Sandblæsning (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6) (* 7)
Statutory Text (1 Articles)
Sandblæsning (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6) (* 7)
Indledning
Arbejde med sandblæsning er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Det er navnlig følgende regler, der finder anvendelse
- Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.
- Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.
Denne anvisning giver nærmere retningslinier for sandblæsning med tør fristråle.
Anvisningen erstatter At-meddelelse nr. 4.04.7 fra november 1985.
Sandblæsning med tør fristråle skal ske enten i overensstemmelse med anvisningen eller på anden måde, som er lige så forsvarlig i sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende.
Anvisningen er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet og har været forelagt for Arbejdsmiljørådet.
Ved sandblæsning forstås blæsning med natursand, stålsand (gritt), støbejernssand, stålkugler, korund, glas-shot, aluminiumsilikat, aluminiumslagge, kobberslagge eller kulslagge med tør fristråle.
Natursand indeholder kvarts, som har særligt sundhedsfarlige egenskaber (silikosefare, kræftfare). Slagger indeholder sundhedsskadelige metaller.
Ved sandblæsning opstår der en uacceptabel støvbelastning. Dertil kommer, at støv kan indeholde sundhedsfarlige bestanddele, fx kvarts eller andre mineraler, og ved sandblæsning af malede overflader opstår der støv, der kan indeholde fx blyforbindelser, chromater eller organiske bestanddele.
1. Sandblæsning indendørs
1.1 Indendørs sandblæsning skal, hvor det er praktisk muligt, foregå i en dertil indrettet kabine. Kabinen skal være forsynet med effektiv mekanisk ventilation, også af hensyn til sigtbarheden og for at undgå overtryk. Kabinen skal have glatte vægge, og der må ikke være hylder eller lignende, som kan samle støv.
1.2 Det brugte blæsemiddel skal fjernes fra kabinen. Dette kan bedst ske ved støvsugning eller automatisk gennem gulvrist og mekanisk transportanlæg. Et sådant anlæg skal være støvtæt og have afsugning, så overtryk i anlægget undgås.
Risten skal dække størst mulig del af gulvet i kabinen.
Hvis blæsemidlet ikke fjernes ved støvsugning eller gennem rist, må der kun fejes og skovles, når blæsemidlet er fugtigt, jf. 3.4.
1.3 Kabinens ventilationsanlæg skal give hørligt og synligt alarmsignal ved nedsat effektivitet. Ventilationsanlægget skal rengøres hyppigt og skal kontrolleres og justeres af en kvalificeret person.
1.4 Kabinen skal have effektiv belysning evt. med flytbare lamper. Belysningen skal hyppigt rengøres.
1.5 Skilte uden for kabinen skal advare om, at adgang til kabinen er forbudt for uvedkommende under sandblæsning og en vis tid efter sandblæsningens ophør. Der kan evt. suppleres med en rød advarselslampe, der er tændt under sandblæsningen og i en vis tid efter dens ophør.
2. Sandblæsning udendørs
2.1 Udendørs sandblæsning skal, hvor det er praktisk muligt, foregå under presenning eller andet lignende tæt stof, der sikrer, at støvet ikke spredes.
2.2 Der skal opsættes advarselsskilte og foretages afspærring, så uvedkommende færdsel hindres.
3. For al sandblæsning gælder
3.1 Der må kun sandblæses, når det ikke er til gene for andre.
3.2 Sandblæsestrålen skal afbrydes, når pistolens betjeningsanordning slippes (dødmandsknapfunktion). Sandblæsten skal standse hurtigst muligt. Ved brug af lange slanger (over 40 m) må det derfor tilrådes at anvende elektrisk styring i stedet for luftstyring. Enstrenget luftstyring er ikke tilladt.
3.3 Såfremt sandblæsning foregår ved så lav omgivelsestemperatur, at der er risiko for, at kondensvand kan fryse og derved forårsage utilsigtede funktioner, fx utilsigtet igangsætning, svigt af dødmandsknapfunktion, skal anlægget forsynes med doseringsapparat for tilførsel af antifrostvæske.
3.4 Det brugte blæsemiddel skal fjernes hurtigst muligt efter arbejdets ophør. Der må kun fejes og skovles, når blæsemidlet er fugtigt.
4. Personlige værnemidler m.v.
4.1 Både sandblæseren og enhver anden person, der opholder sig - også kortvarigt - i områder, hvor der sandblæses, skal bære
- særligt støvafvisende arbejdstøj bestående af tætsluttende overtræksdragt, langskaftede støvler og arbejdshandsker med lange manchetter
- luftforsynet åndedrætsværn udført enten som hætte, der dækker hoved, hals og skuldre og har sikre og tætte slangeforbindelser, eller som helmaske plus hætte. Maskeruden skal være særlig modstandsdygtig (resistent glas), jf. At-meddelelse nr. 4.09.1 om åndedrætsværn.
4.2 Arbejdstøjet skal rengøres eller skiftes hyppigt alt efter arbejdets art. Arbejdstøjet må ikke bæres i spisepauser.
4.3 Når blæsemidlet skal fjernes efter sandblæsning, skal der benyttes egnet åndedrætsværn, fx luftforsynet åndedrætsværn.
4.4 Hverken sandblæser eller andre må opholde sig i en sandblæsekabine uden åndedrætsværn, før der er sikkerhed for, at luftens støvindhold er under den tilladte koncentration (grænseværdien). Se At-anvisning nr. 3.1.0.2 om grænseværdier for stoffer og materialer.
4.5 I umiddelbar nærhed af, hvor der sandblæses, skal der være øjenskylleflaske.
5. Foranstaltninger mod skadelig støj
5.1 Støj skal så vidt muligt bekæmpes ved tekniske foranstaltninger, fx ved brug af støjdæmpet blæsepistol, og ved at gøre ventilationsanlægget så støjsvagt som muligt.
Derudover kan det være nødvendigt at bruge høreværn.
Se i øvrigt At-meddelelse nr. 4.06.1 om bekæmpelse af støj på arbejdspladsen og At-meddelelse nr. 4.09.5 om høreværn.
Det kan desuden være nødvendigt at støjdæmpe sandblæsekabiner for ikke at genere omgivelserne.
6. Genbrug og rengøring
6.1 Blæsemidler må kun genbruges, når de er renset for urenheder fra sandblæste emner, og for den fineste fraktion af blæsemidlet.
6.2 Rengøring af sandblæste emner må ikke ske ved trykluftblæsning. I det omfang det er praktisk muligt, skal det ske ved støvsugning.
6.3 Rengøring af arbejdsstedet efter sandblæsningens ophør, og efter at blæsemidlet er fjernet, kan bedst ske med støvsuger. I kabiner skal ventilationsanlægget være i funktion.
Erik Andersen