Skrivelse om bekendtgørelse nr. 250 af 22. april 1991 om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen uden for København (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bekendtgørelse nr. 250 af 22. april 1991 om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen uden for København. Udeladt her.
Skrivelse om bekendtgørelse nr. 250 af 22. april 1991 om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen uden for København
(Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
Hermed følger Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 250 af 22. april 1991 om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen uden for København.
Bekendtgørelsen erstatter cirkulære af 1. marts 1984 som ændret ved i alt 6 ændringscirkulærer.
Der er først og fremmest foretaget et antal ændringer som følge af lov nr. 348 af 24. maj 1989 og lov nr. 435 af 13. juni 1990 om ændring af lov om folkeskolen, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 524 af 10. juli 1990.
Der er dernæst sket en sammenskrivning af det hidtidige cirkulære og de efterfølgende ændringscirkulærer.
Endvidere er de timetal, der følger af arbejdstidsnedsættelsen pr. 1. august 1990, indføjet i de enkelte bestemmelser. Desuden er en række bestemmelser omformuleret for at tydeliggøre dem.
Bemærkninger til de enkelte paragraffer
Til § 1, stk. 1, og § 12, stk. 1
Med ændringen af folkeskoleloven er begrebet skoleplan bortfaldet. Bestemmelserne er rettet i overensstemmelse hermed.
Til § 1 og § 7
De hidtidige bestemmelser om uddannelseskrav udgår af denne bekendtgørelse, da de findes i Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 2 af 3. januar 1991 om ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd mfl. i folkeskolen.
Til § 6
Hvad der i bestemmelsen er anført om efterindtægt til ægtefælle, gælder også for registrerede partnere, jf. lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab.
Til § 7, stk. 2, § 11, § 21, stk. 3, og § 23
Der er ikke foretaget en realitetsændring af ansættelsesområdet, men systematikken er ændret således, at det for hver af stillingskategorierne timelærer, vakancevikar, fast vikar med læreruddannelse og fast vikar uden læreruddannelse er præciseret, hvilket ansættelsesområde der gælder.
Til § 13, stk. 2
Ændringen er en konsekvens af aftale af 3. juli 1989 mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation om visse tillæg til tjenestemænd i folkeskolen (flydende tillæg). Aftalen er udsendt med Undervisningsministeriets følgeskrivelse af 8. september 1989.
Til § 17
Hvis en fast vikar med læreruddannelse har nedsat timetal, skal alene det for vikaren fastsatte årlige timetal anvendes ved opgørelsen.
Til § 24
Med ændringen af folkeskoleloven er begrebet undervisningsplan bortfaldet. Bestemmelsen er rettet i overensstemmelse hermed.
Til § 25
Opmærksomheden henledes på, at der med virkning fra den 1. april 1990 skal nyberegnes lønanciennitet for alle på det tidspunkt ansatte årsvikarer, idet lønnen fra dette tidspunkt beregnes i henhold til det aftalte princip om lønanciennitetsfastsættelse, jf. følgeskrivelsen til cirkulære af 10. maj 1990 om ændring af cirkulære om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen.
Til § 27
Særbestemmelsen om betaling for yderligere timer til årsvikarer (faglærere), der er ansat med under halvdelen af gældende pligtigt timetal, er ophævet.
Til § 28, stk. 2
Er vikaren ansat for en tidsbegrænset periode, ophører ansættelsen således ved udløbet af perioden, uden at særskilt varsel er nødvendigt.
Er vikaren ansat indtil videre, anvendes de i § 33 fastsatte afskedigelsesvarsler.
Genoptager en lærer, hvis skema vikaren har overtaget, ikke tjenesten som forudset, overgår vikaren i givet fald til ansættelsesformen »indtil videre«.
I tilfælde, hvor vikariatets varighed er vanskelig at bedømme, fx ved længerevarende sygdom, benyttes ansættelsesformen »indtil videre«.
En vikar, der ansættes indtil videre, gøres ved ansættelsen opmærksom på, at ansættelsesforholdet i det længste kan vare indtil udgangen af juni måned.
Til § 29, stk. 1
Ved henvisningen til § 26 i 3. punktum er tilføjet »stk. 1«, da der er tilføjet et nyt stk. 2 i § 26. Ved beregningen af betalingen pr. kalenderdag forudsættes det, at denne foretages på grundlag af den aktuelle månedsløn.
Til § 30
Stk. 1 og 2 i det hidtidige cirkulære er sammenskrevet. Den ændrede formulering præciserer, at timelønnede vikarer kun kan ansættes til vikariater af kortere varighed.
Til § 31, stk. 2
Med sidste punktum er den gældende fortolkning af bestemmelserne efter Undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 23. december 1986 indføjet. Cirkulæreskrivelsen er herefter bortfaldet.
Til § 33
Uansøgt afskedigelse af faste vikarer uden læreruddannelse eller årsvikarer (faglærere) til fratræden i løbet af skoleåret kan kun ske i særlige tilfælde. Det samme gælder månedslønnede vikarer i løbet af deres ansættelsesperiode.
Som eksempler herpå kan nævnes
1) Afskedigelse begrundet i, at tjenesten ikke forløber tilfredsstillende (uegnethed). (Der henvises i denne forbindelse til bestemmelsen i § 33, stk. 5. De 3 første måneders ansættelse ved skolevæsenet kan sidestilles med prøvetjeneste. Anvendelse af det anførte varsel på 14 dage kræver dog, at vikaren senest fratræder ved udløbet af de 3 første måneder.)
2) Afskedigelse begrundet i et strafbart forhold eller i tilsidesættelse af de tjenstlige pligter.
3) At grundlaget for ansættelsen bortfalder. (Fx hvor den lærer, hvis skema vikaren har overtaget, genoptager tjenesten, før det var forventet, eller i tilfælde af, at der ansættes en fast vikar med læreruddannelse. Overholdelse af det i § 33, stk. 1, fastsatte afskedigelsesvarsel på 3 måneder for faste vikarer uden læreruddannelse og årsvikarer (faglærere) kan bevirke, at fratræden ikke kan ske inden udgangen af et skoleår. Indtil ansættelsesforholdets udløb i det efterfølgende skoleår har den pågældende pligt til at stå til rådighed for skolevæsenet for at undervise i et til ansættelsen svarende antal ugentlige løntimer.)
Nedsættelse af en vikars løntimetal fra et skoleår til det følgende skoleår skal ske med et varsel svarende til det i § 33, stk. 1, fastsatte (3 måneder) og sidestilles med en uansøgt afskedigelse.
Til § 35, stk. 2
Finansministeriets cirkulære af 7. september 1989 er udsendt til alle amtsråd og kommunalbestyrelser med Undervisningsministeriets følgeskrivelse af 9. oktober 1989, og Finansministeriets cirkulære af 8. juni 1990 er udsendt med Undervisningsministeriets følgeskrivelse af 20. august 1990.
Til § 36, stk. 1 og 2
Direktoratet for Arbejdstilsynet har i medfør af § 3 i ferieloven dispenseret fra denne lovs bestemmelser, således at faste vikarer uden læreruddannelse og årsvikarer (faglærere) i ansættelsesperioden følger samme regler, som gælder for tjenestemænd i folkeskolen, jf. feriecirkulæret af 25. maj 1990 (udsendt med følgeskrivelse af 28. maj 1990).
I de tilfælde, hvor en fast vikar uden læreruddannelse eller en årsvikar (faglærer) som følge af barselsorlov eller sygefravær har krav på erstatningsferie, samt tilfælde, hvor ferie af tjenstlige grunde udskydes, finder den særlige regel i feriecirkulærets § 5 således anvendelse.
Hvis ferie for en fast vikar uden læreruddannelse eller en årsvikar (faglærer) bliver udskudt til afvikling på skoledage, bør den tilgodehavende ferie afvikles snarest.
Ved fratræden følges imidlertid fortsat lov om ferie, idet undtagelsesbestemmelsen efter denne lovs § 2, stk. 1, nr. 2, ikke dækker disse stillingskategorier.
For faste vikarer uden læreruddannelse og årsvikarer (faglærere) ansat før 1. marts 1990 følger heraf, at disse også i forbindelse med afvikling af tilgodehavende ferie i ferieåret 1990/91 følger samme regler, som gælder for tjenestemænd i folkeskolen, jf. feriecirkulæret af 25. maj 1990.
De hidtidige bestemmelser om kapitalpension
Bestemmelserne anses for overflødige at medtage i dag, hvor der er mulighed for at indgå sådanne aftaler for alle stillingskategorier.
Afsluttende bemærkes, at ved ophævelsen fra den 1. august 1990 at regne af cirkulæret af 1. marts 1984 om timelærere, vakancevikarer og vikarer i folkeskolen bortfalder de gennemførte ændringer (og følgeskrivelserne hertil) samt cirkulæreskrivelse af 23. december 1986, da den omhandlede fortolkning som anført nu er indarbejdet i § 31, stk. 2.
Cirkulæret af 1. marts 1984 var ændret ved cirkulærer af 17. juni 1986, 12. marts 1987, 24. februar 1988, 23. marts 1988, 9. oktober 1989 og 10. maj 1990.
Med venlig hilsen
Henrik Køber
fuldmægtig