Legislator Case Law & Legislation
C19910911060 DK

Vejledning om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. (Til samtlige kommuner, amtskommuner og tilsynsråd)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1991 9110 Historic

Vejledning om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

(Til samtlige kommuner, amtskommuner og tilsynsråd)

Den 11. november 1991

N:/NUCgaran Vejled

ning om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

(Til samtlige kommuner, amtskommuner og tilsynsråd)

1. Indledning.

Indenrigsministeriet har ved bekendtgørelse nr. 745 af 11. november 1991 ændret bekendtgørelse nr. 496 af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Med ændringen er der indført nye bestemmelser om bl.a. låneadgangen vedrørende de regionale naturgasselskaber og låneadgangen til køb af jord til kommunal jordforsyning. Ændringen omfatter desuden utraditionelle dagforanstaltninger for børn i medfør af bistandslovens § 70 (puljeordninger), jf. regeringens aftale med kommunerne den 11. juni 1991.

I nærværende vejledning gives der en redegørelse for de foretagne ændringer af lånebekendtgørelsen og en række præciseringer. Vejledningen må sammenholdes med de vejledninger, Indenrigsministeriet har udsendt om bekendtgørelse nr. 496 af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. (Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. og Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes adgang til at optage lån til rensningsanlæg m.v. og til at meddele garanti for lån til betaling af tilslutningsbidrag til spildevandsanlæg).

2. Nærmere beskrivelse af ændringer/præciseringer.

Lånebekendtgørelsen og vejledningerne af 30. juni 1989 ændres/præciseres på følgende områder

Utraditionelle dagforanstaltninger for børn.

Som led i aftalerne mellem regeringen og kommunerne den 11. juni 1991 fritages utraditionelle dagforanstaltninger for børn i medfør af bistandslovens § 70 (puljeordninger) fra lånebegrænsningerne. Ændringen (lånebekendtgørelsens § 11, stk. 3) omfatter alene utraditionelle dagtilbud for børn og unge, som er indrettet i overensstemmelse med kapitel 4 og 5 i Socialministeriets cirkulære nr. 203 af 26. oktober 1990 om dagtilbud for børn og unge efter bistandsloven. Fritagelsen administreres af Indenrigsministeriet og kan opnås ved at indsende det materiale, hvormed kommunen skal give Socialministeriet underretning, inden der gives tilskud til en puljeordning, til Indenrigsministeriet, som herefter vil meddele fritagelse til utraditionelle dagtilbud.

Forsyningsvirksomheder.

Med § 2, stk. 2, i lånebekendtgørelsen af 30. juni 1989 blev låneadgangen vedrørende forsyningsvirksomheder begrænset til maksimalt at udgøre kommunens udlæg ultimo regnskabsåret vedrørende forsyningsvirksomheden tillagt pålagte tilbagebetalingskrav.

I forbindelse med kommunal garantistillelse for lån optaget af private forsyningsvirksomheder skal der præciseres følgende

Hvis en kommune udelukkende har private forsyningsvirksomheder inden for en given forsyningsart, kan kommunen uden ansøgning og uden konsekvenser for lånerammen stille garanti for hele det/de lån, som de private forsyningsvirksomheder optager til finansiering af låneberettigede anlægsudgifter. Hvis en kommune både har kommunale og private forsyningsvirksomheder inden for en given forsyningsart, og den kommunale forsyningsvirksomhed har et tilgodehavende hos kommunen (dvs. at kommunen har et negativt udlæg), kan kommunen ikke stille garanti for lån optaget af de private forsyningsvirksomheder uden (i henhold til lånebekendtgørelsen § 4, stk. 3) at deponere et beløb svarende til det negative udlæg, dog højst et beløb svarende til garantiens størrelse. Meddelelse af garanti kan i givet fald ske uden ansøgning til Indenrigsministeriet.

Hvis en kommune både har kommunale og private forsyningsvirksomheder inden for en given forsyningsart, og kommunen har et positivt udlæg, kan kommunen uden ansøgning og uden konsekvenser for lånerammen stille garanti for det fulde lån opta get af de private forsyningsvirksomheder uanset størrelsen af kommunens udlæg.

Tilsvarende regler gælder i det omfang, kommunen ønsker at stille garanti for lån optaget af borgere til betaling af tilslutningsbidrag til private forsyningsvirksomheder. For så vidt angår garanti for lån til betaling af tilslutningsbidrag til spildevandsanlæg henvises der foruden til afsnittet om rensningsanlæg m.v. side 7 i nærværende vejledning fortsat til Indenrigsministeriets vejledning herom af 30. juni 1989.

Særligt om naturgasselskabernes låneadgang.

Energiministeren har med bekendtgørelse nr. 723 af 30. oktober 1990 fastsat lånerammer for de regionale naturgasselskaber. Med ændringen af lånebekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, er der herefter låneadgang til lån, et regionalt naturgasselskab optager i overensstemmelse med sin låneramme.

Betalingsforpligtelser i henhold til aftaler, herunder leje/leasingaftaler, der erstatter anlægsudgifter, indgået af det regionale naturgasselskab, henregnes til selskabets gæld som anført i den nye § 4a.

Automatisk låneadgang til solvarmeanlæg.

Med ændringen af lånebekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, 2. punktum, præciseres det, at der også er automatisk låneadgang til finansiering af solvarmeanlæg. Med hensyn til afgrænsningen i øvrigt henvises der til § 1, stk. 2, i Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 610 af 15. september 1986 om lån til kollektive energiforsyningsanlæg.

Låneadgang til energianlæg i ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål.

Der kan optages lån til dette formål i overensstemmelse med reglerne herom i realkreditlovens § 37, stk. 4.

Indekslån til byfornyelse og boligforbedring m.v.

Det fremgår af lånebekendtgørelsens § 2, stk. 4, at der ved opgørelsen af låneadgangen i et regnskabsår alene medreg nes de anlægsudgifter, der afholdes i det pågældende regnskabsår.

Dog kan Indenrigsministeriet på anmodning give dispensation til, at indekslån til byfornyelse og boligforbedring m.v., der optages i overensstemmelse med afsnit IV, punkt 4.6 i Boligstyrelsens cirkulære nr. 92 af 3. juli 1986 om offentlig støtte til byfornyelse og boligforbedring m.v., kan optages i det regnskabsår, hvori det endelige anlægsregnskab for byggeriet godkendes.

Det præciseres, at der kan optages lån til udgifter, der er berettigede til statsrefusion efter byfornyelseslovens § 66, stk. 3 (det såkaldte »saneringstab«). Udgifter berettigede til statsrefusion er udgifter i form af erstatninger og godtgørelse til ejere og lejere, udgifter ved gennemførelse af nedrivning, ekspropriation og andre foranstaltninger, herunder udgifter til tilvejebringelse af erstatningsboliger, som kommunalbestyrelsen forlanger eller giver påbud om. Endvidere udgifter til godkendte byfornyelsesselskabers eller antagne rådgiveres administrationsudgifter i det omfang, de varetager opgaver for kommunalbestyrelsen, udgifter til bistand ved beboermedvirken, bidrag til byggeskadefond, tab på garantier for lån efter § 58 samt tilskud efter § 74a.

Ældreboliger m.v.

Reglerne om lånefinansiering af ældreboliger er beskrevet i afsnit 3,6 side 10 i vejledningen af 30. juni 1989. Det fremgår bl.a. heraf, at i forbindelse med indgåelse af lejeaftaler om ældreegnede boliger uden for ældreboliglovens rammer, men med indretning i overensstemmelse med, hvad ældreboliglovens kapitel 2 foreskriver om boligernes indretning, skal der deponeres 9 pct. af ejendommens værdi/anskaffelsessum.

Ved leje af ældreboliger til midlertidige aflastningsformål skal der præciseres følgende

Hvis kommunen lejer en ældrebolig, der er opført i overensstemmelse med ældreboligloven, og ældreboligen ejes af et almennyttigt boligselskab, en selvejende institution eller en pensionskasse, og kommunen ved opførelsen af ældreboligen har ydet et kommunelån til bygherren på 13 pct. af opførelsesom kostningerne, hvoraf kommunen har låneadgang til 4 procentpoints, mens kommunen må selvfinansiere de resterende 9 procentpoints ved likviditetsforbrug, skal kommunen ikke belastes yderligere ved deponering eller ved henregning af tilsvarende 9 procentpoints til lånerammen ved leje af lokalerne til aflastningsformål.

Hvis der derimod er tale om leje til midlertidige aflastningsformål af ældreboliger, der er opført uden for ældreboligloven, men som er indrettet i overensstemmelse med ældreboliglovens kapitel 2, har kommunen ikke finansieret 9 procentpoints af opførelsesomkostningerne, og kommunen må derfor deponere 9 pct. af værdien af det lejede, hvis kommunen ikke ønsker at henregne tilsvarende 9 pct. til kommunens låneramme.

Kommunal jordforsyning.

Kommunernes automatiske låneadgang til køb af jord til kommunal jordforsyning ændres med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 745 af 11. november 1991 om ændring af bekendtgørelsen om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. Der er herefter låneadgang til 85 pct. af udgiften til erhvervelse af arealer og ejendomme til kommunal jordforsyning med benyttelseskode 05: Landbrug bebygget, 07: Frugtplantage, gartneri og planteskole eller 17: Ubebygget landbrugslod m.v. ved den senest foretagne offentlige vurdering, jf. Statsskattedirektoratets vejledning nr. 1989-10 om anvendelse af benyttelseskoder.

Optages lån efter denne bestemmelse, skal lånet fortsat indfries, når ejendommen overgår til kommunalt formål, eller der skal ske deponering efter reglerne i § 4, stk. 3-7.

Afsnit 3.7 side 12 i Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. bortfalder hermed.

Løbetid og konvertering af lån.

