Legislator Case Law & Legislation
C19910403454 DK

Orienteringsskrivelse vedrørende lov om statstilskud til forbedringsarbejder mv. i helårsboliger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1991 4034 Historic

Orienteringsskrivelse vedrørende lov om statstilskud til forbedringsarbejder mv. i helårsboliger

Folketinget har torsdag den 30.5.1991 vedtaget lov om statstilskud til forbedringsarbejder mv. i helårsboliger.

Loven træder i kraft den 1.7.1991

I forlængelse af Bygge- og Boligstyrelsens orienteringsskrivelse af 16.5.1991 om boligministerens fremsættelse af lovforslaget vedrørende den omhandlede tilskudordning kan man oplyse, at dette lovforslag er blevet vedtaget uden ændringer.

Lovens indhold

Loven indebærer, at der i en 2-årig periode, fra 1.7.1991 til 31.6.1993 kan ydes statstilskud inden for et samlet beløb på 1,8 mia. kr. til visse nærmere beskrevne forbedringsarbejder, der udføres på ejerboliger, andelsboliger og udlejningsboliger.

Den samlede tilskudsramme vil i årene 1991-93 blive fordelt på tre puljer således

1. ejer og andelsboliger: 1991: 290 mio.kr., 1992: 580 mio.kr., 1993: 290 mio.kr.

2. Private udlejningsboliger: 1991: 80 mio.kr., 1992: 160 mio.kr., 1993: 80 mio.kr.

3. almennyttige boliger mv.,: 1991: 80 mio.kr., 1992: 160 mio.kr., 1993: 80 mio.kr.

Tilskuddet kan ydes til beboerer i de omhandlede boligtyper, såfremt disse lovligt anvendes til helårsbeboelse samt er forsynet med eget køkken med afløb.

Sommerhuse er således kun på ovennævnte betingelser omfattet af loven.

Positivlister

Tilskud ydes til arbejder omfattet af 3 positivlister, som fastsættes i en i medfør af loven udarbejdet bekendtgørelse. Listerne er angivet i det vedlagte materiale, der vil blive optaget som vejledningstekst på henholdsvis ansøgnings- og udbetalingsskema.

Det skal herudover nævnes, at der ikke kan ydes tilskud til luksusarbejder, som f.eks. swimmingpools og sauna.

Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt et arbejde er omfattet af positivlisterne, og denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Lovens ikrafttræden

Loven træder i kraft den 1. juli 1991, og det er således en betingelse for opnåelse af tilskud, at arbejderne er igangsat efter denne dato. I den forbindelse skal opmærksomheden henledes på, at et arbejde anses for påbegyndt ved den fysiske iværksættelse på ejendommen. Kontrahering eller indkøb af materialer anses ikke for påbegyndelse. Det er ikke en betingelse, at tilskudsansøgeren har opnået tilsagn om tilskud, forinden arbejderne igangsættes.

Tilskuddets størrelse

Tilskuddets størrelse samt beregning heraf fremgår af lovens § 5.

Det tilskudsberettigede beløb beregnes således

Regningsbeløbet incl. moms (ved flere regninger, det samlede regningsbeløb) reduceres med virksomhedes udgifter til materialer incl. moms samt et grundbeløb på 2000 kr. og endelig fratrækkes eventuel støtte efter anden lovgivning, som f.eks. energitilskud.

Tilskuddets størrelse udgør 40% af det tilskudsberettigede beløb, og kan maksimalt udgøre 7.000 kr. pr. bolig. Tilskud, der udgør mindre end 100 kr., udbetales ikke.

Tilskud kan kun udbetales een gang til hver bolig i ordningens forløb.

Tilskud efter denne lov er ikke skattepligtigt.

Ansøgning om tilskud

Tilskudsordningen er tilrettelagt således, at den administreres af den enkelte kommune med hjælp af et administrativt styrings- og udbetalingssystem, der kører via Kommunedata I/S. Brugervejledning til systemet indeholdende detaljeret anvisning vedrørende anvisnings- og udbetalingsekspeditioner udsendes ultimo juni.

Der er med ordningens tilrettelæggelse søgt etableret et administrativt system, der er så enkelt og ubureaukratisk, at den kommunale sagsbehandling kan reduceres til et minimum. Der vil til ordningens gennemførelse blive udarbejdet et ansøgningsskema og et udbetalingsskema, der samtidigt, som en information for brugeren, vil indeholde det vedlagte vejledningsmateriale.

Ved ansøgning om tilskud meddeler systemet tilsagn om statsstøtte i den rækkefølge ansøgningerne indgår på landsbasis. Der er altså ikke særlige puljer for hver enkelt kommune.

Ansøgning om tilskud kan kun ske på ovennævnte skema, som udleveres af kommunen.

Det administrative styrings- og udbetalingssystem foretager på grundlag af de dokumenterede udgifter beregning af tilskudsbeløb samt automatisk udskrivning af check til tilskudsmodtageren.

Udbetaling af tilskud

Ansøgning om udbetaling af tilskud skal være indsendt til kommunalbestyrelsen inden 6 måneder efter meddelelse af tilsagnet. Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for, såfremt særlige forhold taler herfor, at forlænge denne frist med op til 2 måneder, således at fristen maksimalt kan blive 8 måneder. Det er en betingelse for kommunalbestyrelsens meddelelse af fristforlængelse, at ansøgning herom af tilskudsmodtageren indsendes til kommunalebestyrelsen inden 6 måneders fristens udløb.

Særlige forhold, der kan begrunde fristforlængelse omfatter bl.a., at de tilskudsberettigede arbejder ikke kan gennemføres inden for 6 måneders fristen, og at tilskudsmodtageren ikke har modtaget håndværkerregning i tide.

Det er iøvrigt kommunalbestyrelsens afgørelse, hvorvidt der er tale om »særlige forhold«, der kan begrunde fristforlængelse. Afgørelsen kan ikke påklages.

Ansøgning om udbetaling af tilskud kan kun ske på det særlige udbetalingsskema.

Dokumentation, regningsmateriale

Udbetalingsansøgningen skal, jfr. lovens § 8, bilægges betalt(e) regning(er) for det udførte arbejde. De nærmere krav til specifikation af regningerne fremgår af § 8 samt vedlagte vejledningmateriale.

Opmærksomheden henledes på, at udbetaling af tilskuddet ud over de i lovens § 8 nævnte krav er betinget af, at tilskudsmodtageren foreviser dokumentation for, at håndværkerregninger, som ligger til grund for tilskudsudmålingen er betalt.

Bortfald af tilsagn

Kontrol af de på skemaet afgivne oplysninger samt af regningsmateriale foretages af kommunalbestyrelsen efter dennes skøn i fornødent omfang.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på lovens § 10, hvorefter kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis vilkårende for ydelse af tilsagn ikke længere er til stede. Er tilskuddet udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.

Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages.

Mangelfulde oplysninger

Mangelfuldt udfyldte ansøgningsskemaer samt mangelfuld dokumentation (regninger), der efter kommunalbestyrelsen vurdering ikke opfylder lovens krav, jfr. § 7 og § 8, returneres til ansøgeren.

Indsendelsestidspunktet bliver herefter beregnet fra det senere tidspunkt, hvor ansøgningen i korrekt stand modtages af kommunalbestyrelsen.

Standardskrivelser

Det ovenfor nævnte administrationssystem vil indeholde et sæt standardskrivelser, som automatisk udskrives til ansøgeren, og som dækker forekommende ekspeditioner i forbindelse med ansøgning og udbetaling af tilskud.

Tilskud til fællesarbejder

Ansøgning om tilskud til fællesarbejder i såvel ejerlejligheder, andelsbolig- og udlejningsejendomme kan gennemføres efter følgende retningslinier

Ansøgninger om tilskud til fællesarbejder på ejendommen skal indsendes samlet til kommunen - bl.a. af hensyn til at disse herefter opnår plads i »tilskudskøen« i forlængelse af hinanden. Ejeren/ejerforeningen/andelsboligforeningen forestår den fælles fremsendelse af ansøgningen.

Der udfyldes et skema pr. bolig. På dette skema udfyldes ansøgerfeltet d.v.s. oplysninger om beboerens navn m.v. og boligens beliggenhed derudover anføres, hvilke arbejder der udføres, samt den anslåede tilskudsberettigede udgift.

Hvert enkelt skema skal underskrives af ansøgeren (beboeren).

Vedrørende udlejningsejendomme og andelsboligforeninger udfyldes endvidere den på skemaet optrykte transporterklæring, hvorved lejerens/andelshaverens ret til tilskud overdrages (transporteres) til ejeren (herunder andelsboligforeningen). Tilskuddet udbetales efter arbejdets afslutning til ejeren.

For så vidt angår fællesarbejder i ejerlejlighedsejendomme, vil der ikke være behov for transport af tilskuddet, idet de enkelte ejere selv skal beholde retten til dette. Den på skemaet optrykte fuldmagtsformular til ejerforeningens bestyrelse skal i denne situation anvendes i stedet for transportformularen.

Ejerforeningens bestyrelse vil således på de enkelte ejeres vegne være berettiget til at få tilskuddet udbetalt.

Ejer/andelsboligforening/ejerforeningsbestyrelse indsender udbetalingsanmodning efter arbejdets gennemgørelse, og der udbetales tilskud til disse ansøgere.

Yderligere materiale og information

Bekendtgørelse

Bygge- og Boligstyrelsen påregner udsendelse af den ovenfor nævnte bekendtgørelse ultimo juni. Bekendtgørelsen indeholder angivelse af de tilskudsberettigede arbejder (positivlisterne), regler om ansøgning til fællesarbejder, præcicerende regler om dokumentation ved udbetaling samt tilskudsrammens fordeling på puljer. Bekendtgørelsens indhold er omtalt i denne skrivelse samt det vedlagte vejledningsmateriale.

Skemamateriale forventes udsendt til kommunerne ultimo juni. Skemaer kan udleveres/udsendes fra lovens ikrafttræden den 1.7.1991.

Brugervejledning vedrørende det administrative styringssystem forventes udsendt således, at kommunerne har den i begyndelsen af uge 26.

Informationspjece

Bygge- og Boligstyrelsen udarbejder en informationspjece målrettet mod tilskudsansøgeren. Pjecen vil blive udsendt til kommunerne, således at den ligger klar til udlevering den 1.7.1991. Pjecen vil iøvrigt kunne fås på biblioteket.

Annoncekampagne

Til orientering kan det oplyses, at Bygge- og Boligstyrelsen vil gennemføre en annoncekampagne i dagspressen i dagene den 2.-5.7.1991.

Eventuelle spørgsmål vedrørende denne skrivelse eller tilskudsordningen iøvrigt kan rettes til overassistent Marianne Pedersen og assistent Arne Pedersen, Bygge- og Boligstyrelsens 3. kontor, tlf.33 92 61 00.

Pdv

eb

Pia Scott Hansen

Fuldm.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →