Legislator Case Law & Legislation
C19910352060 DK

Arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1991 3520 Historic

Arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6)

Denne At-meddelelse oplyser om de sundhedsfarer, der er ved arbejde med bly og dettes ionforbindelser og om de foranstaltninger, der skal træffes for at imødegå dem.

OMRÅDE

At-meddelelsen omfatter alt erhvervsmæssigt arbejde, hvor der kan være risiko for påvirkning af bly. At-meddelelsen omfatter både erhvervsmæssigt arbejde for en arbejdsgiver, og erhvervsmæssigt arbejde, der udføres af en arbejdsgiver selv eller af en selvstændig uden ansatte.

For selvstændige uden ansatte stilles der ikke krav om regelmæssige målinger af luftens indhold af bly, blyindholdet i blodet og om helbredsundersøgelser. Den selvstændige er dog forpligtet til at sørge for, at påvirkninger af bly er nedbragt så meget, som det er teknisk rimeligt.

At-meddelelsen omfatter både faste, skiftende og midlertidige arbejdssteder. Ved skiftende og midlertidige arbejdssteder gælder den kun i det omfang, det er praktisk muligt. Der stilles dog krav om måling af koncentrationerne af blyindholdet i blodet, personlige værnemidler og om særligt arbejdstøj. Luftmålinger kræves kun, når arbejdet foregår indendørs.

SUNDHEDSFARER

Bly påvirker flere af legemets organer. Det optages i legemet på forskellige måder: ved indånding, gennem huden og gennem mave/tarmkanalen.

Visse blyforbindelser, fx blychromat, er optaget på Arbejdstilsynets liste over stoffer, som anses for at være kræftfremkaldende.

Ved længerevarende udsættelse for bly eller ved kortvarig udsættelse for store mængder bly kan der opstå helbredsskader i

- Nervesystemet

Hjernens funktioner påvirkes, som det ses ved kronisk opløsningsmiddelforgiftning. Der opstår irritabilitet, nedsat koncentrationsevne og svigtende hukommelse. Der opstår træthed, muskelkraften kan blive nedsat, og der kan komme sovende fornemmelser i arme og ben.

- Blodet

Bly påvirker evnen til at danne røde blodlegemer, og ved længere tids udsættelse for bly kan der opstå blodmangel.

- Nyrerne

Langvarig blypåvirkning kan medføre ødelæggelse af nyrevævet med nedsat nyrefunktion til følge.

- Forplantningsevnen

Bly påvirker både sædceller og ægceller, så evnen til at få børn nedsættes. Bly kan også påvirke fosterets udvikling.

- Mave/tarmkanal

Blypåvirkning kan medføre appetitløshed, fordøjelsesbesvær, forstoppelse og ved svær påvirkning mavesmerter.

Eksempler på steder, hvor der kan være en risiko

Primær og sekundær støbning af bly og zink.

Fremstilling af forskellige blyforbindelser.

Fremstilling og brug af blyholdig maling, emalje, kit og farvestoffer og andre blyforbindelser.

Fremstilling og renovering af akkumulatorer.

Fremstilling af blyholdig ammunition og anvendelse heraf i lukkede rum.

Fremstilling af genstande af bly eller blyholdige legeringer.

Den keramiske industri og pottemagerværksteder.

Den del af plastindustrien, som anvender blyholdige tilsætningsstoffer.

Trykning, hvori der indgår bly.

Nedrivningsarbejde, navnlig afskrabning, afbrænding, opskæring ved hjælp af skærebrændere af materialer, der er dækket af blyholdig maling, samt nedrivning af anlæg (fx støberiovne).

Bilindustrien og bilværksteder.

Støberier.

Industrilakering.

Oversigten er ikke udtømmende. I hver enkelt arbejdssituation må det vurderes, om der er risiko for blyoptagelse. I tvivlstilfælde kan det være en god ide at foretage en vejledende måling af bly i luften på forskellige relevante steder i virksomheden for at konstatere, om denne risiko overhovedet er til stede.

Arbejdstilsynet er bemyndiget til i konkrete tilfælde at afgøre, hvorvidt en virksomhed skal følge bekendtgørelsens måleprogram ud fra en vurdering af resultatet af en eventuel, vejledende måling, omfanget af arbejdet med bly og forholdene på virksomheden iøvrigt.

For alle virksomheder, hvor der kan forekomme bly i arbejdet, gælder de generelle regler om, at der skal ske størst mulig reduktion af den skadelige påvirkning. Selvom virksomheden har målt sig ud af bekendtgørelsens måleprogram, således at der ikke længere skal foretages regelmæssige målinger, skal virksomheden løbende være opmærksom på de foranstaltninger, den skal træffe, og på blypåvirkningen. Arbejdstilsynet kan altid påbyde foretaget yderligere målinger end dem, der er nævnt i bekendtgørelsens måleprogram.

UNGE

Unge under 18 år må ikke arbejde med bly, herunder rengøringsarbejde i lokaler, hvor der forekommer bly, medmindre arbejdet indgår som et nødvendigt led i en lærlingeuddannelse, EFG-uddannelse eller tilsvarende uddannelse af mindst 2 års varighed, som giver erhvervskompetence. Det samme gælder for arbejde efter uddannelsens afslutning.

GRAVIDITET

Gravide bør ikke udføre arbejde, hvor der kan være risiko for blypåvirkning.

Kan der ikke, fx ved omplacering, skabes mulighed for blyfrit arbejde, er der mulighed for fraværsmelding efter de særlige regler i dagpengeloven. Henvendelse skal ske til egen læge.

I forbindelse med planlægning af graviditet kan det anbefales både mænd og kvinder at søge flytning til blyfrit arbejde.

OPLYSNINGSPLIGT

Det påhviler arbejdsgiveren at oplyse de ansatte om, hvordan arbejdet skal udføres på farefri måde og om de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med at arbejde med bly, herunder faren for fostre og spædbørn.

Den ansatte skal endvidere oplyses om, at ure, smykker og lign. ikke bør bæres under arbejdet.

DEFINITIONER

Den kemiske betegnelse for bly = Pb (plumbum).

Koncentrationen af bly i blodet = blodblyværdi. 50 mikrogram bly pr. 100 milliliter blod = 50microg Pb/100 ml.

1 mikrogram/100 ml = 0,0483 mikromol/liter (micromol/l).

75 mikrogram bly pr. m3 = 75microg Pb/m3

0,050 milligram = 0,050 mg = 50microg

GRÆNSEVÆRDIER

Det skal sikres, at

grænseværdien for luftens indhold af bly på 100 mikrogram bly/m3 ikke overskrides og at,

den enkeltes blodblyniveau ikke overskrider værdien på 50 mikrogram bly/100 ml blod (2,4 micromol/l). Denne værdi varsles den 1. januar 1992 nedsat til 40 mikrogram bly/100 ml blod (1,9 micromol/l).

Måling af bly i blod giver et mere direkte mål for, hvor meget bly den enkelte er belastet med end måling af bly i luften.

BLYMÅLINGER OG HELBREDSUNDERSØGELSER

Alle virksomheder, hvor der kan forekomme bly i arbejdet, skal følge det program for målinger og undersøgelser, som nævnes nedenfor, hvis ikke Arbejdstilsynet har besluttet, at virksomheden fritages herfor.

Måling af bly i blod hos de ansatte

(blodblymåling)

Måling skal foretages hvert halve år. Målingen skal foretages som beskrevet i bilag 2 til bekendtgørelsen.

Hvis resultaterne af 2 målinger i træk hos den enkelte ligger under 40 mikrogram bly/100 ml blod (1,9 micromol/l), skal der foretages 1 kontrolmåling årligt, hvis arbejdsforholdene ikke ændres.

Hvis resultaterne af 2 målinger i træk ligger under 25 mikrogram bly/100 ml blod (1,2 micromol/l), skal der ikke foretages målinger, før arbejdsforholdene ændres.

Se figur 1.

Fig. 1. Hyppighed af måling af bly i blod.

Måling af bly i luft (støvmåling)

Måling skal foretages hver 3. måned. Måling foretages som beskrevet i bilag 1 til bekendtgørelsen.

Planlægning af luftmålinger og udpegning af målesteder m.v. skal ske i samarbejde med sikkerhedsorganisationen.

Hvis resultaterne af 2 målinger i træk ligger under 75 mikrogram bly/(m3), eller hvis resultaterne af 2 blodblymålinger i træk fra samtlige medarbejdere i afdelingen viser, at koncentrationen af bly i blodet er under 40 mikrogram bly/100 ml blod (1,9 micromol/l), skal der herefter kun foretages 1 kontrolmåling af bly i luften årligt, hvis arbejdsforholdene ikke ændres.

Hvis resultaterne af 2 målinger af bly i luft i træk ligger under 50 mikrogram bly/(m3), skal der ikke, uanset resultaterne af blodbly, foretages kontrolmåling, før arbejdsforholdene ændres.

Se figur 2.

Fig. 2. Hyppigheden af målinger af bly i luft.

Behandling af måleresultater

Arbejdsgiveren skal sørge for, at alle analyseresultaterne fra målinger af bly i luft og blod sendes til den stedlige arbejdstilsynskreds.

Det anbefales at indsende analyseresultaterne i form af kopi af målerapport fra det laboratorium, der har udført analyserne, suppleret med information om, under hvilke omstændigheder målingerne er foretaget. Resultatet af måling af bly i blod skal indeholde oplysning om hvem, der har afgivet blodprøven og om den pågældendes arbejde. Der skal endvidere fremsendes oplysninger om, hvilke foranstaltninger der vil blive truffet, hvis koncentrationerne er for høje.

Herudover skal arbejdsgiveren udlevere kopi af målingerne til sikkerhedsorganisationen og sammen med sikkerhedsorganisationen vurdere resultaterne.

Den ansatte har ret til at blive gjort bekendt med resultaterne af egne blodprøver. Derimod må resultatet kun overlades til andre end sikkerhedsorganisationen, hvis den ansatte samtykker heri.

Dette indebærer, at hvis virksomheden ønsker at opslå resultaterne af blodblymålingerne på virksomheden, skal den enkelte ansatte samtykke heri.

Arbejdstilsynet er bemyndiget til i konkrete tilfælde at afgøre, hvorvidt der skal foretages yderligere målinger i de tilfælde, hvor en enkelt måling ligger over de angivne grænser, og de øvrige ligger under disse.

Helbredsundersøgelser

Helbredsundersøgelser foretages for at påvise sygdomme, der kan opstå som følge af arbejde med bly.

Der skal foretages helbredsundersøgelser mindst en gang om året, hvis koncentrationen af bly i blodet er mellem 50 og 60 mikrogram bly/100 ml blod (2,4 micromol/l og 2,9 micromol/l).

Det samme gælder - uanset blodblyværdi - hvis luftens indhold af bly ved den ansattes arbejdssted er højere end 75 mikrogram bly/m3. Helbredsundersøgelser på baggrund af måling af bly i luft sker efter henvendelse fra Arbejdstilsynets kredse til virksomhederne.

Der skal foretages helbredsundersøgelse straks, hvis koncentrationen af bly i blodet er højere end 60 mikrogram bly/100 ml blod (2,9 micromol/l).

Undersøgelsen gentages med mellemrum, fastsat efter lægeligt skøn, indtil 2 på hinanden følgende målinger viser, at blyindholdet i blodet er mindre end 60 mikrogram bly/100 ml blod (2,9 micromol/l).

Ved koncentrationer af bly i blodet på mere end 70 mikrogram bly/100 ml blod (3,4 micromol/l) bør lægen øjeblikkelig fraråde den ansatte at fortsætte med at arbejde med bly.

Helbredsundersøgelser bør foretages på en arbejdsmedicinsk klinik eller lign. Helbredsundersøgelser skal foretages i overensstemmelse med retningslinierne i bekendtgørelsens bilag 3.

Se figur 3.

Behandling af resultatet af helbredsundersøgelser

Arbejdsgiveren skal meddele den læge, der foretager helbredsundersøgelsen, alle nødvendige oplysninger til brug for undersøgelsen.

Lægen skal sende en erklæring om helbredsundersøgelsen til Arbejdstilsynet, og den ansattte skal have besked om resultatet. Lægen må ikke overlade resultatet af undersøgelsen til arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren skal betale lægeundersøgelsen, som normalt skal foregå i arbejdstiden.

Nyansatte

Nyansatte skal senest 15 dage efter ansættelsen have foretaget en blodprøve til konstatering af blodets indhold af bly.

Udtagning af blodprøver foretages som beskrevet i bekendtgørelsens bilag 2.

Fig. 3. Hyppighed af helbredsundersøgelser.

Udtagning af blodprøver foretages som beskrevet i bekendtgørelsens bilag 2.

Hvis denne måling viser en koncentration, der er højere end 50 mikrogram bly/100 ml blod (2,4 micromol/l), skal den nyansatte straks helbredsundersøges.

Det samme gælder - uanset blodblyværdien - hvis luftens indhold af bly ved den nyansattes arbejdssted er højere end 75 mikrogram bly/(m3).

Helbredsundersøgelser på baggrund af måling af bly i luft sker efter henvendelse fra Arbejdstilsynets kredse til virksomhederne.

Helbredsundersøgelser skal foretages i overensstemmelse med retningslinierne i bekendtgørelsens bilag 3.

Arbejdstilsynet er bemyndiget til i konkrete tilfælde, hvor virksomheden ikke længere skal måle efter måleprogrammet, at dispensere fra kravet om måling af bly i blod hos nyansatte, hvis den pågældende fx aldrig tidligere har været beskæftiget med arbejde med bly.

FORANSTALTNINGER

Der skal træffes effektive foranstaltninger for at forhindre udvikling af blystøv og blydampe. Påvirkninger af bly under arbejdet skal nedbringes så meget, som det er teknisk rimeligt. Sikkerhedsorganisationen skal deltage i planlægningen af de foranstaltninger, der skal træffes.

Erstatningsstoffer og -materialer (substitution)

Arbejdsgiveren skal, om muligt, erstatte bly eller blyholdigt materiale med et mindre farligt stof eller materiale.

Indkapsling

Processer med metallisk bly eller blyforbindelser skal foregå, så spredning af støv forhindres. Processer skal så vidt muligt foregå i lukkede anlæg med effektiv ventilation eller i særskilt lokale med ventilation og lokaludsugning, se AT-meddelelse nr. 1.01.8 om ventilation.

Blyforbindelser samt materialer med blyholdige bestanddele skal opbevares i hensigtsmæssig, tæt lukket emballage.

Udsugning og ventilation

Arbejdsprocesser skal så vidt muligt være støvfri. Eventuelt udviklet støv skal fjernes på udviklingsstedet ved hjælp af lokaludsugning.

Smelteovne og smeltekar skal være forsynet med hætte med aftræk.

Der skal sikres en hensigtsmæssig rumventilation med nødvendig tilførsel af frisk luft, om nødvendigt ad kunstig vej.

Udsugnings- og ventilationsanlæg skal holdes under stadig kontrol med henblik på effektiviteten.

Recirkulation af luft ved arbejdsprocesser med metallisk bly og blyforbindelser er ikke tilladt.

Der henvises til AT-meddelelse nr. 1.01.8 om ventilation.

Rengøring

Arbejdsstedet skal dagligt rengøres effektivt.

Rengøring af rum, hvor der arbejdes med bly eller blyforbindelser, skal ske ved støvsugning, ved spuling, ved afvaskning eller på anden måde, som ikke hvirvler støvet op. For at undgå aerosolvirkning må rengøringen ikke ske med højtryksrensere.

Arbejdsborde skal dagligt rengøres ved afvaskning eller ved støvsugning.

Blyholdigt affald skal opsamles og bortskaffes i lukkede beholdere eller lign.

Garderober, omklædningsrum, spise-, hvile-, bade- og toiletrum skal rengøres effektivt.

Personlige værnemidler

Personlige værnemidler, fx handsker ved risiko for hudkontakt, skal bruges, hvor det ikke på anden måde er muligt at beskytte mod sundhedsfarlig blypåvirkning.

Hvis den fastsatte grænseværdi for bly i luft undtagelsesvis ikke kan overholdes, skal der bruges egnet åndedrætsværn, indtil effektive foranstaltninger er iværksat. Egnet åndedrætsværn er et åndedrætsværn med mindst P2 filter; ved arbejde ud over 3 timer skal der anvendes luftforsynet åndedrætsværn. Se At-meddelelse nr. 4.09.1 om åndedrætsværn.

Særligt arbejdstøj

Der skal benyttes særligt arbejdstøj, afpasset efter arbejdets art, når en eller flere af følgende betingelser er opfyldt

1) Blykoncentrationen i luften er over 50 mikrogram bly/(m3).

2) Gennemsnitsværdien for bly i blod hos de ansatte er højere end 25 mikrogram bly/100 ml blod (1,2 micromol/l).

3) Individuelle blykoncentrationer i blod er over 40 mikrogram bly/100 ml blod (1,9 micromol/l), målt ved to på hinanden følgende kontrolundersøgelser.

Det er meget vigtigt for den enkelte og dennes familie, at det særlige arbejdstøj ikke bringes ud af virksomheden, da man ellers risikerer at bringe blystøv - og dermed risikoen for blypåvirkning - med hjem.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at det brugte særlige arbejdstøj vaskes. Det skal vaskes adskilt fra andet vasketøj. Hvis vask ikke foregår på virksomheden, skal arbejdstøjet vaskes på vaskerier, der er udstyret specielt til formålet. Transport til vaskeriet skal foregå i lukkede beholdere.

Arbejdsgiveren skal betale anskaffelse, vedligeholdelse og renholdelse af det særlige arbejdstøj.

Hygiejne

Ved spisepauser vaskes som minimum ansigt og hænder. Det anbefales at børste tænder eller skylle munden grundigt.

Brusebadet skal altid benyttes ved arbejdstids ophør.

Fig. 4. Arbejdshygiejniske foranstaltninger.

Det er meget vigtigt for den enkelte og dennes familie, at hygiejnen er i orden, da man ellers risikerer at bringe blystøv - og dermed risikoen for blypåvirkning - med hjem.

Velfærdsforanstaltninger

Der skal være spiserum i forbindelse med faste arbejdssteder, hvor de ansatte kan spise og drikke uden risiko for at optage bly. Opbevaring af produktionsmateriale må ikke finde sted i disse områder.

Der skal være baderum med håndvask og brusebad med varmt og koldt vand på faste arbejdssteder.

Til ansatte, der skal bruge særligt arbejdstøj, skal der være 2 adskilte omklædningsrum med garderobeskabe, et til gangtøj m.v. og et til arbejdstøj. Disse skal være placeret, så færdsel imellem dem kun kan ske gennem baderummet. Se At-meddelelse nr. 1.01.3, Vejledning om garderober og omklædningsrum.

For at undgå at spiserummene forurenes med bly fra det særlige arbejdstøj, anbefales det at skifte tøj og fodtøj ved spisepauser. En anden mulighed er at bruge en særlig overtræksdragt over det særlige arbejdstøj samt at skifte fodtøj.

Sundhedsforanstaltninger

Der må ikke ryges, spises eller drikkes i lokaler, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser.

Der må ikke opbevares tobaksvarer, spiselige ting og drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser.

Omplacering

Ansatte med 70 mikrogram bly/100 ml blod (3,4 micromol/l) eller mere må ikke beskæftiges med arbejde, hvor der er risiko for blypåvirkning, da det vil betyde en øget fare for de pågældendes helbred.

Der skal derfor ske en omplacering af disse til blyfrit arbejde.

Se figur 4 om foranstaltninger.

Erik Andersen

Vejledning 1991 3520 Historic

(* 1) At-meddelelse nr. 3.01.4 august 1991

(* 2) Bekendtgørelse nr. 562 af 16. december 1985 om arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser.

(* 3) Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

(* 4) Bekendtgørelse af 2. september 1982 om stoffer og materialer.

(* 5) Bekendtgørelse om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (Ikraftholdelsesbekendtgørelsen).

(* 6) At-meddelelse nr. 1.01.8 om ventilation

(* 7) At-meddelelse nr. 4.09.1 om åndedrætsværn

(* 8) At-meddelelse nr. 1.01.3 vejledning om garderober og omklædningsrum

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →