Legislator Case Law & Legislation
C19910017860 DK

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om arbejdsgiverens betaling af en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1991 178 Historic

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om arbejdsgiverens betaling af en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 477 af 24. juni 1991 fastsat

regler om arbejdsgiverens betaling af en dagpengegodtgørelse for 1.

ledighedsdag. Til brug herfor har direktoratet udarbejdet denne

vejledning.

I forbindelse med indførelsen af reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 84 blev det særligt fremhævet, at ordningen skulle være så enkel som muligt at administrere. Bl.a. derfor skal der ikke tages stilling til et medlems dagpengeret m.v. i forbindelse med arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse. Omstændighederne i forbindelse med et medlems arbejdsophør indgår dog i arbejdsløshedskassens vurdering af, om medlemmet kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed er berettiget til dagpenge efter 1. ledighedsdag.

Til § 1

Arbejdsgiveren kan af en arbejdsløshedskassse få bekræftet, om en lønmodtager er medlem af arbejdsløshedskassen.

Et medlem vil have ret til dagpengegodtgørelse, selvom medlemmet ikke er dagpengeberettiget, fx fordi medlemmet ikke opfylder kravet om 1 års medlemskab af en arbejdsløshedskasse for at være dagpengeberettiget, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, eller fordi medlemmet ikke opfylder arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 og § 72.

En arbejdsgiver skal ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet selv har sagt op, eller hvis arbejdsophøret sker i henhold til aftale mellem medlemmet og arbejdsgiveren om, at medlemmet i umiddelbar tilknytning til arbejdsophøret overgår på pension eller efterløn. Der skal dog betales dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet afskediges og først efterfølgende vælger at gå på pension eller efterløn.

Hvis der er tvivl, om der foreligger et lønmodtagerforhold, må det afgøres konkret. Vejledende kan et eller flere af følgende kriterier lægges til grund ved vurdering af, om et medlem er lønmodtager

1) medlemmet har krav på lønmodtagerfradrag i skattemæssig henseende,

2) arbejdsgiveren indbetaler bidrag til ATP, AUD, m.v. for medlemmet,

3) medlemmet er omfattet af ferieloven,

4) medlemmet er omfattet af funktionærloven,

5) medlemmet vil ved arbejdsgiverens konkurs være omfattet af Lønmodtagernes Garantifond.

En (amts) kommune betragtes i denne forbindelse som een arbejdsgiver, uanset at medlemmet har været ansat i forskellige (amts) kommunale institutioner. En (amts) kommune betragtes ikke som arbejdsgiver i relation til selvejende institutioner, selvom institutionerne modtager kommunale tilskud til hel eller delvis finansering af driften.

Hvis et vikariat er formidlet af et vikarbureau, uden at der mellem vikarbureauet og vikaren er indgået en form for ansættelseskontrakt, og vikarbureauet ikke udbetaler vikaren løn, kan vikarbureauet ikke anses for at være arbejdsgiver i forhold til vikaren. Arbejdsgiveren vil her være den virksomhed, som vikaren er beskæftiget hos.

For at vurdere, om et medlem opfylder beskæftigelseskravet hos en arbejdsgiver, skal arbejdsgiveren medregne alle de timer, hvor medlemmet faktisk har udført arbejde, også overarbejdstimer, såvel ordinære som ekstraordinære, i en 4-ugers-periode forud for arbejdsophøret eller hjemsendelsen. Har medlemmet i 4-ugers-perioden sammenlagt været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger, opfylder medlemmet beskæftigelseskravet.

Hvis et medlems arbejdstid lønmæssigt svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid, uanset at medlemmets faktiske arbejdstimer udgør et lavere timetal end fagets fulde sædvanlige arbejdstid, sidestilles beskæftigelsen i relation til beskæftigelseskravet med fuld overenskomstmæssig arbejdstid. Dette forekommer eksempelvis m.h.t. beskæftigelse i holddrift og ved fast skifteholdsarbejde om natten eller i week-enden.

Hvis et medlem fx er beskæftiget 12 timer lørdag og 12 timer søndag, og denne arbejdstid anses som fuld overenskomstmæssig arbejdstid ifølge den gældende overenskomst på området, vil medlemmet opfylde beskæftigelseskravet, når medlemmet har haft 2 week-end vagter med ialt 48 arbejdstimer.

Hvis ansættelsen midlertidigt har været afbrudt i 4-ugers-perioden, fx p.g.a. sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt og lignende, forlænges 4-ugers-perioden bagud med det tilsvarende antal dage.

4-ugers-perioden forlænges herudover, hvis medlemmet har modtaget løn under fraværet, fx i en fritstillingsperiode, eller hvis medlemmet har modtaget barselsdagpenge under fraværet.

Hvis medlemmets arbejdstid ikke er kontrollabel, skal indtægten omregnes til timer ved hjælp af den gældende omregningssats, der offentliggøres af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Omregningssatsen reguleres 2 gange årligt, pr. 1. april og 1. oktober. Pr. 1. oktober 1991 er omregningssatsen kr. 104,03.

Hvis et medlem har haft arbejde som underviser, fastsættes beskæftigelsens omfang under hensyn til den forberedelsestid, som medlemmet har fået udbetalt løn for, d.v.s. ikke alene ud fra medlemmets undervisningstimer.

Ophør i ulønnet beskæftigelse medfører ikke krav på dagpengegodtgørelse.

Hvis et medlem møder frem til et arbejde, og arbejdet ikke bliver påbegyndt, uden at det kan tilregnes medlemmet, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse, da medlemmet betragtes som afskediget. Ved opgørelsen af ledigheden på 1. ledighedsdag fratrækkes de løntimer, som arbejdsgiveren eventuelt ifølge den gældende overenskomst har haft pligt til at betale medlemmet p.g.a. det forgæves fremmøde, hvis der skal betales løn for mere end 2 timer.

Et medlem, der arbejder på fast nedsat ugentlig arbejdstid, således at arbejdstiden fx er placeret mandag, tirsdag og onsdag, skal ikke have udbetalt dagpengegodtgørelse hver uge, da medlemmet ikke er afskediget eller hjemsendt, men fortsat er i ansættelsesforholdet.

Et medlem kan betragtes som fortsat ansat, uanset at medlemmet er ledig helt eller delvis på enkelte dage ind i mellem arbejdsdagene, hvis der er en aftale mellem medlemmet og arbejdsgiveren om beskæftigelse i et bestemt antal timer pr. uge.

Hvis medlemmets arbejdstid ifølge en vagtplan, en turnusordning, en ansættelsesaftale eller en kontrakt på forhånd er fastlagt, d.v.s. at omfanget af arbejdsforpligtigelsen og/eller arbejdstidens placering er fastlagt, anses medlemmet for at arbejde på fast nedsat tid.

Et medlem, der arbejder på fast nedsat ugentlig arbejdstid, og som i en periode har haft merarbejde, skal ikke efter ophøret af merarbejdsperioden have udbetalt dagpengegodtgørelse, hvis ansættelsesvilkårene ikke er blevet ændret.

Et medlem som ifølge aftale er ansat til variabel beskæftigelse, hvor arbejdets omfang ikke kendes på forhånd, anses ikke for at arbejde på nedsat tid, hvis hverken omfanget af arbejdsforpligtigelsen eller arbejdstidens placering er fastlagt på forhånd. Dette indebærer, at medlemmet skal have udbetalt dagpengegodtgørelse, når medlemmet er ledig ind i mellem arbejdsopgaverne.

Hvis medlemmet fx i løbet af en uge er beskæftiget således

mandag: 7,4 timer

tirsdag: 3 timer

onsdag: 5 timer

torsdag: 7,4 timer

fredag: 6 timer

skal arbejdsgiveren betale en hel dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag tirsdag og en halv dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag onsdag og fredag.

Hvis et medlem er ansat med en turnus på 52 timer hveranden uge, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, selvom medlemmet er ledigt hveranden uge, da medlemmet uanset ledigheden ikke er afskediget, men fortsat er ansat hos arbejdsgiveren.

Et medlem, som er ansat som vikar fra dag til dag, betragtes som afskediget hver dag ved beskæftigelsens ophør, og arbejdsgiveren skal derfor betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet ikke opnår fuld beskæftigelse på 1. ledighedsdag.

