Vejledning om retten til dagpenge for medlemmer, der er omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ventedagpenge)
Statutory Text (4 Articles)
§ 55, stk. 2, har følgende ordlyd
»Et medlem, der har ret til at modtage et uddannelsestilbud efter § 10, stk. 8 og 9, i lov om arbejdstilbud til ledige, har uanset betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil uddannelsen påbegyndes eller medlemmet har afslået uddannelsestilbudet.«
A. Personkredsen i § 55, stk. 2, omfatter
1) Medlemmer, der har ret til et uddannelsestilbud før 1. arbejdstilbud, jf. arbejdstilbudslovens § 10, stk. 8, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens §§ 31 og 36.
2) Medlemmer, der har ret til et uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud, jf. arbejdstilbudslovens § 10, stk. 9, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens §§ 32 og 36.
B. Betingelser for at få ventedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 2
Medlemmet skal opfylde betingelserne - bortset fra det almindelige arbejdskrav - for at få dagpenge. Medlemmet skal således være ledig, tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og i øvrigt opfylde de almindelige betingelser om at være til rådighed for arbejdsmarkedet.
Endvidere skal medlemmet opfylde de almindelige betingelser for at få et uddannelsestilbud
1) Ret til uddannelsestilbud før 1. arbejdstilbud
1.1. Medlemmet skal være fyldt 25 år, men være under 50 år ved rettens indtræden.
1.2. Medlemmet skal have haft 12 måneders ledighed med udbetalte dagpenge inden for de seneste 15 måneder.
1.3. Medlemmet må ikke have gennemført en kompetencegivende uddannelse.
Medlemmer, der har ret til et uddannelsestilbud før 1. arbejdstilbud, og som benytter sig af retten til i stedet at deltage i en selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse, jf. arbejdstilbudslovens § 10, stk. 12, er ikke omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 2.
2) Ret til uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud
2.1. Medlemmet skal være mindst 24 år og 9 måneder, men under 50 år ved rettens indtræden.
2.2. Medlemmet skal have haft 6 måneders ledighed med udbetalte dagpenge inden for de seneste 9 måneder. Der stilles dog ikke krav til ledighedens varighed, hvis medlemmet er fyldt 49 år og 6 måneder ved afslutningen af 1. arbejdstilbud.
2.3. Det følger af arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 7, stk. 7, at unge ledige, der efter det fyldte 24. år og 3 måneder ophører med uddannelsesydelse for ledige under 25 år eller afslutter et arbejdstilbud for unge, anses for at have gennemført 1. arbejdstilbud. Disse medlemmer har derfor ret til et uddannelsestilbud, når de opfylder betingelserne i pkt. 2.1. og 2.2.
C. Dagpengerettens varighed
Medlemmer, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 2, er berettiget til dagpenge, indtil uddannelsestilbudet påbegyndes eller afslås.
Et medlem kan efter aftale med Arbejdsformidlingen få udskudt et konkret uddannelsestilbud eller afbryde et påbegyndt uddannelsestilbud, hvis medlemmet selv har skaffet sig et (ustøttet) arbejde, der påbegyndes i umiddelbar forlængelse af udskydelsen/afbrydelsen, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 34. Ophører arbejdsforholdet, uden at ophøret kan tilregnes medlemmet, har medlemmet ret til et nyt uddannelsestilbud og dermed også ret til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 2, indtil nyt uddannelsestilbud påbegyndes eller afslås. Medlemmet har dog ikke ret til et nyt uddannelsestilbud, hvis arbejdsforholdet ophører efter mere end 26 ugers arbejde.
II. Ventedagpenge efter § 55, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven
§ 55, stk. 3, har følgende ordlyd
»Et medlem, der har deltaget i et uddannelsestilbud efter § 10, stk. 8, eller uddannelsesydelse efter § 10, stk. 12, i lov om arbejdstilbud til ledige, har uanset betingelserne i stk. 1 ret til dagpenge, indtil et efterfølgende arbejdstilbud er påbegyndt, eller medlemmet har afslået dette. Det samme gælder for et medlem, som har benyttet sig af retten til at få iværksætterydelse inden 1. arbejdstilbud, jf. § 11, stk. 1, i lov om arbejdstilbud til ledige, og for et medlem, der er berettiget til et 2. arbejdstilbud, jf. § 1, stk. 4, i lov om arbejdstilbud til ledige.«
A. Personkredsen i § 55, stk. 3, omfatter
1) Medlemmer, der har deltaget i uddannelsestilbud eller i selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse før 1. arbejdstilbud, og som har ret til et arbejdstilbud, jf. arbejdstilbudslovens § 10, stk. 13, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 7, stk. 8. Det er en betingelse, at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) melder sig ledig på Arbejdsformidlingen.
2) Medlemmer, der har modtaget iværksætterydelse før 1. arbejdstilbud, og som har ret til et arbejdstilbud, jf. arbejdstilbudslovens § 11, stk. 1, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 7, stk. 9. Det er en betingelse, at virksomheden ophører samtidig med iværksætterydelsen (senest ved ydelsesperiodens udløb), og at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) melder sig ledig på Arbejdsformidlingen. Det bemærkes, at retten til iværksætterydelse også gælder for unge under 25 år.
3) Medlemmer, der har ret til et 2. arbejdstilbud i henhold til arbejdstilbudslovens § 1, stk. 4, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, d.v.s.
3.1. Medlemmer, som i mindst 6 måneder har deltaget i en selvvalgt uddannelse, hvortil der er ydet uddannelsesydelse. Det er en betingelse, at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) melder sig ledig på Arbejdsformidlingen, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 7.
3.2. Medlemmer, som efter arbejdstilbudslovens § 10, stk. 9, har gennemført et uddannelsestilbud af mindst 3 måneders varighed. Det er en betingelse, at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) melder sig ledig på Arbejdsformidlingen, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 7.
3.3. Medlemmer, som har haft et arbejdstilbud, og som har modtaget iværksætterydelse i mindst 12 måneder. Det er en betingelse, at virksomheden ophører samtidig med iværksætterydelsen (senest ved ydelsesperiodens udløb), og at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) melder sig ledig på Arbejdsformidlingen, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 8.
3.4. Medlemmer, som ikke har en kompetencegivende uddannelse, og som efter indstilling fra arbejdsløshedskassen efter en konkret vurdering af Arbejdsformidlingen ikke skønnes at kunne deltage i en uddannelse, som gives af Arbejdsformidlingen efter arbejdstilbudslovens § 10, stk. 9, og arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 5.
4) Medlemmer, der i mindst 6 måneder har deltaget i en selvvalgt uddannelse, hvortil der er ydet uddannelsesydelse , og som færdiggør uddannelsen for egen regning, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 3. Dette gælder dog kun, hvis uddannelsen ikke ville berettige til optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse efter reglerne for nyuddannede, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra c. Det er en betingelse, at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) ved uddannelsens ophør melder sig ledig på Arbejdsformidlingen, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 7.
5) Medlemmer, som efter 1. arbejdstilbud ikke har gennemført et uddannelsestilbud af mindst 3 måneders varighed, men som har ret til et 2. arbejdstilbud, fordi årsagen til den manglende opfyldelse af de tidsmæssige betingelser er sygdom eller barsel, og uddannelsesinstitutionen har modtaget lægeattest vedrørende sygdommen, eller skriftligt har modtaget meddelelse om afbrydelse på grund af barsel, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 35. Tilsvarende gælder for medlemmer, som efter 1. arbejdstilbud har deltaget i en selvvalgt uddannelse, hvortil der er ydet uddannelsesydelse i mindre end 6 måneder, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 75. Det forudsættes, at medlemmet straks (uden ugrundet ophold) ved sygdoms/barselsorlovsperiodens udløb melder sig ledig på Arbejdsformidlingen.
6) Medlemmer, der er påbegyndt selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse for ledige under 25 år og derefter - efter ansøgning - er gået direkte over på uddannelsesydelse for ledige over 25 år. Disse medlemmer vil, når de har modtaget uddannelsesydelserne i sammenlagt 6 måneder, have ret til 2. arbejdstilbud, jf. arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 8, stk. 3.
7) Medlemmer, der er fyldt 50 år ved ophøret af et tidligere arbejdstilbud, og som efter arbejdstilbudslovens § 1, stk. 3, har ret til gentagne arbejdstilbud.
B. Betingelser for at få ventedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3
Medlemmet skal opfylde betingelserne - bortset fra det almindelige arbejdskrav - for at få dagpenge. Medlemmet skal således være ledig, tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og i øvrigt opfylde de almindelige betingelser om at være til rådighed for arbejdsmarkedet.
Endvidere skal medlemmet opfylde de almindelige betingelser for at få ret til et arbejdstilbud
1) Medlemmet skal være under 60 år på tidspunktet for dagpengerettens udløb efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1.
2) Medlemmet må ikke have afsluttet seneste arbejdstilbud før den 1. juli 1986, jf. arbejdstilbudslovens § 11, stk. 8, medmindre medlemmet efterfølgende ved andet arbejde end arbejdstilbud har generhvervet dagpengeretten efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1.
3) Medlemmer, der har modtaget iværksætterydelse, skal ophøre med den støttede virksomhed senest ved ydelsesperiodens udløb. Medlemmet skal opfylde betingelserne for at kunne anses for ophørt med virksomheden, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
C. Dagpengerettens varighed
Hovedregel
Medlemmer, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, er berettiget til dagpenge, indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås.
Undtagelser
Ved ophør med et arbejdstilbud, der er fulgt efter en periode med ventedagpenge, er der ret til ventedagpenge igen, hvis afbrydelsen skyldes forhold, der ikke kan tilregnes medlemmet, og medlemmet har ret til et supplerende arbejdstilbud. Dette gælder f.eks., hvis virksomheden går konkurs. Dagpenge kan herefter udbetales, indtil det supplerende arbejdstilbud påbegyndes eller afslås.
Ved hjemsendelser i et arbejdstilbud, der er fulgt efter en periode med ventedagpenge, vil der kunne udbetales ventedagpenge.
Ved begge undtagelser er det naturligvis en betingelse, at medlemmet - bortset fra arbejdskravet - opfylder betingelserne for ret til dagpenge. Undtagelserne gælder ikke i tilfælde, hvor der efter en periode på ventedagpenge påbegyndes arbejde, der ikke er et arbejdstilbud.
III. Dagpengesatsen
Der gælder de almindelige regler for beregning af dagpengenes størrelse.
Det præciseres, at dagpenge ikke kan beregnes på grundlag af arbejdsindkomst fra en selvstændig virksomhed, hvortil der er ydet iværksætterydelse, idet perioder med iværksætterydelse betragtes som ledighed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Deltidsforsikrede medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed, hvortil der ydes iværksætterydelse, overflyttes til en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende som fuldtidsforsikrede. Disse medlemmer vil ved ledighed, hvor der skal udbetales dagpenge efter en tidligere beregnet sats, alene være bundet af den for fuldtidsforsikrede fastsatte, maksimale dagpengesats, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 47, uanset om de tilbageflyttes til den tidligere arbejdsløshedskasse i medfør af arbejdstilbudsbekendtgørelsens § 98, stk. 2. Medlemmer, der ved tilbageflytning generhverver deres status som deltidsforsikrede, vil dog være omfattet af den maksimale dagpengesats for deltidsforsikrede, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 70.
IV. Ferie
Medlemmer, der er berettiget til ventedagpenge, kan modtage feriedagpenge efter de gældende regler herom.
Medlemmer, der kommer i et arbejdstilbud efter at have modtaget ventedagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, kan endvidere modtage feriedagpenge under kollektiv ferielukning i arbejdstilbudet, selv om arbejdskravet ikke er opfyldt. Endvidere vil disse medlemmer ved kollektive ferielukninger ud over normal ferie (f.eks. skolelukninger) have mulighed for at få dagpenge, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Dette gælder ikke medlemmer, der efter en periode med ventedagpenge kommer i et arbejdsforhold, der ikke er et arbejdstilbud. Det gælder endvidere ikke ved individuel ferie.
V. Kassens afgørelser om ret til ventedagpenge
Spørgsmålet om retten til et arbejdstilbud eller et uddannelsestilbud henhører under Arbejdsformidlingen/Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt opfylder betingelserne for at være berettiget til ventedagpenge via retten til et uddannelsestilbud eller et arbejdstilbud, kan kassen træffe afgørelse om udbetaling af ventedagpenge uden at afvente Arbejdsformidlingens afgørelse om medlemmets ret til et uddannelsestilbud eller et arbejdstilbud.
Finder kassen derimod, at der er tvivl om, hvorvidt medlemmet opfylder betingelserne for at være berettiget til ventedagpenge via retten til et uddannelsestilbud eller et arbejdstilbud, skal kassen forelægge spørgsmålet om retten til uddannelsestilbud eller arbejdstilbud for Arbejdsformidlingen. Kassen må i disse tilfælde ikke træffe afgørelse om udbetaling af ventedagpenge, før Arbejdsformidlingens afgørelse foreligger. Kassen lægger herefter Arbejdsformidlingens afgørelse til grund for sin afgørelse om udbetaling af ventedagpenge.
I de tilfælde, hvor et medlem melder sig ledig ved afbrydelse af et arbejdstilbud, og hvor Arbejdsformidlingen skal afgøre, om medlemmet har ret til et supplerende arbejdstilbud, fordi ophøret ikke kan tilregnes medlemmet, skal kassen meddele Arbejdsformidlingen, hvorvidt ophøret efter kassens opfattelse kan tilregnes medlemmet.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 11. februar 1992
Birger Stein
/ Tor Even Munter
Vejledning om retten til dagpenge for medlemmer, der er omfattet af § 55, stk. 2 og 3, og § 72, stk. 2 og 3, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ventedagpenge)
Retten til dagpenge er som hovedregel betinget af, at medlemmet
forud for hver udbetaling af dagpenge opfylder arbejdskravet i § 55,
stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven (fuldtidsforsikrede), eller
i lovens § 72, stk. 1 (deltidsforsikrede).
Arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 2 og 3, om ventedagpenge er undtagelser herfra og finder anvendelse på medlemmer, der har ret til enten et uddannelsestilbud eller et arbejdstilbud i henhold til visse regler i lov om arbejdstilbud til ledige (arbejdstilbudsloven) og bekendtgørelse om arbejdstilbud (arbejdstilbudsbekendtgørelsen). Tilsvarende regler gælder for deltidsforsikrede, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 72, stk. 2 og 3.
I. Ventedagpenge efter § 55, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven