Legislator Case Law & Legislation
C19911001960 DK

Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1991 (Julebrev)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1991 10019 Historic

Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1991 (Julebrev)

Vejledningen omfatter institutter, selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter og filialer af kreditinstitutter med hjemsted uden for De Europæiske Fællesskaber samt institutkoncerner, der i henhold til § 3, stk. 1 og 5, i Finanstilsynets bekendtgørelse af 17. december 1990 om regnskabsaflæggelse m.v. for institutter, visse kreditinstitutter og visse spare- og udlånsvirksomheder (regnskabsbekendtgørelsen), skal udarbejde årsregnskab og foreløbigt årsregnskab i fuldt omfang. Endvidere omfatter vejledningen koncerner, der i henhold til § 3, stk. 7, i regnskabsbekendtgørelsen skal udarbejde årsregnskab på konsolideret basis.

1. Generelt vedrørende årsregnskabet for 1991.

1.1. Regnskabsbekendtgørelsen.

Den 31. december 1991 træder en ændringsbekendtgørelse til regnskabsbekendtgørelsen af 17. december 1990 i kraft.

Denne ændringsbekendtgørelse medfører en del ændringer såvel i skemaerne til årsregnskabet som i bekendtgørelsen i øvrigt. Der er overvejende tale om redaktionelle ændringer, der skulle lette forståelsen af bekendtgørelse og indberetning.

En egentlig ændring, der dog ikke vedrører regnskabet for indeværende år, er at overgangsdatoen for overgangen til anvendelse af afviklingsprincippet for udenlandske valutaforretninger er udskudt til den 1. januar 1993.

1.2. Indberetning til tilsynet.

1.2.1. Foreløbige årsregnskaber.

Et af formålene med indberetning af foreløbige regnskaber er at give tilsynet mulighed for at gennemse, om opstillingen er i overensstemmelse med de fastsatte fællesformer og god regnskabsskik. Det er derfor vigtigt, at det indberettede materiale er forsynet med de noter ud over de skemaanførte noter, som instituttet/koncernen agter at medtage i det endelige årsregnskab.

Institutterne/koncernerne skal indberette foreløbige årsregnskaber for

1) instituttet selv. Skemaerne FB 1-43 indberettes maskinelt. Skemaerne FB 44-51 samt noter ud over de skemaanførte noter indberettes på papir i 2 eksemplarer.

Indberetningen skal være Finanstilsynet i hænde inden udgangen af januar måned 1992.

For skemaerne FB 44-50 vil tilsynet for det indeværende årsregnskab forlænge indsendelsesfristen, således at disse skemaer betragtes som værende rettidigt indsendt, såfremt de er tilsynet i hænde senest inden udgangen af marts måned 1992. Det bemærkes, at oplysningerne på disse skemaer skal svare til de i balancen tilsvarende samlede beløb.

2) institutkoncernen, hvis instituttet er moderselskab i en koncern. Skemaerne KB 1-23 indberettes maskinelt. Skema KB 24 samt noter ud over de skemaanførte noter indberettes på papir i 2 eksemplarer. Indberetningen skal være Finanstilsynet i hænde senest 10 arbejdsdage efter udgangen af januar 1992.

Samtidig med indberetningen anmodes institutterne/koncernerne om at fremsende vedlagte følgeskrivelse til det foreløbige årsregnskab i udfyldt stand.

Tilsynet vil inden 10 arbejdsdage efter at have modtaget de(t) foreløbige årsregnskab(er) kontakte instituttet, såfremt der skal foretages ændringer i resultatopgørelse, status og noter. Det gælder, uanset om de(t) pågældende årsregnskab(er) måtte være offentliggjort.

Fristen løber fra det tidspunkt, hvor tilsynet har modtaget det senest fremsendte/indberettede materiale. Det skal i denne forbindelse oplyses, at tilsynet først har det maskinelt indberettede materiale i hænde en arbejdsdag efter, at det er indberettet til CMA.

Såfremt instituttet/koncernen foretager ændringer i et allerede indberettet foreløbigt årsregnskab, løber påny en 10-dages frist fra det tidspunkt, tilsynet har modtaget det senest indberettede materiale.

Tilsynet skal henstille, at mindre ændringer/rettelser til skemaerne FB 1-43 samt skemaerne KB 1-23 indberettes på vedlagte rettelsesskema. Kun større ændringer/rettelser til skemaerne bør indberettes maskinelt efter forudgående aftale med tilsynet.

1.2.2. Endelige årsregnskaber og revisionsprotokollater.

Instituttet/koncernen skal senest 8 dage efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor regnskabet er godkendt og senest inden udgangen af marts 1992 indsende det reviderede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab samt årsberetning til Finanstilsynet. Herudover skal instituttet fremsende en af bestyrelsen underskreven revisionsprotokol vedrørende årsregnskabet 1991. Institutter, der har intern revision skal endvidere indsende en kopi af den interne revisionsprotokol vedrørende årsregnskabet 1991.

Regnskabet indsendes på fællesform FC for instituttet og på fællesform KD for koncernen. Regnskabet skal være underskrevet af direktionen, bestyrelsen og revisionen og skal være bilagt erklæring om, at det endelige årsregnskab er i overensstemmelse med det indberettede foreløbige årsregnskab (se følgeskrivelsen). Sidstnævnte gælder dog ikke for de koncerner, der alene indsender endeligt årsregnskab, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 3, stk. 7. Underskrifterne på årsregnskab og årsberetning må ikke være fotokopierede. For koncernregnskab og moderselskabsregnskab kan foretages fælles påtegning, således at man på KD 18 kan nøjes med at henvise til den fælles påtegning af moderselskabets regnskab.

Endvidere indsendes for såvel indenlandske som udenlandske dattervirksomheder inden udgangen af marts måned 1992 et revideret og af dattervirksomhedens bestyrelse godkendt endeligt årsregnskab samt årsberetning. Regnskabet indsendes på fællesform FC.

Regnskabet skal være underskrevet af selskabets bestyrelse, direktion og valgte revisorer. Medmindre instituttet af tilsynet har fået meddelt dispensation fra lovens § 34, stk. 2, skal de samme revisorer, der underskriver instituttets regnskab, også underskrive datterselskabets regnskab.

Ovenstående gælder også for udenlandske datterselskaber, idet tilsynet efter en konkret ansøgning dog er indstillet på at dispensere, således at revisionen varetages af den ene eksterne revisor og en lokal ekstern revisor.

Herudover vil tilsynet for regnskabsåret 1991 tillade, at kravet om at instituttets eksterne revisorer også underskriver regnskabet for et udenlandsk datterselskab, alene vedrører regnskab og indberetning for det udenlandske datterselskab, således som det i skemaform udarbejdes og indberettes til tilsynet og hermed således som det indgår i moderselskabets koncernregnskab. Kravet gælder således ikke det lokale udenlandske regnskab.

Ovennævnte indebærer, at datterselskabets regnskab, der er omarbejdet til dansk FC-standard skal påtegnes dels af det danske moderselskabs direktion eller af datterselskabets ledelse, dels af moderselskabets to eksterne revisorer, jf. BSL § 34, stk. 2, - samt af moderselskabets interne revision i tilfælde, hvor kontrol af den foretagne omarbejdelse i følge revisionsinstruksen falder ind under den interne revisions arbejde. Forslag til standardiserede erklæringer vedrørende udenlandske datterselskabers regnskaber fremgår af bilag 1.

For datterselskaber, der er børsmæglerselskaber, skal ikke indsendes regnskab på fællesform FC. Årsregnskaber for børsmæglerselskaber udarbejdes og indsendes i overensstemmelse med reglerne i regnskabsbekendtgørelsen for børsmæglerselskaber.

Ved indberetningen af de endelige årsregnskaber anmodes institutterne/koncernerne om at benytte regnskabsbekendtgørelsens FC- henholdsbis KD-skemaer opkopieret til A4-format.

Endvidere bedes vedlagte følgeskrivelse vedrørende det endelige årsregnskab medsendt i udfyldt stand.

1.2.3. Generalforsamling/repræsentantskabsmøde

Dirigenten for generalforsamlingen eller i sparekasser det repræsentantskabsmøde, hvor årsregnskabet/koncernregnskabet og årsberetningen er forelagt til godkendelse, skal umiddelbart efter forsamlingens/mødets afholdelse overfor tilsynet give oplysning om, hvorvidt årsregnskabet/koncernregnskabet er vedtaget uden ændringer. Den samme pligt påhviler dirigenten for den generalforsamling/det repræsentantskabsmøde, hvor datterselskabsregnskaberne og årsberetningerne forelægges til godkendelse.

Hvis forsamlingen/mødet har vedtaget ændringer i det af bestyrelsen godkendte regnskab eller årsberetningen, skal dirigenten inden 8 dage efter forsamlingens/mødets afholdelse til tilsynet indsende det endelige regnskab samt årsberetningen i 2 eksemplarer som godkendt af generalforsamlingen eller repræsentantskabet, med angivelse af de ændringer, der er foretaget (jf. BSL § 36, stk. 2).

1.2.4. Offentliggørelse af årsregnskaberne.

I henhold til BSL § 37, stk. 5, skal institutternes/koncernernes årsregnskaber offentliggøres, dels ved at regnskaberne på forlangende skal kunne udleveres, dels ved annoncering af resultatopgørelse og balance i et eller flere dagblade, der udkommer på instituttets hjemsted.

Offentliggørelsen skal specificeres i overensstemmelse med fællesform FC for instituttet og fællesform KD for koncernen. I et eventuelt trykt regnskab og i årsregnskabet offentliggjort i dagspressen skal alle poster anføres. Underposter kan dog udelades, hvis de er nul og sammenligningstallet for det foregående år er nul. Tallene kan afrundes til hele tusinde kroner eller ved offentliggørelse i dagspressen til hele mio. kroner.

Et eventuelt trykt årsregnskab skal indsendes til Finanstilsynet i to eksemplarer snarest muligt og senest samtidigt med fremlæggelsen.

Ved offentliggørelsen i dagspressen kan man for instituttet undlade årsberetningen og de noter, der er angivet på fællesform FC. For koncernen kan de noter, der er angivet på fællesform KD undlades.

I henhold til § 147, stk. 2, i regnskabsbekendtgørelsen skal der ved hver post i det offentliggjorte årsregnskab anføres sammenligningstal fra foregående års regnskab. Sammenligningstal for noterne skal medtages, såfremt der er sket ændringer i regnskabsprincipperne i forhold til det foregående år eller såfremt der er væsentlige ændringer mellem regnskabsårets tal og det foregående års tal. De anførte sammenligningstal kan afrundes til hele tusinde kroner. I de årsregnskaber, der offentliggøres i dagspressen kan sammenligningstallene afrundes til hele mio. kroner.

Finanstilsynet er opmærksom på, at det på grund af den ændring i regnskabsreglerne, der følger af regnskabsbekendtgørelsens ikrafttrædelse pr. 1. januar 1991, kan være vanskeligt at udarbejde sammenligningstal for samtlige poster i årsregnskaberne.

Tilsynet skal derfor for årsregnskaberne i 1991 generelt dispensere for reglen i regnskabsbekendtgørelsens § 147, stk. 2, om, at der skal udarbejdes sammenligningstal for samtlige poster, under forudsætning af følgende

1. Instituttet/koncernen skal som minimum anføre sammenligningstal for hovedposter i balance og resultatopgørelse.

2. Ved udarbejdelsen af sammenligningstallene tages udgangspunkt i det årsregnskab og den egenkapital, instituttet/koncernen havde i årsregnskabet for 1990, således at de omkalkulerede tal ligger indenfor rammerne heraf.

3. Instituttet/koncernen anfører i en note, at enkelte sammenligningstal er udeladt på grund af ændringen i regnskabsreglerne.

I tilknytning til ovenstående skal Finanstilsynet oplyse, at Københavns Fondsbørs efter forhandlinger med tilsynet har meddelt, at Fondsbørsen i betragtning af omstændighederne vil tillade, at institutter, der er omfattet af Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 418 af 31. maj 1991 om betingelserne for optagelse til officiel notering af værdipapirer på Københavns Fondsbørs, uden forudgående ansøgning herom udelader enkelte sammenligningstal i de regnskaber, der aflægges i henhold til Finanstilsynets bekendtgørelse af 17. december 1990 om regnskabsaflæggelse m.v. for institutter, visse kreditinstitutter og visse spare- og udlånsvirksomheder. Det bemærkes, at denne tilladelse kun gælder for årsregnskaberne for 1991, og at det er en forudsætning for tilladelsen, at ovenstående retningslinjer vedrørende udarbejdelsen af sammenligningstal overholdes.

2. Definitioner m.v.

2.1. Kredit- og finansieringsinstitutter.

Regnskabsbekendtgørelsens § 2, nr. 2 og 3, indeholder en definition af henholdsvis kredit- og finansieringsinstitutter. I kapitaldækningsbekendtgørelsen er der i bilag 2, side 7 endvidere angivet eksempler på kreditinstitutter og finansieringsinstitutter.

I relation til definitionen af finansieringsinstitutter er Finanstilsynet blevet gjort opmærksom på, at det bilag i bank- og sparekasseloven, der henvises til i regnskabsbekendtgørelsens § 2, nr. 3, ikke er medtaget i alle trykte udgaver af loven.

Tilsynet skal derfor gøre opmærksom på, at det pågældende bilag findes i såvel den officielle trykte udgave af lovbekendtgørelsen som i Schultz' 10. udgave af bank- og sparekasseloven.

2.1.1. Afgrænsning af danske kreditinstitutter.

Ud over de institutter, der omfattes af bank- og sparekasseloven, er p.t. følgende danske institutter kreditinstitutter: Benzon Bankier A/S Carnegie-Jensen & Co. Kreditinstitut A/S Danmarks Hotellånefond A/S Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S Finansieringsinstituttet Fåborg Formueforvaltning A/S P.H. Bankieraktieselskab Provinskredit A/S Samson Bankieraktieselskab Spartacus Invest A/S Sundberg & Co. Kreditinstitut A/S Skibskreditfonden Eksportfinansieringsfonden BRFkredit A/S Kreditforeningen Danmark Nykredit TOTALKREDIT Realkreditfond IRF Industrifinansiering IRF Erhvervsfinansiering Dansk Landbrugs Realkreditfond Kommunekredit

Mellemværende med Hypotekbanken og Kongeriget Danmarks Fiskeribank skal posteres som mellemværender med Staten

2.2. Andre definitioner.

2.2.1. Associerede virksomheder.

Associerede virksomheder er defineret i regnskabsbekendtgørelsens § 2, nr. 8. Vedrørende den i definitionen anførte formodningsregel, om at et institut formodes at øve en betydelig indflydelse på en virksomhed, hvis instituttet og dets eventuelle dattervirksomheder besidder mindst 20 % eller mere af stemmerettigheder i virksomheden, skal bemærkes følgende

Som udgangspunkt må som minimum virksomheder, hvor instituttet og dets eventuelle datterselskaber besidder 20 % eller mere af stemmerettighederne, betragtes som associerede virksomheder, medmindre instituttet finder, at der på trods heraf ikke er tale om, at instituttet udøver en betydelig indflydelse på den driftsmæssige og finansielle ledelse.

Instituttet må efterfølgende på eventuel forespørgsel kunne godtgøre sine beslutninger vedrørende opdelingen i associerede og ikke-associerede virksomheder overfor tilsynet.

2.2.2. Salgs- og tilbagekøbsforretninger.

Definitionen på en salgs- og tilbagekøbsforretning fremgår af regnskabsbekendtgørelsens § 2, nr. 20.

Det bemærkes, at valutaterminsforretninger, optioner samt emissioner, hvor emittenten forpligter sig til at tilbagekøbe samtlige obligationer eller en del heraf inden forfald, og eventuelle lignende forretninger, ikke betragtes som salgs- og tilbagekøbsforretninger.

3. Status

3.1. Værdiansættelsen af posterne i balancen samt ikke-balanceførte poster.

Værdiansættelsen af posterne i årsregnskabet skal foretages i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsens regler og BSL § 32 under iagttagelse af de præciseringer, der fremgår af denne vejledning.

For årsregnskaberne for 1991 gælder følgende overgangsbestemmelser

1) I bestemmelser, hvor der stilles krav om anvendelse af anskaffelses- eller købspris, kan instituttet/koncernen anvende værdien i årsregnskabet for 1990 for aktiver, der er erhvervet før 1. januar 1991.

2) Forretninger i fremmed valuta bortset fra værdipapirforretninger i fremmed valuta skal i 1991 og i 1992 medtages i balancen fra indgåelsestidspunktet, uanset at bekendtgørelsens § 5 foreskriver, at alle forretninger skal medtages i balancen på afviklingsdagen.

Ved værdiansættelse af papirer, der i henhold til regnskabsbekendtgørelsens værdiansættelsesregler skal opføres til de officielt noterede kurser, anvendes »alle handler« som den officielt noterede kurs for papirer, der er noteret på Københavns Fondsbørs.

3.1.1. Regler for undladelse af kursregulering.

Regnskabsbekendtgørelsen foreskriver i kapitel 7 at såvel fast forrentede aktiver som finansielle instrumenter løbende værdiansættes. Tilsynet kan dog indtil videre tillade følgende

1. Værdiregulering af fast forrentede aktiver herunder udlån kan kun undlades i de tilfælde, hvor disse aktiver kontraktligt er knyttet til tilsvarende passiver på en sådan måde, at instituttets gældsforpligtelse i en realisationssituation fuldt ud vil kunne indfries ved en realisation af de modsvarende aktiver.

2. Værdiregulering af finansielle instrumenter kan undlades, hvis forretningerne opfylder begge følgende betingelser

A. Forretningen er indgået og anvendes fortsat til dækning af renterisikoen på et fast forrentet passiv.

B. Kursreguleringen på forretningen opgjort efter bekendtgørelsens §§ 70 og 71 modsvarer en kursregulering af det pågældende fast forrentede passiv, hvis dette blev opgjort til markedsværdien (»mark-to-market«). Det forudsættes, at det pågældende passiv ikke tillige er matchet med et fast forrentet aktiv, således at instituttet har undladt at kursregulere aktivet efter reglerne i nr. 1.

I de tilfælde, hvor et institut har afdækket renterisikoen på fast forrentede aktiver (udlån, herunder fast forrentede pantebreve, samt unoterede værdipapirer) med finansielle instrumenter, vil Finanstilsynet efter ansøgning fra de pågældende institutter, kunne meddele dispensation således at de nævnte aktiver og finansielle instrumenter ikke kursreguleres.

Ansøgningen om dispensation skal indeholde en redegørelse for effekten på resultatopgørelsen af en anvendelse af regnskabsbekendtgørelsens almindelige værdireguleringsregler.

En dispensation vil forudsætte, at en anvendelse af bekendtgørelsens almindelige regler vil påvirke resultatopgørelsens post C »Resultat af finansielle poster« i en sådan grad, at § 31, stk. 2, i BSL ikke opfyldes.

Institutter, der har anvendt reglen under punkt 1, skal i en note til årsregnskabet angive arten og den nominelle værdi af de aktiver, der efter anvendelsen af denne bestemmelse, ikke er kursregulerede. Endvidere angives arten og den nominelle værdi af de til aktiverne knyttede passiver. Endelig angives i en fællesnote til balancen værdien af de pågældende aktiver og passiver opgjort »mark-to-market«.

Institutter, der har anvendt reglen under punkt 2, skal i en note til årsregnskabet til hver enkelt passivpost angive, hvor stor en del, der renterisikomæssigt er afdækket med finansielle instrumenter. Endvidere angives den nominelle værdi og kursværdien af de finansielle instrumenter, der er indgået til afdækning af renterisikoen på de nævnte passiver. Endelig angives i en fællesnote til passivsiden værdien af de pågældende fast forrentede passiver opgjort »mark-to-market«.

3.1.2. Værdiansættelsen af aktivposter.

3.1.2.1. Pantebreve.

Pantebreve opføres til købsprisen, købsprisen tillagt en eventuel indtægtsført underkurs, jf. reglerne herom i regnskabsbekendtgørelsens § 66, stk. 6, eller for pantebreve erhvervet før 1. januar 1991 til værdien i årsregnskabet for 1990.

I henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 68 skal fast forrentede tilgodehavender, herunder pantebreve, nedskrives, således at forrentningen mindst svarer til markedsrenten for tilsvarende fordringer.

3.1.2.2. Unoterede værdipapirer.

Unoterede værdipapirer skal i henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, opføres til købsprisen. Såfremt værdien af unoterede papirer i handel og vandel på balancetidspunktet er lavere end købsprisen, skal værdien dog nedreguleres til denne lavere værdi, jf. § 66, stk. 2.

Ved fastsættelsen af den ovennævnte værdi i handel og vandel tages for unoterede aktier udgangspunkt i den regnskabsmæssige indre værdi.

3.1.2.3. Kapitalandele i tilknyttede virksomheder.

Kapitalandele i tilknyttede virksomheder er i henhold til definitionerne i regnskabsbekendtgørelsens § 2 finansielle anlægsaktiver og skal som sådan værdiansættes enten til den regnskabsmæssige indre værdi eller til købsprisen med eventuelle reguleringer foranlediget af op- eller nedskrivninger, jf. reglerne herom i regnskabsbekendtgørelsens § 63 og 64.

Uanset ovenstående vil Finanstilsynet tillade, at institutterne kan opføre kapitalandele i eget moderselskab til den officielt noterede børskurs ultimo regnskabsåret.

3.1.2.3. Faste ejendomme.

I de tilfælde, hvor et institut har indgået et »sale and lease back« arrangement, og hvor lejen må skønnes at være højere end en normal markedsleje, skal denne merforpligtelse tilbagediskonteret til opgørelsestidspunktet passiveres.

Egne ejendomme, som måtte være helt eller delvis tomme - f.eks. ved lukning af filialer - er omfattet af begrænsningen i § 25 i BSL, om at et institut ikke må eje fast ejendom eller have aktier (andele) i ejendomsselskabet til en højere bogført værdi end 20 pct. af dets egenkapital. Tilsynet skal indskærpe, at institutterne skal foretage en forsigtig vurdering af disse ejendomme.

Der skal endvidere foretages en forsigtig værdiansættelse af ejendomme, som instituttet har overtaget i forbindelse med afvikling af et engagement. Dette vil normalt indebære, at en ejendom ikke må optages til en værdi, der overstiger den værdi, ejendommen ville indgå med ved opgørelse af sikkerheder for et engagement.

3.2. Bogføring af aktiver, passiver og ikke-balance-førte poster.

3.2.1. Aktivposterne.

Aktivposterne opgøres efter fradrag af eventuelle hensættelser.

3.2.2. Passivposterne.

3.2.2.1. Passivpost 4. Andre passiver.

Lange remburser skal i henhold til regnskabsbekendtgørelsen føres under aktivpost 4. Udlån. Instituttets accept skal føres under passivpost 4. Andre passiver.

3.2.2.2. Passivpost 8.3.2. Bunden reserve vedrørende dattervirksomheder.

Passivpost 8.3.2. Bunden reserve vedrørende dattervirksomheder skal i henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 154 etableres med udgangspunkt i værdien af kapitalandelene i henhold til årsregnskabet for 1990.

Det bemærkes, at ovennævnte etablering skal ske efter korrektion for ændret passivering af datterselskabets udskudte skat pr. 1. januar 1991.

3.2.3. Ikke-balanceførte poster.

3.2.3.1. Post 1. Garantier m.v.

Ved hensættelse på garantier m.v. overføres et til hensættelsen svarende beløb til aktivpost 12. Andre aktiver og passivpost 4. Andre passiver. Herefter reduceres aktivpost 12 med den foretagne hensættelse og hensættelsen udgiftsføres under resultatopgørelsens post 11. Afskrivninger og hensættelser på debitorer (netto), jf. regnskabsbekendtgørelsens § 38, stk. 8.

Det bemærkes, at garantien også skal reduceres med et til hensættelsen svarende beløb.

3.2.3.2. Post 2.2. Aktiver købt på termin.

Under denne post føres bruttobeløbet af de nævnte forretninger, uanset om forretningerne måtte være afdækket af modgående salgsforretninger eller ikke.

Udover instituttets/koncernens beholdning af købsterminsforretningen føres også instituttets/koncernens beholdning af købsfutures her.

Købte futures registreret i Garantifonden, der er dækket med identiske solgte futures, der ligeledes er registreret i Garantifonden, og som er indgået med samme modpart, medtages dog ikke i denne opgørelse.

Bekendtgørelsen foreskriver i § 69, stk. 3, og § 70, stk. 2, at uafviklede terminsforretninger værdiansættes til terminskursen på opgørelsestidspunktet. Som gældende kurs kan således bruges terminskursen på en modgående, men i øvrigt identisk forretning.

4. Resultatopgørelsen.

4.1. Hensættelser i årsregnskabet.

Generelt.

Tilsynet skal alvorligt indskærpe nødvendigheden af, at institutterne i forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet nøje gennemgår alle engagementer med henblik på at vurdere, hvilken risiko for tab, der hviler på dem.

Ved vurderingen skal der ikke alene tages hensyn til den øjeblikkelige situation, men også til virksomhedens/låntagerens sandsynliggjorte fremtidige betalingsproblemer.

Hensættelsesbehovet skal særligt nøje vurderes i situationer, hvor instituttet har nedsat eller nulstillet renten på kreditter m.v. som følge af debitors økonomiske problemer. Dette gælder, hvad enten kunden har fået meddelelse om denne nedsættelse eller ej. Som udgangspunkt vurderes sikkerheder til realisationsværdien.

4.1.1. De ti største hensættelser ultimo året.

Af sikkerhedsmæssige årsager skal tilsynet anmode institutterne om at indsende oversigten over de 10 største hensættelser på skema FB

27 på papir (jf. bilag 2). Samtidig anmoder man om, at skema FB 27 ved den edb-mæssige indberetning udfyldes med nuller. Oversigten skal indsendes til tilsynet samtidigt med indberetningen af det foreløbige årsregnskab.

Institutter, der udarbejder koncernregnskab og for hvilke det gælder, at de ti største hensættelser på koncernniveau afviger fra de ti største hensættelser på institutniveau, anmodes endvidere om samtidigt med indberetningen af KB-skemaerne til tilsynet at indsende bilag 3, der omfatter de 10 største hensættelser ultimo året, opgjort på koncernniveau.

4.1.2. Mindre engagementer.

Tilsynet har i forbindelse med undersøgelserne i 1991 i flere tilfælde foretaget en stikprøvegennemgang af de mindre og mellemstore engagementer, det vil sige engagementer, som normalt ville være under den indberetningsgrænse, som tilsynet anvender i forbindelse med undersøgelserne.

Tilsynet har ved denne gennemgang afdækket et ret betydeligt hensættelsesbehov på de nævnte engagementer.

Tilsynet skal på denne baggrund indskærpe, at der også på mindre engagementer skal foretages tilstrækkelige hensættelser, jf. bl.a. pkt. 4.2.3. nedenfor.

Tilsynet forudsætter, at der fra centralt hold i instituttet foretages en kritisk vurdering af tilstrækkeligheden af de hensættelser, der foretages i de enkelte afdelinger eller regioner eventuelt ved hjælp af statistiske beregninger på grundlag af udtagne stikprøver.

4.1.3. Hensættelser på statistisk grundlag.

I henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 67, stk. 2, kan der - for grupper af ensartede mindre engagementer - foretages hensættelser på basis af statistiske beregninger af debitorrisikoen.

Hvis denne bestemmelse anvendes, skal det ske efter en i forvejen fastlagt statistisk metode. Det er ikke tilladt at afsætte et skønnet beløb som en en-bloc hensættelse. Metoden skal anvendes kontinuerligt og være beskrevet i revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet.

Hvilke engagementsgrænser, der skal anvendes ved afgørelsen af, om et engagement må anses for at være »mindre«, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte institut og være afhængig af instituttets størrelse og kundesammensætning.

Uanset hvilken metode, der anvendes, finder tilsynet, at instituttet bør foretage en vurdering af hensættelserne i forhold til de faktiske konstaterede tab inden for de seneste år på de tilsvarende grupper af engagementer. Da institutternes hensættelser på de engagementer, hvorpå der foretages individuelle hensættelser, i gennemsnit svarer til mellem 3 og 4 års tab, finder tilsynet, at institutterne bør tilstræbe, at hensættelserne på engagementer, hvorpå der foretages statistiske hensættelser, svarer til mindst 3 års tab.

4.1.4 Konstaterede tab.

Tilsynet skal vedrørende konstaterede tab bemærke, at

1) Beløb kan fjernes fra hensættelseskonti efter konstatering af tab.

2) Beløb vil kunne fjernes fra hensættelseskonti i tilfælde hvor det enkelte institut efter en konkret vurdering af et givet engagement finder, at det på hensættelseskontoen stående beløb, (eller en del heraf) ikke vil kunne dækkes, det være sig ved realisation af pant, udbetaling af dividende eller lignende.

3) Det er ikke et krav, at der foreligger konkurs, betalingsstandsning, eller er indgået akkord eller lignende.

4) Instituttet skal efterfølgende kunne redegøre for de beløb, der er fjernet fra hensættelseskonti som endeligt tabt. En sådan redegørelse skal rumme oplysning om beløb, debitors navn, tidspunkt for debitering af hensættelseskonto samt begrundelsen for konstatering af tabet.

Institutterne følger forskellig praksis med hensyn til offentliggørelse af hensættelseskontoens størrelse.

Tilsynet har endvidere ved undersøgelserne i institutterne i de senere år konstateret, at der anvendes meget forskellige principper for afskrivning af konstaterede tab (fjernelse af beløb fra hensættelseskontoen). I en række tilfælde har institutterne således beløb stående på hensættelseskontoen, som reelt må anses for at være tabt.

Finanstilsynet er derfor af den opfattelse, at en offentliggørelse af hensættelseskontoens størrelse vil kunne give et fejlagtigt billede af, hvor stor en del af instituttets udlån og garantier, der reelt er afdækket af en hensættelse. Tilsynet skal som følge heraf meget henstille, at hensættelseskontoen ikke offentliggøres.

Tilsynet vil snarest tage initiativ til drøftelse af fremtidig praksis.

4.1.5. Tilgodehavender i udlandet.

Instituttet skal gennemgå disse fordringer for at afdække en eventuel risiko på den enkelte korrespondent og det enkelte land med henblik på at foretage de nødvendige hensættelser. Opmærksomheden henledes på, at der skal hensættes tilstrækkeligt til imødegåelse af tab på grund af de særlige risici (landerisici) på fordringer i gældstruede lande. Risikoen på fordringer i disse lande består dels i risikoen på debitor eller udsteder og dels i risikoen for, at debitor eller udsteder ikke kan honorere sine forpligtelser på grund af valutarestriktioner eller andre transfereringsproblemer (country transfer risk).

Afgørende for, om der er tale om en landerisiko, er den geografiske lokalisering af låntagers eller udsteders aktiver, som skal anvendes til at servicere lånet. En oversigt over gældstruede lande vedlægges som bilag 4.

Størrelsen af landerisikoen afhænger af erfaringerne med og forventningerne om betalingsforsinkelser, gældssaneringsaftaler, moratorier etc. Ved fordringer forstås i denne forbindelse udlån, garantier, værdipapirer og finansielle instrumenter med modparter i gældstruede lande. Der kan under normale forhold ses bort fra handelsfinansiering med en løbetid på under et år.

Institutter/koncerner med fordringer i gældstruede lande anmodes om samtidigt med indberetning af FB/KB-regnskabet til tilsynet at indsende bilag 5. Specifikation vedrørende gældstruede lande i udfyldt stand. Moderselskabet i en koncern med fordringer i gældstruede lande kan nøjes med at indsende specifikationen på koncernniveau, således at specifikationen alene indsendes samtidigt med indberetning af KB-regnskabet.

4.1.6. Tilbageføring til tilskrevne renter.

Ifølge regnskabsbekendtgørelsen må tilbageføring af tidligere års tilskrevne renter ikke finde sted, idet tilskrevne renter altid skal tages til indtægt i resultatopgørelsen. For debitorer, der har standset betalingerne eller er erklæret konkurs, bør indtægtsføring af renter dog ophøre i det omfang, renten kan anses for uerholdelig. Indgår renten alligevel på et senere tidspunkt, skal den indtægtsføres under resultatopgørelsens post 1.2. Rente og provision af udlån.

4.2. Øvrige resultatopgørelsesposter.

4.2.1. Rente til indlån.

Under resultatopgørelsens post 2.2. Rente til indlån m.v. føres gevinster udloddet til indehavere af gevinstopsparingskonti.

5. Vejledning til de enkelte årsregnskabsskemaer.

FB3/FC3.

Overskudsfordelingspost 2.1. Overført fra tidligere år

Det bemærkes, at institutterne ikke skal føre hele passivpost 8.5.1. Overført fra tidligere år her. Formålet med denne overførselspost er blot at vise en eventuel overførsel, der stammer fra passivpost 8.5.1.

FB9/KB7/FC9/KD7.

Noten ad. aktivpost 5. Obligationer m.v.

Vedrørende opdelingen i obligationer m.v. værdiansat til markedsværdi og obligationer m.v., der ikke er værdiansat til markedsværdi bemærkes følgende

Obligationer m.v. værdiansat til markedsværdi omfatter alle noterede obligationer m.v., og obligationer m.v., der ikke er værdiansat til markedsværdi, omfatter alle unoterede obligationer m.v. Unoterede obligationer m.v., der i henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 66, stk. 2, er nedskrevet til værdien i handel og vandel, skal forblive opført under litra c.

FB10/KB8/FC10/KD8.

Noten ad. aktivpost 6. Aktier m.v.

Det ovenfor anførte vedrørende obligationer gælder også for aktierne omhandlet i denne note.

FB13/KB11/FC13/KD11.

Nederste note ad. aktivpost 8. Kapitalandele i tilknyttede virksomheder

Tilsynet skal gøre opmærksom på, at kapitalandele, der værdiansættes efter indre værdis metode også skal medtages på dette anlægsskema.

FB14/KB12/FC14/KD12.

Noten ad. aktivpost 9. Immaterielle aktiver

Goodwill, der straksafskrives medtages i skemaet som en tilgang under litra Aa Årets tilgang mod en tilsvarende postering under litra Bb Årets afgang, da Goodwill'en udgår i og med at der er afskrevet. På tilsvarende måde medtages selve straksafskrivningen under litra Cb Årets straksafskrivninger af goodwill mod en modgående postering under litra Cd Tilbageført af- og nedskrivning. Herved kommer såvel litra B som litra D til kun at omfatte aktiver, som faktisk er i behold.

FB21/FC21.

Noten ad. fast forrentede aktiver og noten ad. fast forrentede passiver

Ved opgørelsen af litra B. Finansielle renteinstrumenter (køb/salg) medtages terminsforretninger, futures og optioner. Forretningerne opgøres til markedsværdien på opgørelsestidspunktet.

FB22/FC22.

Noten ad. bestyrelse, direktion og repræsentantskab

Finanstilsynet skal oplyse, at der er tale om et direktivkrav, som tilsynet ikke finder mulighed for at dispensere fra.

Det institutterne skal oplyse i noten, er størrelsen af personlige lån til - samt garantier stiftet for - instituttets bestyrelse, direktion og repræsentantskab. Med repræsentantskab menes repræsentantskab i banker og andelskasser, hvorfor sparekasser bedes udfylde feltet til litra c med et nul.

FB35.

Specifikation af uafviklede valutaterminsforretninger

Institutterne anmodes om at udfylde skemaet med nuller.

Skemaet vil senere udgå af bekendtgørelsen, men er indtil videre bibeholdt af redaktionelle årsager.

FB38/KB20.

Supplerende oplysninger vedrørende kvalificerede andele

Ved opgørelsen af litra A. »Beholdning af kvalificerede andele« medtages samtlige kvalificerede andele, som instituttet respektive koncernen måtte være i besiddelse af på opgørelsestidspunktet.

Definitionen af kvalificerede andele findes i BSL par. 7b, stk.2. Bemærk at alle kapitalandele er omfattet af definitionen, ikke kun kapitalandele i kredit- og finansieringsinstitutter.

Litra B »Beholdning af kvalificerede andele efter korrektion for aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger« opgøres i overensstemmelse med vejledningen i regnskabsbekendtgørelsens bilag 3.

Litra C »Korrigeret beholdning af kvalificerede andele« fremkommer efter fradrag af 5 typer kapitalandele i den under litra B anførte beholdning. Om disse fradrag skal generelt bemærkes, at de ikke skal opgøres efter korrektion for aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger.

Endvidere skal bemærkes

- at posten »kvalificerede andele i andre kredit- eller finansieringsinstitutter fratrukket i instituttets ansvarlige kapital efter BSL § 21a, stk. 6« (skema FB38, linie 3) i relation til opgørelsen efter BSL § 24, stk. 2, 1. pkt., kun omfatter den del af instituttets beholdning af kvalificerede andele i andre kredit- eller finansieringsinstitutter, der er ført til fradrag i instituttets ansvarlige kapital i medfør af BSL § 21a, stk. 6.

- at posten »kvalificerede andele i andre kredit- eller finansieringsinstitutter fratrukket i instituttets ansvarlige kapital efter BSL § 21a, stk. 7« (skema FB38, linie 4) i relation til opgørelsen efter BSL § 24, stk. 2, 1. pkt., kun omfatter den del af instituttets beholdning af kvalificerede andele i andre kredit- eller finansieringsinstitutter, der er ført til fradrag i instituttets ansvarlige kapital i medfør af BSL § 21 a, stk. 7. Der kan her være tale om kvalificerede andele, der udgør netop 10% af kapitalen i et kredit- eller finansieringsinstitut, eller kvalificerede andele, der dels udgør under 10% af kapitalen i et kredit- eller finansieringsinstitut og dels giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af kredit- eller finansieringsinstituttet, jf. BSL § 7b, stk. 2, sidste led.

- at posten »kapitalandele i øvrige dattervirksomheder der indgår i den konsoliderede kapitaldækningsopgørelse« (skema FB38, linie 7) ikke omfatter kapitalandele i datterselskaber omfattet af BSL § 1a, stk. 1, fordi disse, medmindre Finanstilsynet har krævet det, ikke er omfattet af konsolidering.

FB39/KB21.

Supplerende oplysninger vedrørende erhvervede kapitalandele

Litra A »Beholdning af instituttets/koncernens erhvervede kapitalandele« opgøres som summen af aktivposterne 6, 7 og 8 på opgørelsestidspunktet. Dette indebærer blandt andet, at nævnte post indeholder instituttets respektive koncernens kapitalandele i virksomheder omfattet af lovens § 1a, stk. 1.

Litra B »Beholdning af erhvervede kapitalandele efter korrektion for aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger« opgøres i overensstemmelse med vejledningen i regnskabsbekendtgørelsens bilag 3.

Litra C »Korrigeret beholdning af kapitalandele« fremkommer efter fradrag af 5 typer kapitalandele og tillæg af aktiver erhvervet fra virksomhed, der drives i medfør af BSL § 1a.

De nævnte fradrag og tillægget skal ikke opgøres efter korrektion for aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger.

Vedrørende posten »kapitalandele i øvrige dattervirksomheder, der indgår i den konsoliderede kapitaldækningsopgørelse« (skema FB39, linie 7) skal bemærkes, at denne ikke omfatter kapitalandele i datterselskaber omfattet af BSL § 1a, stk. 1, fordi disse, medmindre Finanstilsynet har krævet det, ikke er omfattet af konsolidering.

Tillægget »nettoaktiver erhvervet fra virksomhed, der drives i medfør af BSL § 1a, stk. 1« (skema FB39, linie 8/skema KB21, linie 7) omfatter alene nettoaktiver (aktiver minus gæld), som instituttet i medfør af nævnte stykke har overtaget fra virksomheder drevet i interessentskabsform eller fra personligt drevne virksomheder.

6. Dispensationer.

6.1. Koncernregnskabet.

Finanstilsynet skal gøre opmærksom på at dattervirksomheder omfattet af bank- og sparekasselovens § 1a, stk. 1, kun indgår i koncernregnskabet efter Finanstilsynets bestemmelse, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 101, stk. 1.

For så vidt angår regnskabsbekendtgørelsens § 101, stk. 2, vedrørende tilladelse til udeholdelse af koncernregnskabet, kan nævnes, at tilsynet for regnskabsåret 1991 efter en konkret skriftlig ansøgning herom vil være indstillet på at give tilladelse til, at datterselskaber med en mindre og i forhold til moderselskabet ubetydelig virksomhed kan udeholdes af koncernregnskabet.

Opmærksomheden skal henledes på, at en dispensation efter bekendtgørelsens § 101, stk. 2, alene vedrører udeholdelse af koncernregnskabet og ikke udeholdelse af den konsoliderede kapitaldækningsopgørelse.

7. Revisionen.

Tilsynet skal her henvise til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 746 af 5. december 1989 om revisionens gennemførelse i institutter.

8. Månedsbalancer m.v. og kvartalsregnskaber.

Finanstilsynet skal gøre opmærksom på, at ændringsbekendtgørelsens bestemmelser vedrørende månedsbalancer m.v. og kvartalsregnskaber først træder i kraft den 1. januar 1992.

Månedsbalancer m.v. for december, den 13. månedsindberetning og

kvartalsregnskabet for 4. kvartal 1991 skal således udarbejdes og

indberettes efter de hidtil gældende regler.

BILAG 1.

Forslag til standardpåtegninger til udenlandske datterselskabers regnskaber.

Erklæringerne kan i standardiseret form lyde således

»Nærværende årsregnskab er udarbejdet af moderselskabet, Pengebank A/S, i overensstemmelse med de danske regnskabsregler for pengeinstitutter m.v. X-by, d. x/x 1992 NN, direktør INTERN REVISIONS ERKLÆRING Nærværende omarbejdelse af årsregnskab er kontrolleret af intern revision. X-by, d. x/x 1992 IRC, intern revisor REVISORERKLÆRING Vi har som revisorer for moderselskabet i koncernen, Pengebank A/S, kontrolleret nærværende udarbejdelse af årsregnskabet for 1991 for Datterpenge International S.A. til dansk regnskabsopstilling. Omarbejdelse er alene foretaget med henblik på indarbejdelse af regnskabet i koncernregnskabet for Pengebank A/S samt indberetning til Finanstilsynet i Danmark og har taget udgangspunkt i selskabets officielle regnskab, som er revideret af DS-Audit, X-land. X-by, d. x/x 1992 SR1 SR2 SR3 SR4 Statsautoriserede revisorer BILAG 2. De 10 største hensættelser ultimo året. Debitor Udlån + garanti- Hensættelser debitorer + hen- sættelser -------------------- -------------------------- ---------------- navn hele kr. hele kr. 1 1 12 23 -------------------- -------------------------- ---------------- 2 2 13 24 -------------------- -------------------------- ---------------- 3 3 14 25 -------------------- -------------------------- ---------------- 4 4 15 26 -------------------- -------------------------- ---------------- 5 5 16 27 -------------------- -------------------------- ---------------- 6 6 17 28 -------------------- -------------------------- ---------------- 7 7 18 29 -------------------- -------------------------- ---------------- 8 8 19 30 -------------------- -------------------------- ---------------- 9 9 20 31 -------------------- -------------------------- ---------------- 10 10 21 32 -------------------- -------------------------- ---------------- Anm. udlån m.v. fordelt på flere virksomheder og/eller konti men vedrørende samme debitor (risiko) betragtes som eet mellemværende, jf. BSL § 23, stk. 1. BILAG 3. De 10 største hensættelser ultimo året, opgjort på koncernniveau. Debitor Udlån + garanti- Hensættelser debitorer + hen- sættelser -------------------- -------------------------- ---------------- navn hele kr. hele kr. 1 1 12 23 -------------------- -------------------------- ---------------- 2 2 13 24 -------------------- -------------------------- ---------------- 3 3 14 25 -------------------- -------------------------- ---------------- 4 4 15 26 -------------------- -------------------------- ---------------- 5 5 16 27 -------------------- -------------------------- ---------------- 6 6 17 28 -------------------- -------------------------- ---------------- 7 7 18 29 -------------------- -------------------------- ---------------- 8 8 19 30 -------------------- -------------------------- ---------------- 9 9 20 31 -------------------- -------------------------- ---------------- 10 10 21 32 -------------------- -------------------------- ----------------

Anm. udlån m.v. fordelt på flere virksomheder og/eller konti men vedrørende samme debitor (risiko) betragtes som eet mellemværende, jf. BSL § 23, stk. 1.

BILAG 4.

Oversigt over gældstruede lande.

Algeriet, Angola, Argentina, Benin, Bolivia, Brasilien, Bulgarien, Cameroon, Chile, Columbia, Cuba, Ecuador, De Forenede Arabiske Emirater, Filippinerne, Indien, Indonesien, Irak, Iran, Israel, Jordan, Jugoslavien, Kenya, Kuwait, Liberia, Libyen, Marokko, Mexico, Nigeria, Pakistan, Panama, Peru, Polen, Rumænien, Somalia, »Sovjetunionen«, Sri Lanka, Sudan, SydAfrika, Syrien, Tanzania, Tyrkiet, Ungarn, Uruguay, Venezuela, Vietnam, Yemen og Ægypten.

BILAG 5. Side 1. Specifikation vedrørende gældstruede lande: Gældstruede lande i alt. 1. Bruttofordring (udlån, garantier og korrespondenter) eksklusive handelsfinansiering på under et år ....... 1 2. Instituttets hensættelser pr. 31. december 1991 på denne fordring i kroner ................................... 2 3. Instituttets hensættelser pr. 31. december 1991 i % af fordringen .......... 3 4. Instituttets tab i 1991 .................. 4 5. Værdipapirer (1), kursværdi .............. 5 ---------- (1) Obligationer med en oprindelig løbetid på over eet år, aktier og lignende. ---------- BILAG 5. Side 2. Specifikation vedrørende gældstruede lande: Opgjort land for land. Land 1. 2. 3. 4. 5. Brutto- Hensæt- 2 i pct. Tab i Værdipa- fordring telse pr. af 1. 1991 pirer, 31.12.1991 kursværdi Anm.: Lande, hvor den samlede fordring er mindre end 1 mio. USD, kan opgøres under et.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →