Skrivelse om information om ændringer i børnetilskudslovens § 10 a og bistandslovens §§ 64 og 72. (Til kommunerne)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om information om ændringer i børnetilskudslovens § 10 a og bistandslovens §§ 64 og 72.
(Til kommunerne)
1. Ændrede regler om flerbørnstilskud (L 197).
Med virkning fra 1. juli 1991 udvides modtagerkredsen for
flerbørnstilskud efter børnetilskudslovens § 10 a.
1.1. Retten til flerbørnstilskuddet udvides til at omfatte tvillinger (trillinger mv.) i alderen 4 - 6 år, dvs. at tilskuddet udbetales, indtil børnene fylder 7 år.
Pr. 1. juli 1991 udgør tilskuddet 1.275 kr. pr. barn pr. kvartal.
1.2. Retten til flerbørnstilskuddet udvides til også at omfatte adopterede tvillinger (trillinger mv.).
Udvidelsen gælder kun de børn, der opfylder betingelsen i § 10 a, stk. 1, dvs. at de skal være født ved en flerfødsel (tvillinger mv.). Der vil således fortsat ikke kunne ydes flerbørnstilskud til andre samtidigt adopterede børn, som ikke er tvillinger (trillinger mv.).
Efter § 10 a, stk. 3, 2. pkt., erhverves retten til tilskuddet, når børnene får ophold hos den familie, der har dem i pleje med henblik på adoption. Fravigelsen af bestemmelserne om indfødsret, bopæl mv. i § 5, stk. 1, nr. 1 og 2, gælder dog kun, når børnene har fået opholdstilladelse her i landet med henblik på adoption. De nærmere regler om adoption af udenlandske børn, herunder kravet om opholdstilladelse, findes i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986, som ændret ved bekendtgørelse nr. 783 af 14. december 1988.
2. Ændrede regler om ophold i dagtilbud (L 187).
Den 30. maj 1991 vedtog Folketinget, at en kommune ikke kan udmelde et barn af en daginstitution eller en kommunalt formidlet dagpleje, fordi en eller begge forældre bliver ledige. Ændringen vedrører bistandslovens §§ 64, stk. 1, og 72.
Ændringen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.