Hvis medlemmet fx i løbet af en uge er beskæftiget således

mandag: 8 timer

tirsdag: 7 timer

onsdag: 2 timer

torsdag: 4 timer

fredag: 6 timer

skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Arbejdsgiveren skal betale en halv dagpengegodtgørelse for hver af disse dage, bortset fra onsdag, hvor medlemmet er ledig i over 4 timer, og hvor arbejdsgiveren derfor skal betale en hel dagpengegodtgørelse. Den tidsmæssige placering af beskæftigelsen på de enkelte dage er uden betydning.

Hvis medlemmet i eksemplet ovenfor ikke er ansat som vikar, men er fastansat med en ugentlig arbejdstid på 27 timer, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, da medlemmet i så fald ikke betragtes som afskediget hver dag efter beskæftigelsens ophør.

Et medlem, der på arbejdsgiverens foranledning nedsættes i arbejdstid, skal have udbetalt en dagpengegodtgørelse, da ændringen i ansættelsesvilkårene betragtes som en afskedigelse efterfulgt af en ny ansættelse.

Et medlem, der ophører i et arbejdstilbud, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen.

Lærlinge og elever, der er under uddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser eller under en uddannelse, som fuldt ud kan sidestilles hermed, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen. Der skal derfor betales dagpengegodtgørelse, hvis lærlingen eller eleven afskediges m.v. under uddannelsen, og lærlingen eller eleven er medlem af en arbejdsløshedskasse på tidspunktet for fratrædelsen.

Ved afslutningen af uddannelsen skal der kun betales dagpengegodtgørelse, hvis lærlingen eller eleven på tidspunktet for fratrædelsen er medlem af en arbejdsløshedskasse.

Et medlem, der er på efterløn, og som ophører i en beskæftigelse, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen.

Et medlem, der modtager iværksætterydelse eller uddannelsesydelse, og som herudover har lønarbejde, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen i relation til lønarbejdet, da perioder med iværksætterydelse eller uddannelsesydelse i denne sammenhæng betragtes som ledighed.

Et medlem, der har afsluttet sin værnepligt, skal ikke have udbetalt dagpengegodtgørelse.

Et medlem, der har været udstationeret/udsendt af en arbejdsgiver til at udføre lønarbejde i udlandet, er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen.

Hvis en arbejdsfordeling, som er anmeldt til Arbejdsformidlingen, inden for 13-ugers-perioden forlænges, uden at arbejdsfordelingen afbrydes, og uden at arbejdsfordelingen sammenlagt varer ud over de 13 uger, skal arbejdsgiveren ikke på ny betale en dagpengegodtgørelse til de medlemmer, som er omfattet af arbejdsfordelingen.

Hvis arbejdsfordelingen derimod forlænges ud over de 13 uger, og arbejdsfordelingen for den overskydende del skal godkendes af Arbejdsmarkedsnævnet, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse på ny til de medlemmer, som er omfattet af arbejdsfordelingen.

Til § 2

Arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse ved et medlems afskedigelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse ved hjemsendelse er omtalt i vejledningen til § 3.

Et medlems ledighed efter fratrædelsen skal ses i forhold til fagets fulde overenskomstmæssige arbejdstid, som af teknisk/administrative grunde er fastsat til 7,4 timer pr. dag.

Dette gælder, uanset om medlemmet har arbejdet på nedsat tid og/eller er deltidsforsikret, ligesom dagpengegodtgørelsen for ledighed i over 4 timer altid er den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede, p.t. 417 kr.

Fratrædelse efter fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen.

Når medlemmet har været i fuld beskæftigelse før fratrædelsen, d.v.s. at medlemmet den sidste dag i ansættelsen har været i beskæftigelse i 7,4 timer, er der ikke ledighed på fratrædelsesdagen. Dagpengegodtgørelsens størrelse afhænger derfor af antallet af ledighedstimer, som medlemmet har på den første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen (1. ledighedsdag).

Fratrædelse efter fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen, og medlemmet får delvis beskæftigelse på 1. ledighedsdag.

Når medlemmet har været i beskæftigelse i 7,4 timer den sidste dag i ansættelsen og kommer i delvis beskæftigelse på den første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen (1. ledighedsdag), skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse svarende til de ledighedstimer, som medlemmet har på 1. ledighedsdag.

Den tidsmæssige placering af beskæftigelsen er uden betydning.

Ved beregningen af, om arbejdsgiveren skal betale en hel eller en halv dagpengegodtgørelse, trækkes det antal arbejdstimer, som medlemmet har haft i den nye ansættelse på 1. ledighedsdag, fra de 7,4 timer, hvorefter arbejdsgiverens forpligtelse til at betale en hel eller en halv dagpengegodtgørelse gøres op ud fra denne difference.

Hvis et medlem fx afskediges kl. 16.00 efter 7,4 arbejdstimer, og medlemmet den efterfølgende arbejdsdag kommer i beskæftigelse i tidsrummet kl. 16.00 til kl. 20.30, skal arbejdsgiveren betale en halv dagpengegodtgørelse, da medlemmet ikke opnår fuld beskæftigelse i det kalenderdøgn, som er medlemmets 1. ledighedsdag, og da medlemmer er ledig i under 4 timer på denne dag.

Der skal kun betales dagpengegodtgørelse een gang pr. dag.

Hvis medlemmet bliver afskediget samme dag i den nye ansættelse hos arbejdsgiver B, uden at medlemmet har haft 7,4 arbejdstimer, har medlemmet 1. ledighedsdag både i forhold til arbejdsgiver A og arbejdsgiver B. Arbejdsgiver B skal dog kun betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet ikke opfylder beskæftigelseskravet hos arbejdsgiver A, da medlemmet ikke skal have dagpengegodtgørelse 2 gange for samme dag.

Fratrædelse efter delvis beskæftigelse på fratrædelsesdagen.

Når medlemmet har været i beskæftigelse under 7,4 timer den sidste dag i ansættelsen, afhænger dagpengegodtgørelsens størrelse af ledigheden på fratrædelsesdagen (1. ledighedsdag). Den tidsmæssige placering af beskæftigelsen på denne dag er uden betydning.

Hvis et medlem fx har haft arbejde i 6 timer på fratrædelsesdagen, udgør ledigheden på 1. ledighedsdag 1,4 timer, hvorfor arbejdsgiveren kun skal betale en halv dagpengegodtgørelse. Dette gælder, uanset om medlemmet er helt eller delvis ledig eller kommer i fuld beskæftigelse på den første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen.

Et medlem, som fx har arbejdet på fast nedsat tid med 4 arbejdstimer pr. dag, skal ved en afskedigelse kun have udbetalt en halv dagpengegodtgørelse, da medlemmet har 1. ledighedsdag den dag, hvor medlemmet fratræder, og hvor medlemmet derfor kun er ledig i 3,4 timer.

Hvis et fuldtidsansat medlem i den sidste kalenderuge i ansættelsen har haft fuld, overenskomstmæssig arbejdstid, vil 1. ledighedsdag dog ikke være på fratrædelsesdagen, selvom medlemmet den sidste dag i ansættelsen har haft et lavere timetal end 7,4 timer, fx p.g.a. arbejdstidens placering på ugedagene, men vil være medlemmets første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen.

1. ledighedsdag i relation til søgnehelligdage, herunder Grundlovsdag, og 1. maj.

En søgnehelligdag, lørdag eller søndag betragtes ikke som 1. ledighedsdag, medmindre medlemmet normalt skulle have arbejdet den pågældende dag.

Et medlem, som fratræder fx som tjener en lørdag, og som har været ansat med en ugentlig arbejdstid fordelt over alle ugedage, men i den sidste uge ikke har haft fuld tid, skal have udbetalt dagpengegodtgørelse efter det antal ledighedstimer, som medlemmet har om søndagen. (Det forudsættes, at medlemmet om lørdagen var i beskæftigelse i minimum 7,4 timer).

Hvis medlemmet fratræder dagen før en søgnehelligdag, en lørdag eller en søndag, som ville have været medlemmets fridag, bortfalder arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse ikke, da 1. ledighedsdag for medlemmet er den første ordinære arbejdsdag efter søgnehelligdagen, lørdagen eller søndagen.

Hvis medlemmet har været ansat som vikar i en stilling som i det ovenfor beskrevne eksempel, vil medlemmets 1. ledighedsdag først være mandag, da det ikke er muligt at fastslå, om en vikar normalt arbejder på en søgnehelligdag, lørdag eller søndag.

Grundlovsdag betragtes i denne relation som en halv søgnehelligdag. Hvis 1. ledighedsdag er Grundlovsdag, skal arbejdsgiveren derfor kun betale en halv dagpengegodtgørelse, medmindre medlemmet normalt skulle have arbejdet hele Grundlovsdag.

1. maj betragtes som en ordinær arbejdsdag, medmindre et medlem, der bliver ledig den 1. maj, ifølge den overenskomst, som medlemmet var omfattet af, havde ret til at holde fri med løn denne dag. 1. ledighedsdag kan derfor godt være den 1. maj.

Til § 3

Arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse til et medlem, der bliver hjemsendt.

Der er særlige regler for betaling af dagpengegodtgørelse i hjemsendelsessituationen.

Et medlem anses for hjemsendt, når arbejdet i henhold til overenskomst eller faglig kutyme er indstillet fx på grund af vejrmæssige forhold eller materialemangel mv., og arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale løn er bortfaldet.

Dagpengegodtgørelsens størrelse afhænger af, om medlemmet hjemsendes i over 4 timer eller i 4 timer eller derunder, dog skal arbejdsgiveren maximalt betale en dagpengegodtgørelse pr. hjemsendelse. Medlemmets ledighed under hjemsendelsen skal ses i forhold til de arbejdstimer, som medlemmet skulle have haft den pågældende dag.

Hvis et medlem normalt skulle have arbejdet 5 timer en fredag, hvor medlemmet hjemsendes efter 2 timers beskæftigelse, skal arbejdsgiveren kun betale en halv dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet genoptager beskæftigelsen til normal arbejdstids begyndelse mandag morgen, da medlemmet kun er hjemsendt 3 timer om fredagen.

I de 2 følgende eksempler forudsættes det, at arbejdstiden er fordelt med 7,4 timer på alle ugens 5 hverdage

Et fuldtidsforsikret medlem, der hjemsendes efter 6 timers beskæftigelse en mandag, og som genoptager arbejdet tirsdag middag og arbejder i 4 timer, skal af arbejdsgiveren have en hel dagpengegodtgørelse, da medlemmet er ledig i 1,4 timer mandag og 3,4 timer tirsdag, hvorfor medlemmet sammenlagt er ledigt i over 4 timer.

Et fuldtidsforsikret medlem, der hjemsendes efter 6 timers beskæftigelse en mandag, og som genoptager beskæftigelsen til normal arbejdstids begyndelse tirsdag morgen, hvorefter medlemmet på ny hjemsendes efter 2 timers arbejde, skal have en halv dagpengegodtgørelse for hjemsendelsen mandag, hvor medlemmet er ledig i 1,4 timer, og en hel dagpengegodtgørelse for hjemsendelsen tirsdag, hvor medlemmet er ledig i 5,4 timer. Hermed har arbejdsgiveren betalt dagpengegodtgørelse 2 gange ud af de 8 gange, som arbejdsgiveren i overgangsperioden i alt har pligt til at betale til det samme medlem.

Hvis et medlem kan hjemsendes mere end en gang på en dag, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse for hver hjemsendelse og som minimum med en halv dagpengegodtgørelse pr. hjemsendelse.

Arbejdsgiveren skal ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis et hjemsendt fuldtidsforsikret medlem opnår fuld overenskomstmæssig beskæftigelse i den pågældende uge hos arbejdsgiveren, eller hvis et hjemsendt deltidsforsikret medlem i den pågældende uge opnår beskæftigelse i 30 timer hos arbejdsgiveren.

I ugeopgørelsen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren medregnes kun timer for den kalenderuge, hvor hjemsendelsen finder sted.

Til § 4

Arbejdsgiveren skal ikke betale dagpen- gegodtgørelse, hvis et medlem selv siger sit arbejde op, eller hvis medlemmet afskediges, og afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet ifølge de gældende regler i arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 og direktoratets regler om selvforskyldt ledighed.

