Vejledning 1991/92 om tilskud til statsgaranterede studielån
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning 1991/92 om tilskud til statsgaranterede studielån
Også i 1991/92 (1. april 1991 - 31. marts 1992) gives der tilskud til afviklingen af statsgaranterede studielån. Både når de står i et pengeinstitut og når de efter indfrielse er overgået til Hypotekbanken.
I det følgende kan du læse, hvilke betingelser du og din studiegæld skal opfylde, og hvordan tilskuddet beregnes.
Der ydes kun tilskud for et år ad gangen. Tilskudsåret går fra 1. april til 31. marts. Du kan ikke få tilskud til afviklingen af statslån og studielån fra SUstyrelsen. Det samme gælder andre lån eller krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt uddannelsesstøtte. Denne gæld er ikke tilskudsberettigende, og regnes ikke med i opgørelsen af den studiegæld, der kan gives tilskud til.
Du kan selv regne det ud
Ved hjælp af skemaet på midtersiderne kan du selv regne dit tilskud ud. Du kan dog ikke bruge skemaet, hvis du i 1989 havde indtægter fra og/eller formue i Grønland, på Færøerne eller i udlandet, som ikke er beskattet i Danmark. Du kan heller ikke bruge det, hvis der indgår et beregnet formueafkast i dit indkomstgrundlag (se »Din beregnede årsindkomst«).
Betingelser for at få tilskud
Ansøgning og kontrol af tildelingsgrundlaget
Allerbagerst i denne brochure finder du selve ansøgningsskemaet. Riv skemaet ud og udfyld felterne et efter et.
Vi gør opmærksom på, at vi vil gennemføre en række kontroller af, at dine oplysninger og de oplysninger vi i øvrigt har lagt til grund for tilskudstildelingen - herunder oplysninger om din uddannelsesmæssige status den 5. januar 1991 - er korrekte.
Du skal sende eller aflevere din ansøgning til
SUstyrelsen, Danasvej 30,
DK - 1780 København V.
Også selvom du kun har tidligere statsgaranterede studielån i Hypotekbanken eller hos Hypotekbankens advokat (inkassator).
Ansøgningsfristen
Ansøgningsfristen er den 5. januar 1991. Da denne dag er en lørdag, anser vi ansøgninger, som styrelsen får med posten, eller som afleveres til styrelsen mandag den 7. januar 1991 for rettidigt modtaget, og de vil derfor blive behandlet.
Ansøgninger, som vi får senere, vil blive afvist og altså ikke behandlet.
Ansøgninger, som er poststemplet senest (søndag) den 6. januar 1991, vil vi dog under alle omstændigheder anse for rettidigt modtaget
Vi kan desuden se bort fra fristen i helt ekstraordinære situationer, som du ikke selv er skyld i, f.eks. akut hospitalsindlæggelse umiddelbart før ansøgningsfristens udløb.
Du får svar i april 1991
Har du udfyldt ansøgningen korrekt og sendt de bilag med, som du eventuelt henviser til, kan du forvente at få svar fra SUstyrelsen i begyndelsen af april 1991. Er din ansøgning mangelfuld, eller mangler der bilag, tager det længere tid, inden du får svar, og tilskuddet vil blive forsinket
Du har studielån i bank, sparekasse eller andelskasse
Hvis din senest påbegyndte uddannelse er afsluttet eller afbrudt i 1989 eller tidligere, skal du den 31. december 1990 opfylde den ene af disse to betingelser
1. Enten skal du have indgået en aftale med dit pengeinstitut om at begynde at betale dit studielån tilbage senest den 1. april 1991. Er du allerede i gang med at betale tilbage efter en aftale, er betingelsen opfyldt.
Det er uden betydning, at dit pengeinstitut, efter tilbagebetalingsaftalen blev indgået, har givet dig midlertidig udsættelse med betaling af ydelserne eller har lempet ydelsen.
2. Eller du skal have fået en skriftlig tilladelse fra SUstyrelsen til at vente med at indgå en aftale om tilbagebetalingen af studielån til efter den 31. december 1990 på grund af arbejdsløshed, sygdom eller andre særlige årsager (dog ikke udsættelse på grund af fortsat uddannelse).
Du er i det afviklingsfrie år
Har du sluttet eller afbrudt din senest påbegyndte uddannelse i 1990 eller senest den 5. januar 1991, er du i det såkaldte afviklingsfrie år. Det vil sige, at du har ret til at vente med at begynde at betale dit studielån tilbage til et år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse.
I det tilfælde skal du - for at få tilskud senest den 31. december 1990 have indgået en aftale med dit pengeinstitut om at begynde at betale tilbage senest 1. april 1991, selv om du altså ikke var forpligtet til det.
Du er færdig med din uddannelse
Uddannelsen er afsluttet, når du senest den 5. januar 1991 har fået den sidste karakter i den afsluttende eksamen, og eksamen dermed er bestået.
Mangler du den 5. januar 1991 kun at få den endelige bedømmelse af et afsluttende speciale eller lignende, kan uddannelsen også betragtes som afsluttet. Du skal blot vedlægge en erklæring fra din vejleder (eksaminator) og censor om, at dit speciale (eller lignende) vil opnå en karakter, der giver sikkerhed for, at eksamen er bestået (forhåndsgodkendelse).
Skriv datoen for, hvornår den endelige bedømmelse (karakter) forventes at foreligge, i skemaets spørgsmål 10
Du har afbrudt din uddannelse
Uddannelsen er afbrudt, når du senest den 5. januar 1991 har frameldt dig uddannelsesinstitutionen
Skriv datoen, hvor du har frameldt dig uddannelsen, i skemaets spørgsmål 10.
Du har orlov
Har din uddannelsesinstitution bevilget dig orlov den 5. januar 1991, betragtes din uddannelse også som afbrudt.
Du skal skrive, hvornår din orlov begyndte i skemaets spørgsmål 10.
Du er under uddannelse 5. januar 1991
Kun når du den 5. januar 1991 er tilmeldt en uddannelse, som er offentlig anerkendt, som er tilrettelagt på heltids-basis, og som er af mindst 3 -20eders sammenhængende varighed, kan du i denne sammenhæng betragtes som værende under uddannelse.
Er du under uddannelse, skal du opfylde disse to betingelser for at få tilskud
1. Din tilbagebetalingspligt skal være indtrådt den 5. januar 1991. Se »Tilbagebetalingspligten under uddannelse« nedenfor.
2. Du skal senest den 31. december 1990 have indgået aftale med dit pengeinstitut om at betale dit studielån tilbage. Du skal begynde at betale tilbage senest
den 1. april 1991. Se afsnittet »Du har studielån i bank, sparekasse eller andelskasse«.
Tilbagebetalingspligten under uddannelse
Har du fået brev fra SUstyrelsen om, at du skal begynde at betale dit statsgaranterede studielån tilbage inden 5. januar 1991, selv om du er under uddannelse, er din tilbagebetalingspligt indtrådt. Har du senere fået udsættelse med betalingen på grund af arbejdsløshed, sygdom, stram økonomi eller andre særlige årsager, er betingelsen stadig opfyldt.
Din tilbagebetalingspligt betragtes også som indtrådt, hvis der den 5. januar 1991 er gået mindst 1 år fra det tidspunkt, hvor du senest forventede at afslutte din uddannelse. Datoen for uddannelsens forventede afslutning står normalt i enten den seneste garantierklæring, du har fået fra styrelsen, eller i et brev, som styrelsen har skrevet til dig med udsættelse på grund af fortsat uddannelse.
Er du i tvivl om tidspunktet, så spørg i dit pengeinstitut.
Du har gæld i Hypotekbanken
Står din studiegæld i Hypotekbanken, er din tilbagebetalingspligt indtrådt, selvom du er under uddannelse den 5. januar 1991.
Har du allerede en aftale om, hvordan du skal betale den tilbage, skal du overholde denne aftale, ellers får du ikke tilskud.
