Statens vejledning vedrørende kontrahering af skibe
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Bilag 1
Prisregulering
Bilag 1
Prisregulering
1.1.1 Hvis der i tiden indtil afleveringen finder sted sker ændringer i priser på relevante materialer og lønninger, reguleres den i pkt. ...... nævnte basispris efter følgende formel
P0 M1 M1 S1 S1 P1 = ---(a + b1 -- + b2 -- etc. + c1 -- + c2 -- etc.), hvor 100 Mo Mo So So
P1 er den endelige fakturapris.
Po er basisprisen (jf. pkt. ......x).
M1 er gennemsnittet af indeks for de enkelte materialegrupper i perioden fra underskriftsdatoen til ........... før den faktiske leveringsdato.
Mo er indekset for samme materialer, som nævnt under M1 gældende den ....... lig med ..........
S1 er gennemsnittet af indeks for de enkelte personalegruppers lønninger i perioden fra byggeperiodens begyndelse til ..........
før den faktiske leveringsdato.
So er lønindekset for samme kategorier af arbejde, som er anvendt for S1, gældende .......... lig med ..........
a + b + c udgør de nedenfor nævnte procentdele af den oprindelige pris, således at a + b + c tilsammen er lig 100. Summen af b1, b2 etc. er lig b og summen af c1, c2 etc er lig c.
a = den faste andel .......................................... =
b = regulerbare materialeandele .............................. =
c = regulerbare lønandele (inkl. socialforsikringsbidrag) .... = 100
1.1.2 Værdien af materialer og lønninger skal fastsættes på grundlag af indekser i følgende publikationer
For materialer Mo
For lønninger So
1.2 Nye indekstal skal ved fremkomst omgående af værftet tilsendes institutionen.
1.3 Ved betaling af en rate udbetales et a conto-prisreguleringsbeløb R baseret på den på betalingstidspunktet udførte procentdel P af det af værftet oprindeligt kalkulerede endelige antal arbejdstimer for hvert skib, dokumenteret til og godkendt af værftets autoriserede revisor. Det forfaldne reguleringsbeløb R beregnes da således: (S-B)P
R = (--------- -tidligere betalt prisregulering), hvor 100
S = prisen for hele skibet beregnet ved hjælp af prisreguleringsformlen i pkt. 1.1.1.
B = basisprisen.
1.4 Endelig regulering for hvert skib efter aflevering foretages af værftet, så snart de nødvendige indekser foreligger, og den eventuelle difference mellem betalt og skyldig prisregulering er forfalden til betaling 30 dage efter fremsendt faktura/kreditnota.
1.5 Ved fastsættelsen af en måneds indeks ændres et kvartalsindeks som følger
1. måned i kvartalet = kvartalsindeks minus/plus 1/3 af differencen mellem foregående og indeværende kvartalsindeks.
2. måned i kvartalet = kvartalsindeks.
3. måned i kvartalet = kvartalsindeks minus/plus 1/3 diffe- rencen mellem foregående og indeværende kvartalsindeks.
1.6 Forsinket færdiggørelse
Såfremt færdiggørelsen forsinkes i forhold til den fastsatte afleveringstermin, og sådan forsinkelse ikke skyldes force majeure eller forhold, der kan lægges institutionen til last, er værftet ikke berettiget til prisregulering for den periode, hvormed afleveringen således er forsinket.
Indflydelsen på den i pkt. 1.1.1 fastsatte prisregulering beregnes på følgende måde
Var køllægningen forsinket i forhold til byggeplanen, tilbageføres samtlige de af værftet afholdte udgifter til materialer og arbejdsløn for hele skibet med et tidsrum svarende til forsinkelsen med køllægningen, dog højst med et tidsrum svarende til forsinkelsen ved afleveringen.
Var søsætningen forsinket udover en eventuel forsinkelse ved køllægningen, tilbageføres alle de efter køllægningen afholdte udgifter til materialer og arbejdsløn yderligere med et tidsrum svarende til denne (yderligere) forsinkelse, dog således at disse udgifter højst tilbageføres med et tidsrum svarende til forsinkelsen ved afleveringen.
Er aflevering forsinket ud over en eventuel forsinkelse ved søsætningen, tilbageføres alle de efter søsætningen afholdte udgifter til materialer og arbejdsløn yderligere med et tidsrum svarende til denne (yderligere) forsinkelse, dog således at ingen del af udgifterne kan tilbageføres med et større tidsrum end forsinkelsen ved afleveringen.
Bilag 2
Force majeure
Bilag 2
Force majeure
Det anbefales institutionerne klart at give udtryk for, hvad de anser for force majeure i forbindelse med levering af skibe, f.eks. således
»Hvis rettidig levering af skibet hindres eller udelukkes som følge af ekstraordinære begivenheder, som værftet ikke burde have forudset, så som krig eller krigslignende forhold, mobilisering, ind- og udførselsforbud, eller strejke, lockout og boykot, hvis disse forhold ikke i det væsentlige skyldes værftet, naturkatastrofer, eller brand og eksplosioner, hvis indtræden eller udstrækning ikke beror på værftets egne forhold eller dets underleverandørers, langvarige svigt af energitilførsler, svigtende levering af rettidig beordret stål-, maskin- eller andre væsentlige materialeleverancer, der ikke er remplacerbare - forudsat, at den svigtende levering skyldes, at underleverandøren er ramt af begivenheder som nævnt i denne klausul, udsættes afleveringstiden med et tidsrum svarende til den uafvendelige forsinkelse, dog maksimalt med det antal arbejdsdage, der måtte være gået tabt.«
Som nævnt i vejledningens pkt. 5.20 bør der i kontrakten medtages en bestemmelse om, at værftet i tilfælde af forsinkelse straks skal foretage effektive skridt til at overvinde forsinkelsen og formindske dens virkninger samt at værftet har bevisbyrden for, at forsinkelsen skyldes force majeure, og at disse særlige omstændigheder har haft den af værftet hævdede varighed. Bestemmelsen kan eventuelt formuleres således
»I tilfælde af forsinkelse påhviler det værftet straks at foretage effektive skridt til at overvinde forsinkelsen eller mindske dens virkninger, herunder antagelse af yderligere mandskab og omdisponering af arbejdsplaner, herunder f.eks. arbejde i skifteholdsdrift, indsættelse af mandskab på søn- og helligdage mv.
Det påhviler værftet at godtgøre,
at en forsinkelse skyldes sådanne omstændigheder, som berettiger til udsættelse af afleveringstiden i henhold til nærværende paragraf,
at værftet har foretaget sådanne skridt i anledning af begivenheder, som foreskrevet i nærværende bestemmelse samt
at de anførte omstændigheder har forårsaget en forsinkelse af den af værftet hævdede varighed.«
Der bør i kontrakten også medtages en bestemmelse om, at når force majeure-situationen indtræder, skal værftet straks uden ugrundet ophold skriftligt underrette institutionen om begivenheden. En bestemmelse herom kan formuleres således
»Stk. 1: Værftet er forpligtet til straks og inden 48 timer efter indtrædelsen af en sådan begivenhed (force majeure), som efter værftets opfattelse berettiger til udsættelse af afleveringstidspunktet, skriftligt at underrette institutionen herom. Værftet er desuden forpligtet straks efter indtrædelsen af en sådan begivenhed, som efter værftets opfattelse berettiger til udsættelse af afleveringstidspunktet, mundtligt og skriftligt at underrette institutionens repræsentant. Denne underretning skal ledsages af fyldestgørende og udtømmende dokumentation og indeholde udtømmende redegørelse for den pågældende begivenheds indflydelse på den senest afleverede arbejdsplan, samt værftets planer for afhjælpning af/eller formindskelse af begivenhedernes indflydelse på byggearbejdet. Samtidig skal værftet drage omsorg for, at der straks afholdes et ekstraordinært byggemøde til konstatering af og optagelse af rapport om byggeriets stade.
Stk. 2
Hvis de ovenfor anførte regler ikke er fulgt, fortabes retten til at påberåbe sig en forsinkelse, uanset at betignelserne for tidsfristforlængelserne i øvrigt er tilstede.
Stk 3
Sålænge en forsinkelse ikke fuldt ud er indvundet, påhviler det værftet en gang ugentligt, eller så hyppigt institutionen bestemmer, at meddele lignende redegørelse og dokumentation samt redegørelse for afhjælpningsarbejdets fremskriden og planlagte foranstaltninger til afhjælpning af forsinkelsen og enhver anden oplysning eller dokumentation, som institutionen måtte forlange, eventuelt i en af institutionen foreskrevet form.«
Når begivenheden ophører, bør værftet ligeledes skriftligt og inden en kortere tidsfrist give meddelelse til institutionen herom. En bestemmelse om, hvorledes værftet skal forholde sig, når begivenheden (force majeure) ophører, kan f.eks. være således
»Stk. 1
Det påhviler værftet straks og inden 48 timer efter ophøret af en sådan begivenhed, som efter værftets opfattelse berettiger til udsættelse af afleveringstiden, at underrette institutionen skriftligt herom. Sådan underretning skal indeholde meddelelse om udstrækningen af den forsinkelse, begiven heden maksimalt medfører.
Stk. 2
Det påhviler institutionen inden 10 arbejdsdage efter modtagelsen af værftets meddelelse i henhold til ovenstående at meddele værftet underretning om sin godkendelse eller afvisning af værftets krav. Hvis institutionen undlader at give sådan meddelelse, anses værftets opgørelse af den maksimale udsættelse af afleveringstiden godkendt af institutionen.
Værftets forpligtelse til at søge forsinkelsen indhentet efter foranstående paragraf berøres ikke af institutionens godkendelse af forsinkelsens tidsmæssige udstrækning.
Stk. 3
Hvis værftet ikke antager institutionens afvisning af værftets krav om udsættelse af leveringstiden, kan værftet senest 8 dage efter at have modtaget afvisning anmode klassifikationsselskabets repræsentant, eller en anden uvildig sagkyndig, om at afgive erklæring om
a. hvorvidt de af værftet påberåbte faktiske forhold er i overensstemmelse med vir- keligheden, samt om
b. hvorvidt disse påberåbte faktiske forhold har forårsaget forsinkelse i ombygning af skibet, samt om
c. hvorvidt værftet kunne have udført det forsinkede arbejde på anden måde, uden at dette medfører anden forsinkelse for ombygning af skibet.«
Bilag 3
Statsrederiernes Tekniske Komite
1. Planlægning
Kontrahering af skibe bør ske efter forretningsmæssige principper og på baggrund af en så effektiv og langsigtet planlægning som mulig. Mulighederne for at placere nybygningsordrer på tidspunkter, hvor markedet er gunstigt, bør udnyttes, men derudover bør man ved kontrahering af skibe have for øje, at de efterfølgende omkostninger til drift og vedligeholdelse er mindst lige så vigtige som skibets pris.
Hvad enten der er tale om, at et nyt skib skal erstatte et ældre, eller der er tale om, at skibet skal løse en ny opgave, er det vigtigt, at indsamlingen af krav og ønsker til det nye skib indledes så tidligt som muligt. Derved undgår man, at projektet kommer i tidnød, og at man må haste igennem en eller flere af de følgende faser i anskaffelsen.
Allerede i denne tidlige fase af anskaffelsen kan institutionen med fordel nedsætte en projektledelse, som bør udarbejde en tidsplan for projektets gennemførelse. I planlægningsfasen har projektledelsen i øvrigt til opgave at indsamle krav og ønsker til nybygningen, og den skal også foretage en forholdsvis dybgående behovsanalyse i forbindelse med de indkomne krav og ønsker.
Projektledelsen skal endvidere beskrive de overordnede rammer med hensyn til, hvilke generelle behov skibet skal opfylde, herunder hvilken type der vil være egnet, og hvilket fartområde der vil blive tale om. Endvidere bør projektledelsen give rammer for skibets størrelse, bemanding, klasse, lastkapacitet, passagerantal osv. osv. Dernæst bør alle, som har interesse i at få et »godt« skib, inddrages i projektet, heriblandt ikke mindst de personer, der skal anvende og sejle med det. Til støtte for projektledelsen bør det overvejes at nedsætte en eller flere projektgrupper - f.eks. opdelt i en dæks-, maskin- og restaurationsgruppe - med det formål at indsamle krav og ønsker inden for de enkelte delområder.
Det er vigtigt, at man i planlægningsfasen kun fremsætter krav og ønsker - ikke konkrete forslag til løsninger. F.eks. bør man ikke kræve »stilbar propeller«, men i stedet bør man beskrive de særlige krav, der kan være til skibets manøvreevne. For både projektledelsen og for projektgrupperne gælder, at ingen »krav« må sættes højere, end hvad der er absolut nødvendigt, og hvad der ligger derudover, bør udtrykkes som »ønsker«.
Når alle generelle og specielle krav og ønsker er indsamlet, er det projektledelsens opgave at vurdere, hvordan både krav og ønsker kan opfyldes. Hvis kravene kan opfyldes på forskellig måde, eller ønskerne kan opfyldes i forskellige grad, kan det være hensigtsmæssigt at gennemføre en forundersøgelse (feasibility-study), hvor de forskellige løsninger beskrives og vurderes ud fra bl.a. driftsmæssige og økonomiske kriterier. Resultatet fra en sådan forundersøgelse er velegnet som grundlag for den egentlige projektering af skibet.
Inden man går over til projekteringsfasen bør det undersøges, om køb af et brugt skib vil være det økonomisk mest fordelagtige.
Hvis man kan forudse kun at få brug for skibet i en forholdsvis kort periode, bør det undersøges, om det vil være muligt og økonomisk fordelagtigt at chartre et skib til at løse opgaven.
Både ved undersøgelser om køb af et brugt skib og ved chartring af et skib kan man få bistand hos skibsmæglere, som er specialister på dette område.
2. Projektering
Projekteringen har til formål at beskrive det skib, man ønsker at anskaffe.
Beskrivelsen af skibet skal være korrekt, men det er projektledelsens afgørelse, hvor deltaljeret den skal være. Der bør som minimum udarbejdes en arrangementstegning, som viser skibets dimensioner og indretning samt en tilhørende specifikation vedrørende ydeevne (fart, trækkraft osv.) og kapacitet (lasteevne, passagerantal osv.).
Derudover kan der til projektmaterialet udarbejdes linjetegninger og konstruktionstegninger (klassetegninger), og der kan udarbejdes en konditionsoversigt, som indeholder gennemregnede lastekonditioner med angivelse af dybgang og stabilitet.
Endelig kan der udarbejdes en total specifikation, i hvilken hele skibet gennemgås, og hvori er beskrevet alle de krav, som ønskes overholdt ved bygningen af skibet.
Der kan ikke gives faste retningslinjer for, hvor detaljeret en projektbeskrivelse bør være. På den ene side skal den danne basis for en tilbudsgivning og være bilag til kontrakten med byggeværftet. Af den grund bør den indeholde alt, hvad der kan have indflydelse på det færdige skibs udformning og pris. På den anden side kan der blive tale om et urimeligt stort ressourceforbrug, hvis man fastsætter en detaljeringsgrad, der er højere end nødvendig. I den forbindelse bør man være opmærksom på, at det vil være fordyrende at angive overflødige eller dårligt gennemtænkte specifikationskrav, som vanskeliggør byggeværftets arbejde og indskrænker dets valgmuligheder.
Det er meget få institutioner, som har kapacitet og den nødvendige viden og erfaring til selv at foretage den endelige projektering. De fleste vælger at udarbejde et skitseprojekt eller forprojekt selv og så lade et byggeværft eller et skibskonsulentfirma lave den egentlige projektering på basis af dette til en aftalt fast pris. Fordele og ulemper ved de forskellige metoder er behandlet i det følgende.
2.1 Egen projektering
Som nævnt stiller det ganske store krav til en institutions eget personale at udføre den totale projektering. Projektering bør foretages af folk, som har erfaring i dette arbejde, og som er rimeligt specialiserede inden for områderne skrogkonstruktion samt maskin- og elektroteknik til skibsbrug. Normalt vil det derfor give det bedste resultat, hvis institutionen kun gennemfører et såkaldt forprojekt, som angiver intentionerne, men som i øvrigt er uforpligtende for institutionen. Dette forprojekt kan så bruges som udgangspunkt for en egentlig projektering ved et værft eller hos et skibskonsulentfirma.
2.2 Projektering ved værft
Tidligere var det almindeligt at henvende sig til et eller flere værfter med et forprojekt eller måske blot en kravspecifikation idet værfterne så i interesse for at få ordren udførte projekteringen. En sådan udgiftsfri projektering er imidlertid ikke så almindelig mere.
Det vil dog ofte være muligt at få et værft til at udføre projektering som betalt konsulent. Der kan være fordele ved en sådan fremgangsmåde. Opmærksomheden henledes på, at et nyt EF-direktiv om anskaffelse af tjenesteydelser forventes at træde i kraft pr. 1. januar 1993. Projektering af skibe vil være omfattet af det kommende direktiv.
At benytte et værft som konsulent indebærer dog, at værftet ikke kan deltage som tilbudsgiver, idet værftet vil have fordele frem for de øvrige tilbudsgivere. Dette er en tilsidesættelse af den ligestilling, der er en forudsætning bl.a. i forbindelse med EF-udbud. Vælges denne fremgangsmåde, skal det gøres klart for det projekterende værft, at dette ikke vil blive opfordret til at afgive tilbud.
Hvor projekteringen drejer sig om meget store skibe, vil værfterne ofte selv have egne teknikere, som både designmæssigt og på det tekniske plan vil kunne tage vare på alt. Drejer det sig derimod om mindre skibe, er det almindeligt, at værftet antager en uafhængig skibskonsulent. I sådanne tilfælde er det vigtigt at få præciseret, at værftet hæfter for alle de af værftet antagne konsulenter mv.
Hvis institutionen benytter et værft til at udføre projekteringen, bør den endvidere sikre sig, at tilbudsgrundlaget ikke indeholder unødvendige konkurrencebegrænsende krav.
Fordele og ulemper bør derfor overvejes nøje, inden man vælger fremgangsmåde.
2.3 Projektering ved et skibskonsulentfirma
Det vil normalt være den enkleste og sikreste fremgangsmåde at få projekteringen udført hos et skibskonsulentfirma. I Danmark er der adskillige skibskonsulentfirmaer med de nødvendige kvalifikationer for at rådgive statens institutioner både med hensyn til kontrahering af traditionelle og specielle skibe. Også projektering ved konsulentfirma vil være omfattet af det ovenfor nævnte nye direktiv om tjenesteydelser.
Det kan være hensigtsmæssigt gennem flere år at holde sig til et enkelt konsulentfirma, som derved får mulighed for at gøre sig bekendt med institutionens særlige krav til sine skibe. Men man kan også vælge fra sag til sag at udbyde projekteringsarbejdet til flere konsulentfirmaer. Den første fremgangsmåde har nogle åbenbare praktiske fordele, hvorimod den sidste svarer mest til fremgangsmåde ved køb i øvrigt, hvor en kreds af potentielle leverandører får lejlighed til på lige vilkår at afgive tilbud. Den tilbudsgiver, der afgiver det mest interessante og det mest fordelagtige tilbud, bliver så valgt som leverandør.
Hvis institutionens skibskonsulentfirma leverer specifikationer, bør aftalen med værftet indeholde en bestemmelse om, at det fulde ansvar for specifikationerne overføres til værftet.
I tilknytning hertil kan det aftales, at værftet i en periode på to måneder fra kontraktens underskrift kan foreslå ændringer i specifikationerne i forbindelse med overtagelsen af det fulde ansvar for specifikationerne. Til dette skal tilføjes en adgang for institutionen til at ophæve kontrakten, hvis den ikke ønsker de foreslåede ændringer gennemført.
At det fulde ansvar for specifikationerne overføres til værftet bør ikke fritage skibskonsulentfirmaet for ansvar i forbindelse med arbejdets udførelse. Institutionen bør derfor sikre sig, at det af aftalen med firmaet fremgår, at firmaet er ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler for fejl og forsømmelser ved opgavens løsning. Der skal i aftalen fastsættes en passende størrelse for skibskonsulentfirmaets ansvar og forsikringsdækning. Samtidigt skal institutionen sikre sig, at det aftalte maksimale beløb dækker samtlige skader inden for en periode af 2 år efter skibets søsætning, og at forsikringen ikke kan opsiges/ophøre før udløbet af denne periode. Det vil sige, at forsikringsselskabet skal pålægges at meddele institutionen enhver omstændighed, der medfører ændringer i eller ophør af forsikringen i den fastsatte periode.
3. Indhentning af tilbud
Indhentning af tilbud kan enten forestås af institutionen selv eller af det skibskonsulentfirma, der har medvirket ved skibets projektering. Hvis man vælger at fortsætte samarbejdet med konsulentfirmaet, skal der indgås aftale om, hvilket arbejde skibskonsulentfirmaet skal udføre, og hvilken pris institutionen skal betale for dette arbejde.
Uanset om konsulentfirmaet eller institutionen selv forestår indhentning af tilbud, skal tilbudsindhentningen foretages i overensstemmelse med de internationale regler om statslige indkøb. Selve kontrakten om bygningen af et skib er omfattet af direktivet om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb, direktiv 77/62/EØF som ændret ved direktiv 88/295/EØF. Disse regler er p.t. indeholdt i Industriministeriets bekendtgørelse nr. 826 af 7. december 1990 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter om offentlige indkøb i De Europæiske Fællesskaber. Reglerne gælder for indkøb, som samlet ligger over den gældende tærskelværdi (1991: 1.050.000 kroner).
Direktoratet for Statens Indkøb har i 1991 udsendt en vejledning om anvendelsen af de internationale regler om indkøb.
Tilbudsmaterialet bør normalt være fuldt gennemarbejdet inden institutionen offentliggør sine planer om det pågældende indkøb - jf. ovennævnte internationale regler om statslige indkøb.
3.1 Tilbudsgrundlaget
Det tilbudsgrundlag, som sendes til værfterne, bør bestå af en skrivelse med tilhørende bilag.
I skrivelsen opfordres værfterne til at give tilbud, og der gives en kort omtale af det skib, man ønsker bygget. Derudover skal skrivelsen indeholde de regler, der er gældende for tilbudsgivningen.
I skrivelsen kan institutionen enten opfordre tilbudsgiverne til at angive tilbudsprisen som en fast pris eller som en regulerbar pris. Ved at åbne mulighed for regulering af tilbudsprisen som følge af ændringer i løn, materialepriser og/eller valutakurser fjerner man værftets risiko for en uforudset prisudvikling i byggeperioden. Se iøvrigt nærmere herom i pkt. 5.24, 5.25 og 5.26.
Til skrivelsen bør være knyttet de tekniske specifikationer, som er udarbejdet i projektfasen.
Institutionen vil som regel have fordel af også at have udarbejdet et kontraktforslag, der ligeledes vedlægges skrivelsen som en del af tilbudsmaterialet. Kontraktforslaget vil oplyse værfterne om institutionens krav til sikkerhedsstillelse, forsikringer, bod ved forsinkelse osv.
Hvis de bevilgende myndigheders godkendelse ikke foreligger ved udsendelse af tilbudsmaterialet, bør dette meddeles værfterne samtidigt med opfordringen til at afgive tilbud.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at institutionen ikke er forpligtet til at antage tilbud og således er berettiget til at forkaste alle tilbud. Det kan være hensigtsmæssigt at anføre dette i udbudsmaterialet.
3.2 Underleverandører
En stor del af prisen for et skib stammer fra leverancer fra underleverandører uden for byggeværftet. Tilbudsprisen afhænger derfor i høj grad af, hvilke underleverandører værftet vil benytte.
I henhold til de internationale regler om statslige indkøb, direktiv 77/62/EØF, som ændret ved direktiv 88/295/EØF om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb, (art. 7, stk. 6) er det normalt ikke tilladt i de tekniske specifikationer at omtale varer af et bestemt fabrikat eller af en bestemt oprindelse eller nævne særlige fremstillingsmetoder, der begunstiger eller udelukker bestemte virksomheder eller varer. Hvor varen ikke kan beskrives på anden måde er det dog eksempelvis tilladt at henvise til et bestemt fabrikat og tilføje »eller dermed ligestillet«.
Hvor vægtige grunde taler for det, kan institutionen - forud for henvendelsen til værfterne - indhente tilbud og indgå aftaler om udstyr mv. til skibet, og dermed foretage valg af underleverandører. En sådan forudgående tilbudsindhentning er ikke udsædvanlig vedrørende hovedmotorer, store kraner og andre tilsvarende dyre komponenter.
Endelig kan institutionen anmode de tilbudsgivende værfter om i tilbudet at vedlægge en liste over alle betydende komponenter fra forskellige underleverandører, som værftet kan anbefale. Det giver institutionen mulighed for at deltage ved valget af underleverandører under hensyntagen til bl.a. pris og kvalitet.
3.3 Valg af byggeværft
Når tilbudene er modtaget, er det institutionens første opgave at foretage en grovsortering og udvælge de mest fordelagtige tilbud. En detaljeret vurdering af samtlige tilbud vil ofte være en meget tidskrævende eller måske endda en helt uoverkommelig opgave. Ved udskillelsen af de tilbud, som institutionen ikke vil arbejde videre med, kan f.eks. lægges til grund, at tilbudet uden rimelig grund er markant dyrere end de øvrige, eller at tilbudet i væsentligt omfang afviger fra de opstillede krav og ønsker.
Derefter bør der foretages en tilbundsgående vurdering af de tilbageværende tilbud. Der bør udarbejdes en liste, som gør det muligt at sammenligne dem, og som bl.a. viser, i hvilken grad de enkelte tilbud opfylder betingelserne i tilbudsmaterialet. Heri bør også indgå kontraktforslaget, hvis et sådant er indeholdt i tilbudsgrundlaget.
Valget af leverandør bør naturligvis ske på grundlag af de kriterier, som institutionen har nedfældet i tilbudsmaterialet. Men inden for disse rammer er institutionen frit stillet med hensyn til at vælge, hvilket byggeværft der skal have ordren.
4. Tekniske specifikationer
De bygningsmæssige krav, der stilles til skibet, bør behandles så fyldestgørende som muligt i de tekniske specifikationer, så misforståelser undgås.
Hvis de tekniske specifikationer ændres ved forhandlinger med det værft, der er udset til at bygge skibet, bør disse ændringer indføres i specifikationen, således at denne er ført ajour og kan danne bilag til den kontrakt, institutionen indgår med værftet.
4.1 Skibets hoveddata
Som indledning bør skibet beskrives i hovedtræk - f.eks. skibstypen, antallet af gennemgående dæk, hvor maskinrum og beboelse er placeret, antallet af skruer, udformningen af stævn og hæk, passageraptering, isforstærkninger osv. Der bør henvises til skibsspecifikationer, tegninger mv., der vedlægges som bilag.
4.2 Hoveddimensioner
De væsentligste hoveddimensioner bør nævnes, også selv om disse fremgår af bilagsmaterialet.
Eks.: Længde overalt m Længde p.p. m Bredde moulded m Dybde til 1. dæk (vejrdæk) m Dybde til 2. dæk m Dybde til tanktop m Konstruktionsdybgang m Klassedybgang, moulded m Bremsehestekraft BHK (KW) Fart knob Pæletræk ton Dimensioneringsdybgang ca. m Dødvægt ved dybgang, x,xx m ton*) Bruttoregistertonnage/ Bruttotonnage ca. ton Nettoregistertonnage/ Nettotonnage ca. ton
*)I forbindelse med måling af dødvægt bør vandets vægtfylde knyttes til måleresultatet.
4.3 Materialer (konstruktion)
Beskrives i hovedtræk og med henvisning til bilag. Det bør fremgå af specifikationerne, at der til skibet skal anvendes 1. klasses materialer, og at arbejdet skal udføres i en 1. klasses kvalitet.
4.4 Hovedmaskineri
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag. Bilaget skal endvidere indeholde lister over de reservedele, som skal være placeret om bord inden afleveringen.
4.5 Sekundært maskinanlæg
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag. Bilaget skal endvidere indeholde lister over de reservedele, som skal være placeret om bord inden afleveringen.
4.6 El-anlæg
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag. Bilaget skal endvidere indeholde lister over de reservedele, som skal være placeret om bord inden afleveringen.
4.7 Maling og isolering
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag.
4.8 Dæksudstyr
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag. Bilaget skal endvidere indeholde lister over de reservedele, som skal være placeret om bord inden afleveringen.
4.9 Aptering
Beskrives i hovedtræk med henvisning til bilag.
4.10 Modelforsøg
Ofte er det hensigtsmæssigt, at der foretages modelforsøg, inden skibets tegninger endeligt godkendes. Sådanne forsøg kan bl.a. omfatte slæbeforsøg, selvfremdrivningsforsøg, nominel medstrømsmåling og strømlinjeforsøg.
4.11 Støjniveau
Værftet skal være forpligtet til at overholde Søfartsstyrelsens rekommandationer for støj i skibe samt vibrationsniveau i henhold til internationale standarder herom.
For at opnå de bedst mulige løsninger vedrørende opfyldelse af støjgrænsekrav i henhold til gældende forskrifter mod støj i skibe skal værftet sikre sig, at dets underleverandører er forpligtet til at stille alle nødvendige oplysninger om luftbåren, strukturbåren og vibrationsstøj til rådighed i det omfang, det er ønsket af værftet eller værftets repræsentanter - f.eks. lydtekniske konsulenter.
Underleverandører af særligt støjende udstyr og komponenter skal af værftet kunne forpligtes til at nedbringe støjniveauet på den samlede installation til det lavest mulige for at opfylde gældende krav.
4.12 Tonnage
Værftet bør forpligtes til ved hensigtsmæssig byggemåde at holde registertonnagen så lav som mulig efter gældende måleregler.
4.13 Tank- og lastkapaciteter
For alle typer tanke (inklusive ballasttanke) bør anføres rumindhold. Det drejer sig f.eks. om
- tanke til diesel- og fuelolie, smøreolie, ferskvand, kloaktanke mm.
- ballasttanke.
For depot- og lastrum bør man anføre det totale rumfang, og ved kontrahering af færger bør man tillige anføre den totale skinnelængde og personbils-/lastbilsenheder af en given størrelse.
Den maksimalt tilladte belastning af dæk, luger og tanktoppe skal fremgå af en kapacitetsplan. Det kan være en god ide, at der på de tegninger, der afleveres til institutionen, er anført institutionens krav og tillige klassifikationsselskabets krav, hvis skibet bygges til klasse.
4.14 Brændselsolieforbrug
Hoved- og hjælpemaskineriets brændselsolieforbrug bør fremgå af specifikationen. Værftet bør være ansvarlig for, at de anførte forbrug ikke overskrides.
4.15 Fartområde
Det bør normalt fremgå af specifikationen, for hvilket fartområde skibet skal udrustes.
4.16 Mål og vægt
Det kan være hensigtsmæssigt at nævne i specifikationen, at alle mål- og vægtangivelser er baseret på det metriske system.
5. Kontraktvilkår
Det vigtigste ved indgåelse af kontrakt om skibe er meget præcist at få formuleret, hvad institutionen ønsker i alle relevante henseender. Dette kan gøres enten ved en detaljeret teknisk beskrivelse eller gennem en beskrivelse af det, man ønsker opnået, hvorefter det overlades til værftet i teknisk henseende at sørge for, at de ønskede resultater opnås. En kombination vil naturligvis også være mulig.
Ved udarbejdelsen af denne checkliste er det forudsat, at tilbudsgrundlaget indeholder både en liste med tekniske specifikationer og et kontraktforslag. Hvis tilbudsgrundlaget ikke indeholder et kontraktforslag, bør en del af nedenstående emner indeholdes i den skrivelse, der sendes til tilbudsgiverne, eller indeholdes i de tekniske specifikationer.
5.1 De parter, der har indgået aftalen
Kontrakten bør indledes med at nævne de parter, der har indgået aftalen, og i hovedtræk hvad aftalen omfatter.
5.2 Fart (trækkraft)
Skibets fart ved en økonomisk belastning af hovedmotor(er) skal fremgå af kontrakten. Stilles der særlige krav til skibets trækkraft, skal dette også fremgå af kontrakten.
5.3 Klasse
Hvis skibet bygges til klasse, angives klassifikationsselskabets navn og den af selskabets klasser, der er valgt.
Det skal aftales med værftet, at eventuel tvivl om skibets overholdelse af klassekrav afgøres bindende for både institutionen og værftet af klassifikationsselskabet.
5.4 Lov-, klasse- og kontraktgrundlag
Værftet skal stå inde for, at skibet bygges i henhold til dansk lovgivning og offentlige forskrifter, herunder forskrifter fra miljømyndigheder, som har betydning for skibets anvendelse til sit formål. Endvidere skal værftet stå inde for, at skibet opfylder bestemmelserne i internationale konventioner.
I givet fald skal værftet også stå inde for, at skibet bygges i overensstemmelse med klassifikationsselskabets regler for den pågældende klasse.
Af kontrakten skal det fremgå, at værftet i byggeperioden er pligtig til at foretage sådanne ændringer, som følger af ændringer i lovgivning, forskrifter, konventioner eller klassifikationsregler, mod at institutionen afholder eventuelle merudgifter. Hvis ændringerne medfører besparelser, skal køber omvendt godskrives det sparede beløb.
Det skal også fremgå af kontrakten, at i tilfælde af uoverensstemmelser mellem kontrakt og specifikation og/eller tegninger, gælder kontrakt forud for specifikation og specifikation forud for tegning.
Frem til skibets levering skal værftet være forpligtet til uden ophold at give institutionen oplysninger om ændringer i lovgivning, forskrifter, konventioner og klassifikationsregler og disse ændringers betydning for skibets bygning, udstyr og indretning.
Værftet skal endvidere være forpligtet til at orientere institutionen om enhver brevveksling mellem værftet og klassifikationsselskabet, Søfartsstyrelsen eller andre myndigheder om ethvert spørgsmål, som direkte eller indirekte vedrører skibet.
5.5 Tegninger, specifikationer og beregningsgrundlag
Det skal aftales med værftet, hvor mange sæt komplette tegninger der skal leveres med skibet, og hvilke tegninger der skal leveres som transparentkopier eller mikrofilm. Tegningerne bør være inklusive kapacitetsplan, pejletabeller og instruktionsbøger for alt udstyr om bord - også for udstyr, der er leveret af underleverandører.
Endvidere bør det aftales, om særlige tegninger - ud over de lovmæssigt krævede - skal indrammes og hænges op passende steder i apteringen.
De konstruktions- og arbejdstegninger, der udarbejdes af værftet, skal godkendes af institutionen, før arbejdet påbegyndes. Det vil sige, at alle tegninger skal være institutionen i hænde i god tid, f.eks. senest 25 arbejdsdage, inden de pågældende arbejder skal påbegyndes.
Medmindre maskineri, udstyr og udrustning er endeligt specificeret i aftalen, skal de tekniske specifikationer herfor også forelægges institutionen til godkendelse. Forelæggelsen skal ske i god tid, inden værftet afgiver ordre til underleverandører eller selv indleder produktionen.
For god ordens skyld skal det nævnes i kontrakten, at skibet skal leveres komplet klar til drift, det vil sige med alt normalt tilbehør for et moderne skib af pågældende type og størrelse.
Det skal af kontrakten fremgå, at institutionens godkendelse af tegninger, specifikationer, udstyr mv. ikke fritager værftet for dets forpligtelser i henhold til kontrakten. Det er ligeledes hensigtsmæssigt at understrege, at de tegninger og specifikationer, som institutionen har leveret, ikke fritager værftet for ansvar, og at det af institutionen leverede projektmateriale skal kontrolleres og efterregnes af værftet.
Værftet skal indestå for, at alle systemer i skibet, herunder elektroniske, elektriske og mekaniske systemer, samarbejder uden indbyrdes forstyrrelser af nogen art.
Hvor der i specifikationerne foreskrives »godkendt type« eller hvor det efter et bestemt fabrikat er tilføjet »eller tilsvarende«, bør det tilkomme institutionen at foretage det endelige valg af fabrikat.
Institutionen skal sikre sig, at alt tegnings- og beregningsmateriale, som er udarbejdet af værftet, dennes underleverandører eller andre, er institutionens ejendom sammen med sådanne andre rettigheder, der er nødvendige for, at institutionen hos andre værfter kan bygge et eller flere tilsvarende skibe uden at skulle betale værftet for dette materiale, og således at institutionen ligeledes kan lade skibet vedligeholde og reparere på andre værfter.
Da der ofte anvendes betydelige mængder software til drift af moderne skibe, bør institutionen sikre sig ejendomsretten til software, der udvikles specielt til skibet. Institutionen bør herudover sikre sig mod at blive mødt med krav fra trediemand om betaling af licencer for anvendelse af trediemands software. Værftet bør derfor inkalkulere licenser i tilbudet, og det bør i kontrakten pålægges værftet at friholde institutionen for omkostninger i forbindelse med eventuelle krav fra licenshavere, jf. pkt. 5.30
For god ordens skyld bemærkes, at der i forbindelse med bygning af et eller flere tilsvarende skibe normalt skal betales nye licenser for tilsvarende software tilhørende trediemand.
For at undgå misforståelser bør det nævnes, at skibet skal registreres under dansk flag, eller - hvis der f.eks. er tale om gavebistand til et fremmed land - under hvilket flag, skibet skal registreres.
Endelig kan det af kontrakten fremgå, i hvilket sprog tegninger, specifikationer mm. skal leveres.
5.6 Ændringer/ekstraarbejder
Institutionen skal have ret til at ændre i tegninger og specifikationer under skibets bygning uden at skulle betale ekstra herfor til værftet, hvis ændringerne modtages af værftet i så god tid, at det ikke medfører merudgifter for værftet og ikke forsinker arbejdet.
Ændringer, som medfører merudgifter eller besparelser for værftet, bør medføre, at institutionen debiteres henholdsvis krediteres et tilsvarende beløb. Ved beregning af merudgifter og besparelser skal værftet benytte samme grundlag for sine kalkulationer, som blev benyttet ved kalkulationen af tilbudsprisen på skibet.
Ved ændringer og ekstraarbejder skal institutionen sikre sig i kontrakten, at disse forud skal være aftalt i skriftlig form, og at de ikke er omfattet af bestemmelser om prisregulering - jf. pkt. 5.26. Værftet skal i forbindelse med alle forslag om ændringer og ekstraarbejder give institutionen besked om arbejdets omfang og den prismæssige konsekvens, og om ændringen påvirker leveringstiden. Værftet skal endvidere give besked om eventuelle konsekvenser for skibets vægt og stabilitet og i øvrigt andre forhold, som bør være kendt af institutionen, inden ændringen eller ekstraarbejdet gennemføres.
5.7 Byggeplan
Værftet bør være forpligtet til - inden kontraktens ikrafttræden - at udarbejde en byggeplan for byggeriets gennemførelse. Byggeplanen skal indeholde
- tidspunkter for godkendelse af tegninger, planer m.v. af alle dele af skibet samt for arbejdets påbegyndelse, udførelse og afslutning
- oplysning om valgte underleverandører og tidspunktet for afgivelse af ordre til disse.
Så tidligt som muligt efter kontraktens ikrafttræden bør byggeplanen suppleres med
- plan for afholdelse af prøver, herunder også prøver der foretages uden for værftet hos underleverandører og andre
- tidsskema for de enkelte arbejder med plan for timeforbrug, levering af materialer, maskineri og elektriske komponenter, samling af dele og komponenter mv.
Modtagelse af byggeplan og arbejdsplaner må ikke påføre institutionen noget ansvar for det arbejde, værftet har påtaget sig, skibets rettidige levering mv.
5.8 Fremskridtsrapport
På aftalte tidspunkter (f.eks. i forbindelse med byggemøder - jf. pkt. 5.12) bør værftet udarbejde en fremskridtsrapport, der i hovedtræk beskriver, hvilke arbejder der er udført i den pågældende periode, hvilke arbejder der er planlagt for den følgende periode, og om byggearbejdet er forud for eller bagefter byggeplanen.
5.9 Tilsyn
Værftet bør sørge for, at maskineri, udstyr, aptering og alle andre dele af skibet underkastes en løbende kvalitetskontrol.
Institutionen skal også selv have ret til at kontrollere arbejdet i byggeperioden og have uhindret adgang til at følge arbejdet over alt både på værftet og hos underleverandører. Institutionen skal endvidere have adgang til at foretage prøver og undersøgelser, hvor dette er formålstjenligt, og både værftet og underleverandører skal være forpligtet til at være behjælpelig hermed.
Denne adgang til at følge arbejdet bør ikke kun gælde for institutionens eget personale, men også for personer, som repræsenterer institutionen ved skibets bygning.
Hvis institutionens tilsynsførende bliver opmærksom på, at konstruktion, materialer eller den håndværksmæssige udførelse ikke er i overensstemmelse med kontrakten, specifikationerne, tegningerne, planerne eller andre lignende dokumenter, skal den tilsynsførende meddele dette til værftet og senere bekræfte meddelelsen skriftligt. Det skal så påhvile værftet straks, og inden skibets aflevering, vederlagsfrit at afhjælpe sådanne uoverensstemmelser samt at indhente godkendelse af de foretagne afhjælpninger hos den tilsynsførende.
I forbindelse med tilsynet kan det være hensigtsmæssigt at sikre, at værftet stiller kontorlokale med telefon og telefax, fotokopieringsmaskine og andet sædvanligt kontorinventar til rådighed for tilsynspersonalet og eventuelt også bad og omklædningsrum.
Det bør være et ufravigeligt krav, at kontrakten formuleres således, at institutionens tilsyn ikke fritager værftet for dets fulde ansvar for arbejdets kvalitet, specifikationernes overholdelse mv.
5.10 Prøver
Institutionen skal sikre sig, at alle værftets værkstedsprøver og besigtigelser af vigtige maskindele, komponenter og udstyr sker med deltagelse af institutionens tilsynsførende.
Institutionen skal endvidere sikre sig, at resultatet af krængningsforsøg med det fuldt udrustede skib udleveres af værftet sammen med alle nødvendige oplysninger - herunder om letvægt - for beregning af stabilitet, trim og dødvægtskapacitet under forskellige konditioner, herunder om nødvendigt også konditioner med overisning.
Derudover skal værftet drage omsorg for, at den fornødne inspektion af eksempelvis klassifikationsselskabets og Søfartsstyrelsens repræsentanter foretages i rette tid og med et tilfredsstillende resultat.
5.11 Godkendelse af motorer og lignende større komponenter
Inden motorer og tilsvarende større komponenter - herunder bl.a. dæksudstyr og el-anlæg - monteres om bord i skibet, skal de, hvor dette kan gennemføres, afprøves af værftet under tilsyn af den tilsynsførende. Ingen sådanne dele må ombordtages i skibet uden godkendelse fra den tilsynsførende.
Hvis det under værftets afprøvning inden installation i skibet viser sig, at hoved- eller hjælpemotorers forbrug af brændselsolie overstiger det i kontrakten aftalte med mere end eksempelvis 5%, bør institutionen kunne nægte at godkende motorerne.
5.12 Byggemøder
Især ved bygning af større skibe kan det være hensigtsmæssigt at aftale, at der med faste intervaller - f.eks. hver 14. dag - afholdes byggemøder på værftet. Byggemøderne kan omhandle arbejdets stade, arbejdsplaner og andre forhold, som en af parterne ønsker drøftet. I byggemøderne skal deltage repræsentanter fra værftets ledelse, institutionen og eventuelle andre, som har direkte eller indirekte tilknytning til bygning af skibet, og som en af parterne ønsker skal deltage i mødet.
Værftet bør stille sekretærmæssig bistand til rådighed for disse møder.
5.13 Stabilitet og trim mm.
Værftet skal garantere for skibets stabilitet, passende trim, rumindhold, dybgang, dødvægt og tonnage.
Der bør indføres bestemmelser i kontrakten om, at værftet skal betale bod for henholdsvis manglende volumen, for lav dødvægt og for stor tonnage, ligesom der kan være grund til at pålægge bod, såfremt den foreskrevne fart ikke kan opnås.
5.14 Mærkning af materialer/ejendomsret
Som det fremgår nedenfor - jf. pkt. 5.24 - sker betalingen for nybygninger oftest i form af rater. Disse rater skal bl.a. sikre, at værftet kan foretage indkøb af komponenter og materialer til skibet. Værftet skal derfor forpligte sig til, at alle dele, der købes til skibet, mærkes efterhånden, som delene indgår til værftet, så de tydeligt fremtræder som institutionens ejendom. Alle dele til skibet skal opbevares adskilt fra andre dele, der tilhører værftet eller tredjemand.
Det skal fremgå af kontrakten, at såsnart bygning er begyndt, er skibet institutionens ejendom. Denne ejendomsret skal også gælde maskiner, udstyr o.lign., der er anskaffet til skibet, uanset disse endnu ikke er placeret om bord, og uanset værdien af disse dele ikke dækkes af institutionens ratebetalinger.
5.15 Køberleverancer
Hvis det er aftalt med værftet, at institutionen skal levere udstyr eller materialer til skibet, er det vigtigt, at hver enkelt af disse leverancer specificeres, og at det af aftalen tydeligt fremgår, hvor og på hvilket tidspunkt institutionen skal levere. For hver enkelt leverance skal der tillige være anført den værdi, udstyret eller materialerne repræsenterer.
Efter modtagelsen skal værftet være ansvarlig for leverancernes opbevaring. Værftet skal endvidere være ansvarlig for, at alle leverancer tydeligt er mærket som institutionens ejendom, og at de holdes adskilt fra værftets øvrige lager.
Værftet skal godkende institutionens leverancer, idet værftet har det endelige overordnede ansvar for skibets kvalitet.
5.16 Værftets risiko for skibet
Værftet skal i henhold til dansk rets almindelige erstatningsretlige principper påtage sig den fulde risiko for skibet, dets udstyr og de dele, der er indkøbt til skibet, indtil levering af skibet har fundet sted. Risikoen bør også dække institutionens leverancer til skibet, når disse er leveret til værftet eller indføjet i skibet.
Institutionen bør i kontrakten give værftet adgang til at hæve kontrakten, hvis der sker sådan skade på skibet, at værftet ikke kan færdiggøre det. Værftet skal i så fald tilbagebetale alle indbetalte beløb og værdien af det, institutionen har leveret til skibet, begge med tillæg af en rente i overensstemmelse med lov om renter, lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986. For tiden svarer renten til Danmarks Nationalbanks diskonto plus 6%.
Hvis værftet beskadiges i en sådan grad, at det ikke vil kunne levere skibet inden for en rimelig tidsfrist efter det aftalte leveringstidspunkt - f.eks. svarende til den i pkt. 5.20, sidste afsnit, angivne frist - bør institutionen kunne hæve kontrakten. Også i dette tilfælde skal værftet holde institutionen skadesløs og efter samme retningslinier som ovenfor, og det bør også af kontrakten fremgå, at værftet er erstatningsansvarlig for det tab, som institutionen lider ved at hæve købet.
5.17 Forsikring
Skibet skal for værftets regning holdes forsikret frem til leveringstidspunktet i et af institutionen godkendt selskab i henhold til en af institutionen ligeledes godkendt nybygningspolice. Institutionen bør om nødvendigt søge sagkyndig bistand ved godkendelse af policen. Forsikringen skal dække alle risici, som kan forekomme, til levering finder sted, herunder uheld ved sejladser. Forsikringen skal således omfatte både kasko og ansvar. Dækningen skal være så stor, at den samlede kontraktsum inklusive reguleringer og værdien af institutionens egne leverancer kan erstattes.
Værftet skal derudover tegne en produktansvarsforsikring, der skal dække krav mod institutionen for beskadigelse af trediemands ejendom og personskader som følge af konstruktionsfejl. Det bør derfor pålægges værftet at tegne en sådan forsikring og opretholde den i en længere periode efter skibets aflevering.
Ud over en egentlig kaskoforsikring bør det nøje overvejes, hvorvidt der er behov for at tegne andre forsikringer. En af de væsentligste er den såkaldte P & I-forsikring. Udtrykket dækker »protection and indemnity«, og den vigtigste del af dækningen vedrører skade forvoldt på tredjemands ejendom. Da last normalt sjældent forekommer på statens skibe, vil den største betydning ligge i dækning af ansvar for skade på personer (dog undtaget besætningen), og det stadigt mere aktuelle ansvar for forureningsskader. Hertil kommer, at P & I-forsikringen sammen med eller som tillæg til kaskoforsikringen dækker ansvar opstået i forbindelse med sammenstød.
Da forsikring i forbindelse med skibe er relativt kompliceret, vil det normalt være hensigtsmæssigt at lade en erfaren assurandør foretage en nøjere vurdering af behovet for forsikringsdækning.
Institutionen skal i kontrakten sikre sig at få udleveret en kopi af forsikringspolicerne.
5.18 Overtagelse og søprøver
Det bør aftales, at værftet i god tid - f.eks. 30 dage - inden skibets færdiggørelse skal fastsætte et tidspunkt for overtagelsesgennemgang og søprøver (prøvetur). Overtagelsesgennemgangen skal omfatte en systematisk og fuldstændig gennemgang af alle skibets dele og funktioner. I overtagelsesgennemgangen skal deltage en repræsentant for værftets ledelse samt repræsentanter for institutionen. Herudover skal der være mulighed for, at andre relevante personer kan deltage i overtagelsesgennemgangen og på prøveturen, f.eks. repræsentanter for klassifikationsselskabet, Søfartsstyrelsen, underleverandører og andre, som har haft direkte eller indirekte tilknytning til bygning af skibet.
Hovedprincipperne for søprøvernes omfang og indhold bør være fastlagt i kontrakten, og selve prøveturen skal foregå efter et af institutionen godkendt program. Under prøveturen bedømmes maskineriets effektivitet og skibets manøvredygtighed. Derudover skal institutionen have mulighed for at kontrollere, at skibet i øvrigt opfylder de aftalte betingelser.
For det tilfælde, at det ved søprøverne viser sig, at skibet ikke kan holde aftalte ydelser - f.eks. vedrørende brændstofforbrug, fart eller trækkraft - kan der være aftalt en reduktion af prisen for skibet og i alvorlige tilfælde adgang for institutionen til at hæve kontrakten.
Hvis der ved overtagelsesgennemgangen eller på prøveturen efter institutionens vurdering i øvrigt viser sig væsentlige fejl eller mangler, bør institutionen, før aflevering kan finde sted, forlange afholdelse af en ny overtagelsesgennemgang eller prøvetur, når de konstaterede fejl eller mangler er udbedret.
Er der tale om mindre væsentlige fejl og mangler, bør disse indføres på en mangelliste sammen med en aftale om, hvornår og hvordan afhjælpning skal foretages. Både værftets ledelse og en repræsentant for institutionen bør underskrive mangellisten.
Alle søprøver skal udføres for værftets regning og risiko i enhver henseende.
5.19 Levering
Det skal aftales, hvilken dato der skal gælde som seneste rettidige leveringsdag, og hvor skibet skal afleveres til institutionen efter tilfredsstillende prøvetur.
Når skibet er godkendt ved afleveringsforretningen, skal både institutionen og værftet underskrive et dokument, hvoraf det fremgår, at kontrakten er opfyldt. Til dokumentet knyttes eventuelt en mangelliste over, hvilke mindre væsentlige fejl og mangler der udestår, og med oplysning om, hvornår disse fejl og mangler skal være afhjulpet.
5.20 Ansvar for forsinkelse
Værftet skal være forpligtet til at meddele institutionen, såsnart forsinkelser kan forudses, og til at gøre sit yderste for at afkorte og indhente forsinkelser. Hvis en forsinkelse skyldes force majeure, bør den rettidige leveringsdag ændres med det antal dage, som force majeure-situationen har forsinket skibets bygning.
Hvis levering ikke har fundet sted på den seneste rettidige leveringsdag, bør værftet skulle betale en bod (konventionalbod) pr. arbejdsdag efter denne dato. Boden skal i kontrakten aftales med et fast beløb pr. arbejdsdag, forsinkelsen varer. Beløbet skal fastsættes så højt, at det tilskynder værftet til at levere skibet rettidigt. På baggrund af den aftalte kontraktsum kan beløbet f.eks. fastsættes til et beløb, der svarer til X o/oo pr. arbejdsdag de første 10 kalenderdage og (en højere) Y o/oo pr. arbejdsdag for de efterfølgende dage.
Hvis værftet stiller krav om en maksimering af bodens størrelse, bør institutionen afvise dette. Er en sådan afvisning uhensigtsmæssig for institutionen, skal det maksimale beløb fastsættes således, at boden stadig vokser frem til den dag, hvor institutionen på grund af forsinkelsens varighed har ret til at hæve kontrakten - jf. næstsidste afsnit.
Ud over at betale bod, skal værftet forrente de beløb, der er betalt af institutionen med en rente i overensstemmelse med lov om renter - jf. pkt. 5.16. Foruden bod og forrentning skal institutionen være berettiget til at kræve erstatning efter dansk rets almindelige regler.
Værftet bør have ret til at udskyde leveringstidspunktet i tilfælde af force majeure. Leveringstidspunktet bør dog maksimalt kunne udskydes med det antal arbejdsdage, som force majeure-situationen har varet. For at kunne påberåbe sig force majeure skal værftet have givet institutionen meddelelse herom med oplysning om den virkning, det vil få for skibets levering. Endvidere bør værftet i kontrakten have bevisbyrden for, at en forsinkelse skyldes force majeure, og værftet bør være forpligtet til at begrænse virkningerne af force majeure mest muligt.
Forsinkelse, som indtræder efter den aftalte leveringsdag - eller en senere leveringsdag, der er udsat som følge af force majeure, og hvor forsinkelsen ikke er indhentet - bør ikke medføre udsættelse af afleveringstiden for skibet, men udgøre en forsinkelse, for hvilken værftet bærer risikoen. Undtaget herfra er tilfælde, hvor forsinkelsen er forårsaget af institutionen, f.eks. fordi man har ønsket ekstraarbejder udført.
Hvis skibet uanset årsag, også selvom forsinkelsen skyldes force majeure, ikke er leveret inden en fastsat frist efter den i kontrakten aftalte leveringsdag - eksempelvis 6 måneder - bør institutionen, ud over kravet om betaling af bod og forrentning, kunne hæve kontrakten og kræve erstatning for sine tab.
Forslag til kontrakttekster knyttet til force majeure er indeholdt i bilag 2.
5.21 Certifikater og dokumenter
Det skal aftales, hvilke certifikater og dokumenter værftet skal levere til institutionen ved skibets aflevering - f.eks. bilbrev, klasse- og nationalitetscertifikat, målebrev samt lanterne- og kompascertifikater. Det skal endvidere aftales, om værftet eller institutionen sørger for registrering af skibet. Værftet skal betale alle udgifter vedrørende certifikater, dokumenter mv.
5.22 Garanti
I mindst 12 måneder efter skibets aflevering, skal værftet være ansvarlig for alle fejl og mangler ved skibet - herunder også være ansvarlig for underleverandørernes leverancer.
Institutionen skal omgående meddele værftet de fejl eller mangler, der konstateres i garantiperioden, og værftet skal være forpligtet til så hurtigt som muligt uden udgift for institutionen at udbedre disse fejl og mangler. Hvis udbedring efter institutionens skøn ikke kan gennemføres som foreslået af værftet uden væsentlig gene for institutionens brug af skibet, skal værftet være indforstået med, at institutionen lader udbedringen udføre på anden måde efter institutionens valg, og værftet skal i så fald være forpligtet til at betale udgifterne hertil efter regning. Ved alle udbedringer af fejl eller mangler bør der gælde en ny garantiperiode på 12 måneder på de udskiftede eller reparerede dele regnet fra den dag, hvor udbedringen er foretaget.
Institutionen bør overveje, om værftet skal være forpligtet til sammen med institutionen - eller sammen med repræsentanter for institutionen - at foretage et kontroleftersyn af skibet. Et sådant kontroleftersyn finder typisk sted umiddelbart inden garantiperiodens udløb. Under et sådant eftersyn kan værftet være forpligtet til også at pege på fejl eller mangler, der ikke er omfattet af værftets garanti. Værftets rapport fra kontroleftersynet og dispositioner med hensyn til udbedring af fejl og mangler bør være institutionen i hænde omgående - f.eks. 10 dage - efter, at kontroleftersynet har fundet sted. Selvom kontroleftersyn har fundet sted, skal institutionen fortsat frem til garantiperiodens udløb have ret til at kræve, at værftet uden udgift for institutionen udbedrer konstaterede fejl og mangler ved skibet.
Endelig kan der være tale om, at en garantimester følger skibet på dets første rejser. Det er oftest værftet, der ønsker at kunne ansætte en garantimester, der har ret til frit ophold om bord i hele eller en del af garantiperioden.
Institutionen bør imidlertid også overveje, om det er hensigtsmæssigt at forpligte værftet til at ansætte en garantimester, som følger skibet i en af institutionen fastsat periode.
5.23 Finansiering
Forud for kontrahering eller chartring af et skib skal der foreligge en bevilling, enten ved at udgiften er optaget på selve finansloven eller i form af et aktstykke, som er godkendt af Finansudvalget. Vedrørende udarbejdelse af aktstykke henvises til Budgetvejledningen (1989) pkt. 62.
Ved ansøgning om bevilling bør institutionen være opmærksom på, at en bevilling ikke reguleres som følge af løn-, pris- og kursændringer. Man bør derfor sikre sig, at eventuelle kontraktmæssige reguleringer kan rummes inden for den søgte bevilling.
Ved kontrahering af skibe sker betalingen kontant. Det kommer således ikke på tale at foretage finansiering gennem skibskreditfond eller på anden lignende måde.
Finansiering gennem leasing bør kun finde sted i særlige tilfælde, idet en sådan fremgangsmåde ikke er økonomisk fordelagtig for staten. Vedrørende leasing henvises til Budgetvejledningen (1989) pkt. 51.21.8.
5.24 Pris- og betalingsvilkår
Kontraktsummen kan aftales som en fast pris, hvor kun de ændringer, der gennemføres under skibets bygning, medfører reguleringer af prisen. Kontraktsummen kan også baseres på de priser for materialer og arbejdsløn, der f.eks. var gældende den dag, hvor tilbudet blev afleveret fra værftet, og der foretages så reguleringer af prisen i takt med prisudviklingen. Det vil sige, at der foretages ændringer af de aftalte rater - jf. pkt. 5.26.
En fast pris indebærer, at værftet tager hele risikoen for prisstigninger på løn og materialer. Værftet må altså kalkulere med en risiko, som bliver større, jo længere afleveringstidspunktet ligger ud i fremtiden. Hvis prisen derimod kan reguleres i byggeperioden fjernes værftets risiko for uventede ændringer i priser og lønninger under skibets bygning. Ved at institutionen påtager sig risikoen undgår man, at værftet enten overvurderer eller undervurderer løn- og prisudviklingen. Såfremt institutionen overvurderer risikoen, kommer institutionen til at betale for meget for skibet, og undervurderer værftet risikoen, kan det betyde, at værftet lider så store tab, at skibet ikke bliver gjort færdigt.
Institutionen bør foretrække ratebetaling, som knytter sig til byggeriets fremskriden, således at institutionen reelt finansierer bygningen af skibet, uden at værftet opnår væsentlige indtægter gennem forrentning af de indbetalte beløb. Størrelsen af de enkelte rater skal derfor dække de reelle udgifter til materialekøb og udbetaling af arbejdsløn frem til næste ratebetaling. En anden betalingsmåde end ratebetaling - f.eks. betaling ved levering eller gennem forskud - kan dog anvendes, hvor dette indebærer åbenbare økonomiske fordele for staten.
Institutionen bør i sit udbudsmateriale fastsætte, hvilken betalingsform der skal anvendes, mens det overlades til tilbudsgiverne at stille forslag om de enkelte raters størrelse, forfald samt raternes antal.
Betalingen foretages typisk i rater på forud aftalte tidspunkter. Tidligere var det mest almindeligt at betale skibet over fem rater, hver på 20% af købesummen, men i dag er det almindeligt at anvende flere rater og fastsætte raternes størrelse på baggrund af værftets reelle udgifter ved skibets bygning - f.eks. således
1. rate 10% (dato) 2. rate 10% (dato) 3. rate 15% (dato) 4. rate 15% (dato) 5. rate 25% (dato) 6. rate 15% (dato) 7. rate 10% (dato)
Det er vigtigt, at der i kontrakten er aftalt klare tidspunkter for raternes betaling. De aftalte tidspunkter for betaling af de enkelte rater bør derfor knyttes til en detaljeret tidsplan for skibets bygning, og de aftalte datoer skal løbende kunne ændres, hvis der sker forsinkelser i værftets produktion af skibet. I forbindelse med udbetaling af rater skal værftet dokumentere, at de arbejder, der er knyttet til en rate, er udført - og ligeledes, at de indkøb, der er tilknyttet raten, er gennemført.
Ved behandlingen af værfternes tilbud bør institutionen omkring raternes størrelse og udbetalingstidspunkter foretage en beregning af finansieringsomkostningerne. Som intern rente i forbindelse hermed anvendes en rente af samme størrelse som fastsat i lov om renter - jf. pkt. 5.16.
Da betalingen af de enkelte rater knytter sig til forløbet af byggeriet, bør institutionen sikre sig, at værftet i god tid før raterne forfalder - f.eks. 14 dage før - giver varsel om, at institutionen skal betale.
5.25 Valutakursregulering
Hvis institutionen ønsker at give værftet mulighed for prisregulering som følge af udsving i udenlandske valutaer under skibets bygning, bør det i et bilag til aftalen være fastlagt, hvilke materialer og komponenter der omfattes af kursreguleringen. Af bilaget bør også fremgå den pris, værftet skal betale i udenlandsk valuta for hver af disse materialer og komponenter. Til de enkelte udenlandske valutaer skal som basiskurs benyttes den valutakurs, som er anvendt ved tilbudsgivningen, og som skal lægges til grund ved kursreguleringen.
Samtidigt med værftets betaling til sine underleverandører for leverancer, der er omfattet af valutakursregulering, bør der tilgå institutionen en faktura/kreditnota på differencen, reguleret efter forholdet mellem basiskurs og Danmarks Nationalbanks officielle middelkurs på betalingsdagen. Fakturaen/kreditnotaens rigtighed skal være attesteret af værftets revisor.
Kursreguleringsbeløb bør afregnes ved den nærmest følgende ratebetaling.
Det vil oftest være en fordel for institutionen allerede i sin udbudsskrivelse at gøre opmærksom på muligheden for at tage kursreguleringsforbehold og opfordre tilbudsgiverne til i tilbudene at anføre de oplysninger, som i givet fald skal indgå i det ovenfor nævnte bilag.
5.26 Prisregulering
Hvis institutionen ønsker at anvende prisregulering, skal institutionen allerede i udbudet oplyse om kontraktens prisreguleringsbestemmelser og opfordre værftet til detaljeret at tilbyde
- procenter for fast andel, arbejdsløn og materialer,
- hvilke prisindeks, der skal lægges til grund,
- hvilke perioder, middeltallene skal beregnes for,
- de indeks-tal, der ligger til grund for den tilbudte pris, og
- at tidspunktet for reguleringen er knyttet til raternes forfald.
Prisreguleringsbestemmelserne bør knyttes til den i kontrakten fastsatte plan for raternes betaling, så stigninger i indeks-tallene, efter at et indkøb eller et arbejde skulle være foretaget i henhold til planen, ikke giver mulighed for prisregulering, medmindre der er tale om force majeure.
Et eksempel på en prisreguleringsparagraf er vist i bilag 1. Eksemplet viser, hvordan den endelige pris beregnes, og hvordan a conto prisregulering beregnes i byggeperioden. Desuden beskrives, hvordan prisregulering beregnes, hvis skibets færdiggørelse forsinkes.
Hvor der er tale om en kort byggeperiode, er det almindeligt ikke at betale a contoprisregulering. I sådanne tilfælde udgår stk. 1.3 og 1.5 i det eksempel, der er vist i bilag 1.
5.27 Prisændringer som følge af ny eller ændret lovgivning
Pris- og omkostningsstigninger, som følge af ændringer i lovgivning, offentlige forskrifter, internationale konventioner o.lign. bør bæres af institutionen, medmindre der ydes værftet kompensation fra anden side for sådanne stigninger. Det bør i kontrakten aftales, at værftet skal give institutionen en tilfredsstillende dokumentation for et eventuelt merarbejdes omfang og prisen herfor. Det bør også aftales, at sådanne prisstigninger skal betales i forbindelse med skibets levering, og at de ikke er omfattet af eventuelle prisreguleringsbestemmelser.
5.28 Bank- eller forsikringsgaranti
Værftet skal i kontrakten forpligte sig til at give institutionen en uigenkaldelig og betingelsesløs bank- eller forsikringsgaranti, der vokser i takt med institutionens ratebetalinger til værftet. Garantien er institutionens sikkerhed for, at værftet opfylder sine forpligtelser i henhold til kontrakten.
Garantien kan derfor indrettes således, at den på den ene side forhøjes i takt med institutionens ratebetalinger og på den anden side nedsættes i takt med arbejdets fremadskriden og tilførsel af komponenter.
Institutionen skal kunne holde sine udbetalinger tilbage, hvis værftet ikke forud for den rettidige betalingsdag har bragt sine garantiforpligtelser (bank- eller forsikringsgaranti) i orden og dokumenteret dette over for institutionen.
Den bank eller det forsikringsselskab, der stiller garantien og formuleringen af garantiens ordlyd, skal være godkendt af institutionen. Garantien må ikke indeholde en fast udløbsdato, men den skal løbe til den opsiges af institutionen ved udløbet af værftets forpligtelser. Derved undgås, at garantien ophører før udløbet af værftets forpligtelser, hvis skibet leveres for sent, og institutionen eller værftet har glemt at forlænge garantien.
De enkelte pengeinstitutter og forsikringsselskaber har udformet garantierne forskelligt, og i standardformuleringerne findes der typisk forbehold fra garantistillerens side. Institutionen bør kontrollere, at disse forbehold ikke medfører en forringelse af institutionens stilling. Hensigten med garantien er, at indbetalte beløb skal udbetales til institutionen ved krav herom, hvis institutionen skønner, at værftet ikke opfylder sine forpligtelser. Institutionen bør derfor være meget omhyggelig ved godkendelse af garantier og som hovedregel søge sagkyndig bistand i forbindelse hermed.
Ud over garanti for de indbetalte rater kan institutionen kræve en yderligere garanti, som skal dække merudgifterne ved, at skibet i givet fald skal færdigbygges for institutionens regning - eventuelt på et andet værft.
Endelig vil institutionen ofte sikre sig bank- eller forsikringsgaranti for værftets forpligtelser i garantiperioden efter skibets levering. Denne bank- eller forsikringsgaranti er typisk i størrelsesordenen 5-10% af den samlede byggesum. Garantiperioden skal strække sig fra afleveringsdagen og mindst 12 måneder frem, og derefter yderligere i en periode for de komponenter o.lign., der er udskiftet eller repareret i garantiperioden - jf. pkt. 5.22.
Alle omkostninger ved garantistillelser skal betales af værftet.
5.29 Overdragelse af rettigheder
Institutionen skal sikre sig, at værftet ikke kan indgå aftale om overdragelse af forpligtelser, rettigheder o.lign. til tredjemand uden institutionens skriftlige godkendelse.
5.30 Krænkelse af licens- og patentrettigheder
Det bør aftales med værftet, at ingen ydelser - heller ikke ydelser fra underleverandører - må krænke noget i Danmark eller udlandet gældende patent eller andre lignende rettigheder. Hvis der sker sådanne krænkelser, skal værftet holde institutionen skadesløs for ethvert tab og krav i den anledning, herunder også hvad institutionen måtte blive idømt i erstatning og sagsomkostninger samt institutionens egne udgifter til advokat og teknisk bistand.
5.31 Insolvens og konkurs
Hvis værftet standser sine betalinger, søger akkord med sine kreditorer, erklæres konkurs eller på anden lignende måde kommer under administration, skal institutionen, medmindre boet meget hurtigt - f.eks. inden 14 dage - indtræder i kontrakten, have adgang til at overtage skibet og alle dele, værftet har indkøbt til det.
5.32 Tvistigheder
Det bør aftales, hvordan eventuelle tvistigheder skal behandles - enten ved dansk voldgift eller ved en dansk domstol. Hvis tvistigheder skal indbringes for en domstol, skal det tillige aftales, til hvilken domstol sagen skal indbringes. Alle tvistigheder bør afgøres efter dansk ret.
5.33 Attestation
Hvis kontrakten indeholder bestemmelser om prisregulering, herunder regulering af priser for udvalgte komponenter, skal kontrakten give institutionen adgang til at lade de forpligtelser, der påhviler værftet, attestere af værftets revisor. Det kan f.eks. dreje sig om forpligtelser af bogførings- og regnskabsmæssig karakter, som institutionen ikke umiddelbart kan kontrollere.
5.34 Særlige vilkår
Institutionen kan forudsætte særlige vilkår opfyldt, for at kontrakten kan træde i kraft - eksempelvis om frigivelse af nødvendige midler (bevilling) eller om privat finansiering af skibet. Hvis de særlige vilkår ikke er opfyldt inden for en vis tid efter kontraktens underskrift, - f.eks. 1 måned - bør både institutionen og værftet være frit stillet med hensyn til at opfylde kontrakten.
5.35 Originaleksemplarer
Det skal fremgå, hvilket materiale (specifikationer, tegninger og øvrige bilag) der indgår i kontrakten. Endvidere bør det fremgå, i hvor mange originaleksemplarer kontrakten er udfærdiget, og hvordan disse eksemplarer er fordelt.
6. Chartring af skibe
Som nævnt i indledningen kan det være fordelagtigt at chartre et skib for en periode fremfor at købe et. Ved chartring skelnes mellem bareboat-chartring og time-chartring.
Ved bareboat-chartring stiller bortfragteren (udlejeren) skibet til rådighed uden besætning. Det er efter overtagelsen befragteren (lejeren), der driver, disponerer og vedligeholder skibet inden for rammerne af certepartiet (befragtningskontrakten).
Ved time-chartring stilles skibet til rådighed fuldt bemandet, og bortfragteren har ansvaret for skibets vedligeholdelse. Befragteren driver og disponerer skibet i den periode, der er fastsat i certepartiet.
I forbindelse med begge former for chartring findes flere standardcertepartier, som bl.a. knytter sig til bestemte skibstyper og fartsområder.
Ved chartring af skibe og ved indgåelse af certepartier herom anbefales det at søge sagkyndig bistand.
7. Salg af skibe
Når der er truffet beslutning om at sælge et skib, bør institutionen udarbejde et salgsmateriale, hvori bl.a. indgår skibets tegninger og specifikationer samt en liste over det inventar og de driftsmidler, der forbliver om bord ved overdragelsen af skibet.
Salg af ældre skibe bør normalt foregå via forsvarets auktioner. Aftale om salg via disse auktioner kan træffes med Søværnets Materielkommando.
Ved salg af brugte skibe benyttes der ofte standardblanketter, og et eksempel herpå er »Norsk Skipsmeglerforbunds kontrakt for omsetning av skip«.
Blanketten virker både som huskeliste og standardisering af vilkårene. Det anbefales dog at lade en skibsmægler medvirke ved salg af brugt tonnage på så tidligt et tidspunkt, at institutionen ikke har bundet sig over for eventuelle købere.
Salg af nyere skibe kan foregå via skibssalgsagenter, som har erfaring i at fastsætte den højest opnåelige pris for skibet og at finde interesserede købere.
Hvis institutionen har kendskab til interesserede købere kan salget dog også foregå ved at indhente tilbud fra disse og sælge skibet til den højest bydende.
Uanset hvilken af de to sidstnævnte fremgangsmåder, der benyttes, bør en handel ikke gennemføres, medmindre den tilbudte pris er i overensstemmelse med den vurdering af skibets værdi, der er foretaget i forbindelse med beslutningen om at sælge det.
Ved salg af skibe bør statens institutioner være opmærksom på de standardkontrakter, der findes på området, og som anvendes af private rederier. Disse kontrakter skal dog ikke anvendes ved salg via auktion.
Salg af skibe skal normalt godkendes af de bevilgende myndigheder.
Bilag 3
Statsrederiernes Tekniske Komite
Statsrederiernes Tekniske Komite (STK) er et samarbejds- og koordineringsorgan, der varetager fælles søfartsmæssige interesser for ministerier, styrelser, direktorater og andre institutioner, hvorunder henhører forvaltning af flydende materiel.
Formalisering af komiteen hviler på Statsministeriets skrivelse nr.5148-1 af 15. marts 1989 og den ved Finansministeriets skrivelse, j. nr. 86-33-32, af 7. september 1989 udsendte »Betænkning vedrørende samordning af statens civile farvandsopgaver«.
Statsrederiernes Tekniske Komite består pr. 1. januar 1991 af følgende tilknyttede rederier, som alle råder over et eller flere skibe
Bornholmstrafikken
Dampskibskajen 5
3700 Rønne
Tlf.: 53 95 18 66
Farvandsvæsenet
Postbox 1919
1023 København K.
Tlf.: 31 57 40 50
Fiskeriministeriet
Stormgade 2
1470 København K.
Tlf.: 33 92 65 80
Generaldirektoratet for DSB
Sølvgade 40
1307 København K.
Tlf.: 33 14 04 00
Grønlands Handel, KNI
Grønlandshavnen
9220 Aalborg ØST
Tlf.: 99 30 30 30
Hjemmeværnskommandoen
Generalstok
Kastellet 82
2100 København Ø.
Tlf.: 33 93 32 10
Marinbiologisk Laboratorium
Strandpromenaden 5
3000 Helsingør
Tlf.: 49 21 33 44
Miljøstyrelsen
Strandgade 29
1401 København K.
Tlf.: 31 57 83 10
Nationalmuseet
Skibshistorisk Laboratorium
Strandengen 37
Box 304
4000 Roskilde
Tlf.: 42 35 64 29
Rigspolitichefen
Polititorvet 14
1567 København V.
Tlf.: 33 14 14 48
Statshavnsadministrationen i Esbjerg
Hulvejen 1
Postboks 2
6701 Esbjerg
Tlf.: 75 12 41 44
Søfartsstyrelsen
Vermundsgade 38 C
2100 København Ø.
Tlf.: 39 27 15 15
Søværnets Materielkommando
Holmen
1433 København K.
Tlf.: 31 54 13 13
Told- og Skattestyrelsen
Amaliegade 44
1256 København K.
Tlf.: 33 15 73 00
Statens vejledning vedrørende kontrahering af skibe
Indledning
Denne vejledning vedrørende kontrahering af skibe omhandler de specielle forhold, der vedrører planlægning, projektering, tilbudsindhentning og indgåelse af kontrakter om køb af statens skibe. Derudover omhandler vejledningen anbefalede fremgangsmåder ved finansiering og ved salg af skibe.
Vejledningen tager sigte på aftaler mellem statsinstitutioner og danske værfter, men den er ikke fuldstændig og dækkende for alle skibstyper. Institutionerne anmodes derfor om at være opmærksom på særlige forhold, som ikke behandles i vejledningen, og eventuelt søge bistand hos andre statsinstitutioner, som vil kunne yde den nødvendige rådgivning.
En liste over statsinstitutioner, der er tilsluttet Statsrederiernes Tekniske Komite, og som vil kunne bistå med rådgivning, findes bagest i vejledningen (bilag 3).
Frederiksberg, november 1991, P. Klit Jakobsen
Indholdsfortegnelse 1. Planlægning ............................................ 2. Projektering ........................................... 2.1 Egen projektering ...................................... 2.2 Projektering ved værft ................................. 2.3 Projektering ved et skibskonsulentfirma ................ 3. Tilbudsindhentning ..................................... 3.1 Tilbudsgrundlaget ...................................... 3.2 Underleverandører ...................................... 3.3 Valg af byggeværft ..................................... 4. Tekniske specifikationer ............................... 4.1 Skibets hoveddata ...................................... 4.2 Hoveddimensioner ....................................... 4.3 Materialer (konstruktion) .............................. 4.4 Hovedmaskineri ......................................... 4.5 Sekundært maskinanlæg .................................. 4.6 El-anlæg ............................................... 4.7 Maling og isolering .................................... 4.8 Dæksudstyr ............................................. 4.9 Aptering ............................................... 4.10 Modelforsøg ............................................ 4.11 Støjniveau ............................................. 4.12 Tonnage ................................................ 4.13 Tank- og lastkapaciteter ............................... 4.14 Brændselsolieforbrug ................................... 4.15 Fartområde ............................................. 4.16 Mål og vægt ............................................ 5. Kontraktvilkår ......................................... 5.1 De parter, der har indgået aftalen ..................... 5.2 Fart (trækkraft) ....................................... 5.3 Klasse ................................................. 5.4 Lov-, klasse- og kontraktgrundlag ...................... 5.5 Tegninger, specifikationer og beregningsgrundlag ....... 5.6 Ændringer/ekstraarbejder ............................... 5.7 Byggeplan .............................................. 5.8 Fremskridtsrapport ..................................... 5.9 Tilsyn ................................................. 5.10 Prøver ................................................. 5.11 Godkendelse af motorer og lignende større komponenter .. 5.12 Byggemøder ............................................. 5.13 Stabilitet og trim mm. ................................. 5.14 Mærkning af materialer/ejendomsret ..................... 5.15 Køberleverancer ........................................ 5.16 Værftets risiko for skibet ............................. 5.17 Forsikring ............................................. 5.18 Overtagelse og søprøver ................................ 5.19 Levering ............................................... 5.20 Ansvar for forsinkelse ................................. 5.21 Certifikater og dokumenter ............................. 5.22 Garanti ................................................ 5.23 Finansiering ........................................... 5.24 Pris- og betalingsvilkår ............................... 5.25 Valutakursregulering ................................... 5.26 Prisregulering ......................................... 5.27 Prisændringer som følge af ny eller ændret lovgivning .. 5.28 Bank- eller forsikringsgaranti ......................... 5.29 Overdragelse af rettigheder ............................ 5.30 Krænkelse af licens- og patentrettigheder .............. 5.31 Insolvens og konkurs ................................... 5.32 Tvistigheder ........................................... 5.33 Attestation ............................................ 5.34 Særlige vilkår ......................................... 5.35 Originaleksemplarer .................................... 6. Chartring af skibe ..................................... 7. Salg af skibe ..........................................
Ingen