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis arbejdsgiveren skriftligt eller på anden måde kan dokumentere, at medlemmet af arbejdsgiveren har fået tilbudt beskæftigelse til påbegyndelse i tilslutning til arbejdsophøret. Den fortsatte beskæftigelse skal være af mindst samme omfang som den hidtidige beskæftigelse og i øvrigt være med overenskomstmæssig løn- og ansættelsesvilkår. Hvis medlemmet afslår tilbudet, er arbejdsgiveren frigjort fra forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse. Medlemmet kan i stedet få dagpenge fra arbejdsløshedskassen, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Har medlemmet inden ansættelsens ophør om mandagen fået tilbudt fortsat beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver om tirsdagen og igen om onsdagen, men medlemmet ophører i ansættelsen om onsdagen uden tilbud om fortsat beskæftigelse, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet herefter er ledigt.

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder over for alle faglige grupper i virksomheden, der er blevet berørt af en strejke i en del af virksomheden, og som sendes hjem. Det samme gælder over for de faglige grupper, der kun indirekte berøres af en strejke, men som dog alligevel må hjemsendes.

Arbejdsgiverens pligt bortfalder endvidere, hvis arbejdsgiveren godtgør, at et medlems afskedigelse skyldes force majeure. Force majeure anerkendes som bortfaldsgrund, hvis afskedigelsen skyldes virksomhedslukning på grund af udefra kommende ekstraordinære arbejdshindringer, som arbejdsgiveren ikke havde eller burde have forudset, og som arbejdsgiveren ikke kunne have afværget ved foretagelse af modforanstaltninger. Force majeure forekommer kun sjældent, men anerkendes eksempelvis i tilfælde af naturkatastrofer, i tilfælde hvor en virksomhed nedbrænder eller bliver oversvømmet p.g.a. en stormflod og i tilfælde af krig og lignende.

Arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet i tilslutning til fratrædelsen påbegynder kursus, selvom kurset eventuelt berettiger til kursusgodtgørelse.

Hvis medlemmet derimod som led i ansættelsen deltager i et kursus uden at modtage løn under deltagelsen, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, da medlemmet fortsat er ansat.

Hvis et medlem ikke kan anses for afskediget i forbindelse med en virksomheds kollektive ferielukning, skal arbejdsgiveren ikke betale medlemmet dagpengegodtgørelse, selvom medlemmet eventuelt vil være dagpengeberettiget i ferielukningsperioden.

Hvis en arbejdsgiver på grund af konkurs eller betalingsstandsning ikke er i stand til at betale et medlem dagpengegodtgørelse, bortfalder forpligtelsen hertil. Hvis arbejdsgiveren uanset en betalingsstandsning fortsat har ansatte beskæftiget, er der dog en formodning for, at der er dækning for lønudgifter, hvorfor arbejdsgiveren i denne situation har pligt til at betale dagpengegodtgørelse til det medlem, som er blevet afskediget.

Til § 5

Arbejdsløshedskassen vil ikke kunne registrere, at medlemmet har haft ret til dagpengegodtgørelse for det i overgangsbestemmelsen fastsatte antal gange, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, hvis medlemmet ikke i den omhandlede periode har anmodet om dagpenge. Arbejdsgiveren skal derfor i overgangsperioden skriftligt give medlemmet de relevante oplysninger, når forpligtelsen til at udbetale dagpengegodtgørelse er bortfaldet. Arbejdsløshedskassen vil herefter kunne udbetale arbejdsløshedsdagpenge fra 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser for at modtage dagpenge i øvrigt er opfyldt.

Medlemmet har pligt til efter anmodning fra arbejdsgiveren at afgive erklæring på tro og love om, at medlemmet ikke påbegynder beskæftigelse, ikke modtager sygedagpenge eller holder ferie i tilslutning til fratrædelsen. Arbejdsgiveren kan dog ikke afkræve en sådan erklæring fra medlemmet senere end fratrædelsen. Hvis lønudbetalingen sker senere end fratrædelsen, kan erklæringen dog afkræves senest samtidig med den sidste lønudbetaling til medlemmet.

Til § 7

I perioden 1. juli 1991 til 1. juli 1992 skal en arbejdsgiver maksimalt betale en dagpengegodtgørelse 8 gange til det samme medlem. Heri medregnes de gange, hvor arbejdsgiveren kun har haft pligt til at betale medlemmet en halv dagpengegodtgørelse.

Uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelsen afgøres ved fagretlig behandling, hvilket forudsætter, at parterne er enige herom, eller ved civilt søgsmål. Fra den 1. januar 1992 indføres der dog nye regler herom.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 23. oktober 1991

Tove Loft

/ Jytte Kirkeby

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →