Cirkulæreskrivelse til domstolene om vederlag til stævningsmænd i civile sager med skriftlig forberedelse
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse til domstolene om vederlag til stævningsmænd i civile sager med skriftlig forberedelse
I bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd er ikke fastsat noget maksimum for, hvor mange gange en stævningsmand skal forsøge at foretage forkyndelse, idet et berammet retsmøde som altovervejende hovedregel indebærer, at stævningsmanden må returnere sagen, hvis forkyndelse ikke er gennemført inden for kortere tid og dermed efter et begrænset antal forkyndelsesforsøg.
I de tilfælde, hvor civile sager forberedes skriftligt, eksisterer den forudsatte tidsmæssige begrænsning ikke, hvorfor stævningsmanden i nogle tilfælde må foretage et betydeligt antal forkyndelsesforsøg uden at modtage yderligere vederlag.
Justitsministeriet agter at tage dette spørgsmål op i forbindelse med en generel revision af de administrative regler om forkyndelse, som forventes gennemført efter Folketingets behandling af de forslag om ændring af retsplejeloven, som er stillet i betænkning nr. 1201 om modernisering og forenkling af tvangsfuldbyrdelsen og betænkning nr. 1202 om forkyndelse.
I den anledning skal man meddele, at embederne, indtil nye administrative regler om forkyndelse foreligger, kan udbetale nyt vederlag til stævningsmænd efter 3 forgæves forkyndelsesforsøg for så vidt angår forkyndelser i civile sager, der forberedes skriftligt.
P. M. V.
E. B.
Niels Pallesen
Ingen