Legislator Case Law & Legislation
C19910021609 DK

Cirkulære om ændring af pensionsbeskatningsloven

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1991 216 Historic

Cirkulære om ændring af pensionsbeskatningsloven

A. Indledende bemærkninger

1. Ved lov nr. 826 af 19. december 1989 om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger mv. og lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (Sociale fonde), lov nr. 313 af 16. maj 1990 om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger mv. (Rateforsikring som risikoforsikring, fordeling af pensionsafgift mellem Færøerne og Danmark, bonus mv.) og lov nr. 255 af 24. april 1991 om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger mv. (Ophævelse af pensionsordninger i utide) er der gennemført en række ændringer af pensionsbeskatningsloven.

Pensionsbeskatningsloven er senest optrykt som lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. august 1991.

2. Cirkulæret indeholder følgende afsnit.

A. Indledende bemærkninger (pkt. 1 - 2).

B. Adgang til oprettelse af rateforsikring som risikoforsikring (pkt. 3 - 6).

C. Tilbagebetaling af forudbetalt arbejdsgiverpensionsbidrag (pkt. 7 - 10).

D. Pensionsbeskatningslovens § 18 A (pkt. 11 - 12).

E. Bagatelgrænsen på 2.000 kr. i pensionsbeskatningslovens § 18 A (pkt. 13 - 14).

F. Ophævelse af en pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 18 A (pkt. 15).

G. Tilbagebetaling af indbetalt beløb til en kapitalpension (pkt. 16 - 20).

H. Fordeling af pensionsafgift mellem Færøerne og Danmark (pkt. 21 - 23).

I. Ændring af beskatning af samlede bonusudbetalinger (pkt. 24 - 25).

J. Sumudbetaling fra gruppelivsforsikring som følge af invaliditet (pkt. 26).

K. Ligningslovens § 14 F og pensionsbeskatningslovens § 52 (Sociale fonde) (pkt. 27 - 30).

L. Ændring af beskatningen ved ophævelse i utide af pensionsordninger med løbende udbetalinger (pkt. 31 - 33).

M. Konvertering af små løbende ydelser til en engangsudbetaling (pkt. 34 - 35).

N. Supplerende engangsydelser fra pensionskasser (pkt. 36 - 38).

O. Overgangsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 33 A og § 34 (pkt. 39 - 40).

Hvor intet andet er anført, er paragrafhenvisningerne til pensionsbeskatningsloven.

B. Adgang til oprettelse af en rateforsikring som risikoforsikring

3. Rateopsparing i pensionsøjemed blev indført ved lov nr. 148 af 19. marts 1986 om ændring af pensionsbeskatningsloven mv. som et modstykke til rateforsikring i pensionsøjemed, jf. § 11 A. Ordningen går ud på opsparing af en kapital, der ved pensionsbegivenhedens indtræden skal udbetales i rater over mindst 10 år.

En rateopsparing i et pengeinstitut indeholder ikke noget forsikringselement i modsætning til en rateforsikring i et forsikringsselskab. Bliver kontohaveren invalid eller dør i opsparingsperioden, afbrydes opsparingen. Størrelsen af rateudbetalingerne vil derfor afhænge af, hvor stort et beløb der faktisk er opsparet ved begivenhedens indtræden, medens dette ikke er afgørende ved rateforsikringer.

4. Med henblik på udligning af denne forskel er der indført mulighed for at oprette en rateforsikring som risikoforsikring i tilknytning til en rateopsparing, jf. § 8, nr. 3, 4. pkt.

En rateforsikring som risikoforsikring er en ren risikoforsikring. Det vil sige, at en rateforsikring som risikoforsikring i modsætning til de eksisterende rateforsikringer kun vil komme til udbetaling, hvis den forsikrede bliver invalid eller dør før det aftalte tidspunkt for forsikringens udløb. Sker dette ikke, bortfalder forsikringen.

Eventuel udbetaling af bonus er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 46.

