Liturgi og ritualer

Liturgi og ritualer

Kirkeministeriets skrivelse af 22. juni 1990 til Den danske Præsteforening, Rosenvængets Hovedvej 19, 2100 København Ø.

I skrivelse af 14. februar 1990 har foreningen på vegne af pastor NN forelagt ministeriet spørgsmål om lovligheden af de pålæg, som biskoppen har givet pastor NN i skrivelse af 19. september 1989.

Biskoppen har i sit pålæg anført følgende

1. Vekselbønnen i kirkerummet som forberedelse til gudstjenesten må undlades.

2. Den rituelle håndvaskning i kirkerummet under nadveren må undlades.

3. Den rituelle iblanding af vand i vinen under nadveren er uacceptabel og må afvises.

4. Den såkaldte akolyt kan ikke medvirke ved nogen form for nadver.

5. »Dansk Messebog« må ikke indgå i den gudstjenstlige adfærd. Adfærden i forbindelse med hidtidig brug af denne bog er helt uacceptabel.

6. Anvendelse af røgelse under ordinære gudstjenester og i øvrigt om søndagen (og på hverdage) og under alle andre gudstjenester er forbudt.

7. Nadverliturgier, der afviger fra de autoriserede nadverliturgier, må ikke bringes i anvendelse ved nogen gudstjeneste.

8. Der må ske en modifikation af gennemførelsen af såkaldte special messer f.eks. i tilknytning til helgener.

Præsteforeningen ønsker belyst, om de af pastor NN foretagne handlinger ved ordinære gudstjenester kan betegnes som ritualer, jf. § 29, stk. 1, i lov om menighedsråd, samt om de foretagne ændringer vedrørende ekstraordinære gudstjenester kan påtales af biskoppen.

Foreningen konkluderer, at såfremt omhandlede ritualændringer ikke strider mod Den danske evangelisk-lutherske kirkes lære, vil biskoppens pålæg være ulovmedholdelige.

Biskoppen har ved skrivelse af 13. december 1989 i besvarelse af en ansøgning fra pastor NN om tilladelse til at benytte særlig nadverliturgi ved ekstraordinære gudstjenester uddybet de tidligere meddelte pålæg.

Biskoppen anfører i denne forbindelse, at den pågældende nadverliturgi kan påstås - efter hans vurdering med rette - at være tvetydig , idet indstiftelsesordene som led af nadverbønnen svækkes som forkyndelsesord og bruges til at analogisere nadveradministrationen med Herrens egen enestående og uefterlignelige handling skærtorsdag aften, hvilket ikke er i overensstemmelse med en genuin evangelisk-luthersk nadverforståelse. Han har derfor aldrig kunne godkende, at pastor NN - uanset skiftende menighedsråd - skulle have lov til at have sin egen permanente gudstjenesteordning i resten af hans embedsperiode ved X Kirke. Biskoppen anfører videre, at det i hele gudstjenesteproblematikken i X kirke vitterligt ikke kan dreje sig om pastor NN's ret og frihed til at udfolde sit gudstjenstlige syn i en praksis, som ved hans ord og ved hans gennemførelse har til følge, at gudstjenesten opleves som fremmedartet og stridende imod

vor evangelisk - lutherske kirkes skik og brug, hvor det da også drejer sig om pastor NN's ligefremme forpligtelse - indeholdt i pastor NN's præsteløfte og i ordinationsløftet - til at følge vor

kirkes orden og ritualer. Biskoppen anfører endeligt, at da det også drejer sig om menighedens frihed til at holde gudstjeneste, har biskoppen måttet meddele pastor NN, at hans ansøgning efter de foreliggende omstændigheder ikke kunne imødekommes.

I en i sagens anledning indhentet erklæring udtaler biskoppen supplerende, at vekselbønnen må opfattes som en del af gudstjenesten, da denne er begyndt med den gudstjenstlige ringning , og da vekselbønnen ved at blive »transmitteret« selvfølgelig af den ansvarlige præst opfattes som et gudstjenstligt led.

Han finder det vanskeligt at tage stilling til pastor NN's ritualopfattelse på grundlag af den sparsomme gengivelse i Præsteforeningens skrivelse af 14. februar 1990, men må dog umiddelbart afvise den som klart givende anledning til liturgisk anarki , der både gør præstens ritualbundethed og menighedens frihed ganske illusorisk, jf. begrundelsen i skrivelsen af 13. december 1989 til pastor NN.

Biskoppen bemærker, at han ikke generelt hævder, at også ritualer ved ekstraordinære gudstjenester kræver godkendelse, men at han konkret må hævde, at det ikke er rimeligt at antage, at et ritual, hvis anvendelse ved ordinære gudstjenester er afvist, skulle kunne bringes i anvendelse uden for de ordinære gudstjenester, jf. begrundelse 1 og begrundelse 2 i hans skrivelse til pastor NN af 13. december 1989.

Biskoppen har under en forhandling i ministeriet bekræftet, at de af pastor NN foretagne ændringer i gudstjenesten efter biskoppens opfattelse ikke er i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

I anledning heraf skal man udtale, at ifølge menighedsrådslovens § 29, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, skal en præst have samtykke såvel fra menighedsrådet som fra biskoppen til, at der ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer.

Indtil lov nr. 224 af 26. april 1973 om ændring af menighedsrådsloven gjaldt den tilsvarende bestemmelse ved alle gudstjenester. I bemærkningerne til loven anføres det: »Af samme grund (dvs. for at tilpasse loven til de faktiske forhold) er bestemmelsen om, at der skal indhentes tilladelse til at foretage mindre ændringer i liturgi og ritualer i § 25 foreslået indskrænket til kun at angå faste gudstjenester. I overensstemmelse med fast praksis i en lang årrække vil præsterne ved de af dem afholdte ekstraordinære gudstjenester kunne foretage afvigelser fra gudstjenestens sædvanlige form uden at skulle indhente tilladelse fra vedkommende menighedsråd og biskop«.

Det er herefter klart, at præsten ved de ekstraordinære gudstjenester - uden at spørge nogen - kan foretage mindre ændringer i liturgi og ritualer. Men præsten kan også gå videre end det. Se f.eks. forslag til ny alterbog, bind 1, side 9, om afholdelse af børne~ og familiegudstjenester på andre tidspunkter (end højmessens), »hvor formerne må anses for at være anderledes frie«.

Det indgår samtidig i biskoppens tilsynsfunktioner vedrørende prædikeembedet og sakramenternes forvaltning, at han har opsyn med, at der ved de folkekirkelige gudstjenester (ordinære som ekstraordinære) ikke foregår noget, der ikke er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske kirkes lære og tradition.

Det ses ikke at have nogen betydning, om (alle) de fremgangsmåder (handlinger), der påtales i biskoppens skrivelse af 19. september 1989, kan kaldes ritualer, eller om de har været anvendt ved ordinære eller ekstraordinære gudstjenester, eventuelt ved alle gudstjenester. Biskoppen har under alle omstændigheder ret til at påtale sådanne fremgangsmåder (handlinger), når de kommer til hans kundskab, og han finder, at de ikke er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske kirkes lære og tradition.

Ministeriet skal på dette grundlag meddele, at man ikke finder grundlag for at tilsidesætte biskoppens afgørelse af 19. september 1989.

P.M.V.

E.B.

Ingen

Skrivelse om at ministeriet ikke finder grundlag for at tilsidesætte biskoppens pålæg til en præst om at ophøre med brugen af liturgi og ritualer, som biskoppen finder stridende mod den evangelisk-lutherske kirkes lære og tradition