Vedtægter for rådene for de videregående uddannelser inden for Universitetsafdelingens og Erhvervsskoleafdelingens områder
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 1
Undervisningsministeren nedsætter 5 råd for de videregående uddannelser inden for Universitetsafdelingens og Erhvervsskoleafdelingens områder
1. Teknisk Uddannelsesråd
2. Samfundsuddannelsesrådet
3. Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd
4. Humanistisk Uddannelsesråd
5. Sundhedsuddannelsesrådet
Stk. 2. I tvivlstilfælde afgør ministeriet under hvilke(t) råd en uddannelse eller en konkret sag henhører.
Stk. 3. En fortegnelse over de uddannelser, der er omfattet af det enkelte råds virksomhed, er optaget i forretningsordenen for vedkommende råd, jf. § 10.
§ 2
Rådenes opgaver er
- at rådgive ministeriet i overordnede uddannelsespolitiske spørgsmål
- at følge udviklingen nationalt og internationalt inden for uddannelsessystemet
- at følge udviklingen på arbejdsmarkedet
- at tage initiativer til analyser m.v., der kan indgå i den politiske beslutningsproces, herunder foreslå overordnede evalueringer af uddannelsesområder
- at rådgive ministeriet om uddannelsernes overordnede tilrettelæggelse og overordnede koordinering
- at bidrage til udviklingen i uddannelsernes og undervisningens kvalitet
- at rådgive ministeriet om konkret stillede spørgsmål
§ 3
Hvert råd består af en formand, en næstformand og 8 andre medlemmer. Alle beskikkes af undervisningsministeren i deres personlige egenskab for en periode af 4 år, første gang dog for en periode af 2 år.
Stk. 2. Undervisningsministeren udpeger en formand og en næstformand for hvert råd.
§ 4
Formændene for de 5 råd udgør et formandskollegium, som har til opgave
- at koordinere rådenes virksomhed og forestå større opgaver, der går på tværs heraf
- at bidrage til samarbejde på tværs af uddannelsesområder
Stk. 2. Undervisningsministeren udpeger blandt formændene en formand for formandskollegiet.
Stk. 3. Undervisningsministeriet kan rådføre sig med formændene for rådene om løbende sager.
§ 5
Et råd indhenter rådgivning fra en bredere kreds af interessenter ved at afholde møde med disse 1-2 gange årligt.
Stk. 2. Rådene kan i fællesskab indkalde udvalgte interessentgrupper til at drøfte emner, der berører alle rådene.
§ 6
Et råd kan efter behov nedsætte underudvalg til varetagelse af de opgaver, der er nævnt i § 2.
§ 7
Undervisningsministeriet varetager sekretariatsbetjening af råd og formandskollegium.
Stk. 2. Direktørerne for Universitets- og Erhvervsskoleafdelingerne eller repræsentanter for dem er berettiget til at deltage i rådenes møder.
§ 8
Er der delte meninger i et råd om et spørgsmål, skal alle opfattelser komme til udtryk i rådets rådgivning.
§ 9
Ministeriet afsætter for hvert år en bevillingsramme for hvert råd. Det påhviler formanden at påse, at udgifterne i forbindelse med rådsarbejdet holdes inden for den afsatte bevilling.
§ 10
Der fastsættes en forretningsorden for hvert råd.
Stk. 2. En forretningsorden skal godkendes af Undervisningsministeriet.
§ 11
Vedtægter for de faglige landsudvalg vedrørende videregående uddannelser af 9. november 1984 og vedtægter for Rådet for ingeniøruddannelserne af 9. november 1984 ophæves.
Undervisningsministeriet, den 20. november 1990
Bertel Haarder
Vedtægter for rådene for de videregående uddannelser inden for Universitetsafdelingens og Erhvervsskoleafdelingens områder
Ingen