Legislator Case Law & Legislation
C19910604009 DK

Cirkulære om protokollat med en række organisationer på akademikerområdet pr. 1. april 1989 (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1991 6040 Historic

Bilag 1

Adjunkter/lektorer ved handelsskolerne

1. Til overenskomstansatte adjunkter/lektorer ved handelsskoler, der udelukkende er beskæftiget med undervisningsarbejde, ydes et særligt tillæg (undervisningstillægget) på 4.895,24 kr. i årligt grundbeløb.

2. Til adjunkter/lektorer ved handelsskolerne med mere end 21 års lønanciennitet, der er ansat i henhold til overenskomst med Gymnasieskolernes Lærerforening eller med Danmarks Jurist- og Økonomforbund, ydes efter hidtidig praksis et særligt tillæg på 5.535,11 kr. i årligt grundbeløb. Tillægget kan ikke oppebæres samtidig med et andet kvalifikationstillæg (tidligere § 1, stk. 2-tillæg).

Overtimebetaling og tilsagnstillæg til overenskomstansatte adjunkter/lektorer ved handelsskolerne ydes således

3. For adjunkter/lektorer med under 22 års lønanciennitet fastsættes den månedlige betaling pr. ugentlig overtime til den årlige bruttoløn på 9. anciennitetsår inkl. undervisningstillægget divideret med 12 gange det normale pligtige ugentlige timetal.

4. For overtimer ud over 3 om ugen - dog 2,5 for adjunkter/lektorer, der har afgivet tilsagn - ydes en betaling svarende til 115 pct. af overtimebetalingens grundsats.

5. Til de adjunkter/lektorer, der forpligter sig til at bestride 21/2 ugentlig overtime, ydes et tilsagnstillæg på 1/12 af den årlige bruttoløn på 9. anciennitetsår inkl. undervisningstillægget. Hertil kommer betaling for hver ugentlig overtime med et beløb af en sådan størrelse, at det sammenlagt med 2/5 af det månedlige tilsagnstillæg svarer til 115 pct. af overtimebetalingens grundsats.

6. Til adjunkter/lektorer med 22 års lønanciennitet og derover ydes overtimebetaling og tilsagnstillæg efter samme regler som ovenfor, dog således at overtimebetaling og tilsagnstillæg beregnes af den årlige bruttoløn på sidste løntrin inkl. undervisningstillægget.

7. Tilsagnstillæg vil inden for skoleåret blive udbetalt på samme måde som den faste løn uanset fravær på grund af sygdom.

8. For adjunkter/lektorer, der ved det 60. år eller senere opnår aldersreduktion, bortfalder retten til tilsagnstillæg. Eventuelle timer ud over det reducerede pligtige timetal afspadseres i forholdet 1:1.

Cirkulære (1 sp) 1991 6040 Historic

Bilag 2

Reguleringsordning

for

offentligt ansatte

pr. 1. april 1987

pr. 1. april 1988

pr. 1. april 1989

pr. 1. april 1990

(Bilaget udelades her. Bilaget er identisk med bilag E til aftale af 27. marts 1987 om justering af tjenestemandslønninger mv. fra 1. april 1987, jf. Finansministeriets cirkulære af 6. april 1987 (LP.nr. 022/87)).

Cirkulære (1 sp) 1991 6040 Historic

Cirkulære om protokollat med en række organisationer på akademikerområdet pr. 1. april 1989 (* 1)

1. Det meddeles herved, at der i tilslutning til overenskomsterne pr. 1. april 1989 er indgået vedlagte protokollat af 18. december 1990 mellem Finansministeriet og en række organisationer på akademikerområdet. Protokollatet træder i stedet for protokollat af 13. september 1988, jf. Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 13. september 1988 (LP.nr. 115/88).

2. Hvor intet andet er nævnt, er tillæg i protokollatet anført med de pr. 1. oktober 1984 gældende grundbeløb.

Bemærkninger til merarbejdsreglerne

3. Merarbejde bør så vidt muligt undgås. Såfremt nødvendigt merarbejde imidlertid får et sådant omfang, at det er muligt at konvertere overtiden til stillinger, bør dette ske.

Det er det enkelte ministerium eller den enkelte styrelse, der fastsætter i hvilket omfang, der skal ydes godtgørelse for merarbejde. Finansministeriet skal dog efter drøftelse med organisationerne vejledende udtale, at merarbejdet, for så vidt det er af større omfang, kan godtgøres med erstatningsfrihed af samme varighed som det præsterede merarbejde med tillæg af 50 pct., hvor tillægget før 1. april 1982 udgjorde 33 1/3 pct.

Såfremt denne erstatningsfrihed ikke kan gives, vil merarbejdet kunne honoreres på grundlag af en timesats, der beregnes som 1/1976 (fra 1. september 1990 1/1924) af den pågældendes årsbruttoløn (ekskl. rådighedstillæg mv.) med tillæg af 50 pct. Der bortses herved fra det tillæg, som er nævnt i forbindelse med erstatningsfrihed.

På områder hvor man hidtil har fulgt tjenestemændenes regler om opgørelse af arbejdstid under tjenesterejser i indlandet, kan rejsetiden medregnes på tilsvarende måde som for tjenestemænd, jf. Finansministeriets cirkulære af 1. juni 1987 (LP.nr. 35/87).

I Finansministeriets brev af 21. november 1977 (j.nr.1.kt. 760/77) om anvendelse af gældende regler om godtgørelse for merarbejde er understreget vigtigheden af, at de muligheder for dokumentation og kontrol, som de gældende regler og de faktiske forhold tillader, udnyttes bedst muligt. Følgende formkrav bør således i alle tilfælde efter Finansministeriets opfattelse være opfyldt

a) Godtgørelse for merarbejde kræver i alle tilfælde en skriftlig redegørelse fra vedkommende medarbejder med angivelse af grundlaget for merarbejdet, dettes karakter samt timeforbruget.

b) Redegørelsen, herunder det angivne timeforbrug, skal attesteres af den ansattes nærmeste chef, der foretager indstilling på grundlag af sin vurdering af redegørelsen og drøftelsen med den ansatte.

For så vidt angår ansatte, der oppebærer rådighedstillæg, skal der forlods ske fradrag af den tid, der er betalt gennem rådighedstillægget. Den tid der er medgået til andre hverv, f.eks. undervisning, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den samlede arbejdstid.

De anførte vejledende retningslinier vedrører alene fastsættelse af godtgørelse for et konstateret og attesteret antal timers præsteret tjeneste. De vejledende retningslinier er ikke til hinder for, at der ved udøvelsen af skønnet over et udført merarbejde tages hensyn til, at en del af det opgivne bruttotimetal ikke er udbragt i form af effektiv tjeneste, men som rådighedstjeneste, rejsetid under tjenesterejser i Danmark og lignende.

Bemærkninger til rejsetidsreglerne

4. 1) Efter aftalens pkt. 2, indregnes de 3 første rejser i et kvartal med 8 timer i den opgørelse over merarbejde, som den pågældende skal afgive i henhold til merarbejdsaftalens pkt. 3. Indregningen sker med 8 timer uanset rejsetidens faktiske længde. Det indregnede timetal indgår således ved opgørelsen af den forpligtelse til merarbejde, som er en forudsætning for ydelse af rådighedstillæg.

De følgende rejser inden for et kvartal afspadseres med 8 timer pr. rejse. De skal således ikke indregnes i merarbejdsopgørelsen og indgår derfor ikke ved fastsættelsen af godtgørelse for merarbejde, der er præsteret ud over merarbejdsforpligtelsen.

Afspadsering kan i alle tilfælde først finde sted for rejser, der er foretaget efter, at der er indregnet i alt 24 timer i merarbejdsgodtgørelsen, uanset at disse er godskrevet gennem flere end 3 rejser, jf. aftalens pkt. 9.

2) For lange rejser eller hyppig rejseaktivitet gælder følgende regler

Rejser af mere end 5 døgns varighed indregnes efter aftalens pkt. 4, med 20 timer i opgørelsen af de 24 timer, der er nævnt i aftalens pkt. 2.

Såfremt en medarbejder har mere end 6 rejser pr. kvartal indregnes 4 timer pr. rejse ud over 6 i opgørelsen af de 24 timer. Disse 4 timer indregnes således uanset, om de i forvejen er indregnet med 8 timer efter pkt. 2, eller om der i forvejen er indregnet 20 timer i henhold til pkt. 4.

3) Reglerne gælder fuldt ud kun for rejser, der finder sted en for den pågældende medarbejders sædvanlige kontortid.

Hvis rejsen udelukkende finder sted inden for den pågældende medarbejders sædvanlige kontortid, foretages ingen indregning i merarbejdsopgørelsen eller opgørelsen af de 24 timer, ligesom der ikke finder afspadsering sted.

Hvis en rejse finder sted såvel inden for som uden for medarbejderens sædvanlige kontortid, nedsættes de 8 timer, der er nævnt i pkt. 2, med det antal timer, der på rejse er tilbragt inden for kontortiden, dog således at rejsetid uden for sædvanlig kontortid medregnes med op til 8 timer.

Dette indebærer, at det timetal, der er til rest efter nedsættelsen, forhøjes, indtil rejsetiden uden for kontortiden er indregnet. Timetallet kan dog højst forhøjes med så meget, at der i alt indregnes 8 timer.

Anvendelsen af denne regel kan illustreres ved følgende eksempler, hvor det er forudsat, at medarbejderens sædvanlige kontortid er fra kl. 9.00 til kl. 17.00.

Eksempel 1

Udrejsen finder sted mellem kl. 7.00 og kl. 10.00. Hjemrejsen finder sted mellem kl. 15.00 og kl. 18.00.

Fra de 8 timer, der er nævnt i aftalens pkt. 2, trækkes de 3 timer, hvori der er rejst inden for sædvanlig kontortid, og der indregnes herefter i alt 5 timer.

Eksempel 2

Udrejsen finder sted mellem kl. 7.00 og kl. 15.00. Hjemrejsen finder sted mellem kl. 15.00 og kl. 23.00.

Fra de 8 timer, der er nævnt i aftalens pkt. 2, trækkes de 8 timer, hvori der er rejst inden for sædvanlig kontortid. Da der imidlertid er rejst 8 timer uden for kontortiden, indregnes der i alt 8 timer i opgørelsen.

Eksempel 3

Udrejsen finder sted mellem kl. 8.00 og kl. 12.00. Hjemrejsen finder sted mellem kl. 13.00 og kl. 17.00.

Fra de 8 timer, der er nævnt i aftalens pkt. 2, trækkes de 7 timer, hvori der er rejst inden for sædvanlig kontortid, og der indregnes herefter 1 time.

Eksempel 4

Udrejsen finder sted mellem kl. 8.00 og kl. 12.00. Hjemrejsen finder sted mellem kl. 13.00 og kl. 18.00.

Fra de 8 timer, der er nævnt i aftalens pkt. 2, trækkes de 7 timer, hvori der er rejst inden for sædvanlig kontortid. Da der imidlertid er rejst 2 timer uden for sædvanlig kontortid, indregnes der i alt 2 timer i opgørelsen.

4) Rådighedstid under rejser samt under ophold i udlandet medregnes ikke, men præsteret merarbejde uden for selve rejsetiden og uden for den pågældendes sædvanlige kontortid opgøres og medregnes i rådighedsforpligtelsens udnyttelse og ved opgørelse af merarbejde herudover. Det samme gælder ophold i udlandet, der skyldes flyforsinkelser eller lignende.

5. Yderligere eksemplarer af protokollatet kan rekvireres af vedkommende ministerier i Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementets betjentstue, Bredgade 43, 1260 København K., telefon 33 92 42 02.

6. Tvivlsspørgsmål vedrørende protokollatet forventes forelagt Finansministeriet.

Finansministeriet,

Administrations- og

Personaledepartementet,

den 15. januar 1991

P.M.V.

E.B.

Torben Møller

PROTOKOLLAT

I tilslutning til overenskomsterne af 1989 forhandlet mellem Finansministeriet på den ene side og Akademikernes Centralorganisation på den anden side på vegne af følgende organisationer

Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Kandidatforbund

Danmarks Jurist- og Økonomforbund

Dansk Farmaceutforening

Dansk Magisterforening

Dansk Mejeriingeniør Forening

Dansk Psykologforening

Dansk Tandlægeforening

Danske Arkitekters Landsforbund

Den danske Dyrlægeforening

Den danske Landinspektørforening

Den danske Præsteforening

Foreningen af Bromatologer

Foreningen af Danske Civiløkonomer (i det omfang det fremgår af protokollat til overenskomsten for specialmedarbejdere i Udenrigsministeriet og overenskomst for civiløkonomer i statens tjeneste)

Gymnasieskolernes Lærerforening

Ingeniør-Sammenslutningen

Ingeniørforbundet

Foreningen af Yngre Læger (kun læger omfattet af overenskomsten for lægers ansættelse i statens tjeneste)

Foreningen af Speciallæger (kun for så vidt angår lektorer ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet)

er aftalt følgende

Almindelige bestemmelser

1. Der er enighed mellem parterne om, at de i Økonomi- og Budgetministeriets cirkulæreskrivelse nr. 35. af 26. februar 1973 (j.nr. 1.L. 115/73) og brev af 18. september 1981 (j.nr.1.kt. 477/81) til Justitsministeriet indeholdte retningslinier for ansættelsesformer i visse stillinger, der forudsætter akademisk uddannelse, finder anvendelse i overenskomstperioden.

Dette er ikke til hinder for, at de anførte retningslinier i nævnte periode kan ændres eller fraviges efter aftale mellem parterne.

For så vidt angår civil- og akademiingeniører gælder fortsat, at førstegangsansættelse i tjenestemandsstilling indtil videre ikke kan finde sted i lavere lønramme end lønramme 36.

2. For adjunkter, kandidat- og seniorstipendiater, der er omfattet af protokollater af 24. juli 1984 og 1. august 1984 med en række organisationer på akademikerområdet om ændret stillingsstruktur ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet, og som har tjenestefri som følge af barsel eller adoption, forlænges ansættelsesperioden svarende til tjenestefrihedsperiodens længde, dog højst 32 uger.

3. Overenskomsternes parter kan aftale, at den pågældende overenskomst også gælder for personer med anden uddannelse.

4. Akademikere, der ansættes til undervisning ved gymnasier, seminarier, tekniske skoler, maskinmesterskoler, handelsskoler, teknika og andre tilskudsberettigede institutioner i stillinger, der forudsætter akademisk uddannelse, ansættes i henhold til overenskomsten med vedkommende faglige organisation.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at akademikere, der inden den 1. april 1977 er ansat ved gymnasieskoler i henhold til overenskomsten med Gymnasieskolernes Lærerforening, fortsat kan følge samme overenskomst.

Ved undervisningsinstitutioner, omfattet af overenskomsten med Gymnasieskolernes Lærerforening eller Dansk Magisterforening, ydes tillæg og overtimebetaling efter reglerne i disse overenskomster med tilknyttede aftaler. Ved de øvrige undervisningsinstitutioner ydes tillæg og overtimebetaling efter de hidtil anvendte regler, ved institutioner uden aftale eller bindende praksis dog kun indtil der indgås aftale med vedkommende faglige organisation(er) om vederlæggelsen.

De i overenskomsten med Gymnasieskolernes Lærerforening med virkning fra 1. august 1984, 1. august 1985 og 1. august 1987 gennemførte ændringer i tillæg og overtimebetaling omfatter alene gymnasieskolerne. I de tilfælde, hvor regler i overenskomsten med Gymnasieskolernes Lærerforening om tillæg og overtimebetaling hidtil har fundet anvendelse ved andre undervisningsinstitutioner end gymnasieskolerne, ydes ved disse institutioner tillæg og overtimebetaling efter samme regler som før 1. august 1984, medmindre andet aftales.

5. Deltidsansættelse ved handelsskoler sker efter de normale regler for deltidsansættelse i henhold til overenskomsten. For ansatte i henhold til overenskomsten med Gymnasieskolernes Lærerforening efter regler svarende til deltidsreglerne i overenskomsten med Danmarks Jurist- og Økonomforbund. Det er herudover aftalt, at

- nyansættelse i fuldtidsstilling forudsætter mindst 19 timer ved HH, dog mindst 16 timer ved de mindre skoler. Tallene reduceres for arbejdstidsforkortelsen pr. 1. januar 1987 og senere arbejdstidsforkortelser

- ansatte i fuldtidsstillinger afskediges, hvis de har mindre end 11 timer ved HH, såfremt der ikke er mulighed for deltidsansættelse

- timer ved efg-uddannelsen omregnes i forholdet 22/24 og ved lærlingeuddannelsen i forholdet 22/27.

6. Til lærere, der virker som formænd for lærerråd ved handelsskoler, tekniske skoler, maskinmesterskoler, søfartsskoler og navigationsskoler, ydes der timereduktion med 1 løntime ugentlig (40 løntimer årlig). Timereduktionen indføres med virkning fra 1. august 1986 eller fra det tidspunkt herefter, da bestemmelser om lærerråds sammensætning og virksomhed træder i kraft på vedkommende skoleområde.

7. Den mellem Undervisningsministeriet og Dansk Teknisk Lærerforening indgåede aftale af 26. oktober 1988 om timereduktion og vederlag til lærere ved lærlinge-/EFG-uddannelsen og eksamensuddannelsen på de tekniske skoler, der deltager i teknisk-pædagogisk arbejde (TP-arbejde), finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår overenskomstansatte akademikere, der udfører arbejdet.

8. Den mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II og Akademikernes Centralorganisation (tjenestemandsudvalget) indgåede aftale af 24. juni 1988 om nedsættelse af pligtige timetal mv. ved handelsskoler, tekniske skolers eksamensafdelinger, maskinmesterskoler mv. (arbejdstidsnedsættelse pr. 1. august 1988 og 1. august 1990) finder tilsvarende anvendelse for overenskomstansatte akademisk uddannede lærere ved de pågældende skoler.

9. Den mellem Undervisningsministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II indgåede aftale af 10. september 1987 om overtimebetaling til lærere ved handelsskolernes datamatikeruddannelse finder tilsvarende anvendelse for overenskomstansatte adjunkter/lektorer, der underviser ved denne uddannelse, idet man ved den i aftalens § 2, stk. 1, nævnte årsløn forstår lønskalaens nettoløn.

10. Overenskomstansatte på Færøerne, der er omfattet af Finansministeriets forhandlingskompetence, følger de til enhver tid for overenskomstansatte i Danmark gældende regler om dyrtidsregulering.

Aftaler af 22. januar og 21. februar 1985 om særligt tillæg til visse overenskomstansatte akademikere på Færøerne, jf. Finansministeriets cirkulærer af 25. januar 1985 (LP.nr. 007/85) og 8. marts 1985 (LP.nr. 011/85) er fortsat gældende.

Tillæg

1. Tillæg, der ydes for merarbejde, rådighedstjeneste mv., og hvis dyrtidsregulering fra 1. oktober 1975 ikke er særskilt fastsat i pågældende overenskomst eller i dette protokollat, reguleres efter samme principper som tilsvarende tillæg for andre grupper af statsansatte, jf. bilag D i Finansministeriets cirkulære af 28. juni 1989 (LP.nr. 46/89) om aftale om justering af tjenestemandslønninger mv. fra 1. april 1989.

2. Til de i staten ansatte agronomer, hortonomer, forstkandidater og licentiater udgået fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, arkitekter, dyrlæger, farmaceuter, gymnasiemagistre, jurister og universitetsøkonomer, landinspektører, magistre, mejeriingeniører, psykologer, tandlæger, bromatologer og civiløkonomer (uden for Udenrigsministeriet) i stillinger, klassificeret i lønramme 35, ydes et ikke-pensionsgivende tillæg, der beregnes som den til enhver tid værende forskel mellem tjenestemandslønnen (inkl. tillæg) og den skalaløn, der tilkommer den pågældende i henhold til overenskomsten, men med fradrag af eget ordinært pensionsbidrag. Tidligere ydede tillæg til den pågældende bortfalder.

Stk. 2. For de pr. 1. april 1981 (landinspektører 1. april 1986, bromatologer 1. maj 1986 og civiløkonomer (uden for Udenrigsministeriet) 1. februar 1987)) ansatte med pensionsgivende kvalifikationstillæg gældende følgende

a. Hvor den udbetalte løn efter overenskomsten inkl. kvalifikationstillæg er større end eller lig med lønnen i den klassificerede tjenestemandsstilling (inkl. tillæg), kan den pågældende som en personlig ordning bevare den hidtidige aflønning.

b. Hvor den udbetalte løn efter overenskomsten inkl. kvalifikationstillæg er mindre end lønnen i den klassificerede tjenestemandsstilling (inkl. tillæg), ydes der ud over det i stk. 1 anførte udligningstillæg som en personlig ordning det pr. 1. april 1981 (landinspektører 1. april 1986, bromatologer 1. maj 1986 og civiløkonomer (uden for Udenrigsministeriet) 1. februar 1987)) indbetalte pensionstilskud af kvalifikationstillægget mod, at den pågældende ligeledes fortsat indbetaler det hertil svarende pensionsbidrag. Nævnte pensionsbeløb reguleres ikke.

3. Til de i staten ansatte agronomer, hortonomer, forstkandidater og licentiater udgået fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, arkitekter, dyrlæger, farmaceuter, gymnasiemagistre, landinspektører, magistre, mejeriingeniører, psykologer, tandlæger, bromatologer og civiløkonomer (uden for Udenrigsministeriet) i stillinger, klassificeret i lønramme 36 og derover, ydes tillæg ved aftale mellem Finansministeriet og organisationen efter retningslinierne i Finansministeriets brev af 1. oktober 1981 (7.kt.j.nr. 1953/81) til Akademikernes Centralorganisation.

4. Rådighedstillæg til fabriksinspektører og kredschefer i arbejdstilsynskredsene udgør 14.649,45 kr. årlig (inkl. dyrtidstillæg på 3.510 kr.), jf. dog pkt. 5. Der foretages ikke ekstraordinær lønregulering pr. 1. april 1987, 1988, 1989 og 1990 af rådighedstillægget.

5. Rådighedstillæg til kredschefer og souschefer, der ansættes 1. april 1985 eller senere, udgør 27.530,53 kr. i årligt grundbeløb (inkl. dyrtidstillæg på 5.130 kr.).

6. Til adjunkter/lektorer ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, lektorer ved de sociale højskoler, lærere ved Den Socialpædagogiske Højskole, hospitalslaborantskolerne samt Specialkursus i Husholdning under Aarhus Universitet ydes et tillæg på 19.424,88 kr. i årligt grundbeløb.

Hidtidige tillæg ydet af tillægspulje til ansatte ved hospitalslaborantskolerne og Den Socialpædagogiske Højskole, bortfalder ved ledighed.

7. Til adjunkter/lektorer ved Institut for Erhvervssprog (Odense Universitet), Danmarks Højskole for Legemsøvelser, Institut for Idræt (Odense Universitet), Kunstakademiets skoler (Konservatorskolen og Billedkunstskolen), Danmarks Biblioteksskole og Danmarks Journalisthøjskole ydes med virkning fra 1. april 1989 følgende tillæg

Ved ansættelsen 19.424,88 kr.

Efter 3 års ansættelse 25.022,42 kr.

Samtidig bortfalder hidtidige tillægsordninger.

Ansatte, der ved ordningens ikrafttræden oppebærer et højere tillæg end ovennævnte, bevarer dog det højere tillæg som en personlig ordning.

Undervisere ved Danmarks Biblioteksskole ansat inden 1. april 1989 kan ved den nye ordnings ikrafttræden som en personlig ordning vælge at følge den hidtidige tillægsstruktur ved skolen.

Hidtidige tillæg ydet af tillægspulje til ansatte ved Institut for Idræt (Odense Universitet) og Danmarks Højskole for Legemsøvelser bortfalder ved ledighed.

8. Til undervisere ved datanom- og datamatikeruddannelserne ydes et generelt tillæg på 32.981,73 kr. i årligt grundbeløb.

9. Tillæg til overenskomstansatte akademikere ved ingeniørhøjskolerne (teknika) ydes efter reglerne i protokollat af 14. juli 1987 om stillingsstrukturen ved ingeniørhøjskolerne (teknika) med følgende beløb

Ved ansættelsen 19.424,88 kr. Efter 3 års ansættelse 25.022,42 kr. Lektorer 34.724,45 kr.

Pr. 1. april 1990 forhøjes lektortillægget til 37.099,72 kr.

Tillægsbestemmelserne finder kun anvendelse for lærere ansat efter 1. april 1987 i stillinger omfattet af nævnte protokollat.

10. Aftale af 30. juni 1987 om funktionstillæg til tjenestemandsansatte dekaner/fakultetsrådsformænd og fagrådsformænd ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet finder tilsvarende anvendelse for overenskomstansatte akademikere.

11. Aftale af 16. juni 1987 om vederlag til tjenestemandsansatte medlemmer af faglige bedømmelsesudvalg ved visse højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet samt aftale af 10. maj 1989 om vederlag til medlemmer af faglige bedømmelsesudvalg til besættelse af seniorforskerstillinger ved sektorforskningsinstitutionerne finder tilsvarende anvendelse for overenskomstansatte akademikere.

12. Til lærere ved handelsskoler, tekniske skoler og maskinmesterskoler, der som led i ansættelsesforholdet har pligt til at udføre skemalagt undervisning ved flere tjenestesteder samme dag, ydes der godtgørelse for transporttid mellem undervisningsstederne for de dage, hvor

- transporten mellem undervisningsstederne sammenlagt er over 8 km., og

- transporten foretages i perioder, hvor underviseren ikke er skemalagt.

Godtgørelsen ydes som et særligt tillæg, der udbetales månedsvis bagud på grundlag af en konkret opgørelse af antallet af transportdage. Tillægget udgør 47,50 kr. i årligt grundbeløb pr. undervisningsdag.

13. Tillæg til overenskomstansatte kandidatstipendiater, seniorstipendiater, adjunkter og lektorer ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet ydes efter de i protokollater af 24. juli 1984 og 1. august 1984 mellem Finansministeriet og en række organisationer på akademikerområdet fastsatte regler med senere tilføjelser.

Tillæggene udgør følgende årlige grundbeløb

Kandidatstipendiater 19.424,88 kr. Seniorstipendiater 28.143,72 kr. Adjunkter 28.143,72 kr. Lektorer 39.432,41 kr.

Pr. 1. april 1990 forhøjes lektortillægget til 41.807,68 kr.

Forhøjelsen omfatter kun lektorer, der alene oppebærer et lektortillæg på 39.432,41 kr. i årligt grundbeløb.

14. Tillæg til overenskomstansatte forskere og seniorforskere ved sektorforskningsinstitutionerne ydes i henhold til protokollat af 26. oktober 1988 om stillingsstruktur for videnskabelige stillinger ved sektorforskningsinstitutioner og udgør følgende årlige grundbeløb

Fra ansættelsen 19.424,88 kr. Efter 3 års ansættelse 25.022,42 kr. Seniorforskere 39.432,41 kr.

Pr. 1. april 1990 forhøjes seniorforskertillægget til 41.807,68 kr.

15. Til heltidsansatte lektorer, som varetager hvervet som rektor ved Danmarks Farmaceutiske Højskole, Københavns Tandlægehøjskole og Århus Tandlægehøjskole, ydes der et særligt tillæg på 56.183,38 kr. i årligt grundbeløb.

Til heltidsansatte lektorer, der varetager hvervet som prorektor ved en af de nedennævnte læreanstalter, ydes der følgende tillæg

Ved Københavns Universitet 56.183,38 kr. årlig Ved Aarhus Universitet, Odense Universitet, Danmarks Tekniske Højskole og Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitetscenter 47.651,83 kr. årlig Ved Danmarks Lærerhøjskole, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Handelshøjskolen i København og Handelshøjskolen i Århus 36.233,07 kr. årlig Ved Danmarks Farmaceutiske Højskole, Københavns Tandlægehøjskole, Århus Tandlægehøjskole og Handelshøjskole Syd 24.200,47 kr. årlig

Prorektortillægget påvirker ikke størrelsen af et eventuelt personligt tillæg til udligning af lønnedgang ved bortfald af internt lektorat.

16. Tillæg til overenskomstansatte kandidatstipendiater, seniorstipendiater, adjunkter og lektorer ved arkitektskolerne ydes efter de i protokollat af 21. juni 1988 om ændret stillingsstruktur ved arkitektskolerne fastsatte regler. Tillæggene udgør følgende årlige grundbeløb

Kandidatstipendiater 19.424,88 kr. Seniorstipendiater 28.143,72 kr. Adjunkter 28.143,72 kr. Lektorer 37.247,50 kr.

Pr. 1. april 1990 forhøjes lektortillægget til 39.432,41 kr. Forhøjelsen omfatter ikke de i pkt. 2 i tillæg til protokollat af 21. juni 1988 om ændret stillingsstruktur ved arkitektskolerne nævnte lærere.

17. Til overenskomstansatte akademikere, der underviser ved handelshøjskolernes sprogafdelinger, ydes et tillæg efter reglerne i aftale af 12. juni 1974 med Akademikernes Centralorganisation.

18. For vejledning af lærerkandidater i praktisk undervisningsfærdighed ved handelsskoler ydes et vederlag efter de for tjenestemandslignende ansatte undervisere gældende regler, jf. aftale af 27. august 1985 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II og Akademikernes Centralorganisation (tjenestemandsudvalget) om vederlag for vejledning af lærerkandidater i praktisk undervisningsfærdighed ved handelsskoler.

19. Eksaminatorer og censorer på handelsskoler, der forestår mundtlig eksamination ved sygeeksamen, som afholdes i september/oktober måned ved efg-basisuddannelsen, handels- og kontorområdet og højere handelseksamen, vederlægges efter de for tjenestemandslignende ansatte undervisere gældende regler, jf. aftale af 18. september 1985 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II og Akademikernes Centralorganisation (tjenestemandsudvalget) vedrørende betaling til eksaminator og censor ved sygeeksamen ved handelsskoler.

20. Til adjunkter/lektorer ved handelsskolerne ydes tillæg og overtimebetaling efter hidtil gældende praksis, jf. reglerne herom i bilag 1.

21. Til overenskomstansatte i Udenrigsministeriet, der er sidestillet med tjenestemænd i lønramme 16/31, ydes der hjemflytningstillæg efter de for tjenestemænd til enhver tid gældende regler.

22. Til fuldmægtige, der har rådighedstillæg, ydes turnustillæg efter de regler, der gælder for jurister og universitetsøkonomer.

Decentralisering af aftaler om tillæg

1. Finansministeriet kan overlade indgåelsen af aftaler om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg i henhold til overenskomsternes bestemmelser om kvalifikationstillæg mv. til de enkelte ministerier mv.

2. Vedkommende organisation kan overlade indgåelsen af aftaler som nævnt i pkt. 1 til de enkelte fraktioner og tillidsrepræsentanter.

Stk. 2. I det omfang de berørte ministerier mv. overlader indgåelsen af aftaler til de enkelte styrelser, institutioner og virksomheder, overlader vedkommende organisation i videst muligt omfang indgåelsen af aftaler til de enkelte fraktioner og tillidsrepræsentanter.

Godtgørelse for merarbejde

1. Til agronomer, hortonomer, forstkandidater og licentiater udgået fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, arkitekter, dyrlæger (bortset fra dyrlæger ved eksportslagterierne), farmaceuter, jurister og universitetsøkonomer, magistre, landinspektører, mejeriingeniører, psykologer, tandlæger i Sundhedsstyrelsen, afdelingstandlæger på Rigshospitalet, teknikumingeniører, bromatologer, civiløkonomer, civil- og akademiingeniører samt læger, der er ansat i henhold til overenskomst, og for hvem der ikke er fastsat en højeste tjenestetid, kan der ydes godtgørelse for merarbejde efter de nedenfor under pkt. 2-7 anførte regler.

2. Godtgørelsen kan alene ydes for tjenstligt merarbejde, som er af midlertidig karakter, og som er pålagt den ansatte i henhold til særlig ordre eller ifølge en godkendt tjenestefordeling eller i øvrigt har været en forudsætning for den forsvarlige varetagelse af de med stillingen forbundne tjenstlige pligter.

Stk. 2. Godtgørelse kan endvidere kun ydes, såfremt merarbejdet har været af større omfang og har strakt sig over en periode, der normalt ikke må være mindre end 4 uger.

Stk. 3. For personer, der er beskæftiget i stillinger, som i henhold til cirkulæret om ansættelsesformer i princippet besættes på tjenestemandsvilkår, henvises til reglerne for tjenestemænd i Økonomi- og Budgetministeriets cirkulære af 10. november 1971.

Stk. 4. Til ansatte, der i medfør af indgåede aftaler oppebærer tillæg, herunder rådighedstillæg, som godtgørelse for overarbejde mv. kan godtgørelse kun ydes, såfremt det samlede merarbejde væsentligt overstiger det overarbejde, der anses som godtgjort gennem tillægget.

3. For at godtgørelse kan ydes, skal den pågældende til sin foresatte afgive en indberetning om grundlaget for merarbejdet og dettes omfang. Sådan indberetning afgives ved merarbejdets ophør, eller hvis merarbejdet strækker sig over længere tid, mindst hvert kvartal.

4. Godtgørelse for merarbejde ydes så vidt muligt i form af tjenestefrihed, hvis længde fastsættes under hensyn til merarbejdets omfang.

Stk. 2. Sådan tjenestefrihed bør normalt være tildelt den ansatte inden udløbet af det kvartal, der ligger umiddelbart efter det tidspunkt, da merarbejdets omfang er opgjort, jf. pkt. 3.

Stk. 3. Meddelelse om tjenestefrihed gives den ansatte med passende varsel, der normalt ikke bør være mindre end 14 dage.

5. Såfremt tjenestefrihed ikke kan ydes, godtgøres merarbejdet med betaling, hvis størrelse fastsættes under hensyn til merarbejdets omfang og den ansattes lønmæssige placering.

6. Godtgørelse for merarbejde fastsættes af det ministerium, under hvis ressort den pågældende er ansat. Fastsættelsen sker på grundlag af en efter forudgående drøftelse med den pågældende afgivet indstilling fra den institution eller for ansatte i ministerielle kontorer fra det kontor, hvori den pågældende gør tjeneste.

7. Reglerne finder ikke anvendelse for personale, der er omfattet af særskilte overtids- eller merarbejdsordninger, aftalt mellem overenskomstens parter.

Stk. 2. Reglerne anvendes heller ikke for personale, beskæftiget med undervisning og/eller forskning ved universiteter, højere læreanstalter og forskningsinstitutioner, hvis virksomhed må sidestilles med universitets- og læreanstaltsinstitutters virksomhed. Personalet er dog omfattet af reglerne, såfremt merarbejdet er pålagt, jf. herved pkt. 2, og såvel merarbejdets som det normale arbejdes omfang er kontrollabelt.

Beregning af rejsetid under tjenesterejser til udlandet

1. Reglerne gælder kun for ansatte i stillinger som fuldmægtig, der har rådighedstillæg efter de for jurister og universitetsøkonomer gældende regler.

2. De tre første rejser i et kvartal indregnes hver med 8 timer (i alt 24 timer) i det antal timer, som omfattes af aftalen om rådighedstjeneste.

For så vidt en tjenesterejse påbegyndes i et kvartal og afsluttes i et efterfølgende kvartal, medregnes udrejsen med 4 timer i arbejdstidsberegningen i afrejsekvartalet og tilbagerejsen med 4 timer i hjemrejsekvartalet.

Ved en rejse forstås i denne aftale den samlede hen- og tilbagerejse under et.

3. De følgende rejser inden for et kvartal afspadseres med 8 timer pr. rejse. Afspadseringstidspunktet fastsættes af styrelsen efter forudgående drøftelse med medarbejderen.

Indtil halvdelen af afspadseringstimerne inden for et kvartal kan efter aftale med den ansatte godtgøres med betaling på grundlag af en timesats, der beregnes som 1/1976 (fra 1. september 1990 1/1924) af den pågældendes årsbruttoløn (ekskl. rådighedstillæg).

4. Rejser af mere end 5 døgns varighed indregnes med 20 timer i opgørelsen efter pkt. 2.

5. Såfremt en medarbejder har mere end 6 rejser pr. kvartal, indregnes yderligere 4 timer pr. rejse ud over 6 i opgørelsen efter pkt. 2.

6. Ved ophold i udlandet, der skyldes flyforsinkelser eller lignende, indregnes opholdstiden fuldt ud i opgørelsen efter pkt. 2.

7. Rådighedstid under rejser samt under ophold i udlandet medregnes ikke, men præsteret merarbejde uden for selve rejsetiden og uden for den pågældendes sædvanlige kontortid opgøres og medregnes i rådighedspligtens udnyttelse og ved opgørelse af merarbejde herudover.

8. Det er en forudsætning for, at en rejse kan indregnes eller afspadseres med 8 timer, at den har fundet sted uden for den pågældende medarbejders sædvanlige kontortid.

Hvis rejsen finder sted såvel inden for som uden for medarbejderens sædvanlige kontortid, nedsættes de 8 timer med det antal timer, der på rejse er tilbragt inden for kontortiden, dog således at rejsetid uden for sædvanlig kontortid medregnes med op til 8 timer.

9. Den i pkt. 3 nævnte afspadsering kan i alle tilfælde først finde sted for rejser, der er foretaget efter i alt 24 timer, jf. pkt. 2, uanset at disse er godskrevet gennem flere end 3 rejser.

Lønfradrag og lønberegning

De for tjenestemænd fastsatte regler om lønfradrag og lønberegning, for tiden cirkulære af 24. maj 1985 om lønfradrag/-beregning for tjenestemænd (LP.nr. 029/85), gælder også for overenskomstansatte. Der indbetales dog sædvanlige pensionsbidrag af årsbruttolønnen, hvor en ansat afholder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver eller afholder ferie uden ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse. Det vil sige, at der skal ske indbetaling af pensionsbidrag, som om der var afholdt ferie med løn.

Ekstraordinær lønregulering

Pr. 1. april i årene 1987, 1988, 1989 og 1990 foretages eventuel ekstraordinær lønregulering af den aktuelle løn i overensstemmelse med reguleringsordningen i bilag 4.

Opsigelse af protokollatet

Nærværende protokollat kan af Finansministeriet og de underskrivende organisationer hver for deres vedkommende opsiges samtidig med pågældende overenskomst og efter de i denne fastsatte regler.

København, den 18. december 1990

Akademikernes Finansministeriet

Centralorganisation

P.M.V.

Alex Nielsen E.B.

på vegne af de organisationer, Thorkild Rotenberg

der er omfattet af

forhandlingsresultatet af

30. marts 1989.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →