Vejledning om tilsyn på Socialministeriets område

Vejledning om tilsyn på Socialministeriets område

Indledning

Ved lov nr. 794 af 30. november 1990 om ændring af den sociale styrelseslov m.v. (Ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af ændring af den sociale centrale administration), der trådte i kraft den 1. januar 1991, blev §§ 20, 22 og 24 i den sociale styrelseslov ophævet.

Herved blev Socialstyrelsen nedlagt, og omfanget af Socialministeriets ressorttilsyn præciseret.

Denne vejledning behandler tilsynet på det sociale område.

Vedrørende anke henvises til afsnittene herom i Socialministeriets vejledninger om de enkelte love. Med hensyn til generelle forvaltningsretlige rettigheder og pligter henvises til Justitsministeriets vejledninger om forvaltningsloven og offentlighedsloven.

1. Socialministeriets tilsyn

Efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.

For Socialministeriets vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet ophævet.

Heri ligger bl.a., at Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, jf. nedenfor, hvis ministeriet bliver opmærksomt på en formodet ulovlighed i kommunestyret.

2. Det almindelige kommunale tilsyn

I henhold til den kommunale styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Det er tilsynets opgave at kontrollere, at beslutninger, der træffes i kommuner og amtskommuner, ikke er i strid med lovgivningen. De sanktioner, som tilsynet kan anvende i tilfælde, hvor der foreligger en klar ulovlighed, består i annullation af ulovlige beslutninger, tvangsbøder, anlæg af erstatningssag samt erstatningsretlig bod.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan således tage stilling til, om de retningslinier, som en kommunalbestyrelse fastlægger for behandlingen og afgørelsen af sager om ydelser efter den sociale lovgivning, er i strid med lovgivningen. Til brug for sin vurdering heraf, kan tilsynsmyndigheden indhente en udtalelse fra Socialministeriet.

Tilsynets kompetence viger imidlertid i det omfang, der er en klageinstans, som kan efterprøve den kommunale afgørelse. De kommunale tilsynsmyndigheder kan derfor ikke tage stilling til lovligheden af afgørelser, der træffes vedrørende sociale ydelser til enkeltpersoner, idet afgørelserne inden for dette område kan indbringes for de sociale ankeinstanser. Også klager over, at reglerne i forvaltningsloven er tilsidesat i forbindelse med sådanne afgørelser, hører normalt under de sociale ankeinstanser.

3. Kommunernes serviceniveau og bistandsudøvelsen

Som følge af den omfattende decentralisering er ansvaret for det kommunale sociale niveau og bistandsudøvelsen placeret hos de politisk ansvarlige myndigheder, nemlig kommunalbestyrelser og amtsråd.

En klage fra en borger over serviceniveauet eller bistandsudøvelsen i en kommune, en amtskommune eller en institution skal normalt indgives til kommunalbestyrelsen/amtsrådet, som ansvarlig myndighed for kommunens/amtskommunens aktiviteter.

Under begrebet bistandsudøvelse falder f.eks. spørgsmål om den bistand, en person i en plejefamilie for voksne efter bistandslovens § 68 modtager. For en institutionsbeboer kan det være, hvilke tilbud der skal være til rådighed under opholdet, og hvorledes institutionen skal være indrettet.

Derimod vil valg af foranstaltning (institution, bofællesskab, familiepleje) være underlagt de almindelige ankeregler.

Under begrebet bistandsudøvelsen falder også en række af de beslutninger, som det kan være nødvendigt at træffe, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet. Det vil typisk dreje sig om en række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag, som kan nødvendiggøre en beslutning fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål. Som eksempler kan nævnes: Valg af een familiepleje frem for en anden. Størrelsen af lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser, og udgifter i forbindelse med ferie og weekends.

Endelig kan nævnes spørgsmål om befordring af børn optaget i en særlig daginstitution.

4. Klager over den måde, en sag er blevet behandlet på

En formalitetsklage er en klage over den måde, en sag er eller bliver behandlet på. Typisk vil klagen være forbundet med en klage over den afgørelse, der er truffet. Formalitetsklagen kan derfor ofte opfattes som et led i argumentationen for klagen over selve afgørelsen.

Er der tvivl om, hvorvidt klagen skal opfattes som en klage over afgørelsens indhold eller over formen, bør den derfor normalt opfattes som en klage over indholdet.

Klagen behandles i disse tilfælde af de sociale klageinstanser.

Hvis en klage derimod alene vedrører personalets optræden, sagsbehandlingstiden, ekspeditionsfejl, personalenormering, lokaleforhold eller lignende skal den indgives til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen - i amtskommuner amtsborgmesteren eller amtsrådet.

5. Ophævelse af tidligere vejledning

Socialministeriets vejledning nr. 14 af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område ophæves.

Socialministeriet, den 9. september 1991

Else Winther Andersen

/ Birthe Frederiksen

Ingen