Cirkulære om overenskomst for prøveassistenter m.v. ved DEMKO (* 1)
Table of Provisions (23)
Statutory Text (23 Articles)
§ 1. Overenskomsten gælder for prøveassistenter og prøveteknikere ansat ved Danmarks Elektriske Materielkontrol (DEMKO).
Stk. 2. Faglærte, der har aflagt svendeprøve inden for jern- og metalindustrien i Danmark, kan ansættes som prøveassistent .
Stk. 3. I det første ansættelsesår kan prøveassistenten deltage i arbejdet i institutionens forskellige afdelinger i mindst 1 måned hvert sted, for så vidt institutionens forhold ikke er til hinder herfor.
Efter 1 år som prøveassistent kan denne foruden at deltage i undersøgelsesarbejdet bl.a. pålægges at deltage i konference med DEMKO's indsendere, besvare telefoniske henvendelser, deltage i DEMKO's udviklingsarbejde i forbindelse med reglementsudarbejdelse, samt i konceptskrivning, markedskontrol, fabrikskontrol m.v., samt i oplæring af prøveassistenter.
Stk. 4. Prøveassistenter og andre med tilsvarende uddannelse kan ansættes som prøvetekniker .
Prøveteknikere varetager selvstændigt kontakten med kunder og fabrikanter, hos hvem der foretages prøvning eller tilsvarende opgaver, og medvirker i samarbejde med afdelingslederen ved sagsbehandlingen samt ved tilrettelæggelse af arbejdet i laboratoriet.
Stk. 5. Overenskomsten omfatter ikke
1. tjenestemænd
2. pensionerede tjenestemænd fra
a. staten, folkeskolen, folkekirken,
b. kommuner,
c. statsfinansierede virksomheder
d. koncessionerede virksomheder
3. andre pensionerede, der får understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud til, og
4. personer, der er fyldt 70 år.
Stk. 6. Hvor intet andet er nævnt i overenskomsten, finder funktionærloven anvendelse.
Løn
§ 2. Lønnen til en prøveassistent beregnes på grundlag af en årsløn, der svarer til lønnen efter den for perioden 1. april 1989 - 31. marts 1991 gældende lønjusteringsaftale for statens tjenestemænd, skalatrin 14, 15, 16, 17, 18 og 19, der alle er et-årige, skalatrin 20, 22, 23 og 24, der alle er to-årige, samt skalatrin 27 (stedtillægssats VI).
Stk. 2. Til prøveassistenter på sluttrin ydes et tillæg på 1.508,63 kr. pr. år (oktober 1984-niveau).
Stk. 3. Lønnen til prøvetekniker beregnes på grundlag af en årsløn, der svarer til lønnen efter den for perioden 1. april 1989 - 31. marts 1991 gældende lønjusteringsaftale for statens tjenestemænd, lønramme 26 (stedtillægssats VI).
Kontroltillæg
§ 3. Til prøveassistenter ydes et kontroltillæg, der udgør 5.139,74 kr. pr. år (oktober 1984 niveau).
Lønanciennitet
§ 4. Ancienniteten regnes fra ansættelsesdatoen.
Stk. 2. For en prøveassistent kan der dog ved ansættelsen medregnes indtil 5 års anciennitet for tidligere sammenlignelig beskæftigelse.
Pension
§ 5. Som bidrag til de ansattes pensionering betaler DEMKO 8 pct. af den i § 2, stk. 1 og § 2, stk. 3, nævnte løn. Endvidere tilbageholder DEMKO i de ansattes løn et beløb på 4 pct. af de samme løndele.
Gruppelivsforsikring
§ 6. DEMKO indbetaler for den ansatte 19,03 kr. månedlig til Forenede Gruppeliv som bidrag til den gældende gruppelivsordning, der hjemler en sumudbetaling på 50.000 kr. til nærmeste pårørende i tilfælde af medarbejderens død inden udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 67 år.
Lønfradrag/lønberegning
§ 7. Prøveassistenter/prøveteknikere er omfattet af de for tjenestemænd fastsatte regler om lønfradrag/lønberegning, jfr. for tiden cirkulære af 24. maj 1985 om lønfradrag/lønberegning for tjenestemænd.
Udbetaling af løn
§ 8. Lønnen udbetales månedsvis bagud.
Normal arbejdstid
§ 9. Den i § 2 nævnte løn er beregnet på grundlag af en månedlig arbejdstid på 164,67 timer (pr. 1. september 1990 160,33 timer), svarende til en normal arbejdstid på 38 timer (pr. 1. september 1990 37 timer).
Deltid
§ 10. Ved ansættelse på deltid ydes løn i forhold til den nedsatte tjenestetid.
Stk. 2. Ved ansættelse på deltid med mindst 20 arbejdstimer pr. uge optjenes fuld anciennitet.
Stk. 3. Ved ansættelse på deltid med mindre end 20 arbejdstimer pr. uge optjenes anciennitet i forhold til den nedsatte tjenestetid.
Overarbejde
§ 11. Arbejde udover 164,67 timer og pr. 1. september 1990 160,33 timer pr. måned betragtes som overarbejde.
Stk. 2. Overarbejde bør så vidt muligt undgås. For overarbejde ydes de første 2 timer 1/164,67 og pr. 1. september 1990 1/160,33 af månedslønnen med tillæg af en tredjedel. For overskydende timer samt arbejde på søn- og helligdage ydes 1/164,67 og pr. 1. september 1990 1/160,33 af månedslønnen med tillæg af to tredjedele.
Ferie
§ 12. De ansatte er omfattet af ferieloven.
Stk. 2. Ansatte, der holder ferie med løn, er berettiget til særlige feriegodtgørelse i stedet for ferietillæg efter ferielovens § 14, stk. 1.
Stk. 3. Beregningsgrundlaget for den særlige feriegodtgørelse er den ansattes skattepligtige indkomst for tjenstligt arbejde i optjeningsåret med tillæg af
1. den ansattes egetbidrag til ATP og
2. den ansattes bidrag til AUD.
Stk. 4. I det beløb, der er beregnet efter stk. 3, fradrages
1. den ansattes eget pensionsbidrag,
2. udbetalt særlig feriegodtgørelse.
Stk. 5. Den særlige feriegodtgørelse udgør 11/2% af beregningsgrundlaget efter stk. 3 og 4.
Graviditet, barsel og adoption
§ 13. De ansatte er omfattet af aftale af 5. september 1989 mellem Finansministeriet og centralorganisationer under Centralorganisationernes Fællesudvalg om fravær fra arbejdet på grund af graviditet, barsel og adoption.
Tjenestefrihed
§ 14. Prøveassistenter/prøveteknikere har ret til tjenestefrihed uden løn til de formål og af den varighed, der er nævnt i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 851 af 28. november 1986 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
Afskedigelse
§ 15. De ansatte er omfattet af afskedigelsesreglerne i hovedaftalen mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen.
Befordringsgodtgørelse og time- og dagpenge
§ 16. Den ansatte har på tjenesterejser og ved udstationering ret til befordringsgodtgørelse m.v. efter de for tjenestemænd til enhver tid gældende regler og satser.
Diskretionspligt
§ 17. Den ansatte skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som han i medfør af sin stilling bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet. Tavshedspligten ophører ikke med udtrædelse af DEMKO's tjeneste. Prøveassistenter/prøveteknikere er forpligtet til at underskrive den af DEMKO udfærdigede diskretionserklæring.
Medlemskab af arbejdsløshedskasse
§ 18. DEMKO forpligter sig til fortrinsvis at ansætte medlemmer af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse.
Tillidsrepræsentanter
§ 19. Når der i institutionen er ansat mindst 5 prøveassistenter har disse ret til at vælge en tillidsrepræsentant.
Stk. 2. Tillidsrepræsentanten, som - hvor særlige forhold taler derfor - kan være deltidsbeskæftiget, vælges blandt institutionens organiserede prøveassistenter, der har været ansat mindst 1 år på institutionen. Valget er ikke gyldigt, før det er godkendt af forbundet og meddelt ansættelsesmyndigheden. Denne meddelelse skal ske hurtigst muligt og senest 3 uger efter valget. Eventuel indsigelse fra institutionens side mod det foretagne valg skal være forbundet i hænde senest 3 uger efter modtagelsen af meddelelsen om valget.
Stk. 3. Det er tillidsrepræsentantens pligt i samarbejde med institutionen at gøre sit bedste for at jævne ethvert opstået stridsspørgsmål og vedligeholde et roligt og godt samarbejde på arbejdsstedet.
Når den foreliggende sag kun berører en enkelt prøveassistents personlige anliggende, kan denne selv over for institutionen forelægge klager eller henstillinger til mulig direkte afgørelse, inden tillidsrepræsentanten forhandler sagen. Under forhandling med institutionens ledelsesrepræsentanter er enhver prøveassistent dog berettiget til at give møde med tillidsrepræsentanten som bisidder.
I anliggender vedrørende løn- og arbejdsforhold, der direkte berører prøveassistenterne i almindelighed, er tillidsrepræsentanten, når de pågældende, enten fordi de føler sig forurettet eller af andre grunde ønsker det, forpligtet til at forebringe deres klager eller henstillinger for institutionen.
Føler tillidsrepræsentanten sig ikke tilfredsstillet ved institutionens afgørelse, står det tillidsrepræsentantens frit for at anmode sin organisation om at tage sig af sagen, men det er tillidsrepræsentantens og tillidsrepræsentantens kollegers pligt at fortsætte arbejdet uforstyrret, indtil anden bestemmelse træffes af organisationens ledelse.
Tillidsrepræsentanten skal have adgang til at varetage sit hverv i anliggender, der angår institutionen og de af den pågældende repræsenterede kolleger.
Efter aftale med institutionen gives der tillidsrepræsentanten frihed til i passende omfang at deltage i faglige kurser, jfr. Lønnings- og pensionsministeriets cirkulæreskrivelse af 23. juni 1971.
Stk. 4. Hvis de organiserede prøveassistenter i en institution slutter sig sammen i en klub, skal tillidsrepræsentanten være formand.
På et dertil af institutionen anvist for medarbejderne tilgængeligt sted er det klubben tilladt at opslå faglige foreningsbekendtgørelser til medlemmer.
Stk. 5. Tillidsrepræsentanter er i tilfælde af afsked omfattet af reglerne herom i hovedaftalen mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen.
Hovedaftale
§ 20. Overenskomsten er omfattet af hovedaftale mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen, jf. Finansministeriets cirkulære af 20. juni 1988, LP.nr. 066/88.
Ikrafttræden og opsigelse
§ 21. Overenskomsten har virkning fra 1. april 1989 og kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst 31. marts 1991.
Stk. 2. Aflønningen af prøveassistenter/prøveteknikere sker - fra det tidspunkt, da en opsigelse af overenskomsten får gyldighed, og indtil ny overenskomst indgås - på grundlag af den på overenskomstens sidste gyldighedsdag gældende lønjusteringsaftale for statens tjenestemænd.
København, den 11.1.1991
Dansk Funktionærforbund Finansministeriet
P.M.V.
Tommy Hansen E.B.
Carsten Olsen Niels Paludan
Cirkulære om overenskomst for prøveassistenter m.v. ved DEMKO (* 1)
NDHOLDSFORTEGNELSE
CIRKULÆRE
Almindelige bemærkninger
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
OVERENSKOMST
Overenskomstens område
Løn
Kontroltillæg
Lønanciennitet
Pension
Gruppelivsforsikring
Lønfradrag/lønberegning
Udbetaling af løn
Normal arbejdstid
Deltid
Overarbejde
Ferie
Graviditet, barsel og adoption
Tjenestefrihed
Afskedigelse
Befordringsgodtgørelse og time- og dagpenge
Diskretionspligt
Medlemskab af arbejdsløshedskasse
Tillidsrepræsentanter
Hovedaftale
Ikrafttræden og opsigelse
Almindelige bemærkninger
1. Finansministeriet og Dansk Funktionærforbund har den 11. januar 1991 indgået vedlagte overenskomst, der træder i stedet for overenskomst af 21. juli 1987.
Ændringer i forhold til den tidligere overenskomst er markeret med streger i margenen.
2. Der henvises til Finansministeriets cirkulære af 22. maj 1989 om ministeriepuljer (LP.nr. 40/89) med tilhørende vejledning.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1, stk. 4 og § 2, stk. 3
3. Der er indført en bestemmelse om prøveteknikere. Den hidtidige bestemmelse om overprøveassistenttillæg er samtidigt hermed bortfaldet.
Til § 15, § 19, stk. 5 og til § 20
4. Overenskomsten er omfattet hovedaftalen af 20. juni 1988 mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, Overenskomstsektionen, jf. cirkulære herfra af samme dato (LP.nr. 066/88).
5. Cirkulæret har virkning fra 1. april 1989 samtidig ophæves cirkulære af 21. juli 1987 om overenskomst for prøveassistenter ved DEMKO (LP.nr. 151/87).
Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende overenskomsten forelægges for Finansministeriet.
Finansministeriet,
Administrations- og Personaledepartementet,
den 7. februar 1991
P.M.V.
E.B.
Inga Mørkegaard
OVERENSKOMST
FOR PRØVEASSISTENTER MV.
VED DEMKO
Overenskomstens område
(* 1) Udsendt som APD nr. 10/91