5. Adgangen til at oprette en rateforsikring som risikoforsikring gælder generelt. Rateforsikring som risikoforsikring behøver ikke at være oprettet i tilknytning til en rateopsparing. Der er således en selvstændig adgang til at oprette en sådan ordning med skattemæssig virkning som rateforsikring i pensionsøjemed.

6. Rateforsikringer som risikoforsikring skal opfylde de almindelige betingelser i lovens § 8 vedrørende oprettelsestidspunkt, udbetaling, indsættelse af begunstigede mv.

Rateforsikringer som risikoforsikring må således ikke give ret til udbetaling, såfremt den forsikrede bliver invalid eller dør senere end første policedag efter det fyldte 70 år. Det hænger sammen med, at udbetalingsperioden skal være mindst 10 år, og at der efter lovens § 8 ikke må aftales senere forfaldstidspunkt for sidste rate end første policedag efter forsikredes fyldte 80. år. Ved policedag forstås årsdagen for policens oprettelse.

Adgangen til oprettelse af rateforsikringer som risikoforsikringer med skattemæssig status som rateforsikring i pensionsøjemed har virkning for forsikringer oprettet fra den 1. januar 1990.

C. Tilbagebetaling af forudbetalt arbejdsgiverpensionsbidrag

7. Efter pensionsbeskatningsloven skal en pensionsordning i et ansættelsesforhold oprettes med en arbejdstager som ejer af ordningen. Alle indbetalinger, der foretages i overensstemmelse med pensionsaftalen, tilhører arbejdstageren fra indbetalingstidspunktet og er omfattet af de skattemæssige regler for pensionsordninger, herunder reglerne om afgift ved udbetaling i utide.

8. Efter pensionsbeskatningslovens § 17 kan en arbejdsgiver tage forbehold om, at værdien af forsikringen eller opsparingen helt eller delvis skal tilfalde arbejdsgiveren i tilfælde af, at ansættelsesforholdet ophører før arbejdstagerens fyldte 30. år og før udløbet af en periode på indtil 5 år efter ordningens oprettelse. Det er dog en betingelse, at ansættelsesforholdet ikke ophører på grund af arbejdstagerens død eller erhvervsudygtighed.

Efter den hidtidige bestemmelse havde en arbejdsgiver, der af praktiske grunde forudbetalte pensionsbidrag for et helt eller halvt år ad gangen, ikke herudover mulighed for at få en del af det forudbetalte bidrag tilbagebetalt ved en arbejdstagers eventuelle fratræden i optjeningsperioden, uden at det fik afgiftsmæssige konsekvenser for arbejdstageren, da denne er ejer af ordningen.

9. Efter den nye affattelse af lovens § 17 er der adgang til tilbagebetaling af forudbetalt arbejdsgiverbidrag excl. rente, bonus mv. i tilfælde, hvor arbejdstageren fratræder sin stilling inden det forudbetalte bidrag er optjent.

En arbejdsgiver kan således uden skattemæssige konsekvenser for arbejdstageren tage forbehold om tilbagebetaling af den del af eventuelle forudbetalte bidrag, som vedrører tiden efter arbejdstagerens fratræden.

Forbeholdet skal fremgå af aftalen mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Beløb, der tilfalder en arbejdsgiver i medfør af dette forbehold, skal medregnes ved opgørelse af arbejdsgiverens skattepligtige indkomst, i det omfang de tidligere er bragt til fradrag.

10. Af den nye affattelse af § 17 fremgår det, at forbeholdet gælder pensionsbidrag, der er forudbetalt for hele indkomståret eller for en del af dette.

Den nye affattelse finder også anvendelse på tilfælde, hvor en arbejdsgiver betaler præmien til en arbejdsgiverordning for et år ad gangen, men hvor forfaldstidspunktet for præmien er forskudt i forhold til indkomståret. Følgende eksempel kan nærmere belyse ovennævnte situation.

Præmien til en pensionsordning i et ansættelsesforhold forfalder den 1. juli 1990 for perioden 1. juli 1990 til 1. juli 1991. Medarbejderen fratræder sin stilling den 1. december 1990. Dette vil være omfattet af bestemmelsen. Der vil kunne ske tilbagebetaling af præmier for perioden 1. december 1990 til 1. juli 1991.

