Cirkulære om forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 1. Ankenævnet holder møde efter formandens bestemmelse, når sagerne gør det nødvendigt, eller ønske herom fremsættes af 2 eller flere medlemmer.
§ 2. Indkaldelse til møde skal så vidt muligt ske med mindst 1 uges varsel.
Stk. 2. Dagsorden for mødet med ekstrakt af de sager, der skal forhandles, udsendes så vidt muligt senest 4 dage før mødet.
§ 3. Akter i de sager, der skal forhandles, skal på anmodning være til gennemsyn for medlemmerne.
§ 4. Efter formandens bestemmelse kan personale fra sekretariatet for ankenævnet deltage i ankenævnets møder uden stemmeret.
§ 5. Parterne kan efter ankenævnets bestemmelse give møde for nævnet for at afgive forklaring om sagen.
§ 6. Ankenævnets forhandlinger ledes af formanden, i formandens forfald af den beskikkede stedfortræder.
Stk. 2. Sagerne afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de tilstedeværende medlemmer. Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. I et sådant tilfælde kan dog ethvert af medlemmerne kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.
Stk. 3. Formanden kan bestemme, at sager sendes til skriftlig votering. Medlemmerne afgiver deres skriftlige votering i de enkelte sager inden en af formanden fastsat frist, der ikke kan være kortere end 1 uge fra udsendelsen af sagen til medlemmerne. Ethvert medlem kan uden særlig begrundelse kræve, at en sag bliver behandlet og afgjort i et møde i ankenævnet.
§ 7. Ankenævnet er i sager vedrørende arbejdsløshedsforsikring og arbejdstilbud beslutningsdygtigt, når foruden formanden de to medlemmer udpeget af hovedorganisationerne og et af de øvrige medlemmer er til stede. I sager vedrørende dagpengegodtgørelse er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden de 2 medlemmer udpeget af hovedorganisationerne er til stede. I sager vedrørende arbejdsmarkedsuddannelser er nævnet beslutningsdygtigt, når foruden formanden samtlige de i arbejdsløshedsforsikringslovens § 100, stk. 2, nr. 2, 3 og 5 nævnte medlemmer er til stede.
Stk. 2. Ankenævnets formand kan på nævnets vegne træffe beslutning om, hvorvidt en sag skal afvises fra realitetsbehandling i nævnet på grund af overskridelse af den i loven fastsatte frist for sagens indbringelse for nævnet, eller af andre formelle grunde.
§ 8. Over ankenævnets forhandlinger og beslutninger føres en protokol. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.
§ 9. Det påhviler formanden at påse, at ankenævnets beslutninger udføres. Afgørelserne underskrives af formanden eller af den i ankenævnets sekretariat, som har bemyndigelse dertil.
§ 10. Der påhviler ankenævnets medlemmer og andre deltagere i ankenævnets møder tavshedspligt efter straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.
§ 11. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1992.
Arbejdsministeriet, den 25. oktober 1991
Knud Erik Kirkegaard
/ Niels Ole Andersen
Cirkulære om forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn
I medfør af § 100, stk. 10 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 2. september 1991, fastsættes herved følgende forretningsorden for Arbejdsmarkedets Ankenævn
Ingen