Har du ikke en aftale , skal du senest den 31. december 1990 have indgået en tilbagebetalingsaftale med betaling fra 1. april 1991, med Hypotekbanken eller dennes advokat (inkassator).
Eller du skal efter ansøgning have fået bevilget henstand med tilbagebetalingen ligeledes af Hypotekbanken eller dennes advokat.
Sådan beregnes tilskuddet
Tilskuddet for 1991/92 beregnes i slutningen af marts 1991 med en tilskudsprocent Tilskudsprocenten fastsættes ud fra størrelsen af din årsindkomst for 1989, når diskontoen pr. 1. januar 1991 er kendt (se »Tilskudsprocenten«). Tilskuddet beregnes på følgende måde
Halvdelen af din særligt beregnede årsindkomst for 1989 (se »Din beregnede årsindkomst«), trækkes fra din tilskudsberettigende studiegæld (se »Din tilskudsberettigende studiegæld«), opgjort pr. 31. december 1990. Af det beløb, der er til rest, tages tilskudsprocenten, og du har tilskudsbeløbet.
Tilskudsprocenten
Tilskudsprocenten er Nationalbankens officielle diskonto pr. 1. januar 1991 med tillæg af procentpoints fra 0 til 7. På midtersiderne kan du se, efter hvilken skala tilskudsprocenten fastsættes, når SUstyrelsen kender din beregnede årsindkomst og diskontoen den 1. januar 1991.
Din tilskudsberettigende studiegæld
Før du kan få tilskud, gør SUstyrelsen din studiegæld op. Ikke al studiegæld regnes med. Studielån i pengeinstitutter, der indfries af styrelsen i perioden 1. januar 1991 til slutningen af marts 1991, er ikke tilskudsberettigende og regnes altså ikke med. Misligholder du i samme periode en aftale om tilbagebetaling af lån i Hypotekbanken, regnes dette lån heller ikke med.
Udgangspunktet er din statsgaranterede studiegæld pr. 31. december 1990. SUstyrelsen får gælden opgivet direkte fra banker, sparekasser, andelskasser og Hypotekbanken.
På midtersiderne kan du under rubrik A se, hvilke af dine studielån, som medregnes.
Mindst 49.140 kr.
For at få tilskud skal din samlede tilskudsberettigende studiegæld være på mindst 49.140 kr. den 31. december 1990. Gælden skal samtidig være på mere end halvdelen af din særligt beregnede årsindkomst for 1989 (se »Din beregnede årsindkomst«).
Din beregnede årsindkomst
Vi opgør din beregnede årsindkomst for 1989 med udgangspunktet i dit indkomstgrundlag og din formue. SUstyrelsen får oplysninger om dit indkomstgrundlag og din skattepligtige formue direkte fra Told og Skattestyrelsen i februar 1991. Grundlaget er dine indkomst- og formueforhold i 1989.
Indkomstgrundlaget for 1991 er summen af
a) din personlige indkomst i 1989
b) din positive (netto) kapitalindkomst i 1989 og
c) eventuelt et beregnet formueafkast.
De to første beløb står på bagsiden af din årsopgørelse fra skattevæsenet for 1989. Står der nogle »beregningsmæssige« beløb, er det dem, der er brugt. Formueafkastet står derimod kun på tilskudsmeddelelsen fra SUstyrelsen/Hypotekbanken.
Der kan blive tale om et beregnet formueafkast, hvis der er opgjort en formueskattepligtig værdi pr. 31. december 1989 af danske aktier m.v. og af udenlandsk formue. Formueafkastet vil i så fald blive beregnet som 10 pct. af summen af disse formuebeløb, minus de faktiske afkast i 1989 af de samme formuegoder og eventuelt negativ kapitalindkomst i 1989. Bliver det beregnede formueafkast negativt, sættes det til 0. Hvis der indgår et beregnet formueafkast i dit indkomstgrundlag, kan du ikke bruge skemaet på midtersiderne.
Hvis du mener, at din personlige indkomst, din kapitalindkomst eller din formue er opgjort forkert, skal du henvende dig til din lokale skatteforvaltning, så eventuelle ændringer kan foretages inden februar 1991.
Indkomstgrundlaget korrigeres af styrelsen for at nå frem til din beregnede årsindkomst.
På midtersiderne kan du se, hvordan det sker, og hvordan din skattepligtige formue den 31. december 1989 indgår i beregningen med et særligt formuetillæg.
Hvis din årsindkomst før det særlige formuetillæg er mindre end 98.280 kr udgør de 98.280 kr. + det særlige formuetillæg din beregnede årsindkomst. Beløbet bruges ved beregningen, selv om din faktiske indkomst i 1989 var lavere.
Der tages ikke hensyn til ændringer i dine økonomiske forhold efter 1989.
Hvis du i 1989 havde indtægter fra og/ eller formue i Grønland, på Færøerne eller i udlandet, som ikke er beskattet i Danmark, vil årsindkomsten blandt andet blive beregnet med udgangspunkt i dine egne dokumenterede oplysninger herom. Du kan i så fald ikke bruge skemaet på midtersiderne.
Sådan udbetales tilskuddet
Tilskuddet deles i fire lige store rater. Raterne overføres direkte til din(e) studielånskonto(i) i bank, sparekasse eller andelskasse hvert kvartal. Første gang i begyndelsen af april 1991.
Tilskud til gæld i Hypotekbanken anvises en gang om måneden.
Når du får tilskuddet, har du ret til at få nedsat den månedlige ydelse, som du betaler lånet tilbage med. Ydelsen kan nedsættes med et beløb, der forholdsmæssigt svarer til tilskuddet.
Har du fået udsættelse med tilbagebetalingen, bruges tilskuddet til at nedskrive lånet ekstraordinært.
Skifter du pengeinstitut, skal du huske, at det nye pengeinstitut skal give styrelsen besked om lånets nye kontonummer. Ellers bliver tilskuddet forsinket.
Skat
Tilskuddet er skattepligtig personlig indkomst - B-indkomst. Raterne for april, juli og oktober beskattes i 1991, raten for januar i 1992. Du vil i janaur få en opgørelse til selvangivelsen.
Har du spørgsmål om skat af tilskuddet, skal du henvende dig til skatteforvaltningen i din kommune.
Loven
Reglerne om tilskud findes i lovbekendtgørelse nr. 487 af 25. juni 1990 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld og i bekendtgørelse nr. 676 af 4. november 1988 om tilskud til afvikling af statsgaranterede studielån.
Du kan finde lovbekendtgørelsen og bekendtgørelsen i Lovtidende, som står på bibliotekerne, eller du kan købe dem i boghandlen og hos Statens Informationstjeneste, Bredgade 20, København K, Telf.: 33 92 92 28 (kl. 10-14).
Anden hjælp
Eftergivelse af studiegæld
Hvis du på grund af økonomiske, erhvervsmæssige eller sociale forhold er ude af stand til at betale din studiegæld tilbage, kan du søge Hypotekbanken om at få gælden helt eller delvis eftergivet. Det gælder, uanset om gælden er til et pengeinstitut, SUstyrelsen eller Hypotekbanken. Du kan søge om at få studiegælden eftergivet 12 år efter, at du har afsluttet eller afbrudt din uddannelse eller din tilbagebetalingspligt er indtrådt. Hvis du får førtidspension eller invaliditetsydelse, kan du søge straks.
Ansøgningsskema om eftergivelse og en pjece, hvori du kan læse mere om mulighederne for eftergivelse, kan du få i de fleste pengeinstitutter og hos Hypotekbanken, Landgreven 4, 1301 København K, Telf.: 33 92 80 00.
Gældssanering ved skifteretten
Efter reglerne i konkursloven er der mulighed for, at du kan få saneret din gæld ved skifteretten.
Du kan rette henvendelse til skifteretten i den retskreds, hvor du har bopæl, i København til Sø- og Handelsretten, hvis du vil vide mere.
Med venlig hilsen
STYRELSEN FOR STATENS UDDANNELSESSTØTTE
og
KONGERIGET DANMARKS HYPOTEKBANK og FINANSFORVALTNING