D. Pensionsbeskatningslovens § 18 A

11. Efter pensionsbeskatningslovens § 18 A skal der ske omregning og efterbeskatning i tilfælde, hvor indbetalingerne til en rateordning eller en pensionsordning med løbende udbetalinger nedsættes eller ophører, inden der er forløbet 10 år efter ordningens oprettelse.

Omregning skal ikke ske i tilfælde, hvor præmierne nedsættes eller ophører på grund af invaliditet eller død, og dette efter policens udbetalingsvilkår berettiger til påbegyndelse af udbetalingerne.

12. Efter den ændrede affattelse af lovens § 18 A, stk. 1, skal der, hvor præmien nedsættes eller ophører, heller ikke ske omregning og efterbeskatning efter § 18 A ved indtruffen invaliditet eller død, når det efter forsikringsvilkårene eller vilkårene i aftalen med pengeinstituttet fremgår, at indehaveren i disse situationer kan opnå præmiefritagelse eller opsat pension.

Det skal således fremgå af forsikringsvilkårene eller vilkårene i aftalen med pengeinstituttet, at den forsikrede eller kontohaveren er berettiget til præmiefritagelse, opsat udbetaling eller påbegyndelse af udbetalingerne, for at lovens § 18 A ikke skal anvendes.

Bestemmelser om bidragsfritagelse mv. efter pensionskassers pensionsregulativer ligestilles med nævnte forsikringsvilkår i forsikringsordninger ved anvendelse af § 18 A, stk. 1, 3. pkt.

E. Bagatelgrænsen på 2.000 kr. i pensionsbeskatningslovens § 18 A

13. Lovens § 18 A, stk. 1, indeholder regler om efterbeskatning i tilfælde, hvor indbetalingerne til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepension nedsættes eller standses, jf. pkt. 15-18 i Departementets cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 om pensionsbeskatningsloven.

Ved efterbeskatning sker der først en omregning, således at de faktiske indbetalte præmier eller bidrag fordeles over 10 år. Efterbeskatningen går herefter ud på, at den skattepligtiges personlige indkomst for de pågældende år forhøjes med de for meget fratrukne beløb med tillæg af 6 pct. pr. år siden fradragsåret.

Der skal dog ikke ske omregning, når den årlige indbetaling kan fratrækkes under opfyldningsfradraget, som er 28.400 kr. (1991).

Det har i praksis vist sig at have uhensigtsmæssige følger, når opfyldningsfradraget er brugt til anden side, idet det betyder, at selv små udsving i indbetalingerne til ordningerne medfører efterbeskatning af pensionsindehaveren.

14. Den nye affattelse af § 18 A, stk. 1, medfører, at mindre nedsættelser af præmierne er undtaget fra efterbeskatning. Med grænsen på 2.000 kr. er der etableret en årlig bagatelgrænse for den skattepligtige. Der skal ikke ske omregning i tilfælde, hvor indbetalingerne nedsættes med indtil 2.000 kr. eller den indbetaling, der ophører, udgør 2.000 kr. eller derunder. Er nedsættelsen eller den indbetaling, der ophører, større end 2.000 kr. årligt for den skattepligtige, skal der derimod ske omregning.

Beløbsgrænsen på 2.000 kr. reguleres ikke efter personskattelovens § 20.

F. Ophævelse af en pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 18 A

15. Ophævelsesreglen i § 18 A, stk. 2, er ikke ændret. Reglerne om tilbageholdelse af 70 pct. til sikring af skattekravet var tidligere fastsat i bekendtgørelse nr. 732 af 17. oktober 1986, kapitel 5. Efter disse regler skulle pensionsinstituttet tilbageholde de 70 pct. og først udbetale det eventuelt overskydende beløb, når der forelå meddelelse fra Told- og Skattestyrelsen om den andel af pensionsordningen, som svarede til skatten.

Ændringen af lovens § 18 A, stk. 2, og det nye stk. 3 i § 18 A, har baggrund i reglerne i lovens §§ 48 og 48 A om betaling af indkomstskat eller tillægsafgift ved ophævelse af en ordning i utide mv. Efter §§ 48 og 48 A skal vedkommende forsikringsselskab, pensionskasse eller pengeinstitut mv. tilbageholde 70 pct. af ordningens værdi til sikring af skattekravet eller tillægsafgiften. Dette beløb skal indbetales til den centrale told- og skatteforvaltning. Efter § 18 A, stk. 2-3, skal der gælde tilsvarende regler, når en ordning ophæves efter lovens § 18 A til sikring af skattekrav fra forhøjelse af tidligere års indkomstansættelser.

G. Tilbagebetaling af indbetalt beløb til en kapitalpension

16. Efter lovens § 21 A kan der ske afgiftsfri tilbagebetaling af bidrag til en kapitalpension i to tilfælde, hvor fradragsretten ikke har kunnet udnyttes.

Der kan enten ske tilbagebetaling, fordi fradraget har oversteget den personlige indkomst for det pågældende indkomstår, men ligget inden for 25.000 kr.'s grænsen (reguleret), eller alene fordi 25.000 kr.'s grænsen er overskredet.

17. I de tilfælde, hvor bidraget har ligget inden for 25.000 kr.'s grænsen, men hvor fradraget ikke har kunnet rummes i den personlige indkomst, har ejeren ret til at få det overskydende beløb tilbagebetalt uden afgiftsmæsssige konsekvenser efter lovens § 21 A, stk. 1.

18. Har indbetalingerne i et indkomstår derimod oversteget 25.000 kr.'s beløbsgrænsen efter lovens § 16, stk. 1, kan de overskydende indbetalinger kun tilbagebetales eller udbetales afgiftsfrit efter ansøgning, når særlige omstændigheder taler herfor. Sådanne særlige omstændigheder foreligger, hvor der er tale om undskyldelige overskridelser af 25.000 kr.'s grænsen.

19. Efter den hidtil gældende regel kunne kun det indbetalte beløb tilbagebetales afgiftsfrit. De påløbne renter tilbagebetaltes kun mod erlæggelse af afgift mv., hvilket har givet anledning til uhensigtsmæssige resultater i praksis i de tilfælde, hvor tilbagebetalingen indebærer, at hele pensionsordningen blev ophævet.

Med den nye affattelse af bestemmelsen i § 21 A, stk. 3, tilbagebetales de påløbne renter i begge situationer afgiftsfrit sammen med det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor tilbagebetalingen af det indbetalte beløb tilligemed påløbne renter indebærer, at hele ordningen derved ophæves.

20. Der kan højst udbetales et rentebeløb på 500 kr. afgiftsfrit efter denne bestemmelse. De påløbne renter, der tilbagebetales, er realrenteafgiftspligtige efter realrenteafgiftslovens almindelige regler. Påløbne renter ud over 500 kr., der udbetales i forbindelse med ophævelsen, afgiftsberigtiges mv. efter de almindelige regler i pensionsbeskatningslovens §§ 28, 48 og 48 A.

I cirkulære nr. 24 af 16. december 1986, pkt. 95-99, er der nærmere redegjort for tilbagebetaling efter lovens § 21 A.

H. Fordeling af pensionsafgift mellem Færøerne og Danmark

21. Efter den nye bestemmelse i § 40 A skal den danske pensionsafgift deles mellem Færøerne og Danmark, når en person, der er fuldt skattepligtig på Færøerne, ophæver sin danske pensionsordning eller får den udbetalt. Fordelingen omfatter afgift ved udbetaling af kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed. Fordelingen omfatter endvidere afgift og tillægsafgift ved ophævelse før tiden af pensionsordninger, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven. Den afgiftspligtige betaler fortsat dansk afgift, men den danske stat udbetaler en nærmere fastsat del af afgiften til Færøerne.

22. I henhold til den danske pensionsbeskatningslov skal der betales afgift, uanset om ejeren af pensionsordningen er fuldt skattepligtig til Danmark eller ej.

Efter den nye § 40 A gælder, at hvis der indtræder afgiftspligt efter lovens §§ 25-29 eller § 30, stk. 1, og hvis den afgiftspligtige er fuldt skattepligtig til Færøerne på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, skal afgiften fordeles mellem Danmark og Færøerne i forhold til den eller de perioder, hvor den afgiftspligtige har været fuldt skattepligtig til henholdsvis Danmark og Færøerne.

23. Opgørelsen og overførsel af afgiften til Færøerne sker efter nærmere fastsatte retningslinier mellem de færøske og de danske skattemyndigheder, Told- og Skattestyrelsen.

Bestemmelsen om fordeling af afgift efter pensionsbeskatningsloven mellem Færøerne og Danmark har virkning for pensionsordninger, der udbetales eller ophæves den 1. januar 1990 eller senere.

I. Ændring af beskatning af samlede bonusudbetalinger

24. Efter den hidtil gældende § 46, stk. 2, var bonusudbetalinger afgiftspligtige, hvis udbetalingen skete samlet, når forsikringen blev virksom, blev ophævet eller bortfaldt i overensstemmelse med forsikringsaftalen. Løbende bonusudbetalinger blev derimod medregnet til den skattepligtige indkomst.

Med ændringen er den hidtidige bestemmelse i lovens § 46, stk. 2, ophævet. Efter ændringen fremgår beskatningen af lovens § 46, stk. 1. Efter denne bestemmelse skal reglerne i kapitel 2-3 om indkomstskat eller afgift af udbetalinger mv. også gælde for bonus.

25. Den skattemæssige behandling af samlede bonusudbetalinger skal herefter følge de almindelige regler om indkomstskat og afgift. Ændringen sikrer, at bonusudbetalinger beskattes på fuldstændig samme måde som de øvrige udbetalinger fra pensionsforsikringer. For pensionsforsikringer med løbende udbetalinger samt rateforsikringer i pensionsøjemed skal bonusudbetalinger herefter i alle tilfælde medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ved normal udbetaling omfattet af pensionsbeskatningslovens § 25 fra en kapitalforsikring skal der dog fortsat kun betales afgift af bonusudbetaling.

Den nye bestemmelse om den skattemæssige behandling af bonusudbetalinger har ikke virkning for forsikringer, hvori der er aftalt samlet bonusudbetaling, når aftalen herom er indgået før den 1. januar 1990.

J. Sumudbetaling fra gruppelivsforsikring som følge af invaliditet

26. Med ændringen af § 56, stk. 4, 2. pkt., er det præciseret, at sumudbetalinger fra fagforeningers gruppelivsforsikringer som følge af invaliditet er skatte- og afgiftsfri.

Forsikringssummer, der udbetales ved et medlems død, er skatte- og afgiftsfri. I praksis er forsikringssummer, der udbetales ved invaliditet, blevet sidestillet med udbetaling af forsikringssummer ved død. Ændringen er således en kodifikation af gældende ret.

K. Ligningslovens § 14 F og pensionsbeskatningslovens § 52 (Sociale fonde)

27. En arbejdsgiver kan fradrage bidrag til hjælpe- og understøttelsesfonde, der er oprettet til fordel for de ansatte.

Fradragsretten efter pensionsbeskatningslovens § 52 omfatter bidrag til fonde, der alene har til formål at yde understøttelse til personer, der tidligere har været ansat i arbejdsgivernes virksomhed, eller sådanne arbejdstageres efterladte ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller efterlevende børn, herunder stedbørn, under 24 år. Det vil sige fonde, der udelukkende har til formål at udbetale ydelser af pensionslignende karakter, idet tilsagn om støtte dog ikke må gives for mere end et år ad gangen.

Endvidere omfatter fradragsretten efter ligningslovens § 14 F bidrag til fonde, der har til formål at betrygge eller forbedre kårene for personer, der er eller har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller deres pårørende, idet fonden dog ikke må udbetale ydelser af pensionslignende karakter. Det vil sige fonde, der har andre sociale formål end pensionslignende formål som f.eks. at yde hjælp til uddannelse, sygehjælp, ferieophold eller sport, idet tilsagn om støtte dog ikke må gives for mere end et år ad gangen.

For fonde efter ligningslovens § 14 F er fradragsretten betinget af, at et flertal af fondsbestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de ansatte, der kan nyde godt af fondens virke, mens det for fonde efter pensionsbeskatningslovens § 52 er en betingelse, at mindst et af fondsbestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de ansatte, der kan nyde godt af fondens virke.

For fonde efter pensionsbeskatningslovens § 52 er fradragsretten yderligere betinget af, at fondens midler er anbragt i overensstemmelse med reglerne i kapitel 6 i lov nr. 326 af 24. maj 1989 om tilsyn med firmapensionskasser.

28. Med virkning fra og med indkomståret 1990 kan der under de i ligningslovens § 14 F eller de i pensionsbeskatningslovens § 52 anførte betingelser opnås fradragsret for bidrag til en fond, der er fælles for flere selskaber inden for samme koncern eller for sambeskattede virksomheder.

29. Reglen om, at vedtægter og vedtægtsændringer skal være godkendt af skattemyndighederne som betingelse for, at der kan opnås fradragsret for bidrag til hjælpe- og understøttelsesfonde for de ansatte, er ophævet med virkning fra og med indkomståret 1990. Tilsvarende gælder betingelsen om, at de samlede fondskapitaler for sociale fonde med tilknytning til virksomheden ikke må overstige 50 pct. (i visse tilfælde 75 pct.) af lønudgifterne i seneste regnskabsår samt det særlige krav i relation til fonde efter ligningslovens § 14 F om, at virksomhedens aktiver skal overstige passiverne med mindst 20 pct. i den senest opgjorte skattepligtige formue.

Det hidtidige krav om, at fondens driftsregnskab og status samt en fortegnelse over udbetalte understøttelser skal indsendes til skattemyndighederne, jf. §§ 9 og 17 i bekendtgørelse nr. 135 af 20. april 1972 om skattemæssig godkendelse af sociale fonds, er ligeledes bortfaldet med virkning fra og med indkomståret 1990. Den pågældende bekendtgørelse er faldet bort som følge af lov nr. 826 af 19. december 1989 om ændring af pensionsbeskatningsloven og ligningsloven (Sociale fonde). Skattemyndighedernes godkendelse af vedtægter og vedtægtsændringer er afskaffet med virkning fra og med 1. januar 1990. En konsekvens heraf er, at fondene fremover alene er undergivet reglerne i det almindelige lignings- og kontrolsystem, herunder adgangen til at indhente bindende forhåndsbesked. Fondene er dog fortsat underlagt de krav, der stilles i fondsloven.

30. Der er ikke fradragsret for bidrag til fonde, som er godkendt efter renteforsikringslovens § 21, eller til fonde, hvortil bidrag har kunnet ydes med fradragsret efter tidligere regler i ligningslovens § 14, stk. 2. Der er dog fradragsret, hvis fondene iøvrigt opfylder betingelserne for fradragsret i enten ligningslovens § 14 F eller pensionsbeskatningslovens § 52.

Endvidere er praksis for disse tidligere godkendte fonde ændret, idet den hidtidige pligt til at indsende regnskaber og fortegnelser over udbetalte understøttelser samt forslag til vedtægtsændringer og beslutninger om opløsning er afskaffet med virkning fra og med indkomståret 1990 henholdsvis 1. januar 1990.

1. Ændring af beskatningen ved ophævelse i utide af pensionsordninger med løbende udbetalinger

31. Efter pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, skal der ved ophævelse i utide af en pensionsordning med løbende udbetalinger betales en afgift på 40 pct.

Ved ophævelse af en pensions forsikring med løbende udbetalinger skal der yderligere betales indkomstskat efter reglerne i lovens § 48 eller tillægsafgift efter reglerne i lovens § 48 A.

Reglerne i § 48 gælder for fuldt skattepligtige personer. De indebærer, at der ud over en afgift på 40 pct. eller 35 pct. skal betales indkomstskat af det afgiftspligtige beløb. Afgiften på 40 eller 35 pct. fradrages i den afgiftspligtiges slutskat.

Reglerne i § 48 A gælder for ikke fuldt skattepligtige personer. Reglerne indebærer, at der betales 20 pct. i tillægsafgift af det beløb, hvoraf der skal beregnes en afgift med 40 pct. og 25 pct. af beløb, hvoraf der skal betales en afgift på 35 pct.

Efter de hidtidige regler i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972, udstedt i medfør af lovens § 48, var visse tilbagekøb af arbejdsgiveradministrerede pensions forsikringer med løbende udbetalinger dog fritaget for indkomstskat dvs. at der kun betaltes 40 pct. i afgift.

For pensionsordninger i pensionskasser har de hidtil gældende regler indebåret, at der af alle udbetalinger, som ikke havde karakter af løbende pensionsydelser, alene har skullet betales en afgift på 40 pct.

32. Efter den ændrede affattelse af lovens § 29, stk. 1, skal der ved ophævelse i utide af pensionsordninger i pensionskasser udover 40 pct.'s afgift betales enten indkomstskat efter reglerne i lovens § 48 eller tillægsafgift efter reglerne i § 48 A.

Endvidere er adgangen til at opnå fritagelse for betaling af indkomstskat ved ophævelse i utide af en arbejdsgiveradministreret pensionsforsikring med løbende udbetaling ophævet.

Reglerne for beskatning af indeksordninger, rateordninger og kapitalpensionsordninger, der ophæves i utide, er uændrede.

De nye regler for beskatning af pensionskasseordninger og arbejdsgiveradministrerede pensionsforsikringer med løbende udbetalinger har virkning for ordninger, der ophæves den 27. december 1990 eller senere.

Den ny pligt for pensionskasser til efter reglerne i lovens § 48 og § 48 A at tilbageholde 70 pct. ved ophævelse i utide har virkning for ordninger, der ophæves i utide den 1. juni 1991 eller senere.

En ordning, der er ophævet i tiden 27. december 1990 - 31. maj 1991, er omfattet af reglerne i § 48 eller § 48 A, selv om pensionskassen kun har tilbageholdt 40 pct.

33. I tilknytning til den gennemførte stramning af beskatningen ved ophævelse i utide af henholdsvis pensionskasseordningerne og de arbejdsgiveradministrerede pensionsforsikringer med løbende udbetalinger er der gennemført en overgangsregel.

Efter overgangsreglen skal de hidtidige regler, dvs. alene en afgift på 40 pct., fortsat finde anvendelse i følgende situationer. Det er en betingelse, at reglerne i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 om fritagelse for tillægsskat efter pensionsbeskatningsloven om tilbagekøb af en forsikring omfattet af lovens §§ 2, 5 eller 7, er overholdt

a) Den skattepligtige har inden den 27. december 1990 skriftligt anmodet om at få pensionsordningen udbetalt og udbetalingen sker senest den 31. december 1991.

b) Den skattepligtige er fratrådt den pensionsberettigede stilling inden for tidsrummet 1. september 1989 til og med 26. december 1990 og betingelserne i pensionsaftalen for at få opsparingen udbetalt er opfyldt og udbetalingen sker senest den 31. december 1991.

M. Konvertering af små løbende ydelser til en engangsudbetaling

34. Pensionskasserne har adgang til i deres vedtægter eller regulativer at fastsætte regler om, at pensionsordningen i visse tilfælde kan konverteres til en engangsudbetaling.

Disse engangsudbetalinger har hidtil været anset for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, og dermed alene været beskattet med en afgift på 40 pct.

Efter de hidtidige regler i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 var tilbagekøb af pensionsforsikringer med løbende udbetalinger fritaget for indkomstskat, såfremt de løbende ydelser, der ville tilkomme forsikringens ejer ved forsikringens omskrivning til fripolice på tilbagekøbstidspunktet, ikke kunne overstige 1.200 kr. årligt.

35. Med de nye regler i pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 3 og 4, sker der en videreførelse af denne mulighed for engangsudbetalinger mod en afgift på 40 pct.

