Cirkulæreskrivelse om meddelelse om belægning af dagpengekort lørdag og søndag i tilfælde af sygdom

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om belægning af dagpengekort lørdag og søndag i tilfælde af sygdom

Kommentarer m.v.

Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejdede i 5 dages uge skulle i tilfælde af sygdom have dagpengekortet belagt med 8 timer (nu 7,6 timer) uanset, at medlemmet ifølge vagtplan skulle have arbejdet 6 timer de pågældende dage, og selvom det var lørdag og søndag.

Meddelelse om afgørelsen

Et fuldtidsforsikret medlem skulle ifølge vagtplan for uge 5/1986 have arbejdet således: mandag 6 timer, tirsdag 8 timer, onsdag 6 timer, torsdag og fredag fri, lørdag 6 timer og søndag 6 timer.

Medlemmet var imidlertid sygemeldt lørdag og søndag, hvor hun modtog løn fra arbejdsgiveren for søndag, medens lørdag var karensdag.

Kassen fandt, at medlemmets to sygedage skulle belægges med hver 6 timer, således at medlemmet i alt havde 32 belægningstimer i uge 5 og dermed i henhold til de dagældende mindsteudbetalingsregler var berettiget til en dagpengeudbetaling svarende til 8 timer.

Kassen begrundede afgørelsen med, at den foretog belægning i en 5-dages uge. Lørdag skulle derfor belægges med det planlagte antal arbejdstimer (6 timer), og søndag skulle belægges med det antal timer, der svarede til lønudbetalingen (6 timer).

Direktoratet fandt, at medlemmets dagpengekort som følge af medlemmets sygdom lørdag og søndag skulle belægges med 8 timer pr. dag, hvorfor medlemmet i henhold til den dagældende mindsteudbetalingsregel ikke var berettiget til at modtage dagpenge i pågældende uge.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at alene dage, der ikke var overenskomstmæssige arbejdsdage, kunne friholdes fra belægning i tilfælde af sygdom.

Kassen anførte i klagen til ankenævnet, at man var af den opfattelse, at belægning på grund af sygdom kun skulle foretages for ugens 5 første dage, med mindre kassen havde søgt og modtaget dispensation herfor, jf. § 2, stk. 5, i den dagældende bekendtgørelse.

Kassen oplyste endvidere til ankenævnet, at dens medlemmer som udgangspunkt arbejder i en 5-dages arbejdsuge, hvorfor man ikke fandt det rigtigt at søge om en dispensation, som i øvrigt efter kassens opfattelse ikke ville have haft anden betydning, end at belægningen skulle foretages med 1/6 af den overenskomstmæssige arbejdstid.

Endelig bemærkede kassen, at dens medlemmer for arbejde på lørdage og søndage får udbetalt et tillæg til normal timeløn, hvorfor man fandt, at alle ugens dage ikke kunne sidestilles. Kassen fastholdt således, at dagpengekortet i tilfælde af sygdom skulle belægges fuldt ud på ugens 5 første dage, og at der herudover på lørdage/søndage skulle foretages en belægning for fraværstimer, som medlemmet havde modtaget økonomisk dækning for/skulle have arbejdet.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet arbejdede i en 5 dages uge med to ugentlige fridage, og at disse fridage i uge 5/1986 var fastlagt til torsdag og fredag.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmets dagpengekort i tilfælde af sygdom skulle belægges fuldt ud med 8 timer pr. dag for de dage, hvor medlemmet efter tjenestetidsplanen skulle have arbejdet, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, § 2, stk. 4.

Bekendtgørelsen er nu afløst af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, og dagpengekortet skal derfor i ovennævnte situation belægges med 7,6 timer pr. sygedag, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Arbejdsdirektoratet, den 7. september 1990