Skrivelse om rettelse til Erhvervsskoleafdelingens skrivelse af 12. september 1989 (II-707) om eksamensafvikling, tilladte hjælpemidler m.v. ved skriftlige, mundtlige og praktiske prøver fra og med skoleåret 1989/90 (Erhvervsskolerne (Handelsskolerne))
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om rettelse til Erhvervsskoleafdelingens skrivelse af 12. september 1989 (II-707) om eksamensafvikling, tilladte hjælpemidler m.v. ved skriftlige, mundtlige og praktiske prøver fra og med skoleåret 1989/90 (Erhvervsskolerne (Handelsskolerne))
Erhvervsskoleafdelingen meddeler herved følgende ændringer i ovennævnte skrivelse til skriftlig eksamen i dansk og mundtlig eksamen i tysk, niveau IV og spansk, niveau IV
Undervisningsfag, niveau og kursus.
Dansk, hhx 2. år
Prøvens varighed: 5 timer
Blanketter m.v.: Linieret A4 ark
Tilladte hjælpemidler: Alle ordbøger
Særlige bemærkninger: Opgavesættet rummer valgmulighed mellem mindst tre opgaver, der har emnefællesskab. Opgavesættet kan desuden indeholde en eller flere opgaver uden tilknytning til emnet. Hver opgave vil have et tekstgrundlag, der skal bearbejdes analytisk. Der vil være mindst en opgave, hvor den analytiske bearbejdning danner udgangspunkt for en essayistisk fremstilling.
Undervisningsfag, niveau og kursus
Tysk, niveau IV, hhx
Pensum
Totalpensum: 150 ns, heraf obligatorisk sagprosa: 50 ns inden for emneområderne: - geografi, - samfundslære, - historie, - erhvervsliv i udvalgte tysksprogede områder. Den obligatoriske sagprosa danner baggrund for den mundtlige eksamination, som nævnt under »Eksamensform pkt. 1b. Skønlitteratur/sagprosa: 100 ns, heraf min. 50 ns skønlitteratur. Eksamensform
Hele eksaminationen foregår på tysk.
1. Der eksamineres i en tysk ekstemporaltekst på 2-300 ord, omhandlende kulturelle, institutionelle og erhvervsmæssige forhold i de tysksprogede lande. Til denne tekst gives 30 minutters forberedelsestid.
a. Eleven giver et referat af ekstemporalteksten ud fra egne notater (under referatet må eleven ikke have adgang til teksten).
b. Eleven dokumenterer nødvendig baggrundsviden om det pågældende emneområde med udgangspunkt i 2-3 nøgleord, som på forhånd er understreget af læreren i den under punkt a omtalte tekst.
c. Eleven diskuterer med læreren. Diskussionen tager udgangspunkt i ekstemporaltekstens emne. På opgavearket anføres diskussionens tema så åbent, at eleven under punkt c får god mulighed for at argumentere frit. Referat og dokumentation af baggrundsviden anses derimod for at være afviklet under punkterne a og b.
Der lægges vægt på overblik og selvstændighed.
2. Derudover eksamineres i de 100 ns. Hertil gives ingen forberedelsestid: Med udgangspunkt i et præcist formuleret spørgsmål og/eller et billede, et lydbånd, et videobånd eller andet igangsættende materiale skal eleven referere, beskrive, karakterisere og kommentere. Der lægges vægt på selvstændig fremstilling og vurdering.
Hjælpemidler
Alle skriftlige og trykte hjælpemidler kan efter faglærerens bestemmelse medbringes i forberedelseslokalet.
Øvrige bemærkninger
10 ekstemporaltekster udvælges af faglærer. Indtil 10% af totalpensum kan indgå i form af audiovisuelt materiale. For hver fuld lektion anvendt til AV-undervisning kan pensum nedsættes med 1,5 ns.
Undervisningfag, niveau og kursus
Spansk, niveau IV, hhx
Pensum
90 ns incl. fælles temamateriale. For hver fuld lektion anvendt til AV-undervisning, kan pensum nedsættes med 1,5 ns. Den samlede reduktion må dog ikke overstige 10%.
Eksamensform
1. a. Indholdet af en spansk ekstemporaltekst på ca. 300 ord refereres på spansk.
b. Eleven relaterer teksten til et eller flere emner i det opgivne pensum ud fra et antal spørgsmål, som udleveres sammen med ekstemporalteksten. Denne samme ekstemporaltekst kan danne grundlag for flere sæt spørgsmål til det opgivne pensum.
2. Eleven forbereder en spansksproget lyttetekst på ca. 2 minutter med en kort introduktion på spansk. Indholdet refereres og kommenteres på spansk i samtale med læreren.
Til 1.a., 1.b. og 2. gives 35 minutters forberedelsestid.
Ekstemporaltekst og notater taget i forberedelsestiden må medbringes i eksamenslokalet.
Rækkefølgen er frivillig.
Hjælpemidler
Alle skriftlige og trykte hjælpemidler kan efter faglærerens bestemmelse medbringes i forberedelseslokalet.
Øvrige bemærkninger
Faglæreren udvælger 8 båndsekvenser og 8 ekstemporaltekster.
De tilsvarende afsnit i skrivelsen af 12. september 1989 (II-707) ophæves herved.
Med venlig hilsen
Henning Kraiberg Knudsen
Viceinspektør
Ingen