Efter lovens § 29, stk. 3 og 4, skal der alene betales en afgift på 40 pct. af engangsudbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, når baggrunden for engangsudbetalingen er en konvertering af små årlige pensionsydelser.

Reglen omfatter kun pensionsordninger, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold og kun engangsudbetalinger, der sker efter det fyldte 60. år eller indtruffen invaliditet, og som er en følge af, at hele ordningen ændres til en engangsudbetaling.

Det er endvidere en forudsætning for reglens anvendelse, at den samlede, løbende årlige pensionsydelse, der konverteres, ikke overstiger et grundbeløb på 5.300 kr. (incl. bonus). Grundbeløbet reguleres efter personskatteloven § 20 og udgør for 1991 6.100 kr.

N. Supplerende engangsydelser fra pensionskasser

36. Supplerende engangsydelser fra pensionskasser, som udbetales i forbindelse med pensionering eller død, har efter praksis været betragtet som en delvis ophævelse af ordningen, som faldt ind under pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1. Det vil sige, at der efter den hidtidige praksis alene har skullet betales en afgift på 40 pct. af disse engangsydelser.

Den pågældende praksis har hvilet på den forudsætning, at kapitalværdien af engangsydelserne for hvert medlem ikke kunne overstige 10 pct. af kapitalværdien af pensionstilsagnet.

37. Med den nye § 29 A i pensionsbeskatningsloven lovfæstes denne praksis. Det er fortsat en betingelse for reglen om, at der alene skal betales en afgift på 40 pct., at kapitalværdien af engangsydelserne for hvert medlem ikke kan overstige 10 pct. af kapitalværdien af medlemmets samlede pensionstilsagn.

38. Der er dog samtidig med lovens § 29 A, stk. 2, indført en ny regel om, at den del af det årlige pensionsbidrag for et medlem, som anvendes til finansiering af de supplerende engangsydelser, skal medregnes under beløbsgrænsen for indbetalinger til kapitalpensionsordninger. Det vil sige, at der under 25.000 kr.'s grænsen for kapitalpensionsbidrag skal medregnes den del af det årlige bidrag, som ud fra en forudsætning om maksimal udnyttelse af muligheden for at få udbetalt supplerende engangsydelser medgår til finansiering heraf. Det årlige beløb (bidragsandelen) skal medregnes, uanset om medlemmet har mulighed for senere at fravælge sin engangsydelse eller få den helt eller delvist konverteret til løbende ydelser.

Reglen i lovens § 29 A, stk. 2, finder anvendelse både i de tilfælde, hvor engangsydelserne indgår som en fast del af pensionstilsagnet, og i de tilfælde, hvor der er adgang til i forbindelse med pensioneringen at vælge en engangsydelse mod en reduktion af den løbende pension.

Reglen finder ikke anvendelse for bidragsdele, som medgår til finansiering af engangsydelser i form af dødsfaldsydelser.

Reglen i lovens § 29 A, stk. 2, har virkning for bidrag, der indbetales den 1. januar 1993 eller senere.

Det er hensigten i en bekendtgørelse at fastsætte regler om pligt for pensionskasserne til årligt at indberette størrelsen af det beløb, som for hvert medlem skal medregnes under 25.000 kr.'s grænsen.

O. Overgangsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 33 A og § 34

39. Udgangspunktet er, at der ved ophævelse i utide af en pensionsordning med løbende udbetalinger skal betales en afgift på 40 pct. og efter den nye affattelse af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, indkomstskat eller tillægsafgift.

Overgangsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 33 A og § 34 indebærer dog, at der i visse tilfælde kan blive tale om, at der af dele af udbetalingen skal betales enten 35 pct. eller 25 pct. i afgift.

40. Overgangsreglerne i lovens § 33 A og § 34 finder også anvendelse, hvor der er tale om engangsudbetalinger efter lovens § 29, stk. 3 og 4, og udbetaling af supplerende engangsydelser efter lovens § 29 A.

Skatteministeriet, den 23. december 1991

Jens Rosman

/ Carsten Vesterø Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →