byzone og på den anden side den afgiftspligtige

værdi, som ejendommen må antages at ville være blevet vurderet til,

hvis den på det pågældende tidspunkt havde ligget i landzone.

Om beregningen af forskelsbeløbet henvises til

Statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 om

godtgørelse for grundskyld af arealer, der tilbageføres til landzone.

Når forskelsbeløbene er fastsat, beregnes godtgørelsen ved at gange

beløbene med summen af den kommunale og amtskommunale

grundskyldspromille, der har været gældende for de enkelte skatteår.

Til beløbene for de enkelte år ydes der et tillæg på 4 % for hvert år

frem til det tidspunkt, hvor godtgørelsen udbetales. Der skal ikke

beregnes rente af tillægget.

Den godtgørelse, der tilkommer ejeren, udgør halvdelen af de samlede

opgjorte beløb med tillæg for de enkelte år i godtgørelsesperioden.

Godtgørelsen er skattefri for modtageren.

Udbetalingen af godtgørelsen skal ske i to omgange. Det må ses i

forbindelse med, at tilbageførslen til landzone først slår igennem i

ejendomsbeskatningen 1 til 2 år efter tilbageførslen.

Udbetalingen af den samlede godtgørelse skal ske til ejeren af

arealerne på tilbageførselstidspunktet. Det kræves ikke, at den

pågældende er ejer på det tidspunkt, hvor udbetalingen finder sted.

Erhvervelse ved arv betragtes som ejerskifte. Godtgørelsesperioden

beregnes i sådanne tilfælde fra og med det kvartal, hvori dødsfaldet

indtræder, selv om dødsboet fortsat måtte være under behandling på

tidspunktet for tilbageførslen til landzone.

Godtgørelsesordningen gælder ikke for ejendomme, der på

tilbageførselstidspunktet ejes af det offentlige.

Godtgørelsen udbetales af kommunen. Men kommunen kan over for

vedkommende amtskommune modregne den del af en udbetalt godtgørelse,

der vedrører amtskommunal grundskyld, ved førstkommende indbetaling

af amtskommunernes ejendomsskatter. Den del af godtgørelsen, der

vedrører amtskommunal grundskyld, der er indbetalt til statskassen,

modregnes dog ved førstkommende indbetaling af amtskommunal

grundskyld til statskassen.

4. Godtgørelse for frigørelsesafgift og grundskyld til staten af

landbrugsejendomme

Regler om tilbagebetaling af frigørelsesafgift er fastsæt i § 8 A i

lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse

nr. 549 af 9. juli 1991.

Regler om tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten er

fastsat i § 5 A i lov nr. 541 af 28. december 1979 om grundskyld til

staten af landbrugsejendomme. De i Statsskattedirektoratets

cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 angivne retningslinier for

ansættelsen af beregningsgrundlaget ved godtgørelse af grundskyld af

arealer, som tilbageføres til landzone, gælder tilsvarende ved

tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten.

X Ekspropriation, overtagelse (§§ 47-50)

Ekspropriations- og overtagelsesbestemmelserne i planlovens kap. 11

er en sammenskrivning af de hidtil gældende regler om ekspropriation

til virkeliggørelse af lokalplaner og ekspropriation til byudvikling.

Reglerne fandtes tidligere i kommuneplanlovens § 34 og i lov om

ekspropriation til byudvikling. Indholdet af reglerne er uændret.

De hidtil gældende regler om kommunal overtagelsespligt som følge af

planlægningsmæssige dispositioner er ligeledes uændrede.

Amtsrådene har ikke efter planloven adgang til at ekspropriere, men

miljøministeren kan efter planlovens § 3, stk. 4, i særlige tilfælde

beslutte at overtage en kommunalbestyrelses beføjelse til at

ekspropriere.

A. Ekspropriation

Efter planlovens § 47, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen ekspropriere

fast ejendom, der tilhører private, eller privates rettigheder over

fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning

- for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt eller

- for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse

med kommuneplanen.

1. Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner

Ekspropriation efter § 47, stk. 1, kan ske til virkeliggørelse af den

detaljerede planlægning i en lokalplan/byplanvedtægt. Det er en

forudsætning for anvendelse af ekspropriationsbestemmelsen, at

lokalplanen konkret beskriver den anvendelse/bebyggelse, hvortil der

ønskes eksproprieret. Ekspropriation efter rammelokalplaner er ikke

mulig.

Såfremt kommunalbestyrelsen alene ønsker at realisere

lokalplanformål, hvortil ekspropriation kan ske i medfør af anden

lovgivning, fx arealerhvervelse til offentlige veje og

parkeringspladser, jf. lov om offentlige veje § 43, bør denne

lovgivnings ekspropriationsregler anvendes.

Ekspropriation på grundlag af en lokalplan/byplanvedtægt forudsætter

endvidere, at ekspropriationen er af væsentlig betydning for

virkeliggørelsen. Det er en betingelse for ekspropriation, at det er

nødvendigt for kommunen at få rådighed over det pågældende areal, fx

fordi der skal udføres anlæg på arealet. Det er endvidere en

betingelse, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er

nært forestående.

Væsentlighedskravet indebærer, at ekspropriation ikke kan finde sted,

hvis ekspropriationsformålet kan realiseres på en for ejeren mindre

indgribende måde, eller hvis ejeren - bortset fra offentlige formål -

selv kan og vil realisere ekspropriationsformålet.

Kravet om, at anvendelsen af det pågældende areal skal være nært

forestående, betyder bl.a., at de nødvendige tilladelser efter anden

lovgivning skal være meddelt eller kan forventes at blive meddelt

inden for en kortere frist.

Det er - bortset fra offentlige formål - ikke nogen betingelse, at

det er kommunen eller en anden offentlig myndighed, der realiserer

ekspropriationsformålet. Der er adgang til at overdrage et

eksproprieret areal til en privat, der vil disponere over arealet i

overensstemmelse med planen.

2. Ekspropriation til byudvikling

Ekspropriation til byudvikling kan ske, inden den detaljerede

(lokal-)planlægning er gennemført. Omvendt er det ikke udelukket at

ekspropriere til byudvikling, fordi der foreligger en lokalplan for

(en del af) området.

Bestemmelsen tager sigte på ekspropriation af større i det væsentlige

ubebyggede arealer, typisk landzonearealer. Betingelsen for at der

kan eksproprieres er, at det på grundlag af kommuneplanen og dens

rækkefølgebestemmelser kan godtgøres, at ekspropriationen er af

væsentlig betydning for at sikre den planlagte byudvikling.

3. Fremgangsmåde

For så vidt angår fremgangsmåden ved ekspropriation, henviser

planloven til lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49, jf. planlovens

§ 35, stk. 6

»Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan inden den ...

(4-ugersdagen efter den offentlige bekendtgørelse) ... klage over

afgørelsen. En klage skal være skriftlig og skal indgives til

(amtet/kommunen med adresse). Klagen skal være kommet frem til

(amtet/kommunen) inden fristens udløb. (Amtet/kommunen videresender

klagen til klagemyndigheden (Overfredningsnævnet/Planstyrelsen).

Rettidig klage har opsættende virkning for afgørelsen, medmindre

klagemyndigheden bestemmer andet.«

XIII Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v. (§§ 65-69)

Planloven trådte i kraft den 1. januar 1992, jf. § 65. De særlige

bestemmelser i lovens § 41 om visse pensionisters ret til

helårsbeboelse i deres sommerhus trådte dog i kraft den 1. oktober

1991. Lov om tilbudspligt ophævedes ved lovens ikrafttræden, idet

bestemmelsen i tilbudspligtlovens § 3, stk. 3, om nedsættelse af et

tilbudspligtnævn først ophæves ved miljøministerens bekendtgørelse

herom.

Bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger, der er udstedt i henhold

til de hidtidige planlove, bliver ifølge planlovens § 69 opretholdt,

indtil de ophæves eller afløses af nye forskrifter. Der henvises til

kap. I.

A. Gældende planer opretholdes

De regionplaner, der er tilvejebragt efter de hidtidige

regionplanlove, og de kommune- og lokalplaner, der er tilvejebragt

efter kommuneplanloven, opretholdes, indtil de ændres eller ophæves

efter reglerne i planloven, jf. § 68, stk. 1.

Det samme gælder de planer m.v., der også blev opretholdt, da

kommuneplanloven trådte i kraft. Disse planer og beslutninger -

navnlig byplanvedtægter - gælder fortsat, indtil de ophæves ved en

lokalplan, jf. § 68, stk. 2.

De nævnte planer er således gældende, men deres retsvirkninger følger

reglerne i planloven. Når det fx i planlovens § 11, stk. 2, er

fastsat, at kommuneplanen ikke må stride mod regionplanlægningen for

forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, gælder det også de

regionplaner, der er godkendt efter regionplanlovene. Det er kun de

retningslinier i disse planer, der omhandler de i planlovens § 6,

stk. 3 og 4 angivne forhold, som er bindende for

kommuneplanlægningen.

B. Verserende sager

Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen,

Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før 1. januar 1992

færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, jf. § 66.

Bestemmelsen omfatter vetosager efter kommuneplanlovens §§ 8, 25 og

26 og klager efter kommuneplanlovens §§ 34 og 48 samt lov om

ekspropriation til byudvikling. For så vidt angår vetosager efter

kommuneplanlovens § 26 og de nævnte klagesager er der dog ingen

forskel i de materielle regler efter de nævnte love og planloven.

Bestemmelsen omfatter endvidere klager til Miljøankenævnet efter

sommerhuslovens § 7 c og by- og landzonelovens § 10 a samt eventuelle

sager efter § 3 i lov om tilbudspligt.

Vetosager efter kommuneplanloven er indbragt, når anmodningen om en

afgørelse i sagen er modtaget i Planstyrelsen.

Klager til Miljøankenævnet efter sommerhusloven og by- og

landzoneloven skal indgives til den myndighed - amtsråd eller

kommunalbestyrelse - der har truffet afgørelse i sagen. I disse sager

er klagen indbragt, når klagen er modtaget i amtskommunen respektive

kommunen. Rettidig klage skal være modtaget før 1. januar 1992, for

at Miljøankenævnet kan behandle sagen.

C. Verserende planforslag

Forslag til region-, kommune- og lokalplaner, der er offentliggjort

før 1. januar 1992, færdigbehandles efter de hidtidige regler, jf. §

66.

Forslag til de nævnte planer kan endvidere behandles efter de

hidtidige regler, hvis forslaget offentliggøres inden den 1. juli

1992. Det er den pågældende planmyndighed, der kan vælge at følge de

hidtidige regler. Valget må træffes i forbindelse med

offentliggørelsen af forslaget, og det gælder i så fald hele

proceduren. Hvis fx en kommunalbestyrelse vælger at offentliggøre et

kommuneplanforslag efter de hidtidige regler, indebærer det, at

forslaget er omfattet af bestemmelsen i kommuneplanlovens § 10, stk.

2, om tiltrædelse af bebyggelsesprocenter, der er større end 110.

D. Frikommuneforsøg

Ved planlovens ikrafttræden ophæves de bestemmelser i

frikommuneloven, hvorefter der er godkendt en række frikommuneforsøg

inden for by- og landzonelovens, kommuneplanlovens og lands- og

regionplanlovens område.

De frikommuneregulativer, der er godkendt inden 1. januar 1992,

bevarer deres gyldighed indtil udgangen af 1993, jf. § 69, stk. 2.

Nye ansøgninger om forsøg skal behandles efter planlovens § 4, der

giver miljøministeren hjemmel til at fritage amtsråd og

kommunalbestyrelser for at overholde lovens bestemmelser i

forbindelse med forsøg, der tilsigter at fremme lovens formål.

E. Tilbudspligt

Loven om tilbudspligt blev ophævet ved planlovens ikrafttræden.

Ophævelsen af loven indebærer, at der ikke længere er tilbudspligt på

de arealer, der var omfattet af loven. Det gælder både de arealer,

hvor tilbudspligten fulgte umiddelbart af loven, og de arealer, hvor

der blev pålagt tilbudspligt efter lovens § 1, stk. 2.

§ 36, stk. 1, nr. 8.

Offentlige trafik- og forsyningsanlæg skal forstås i vid betydning.

Bestemmelsen omfatter fx jernbanebroer, transformatorstationer og

elmaster. Der kræves fortsat landzonetilladelse til opstilling af

vindmøller, uanset om de ejes af elselskaber, offentlige myndigheder

eller private.

Vindmøller

Opstilling af vindmøller kræver landzonetilladelse. Der bør som

hovedregel stilles vilkår om møllens fjernelse uden udgifter for det

offentlige, når møllen har været ude af drift i et år.

Regionplanerne indeholder retningslinier for lokalisering af

vindmøller. Retningslinierne omfatter typisk udpegning af områder til

egentlige vindmølleparker, samt en opdeling af det åbne land i zoner

med forskellige kriterier for opstilling af vindmøller.

Denne opdeling spænder fra »det åbne land i øvrigt«, hvor der ikke er

andre restriktioner, end hvad der følger af landzonebestemmelserne og

anden lovgivning - først og fremmest frednings- og miljølovgivning -

til zoner, hvor opstilling af vindmøller kun kan tillades

undtagelsesvis, når det konkret påvises, at landskabelige og andre

hensyn ikke taler derimod.

Det af regeringen nedsatte Vindmølleplaceringsudvalg har i februar

1992 afgivet betænkning II, der indeholder anbefalinger vedrørende

den fysiske planlægnings muligheder for at realisere

energihandlingsplanens vindkraftsmålsætning.

