Cirkulæreskrivelse til domstolene om udbetaling af sygedagpenge til stævningsmænd.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til domstolene om udbetaling af sygedagpenge til stævningsmænd.
Justitsministeriet har fra nogle embeder modtaget forespørgsel vedrørende udbetaling af sygedagpenge til stævningsmænd. På denne baggrund skal man efter drøftelse med Socialministeriet meddele følgende
1. Regelgrundlaget.
Reglerne om udbetaling af sygedagpenge findes i lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom og fødsel samt bekendtgørelse nr. 153 af 3. marts 1990. Bekendtgørelsens kap. 11 indeholder nærmere regler om beregning af dagpenge ved ikke på forhånd fastlagt arbejdstid, produktionsstop, arbejdsturnus m.v. Udgangspunktet er herefter, at lønmodtagere, der opfylder lovens beskæftigelseskrav, har krav på sygedagpenge fra arbejdsgiveren.
Efter dagpengelovens § 3, stk. 1, har lønmodtagere, der har været ansat hos den pågældende arbejdsgiver i de sidste 13 uger før fraværet og i denne periode mindst har været beskæftiget i 120 timer, således ret til dagpenge, medmindre de får udbetalt fuld løn under sygdom.
2. Beregning af dagpenge til stævningsmænd.
For lønmodtagere, der - som stævningsmænd - har skiftende og uregelmæssige arbejdstider, er de nærmere regler om beregning af dagpenge m.v. fastlagt i bekendtgørelsens § 32.
Ved beregningen af stævningsmænds gennemsnitlige ugentlige timetal inden for de sidste 4 uger før sygdommens indtræden anvendes samme udregningsmetode som efter ATP-loven, jf. denne lovs § 15, stk. 4, jf. § 4, stk. 1, litra c. Timetallet beregnes herefter ved at dividere den ugentlige eller månedlige lønindtægt med den gennemsnitlige timeløn i april kvartal for ikke faglærte mandlige, respektive kvindelige arbejdere i hele landet.
For beskæftigelse i 1991 gælder den af Danmarks Statistik offentliggjorte gennemsnitlige timeløn pr. april 1990 ved opgørelse af timetallet for lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke kendes, som udgør 89,25 kr. for mandlige lønmodtagere og 79,99 kr. for kvindelige lønmodtagere.
Hvis den pågældende stævningsmand herefter opfylder beskæftigelseskravet i lovens § 3, udregnes sygedagpenge ved at gange det fremkomne gennemsnitlige ugentlige timetal med det efter dagpengelovens § 9, stk. 2, beregnede timebeløb. I 1990 udgør timebeløbet 66,41 kr., jf. bekendtgørelse nr. 323 af 15. maj 1990.
Det bemærkes, at den samlede dagpengeudbetaling pr. uge efter de to første uger ikke kan overstige maksimum for dagpengeudbetaling efter dagpengelovens § 9, stk. 4, jf. stk. 2, og bekendtgørelse nr. 153 af 3. marts 1990 § 32, stk. 2. I 1991 udgør det regulerede maksimum 2.457 kr., jf. bekendtgørelse nr. 323 af 15. maj 1990.
De anførte tal kan kun anvendes i 1991. Justitsministeriet vil i fremtiden årligt udsende oplysning om den gennemsnitlige timeløn, det gennemsnitlige timebeløb og maksimum for dagpengeudbetaling efter de første 2 ugers fravær.
3. Stævningsmænd med anden ansættelse.
Stævningsmænd, for hvem hvervet som stævningsmand ikke er hovedbeskæftigelse, er, hvis de iøvrigt opfylder betingelserne herfor, herunder beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 3, berettiget til dagpenge fra arbejdsgiveren efter de ovennævnte retningslinier. Dette gælder, uanset om hovedbeskæftigelsen giver ret til løn under sygdom eller dagpenge. Hvor der både er tale om en hovedbeskæftigelse og en bibeskæftigelse, er det særlig vigtigt at være opmærksom på, at efter de første 2 uger kan den samlede dagpengeudbetaling pr. uge ikke overstige ugemaksimum i dagpengelovens § 9, stk. 4, (i 1991 2.457 kr.).
Hvor stævningsmanden hverken ved sin hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse opfylder beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 3, har han ikke ret til dagpenge fra arbejdsgiverne. Dagpenge kan imidlertid opnås fra kommunen, hvis stævningsmanden ved de to beskæftigelser samlet opfylder beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4.
P.M.V.
E.B.
Niels Pallesen
Ingen