Cirkulære om befordringsgodtgørelse til lærlinge og elever (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om befordringsgodtgørelse til lærlinge og elever (* 1)
Finansministeriet skal meddele, at der ved overenskomst- og aftalefornyelsen 1. april 1991 med centralorganisationerne er aftalt følgende om dækning af udgifter til transport til/fra skole til lærlinge og efg-elever samt elever, som er ansat til uddannelse i henhold til lovbek. nr. 480 af 22.juni 1990 om erhvervsuddannelser, og som aflønnes efter overenskomster, indgået med en organisation, der er omfattet af CFU's forhandlingskompetence
1. Til lærlinge og elever i bestående og i nye uddannelsesforhold, kan der med virkning fra 1. april 1991 ydes befordringsgodtgørelse.
2. Godtgørelsen omfatter udgifter til befordring den nærmeste vej fra bopæl/indkvartering/lærested til skolen og tilbage. Der kræves en
forudgående godkendelse fra tjenestestedet.
3. Det er en betingelse, at den samlede skolevej (hen- og tilbagerejsen) udgør mindst 20 km., og at lærlingen/eleven ikke kan deltage i undervisningen på en nærmereliggende skole.
4. Er befordring mellem flere undervisningsafdelinger af en skole nødvendig inden for samme dag, ydes der godtgørelse uanset afstand.
5. Der skal i videst muligt omfang anvendes offentlige transportmidler, og i så fald godtgøres de faktiske udgifter. Anvendes - efter godkendelse - eget transportmiddel, ydes der en godtgørelse på 40 øre pr. kørt km.
6. Til indkvarterede lærlinge/elever ydes der en godtgørelse af befordringsudgifter for udrejsen til og hjemrejsen fra skole/indkvarteringssted til bopæl, såfremt den samlede afstand (hen- og tilbagerejsen) udgør mindst 20 km. Ligeledes ydes der befordringsgodtgørelse for rejser mellem skole/indkvarteringssted og bopæl i forbindelse med weekends, påske og juleferie, såfremt den samlede afstand er mindst 20 km.
7. Når der i overensstemmelse med ovenstående ydes godtgørelse af befordringsudgifter, kan der ikke også ydes tilskud ifølge Undervisningsministeriets bek. nr. 304 af 24. juni 1985 om tilskud til nedbringelse af befordringsudgifter til lærlinge og 2. dels efg-elever.
København, den 8. august 1991
Finansministeriet
Administrations- og Personaledepartementet
P.M.V.
E.B.
Niels Paludan