Med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 745 af 11. november 1991 om ændring af bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. fastsættes i lånebekendtgørelsens § 6, stk. 1, 2. punktum, at løbetiden på et lån aldrig kan overstige sammenlagt 30 år, dog kan lån til opfø relse eller erhvervelse af ældreboliger og boliger til handicappede have længere løbetid indenfor den grænse, der er fastsat i ældreboliglovgivningen. Det præciseres hermed, at der ikke er adgang til eksempelvis at konvertere et 30-årigt realkreditlån eller et 30-årigt lån i KommuneKredit med en restløbetid på 10 år til et nyt lån med en løbetid på 20 år.

Selvejende og private institutioners låntagning.

Det er i afsnit 5, side 15, i Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. anført, at Indenrigsministeriet ved vurderingen af, om en selvejende institutions låntagning henregnes til kommunens låntagning, bl.a. lægger vægt på om der gives et betydeligt kommunalt tilskud i anlægsfasen. Det præciseres hermed, at der kan ydes kommunalt tilskud i anlægsfasen uden konsekvenser for kommunens låneramme, herunder kan kommunen give et tilskud svarende til grundens værdi, f.eks. ved at stille grunden til rådighed.

Selvejende institutioner med hvilke der er indgået overenskomst i henhold til bistandsloven.

Det fremgår af lånebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4, at til en kommunes låntagning henregnes den del af lån optaget af en selvejende eller privat institution med hvilken kommunen har indgået overenskomst i henhold til bistandsloven, som efter den forholdsmæssige andel af institutionens pladser kan henføres til kommunen.

Det præciseres hermed, at i tilfælde hvor institutionens pladser er fordelt på mange kommuner, og der som følge deraf skal henregnes relativt små beløb til den enkelte kommunes låneramme, kan der søges om dispensation til at henføre hele lånet til den kommune, der har indgået driftsoverenskomsten, uden at kommunens låneramme belastes.

Reglerne om leje og leasing.

Indenrigsministeriet har i skrivelse af 14. februar 1991 til et tilsynsråd udtalt, at en aftale om et sale-and-lease-back arrangement vedrørende driftsinventar måtte betragtes som et lån, der skal henregnes til kommunens låntagning. Kommunen havde solgt inventar, driftsmateriel, maskiner samt den kunst neriske udsmykning på rådhuset til et lokalt pengeinstitut og samtidig tilbageleaset de solgte genstande i en periode på 5 år, således at kommunen efter 5 års-periodens udløb atter overtager ejendomsretten over genstandene.

Tilsynsrådet tilsluttede sig i skrivelse af 21. maj 1991 til kommunen Indenrigsministeriets udtalelse om, at aftalen måtte betragtes som et lån.

På denne baggrund kan det anføres, at sale-and-lease-back arrangementer også vedrørende driftsinventar skal henregnes til kommunens låntagning.

Det skal endvidere præciseres, at fraflytning af et eksisterende lejemål og indgåelse af et nyt lejemål kræver fuld deponering for indgåelse af det nye lejemål, medmindre (amts)kommunen har ledig låneramme eller dispensation fra Indenrigsministeriet. Ved vurdering af en sådan dispensationsansøgning lægger Indenrigsministeriet vægt på

- værdien ved den seneste offentlige vurdering af bygningerne i det eksisterende lejemål og i det nye lejemål.

- antallet af lejede kvadratmeter i det eksisterende og i det nye lejemål.

- det eksisterende lejemåls beliggenhed i forhold til det nye lejemål.

- og om det eksisterende lejemål og det nye lejemål anvendes af den samme forvaltningsgren.

Rensningsanlæg m.v.

Det fremgår af Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes adgang til at optage lån til rensningsanlæg m.v. og til at meddele garanti for lån til betaling af tilslutningsbidrag til spildevandsanlæg, at Indenrigsministeriet ved vurdering af ansøgninger om dispensation til optagelse af lån til rensningsanlægsudgifter som udgangspunkt vil lægge til grund, om kommunens likviditet ultimo regnskabsåret er mindre end 4 pct. af bruttodrifts- og anlægsudgifterne (hovedkonto 0-6). Fra og med regnskabsåret 1991 flyttes konteringen af en række kommunale udgifter/indtægter fra hovedkonto 0-6 til hovedkonto 8 i det kommunale budget- og regnskabssy stem. Likviditetskriteriet ændres dermed til 5 3/4 pct. af bruttodrifts- og anlægsudgifterne.

Det skal præciseres, at der ikke vil blive givet dispensation til optagelse af lån til spildevandsanlæg i sommerhusområder, heller ikke inden for Indenrigsministeriets ordinære lånedispensationspulje.

Dispensationsansøgninger skal i øvrigt indeholde oplysninger om ultimo likviditeten og bruttodrifts- og anlægsudgifterne i det år, for hvilket der søges.

Derudover er Indenrigsministeriets vejledning af 30. juni 1989 om kommunernes adgang til at optage lån til rensningsanlæg m.v. og til at meddele garanti for lån til betaling af tilslutningsbidrag til spildevandsanlæg fortsat gældende.

Indenrigsministeriet, den 11. november 1991.

Thor Pedersen

/Ib Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →