Legislator Case Law & Legislation
C19910000809 DK

Cirkulære om støtte til udlændinge m.fl. til deltagelse i kurser på danske folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler. (Til kommuner og forstandere for folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler) Nr 8 10/01/1991 BKG i MT: 31/01/1991

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1991 8 Historic

Cirkulære om støtte til udlændinge m.fl. til deltagelse i kurser på danske folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler. Nr 8 10/01/1991 BKG i MT: 31/01/1991

(Til kommuner og forstandere for folkehøjskoler, landbrugsskoler,

husholdningsskoler og efterskoler)

Ved udlændinge forstås personer, som ikke er danske statsborgere. Cirkulæret sondrer mellem elever med tilknytning til Danmark (afsnit I) og elever uden tilknytning til Danmark (afsnit II). Desuden omhandler cirkulæret specielle forhold og bemærkninger vedrørende elever fra Færøerne, Grønland, Sydslesvig samt elever med flygtningestatus (afsnit III).

I. Elever som har en særlig tilknytning til Danmark.

a. Statsborgere fra andre EF-lande og disses børn. Der ydes elevstøtte på samme vilkår som til danske statsborgere under visse betingelser om lønarbejde/egen virksomhed m.v., jf. Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 891 af 20. december 1990, § 3 og 4 (elevstøttebekendtgørelsen).

b. Andre udlændinge med særlig tilknytning til Danmark, jf. elevstøttebekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Den særlige tilknytning kan f.eks. være gennem familie i lige linie i Danmark. forældres tidligere danske statsborgerskab eller på grund af ophold her i landet i mindst 2 år, før kurset begynder.

Eleven vil som udgangspunkt kunne få 30 % af den godkendte elevstøtteramme. Hvis der kan oplyses et indkomstgrundlag, beregnes elevstøtten dog på grundlag heraf efter reglerne i elevstøttebekendtgørelsen.

c. Udlændinge, der studerer dansk på universitetsniveau, kan til ophold af mindst 16 ugers varighed på en dansk folkehøjskole få 50 % af den godkendte elevstøtteramme, såfremt en dansk lektor erklærer, at det danske sprog beherskes.

Elevstøtte til elever med særlig tilknytning til Danmark søges på sædvanligt ansøgningsskema (skema 69). Det bemærkes, at der ikke kan søges dansk elevstøtte, hvis eleven modtager støtte fra hjemlandet.

II. Elever som ikke har særlig tilknytning til Danmark.

Til disse elever råder ministeriet over en begrænset bevilling, der kan søges af elever, som ikke på anden måde kan få støtte til skoleophold i Danmark, jf. elevstøttebekendtgørelsens § 5, stk. 2. Det betyder f.eks., at elever fra Norge, Sverige og Finland skal søge støtte fra hjemlandet, når det drejer sig om kurser på danske folkehøjskoler og landbrugsskoler.

Støtte af bevillingen til disse udenlandske elever søges på særligt ansøgningsskema, der rekvireres fra

Kulturministeriet

Direktoratet for Folkeoplysning,

Frie Grundskoler m.v.

Vestergade 29-31, 1456 København K.

Hvis den særlige støtte bevilges, uddeles den i portioner af henholdsvis 1.500 kr. og 2.500 kr. afhængig af kursets længde.

III. Elever fra Færøerne, der deltager i kurser af mindst 12 ugers varighed, kan ud over den almindelige elevstøtte få refunderet afholdte rejseudgifter. Sammen med ansøgningsskemaet indsendes en specificeret opgørelser over udgifterne til rejsen fra Færøerne til vedkommende skole og retur med billigste offentlige transportmiddel.

Elever fra Grønland søger om elevstøtte på sædvanligt ansøgningsskema, og der kan ikke søges refusion af rejseudgifter. For så vidt angår grønlandske elever på danske efterskoler, kan disse i stedet for dansk elevstøtte søge støtte gennem Grønlands Hjemmestyre.

Sydslesvigske elever, der hører til det danske mindretal, kan søge støtte fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Elever med flygtningestatus rubriceres under afsnit I og søger derfor støtte på sædvanligt ansøgningsskema. Dokumentation af flygtningestatus vedlægges ansøgningsskemaet.

Cirkulæret har virkning fra den 1. februar 1991.

Kulturministeriets cirkulære af 5. april 1989 ophæves samtidig.

Kulturministeriet

Direktoratet for Folkeoplysning,

Frie Grundskoler m.v., den 10. januar 1991

P.d.v.

Vivian Schiøtz

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →