Skrivelse om ændring af cirkulære om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om ændring af cirkulære om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. (* 1)
Til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne.
Hermed sendes et antal eksemplarer af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af d.d. om ændring af cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
I Cirkulæret er udarbejdet på grundlag af en delbetænkning afgivet af arbejdsgruppen vedrørende anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene i september 1990 vedrørende tilsyn med indsatte, der er fikseret i sikringscelle.
Ændringerne i forhold til de gældende regler vedrører §§ 3, 4 og 5.
Opmærksomheden henledes på, at reglerne finder analog anvendelse på anbringelser efter cirkulære af 21. september 1976 om visse sikringsmæssige foranstaltninger over for indsatte, jf. dette cirkulæres punkt A.
Det bemærkes endvidere, at der må forventes en mere omfattende ændring af cirkulæret om anvendelse af sikringscelle, når arbejdsgruppens endelige indstilling vedrørende den samlede anvendelse af sikringscelle foreligger.
II Til cirkulæret bemærkes i øvrigt følgende
A. Vedrørende lægetilsyn.
1. Efter § 4, stk. 2, skal læge tilkaldes omgående i alle tilfælde, hvor anbringelsen er forbundet med fiksering eller med magtanvendelse i øvrigt. Formålet hermed er at sikre, at lægetilsyn finder sted snarest muligt.
Udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der fra den pågældende afdeling i institutionen indhentes oplysninger om indsattes adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt fastsættes retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik på at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter.
2. I forbindelse med anbringelse af indsatte i sikringscelle skal der udfyldes et observationsskema, jf. pkt. D. Der skal gøres notat på skemaet første gang, lægen er søgt tilkaldt samt - såfremt kontakt ikke opnås straks - ved alle efterfølgende forsøg.
3. Uanset at lægetilsyn har fundet sted, påhviler der det personale, der har tilsyn med en fikseret, en forpligtelse til til stadighed at være opmærksom på eventuelle sygdomstegn, der bør give anledning til fornyet lægetilsyn.
4. I tilfælde, hvor det kan antages, at en fikseret er blevet skadet eller på anden måde frembyder sygdomstegn, må det overvejes - og i givet fald drøftes telefonisk med lægen - at transportere den indsatte til skadestue med henblik på undersøgelse der, såfremt lægetilsyn (eventuelt fornyet lægetilsyn) ikke kan forventes inden for kort tid, og den indsatte er i en tilstand, hvor vedkommende kan transporteres.
5. Indsatte, der er fikseret, skal som hidtil tilses af læge mindst een gang om dagen, jf. § 5, stk. 2.
B. Vedrørende personalets tilsyn.
1. Den for anbringelsen ansvarlige drager omsorg for, at der umiddelbart efter fiksering udpeges en fast vagt. Begrebet fast vagt svarer til det tilsvarende begreb inden for psykiatrien og er beskrevet i § 5, stk. 3 og 4. Det bør så vidt muligt sikres, at den faste vagt er en erfaren, fastansat medarbejder, fortrinsvis med et godt kendskab til den fikserede. Det bør så vidt muligt undgås, at den, der udpeges til at være fast vagt, har deltaget i den aktuelle fiksering.
2. I forbindelse med anbringelse af indsatte i sikringscelle skal der udfyldes et observationsskema, jf. § 3, stk. 3. Hvis den indsatte er fikseret, er den faste vagt ansvarlig for, at der gøres notat på skemaet vedrørende tilsyn af såvel den faste vagt som andre, der tilser den indsatte, herunder sygeplejerske.
3. Direktoratet er opmærksom på, at der på nogle institutioner er behov for at gennemføre visse mindre bygningsmæssige ændringer med henblik på at forbedre muligheden for overvågning af fikserede. Direktoratet vil på grundlag af arbejdsgruppens endelige indstilling vende tilbage til spørgsmålet om den fremtidige indretning af sikringsceller.
Såfremt bygningsmæssige ændringer ikke findes at kunne afvente direktoratets endelige stillingtagen hertil, bedes direktoratet orienteret, forinden ændringerne iværksættes.
C. Indberetning mv.
Lederen af institutionen er ansvarlig for overholdelse af reglerne i forbindelse med sikringscelleanbringelse, herunder for kontrollen med, at sikringscellerapporterne er korrekt udfyldt, jf. cirkulærets § 3, stk. 3.
D. Observationsskema.
I forbindelse med enhver anbringelse i sikringscelle skal der fremover udfyldes et observationsskema, jf. § 3, stk. 3. På skemaet skal gøres notat om alle tilsyn med den sikringscelleanbragte. Lægen bør dog som hidtil foretage sine bemærkninger på sikringscellerapporten, men der bør på observationsskemaet gøres et notat om, at lægetilsyn har fundet sted.
(* 2) Der vedlægges 5 kopier af observationsskemaet, som fremover vil kunne rekvireres fra Statsfængslet i Nyborg (blanket d.f.k. 107).
E. Lokale instrukser.
Direktoratet forudsætter, at der på det enkelte tjenestested fastsættes retningslinier for proceduren for sikringscelleanbringelser og fiksering, herunder for placering af ansvaret for reglernes overholdelse.
F. Personaletimeforbrug.
Timeforbrug i forbindelse med fast vagt indeholdes i anstalternes udmeldte timeramme og indberettes til direktoratet, tjenestetidskontoret, på det månedlige personaleindberetningsskema, pkt. D, »Bruttoforbrug«, linie 25, »Timer til andet«. Arresthusene indberetter timeforbruget på det månedlige personaleopgørelsesskema, pkt. E, »DFK-timer«, linie 40, »Andet«. Timeforbruget tilføres arresthuset i forbindelse med anden indstationering. På personaleopgørelsesskemaet noteres endvidere begrundelsen for timeforbruget.
Cirkulæret og denne skrivelse vil snarest blive udsendt til optagelse i Kriminalforsorgens Cirkulæresamling mv.
E.B.
Annette Esdorf
(* 1) Forskriften er optaget i Kriminalforsorgens Cirkulæresamling (KC K-2-2)
(* 2) Bilag udeladt.