Miljøministeren har opfordret amter og kommuner til positivt at følge

betænkningen op og igangsætte en kommuneplanlægning for vindmøller,

der skal udgøre et detaljeret grundlag for landzoneadministrationen.

Andre tekniske anlæg

Opstilling af antenneanlæg, som ikke er omfattet af § 36, stk. 1, nr.

8, og ændret benyttelse af et ubebygget areal, fx nyindretning af

lossepladser, oplagspladser såsom jorddeponier, og lignende kræver

tilladelse efter § 35, stk. 1.

En række af disse anlæg vil være behandlet i regionplanlægningen og

vil i mange tilfælde være lokalplanpligtige.

7. Boliger

Udstykning, opførelse og ibrugtagning af bygninger til beboelse

kræver landzonetilladelse.

Udstykning til boliger

Ved vurderingen af ansøgninger om udstykning af arealer, der er

bebygget med enligt beliggende beboelseshuse, som ikke længere

anvendes til deres oprindelige formål, som fx funktionærboliger må

der tages hensyn til, om udstykningstilladelsen vil kunne medføre, at

der senere fremkommer ønsker om en yderligere beboelsesbygning på den

oprindelige ejendom.

Det bør tillige være en forudsætning for at meddele tilladelse, at

husets bygningsmæssige tilstand ikke er så ringe, at det er uegnet

til beboelse, således at der ved udstykningen reelt tilsigtes

fremskaffet en byggegrund.

Boligbyggeri

Ved ansøgning om tilladelse til bebyggelse må der tages udgangspunkt

i muligheden for i stedet at udnytte de udlæg af byzone, som er sket

gennem planlægningen.

Som hovedregel gælder derfor, at landzonetilladelse til opførelse og

indretning af boliger kun bør meddeles, når et ansøgt byggeri ikke

med rimelighed kan henvises til et planlagt område.

I områderne omkring de eksisterende byzoner bør landzonemyndigheden

således være yderst tilbageholdende med at give tilladelser til

udstykning og bebyggelse.

Herudover gælder generelt, at enligt beliggende enfamiliehuse ikke

bør tillades opført i det åbne land.

Ved stillingtagen til en konkret ansøgning om et byggeri i landzone

bør der endvidere henses til, om der kan sikres beboerne en rimelig

adgang til offentlig og privat service (skoler, og dagligvarebutikker

m.v.), om der kan tilvejebringes forsvarlige kloakforhold og

trafikforhold, samt om beboerne kan sikres mod forureningsulemper,

herunder utilfredsstillende støjforhold.

Forventninger om, at kloakforholdene og andet kan bringes i orden ad

åre, er ikke tilstrækkeligt.

Endvidere må udstykningen og bebyggelsen kunne indpasses på en

hensigtsmæssig måde i de eksisterende bebyggelses- og vejforhold,

uden at støjramte arealer inddrages.

Ansøgninger om at opdele eksisterende (større) overflødiggjorte/tomme

boliger på en landbrugsejendom i flere boligenheder bør dog

imødekommes medmindre planlægningsmæssig eller andre væsentlige

interesser taler afgørende imod.

Til- eller ombygning af et helårshus kræver ikke landzonetilladelse,

hvis det samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m , jf.

planlovens § 36, stk. 1, nr. 9. Det forudsættes herved, at der er

tale om en bygning af en vis standard. Det er således ikke tilladt at

foretage tilbygning uden landzonetilladelse til et byggeri, som ikke

kan istandsættes uden sådan tilladelse.

Byggeri, der er fritaget for krav om byggetilladelse efter

bygningsreglementet for småhuse, og som ikke medfører oprettelse af

en ny bolig er også undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf.

36, stk. 1, nr. 7. Det drejer sig bl.a. om carporte, udhuse o.lign.,

der opføres i tilknytning til eksisterende boliger. Sådanne småhuse

kan derimod ikke uden tilladelse opføres på selvstændigt beliggende

lodder.

Indretning af et ekstra køkken bevirker ikke i sig selv, at der

dermed er etableret en ekstra bolig. Ved afgørelsen heraf må der

foretages en konkret vurdering, herunder af boligens planmæssige

udformning og anvendelse. Der henvises iøvrigt til byggelovgivningens

regler herom.

Boligbyggeri i landsbyer

I landsbyer må landzonemyndigheden tage hensyn dels til ønsket om en

styrkelse af landsbyernes udviklingsmuligheder, dels til de

bevaringshensyn, som ofte findes både mht. bygninger, haver og

grønninger. Retningslinier for landsbyernes udvikling, bebyggelse og

bevaring findes efterhånden i de fleste region- og kommuneplaner, og

mange landsbyer er endvidere omfattet af lokalplaner.

Ved ansøgninger om bebyggelse i landsbyer bør der ikke lægges vægt

på, om ansøgeren har et familiemæssigt tilknytningsforhold til

området.

Derimod kan et erhvervsmæssigt tilknytningsforhold være et væsentligt

kriterium, der berettiger til at give en landzonetilladelse til en

bolig, idet denne kan være med til at sikre forudsætningerne for den

pågældende erhvervsvirksomhed i landsbyen, og dermed opretholdelsen

af et vist serviceniveau.

Med udstykningsreformen blev der indsat to nye bestemmelser i

byggelovens §§ 10 a og 22. Disse bestemmelser indebærer krav om, at

de fysiske forhold i forbindelse med opførelse af flere enfamiliehuse

på en ejendom ikke senere må hindre en udstykning af de enkelte

boliger til selvstændige ejendomme.

Bestemmelserne omfatter også opførelse af flere enfamiliehuse på

grunde i landsbyer. Ved vurderingen af ansøgninger om tilladelse til

opførelse af flere enfamiliehuse på samme ejendom, må der derfor

tages hensyn til den senere udstykningsmulighed.

Der bør ikke meddeles tilladelse til flere boligenheder på samme

grund, medmindre landzonemyndigheden samtidig er indstillet på at

meddele tilladelse til udstykning af de enkelte boligenheder.

I tilfælde, hvor der før 1. april l991 er givet zonetilladelse til at

opføre flere boliger på een grund, bør landzonemyndigheden vurdere en

ansøgning om udstykning i lyset af intentionerne med ændringen af

byggelovens § 10a. Der bør således meddeles landzonetilladelse til

udstykning, medmindre væsentlige hensyn taler imod.

Ændret anvendelse af boliger

En helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig er undtaget

fra kravet om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr.

10.

Såfremt et helårshus efter mere end 3 års benyttelse som fritidshus

igen ønskes anvendt til helårsbrug, foreligger der en ændret

anvendelse, som kræver landzonetilladelse, se afsnit G, pkt. 4.

Det samme gælder, når et »ægte« sommerhus i landzone ønskes taget i

brug til helårsbeboelse.

Ansøgningen bør som udgangspunkt behandles som nyopførelse af et

helårshus.

Har sommerhuset oprindeligt været et helårshus, kan der dog efter

omstændighederne meddeles tilladelse til igen at tage huset i

anvendelse til helårsbeboelse. Der bør ved afvejningen lægges

afgørende vægt på længden af den periode, hvor huset ikke har været

anvendt til helårsbeboelse, og på hvor mange helårshuse, der ligger i

nærheden. Endvidere bør husets kvalitet indgå i bedømmelsen.

Hviler husets tidligere status som helårshus på en tilladelse,

afhænger det af tilladelsens indhold, herunder vilkårene, hvorvidt

retten til helårsbeboelse er bortfaldet, se afsnit G, pkt. 4.

Opmærksomheden henledes på, at planlovens § 41, der giver

pensionister og efterlønsmodtagere en lovbestemt ret til

helårsbeboelse i sommerhusområder, ikke gælder for fritids- og

sommerhuse i landzone.

I forbindelse med planlovens vedtagelse blev det dog tilkendegivet,

at det fandtes rimeligt, at landzonemyndigheden

meddeler personlig tilladelse til helårsbeboelse i de tilfælde, hvor

et »sommerhusområde« i landzone kan sidestilles med et planlagt

sommerhusområde, og hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i

øvrigt ikke taler imod. Det forudsættes desuden, at ansøgeren i

øvrigt opfylder betingelserne i planlovens § 41, jf. kap. VIII,

afsnit D.

8. Rekreative formål

Anlæg til rekreative formål søges ofte placeret i naturskønne områder

og gerne nær kysterne. Opmærksomheden henledes derfor på

kystcirkulæret, jf. afsnit E, pkt. 1.

Rekreative parceller

Der bør ikke meddeles tilladelse til udstykning med henblik på fx

jagt, ophold og lignende private rekreative formål. Det gælder,

uanset at der ikke søges om tilladelse til bebyggelse.

Sådanne udstykninger ønskes ofte foretaget i områder, hvor de

landskabelige og rekreative interesser er store, og de kan medføre en

belastning af landskabet i henseende til hegning, opstilling af

skilte, beplantning og terrænændringer m.v. Udstykningerne vil

endvidere kunne forårsage landbrugsmæssige ulemper i form af gener

for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger.

Moseområder, heder, strandenge, mindre skovområder, særligt kuperede

partier, m.v., som ikke er i intensiv drift, har altid været en

værdifuld bestanddel af det danske landskab, og en udskillelse af

sådanne arealer i selvstændigt matrikulerede ejendomme vil være i

strid med landzonebestemmelsernes formål.

Ferieformål

Nyindretning af ferielejligheder på landbrugsejendomme og andre

ejendomme i landzone kræver landzonetilladelse.

Ansøgninger om at opdele eksisterende overflødiggjorte bygninger på

landbrugsejendomme i et mindre antal ferielejligheder bør imødekommes

medmindre planlægningsmæssige eller andre væsentlige interesser taler

afgørende imod.

Landzonemyndighedens vurdering af, hvorvidt der bør gives

landzonetilladelse, skal dog foretages uafhængig af praksis efter

sommerhusloven.

Det kræver ikke landzonetilladelse at tage tiloversblevne boliger, fx

medarbejderboliger i brug til ferieformål, jf. planlovens § 36, stk.

1, nr. 10. Tilsvarende kræver bondegårdsferie, jf. sommerhuslovens §

1, stk. 2, hvor familien »rykker sammen«, heller ikke

landzonetilladelse.

Efter sommerhusloven kan der meddeles tilladelse til udlejning af op

til 10 ferielejligheder/værelser i tiloversblevne bygninger på

landet. Det er endvidere normalt en forudsætning, at ejeren bor på

ejendommen. Udlejningstilladelse forudsætter normalt forudgående

landzonetilladelse.

Udstykning, opførelse og ibrugtagning af bebyggelse til hytter,

vandrerhjem o.lign. kræver landzonetilladelse. Ved afgørelsen bør der

bl.a. lægges vægt på naturbeskyttelsesmæssige hensyn, samt behovet

for nærhed til offentlig trafikforsyning, bysamfund m.v.

Ibrugtagning af arealer til koloni- og nyttehaver , campingplads og

afholdelse af en lejr i en periode på over 6 uger kræver ligeledes

landzonetilladelse.

Derimod kræves der ikke landzonetilladelse til etablering af

en primitiv lejrplads med ganske få telte, såfremt der alene er tale

om lejlighedsvis teltslagning af midlertid karakter på en mindre del

af en ejendom, der i øvrigt anvendes til andre formål. Det gælder,

uanset om der betales et mindre vederlag for benyttelsen, og om der

gives adgang til ejendommens toilet m.v.

Idrætsanlæg

Tennisbaner, fodboldanlæg, lystbådehavne, svømmehaller o.lign. bør

som udgangspunkt placeres i byzone. Golfbaner, motocross- og

skydebaner placeres derimod typisk i landzone. Såfremt arealerne vil

kunne genanvendes til jordbrugsmæssige formål, vil der normalt efter

landbrugsloven blive stillet vilkår om tilbageførsel til

jordbrugsmæssig drift ved ophør af anlæggets brug.

Ved placering af idrætsanlæg i landzone kræves en landzonetilladelse,

hvor der bør lægges vægt på at søge anlægget placeret så nær ved

brugerkredsen som muligt, dog under iagttagelse af landskabelige og

miljømæssige hensyn m.v.

Søer

Etablering af en kunstig sø er også en ændret anvendelse, som kræver

tilladelse, medmindre søen er erhvervsmæssigt nødvendigt som led i

ejendommens udnyttelse som landbrugsejendom.

Ved afgørelsen skal der lægges vægt på, om søen vil være i strid med

planlægningen for området, særligt beskyttelsen af naturhensyn. Der

bør således udvises betydelig tilbageholdenhed, hvor søen ønskes

etableret i store sammenhængende vådområder eller i ådale eller langs

åer med særlige beskyttelseshensyn. Etableringen af søer vil

endvidere ofte være omfattet af naturfredningsloven som følge af

beliggenhed nær ved åer, vådområder m.v. Der henvises til afsnit E,

pkt. 2.

Rigtigt anlagte søer kan på den anden side blive et værdifuldt

indslag i landskabet. Genskabelsen af søer kan ligeledes være et

værdifuldt indslag i landskabet, og vil ofte blive gennemført som et

naturgenopretningsprojekt efter naturforvaltningsloven. Det er

imidlertid vigtigt, at det i forbindelse med landzoneadministrationen

nøje vurderes, om et projekt til genskabelse af en sø strider mod

planlægningen for området eller mod hensynet til naturinteresserne.

Bade- og bådebroer

Opmærksomheden henledes på, at Ministeriet for Offentlige Arbejder

ved bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981 har bemyndiget

amtsrådet til fra 1. januar 1982 at imødekomme eller afslå

ansøgninger om tilladelse til på søterritoriet at anbringe visse

mindre bade- og bådebroer. Etableringen af landforbindelsen til

sådanne mindre bade- og bådebroer, der er udført efter retningslinier

i Ministeriet for Offentlige Arbejders cirkulære, forudsætter ikke

landzonetilladelse efter planloven.

G. Formkrav m.v. til landzoneafgørelser

1. Skriftlighed og underretning

Ifølge planlovens § 35, stk. 4 skal ansøgeren og kommunalbestyrelsen

have skriftlig meddelelse om afgørelser truffet efter § 35, stk. 1. I

tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed skal

amtsrådet have skriftlig meddelelse om afgørelsen.

Afgørelsens indhold skal begrundes og ledsages af en klagevejledning

i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom.

Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om,

1. at afgørelsen kan påklages inden 4 uger fra den dag, den er

meddelt den pågældende eller i tilfælde af offentlig bekendtgørelse

inden 4 uger fra bekendtgørelsen,

2. at klage kan indgives af ansøgeren, kommunalbestyrelsen hhv.

amtsrådet, og enhver med retlig interesse i sagens udfald,

3. at eventuel klage har opsættende virkning, medmindre

klagemyndigheden bestemmer andet,

4. at ansøger vil blive underrettet om en eventuel klage,

5. at en tilladelse bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år

efter den er meddelt,

6. hvortil klagen skal indgives,

7. søgsmålsfristen i planlovens § 62, stk. 1.

2. Offentliggørelse

Tilladelser efter § 35, stk. 1 skal offentliggøres, jf. planlovens §

35, stk. 5.

Offentliggørelsen bør ske ved annoncering i stedlige, periodiske

blade, der er almindeligt udbredt i området, herunder eventuelt i

ugentlige lokalblade.

Landzonemyndigheden forestår offentliggørelsen.

Offentliggørelsen skal indeholde oplysning om,

1. hvilket areal tilladelsen vedrører,

2. hvorvidt tilladelsen omfatter udstykning, bebyggelse eller ændret

anvendelse,

3. hvem der er klageberettigede, dvs.

a. ansøgeren,

b. kommunalbestyrelsen, henholdsvis amtsrådet og

c. enhver med retlig interesse i sagens udfald,

4. at klage skal indgives til den myndighed, der har truffet

afgørelsen,

5. at klage skal være indgivet inden 4 uger fra offentliggørelsen,

6. at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre

klagemyndigheden bestemmer andet,

7. det eller de steder, hvor tilladelsen og de dertil knyttede

dokumenter, herunder kortbilag er fremlagt.

Om beregning af klagefristen og landzonemyndighedens fremsendelse af

sagen til klagemyndigheden henvises til kap. XII, afsnit D og E.

Manglende offentliggørelse medfører en suspendering af klagefristen

og vil efter omstændighederne kunne medføre erstatningsansvar for

landzonemyndigheden.

Offentliggørelse kan undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse

med en offentligt bekendtgjort lokalplan, jf. planlovens § 35, stk.

5, 2. punktum.

3. Betingelser

Det følger af almindelige regler og indirekte af planlovens § 55, at

tilladelser efter § 35, stk. 1 kan betinges.

Hvilke betingelser, der lovligt kan stilles, er ikke angivet i

planloven, men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler,

at en betingelse skal være begrundet i hensyn, der kan varetages

efter den pågældende lov, og at betingelserne skal stå i et rimeligt

forhold til afgørelsen.

Betingelser er bindende for andre indehavere af rettigheder over

ejendommen, uanset hvornår deres ret er stiftet.

Rammerne for hvilke betingelser, der kan stilles, skal således ses i

lyset af formålet med landzonebestemmelserne og i øvrigt vurderes i

forhold til beslægtet lovgivning. Der bør ikke i landzonetilladelser

stilles vilkår om forhold, som mere præcist kan fastsættes efter

anden lovgivning. Det gælder fx tilladelser vedrørende forhold, som

også er behandlet efter landbrugs-, miljø- eller

naturfredningslovgivningen.

Landzonemyndigheden vil dog kunne supplere eller stramme betingelser

stillet efter beslægtet lovgivning, men det skal i så tilfælde være

begrundet i landzonebestemmelsernes andre formål.

Således vil hensynet til bevarelsen af landskabelige værdier kunne

betinge opstillingen af vilkår om en særlig placering og udformning

af en ny bebyggelse, om at udendørs oplag ikke må finde sted eller om

beplantning og hegning omkring skæmmende anlæg m.v.

Tilsvarende vil en ny bebyggelse eller anvendelse af bestående

bygninger eller arealer, der må antages at ville foregribe eller

stride mod kommende planlægning, kunne gøres midlertidig. Fx således

at tilladelsen kun er gældende et bestemt antal år, eller så længe

den pågældende person/firma ejer ejendommen og driver virksomhed

derfra.

Endelig kan der i tilfælde, hvor tilladelsen er særligt begrundet i

ansøgerens forhold være grund til at meddele tilladelsen som en

personlig tilladelse for ansøgeren, fx ved en pensionist's ansøgning

om tilladelse til helårsbeboelse i et sommerhus beliggende i

landzone.

Landzonemyndigheden drager omsorg for, at betingelserne tinglyses på

ejendommen, jf. planlovens § 55. Omkostningerne ved tinglysningen

påhviler ejeren, jf. § 55, 2. punktum. Bestemmelsen er ny og er

indført, fordi det synes rimeligt, at ejeren, der har fordel af

tilladelsen afholder omkostningerne ved tinglysning af eventuelle

betingelser.

Der er udpantningsret for det udlagte beløb.

4. Forældelse

I henhold til planlovens § 56, stk. 1 bortfalder en tilladelse efter

§ 37 omfatter håndværks- og industrivirksomhed, lager- og

kontorformål m.v., herunder fx elektronikvirksomhed og

konsulentfirmaer og andre liberale erhverv samt forenings- og

fritidsformål, fx hjemstavnsforeninger, naturskoler og

naturvejledningscentre, der kan indpasses i de pågældende bygninger.

Hotel- og restaurationsvirksomhed, detailhandel og beboelse er

derimod ikke omfattet.

Hvis en virksomhed, der er etableret efter § 37, senere udvider

anvendelsen af bygningen med erhvervsaktiviteter, der falder udenfor

de virksomhedstyper, som er nævnt i § 37, kræves der

landzonetilladelse til den nye aktivitet.

§ 37' s formulering er ikke til hinder for, at der etableres flere

virksomheder i en eller flere bygninger på samme ejendom, såfremt

betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Antallet af beskæftigede er uden betydning for afgrænsningen af §

37's anvendelsesområde.

Efter § 37, stk. 2, kan der - også uden landzonetilladelse - i

tilknytning til virksomheden i bygningerne etableres et »mindre, ikke

skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse«.

Oplag kan kun accepteres efter § 37, hvis det har tilknytning til den

erhvervsmæssige anvendelse af bygningerne.

Et oplag er typisk »ikke skæmmende«, hvis det ikke kan ses fra

tilstødende ejendomme eller fra offentlig vej. Oplagets omfang skal

være »mindre«, også i forhold til omfanget af de bygninger, der

rummer virksomheden.

Oplaget skal almindeligvis kunne placeres på gårdspladsen eller

eventuelt på en overflødiggjort møddingsplads eller på lignende

steder i direkte tilknytning til de bygninger, hvori virksomheden

indrettes.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 37, stk. 2, træffe nærmere

bestemmelse om et sådant »tilknyttet oplag«. Kommunalbestyrelsen vil

normalt som en reaktion på anmeldelsen herom træffe bestemmelse om

placeringen og størrelsen og om afskærmende beplantning.

Bestemmelserne kan om fornødent kræves tinglyst på ejendommen, jf. §

55, 2. pkt.

Spørgsmålet om omfang og placering m.m. af et oplag skal ikke

nødvendigvis være afklaret før etableringen af virksomheden.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning herom senere, men det

anbefales, at det så vidt muligt afklares i forbindelse med

anmeldelsen inden etableringen.

6. Tekniske anlæg

Hovedreglen er, at udstykning, opførelse af bebyggelse, samt

ibrugtagning af bebyggelse og arealer til tekniske anlæg kræver

landzonetilladelse.

Råstofindvinding

I § 36, stk. 1, nr. 6 er indvinding af råstoffer (ændring af

anvendelse) dog undtaget fra kravet om landzonetilladelse. Derimod

vil indvindingen som regel kræve tilladelse efter råstofloven.

Udstykning af arealer i forbindelse med råstofudnyttelse bør ikke

tillades, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende. En

eventuel tilladelse bør i så fald betinges af, at arealet efter

ophørt råstofindvinding sammenlægges med en landbrugs- eller

skovbrugsejendom, medmindre arealet i henhold til en endelig

planlægning skal anvendes til ikke jordbrugsmæssige formål.

Ved udstykning af landbrugsejendomme til råstofindvinding bør sagen

koordineres med behandlingen efter landbrugsloven. Hvis der som

betingelse for ophævelse af landbrugspligt stilles krav om arealets

sammenlægning med en landbrugsejendom, når råstofindvindingen

ophører, bør dette vilkår ikke fastsættes i landzonetilladelsen.

I forbindelse med udnyttelse af råstoffer i jorden kan det være

nødvendigt at etablere bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige

for råstofudnyttelsen. Tilladelse bør gives, medmindre særlige

forhold gør sig gældende.

Offentlige forsynings- og varslingsanlæg m.v.

Byggeri, som i bygningsreglementet er fritaget for krav om

byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik-,

for- synings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse er

undtaget fra kravet om tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, jf.

§ 42 omfatter såvel ejendomme i privat som i kommunens eje.

I § 42, stk. 1, 2. pkt., bestemmes det, at kommunalbestyrelsen ikke

kan meddele samtykke i tilfælde, hvor der foreligger lokalplanpligt,

jf. lovens § 13, stk. 2. Også denne bestemmelse gælder såvel for

private ejendomme som for ejendomme i kommunens eje. I § 42, stk. 2,

er der fastsat nogle formelle regler om samtykkeerklæringen.

Kommunalbestyrelsen kan nægte samtykke, når den skønner, at

servitutten har uheldige virkninger for kommunens byplanarbejde.

De servitutter, der kræver samtykke, er efter Planstyrelsens

opfattelse alle (private) servitutter om emner, der kan reguleres i

en lokalplan (bebyggelse og anvendelse af ejendomme, færdselsforhold

osv. jf. planlovens § 15). Det er efter styrelsens opfattelse ikke

nogen betingelse, at den konkrete servitutbestemmelse med samme

formulering kan optages i en lokalplan.

C. Påtaleret

Efter planlovens § 43 kan kommunalbestyrelsen ved påbud eller forbud

sikre overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der

kan optages bestemmelser i en lokalplan.

Bestemmelsen i § 43 omfatter samme gruppe servitutter, som kræver

samtykke efter § 42, dvs. private servitutter om emner, der kan

reguleres i en lokalplan. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen en

adgang til at håndhæve disse servitutter uanset, om kommunen har

påtaleret i henhold til servitutten. Det er naturligvis en

forudsætning, at kommunalbestyrelsen varetager et planlægningsmæssigt

formål ved udøvelsen af påtaleretten. Se Vejledning om fremgangsmåden

i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, december 1991.

Et forbud eller påbud efter § 43 kan gennemtvinges efter reglerne i

planlovens §§ 63 og 64, dvs. gennem en straffesag. Retlige spørgsmål

i forbindelse med kommunalbestyrelsens anvendelse af § 43 kan

påklages efter planlovens § 58. Kommunalbestyrelsens beslutning om

ikke at anvende § 43 kan derimod ikke påklages.

Har kommunalbestyrelsen påtaleret i henhold til servitutten, kan den

(også) håndhæves gennem en civil retssag. Da der er væsentlig forskel

i retsvirkningerne, bør kommunalbestyrelsen altid angive, om et

forbud eller påbud er udstedt i henhold til planlovens § 43.

XII Klageregler i planloven (§§ 58-62)

A. Hvilke forhold kan påklages

1. Retlige spørgsmål

Hovedreglen vedrørende klage efter planlovens § 58, stk. 1, er, at

kun retlige spørgsmål i forbindelse med amtsrådets og

kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages.

Der kan ikke gives nogen udtømmende definition af, hvad der skal

anses for »retlige spørgsmål«, men det skal forstås ret vidt.

Som eksempler på retlige spørgsmål kan nævnes følgende

Hvis en kommunal myndigheds afgørelse indebærer en fortolkning af

planloven eller af de planer, der er tilvejebragt efter planloven, er

der tale om retlige spørgsmål. Det samme gælder, hvis

kommunalbestyrelsens afgørelse indebærer en fortolkning af de før

kommuneplanlovens ikrafttræden tilvejebragte planer m.v. (først og

fremmest byplanvedtægter), der i henhold til planlovens § 68 fortsat

bevarer deres gyldighed, indtil de måtte blive ophævet eller ændret

ved en lokalplan. Fortolkningen af private servitutter i forbindelse

med samtykke, påbud og forbud efter planlovens kap. 9 er ligeledes

retlige spørgsmål, jf. ovenfor, kap. XI.

Det er et retligt spørgsmål, om en regionplan eller en kommuneplan

har det i loven foreskrevne indhold, og om bestemmelserne i en af

kommunalbestyrelsen vedtaget lokalplan har hjemmel i planlovens § 15.

Kommune- og lokalplaner må ikke stride mod regionplanlægningen for

forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, jf. § 11, stk. 2 og § 13, stk.

1, 2. pkt.

Bestemmelserne må ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 29, stk. 2,

2. pkt., hvorefter amtsrådets pligt til at fremsætte indsigelse mod

planforslaget ikke gælder, hvis forholdet er af underordnet betydning

for regionplanlægningens formål.

Både spørgsmålet om, hvorvidt der er overensstemmelse mellem

planerne, og hvorvidt en eventuel uoverensstemmelse er af underordnet

betydning, kan påklages som retligt spørgsmål efter planlovens § 58,

stk. 1

Planstyrelsen skal derfor ved behandlingen af klager over

plan-uoverensstemmelse i givet fald vurdere, om en konstateret

uoverensstemmelse er af underordnet betydning.

Er Planstyrelsen enig med amtsrådet i, at en planuoverensstemmelse er

af underordnet betydning, vil styrelsen anse den pågældende plan for

gyldig.

Uoverensstemmelse mellem en regionplan og de regler og beslutninger,

der er fastsat efter § 3, kan ligeledes påklages som et retligt

spørgsmål.

Ligeledes er det et retligt spørgsmål, om procedureregler og

kompetenceregler i forbindelse med udarbejdelse af region-, kommune-

og lokalplaner, meddelelse af dispensationer og tilladelser m.v. er

overholdt, og det er et retligt spørgsmål, om forvaltningsloven og de

almindelige forvaltningsretlige regler om fx lighedsgrundsætningen,

magtfordrejning, inhabilitet m.v. er overholdt.

Det er et retligt spørgsmål, om et bygge- eller anlægsarbejde m.v. i

henhold til planlovens § 13, stk. 2, er »større« og dermed

lokalplanpligtigt.

Som retligt spørgsmål betragtes også spørgsmålet om, hvorvidt

betingelserne for at tage en overflødiggjort landbrugsbygning i brug

til andet erhvervsformål efter planlovens § 37, stk. 1, er opfyldt.

Det er ligeledes et retligt spørgsmål, om betingelserne for

helårsbeboelse i § 41 er opfyldt. Der vil således fx kunne klages

over et påbud, som udstedes, fordi kommunalbestyrelsen ikke anser

betingelserne for opfyldt.

I kommunalbestyrelsens afgørelse i en dispensationssag kan indgå

retlige spørgsmål. Det er fx et retligt spørgsmål, om en dispensation

fra en lokalplan eller byplanvedtægt er i strid med principperne i

planen, jf. planlovens § 19, stk. 1.

Af hovedreglen i planlovens § 58 fremgår modsætningsvis, at

amtsrådets og kommunalbestyrelsens skønsmæssige afgørelser vedrørende

forhold, der er omfattet af planloven, ikke kan påklages til anden

administrativ myndighed, bortset fra de særlige afgørelser

(landzonetilladelser og ekspropriationsbeslutninger), der er nævnt

nedenfor under 2.

Dette betyder, at hverken et afslag på en ansøgning om dispensation

fra en lokalplan eller en imødekommelse af en ansøgning kan påklages,

når de ovenfor nævnte procedureregler m.v. er overholdt.

At skønsmæssige afgørelser ikke kan påklages betyder endvidere, at

der fx ikke kan klages over, at en region-, kommune- eller lokalplans

indhold efter klagers vurdering ikke er hensigtsmæssig.

2. Klage til fuld prøvelse

I følgende tilfælde kan afgørelser påklages til fuld efterprøvelse af

klagemyndigheden, det vil sige, at klagen kan vedrøre såvel

skønsmæssige som retlige spørgsmål

1. Kommunalbestyrelsens beslutninger om ekspropriation til

byudvikling eller til virkeliggørelse af en lokalplan eller en

byplanvedtægt i henhold til planlovens § 47, jf. § 58, stk. 2.

2. Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser

om landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 58, stk. 3

og 4.

3. Grundejer- og beboerforeningers afgørelser om dispensationer fra

lokalplaner m.v. efter planlovens § 21, stk. 1, jf. § 58, stk. 6.

3. Ingen klageadgang for afgørelser

I følgende tilfælde er afgørelsen endelig

1. Kommunalbestyrelsens afgørelser om, hvorvidt der skal meddeles

dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder efter

planlovens § 40, stk. 2, jf. § 58, stk. 5, 2. pkt. (Derimod er påbud

efter § 63 genstand for retlig klage, jf. foran under 1).

2. Miljøministerens (Planstyrelsens) og Overfredningsnævnets

afgørelser i klagesager efter planlovens § 58, stk. 1-4 , jf. § 58,

stk. 5, 1. pkt.

At der ingen klageadgang består efter planloven er ikke ensbetydende

med, at der ikke er nogen reaktionsmulighed over for afgørelserne.

Som nærmere beskrevet nedenfor er der mulighed for at indbringe

afgørelsen for domstolene. Når der ikke er nogen klageadgang, vil de

kommunale tilsynsmyndigheder endvidere kunne tage stilling til, om

der foreligger en tilsidesættelse af lovgivningen. Desuden vil en sag

kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand.

B. Hvem kan klage?

I planlovens § 59 angives de klageberettigede som enhver med retlig

interesse i sagens udfald .

Med begrebet »retlig interesse« angives, at den, der tillægges

klageret, skal have en så væsentlig interesse i sagen, at det er

rimeligt, at klageproceduren træder i kraft.

Der kan ikke gives nogen generel definition på, hvad der forstås ved

»retlig interesse«. Interessen vil variere fra sagområde til

sagområde.

Der er ikke med § 59 tilsigtet nogen ændring i forhold til hidtil

gældende ret og praksis efter kommuneplanlov og by- og landzonelov.

Retlig interesse må, navnlig i relation til de egentlige

planbestemmelser , fortolkes meget vidt under hensyn til den vægt,

der i planloven lægges på offentlighedens medvirken.

Klageberettiget er først og fremmest afgørelsens adressat, men

derudover også såvel enkeltpersoner som organisationer, politiske

partier, foreninger, borgergrupper m.fl., der kan påvise et lokalt

tilhørsforhold til det pågældende område.

I den forbindelse skal bemærkes, at Planstyrelsen i overensstemmelse

med almindelige forvaltningsretlige regler har statueret, at et

medlem af kommunalbestyrelsen ikke i egenskab af

kommunalbestyrelsesmedlem har adgang til at påklage

kommunalbestyrelsens (flertallets) afgørelser, hvis den pågældende

ikke i øvrigt, det vil sige som »privat« borger, er klageberettiget.

Et mindretal i kommunalbestyrelsen vil dog kunne klage over retlige

spørgsmål vedrørende den særlige regel om mindretallets rettigheder

ved offentliggørelse af planforslag i planlovens § 24, stk. 2.

Det er i klagesager efter landzonereglerne statueret, at et medlem af

et politisk parti ikke kunne begrunde sin klageret med sit

tilhørsforhold til partiet. Et politisk parti vil imidlertid kunne

være repræsentant for en i øvrigt klageberettiget.

Klageberettiget efter landzonereglerne er ansøger, ejer, hvis denne

er en anden end ansøger, kommunalbestyrelse hhv. amtsråd, naboer og

andre omboende, lokale foreninger samt landsdækkende foreninger, der

har formål, der ligger tæt op ad, hvad der tilsigtes med

landzonebestemmelserne, fx Danmarks Naturfredningsforening.

I relation til bestemmelserne om ekspropriation vil klageadgang

tilkomme ejere og brugere og andre med retlig interesse i det

ejendomsretlige udfald af sagen, fx andre med begrænsede rettigheder

over ejendommen. Det kan derimod ikke antages, at en person eller en

forening m.v., hvis interesse udelukkende går på de

planlægningsmæssige forhold, har den fornødne retlige interesse i

ekspropriationssagen. Sådanne klager må afgøres gennem de klage- og

indsigelsesmuligheder, der er over for planer.

C. Klagemyndighed

1. Hovedregel

Efter hovedreglen i § 58 afgør miljøministeren klager over

amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes afgørelser, der træffes med

hjemmel i planloven, jf. § 58, stk. 1.

I medfør af § 52, stk. 3, har miljøministeren imidlertid ved

delegationsbekendtgørelsen bemyndiget Planstyrelsen til at udøve

ministerens beføjelse som klagemyndighed efter loven, dvs. til at

træffe afgørelse i klagesager.

Planstyrelsens afgørelse i anledning af en klage er endelig, jf.

delegationsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, og kan således ikke

påklages til miljøministeren eller anden administrativ myndighed. Den

eneste undtagelse herfra er styrelsens afgørelser vedrørende klager

over kommunalbestyrelsens beslutninger om ekspropriation efter § 47.

Disse afgørelser kan påklages til miljøministeren.

2. Særregel om landzoneafgørelser

Efter § 58, stk. 3, er Overfredningsnævnet klagemyndighed for

amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 35, stk. 1

(både tilladelser og afslag vedrørende landzonebestemmelserne), når

klagen indeholder spørgsmål, der efter nævnets vurdering har meget

væsentlig interesse i forhold til lovens formål, eller hvis klagen

indgives af miljøministeren.

Efter § 58, stk. 4, afgør miljøministeren de klager, som ikke rummer

denne meget væsentlige interesse. Også for disse sager har

miljøministeren ved delegationsbekendtgørelsen

bemyndiget Planstyrelsen til at træffe endelig afgørelse i sagen.

Det er Overfredningsnævnet, der på baggrund af samtlige foreliggende

oplysninger bestemmer, om en klage skal afgøres af nævnet eller af

Planstyrelsen. Denne nyordning indebærer, at alle klager over

afgørelser efter § 35, stk. 1, skal forelægges Overfredningsnævnet,

jf. afsnit E, pkt. 2.

Det fremgår af lovens forarbejder, at Overfredningsnævnet forventes

kun at skulle afgøre ganske få klager om året.

3. Særregel om grundejer- og beboerforeningers afgørelser

Grundejer- og beboerforeningers afgørelser efter § 21, stk. 1, kan

påklages til kommunalbestyrelsen, jf. § 58, stk. 6.

Kommunalbestyrelsens afgørelse i disse sager kan, for så vidt angår

retlige spørgsmål, påklages til Planstyrelsen, jf. § 58, stk. 1.

D. Klagefrist

Planlovens § 60, stk. 1, fastsætter en klagefrist på 4 uger. Det er

nyt i forhold til § 48 i kommuneplanloven, at der er en generel

klagefrist. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er

offentliggjort eller meddelt.

En afgørelse anses almindeligvis for at være meddelt den pågældende

dagen efter, at myndigheden har afgivet afgørelsen til

postbesørgelse. Hvis denne dag er en lørdag eller en helligdag, anses

afgørelsen for modtaget den følgende hverdag. Klagen anses for

rettidig, når den er modtaget af klagemyndigheden hhv. den myndighed,

der har truffet afgørelsen, senest 4 uger efter, at klageren har

modtaget afgørelsen/afgørelsen er offentliggjort.

I de tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således ikke

offentliggøres, regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor den

klageberettigede får kundskab om afgørelsen. Denne regel vil fx finde

anvendelse på afgørelse om lokalplanpligt, der ofte træffes indirekte

i forbindelse med meddelelse af en byggetilladelse, som ikke

offentliggøres. Reglen vil ligeledes kunne finde anvendelse på et

amtsråds afgørelse om planoverensstemmelse. Der gælder heller ikke

nogen generel pligt for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet til at

orientere de klageberettigede om sådanne afgørelser.

Kundskabsøjeblikket må bedømmes konkret i den enkelte sag.

Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges

fristen til den følgende hverdag.

E. Til hvem skal klagen indgives?

1. Klage efter planlovens § 58, stk. 1 og 2

Klage over amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 58,

stk. 1 - retlige spørgsmål - indgives til Planstyrelsen, Haraldsgade

53, 2100 København Ø . Det samme gælder klage efter § 58, stk. 2,

over kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 47, stk. 1 -

ekspropriation, jf. § 60, stk. 2, sidste pkt.

Klage over Planstyrelsens afgørelse i ekspropriationssager indgives

til Miljøministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K , jf. § 60,

stk. 2, sidste pkt.

2. Klage efter planlovens § 58, stk. 3 og 4

Klage over amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 35,

stk. 1 - landzonebestemmelserne - indgives til den myndighed, der har

truffet afgørelsen .

Amtsrådet/kommunalbestyrelsen sender klagen til Overfredningsnævnet,

Slotsmarken 15, 2970 Hørsholm, under vedlæggelse af det materiale,

der er indgået i sagens bedømmelse, jf. § 60, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Ved sagens fremsendelse til Overfredningsnævnet må den pågældende

ejendoms matrikelbetegnelse være oplyst, og der bør - foruden alle

sagens akter - vedlægges relevant plan- og kortmateriale samt

redegøres for det ansøgtes forhold til region-, kommune- og eventuel

lokalplanlægning. Såfremt sagsforløbet ikke klart fremgår af sagens

akter, bør amtsrådet/kommunalbestyrelsen redegøre herfor. Endvidere

bør amtsrådet/kommunalbestyrelsen tage stilling til eventuelle nye

argumenter eller oplysninger fra klageren og kan i øvrigt fremsætte

bemærkninger til klagen. Amtsrådet/kommunalbestyrelsen skal sende

klageren en kopi af brevet til Overfredningsnævnet.

Overfredningsnævnet videresender herefter de sager, som efter nævnets

vurdering ikke indeholder spørgsmål af meget væsentlig interesse i

forhold til lovens formål, til Planstyrelsen til behandling og

afgørelse. Planstyrelsen underretter klageren og

amtsrådet/kommunalbestyrelsen om videresendelsen.

3. Klage efter planlovens § 58, stk. 6

Klage over grundejer- og beboerforeningers afgørelser efter § 21,

stk. 1 - dispensation fra lokalplaner og byplanvedtægter m.v. -

indgives til kommunalbestyrelsen, jf. § 60, stk. 2, sidste pkt.

F. Krav om skriftlighed

Det fremgår af planlovens § 60, at en klage skal være skriftlig.

Kravet om skriftlighed er indført med planloven. Klager modtaget som

telegrammer eller pr. telefax anses som skriftligt indgivet.

G. Opsættende virkning

1. Retlige klager

Rettidig klage i henhold til planlovens § 58, stk. 1, har ikke efter

loven umiddelbart opsættende virkning, men Planstyrelsen kan tillægge

en klage over en af kommunalbestyrelsen truffet afgørelse opsættende

virkning. Hvis et bygge- eller anlægsarbejde er iværksat, kan

Planstyrelsen endvidere forlange dette standset, jf. lovens § 60,

stk. 3. Bestemmelsen vil kun blive benyttet, når der er rimelig grund

til at tro, at den påklagede afgørelse lider af betydelige mangler,

og at afgørelsen af sagen vil blive påvirket af, om det påklagede

arbejde får mulighed for at fortsætte.

Klager over påbud kan også tillægges opsættende virkning.

2. Ekspropriationsklager

Rettidig klage over ekspropriationsbeslutninger efter planlovens §

58, stk. 2, har efter § 60, stk. 4, opsættende virkning for den

påklagede afgørelse, med mindre klagemyndigheden

Planstyrelsen/miljøministeren konkret bestemmer andet.

3. Landzoneklager

Rettidig klage over en landzoneafgørelse efter planlovens § 58, stk.

3 og 4, har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden konkret

bestemmer andet, jf. planlovens § 60, stk. 4.

H. Underretning

Den, der har modtaget en tilladelse, skal underrettes om klagen. Det

følger af, at den pågældende er part i klagesagen og som sådan har

ret til at gøre sig bekendt med og kommentere sagens faktiske

omstændigheder, før sagen afgøres, jf. forvaltningslovens kapitel 5,

navnlig § 19.

Efter planlovens § 60, stk. 5, påser klagemyndigheden, at der sker

underretning om klagen til den, der har fået tilladelsen.

I sager, der sendes direkte til Planstyrelsen, jf. afsnit E, pkt. 1,

vil Planstyrelsen indhente en udtalelse fra

kommunalbestyrelsen/amtsrådet og samtidig bede myndigheden om at

underrette den pågældende.

I sager om landzonetilladelse, der af amtsrådet/kommunalbestyrelsen

sendes til Overfredningsnævnet, jf. afsnit E, pkt. 2, påser

klagemyndigheden, at vedkommende 1. instans har givet underretning om

klagen til den, der har fået tilladelsen. Denne underretning bør

gives af 1. instansen straks efter klagens modtagelse.

I. Søgsmål

Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene, jf.

grundlovens § 63 om domstolskontrollen med forvaltningen. Såvel

amtsråds og kommunalbestyrelsers som klagemyndighedernes afgørelser

kan indbringes for domstolene. Det er som hovedregel ikke nogen

betingelse, at den administrative rekurs er udtømt. Sag kan således

anlægges, før en klagemulighed til fx Planstyrelsen er udnyttet.

Efter planlovens § 62, stk. 1, skal sag være anlagt inden 6 måneder,

fra afgørelsen er meddelt. Er der udfærdiget offentlig

bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.

Planloven indeholder nogle undtagelser fra hovedreglen om, at søgsmål

kan anlægges, før den administrative rekurs er udtømt.

Søgsmål til prøvelse af afgørelser, der er truffet af en forening

efter § 21, stk. 1, kan således ikke anlægges, før klageadgangen til

kommunalbestyrelsen efter § 58, stk. 6, er udnyttet, jf. § 62, stk.

2.

Endvidere kan spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne

efter § 50, ikke indbringes for domstolene, før

overtaksationskommissionens afgørelse foreligger, jf. § 62, stk. 4.

J. Klagevejledning

Efter planlovens § 35, stk. 6, skal offentliggørelse af en tilladelse

efter stk. 1, indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60

(klageberettigelse og klagens indgivelse). Herudover indeholder

planloven ikke særlige bestemmelser om klagevejledning. Det vil sige,

at de almindelige regler gælder, jf. forvaltningslovens § 25.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, at klagen skal

indgives skriftligt, angivelse af klageinstans og oplysning om, hvem

klagen skal sendes til og om klagefristens længde. I sager, der kun

kan påklages efter planlovens § 58, stk. 1, skal klagevejledningen

oplyse om, at der kun kan klages over retlige spørgsmål.

Klagevejledningen skal endvidere oplyse om søgsmålsfristen i

planlovens § 62, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 26.

Opmærksomheden henledes på, at der er klageadgang for retlige

spørgsmål i forbindelse med tilvejebringelse af planer. Der skal

derfor gives klagevejledning ved offentliggørelse af endeligt

vedtagne planer, jf. § 30. De oplysninger, en klagevejledning skal

indeholde, bør fremgå af den offentlige bekendtgørelse om planens

vedtagelse. Ligeledes skal der gives klagevejledning, når der efter §

20, stk. 3, sker underretning om en afgørelse om dispensation til

dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger til ansøgningen.

Pligt til at give klagevejledning ved meddelelse af afgørelser gælder

også for foreningers afgørelse efter § 21, stk. 1. Planstyrelsen skal

tilråde kommunalbestyrelsen at indskærpe dette over for foreningen,

hvis en grundejer- eller beboerforening bemyndiges til at udøve

beføjelserne efter § 21, stk.1.

Hvis fyldestgørende klagevejledning ikke meddeles, har det den

virkning, at klagefristen ikke begynder at løbe, før korrekt

klagevejledning er meddelt.

Eksempler på klagevejledning

1. Klagevejledning i plansag (bortset fra ekspropriation)

»I henhold til planlovens § 58, stk. 1, kan kun retlige spørgsmål

påklages. Det vil sige, at De fx kan klage, hvis De ikke mener, at

kommunalbestyrelsen har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. De kan

derimod ikke klage over, at kommunalbestyrelsen efter Deres

opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Klage over retlige spørgsmål skal indgives til Planstyrelsen,

Haraldsgade 53, 2100 København Ø. Klagen skal være kommet frem til

Planstyrelsen inden 4 uger fra afgørelsens modtagelse.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden

6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

2. Klagevejledning i landzonesag (afslag)

»De kan klage over denne afgørelse efter reglerne i planlovens § 58,

stk. 3 og 4, jf. § 60, stk. 2.

Det følger af disse regler, at en klage skal indsendes til

(amtets/kommunens adresse). Klagen skal være kommet frem til

amtet/kommunen inden 4 uger efter, at De har modtaget afgørelsen.

(Amtet/kommunen) vil videresende klagen til klagemyndigheden

(Overfredningsnævnet/Planstyrelsen) med de bemærkninger, klagen giver

anledning til, og vedlægge sagens akter. De vil modtage kopi af

(amtets/kommunens) brev til klagemyndigheden

(Overfredningsnævnet/Planstyrelsen).

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden

6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

3. Klagevejledning i landzonesag (tilladelse på vilkår)

»De kan klage over denne afgørelse efter reglerne i planlovens § 58,

stk. 3 og 4, jf. § 60, stk. 2.

Det følger af disse regler, at en klage skal indsendes til

(amtets/kommunens adresse). Klagen skal være kommet frem til

amtet/kommunen inden 4 uger efter, at De har modtaget afgørelsen.

(Amtet/kommunen) vil videresende klagen til klagemyndigheden

(Overfredningsnævnet/Planstyrelsen) med de bemærkninger, klagen giver

anledning til, og vedlægge sagens akter. De vil modtage kopi af

(amtets/kommunens) brev til klagemyndigheden

(Overfredningsnævnet/Planstyrelsen).

Rettidig klage har opsættende virkning for afgørelsen, medmindre

klagemyndigheden bestemmer andet.

Hvis De vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden

6 måneder fra afgørelsens modtagelse.«

4. Klagevejledning i en landzonetilladelse, der offentliggøres, jf.

§ 47, stk. 3. Det betyder, at der efter reglerne i vejloven skal

afholdes åstedsforretning, og at kommunalbestyrelsen først efter

udløbet af den i vejlovens § 48 fastsatte frist kan træffe

ekspropriationsbeslutning.

En lokalplan kan ikke danne grundlag for en

ekspropriationsbeslutning, før planen har fået endeligt bindende

virkning ved den offentlige bekendtgørelse, jf. § 30. Indledende

skridt til ekspropriationen, som afholdelse af åstedsforretning m.v.,

bør ikke finde sted, før indholdet af lokalplanen er kendt, dvs. før

lokalplanen er endeligt vedtaget.

4. Ekspropriation af rettigheder

Planlovens § 47 giver endvidere hjemmel til ekspropriation af private

rettigheder over fast ejendom, fx leje-, brugs- eller

servitutrettigheder.

Med hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 16, kan der uden

ekspropriation i en lokalplan træffes bestemmelse om ophør af

gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis

servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål.

Private rådigheds- og tilegnelsesservitutter kan derimod kun fjernes

ved eksproriation.

5. Klage over ekspropriationsbeslutninger

Efter planlovens § 58, stk. 2, kan ekspropriationsbeslutningen

påklages til miljøministeren. Beføjelsen til at afgøre disse klager

er delegeret til Planstyrelsen, men styrelsens afgørelse kan påklages

til ministeren.

Klageadgangen er ikke begrænset til retlige spørgsmål. Også spørgsmål

om ekspropriationens hensigtsmæssighed og rimelighed kan påklages.

Hvis der ikke er enighed om ekspropriationserstatningens størrelse,

fastsættes denne af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige

veje, jf. planlovens § 50.

B. Krav om overtagelse

Efter planlovens § 48 kan en ejer forlange sin ejendom overtaget af

kommunen, når den i lokalplan eller byplanvedtægt er udlagt til et

offentligt formål. Der er dog kun overtagelsespligt, hvis ejendommen

på grund af den pågældende bestemmelse ikke kan udnyttes økonomisk

rimeligt i overensstemmelse med anvendelsen af de omliggende

ejendomme.

Der gælder lignende regler, hvis det kun er en del af ejendommen, der

er udlagt til offentligt formål.

Det er ikke en betingelse, at ejendommen udtrykkeligt er udlagt til

et offentligt formål. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis en

ejendom reelt udlægges til et offentligt formål, fx hvis den udlægges

som friareal for et større område end bebyggelsen i lokalplanen kan

begrunde.

Det er heller ikke en betingelse, at krav om overtagelse fremsættes i

forbindelse med lokalplanens fremkomst. Ejeren kan fremsætte kravet,

når han anser betingelserne for opfyldt.

Er der ikke enighed om kommunens eventuelle forpligtelse til at

overtage arealet eller erstatningens størrelse, afgøres disse

spørgsmål af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje,

jf. planlovens § 50. Kommunen er på ejerens begæring forpligtet til

at indbringe sagen for taksationskommissionen.

Krav om overtagelse af en ejendom kan endvidere fremsættes i

tilfælde, hvor en lokalplan/byplanvedtægt indeholder forbud mod

nedrivning af bebyggelse uden kommunalbestyrelsens tilladelse, og

tilladelse nægtes. Der gælder også i denne situation en begrænsning i

kommunens forpligtelse til overtagelse. Det er en betingelse, at den

pågældende ejendom ikke kan udnyttes økonomisk rimeligt svarende til

udnyttelsen af ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse,

der ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Også i disse tilfælde er det taksationsmyndighederne efter lov om

offentlige veje, der i tilfælde af uenighed træffer afgørelse om,

hvorvidt der er overtagelsespligt, og fastsætter erstatningens

størrelse, jf. planlovens § 50.

Bestemmelsen i § 49, stk 3, om forbud mod større byggearbejder er

omtalt i kap. V, afsnit E, pkt. 2.

XI Servitutter (§§ 42-44)

A. Generelt

De bestemmelser i planloven, der har særlig betydning i forbindelse

med servitutter, er § 15, stk. 2, nr. 16 (ophævelse af

tilstandsservitutter), § 18 (lokalplanens retsvirkninger), §§ 42-44

(samtykke til stiftelse af servitutter og påtaleret). Reglerne svarer

helt til bestemmelserne i kommuneplanloven.

Det må erindres, at de private servitutter, der indgår i

kommuneplanlægningen, også reguleres af privatretlige regler. Det

gælder servitutter pålagt af kommunen som grundsælger, og servitutter

hvor kommunalbestyrelsen er indsat som påtaleberettiget. I disse

tilfælde har kommunalbestyrelsen efter de privatretlige regler visse

forpligtelser overfor de grundejere, der er omfattet af servitutten.

Spørgsmålet om kommunalbestyrelsens overholdelse af dem kan ikke

påklages efter kommuneplanlovens § 58, men kan af grundejerne

indbringes for domstolene.

B. Samtykke

Efter § 42 kan en ejer af fast ejendom kun med forudgående samtykke

fra kommunalbestyrelsen pålægge ejendommen servitutbestemmelser om

forhold, hvorom der kan optages bestemmelse i en lokalplan.

Det samme gælder for ændring af bestående servitutter, hvis ændringen

er ensbetydende med pålæg af en ny servitutbestemmelse.

Ophævelse af eksisterende servitutter ved aftale mellem parterne

kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke.

§ 55

Hvilke betingelser, der lovligt kan stilles, er ikke angivet i

planloven, men det følger af almindelige forvaltningsretlige regler,

at en dispensation skal være begrundet i hensyn, der kan varetages

efter den pågældende lov - i dette tilfælde planloven, herunder

regler udstedt i medfør af loven, fx kystcirkulæret -, og at

betingelsen skal stå i et rimeligt forhold til den dispensation, der

meddeles.

Lovlige betingelser er bindende for andre indehavere af rettigheder

over ejendommen, uanset hvornår deres ret er stiftet.

Kommunalbestyrelsen skal lade betingelser »af varig interesse«

tinglyse. Det sker på ejerens bekostning, jf. § 55, 2. pkt.

4. Forældelse

En tilladelse eller dispensation bortfalder, hvis den ikke er

udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. § 56, stk. 1.

En tilladelse eller dispensation kan ikke forlænges. Men der vil i

givet fald kunne meddeles en ny tilladelse eller dispensation efter

de almindelige regler, herunder om forudgående naboorientering.

VI Planers tilvejebringelse og ophævelse (§§ 22-33)

A. Generelt

Kommunalbestyrelser og amtsråd har som planmyndigheder ret til at

tilvejebringe nye planer, eller til at ændre eller ophæve

eksisterende planer. I visse situationer har planmyndigheden

endvidere pligt til at tilvejebringe en plan og/eller ændre og ophæve

en eksisterende plan.

Det følger af amtsrådets og kommunalbestyrelsens ansvar for

planlægningen, jf. planlovens §§ 6, stk. 1, 11, stk. 1 og § 13, stk.

1, at de kommunale myndigheder til enhver tid kan beslutte at ændre

de eksisterende planer i overensstemmelse med de i lovens kap. 6

nævnte ændringsprocedurer og under iagttagelse af bestemmelserne i §§

6, stk. 2 og 11, stk. 1 og § 13, stk. 2, hvorefter planerne ikke må

stride mod den overordenede planlægning eller regler eller

beslutninger efter § 3 (rammestyringsprincippet).

Det påhviler amtsrådet og kommunalbestyrelsen at ajourføre og

revidere region- og kommuneplanen hvert fjerde år, jf. § 22, stk. 1.

Se nedenfor afsnit B, pkt. 2.

Om pligten efter planlovens §§ 9 og 12, stk. 1 til at virke for

region- og kommuneplanens gennemførelse henvises til kap. III, afsnit

C og kap. IV, afsnit C.

Såfremt den overordnede planlægning ændres, må den øvrige planlægning

indrettes herefter senest ved førstkommende revision. Miljøministeren

vil i øvrigt kunne fastsætte bindende forskrifter herom, jf. § 3.

Opmærksomheden henledes på, at der til støtte for

planlægningsarbejdet, vil kunne skaffes oplysninger fra

Planregistret, jf. Boligministeriets cirkulære af 19. april 1989 om

registrering af kommuneplaner, lokalplaner, byfornyelsesbeslutninger,

varmeplaner og andre offentligretlige rådighedsindskrænkninger, der

vedrører ejendomme beliggende i delområder i kommunen.

B. Fælles regler for tilvejebringelse af planer

Planloven indeholder en række ændringer i tilvejebringelsesreglerne

for kommune- og regionplaner. Tilvejebringelsesreglerne for

lokalplaner svarer derimod helt til reglerne i kommuneplanloven.

1. Generelt om offentligheds- og høringsregler m.v.

Ifølge § 1, stk. 2, nr. 4, er det et selvstændigt formål med

planloven, at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i

planlægningsarbejdet. Det er op til planmyndigheden at vurdere,

hvordan dette konkret kan ske. Loven indeholder dog kun nogle

minimumsregler om offentliggørelse af planforslag, jf. § 24, stk. 1,

og om forudgående offentlighed, dvs. indkaldelse af ideer, forslag

m.v. tidligt i planlægningsarbejdet ved ændringer af region- og

kommuneplaner, jf. §§ 22 og 23.

Den forudgående offentlighed skal sikre, at borgerne på et tidligt

tidspunkt i planlægningsarbejdet får mulighed for at debattere

planlægningsmulighederne, fremsætte forslag og derved give deres

synspunkter til kende, før der er udarbejdet et planforslag, dvs. før

planmyndigheden har lagt sig fast på en bestemt løsning. Reglerne om

forudgående offentlighed medfører ikke indskrænkninger i borgernes

muligheder for at udtale sig senere, når et egentligt planforslag er

udarbejdet.

2. Revision af kommune- og regionplaner og tillæg til kommune- og

regionplaner (forudgående offentlighed)

Planlovens § 22, stk. 1, fastsætter en revisionspligt for kommune- og

regionplaner hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsens hidtidige pligt

til at gennemgå kommuneplanen inden for den første halvdel af hver

valgperiode er således ændret til en egentlig revisionspligt,

svarende til de hidtidige regler for regionplanrevisioner.

Næste regionplanrevision skal finde sted i 1993, jf. § 1 i

samlebekendtgørelsen. Amtsrådet kan til enhver tid beslutte at

udarbejde tillæg til regionplanen.

Kommuneplaner skal revideres 4 år efter tilvejebringelsen - eller seneste (frivillige) revision af kommuneplanen.

Region- og kommuneplantillæg udarbejdet før næste planrevision må

ikke stride mod kystcirkulærets intentioner.

Efter § 22, stk. 2, skal planmyndigheden før udarbejdelsen af forslag

til kommune- og regionplanrevisioner eller tillæg til planerne,

indkalde ideer, forslag m.v.

Det er op til kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet at bestemme

formen og proceduren for den forudgående offentlighed. § 22, stk. 3,

indeholder dog nogle (minimums)regler for proceduren. Indkaldelsen

skal offentligt bekendtgøres og indeholde en kort beskrivelse af

hovedspørgsmålene i planen. Bestemmelsen skal forstås således, at

spørgsmålet om den kommende planlægning skal lægges åbent frem med

henblik på en debat om de fremtidige forhold. Ved tillæg til kommune-

og regionplaner for anvendelsen af bestemte arealer bør der i

indkaldelsen redegøres for eventuelle begrænsninger eller

restriktioner i den øvrige planlægning og i lovgivningen med henblik

på en hensigtsmæssig afgrænsning af debatten.

Pligten til at gennemføre en forudgående offentlighed ved ændringer

af kommuneplaner gælder ikke, hvor planforslaget kun går ud på mindre

ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens

hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens

hovedstruktur, jf. § 22, stk. 2, 3. pkt. Der tænkes her navnlig på

ganske små rammeændringer foranlediget af et lokalplanforslag som fx

mindre reguleringer af grænserne mellem områder med forskellige

anvendelsesbestemmelser eller justeringer af bestemmelser om maksimal

højde, bebyggelsesprocent m.v. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte,

at planforslaget alligevel skal i forudgående offentlighed, ligesom

offentligheden kan inddrages i det indledende lokalplanarbejde, jf.

bestemmelsens 2. pkt.

Spørgsmål, om et planforslag er omfattet af kravet om forudgående

offentlighed, er af retlig karakter og kan påklages efter § 58, stk.

1.

Fristen for indgivelse af forslag og ideer m.v. fastsættes af

kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet. Fristen bør fastsættes i

forhold til karakteren af det påtænkte tillæg. Efter lovens

forarbejder forudsættes fristen dog at være mindst 14 dage. Ved

revisioner skal fristen være minimum 8 uger, jf. § 23, stk. 3.

Planloven stiller ikke udtrykkeligt krav om, at regionplanmyndigheden

i forbindelse med indkaldelsen skal orientere de berørte statslige

myndigheder, men det må - som hidtil -anses for god

planlægningspraksis, at amtskommunerne undervejs i

planlægningsarbejdet drøfter relevante spørgsmål med interesserede

eller berørte myndigheder. Det må derfor anbefales, at amtskommunerne

sender indkaldelsen også til berørte statslige myndigheder som et

varsel om, at der er et planforslag på vej.

Det skal endvidere fremhæves, at det ved lovændringen er forudsat, at

amtsrådet ved udarbejdelse af forslag til regionplan og tillæg til

regionplanen som hidtil forhandler relevante forslag og ændringer med

de berørte kommuner og andre myndigheder forud for offentliggørelsen

af forslaget.

3. Beretning ved kommune- og regionplanrevisioner

Efter § 23, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet i

forbindelse med de 4-årlige revisioner udarbejde en samlet beretning

om den hidtidige planlægning og de ændringer, der foreslås i den

reviderede plan, samt en vurdering af den forventede udvikling.

Beretningen skal offentliggøres samtidig med indkaldelsen af forslag

og ideer til revisionen af regionplanen/kommuneplanen, jf. § 23, stk.

2. Samtidig med offentliggørelsen sendes beretningen til

miljøministeren, Planstyrelsen, og øvrige statslige og kommunale

myndigheder, hvis interesser berøres, jf. § 23, stk. 2, 2. pkt. Om

berørte ministerier se nedenfor pkt. 5.

Beretningen kan sammenlignes med de redegørelser, der efter den

tidligere lovgivning skulle udarbejdes i forbindelse med

regionplanrevisioner (»§8-redegørelser«) og med kommuneplanrevisioner

(»§6-redegørelser«).

Beretningen skal bl.a. indeholde en samlet redegørelse om de

planændringer, der er tilvejebragt i planperioden, jf. § 23, stk. 1.

4. Offentliggørelse af forslag til region-, kommune- og lokalplaner

Reglerne om offentliggørelse af planforslag findes i § 24 og svarer

til de hidtil gældende regler, jf. dog nedenfor om

kommuneplanforslag. Når kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet har

vedtaget et lokal-, kommune- eller regionplanforslag, skal

planforslaget med den tilhørende redegørelse, jf. §§ 6, stk. 7, 11,

stk. 7 og 16, offentliggøres.

Offentliggørelsen kan ske ved annoncering i de stedlige periodiske

blade, dvs. de lokale og regionale dag- og/eller ugeblade, som dækker

det geografiske område. Kommune- og regionplanforslag, der ikke alene

vedrører et bestemt begrænset areal, skal endvidere offentliggøres i

Statstidende, jf. Statstidendeloven. Offentliggørelsen skal indeholde

oplysninger om fristen for indsigelser m.v. mod planforslaget.

Indsigelsesfristen skal være mindst 8 uger, jf. § 24, stk. 3.

Offentliggørelsen skal endvidere for kommuneplanforslags vedkommende

oplyse om retsvirkningerne efter lovens § 12, stk. 2 og 3, jf. kap.

IV, afsnit C. Dette krav er nyt i forhold til den tidligere gældende

lovgivning. For lokalplanforslags vedkommende skal der oplyses om

retsvirkningen efter lovens § 17, jf. kap. V, afsnit F, pkt. 1.

Samtidig med offentliggørelsen af planforslaget sendes forslaget til

miljøministeren, hvilket i praksis vil sige Miljøministeriet,

Planstyrelsen, og øvrige berørte statslige og kommunale myndigheder,

jf. § 25, se endvidere nedenfor pkt. 5.

Forslag til kommune- og lokalplaner skal altid fremsendes til

amtsrådet i den amtskommune, kommunen ligger i. Forslag til

regionplaner og tillæg skal fremsendes til kommunalbestyrelserne i

amtskommunen. Det må bero på en konkret vurdering, om forslag til

kommune- og lokalplaner tillige skal fremsendes til nabokommunerne,

og om forslag til regionplantillæg skal fremsendes til naboamterne.

Hvis planforslagene vedrører anlæg, der kan medføre

kommunegrænseoverskridende miljømæssige konsekvenser, fx ved

planlægningen af støjende og forurenende anlæg som flyvepladser og

kraftvarmeværker, er det Planstyrelsens opfattelse, at nabokommunerne

og naboamterne skal orienteres ved fremsendelse af planforslagene.

For hovedstadsområdet gælder endvidere, at områdets kommuner og

amtskommuner efter § 7, stk. 1, har pligt til gensidigt at give

hinanden de oplysninger, der er nødvendige for regionplanlægningen.

Det forudsættes endvidere, at amtsrådet ved udarbejdelsen af

regionplaner og tillæg hertil forhandler relevante forslag og

ændringer med de berørte kommuner, herunder amtskommuner, og andre

myndigheder.

Efter § 25 må planmyndigheden i forbindelse med hvert enkelt

planforslag tage stilling til, hvilke statslige myndigheder, der kan

have interesser, der berøres af forslaget. Hvis en statslig myndighed

selvstændigt tilkendegiver at have interesser i en konkret plan eller

bestemte typer planer, skal planforslaget sendes til den pågældende

myndighed.

Bliver planforslaget ikke fremsendt eller på anden måde forelagt de

berørte myndigheder, vil det kunne medføre, at planforslaget ikke kan

vedtages inden for den fastsatte frist. Planens gyldighed vil

endvidere kunne anfægtes.

I det følgende er der for en række statslige myndigheder angivet,

hvilke planforslag de skal have fremsendt. Listen er ikke udtømmende.

5. Underretning af statslige myndigheder

Regionplanforslag

Arbejdsministeriet, Laksegade 19, 1063 København K.

Boligministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K.

Energiministeriet, Slotsholmsgade 1, 1216 København K.

Finansministeriet, Budgetdepartementet, Christiansborg Slotsplads 1,

1218 København K.

Fiskeriministeriet, Stormgade 2, 1470 København K.

Forsvarsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Indenrigsministeriet, 1. økonomiske kontor, Christiansborg Slotsplads

1, 1218 København K.

Industriministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K.

Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K.

Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K.

Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, 1216 København K.

Sundhedsministeriet, Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K.

Trafikministeriet, Frederiksholms Kanal 27, 1220 København K.

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Tietgensgade 37,

2., 1530 København V.

Planstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø.

Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K.

Skov- og Naturstyrelsen, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm.

Jordbrugsdirektoratet, Sankt Annæ Plads 19, 1250 København K.

Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø.

Postvæsenet, Østbanegade 83, 2100 København Ø.

Energistyrelsen, Landemærket 11, 1119 København K.

Industri- og Handelsstyrelsen, Søndergade 25, Postboks 983, 8600

Silkeborg.

Generaldirektoratet for Statsbanerne, Sølvgade 40, 1349 København K.

Kommuneplanforslag

Alle berørte statslige myndigheder. (For Landbrugsministeriets

vedkommende sendes forslagene til Jordbrugsdirektoratet, Sankt Annæ

Plads 19, 1250 København K.)

Lokalplanforslag

Planstyrelsen : Alle lokalplanforslag, jf. § 25, skal sendes til

Planstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø.

Herudover skal lokalplanforslag sendes til amtskommunen samt til

statslige myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. Det vil

typisk kunne dreje sig om følgende statslige myndigheder, idet det

skal præciseres, at der i det konkrete tilfælde kan være tale om

andre end de anførte.

Miljøstyrelsen: Planforslag, der berører

miljøbeskyttelsesinteresser, skal sendes til Miljøstyrelsen,

Strandgade 29, 1401 København K.

Formålet hermed er at give Miljøstyrelsen mulighed for ud fra et

statsligt synspunkt at fremkomme med bemærkninger til planforslag,

der kan indebære risiko for miljømæssige problemer. De væsentligste

miljøforhold er indarbejdet i region- og kommuneplanerne, således at

Miljøstyrelsen kun sjældent inddrages i lokalplanlægningen. Styrelsen

foretager da heller ikke længere systematisk gennemsyn af de

indsendte lokalplaner. På den baggrund anmoder Miljøstyrelsen om, at

der i forbindelse med indsendelse nærmere redegøres for, hvilke

miljømæssige forhold, der er anledning til, at lokalplanforslaget

fremsendes til Miljøstyrelsen. Samtidig anmoder Miljøstyrelsen om

fremover kun at modtage lokalplanmaterialet i et eksemplar.

Indsendelse af en lokalplan til Miljøstyrelsen er således ikke

ensbetydende med en egentlig miljømæssig bedømmelse af planen. Hvis

en aktivitet, for hvilken der er udarbejdet lokalplan, forudsætter

tilladelse, godkendelse m.v. efter anden lovgivning, vil denne

lovgivning fortsat være gældende uanset udarbejdelse af lokalplan.

Bonusprincippet i § 15, stk. 7, er ikke anvendt på miljølovgivningen.

Indsendelse af planforslag vil ikke præjudicere Miljøstyrelsens

afgørelser som klagemyndighed ved behandlingen af sager efter

miljølovgivningen. Dette understreger behovet for, at

kommunalbestyrelserne ved udarbejdelsen af forslag til lokalplaner er

opmærksom på miljømæssige problemer, hvis løsning er en forudsætning

for realisering af lokalplanen.

Skov- og Naturstyrelsen: Samtlige lokalplanforslag, medmindre de

udelukkende vedrører centrale bydele inde i større byområder, skal

sendes i to eksemplarer til Skov- og Naturstyrelsen, Slotsmarken 13,

2970 Hørsholm .

Det må understreges, at reguleringerne i forhold til

naturfredningsloven, selv om Skov- og Naturstyrelsen er underrettet

om et lokalplanforslag i henhold til § 25, fortsat vil være gældende,

medmindre bygge- og beskyttelseslinierne ophæves, eller der meddeles

dispensation. Orientering efter § 25 kan derfor ikke erstatte en

konkret ansøgning om ophævelse af bygge- og beskyttelseslinier eller

tilladelse i de tilfælde, hvor en sådan er nødvendig efter

naturfredningsloven. Lokalplanforslag bør ikke sendes til orientering

til fredningsnævn eller Overfredningsnævnet.

Lokalplanforslag, der vedrører arealer ejet af Miljøministeriet,

private skovarealer og/eller sandflugtsarealer samt arealer, der

grænser op til disse, skal tillige sendes til Statsskovdistrikterne.

Distrikterne fremgår af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 596 af

6. september 1989 om landets opdeling i skovlovkredse. Skov- og

Naturstyrelsen vil blive inddraget, idet distrikterne vil videresende

forslagene med bemærkninger.

Jordbrugsdirektoratet: Lokalplanforslag, der vedrører

jordbrugsmæssige interesser, skal sendes til Jordbrugsdirektoratet,

Sankt Annæ Plads 19, 1250 København K, i det omfang, dette fremgår af

Vejledning om planloven

I. Indledning II. Landsplanlægning A. Generelt B. Bindende forskrifter 1. I forhold til regionplanlægningen 2. I forhold til kommune- og lokalplanlægningen 3. Retsvirkninger C. Miljøministerens konkrete beføjelser 1. Påbud 2. Indkaldebeføjelse 3. Indsigelsesbeføjelse D. Landsplanredegørelser E. Forsøg F. Undersøgelser og oplysninger III. Regionplanlægning A. Generelt B. Regionplanens form og indhold 1. Retninglinier 2. Supplerende retningslinier for hovedstadsområdet 3. Redegørelse 4. Særligt om VVM-proceduren C. Retsvirkning/gennemførelse D. Særligt om frigørelses- og afståelsesafgiftsfonde IV. Kommuneplanlægning A. Generelt B. Kommuneplaners form og indhold 1. Hovedstrukturen 2. Rammedelen 3. Redegørelsen 4. Særlige temaer i kommuneplanlægningen C. Retsvirkning 1. Hvornår indtræder kommuneplanens retsvirkninger? 2. Fravigelser fra kommuneplanen D. Gennemførelse V. Lokalplanlægning A. Generelt B. Lokalplanret C. Lokalplanpligt 1. Lokalplanpligt ved større udstykninger og bygge- og anlægsarbejder m.v. 2. Kommunalbestyrelsens pligt overfor den private til at udarbejde lokalplan efter § 13, stk. 3 3. Lokalplanpligt, når en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykninger eller bygge- eller anlægsarbejder 4. Lokalplanpligt til sikring af kommuneplanens virkeliggørelse D. Forbud efter § 14 E. Form og indhold 1. Generelt 2. Lokalplanens retningslinier 3. Særlige bestemmelser om indholdet i nogle lokalplaner 4. Redegørelsen F. Retsvirkninger 1. Lokalplanforslag 2. Lokalplaner 3. Forhold etableret før lokalplanen 4. Forhold etableret efter lokalplanen 5. Ændret ejendomsanvendelse 6. Forholdet til anden lovgivning - bonus G. Dispensation fra lokalplaner 1. Generelt 2. Grundejerforeningers og beboerforeningers afgørelser i henhold til planlovens § 21, stk. 1 3. Betingelser 4. Forældelse VI. Planers tilvejebringelse og ophævelse A. Generelt B. Fælles regler for tilvejebringelse af planer 1. Generelt om offentligheds- og høringsregler m.v. 2. Revision af kommune- og regionplaner og tillæg til kommune- og regionplaner 3. Beretning ved kommune- og regionplanrevisioner 4. Offentliggørelse af region-, kommune- og lokalplaner 5. Underretning af statslige myndigheder 6. Mindretalsbeskyttelse, § 24, stk. 2 7. Indsigelsesfrist, § 24, stk. 3 8. Endelig vedtagelse, § 27, stk. 1, 1. pkt. 9. Betinget vedtagelse 10. Ændringer ved endelig vedtagelse, § 27,stk. 3 11. Offentliggørelse af den endeligt, vedtagne plan C. Supplerende regler for lokalplaner D. Ophævelse af landzonelokalplaner, § 33 E. Indsigelsesmuligheder overfor planforslag (veto) 1. Indsigelser mod regionplanforslag og kommune- planer i Københavns og Frederiksberg Kommuner 2. Indsigelser mod kommuneplanforslag 3. Indsigelser mod lokalplanforslag 4. Proceduren for indsigelser VII. Zoneinddeling og landzoneadministration A. Generelt B. Zoneinddelingen C. Landzonemyndigheden D. Kravet om landzonetilladelse 1. Hovedregel og undtagelser 2. Definitioner E. Fælles for administrationen af tilladelseskravet mv. 1. Varetagelse af hensyn, der er fælles for alle ansøgninger 2. Forholdet til anden lovgivning 3. Ansøgninger og anmeldelser F. Administration af de enkelte anvendelsesønsker 1. Landbrug 2. Skovbrug 3. Fiskeri 4. Jordbrugstilknyttede erhverv 5. Andre erhverv 6. Tekniske anlæg 7. Boliger 8. Rekreative formål G. Formkrav mv. til landzoneafgørelser 1. Skriftlighed og underretning 2. Offentliggørelse 3. Betingelser 4. Forældelse VIII. Sommerhusområder A. Generelt B. Bebyggelse m.v. C. Forbud mod helårsanvendelse 1. Det generelle forbud 2. Dispensation efter planlovens § 40, stk. 2 D. Planlovens § 41 »Pensionistreglen« 1. Retten til helårsbeboelse 2. Hvilke områder 3. Hvilke personer har ret til helårsbeboelse 4. Krav til huset 5. Forholdet til boligreguleringsloven IX. Tilbageførsel af arealer til landzone A. Generelt B. Proceduren for tilbageførsel til landzone 1. Grundlaget for tilbageførslen 2. Beslutning om tilbageførsel 3. Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter C. De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning 1. Erstatningssager, herunder behandling ved taksationskommissioner 2. Udgifter til sagsomkostninger og erstatninger 3. Godtgørelse for grundskyld 4. Godtgørelse for frigørelsesafgift og grundskyld til staten af landbrugsejendomme (foråret 1980) X. Ekspropriation, overtagelse, §§ 47-50 A. Ekspropriation 1. Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner 2. Ekspropriation til byudvikling 3. Fremgangsmåde 4. Ekspropriation af rettigheder 5. Klage over ekspropriationsbeslutninger B. Krav om overtagelse XI. Servitutter A. Generelt B. Samtykke C. Påtaleret XII. Klageregler i planloven A. Hvilke forhold kan påklages 1. Retlige spørgsmål 2. Klage til fuld prøvelse 3. Ingen klageadgang for afgørelser B. Hvem kan klage? C. Klagemyndighed 1. Hovedregel 2. Særregel om landzoneafgørelser 3. Særregel om grundejer- og beboerforeningers afgørelser D. Klagefrist E. Til hvem skal klagen indgives? 1. Klage efter planlovens § 58, stk. 1 og 2 2. Klage efter planlovens § 58, stk. 3 og 4 3. Klage efter planlovens § 58, stk. 6 F. Krav om skriftlighed G. Opsættende virkning 1. Retlige klager 2. Ekspropriationsklager 3. Landzoneklager H. Underretning I. Søgsmål J. Klagevejledning 1. Klagevejledning i plansag (bortset fra ekspropriation) 2. Klagevejledning i landzonesag (afslag) 3. Klagevejledning i landzoner (tilladelse på vilkår) 4. Klagevejledning i en landzonetilladelse, der offentliggøres, jf. § 35, stk. 6 XIII. Ikrafttrædelse - overgangsbestemmelser m.v. A. Gældende planer opretholdes B. Verserende sager C. Verserende planforslag D. Frikommuneforsøg E. Tilbudspligt

Bilag 1 Oversigt over cirkulærer og vejledninger, der fortsat er relevante

Bilag 2 Planloven og samlebekendtgørelsen

Stikord

I Indledning

Lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning (planloven) blev vedtaget

den 31. maj 1991 til ikrafttrædelse den 1. januar 1992. Bestemmelsen

i lovens § 41 om pensionisters ret til at benytte sommerhuse til

helårsbeboelse trådte dog allerede i kraft den 1. oktober 1991.

Loven indgår i en samlet reform af Miljøministeriets lovgivning.

Lovreformen, der foruden planområdet omfatter natur-, og

miljøbeskyttelses- samt råstofloven har 2 tværgående hovedformål

- styrkelse af varetagelsen af natur- og miljøbeskyttelsen samt

- forenkling, decentralisering og afbureaukratisering.

Det bemærkes, at denne vejledning om planloven beskriver

Planstyrelsens forståelse af loven på baggrund af bl.a. forarbejderne

til loven samt erfaringerne fra administrationen af den tidligere

lovgivning. Vejledningen vil således blive lagt til grund for

Planstyrelsens administration af loven, fx i klagesager.

De væsentligste ændringer i forhold til den tidligere lovgivning er

følgende

Det hidtidige krav om en årlig landsplanredegørelse erstattes af et

krav om, at regeringen afgiver en redegørelse til Folketinget efter

nyvalg til Folketinget. Se kap. II, afsnit D.

Miljøministerens landsplanbeføjelser - dvs. ministerens beføjelser

til at fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for

indholdet af planlægningen efter loven - er blevet styrket. Der

henvises til kap. II.

De indholdsmæssige krav til regionplanerne er blevet ændret. Der

henvises til kap. III, afsnit A og B. Der er ligeledes sket en

begrænsning af, hvilke regionplanretningslinier, der er bindende for

den kommunale administration og planlægning. Der henvises til kap.

III, afsnit C.

Den statslige godkendelse af regionplanerne erstattes af

en vetoordning for miljøministeren. Se nærmere kap. VI, afsnit E.

Regionplanmyndigheden har efter planloven ikke pligt til at nedlægge

veto mod forslag til kommune- og lokalplaner, der strider mod

regionplanen, hvis fravigelsen er af underordnet betydning i forhold

til regionplanens formål . Se herom kap. VI, afsnit E.

De indholdsmæssige krav til kommuneplaner er sprogligt moderniseret,

men der er ikke tilsigtet realitetsændringer. Vejledningen svarer på

dette område indholdsmæssigt til gældende anvisninger. Se kap. IV.

Bemærk dog særligt kap. IV, afsnit B, pkt. 4 om særlige temaer i

kommuneplanlægningen og beskrivelsen i kap. IV, afsnit C om

kommunalbestyrelsens øgede mulighed for at administrere på grundlag

af kommuneplanen , jf. planlovens § 12, stk. 3.

Den statslige forhåndsgodkendelse af kommuneplaner med

bebyggelsesprocenter over 110 er ophævet. Se kap. IV, afsnit B, pkt.

4 og kap. VI, afsnit B, pkt. 8.

Vejledningens kap. V om lokalplanlægning svarer indholdsmæssigt til

det gældende cirkulære til kommuneplanloven, men beskrivelsen af de

enkelte emner er moderniseret og ajourført på baggrund af

Planstyrelsens praksis. Se om den med planloven skabte mulighed

for »bonuslokalplaner« i kap. V, afsnit F, pkt. 6.

Reglerne om planers tilvejebringelse og ændring er på væsentlige

områder ændret med planloven. Der er sket en udbygning af

offentlighedsreglerne navnlig ved indførelse af forudgående

offentlighed og ved krav om forudgående beretning ved kommune- og

regionplanrevisioner , og offentlighedsfasen er for alle plantyper

fastsat til mindst 8 uger. Se kap. VI, navnlig afsnit B.

Bestemmelserne om zoneinddeling og landzoneadministration svarer i

hovedsagen til bestemmelserne i by- og landzoneloven. Vejledningen

sammenskriver, moderniserer og ajourfører i kap. VII cirkulæret til

by- og landzoneloven og de supplerende vejledninger m.v., der er

udsendt efter cirkulæret. Der er ikke tilsigtet andre indholdsmæssige

ændringer, end hvad der følger af ændringerne i loven og

Miljøankenævnets praksis. Se kap. VII, afsnit D om i hvilket omfang,

der kræves landzonetilladelse, herunder om lempelserne i

anmeldeordningen i § 37 i forhold til by- og landzonelovens § 8 a

(ophævelse af kravet om, at der højst må være 5 ansatte på ejendommen

og mulighed for mindre tilbygninger).

Vejledningens systematik er ændret i forhold til de hidtidige

anvisninger vedrørende landzoneforhold, idet de enkelte emner er

behandlet »tværgående« i lighed med systematikken i regionplanerne.

Bestemmelserne om sommerhusområder svarer helt til sommerhuslovens

bestemmelser med undtagelse af de nye regler om pensionisters ret til

helårsbeboelse . Se kap. VIII, afsnit D, hvor Planstyrelsens

vejledning af 3. september 1991 om pensionisters ret til

helårsbeboelse i sommerhusområder er indskrevet med visse mindre

tilføjelser.

I kap XII gennemgås klagereglerne efter planloven. Opmærksomheden

henledes på, at hovedreglen om klage over retlige spørgsmål gælder

hele planlovens område, også bestemmelserne om regionplanlægning og

tilbageførsel, hvor der ikke hidtil har været en lovfæstet

klageadgang. Se kap. XII, afsnit A, pkt. 1.

Miljøankenævnet er som klageinstans erstattet af Overfredningsnævnet

(pr. 1. juli 1992 Naturklagenævnet) og Planstyrelsen . Se kap. XII,

afsnit C, pkt. 1 og 2.

Der er indført en fælles klagefrist for planlovens område på 4 uger.

Se kap. XII, afsnit D.

Der er ikke klageadgang for kommunalbestyrelsens afgørelser efter §

40 (dispensation til helårsbeboelse i sommerhusområder). Se kap. XII,

afsnit A, pkt. 3.

Loven om tilbudspligt ophæves fra 1. januar 1992. Se kap. XIII,

afsnit E.

Ikrafttrædelse og overgangsregler

Alle planer, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger , der er

udarbejdet efter de hidtidige planlove opretholdes , indtil de ændres

eller ophæves efter reglerne i planloven, jf. nedenfor om de

cirkulærer og vejledninger, som erstattes af denne vejledning. Se

også kap. XIII og bilag 1.

Opmærksomheden henledes navnlig på kap. XIII, afsnit B og C om

verserende sager og om den særlige overgangsordning for planer,

hvortil forslag offentliggøres i tiden 1. januar 1992 til 30. juni

1992.

Tilsyn, håndhævelse og straf

Denne vejledning indeholder ikke et særligt kapitel om tilsyn,

håndhævelse og straf. Disse områder er indgående behandlet

i Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og

byggelovgivningen , udsendt af Bygge- og Boligstyrelsen og

Planstyrelsen, december 1991, hvortil der henvises.

Vejledningen erstatter

- cirkulære om lov om kommuneplanlægning (1986),

- cirkulære om lov om ekspropriation til byudvikling (1981),

- cirkulære om behandling af byfornyelsen i region- og

kommuneplanlægningen (1984),

- cirkulære om tilbageførsel af arealer til landzone (1986),

- cirkulære om lov om by- og landzoner (1984),

- vejledning om etablering af erhvervsvirksomheder m.v. i

overflødiggjorte landbrugsbygninger uden zonelovstilladelse (1987),

- cirkulære om zonelovsbehandling af sager om genoprettelse af

landbrugsejendomme til fritidslandbrug (»hobbylandbrug«) (1988),

- vejledning om dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i

sommerhusområder (1989),

- vejledning om pensionisters ret til helårsbeboelse i

sommerhusområder (1991), samt

- andre vejledende skrivelser fra Planstyrelsen om de bestemmelser,

der nu findes i planloven.

II Landsplanlægning (§§ 2-5)

A. Generelt

Med lands- og regionplanloven, der trådte i kraft i 1974, blev der

for første gang i Danmark lovgivet om en sammenfattende fysisk

landsplanlægning.

En landsdækkende planlægning af arealanvendelsen skulle imidlertid

ikke udarbejdes på statsligt niveau, men tilvejebringes af amtsrådene

ved udarbejdelse af regionplaner for de enkelte amtskommuner.

Regionplanerne skulle tilsammen være udtryk for »landsplanen«.

De statslige landsplaninteresser skulle navnlig varetages gennem

miljøministerens godkendelse af regionplanerne og ved udstedelse af

bindende statslige forudsætninger for

regionplanlægningen (landsplandirektiver ). Den statslige

planlægningspolitik udmeldtes gennem årlige landsplanredegørelser.

Planloven fastholder dette systems grundtræk. Den væsentlige

decentralisering, der gennemføres med planloven, er imidlertid

afbalanceret med en udvidelse af miljøministerens kompetence til at

fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for

indholdet af planlægningen efter loven, de såkaldte

landsplanbeføjelser. Disse beføjelser vil dog fortsat kun blive

anvendt, når det er nødvendigt for at sikre statslige interesser.

Statslige interesser kan være at sikre den kvalitet i den kommunale

planlægning, som regeringen finder nødvendig og ønskelig. Der kan

ligeledes være tale om spørgsmål, der ikke kan løses regionalt eller

lokalt.

De årlige landsplanredegørelser afløses af en redegørelse, når der

har været nyvalg til Folketinget.

Endelig giver loven miljøministeren mulighed for at støtte forsøg og

udviklingsprojekter til fremme af lovens formål.

B. Bindende forskrifter

Efter planlovens § 3, stk. 1, kan miljøministeren til varetagelse af

landsplanmæssige interesser fastsætte bindende regler for anvendelsen

af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte bindende forskrifter for

både region-, kommune- og lokalplanlægningen og for administrationen

af enkeltsager fx landzonetilladelser eller dispensationssager.

1. I forhold til regionplanlægningen

Såfremt reglerne retter sig mod regionplanlægningen, er der tale om

det, der kaldes for landsplandirektiver . Efter den hidtil gældende

lands- og regionplanlov er der udsendt en række landsplandirektiver i

form af cirkulærer. Efter planlovens § 3 er udstedt cirkulære om

planlægning og administration af kystområderne (cirk. nr. 215 af 19.

december 1991). Oversigter over de gældende landsplandirektiver

optages traditionelt som bilag til landsplanredegørelserne og er i

denne vejledning opført på oversigten over gældende forskrifter

(bilag 1).

Landsplandirektiver kan være en konkretisering af den af Folketinget

fastlagte politik på et område og generelt rette sig mod

regionplanernes indhold på området.

Landsplandirektiver kan også være yderst konkrete ved fx at

forbeholde nærmere angivne arealer til nærmere angivne formål.

Miljøministeren kan efter planlovens § 3, stk. 2, tillægge et

landsplandirektiv retsvirkning som en regionplan, således at

efterfølgende udarbejdelse af regionplantillæg er overflødig. Dette

er praktisk i situationer, hvor landsplandirektivet indholdsmæssigt

svarer til en regionplanretningslinie, der umiddelbart kan anvendes

som ramme for administrationen og den mere detaljerede kommunale

planlægning.

Efter samme bestemmelse kan miljøministeren fastsætte, at bygge- og

anlægsvirksomhed, der er forudsat i et landsplandirektiv, kan

iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden landzonetilladelse.

Der sigtes her på situationer, hvor landsplandirektivet er så

konkret, at yderligere planlægningsovervejelser ikke er nødvendige.

2. I forhold til kommune- og lokalplanlægningen

Bindende regler, der retter sig mod kommune- og lokalplanlægningen,

svarer til de såkaldte »§ 51- retningslinier« (efter den nævnte

lovbestemmelse i den hidtil gældende kommuneplanlov).

Der kan efter planlovens § 3, stk. 1, stilles krav til såvel

procedurerne for - som indholdet af planlægningen. Det ovenfor

omtalte kystcirkulære omhandler både region-, kommune- og

lokalplanlægningen samt landzoneadministrationen. Reglerne kan rette

sig generelt til samtlige landets kommuner/amtskommuner eller de kan

konkret rette sig mod een eller flere kommuner/amtskommuner.

3. Retsvirkninger

Bindende forskrifter efter planlovens § 3 er et led i lovens

rammestyringsprincip, dvs. at planlægningen ikke må stride mod

forskriftens indhold. Efter lovens § 6, stk. 2, må

regionplanlægningen ikke stride mod regler eller beslutninger efter

lovens § 3. Efter lovens § 11, stk. 2, § 13, stk. 1, jf. §§ 28 og 29,

må kommuneplaner og lokalplaner heller ikke stride mod sådanne

regler, og amtsrådet skal fremsætte indsigelse mod kommune- eller

lokalplanforslag, der er i strid med reglerne, med den virkning, at

planerne ikke kan vedtages endeligt. Amtsrådets pligt til at

fremsætte indsigelse gælder fx ved planforslags manglende

overensstemmelse med intentionerne i det ovenfor omtalte

kystcirkulære.

C. Miljøministerens konkrete beføjelser

1. Påbud

Efter planlovens § 3, stk. 3, kan miljøministeren pålægge de

kommunale myndigheder at udarbejde en plan med et nærmere bestemt

indhold, når dette er nødvendigt til sikring af overordnede

interesser, herunder gennemførelse af samfundsnødvendige projekter.

Ministeren kan i denne forbindelse fastsætte tidsfrister for

planarbejdet.

Efter samme bestemmelse kan miljøministeren påbyde de kommunale

myndigheder at bringe lovens konkrete indgrebsmuligheder i

anvendelse, herunder påbud og forbud, til sikring af lovens

overholdelse eller som indledning til en efterfølgende

lokalplanlægning.

2. Indkaldebeføjelse

Efter planlovens § 3, stk. 4, kan miljøministeren i særlige tilfælde

beslutte at overtage de kommunale myndigheders beføjelser efter

loven, dvs. såvel planlægningskompetencen som kompetencen til at

træffe afgørelser i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte

opgaver eller har større betydning.

Kaldes et planforslag ind, vil indkaldelsen ligesom indsigelser efter

lovens §§ 28 og 29 have den virkning, at et offentliggjort

planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovens § 27. Planen vil

herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljøministeren

godkender den eller, efter forhandlinger med amtskommune/kommune,

beslutter, at endelig vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse

kan finde sted.

Ministeren kan foretage de ændringer, der er nødvendige, for at

planen får den ønskede udformning, og kan i den forbindelse beslutte

kun at kalde en del af et planforslag ind, således at de kommunale

myndigheder stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af

planen.

I modsætning til indsigelsesbestemmelserne i lovens §§ 28 og 29 kan

indkaldebeføjelserne anvendes helt frem til et planforslags endelige

vedtagelse.

3. Indsigelsesbeføjelse

Udover de landsplanbeføjelser, der er hjemlet i lovens § 3, har

ministeren under visse betingelser ret til at fremsætte indsigelse

mod et forslag til regionplan, jf. § 29, stk. 1, eller lokalplan, jf.

Ingen