Vejledning om skelforretninger
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Eksempel på mødeindkaldelse til en ejer, der ikke er rekvirent.
Indkaldelse til skelforretning, der afholdes efter §§ 35 og 36 i lov nr. 137 af 7. marts 1990 om udstykning og anden registrering i matriklen.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ., der ejer matr.nr. . . ., har anmodet mig om at afholde en skelforretning til fastlæggelse af skellet mellem sin ejendom og Deres ejendom matr.nr. . . . .
I den anledning indkalder jeg Dem herved til at møde ved forretningen, der finder sted . . . . dag den . . . . . . . . . . . . . 19 . . kl. . . . . Mødestedet er . . . . . .
Jeg vedlægger en liste over de parter, jeg har indvarslet til mødet, og dem, jeg i øvrigt har bedt om at deltage i mødet. Hvis De mener, at andre kan bidrage til belysning af skelspørgsmålet, beder jeg Dem om snarest at henvende Dem til mig.
Kort, skøde, deklarationer og andre dokumenter, der kan have betydning for oplysning om skelforholdene, bedes sendt til mig inden mødet.
Jeg gør opmærksom på, at forretningen kan afholdes, selvom De udebliver fra mødet.
Hvis De ønsker at lade Dem repræsentere af en anden ved mødet, bedes De udfylde vedlagte blanket om fuldmagt og sende den tilbage til mig inden mødet.
Til Deres orientering vedlægger jeg Kort- og Matrikelstyrelsens bekendtgørelse om skelforretninger.
. . . . . ., den . . . . . . 19. . . . . . . . .
Landinspektør
Bilag 2
F U L D M A G T
Undertegnede ejer af matr.nr. . . . . . . . . . . . . . . . . meddeler herved . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . fuldmagt til på mine vegne at møde ved den skelforretning, der af landinspektør . . . . . . påbegyndes . . . . dag den . . . . . . . . . . . . . 19 . . . kl. . . . ., og eventuelt godkende afsætningen af skellet.
. . . . . . . . . ., den . . . . . . 19 . . . . . . . . .
Bilag 3
Eksempel på ejernes godkendelse af skelafsætningen, jf. udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 1.
Godkendelse af skel, der er fastlagt ved skelforretning efter §§ 35 og 36 i lov nr. 137 af 7. marts 1990 om udstykning og anden registrering i matriklen.
Undertegnede . . . . . . . . . . . . , der ejer matr.nr. . . . . ., og undertegnede . . . . . . . . . . . . . . , der ejer matr.nr. . . . . . , godkender herved det skel, som landinspektør . . . . . . . . . . . har afsat mellem vore ejendomme ved en skelforretning, som er foretaget den . . . . . . . . . . . .
Det bør normalt yderligere angives, hvordan skellet fremtræder, f.eks.
På strækningen fra . . . . . . til . . . . . . dannes skellet af . . . . . . . . . (For hver enkelt strækning angives skellets beliggenhed i forhold til bestående hegn og lign., f.eks. midte af jordvold eller grøft, den ene side af stengærde, mur, plankeværk eller stakit, en vis afstand fra midte af hæk o.s.v.).
Punkterne . . . . . og . . . . . er nu blevet afmærket med skelmærker, nemlig punkt . . . . . med . . . . . . (Arten af hvert af de anbragte skelmærker angives).
Sagens omkostninger. . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . ., den . . . . . . . . . . 19 . .
For ejeren af matr.nr.
Ejer af matr.nr.
ifølge fuldmagt
Vejledning om skelforretninger
1. Anvendelsesområde.
Regler om afholdelse af skelforretning til konstatering af den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse findes i kap. 5 i lov nr. 137 af 7. marts 1990 om udstykning og anden registrering i matriklen (udstykningsloven) og i bekendtgørelse skelforretninger. Disse regler afløser de hidtidige regler om skelsætningsforretninger.
Det fremgår af udstykningslovens § 38, at der ikke kan anlægges retssag om skels beliggenhed, herunder som følge af hævdserhvervelse, før der er afholdt en skelforretning.
En skelforretning kan kun angå en ejendomsgrænse, herunder grænsen mod en umatrikuleret ejendom eller en offentlig vej. Hvis der ved en skelforretning fastlægges skel mod en offentlig vej, der ikke er udskilt, bør vejarealet udskilles. Der kan ikke afholdes skelforretning vedrørende skel mellem matr.nre. inden for en samlet fast ejendom og heller ikke vedrørende servitut- eller brugsgrænser, medmindre de tillige er ejendomsgrænser.
Hvis en ejendom grænser til havet, er der i almindelighed ingen rimelig begrundelse for at afholde en skelforretning vedrørende denne grænse. Når grænsen mellem 2 ejendomme er midtlinjen i et naturligt vandløb, og ejerne er enige herom, er der i almindelighed heller ingen begrundelse for at afholde en skelforretning. Er ejerne derimod uenige om, hvorvidt ejendomsgrænsen er vandløbets midtlinje, følger det af udstykningslovens § 38, at spørgsmålet må afgøres ved en skelforretning.
Reglerne gælder ikke i Københavns og Frederiksberg kommuner. Reglerne gælder derimod også i Sønderjylland (udstykningslovens § 13, stk. 4) med den væsentlige afvigelse, at skelforretninger ikke afholdes af en praktiserende landinspektør, men af matrikelmyndigheden ved en beskikket landinspektør. Denne vejlednings beskrivelse af fremgangsmåden ved skelforretninger tager især sigte på skelforretninger under ledelse af praktiserende landinspektører, men kan med de nødvendige modifikationer anvendes også i Sønderjylland.
2. Rekvisition af skelforretning.
2.1. Hvem kan rekvirere.
Enhver, der mener at have interesse i at få konstateret den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse, kan rekvirere en skelforretning, jf. udstykningslovens § 35, stk. 1. Det er således ikke kun de pågældende ejendommes ejere, der kan begære en skelforretning afholdt, men også andre, der mener at have interesse i at få konstateret den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse. En sådan interesse kan f.eks. foreligge hos offentlige myndigheder, institutioner og koncessionerede selskaber i forbindelse med projektering af veje, ledningsanlæg og lign. i eller langs med skel. Også en bruger af et areal, der grænser til skellet, eller en færdselsberettiget til en vej langs med skellet vil kunne have interesse i at få skellets rette beliggenhed konstateret.
I bekendtgørelsen og vejledningen anvendes udtrykket »parter« sammenfattende for de pågældende ejere og for en rekvirent, der ikke er ejer.
2.2. Kan skelforretning afholdes.
Ønske om at få konstateret den rette beliggenhed af skellet mellem 2 ejendomme vil typisk opstå, når ejerne er uenige om beliggenheden af grænsen mellem deres ejendomme. Der er dog ikke noget i vejen for, at der kan afholdes en skelforretning, selvom der ikke foreligger en sådan uenighed, men landinspektøren bør undersøge forholdene nærmere og rådgive rekvirenten om den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde under hensyn til rekvirentens ønsker og de foreliggende omstændigheder. Der kan ved skelforretning tages stilling til grænsehævd, selvom der ikke er tvivl om hævdsgrænsen.
Såfremt der derimod er sket en retskraftig overdragelse af et areal ved aftale eller ekspropriation m.v., eller hvis den, der gør krav på at have vundet hævd på et areal, ikke er ejer af en tilgrænsende ejendom, kan der ikke afholdes skelforretning. Såfremt adkomstspørgsmålet i en sådan situation indbringes for retten, kan det være hensigtsmæssigt, at der i analogi med udstykningslovens § 46, stk. 2, for retten fremlægges et af en beskikket landinspektør udarbejdet rids med angivelse af arealets grænser og de tilstødende ejendommes matrikelbetegnelser, jf. afsnit 13.2.3. i vejledningen om matrikulære arbejder. Der kan om nødvendigt efterfølgende afholdes skelforretning til afklaring af ejendomsgrænsernes rette beliggenhed.
2.3. Særligt om hævdsforhold.
Uklarhed eller strid om beliggenheden af en ejendomsgrænse skyldes ofte spørgsmålet om, hvorvidt der er erhvervet hævd, men kan også skyldes, at eksisterende skelmærker er forkert anbragt, eller at der er fejl i matriklens måloplysninger til skellet.
Hævd er en særlig erhvervelsesmåde, som med hensyn til arealer er karakteriseret ved, at en person selv eller gennem andre uberettiget, men i en vis god tro, har udøvet en faktisk råden gennem 20 år eller mere, uden at denne råden over arealet er blevet afbrudt på behørig vis.
Hvis det under en skelforretning oplyses, at hævden søges afbrudt efter reglerne i tinglysningslovens § 26, stk. 1, bør landinspektøren standse skelforretningen, indtil spørgsmålet om hævdsafbrydelse er afgjort.
Der kan ikke være vundet grænsehævd, hvis skellet inden for de sidste 20 år
1) er fremkommet ved en udstykning eller arealoverførsel (tidligere skelforandring m.v.),
2) er registreret i forbindelse med ejendomsberigtigelse (tidligere berigtigelse af matrikelkortet), eller
3) er bestemt ved skelforretning (tidligere skelsætningsforretning).
Dette udelukker dog ikke, at der kan afholdes en skelforretning, hvis rekvirenten ønsker det. Landinspektøren bør imidlertid vejlede klienten om, at en sådan skelforretning i almindelighed kun kan fastslå skellets beliggenhed i overensstemmelse med matriklens måloplysninger. En skelforretning kan i øvrigt i de nævnte situationer afholdes med det formål at afbryde en igangværende hævdserhvervelse.
2.4. Ejerforhold.
Som nævnt i afsnit 1 er der principielt intet i vejen for at afholde skelforretning om ejendomsgrænsen mod en umatrikuleret ejendom eller en offentlig vej. Kravet i bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 2, om, at der skal foreligge rådighedsattest fra dommeren vedrørende de berørte ejendomme, fører dog til, at skelforretning kun kan afholdes, når der er tinglyst adkomst til ejendommene, og dette er sjældet tilfældet for umatrikulerede ejendomme og offentlige veje. Bekendtgørelsens § 9, stk. 3, indeholder imidlertid en undtagelse fra kravet om rådighedsattest for offentlige veje og for parker, kirkegårde og lignende arealer, som utvivlsomt ejes af det offentlige. Skelforretning kan derfor afholdes mod sådanne arealer.
Hvis der er tale om en skelforretning mod gadejord eller anden fællesjord, er formodningsreglen i udstykningslovens § 46, stk. 1, ikke tilstrækkelig til, at kommunen kan optræde med en ejers rettigheder ved en skelforretning. Kommunen må først skaffe sig tinglyst adkomst til det pågældende fællesareal ved anvendelse af reglerne i udstykningslovens § 46, stk. 2. Reglerne om ejendomsberigtigelse i § 18 i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder er imidlertid udformet sådan, at spørgsmål om grænsehævd mod gadejord m.v. normalt kan afklares, selvom kommunen ikke begærer sin adkomst tinglyst.
En uklarhed om ejerforholdet til et fællesareal som nævnt i udstykningslovens § 46, stk. 1, kan i øvrigt foreligge, hvis det er uvist, om en bruger har vundet hævd på en del af fællesarealet op til den ejendomsgrænse, skelforretningen vedrører. Er der en sådan uklarhed om ejerforholdene, kan der ikke afholdes skelforretning, før adkomstforholdet er afklaret.
3. Indkaldelse.
En skelforretning skal indledes med et møde på stedet. Ifølge § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen skal landinspektøren skriftligt indkalde ejerne af de ejendomme, hvis skel forretningen angår, samt rekvirenten, hvis denne er en anden end en af ejerne. Der er intet i vejen for, at landinspektøren kan bede andre om at deltage i mødet, hvis han på forhånd mener, at de kan bidrage til oplysning om skellets rette beliggenhed, f.eks. en tidligere ejer. Hverken de indkaldte eller andre, som er blevet bedt om at deltage i mødet, har pligt til at møde eller til at udtale sig.
Landinspektøren bør ved indkaldelsen af sagens parter vedlægge en liste over de parter, der er indkaldt til mødet, samt andre, som landinspektøren har bedt om at deltage i mødet. Det bør fremgå af indkaldelsen, at den pågældende part, hvis han eller hun mener, at andre kan bidrage til belysning af skelspørgsmålet, bør henvende sig til landinspektøren herom. Landinspektøren bør ved sin rådgivning af den pågældende part gøre denne opmærksom på, hvad der kan forventes medtaget under sagens omkostninger, jf. afsnit 7.
Et eksempel på mødeindkaldelse til en ejer, der ikke er rekvirent, findes som bilag 1.
I bekendtgørelsen stilles kun krav om, at indkaldelsen skal være skriftlig. Det tilrådes dog, at indkaldelsen fremsendes både som almindeligt brev og som rekommanderet. I begge tilfælde kan fås attest om, at brevet er indleveret til forsendelse. Desuden opnås der for så vidt angår det rekommanderede brev bevis for, at brevet er modtaget eller søgt afleveret.
Efter den hidtidige udstykningslov har landinspektøren kunnet anmode 2 hegnsynsmænd om at deltage i en skelsætningsforretning, og omkostningerne herved har kunnet medtages i de samlede omkostninger ved forretningen. Bestemmelsen er ikke medtaget i den nye udstykningslov, men boligministeren har på spørgsmål fra Folketingets Boligudvalg oplyst, at udstykningslovens bestemmelser om skelforretninger ikke er til hinder for, at hegnsynsmænd deltager i en skelforretning, såfremt en af parterne måtte ønske det.
En eller flere hegnsynsmænd kan således efter ønske fra en part deltage i forretningen, og omkostningerne herved henregnes ifølge bekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 3, altid til sagens omkostninger. Da der imidlertid ikke i den nye udstykningslov er hjemmel til at kræve hegnsynsmænds deltagelse i en skelforretning, har en hegnsynsmand ikke pligt til at efterkomme en anmodning fra en part om at deltage i en skelforretning. Der er derfor ikke hjemmel til administrativt at fastsætte størrelsen af vederlaget til en hegnsynsmand, der påtager sig at deltage i en skelforretning.
4. Mødet på stedet.
4.1. Mødets indledning.
Landinspektøren skal ved skelforretningens begyndelse oplyse parterne om de gældende regler om skelforretninger i udstykningsloven og i bekendtgørelsen om skelforretninger, herunder om opgørelse og eventuel fordeling af omkostningerne og om muligheden for, at omkostningerne kan blive betalt af staten.
Landinspektøren må desuden konstatere, at indkaldelse til mødet er sket som foreskrevet. En fejl i denne procedure behøver dog ikke at betyde, at forretningen må udsættes. Hvis f.eks. en mødeindkaldelse er afgivet med for kort varsel, men den pågældende er mødt og accepterer at se bort fra fejlen, er der ikke noget til hinder for, at forretningen kan påbegyndes.
Når indkaldelse til skelforretning er sket som foreskrevet, kan forretningen afholdes, selvom en part udebliver fra mødet på stedet. Landinspektøren bør dog ikke fortsætte forretningen, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt en udebleven part faktisk har modtaget indkaldelsen.
4.2. Inhabilitet.
Landinspektøren skal sikre sig, at der ikke foreligger inhabilitet for hans vedkommende, jf. inhabilitetsbestemmelserne i landinspektørlovens § 5. Bestemmelsen om, at landinspektøren er inhabil, hvis han »er interesseret i sagen på en måde, der i øvrigt kan vække tvivl om hans upartiskhed«, kan undertiden give anledning til tvivl. Denne form for inhabilitet kan navnlig tænkes at foreligge, hvis landinspektøren tidligere har afsat det skel, der nu skal fastlægges, men det må dog afhænge af de nærmere omstændigheder, om landinspektøren er inhabil. Hvis landinspektøren er i tvivl, bør han oplyse parterne om forholdet og anmode om deres skriftlige erklæring om, at de er tilfredse med, at han leder skelforretningen.
Det vil ikke medføre inhabilitet, at landinspektøren udfører undersøgelser på stedet forud for skelforretningen og f.eks. foretager opmåling m.v. på grundlag af eksisterende måloplysninger. For at undgå misforståelser er det imidlertid vigtigt, at landinspektøren orienterer parterne samtidig og på samme måde om undersøgelsen og dens formål.
4.3. Grundlaget for afgørelsen.
Landinspektøren skal fremskaffe de nødvendige oplysninger for at kunne træffe sin afgørelse om ejendomsgrænsens beliggenhed - herunder om grænsen er ændret ved hævdserhvervelse. Ved sin undersøgelse må landinspektøren sammenholde og vurdere alle foreliggende oplysninger, herunder oplysninger fra matriklen, forholdene på stedet, parternes og andre fremmødtes forklaringer og fremlagte dokumenter samt resultatet af egne undersøgelser, f.eks. med hensyn til eksisterende hegns alder og formodede opståen samt eventuelle egnstypiske placeringer af hegn i forhold til skel. Hvis landinspektøren, efter at skelforretningen er påbegyndt, anser det for nødvendigt at søge forholdene yderligere belyst ved mundtlige forklaringer fra andre end de indkaldte, må forretningen udsættes, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.
De personer, der møder ved en skelforretning, har ikke pligt til at udtale sig, og de udtaler sig ikke under vidneansvar. Hvis de indkaldes som vidner ved en eventuel efterfølgende retssag, vil de derimod have pligt til at møde for retten og afgive forklaring under vidneansvar.
Viser det sig, efter at forretningen er påbegyndt, at grænsen er ændret som følge af en uberigtiget aftale eller ekspropriation, jf. afsnit 2.2., eller bliver ejerne under skelforretningen enige om et andet skel end det, landinspektøren må anse for det rette skel, må forretningen hæves, og forandringen gennemføres ved arealoverførsel.
5. Afgørelsen.
5.1. Der opnås enighed om skellets beliggenhed.
Når landinspektøren finder, at skelspørgsmålet er tilstrækkeligt belyst, skal han søge at opnå enighed mellem ejerne om skellets beliggenhed, jf. bekendtgørelsens § 3. Opnås der enighed, og godkender ejerne skriftligt det afsatte skel, jf. udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 1 og bekendtgørelsens § 4 er skelforretningen dermed afsluttet.
Det vil være naturligt, at landinspektøren i dokumentet, der underskrives af ejerne, har beskrevet det afsatte skels beliggenhed. Hvis omstændighederne gør det muligt, kan landinspektøren på mødet levere ejerne et situationsrids, der viser det afsatte skels beliggenhed og de anbragte skelmærker. Efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nr. 4, skal der i almindelighed senere til Kort og Matrikelstyrelsen indsendes måleblad m.v. Det følger af god landinspektørskik, at landinspektøren samtidig sender ejerne kopi af den godkendelse, de har underskrevet, og af målebladet. Et eksempel på ejernes godkendelse af det afsatte skel findes som bilag 3.
5.2. Der opnås ikke enighed om skellets beliggenhed.
5.2.1. Erklæring om skelforretning.
Hvis ejerne ikke skriftligt godkender det skel, som landinspektøren har afsat, skal landinspektøren snarest efter skelafsætningen udarbejde en erklæring om skelforretningen med tilhørende kort med målangivelser, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Kortet skal udarbejdes efter reglerne for måleblade i § 36 i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder. Kopi af erklæringen skal sendes til ejerne med underretning om reglerne i udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 2.
Formålet med landinspektørens erklæring om skellet er for det første at give parterne grundlag for at vurdere, om retssag bør anlægges, og for det andet at give Kort- og Matrikelstyrelsen et sikkert grundlag for at notere det afsatte skel i matriklen, jf. udstykningslovens § 37.
Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, indeholder regler om, hvilke oplysninger erklæringen som minimum skal indeholde. Erklæringen bør i øvrigt altid indledes med oplysning om tid og sted for forretningen samt om, hvilke ejendomme og skel forretningen angår. Det må endvidere oplyses, hvem der er rekvirent, hvem der ejer de berørte ejendomme, og i hvilken egenskab øvrige deltagere er til stede. Referatet af de afgivne forklaringer til belysning af skellets beliggenhed bør indeholde ikke blot de oplysninger, der har været afgørende for resultatet, men også andre væsentlige forklaringer om faktiske forhold.
I begrundelsen for afgørelsen om skellets beliggenhed, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 5, kan indgå oplysning om dokumenter, der har været fremlagt, og om grundlaget for bestemmelsen af skellet har været
1) mål fra udskiftning, udstykning, skelafsætning eller andet,
2) eksisterende hegn, brugsgrænser, skelmærker eller andre mærker, og - hvis linjens beliggenhed i marken ikke stemmer med ældre målinger - om der i de sidste 20 år er sket en stadig og effektiv benyttelse til det fastsatte skel, uden at der har været tale om leje el.lign., eller
3) mål optaget på matrikelkortet, når der ikke findes ældre mål, og der heller ikke i marken findes hegn, brugsgrænser el. lign., hvortil der i hævdstid er sket en stadig og effektiv benyttelse.
Ved beskrivelsen af det afsatte skels beliggenhed på stedet, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 6, må for hver enkelt strækning angives skellets beliggenhed i forhold til bestående hegn og lign., f.eks. midte af jordvold eller grøft, den ene side af stengærde, mur, plankeværk eller stakit, en vis afstand fra midte af hæk o.s.v. Om de anbragte skelmærker må det oplyses, hvilke punkter der er afmærket, og arten af hvert af de anbragte skelmærker må angives.
5.2.2. Opgørelsen over sagens omkostninger.
Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 3, skal landinspektøren sammen med skelerklæringen sende en opgørelse over sagens omkostninger til rekvirenten. Opgørelsen skal indeholde oplysning om reglerne i bekendtgørelsens § 10, stk. 3, om, at rekvirenten kan indbringe spørgsmålet om fordeling af sagens omkostninger for hegnsynet. En genpart af opgørelsen skal sendes til sagens øvrige parter.
5.2.3. Undersøgelse af, om retssag er anlagt.
Det påhviler som hidtil landinspektøren ved henvendelse til retten at skaffe sig oplysning om, hvorvidt der rettidigt er anlagt retssag.
Som hovedregel gælder, at retssag skal anlægges ved den ret, i hvis kreds sagsøgte har bopæl. Visse sager vedrørende fast ejendom, herunder skelspørgsmål, kan dog anlægges ved den ret, under hvilken den pågældende ejendom er beliggende. Landinspektøren må derfor undersøge de foreliggende muligheder.
5.2.4. Retssag er ikke anlagt.
Når 8 ugers fristen efter udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 2, er udløbet, og ingen af ejerne har anlagt retssag med henblik på at få ændret landinspektørens skelfastlæggelse, vil skelafsætningen være bindende for ejerne, jf. dog udstykningslovens § 36, stk. 4, og § 37, stk. 2.
5.2.5. Retssag er anlagt.
Hvis landinspektørens fastlæggelse af ejendomsgrænsen underkendes ved dom eller forlig i en rettidigt anlagt retssag, skal landinspektøren snarest foretage afsætning og indmåling af skellet, som det er ændret ved dommen eller forliget, og fjerne skelmærker, der ikke længere er gældende. Ejerne skal med mindst 14 dages varsel indkaldes til at overvære afsætningen af skellet. Landinspektøren skal give den oprindelige erklæring om skelforretningen påtegning om de ændringer, der følger af dommen eller forliget. Ejerne og en rekvirent, der ikke er ejer af en af ejendommene, skal have tilsendt en rettet kopi af kortet, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 6. På kopien skal afmærkning og mål til punkter i skelstrækninger, der er ændret, således være slettet ved overstregning, og nye skelmærker og måling m.v. for de ændrede skelstrækninger skal være anført. Hvis det er nødvendigt af hensyn til tydeligheden, kan landinspektøren i stedet for at påføre det oprindelige kortbilag oplysninger om de ændrede skelstrækninger, udarbejde et nyt kort med målangivelser m.v. for disse strækninger.
Hvis en retssag, der er tilladt anlagt i henhold til udstykningslovens § 36, stk. 4, medfører, at der sker ændring af landinspektørens fastlæggelse af skellet, er det ikke nødvendigvis den landinspektør, der har afholdt skelforretningen, som skal afsætte skellet, som det er fastlagt ved dommen eller forliget. Den, der har anlagt retssagen, har pligt til at rekvirere en landinspektør til at udføre arbejdet og kan anmode en anden landinspektør om at udføre det.
Retten skal sende udskrift af dommen til Kort- og Matrikelstyrelsen. Hvis skellet er ændret ved dommen, vil styrelsen underrette den, der har anlagt sagen (sagsøger) om, at han har pligt til at rekvirere en landinspektør til at ændre afsætningen af skellet i overensstemmelse med dommen. Samtidig vil man anmode sagsøgeren om at oplyse, hvilken landinspektør han rekvirerer til at udføre arbejdet. Den landinspektør, der skal udføre arbejdet, skal følge reglerne i bekendtgørelsens § 6.
Reglen i udstykningslovens § 36, stk. 4, gælder, selvom skelforretningen allerede er blevet noteret i matriklen.
6. Notering i matriklen.
Landinspektøren skal snarest indsende oplysning om skellets rette beliggenhed til Kort- og Matrikelstyrelsen til notering i matriklen, jf. udstykningslovens § 37, stk. 1. Den tidligere frist på 1 år for indsendelse af ansøgning om notering af skelforretningen i matriklen gælder således ikke længere.
Sagen skal ved indsendelsen indeholde de dokumenter, der er foreskrevet i bekendtgørelsens § 9.
Landinspektøren har ansvaret for afgørelsen af spørgsmålet om ejendomsgrænsens rette beliggenhed, og landinspektørens skøn kan ikke anfægtes af Kort- og Matrikelstyrelsen. Medmindre spørgsmålet om skellets rette beliggenhed er afgjort ved domstolene, kan Kort- og Matrikelstyrelsen dog i medfør af udstykningslovens § 37, stk. 2, nægte at foretage noteringen i matriklen, såfremt der konstateres fejl eller mangler ved skelforretningen. Notering vil kun blive nægtet, hvis der er tale om væsentlige fejl eller mangler.
Hvis notering nægtes, er forretningen ugyldig. Det betyder, at en eventuel ny skelforretning ikke kan forestås af den samme landinspektør, som har afholdt den ugyldige forretning.
Skelforretninger vil ikke som hidtil blive noteret i tingbogen. Hvis der i forbindelse med en skelforretning sker arealforandring, vil de ændrede arealer blive anført i tingbogen og ESR.
7. Omkostningerne.
7.1. Opgørelse.
Til omkostningerne ved en skelforretning henregnes ifølge bekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 1, landinspektørens honorar og udlæg, herunder omkostninger i forbindelse med indhentning af nødvendige oplysninger fra matriklen og udfærdigelse af de nødvendige dokumenter til notering af skelforretningen i matriklen.
Desuden henregnes efter § 10, stk. 2, nr. 2, de rimelige udgifter, som en part har afholdt til fremskaffelse af oplysninger om skelforholdene, når oplysningerne har været ønskelige. Oplysningerne kan f.eks. være dokumenter eller mundtlige forklaringer fra en person, som en part har ønsket skulle deltage i forretningen. Selvom de frembragte oplysninger har været ønskelige, må det afvejes, om det er rimeligt at bebyrde sagen med omkostninger af stort omfang, f.eks. betydelige rejseudgifter. Det kan under forretningen vise sig, at bestemte oplysninger ikke var nødvendige, men dette behøver ikke at være ensbetydende med, at oplysningerne ikke var ønskelige. Reglerne vedrører oplysninger om skelforholdene, og under sagens omkostninger kan derfor ikke medregnes omkostninger, som en part har afholdt til juridisk bistand.
Det er landinspektøren, der afgør, om udgifterne har været rimelige, og om oplysningerne har været ønskelige. I overensstemmelse med god landinspektørskik må landinspektøren ved sin afgørelse stille sagens parter lige og således f.eks. ikke ukritisk lade sagens omkostninger omfatte alle udgifter, som rekvirenten har afholdt til fremskaffelse af oplysninger. Landinspektørens afgørelse kan ikke indbringes for hverken hegnsynet eller anden administrativ myndighed, men må i givet fald rejses for domstolene ved anlæg af retssag.
Omkostninger til en eller flere hegnsynsmænds deltagelse i en skelforretning efter ønske fra en part skal altid medregnes til sagens omkostninger, jf. § 10, stk. 2, nr. 3.
I bekendtgørelsens § 5, stk. 3, er det foreskrevet, at landinspektøren i tilfælde, hvor enighed om skellet ikke opnås, sammen med sin skelerklæring skal fremsende en opgørelse over sagens omkostninger til rekvirenten og en genpart af opgørelsen til de øvrige parter. Opgørelsen skal indeholde oplysning om reglerne i bekendtgørelsens § 10, stk. 3, om, at rekvirenten inden 8 uger kan indbringe spørgsmålet om fordeling af sagens omkostninger for hegnsynet.
Bekendtgørelsen indeholder ikke tilsvarende regler for sager, hvor ejerne godkender det afsatte skel. Hvis der i sådanne sager ikke tillige er enighed mellem parterne om, hvem der skal betale sagens omkostninger, bør landinspektøren imidlertid følge reglerne i bekendtgørelsens § 5, stk. 3.
7.2. Fordeling.
En rekvirent, der i mangel af enighed om andet skal betale sagens omkostninger, kan inden 8 uger efter datoen for modtagelsen af opgørelsen indbringe spørgsmålet om en eventuel fordeling af omkostningerne for hegnsynet. Begæring om fordeling rettes til formanden for kommunens hegnsyn. Hegnsynet skal ifølge udstykningslovens § 39, stk. 2, sidste pkt., behandle sagen efter hegnslovens regler om hegnsynsforretninger.
Hegnsynets afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske fordeling af omkostningerne mellem parterne og da hvorledes, må træffes på grundlag af parternes interesse i en konstatering af skellets rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen. Der vil ikke være noget i vejen for, at en af parterne kommer til at udrede alle sagens omkostninger, og en forulempet ejer vil således efter omstændighederne kunne friholdes for udgifter, selvom den pågældende er rekvirent af forretningen. I tilfælde, hvor der skal ske fordeling af omkostningerne, bør afgørelsen i almindelighed angive fordelingstallene og ikke de absolutte beløb.
Vederlag til hegnsynet for omkostningsfordelingen betales efter reglerne i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 491 af 4. juli 1989 om vederlag til hegnsynsmænd m.v.
Hegnsynets afgørelse kan efter udstykningslovens § 39, stk. 3, indbringes for vedkommende landvæsenskommission inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende.
Omkostningerne ved sagens behandling for landvæsenskommissionen fastsættes i medfør af lov om landvæsensretter.
7.3. Refusion af omkostninger.
Reglerne i udstykningslovens § 40 og i bekendtgørelsens § 11 er nye.
Ansøgning om at få omkostningerne ved en skelforretning refunderet helt eller delvis kan efter disse regler indgives af ejere af de ejendomme, skelforretningen vedrører, eller af en rekvirent, der ikke er ejer.
En person, som påtænker at rekvirere en skelforretning, kan indgive ansøgning til statsamtmanden om støtte til udgifterne, inden forretningen rekvireres. Der kan også indgives ansøgning, mens forretningen foregår. Statsamtmandens afgørelse vil imidlertid i de fleste tilfælde først kunne træffes, efter at skelforretningen er afholdt, og omkostningsfordelingen afgjort. Dette skyldes, at det normalt er vanskeligt på forhånd at vurdere, om det er rimeligt, at der er ønsket en skelforretning afholdt, eller om andre (modparter) uden rimelig grund er blevet påført sagen. Modparten vil normalt heller ikke være tilskyndet til at søge om, at udgifterne udredes af staten, før det er afgjort, om forretningen vil påføre modparten udgifter. Der er dog ikke noget i vejen for, at statsamtmanden kan træffe beslutning, før skelforretningen er afholdt eller afsluttet, såfremt forholdene er tilstrækkeligt klare.
Den omstændighed, at en part under skelforretningen er indgået på at påtage sig en del af sagens omkostninger, er ikke til hinder for refusion af omkostningerne, hvis fordelingen findes rimelig.
Refusion af omkostningerne kan kun bevilges til personer, der ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale omkostningerne ved sagen. Om dette er tilfældet, afgøres efter reglerne i Justitsministeriets årlige bekendtgørelse om fri proces, senest bekendtgørelse nr. 838 af 12. december 1990.
Udgifter ved hegnsynets fordeling af omkostninger ved skelforretningen kan medtages i ansøgningen, men det må i givet fald ske med henvisning til § 46, stk. 4, i hegnsloven.
Såfremt hegnsynets afgørelse af omkostningsfordelingen er indbragt for landvæsenskommissionen, kan også sagens omkostninger herved medtages i ansøgningen. Det må ske med henvisning til § 48 i lov om landvæsensretter.
Statsamtmandens afgørelse af en ansøgning om refusion af udgifter ved en skelforretning kan påklages til Kort- og Matrikelstyrelsen, jf. udstykningslovens § 40, stk. 2.
Efter aftale med Landbrugsministeriet, henholdsvis Justitsministeriet kan også statsamtmandens afgørelse af en ansøgning om fritagelse for at betale sagsomkostninger til hegnsynet og statsamtmandens afgørelse med hensyn til fritagelse for at betale sagsomkostninger til landvæsenskommissionen påklages til Kort- og Matrikelstyrelsen.
Kort- og Matrikelstyrelsen, den 28. februar 1991
Peter Jakobsen
/ Tove Lense-Møller
Ingen