Arbejdsskadestyrelsens vejledning af 1. Oktober 1990 om arbejdsskadeforsikringslovens § 25 til brug for rigspolitiet

§ 25. Skønner Arbejdsskadestyrelsen under sagens behandling, at sygebehandling eller optræning er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse, skal forsikringsselskabet betale udgifterne herved i det omfang, disse ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen i de optræningsinstitutioner, Arbejdsskadestyrelsen har godkendt hertil.

Stk. 2. Skønner Arbejdsskadestyrelsen under sagens behandling, at anskaffelse af proteser, briller og lignende hjælpemidler samt sygevogne er nødvendig for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén, skal forsikringsselskabet betale udgifterne hertil.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved genoptagelse af sagen med henblik på en ændret vurdering af erhvervsevnetabet og det varige mén.

Stk. 4. Har en forsikret under arbejdet anvendt et af de hjælpemidler, der er nævnte i stk. 2, og er hjælpemidlet blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår, skal forsikringsselskabet afholde udgifterne til reparation, eventuelt fornyelse af hjælpemidlet.

Stk. 5. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen kan fastsætte regler om, i hvilket omfang, der kan ske dækning af udgifter efter stk. 2-4.

3. GENERELLE REGLER.

For at en udgift kan betales efter § 25 skal der foreligge en anerkendt arbejdsskade i overensstemmelse med arbejdsskadeforsikringslovens § 9. Dette krav fraviges dog tildels for så vidt angår erstatning efter § 25, stk. 4, jfr. denne vejlednings afsnit 3.4.

3.1. Stk. 1. Sygebehandling og optræning.

3.1.1. Formelle betingelser.

Bestemmelsen i § 25, stk. 1, giver adgang til at betale for egentlig sygebehandling og bestemmelsen indeholder en række formelle betingelser, der skal være opfyldt for, at en sygebehandling kan betales efter arbejdsskadeforsikringsloven § 25.

1. Behandlingen skal være lægeordineret og lægeligt indiceret,

2. Der skal være tale om behandling af arbejdsskadens følger (Broforbindelse),

3. Behandlingen skal som udgangspunkt være af en type, der er anerkendt som tilskudsberettiget efter lov om offentlig sygesikring.

Det kan tilføjes, at det er uden betydning, om den enkelte tilskadekomne konkret opfylder betingelserne for at modtage tilskud efter lov om offentlig sygesikring. Det er dog en forudsætning, at sygesikringslovens regler er opfyldt.

Ved opgørelse af erstatningen skal eventuelt tilskud fra den offentlige sygesikring og fra "Danmark" trækkes fra. Der kan derfor være behov for at forlange originalregning indsendt.

Ved behandling mere end 1 år efter skaden kræves særlig dokumentation for sammenhængen mellem skaden og nødvendigheden af behandlingen. Det kan være påkrævet med lægeerklæring, aktuelle hospitalsoplysninger eller speciallægeerklæring. Hvilken dokumentation, der i den enkelte sag må anses for mest hensigtsmæssig må bero på en konkret vurdering.

Som hovedregel kan der ikke betales for behandling udover 2 år efter arbejdsskaden.

Behandling, der ikke er afsluttet inden 2 år efter ulykkestilfældet har typisk ikke haft helbredende virkning på arbejdsskadens følger ligesom behandling, der iværksættes så sent i forhold til arbejdsskaden ikke kan antages at have effekt og er derfor normalt ikke lægeligt indiceret.

Dette gælder dog ikke undtagelsesfrit, jfr. nedenfor under afsnit

3.1.1.2.

Endvidere indeholder bestemmelsen en række formuleringer, der nedenfor uddybes

3.1.1.1. Forudgående godkendelse af behandlingen.

I princippet betales udgifter til sygebehandling alene efter en forudgående godkendelse af Arbejdsskadestyrelsen (eller pågældende forsikringsselskab).

I adskillige situationer (for eksempel hvor sygebehandling er iværksat umiddelbart efter arbejdsskaden) er det ikke muligt at afvente denne godkendelse. Den praktiske hovedregel er derfor, at Arbejdsskadestyrelsen (/forsikringsselskabet) også i disse tilfælde betaler udgiften.

3.1.1.2. Under sagens behandling.

Arbejdsskadeforsikringsloven giver som udgangspunkt alene økonomisk kompensation for de varige følger af en arbejdsskade.

For så vidt angår udgifter efter § 25 gøres der imidlertid en undtagelse, idet disse udgifter som udgangspunkt kun kan afholdes efter arbejdsskadeforsikringsloven, mens sagen er under behandling (dels i pågældende forsikringsselskab og dels) i Arbejdsskadestyrelsen.

For så vidt angår arbejdsulykkerne kan der betales erstatning efter § 25 fra ulykkestidspunktet.

For så vidt angår erhvervssygdommene kan det give anledning til en række spørgsmål om starttidspunktet for behandlingen.

I denne vejledning vil dette særlige problem ikke blive omtalt nærmere, men udgangspunktet må være, at behandlingen kan betales, fra det tidspunkt, hvor anmeldelse om erhvervssygdommen er modtaget i Arbejdsskadestyrelsen (eller i et forsikringsselskab).

Spørgsmålet om, hvor længe der kan betales udgifter efter § 25, kan som udgangspunkt besvares med, at udgifterne kan betales indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse om både erstatning for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne (de to afgørelser træffes ikke altid samtidig).

I de tilfælde, hvor der ikke bliver tale om anden erstatning i sagen end betaling af udgifter efter § 25, har Arbejdsskadestyrelsen anlagt den praksis, at retten til betaling af sygebehandling mv, bortfalder på det tidspunkt, hvor der efter arbejdsskadeforsikringsloven § 26 skal være truffet afgørelse i sagen. Det vil sige 2 år efter arbejdsskadens indtræden, hvorefter yderligere behandling normalt ikke vil være lægeligt indiceret.

Denne praksis er tiltrådt af Den sociale Ankestyrelse.

Efter Styrelsens praksis kan der undtagelsesvis betales for behandling, der fortsætter efter at Styrelsens har truffet afgørelse om erstatning for varigt mén og tab af erhvervsevne.

Betaling af behandling efter afgørelsen kan for eksempel komme på tale, hvis en behandlingsserie (på for eksempel 12 behandlinger) hos for eksempel fysioterapeut, er påbegyndt inden Styrelsens afgørelser. For at betalingen kan fortsættes kræves, at behandlingsrækken er påbegyndt inden de nævnte tidspunkter samt at Styrelsen har givet tilsagn om, at behandlingsrækken kan betales.

Se om dette spørgsmål nærmere nedenfor i afsnit 6.

3.1.2. Forholdet til anden lovgivning.

Arbejdsskadeforsikringslovens § 25, stk. 1, er subsidiær i forhold til lov om offentlig sygesikring og lov om sygehusvæsenet for så vidt angår betaling for sygebehandling mv.

Dette medfører, at der ikke kan ydes betaling for udgifter, der kan dækkes efter lov om offentlig sygesikring eller efter sygehuslovgivningen.

Hvis der er begrænsninger i dækningen efter sygesikringsloven eller sygehusloven, kan der dog ydes betaling efter arbejdsskadeforsikringsloven for den del af udgiften, der ikke dækkes på anden måde.

3.1.3. Følgeudgifter samt anden økonomisk kompensation til tilskadekomne.

Når en sygebehandling er blevet godkendt efter § 25, stk. 1, omfatter godkendelse også de følgeudgifter, der er forbundet med behandlingen for eksempel transport.

Det er dog stadigvæk en forudsætning, at disse udgifter ej heller betales af anden lovgivning.

Hvis den pågældende fra anden side modtager økonomisk kompensation for den pågældende udgift skal dette beløb fradrages i betalingen efter § 25.

For så vidt angår transport kan oplyses, at der betales for billigste forsvarlige offentlige transportmiddel eller for kørsel med egen bil svarende til Statens laveste takst eller efter omstændighederne undtagelsesvis taxa.

Taxa betales kun undtagelsesvis og nødvendigheden af kørsel med taxa skal dokumenteres (en anerkendt grund er for eksempel dårlige offentlige transportmuligheder).

3.1.4. Hvilken sygebehandling kan der ydes tilskud til.

Arbejdsskadeforsikringsloven indeholder ingen begrænsninger med hensyn til arten af den sygebehandling, som det påhviler forsikringsselskaberne at afholde udgifterne til.

Som udgangspunkt - men ikke undtagelsesfrit - gælder, at der alene ydes tilskud til behandlingsformer, der er tilskudsberettigede efter sygesikringsloven. Samtidig skal betingelsen om, at der ved behandlingen skal opnås den bedst mulige helbredelse, være opfyldt.

Der kan derfor - hvis ovennævnte betingelser for betaling af sygebehandling i øvrigt er til stede - blive tale om betaling for

1. almindelig lægebehandling

2. speciallægebehandling

3. ambulant behandling på sygehus

4. behandling under indlæggelse på sygehus

5. andre behandlingsformer, jfr. nedenfor afsnit 4.1

6. (gen)optræning

3.2. Stk. 2. Proteser, briller og andre hjælpemidler.

Efter denne bestemmelses § 25, stk. 2 kan der ydes betaling til en række forskellige former for proteser og andre hjælpemidler mv., altså midler, der afhjælper en fysisk defekt og typisk er fremstillet individuelt til vedkommende skadelidte. I det følgende vil de ting, der kan blive betalt efter bestemmelsen generelt blive omtalt som "hjælpemidler."

3.2.1. Generelle bemærkninger.

I modsætning til § 25, stk. 1, er stk. 2 primær i forhold til anden lovgivning. Dette betyder, at den tilskadekomne har ret til at få betalt det pågældende hjælpemiddel efter arbejdsskadeforsikringsloven, uanset om den tilskadekomne i øvrigt måtte være berettiget til det pågældende hjælpemiddel efter anden lovgivning, hvilket typisk vil være bistandsloven.

Formålet med hjælpemidlet kan være dels et forsøg på at formindske omfanget af det varige mén og dels et forsøg på at formindske tabet af erhvervsevne (eller begge dele).

I lighed med § 25, stk. 1, kan hjælpemidlet alene ydes under sagens behandling, jfr. ovenfor under afsnit 3.1.1.2.

3.2.2. Hvad kan betales efter stk. 2.

Opremsningen i selve bestemmelsen er - jfr. ordene "og lignende hjælpemidler" - ikke udtømmende.

Der kan betales til proteser og briller, som er direkte omtalt i bestemmelsen.

Ved lignende hjælpemidler forstås for eksempel bandager, kontaktlinser, tandproteser, høreapparater, hørebriller, ortopædisk fodtøj, krykker, støttekorsetter og parykker samt andre hjælpemidler, der har til formål at erstatte tabet af en legemsdel eller bedre funktionen af en legemsdel.

Der kan endvidere ydes betaling for "sygevogne", hvorved forstås egentlige kørestole, mens der ikke kan ydes betaling for invalidebiler.

Der er i alle tilfælde et krav, at det pågældende hjælpemiddel skal erstatte eller bedre funktionen af en legemsdel, der er beskadiget ved en arbejdsskade.

3.3. Stk. 3. Genoptagelse af erstatningsspørgsmålet

Stk. 3 giver mulighed for at yde betaling af udgifter efter § 25 i de tilfælde, hvor sagen senere genoptages til fornyet overvejelse af erstatningsspørgsmålet (varigt mén og/eller tab af erhvervsevne).

Det er i denne forbindelse uden betydning om sagen genoptages på Arbejdsskadestyrelsens eller tilskadekomnes foranledning.

Det er dog en betingelse, at Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse om sagens genoptagelse.

Denne bestemmelse vil ikke få betydning i forbindelse med den for søgsordning, der tænkes etableret med Rigspolitiet, idet sagen skal behandles af Arbejdsskadestyrelsen, hvis der er grundlag for erstatning for varigt mén og/eller tab af erhvervsevne.

3.4. Stk. 4. Ødelagte hjælpemidler.

Efter arbejdsskadeforsikringsloven ydes der normalt kun erstatning for personskade i forbindelse med egentlige ulykker.

§ 25, stk. 4, er imidlertid en undtagelse fra dette udgangspunkt.

Efter denne bestemmelse kan der - selvom der ikke er tale om personskade - ydes erstatning for "de hjælpemidler, der er nævnt i stk. 2", hvis den pågældende "under arbejdet" har anvendt et sådant hjælpemiddel, og hjælpemidlet er "blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår".

Der kan ydes erstatning både for reparation og for fornyelse af det pågældende hjælpemiddel.

Det er kun de hjælpemidler, der er nævnt i stk. 2, der kan kompenseres efter denne bestemmelse, der således ikke giver adgang til at erstatte ødelagt arbejdstøj eller private effekter.

For at der kan ydes erstatning efter stk. 4 kræves som nævnt foran

1. at hjælpemidlet er anvendt under arbejdet,

2. at hjælpemidlet er beskadiget som følge af arbejdet, eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår.

Det skal tilføjes, at de nævnte betingelser ikke stiller krav om, at der samtidig skal være sket en ulykke/"begivenhed" i overensstemmelse med arbejdsskadeforsikringslovens ulykkesbegreb.

Efter stk. 4 er der intet til hinder for, at et hjælpemiddel kan erstattes, selvom beskadigelsen skyldes længere tids påvirkning af hjælpemidlet. Dette kan for eksempel være tilfælde ved private briller, der - uanset beskyttelsesbriller har være anvendt - rammes af svejsegløder, og dermed langsomt beskadiges.

Der er ikke ret til erstatning for ødelagte hjælpemidler, hvis der er tale om "egen skyld" hos den pågældende, uanset om det er i form af forkert eller uhensigtsmæssig (sløset) behandling af hjælpemidlet, idet der i disse tilfælde ikke er sammenhæng mellem arbejdet eller de forhold arbejdet foregår under.

Der kan dog i visse tilfælde være anledning til at gøre en undtagelse herfra, hvilke kan ske i tvivlstilfælde, hvis for eksempel der på grund af særlige forhold på arbejdspladsen sker større beskadigelse af hjælpemidlet end den pågældende kunne have påregnet som følge af "egne forhold".

3.5. Stk. 5. Administrative regler om § 25, stk. 2-4

Bestemmelsen er indføjet i arbejdsskadeforsikringsloven ved lov nr. 142 af 25. marts 1987. Af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget fremgår, at hjemmelen blandt andet er tænkt til at fastsætte maksimumgrænser for erstatning efter § 25.

Hjemmelen er senest udnyttet ved § 4 i Arbejdsskadestyrelsen bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1990, hvor der er fastsat et maksimumbeløb for erstatning for brillestel, jfr. nedenfor under 4.2.

4. NÆRMERE OM ARBEJDSSKADESTYRELSEN PRAKSIS EFTER § 25.

4.1. Stk. 1. Sygebehandling og optræning

Ovenfor i afsnit 3.1.4. er generelt beskrevet, hvilke former for sygebehandling mv, der kan ydes tilskud til efter § 25.

Der giver sjældent anledning til problemer, når der er tale om behandling hos alment praktiserende læge, speciallæge eller når behandlingen foretages ambulant eller under indlæggelse på hospital.

Derimod kan der rejse sig en række spørgsmål, når der er tale om andre former for behandling. Nogle af disse spørgsmål vil blive omtalt i det følgende

Andre former for behandling mv, der kan betales efter § 25.

1. Fysioterapi kan betales efter arbejdsskadeforsikringsloven. Patientens (skadelidtes) andel kan betales. Sygesikringens andel trækkes fra sammen med eventuelle andre tilskud. Der kræves dokumentation (det vil sige originale regninger, eller hvis originalregningen er indsendt til Danmark tydelig kopi, hvoraf det fremgår, hvad der er trukket fra.

2. For så vidt angår udgifter til kiropraktorbehandling bemærkes, at disse kan dækkes, hvis der er tale om behandling hos en kiropraktor, der har overenskomst med sygesikringen og som er medlem af Dansk Kiropraktorforening. Det vil sige, at der kan ydes tilskud til den konkrete behandling efter bestemmelserne i lov om offentlig sygesikring. Efter arbejdsskadeforsikringsloven er det ikke en betingelse, at der i den konkrete sag er ydet tilskud, ligesom det ikke i disse situationer er et krav, at der foreligger lægehenvisning. Behandling skal dog være lægeligt indiceret Behandlinger og røntgenundersøgelser hos kiropraktor ud over det antal, hvortil sygesikringen yder tilskud, betales fuldt ud i det omfang, der har været lægelig indikation for disse behandlinger og røntgenundersøgelser.

Ved opgørelsen af erstatningen forholdes som under 1 om fysioterapi.

3. Laserbehandling foretages enten af fysioterapeut, typisk som en del af fysioterapien, eller af en læge/hospital eller på særligt institut.

Efter arbejdsskadestyrelsens praksis refunderes udgifter til laserbehandling, når

a. behandlingen udføres af en fysioterapeut eller af en læge,

b. behandlingen skønnes lægelig nødvendig til behandlingen af arbejdsskadens følger.

Behandlingen betales fuldt ud og særligt med hensyn til behandling foretaget af læge bemærkes, at det er laserbehandlingen, der er accepteret og ikke blot konsultationen hos lægen.

4. Ligeledes kan udgifter til for eksempel akupunktur dækkes. Det er dog ved denne type af behandlinger en betingelse, at behandlingen udføres af en læge.

Behandlinger ud over det antal, hvortil sygesikringen yder tilskud, betales fuldt ud i det omfang, der har været lægelig indikation for disse behandlinger.

5. Medicinudgifter skal efter sygesikringsloven betales helt eller delvis af den tilskadekomne selv, uanset om en sygebehandling i øvrigt er vederlagsfri.

I disse tilfælde, vil udgiften kunne dækkes efter § 25, hvis de sædvanlige betingelser er opfyldt. Kravet om, at medicinen skal være nødvendig for at opnå helbredelse, er dog i et vist omfang fraveget for så vidt angår smertestillende medicin. Det må i disse tilfælde antages, at skadelidte uden smerter vil fungere bedre i sin hverdag, hvilket antagelig vil bidrage til bedst mulig helbredelse.

Det skal understreges, at udgiften til smertestillende medicin alene ydes, når der er tale om receptpligtig medicin.

6. Psykologbehandling. Behandling hos psykolog er ikke tilskudsberettiget efter lov om offentlig sygesikring.

For at psykologbehandling kan betales efter arbejdsskadeforsikringsloven kræves som udgangspunkt, at der er tale om en anerkendt arbejdsskade.

I visse situationer betales der imidlertid for psykologbehandling uden at der særskilt er taget stilling til spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskade.

Det drejer sig om lokomotivførere, der har påkørt mennesker, bank- og sparekassepersonale, der har været udsat for væbnet røveri mv., hvor der ikke kan være tvivl om anerkendelsesspørgsmålet.

Som det er omtalt ovenfor under afsnit 3.1.1.1. kan behandling i særlige tilfælde iværksættes umiddelbart efter arbejdsskaden uden at afvente en forudgående godkendelse af behandlingen. Det accepteres i disse sager, hvor psykologbehandling skal iværksættes straks, at yde tilskud til akut psykologbehandling i op til en måned uden lægehenvisning. Er der konkret behov for yderligere psykologbehandling, kan der ydes tilskud efter bestemmelsens almindelige regler, det vil sige efter lægehenvisning.

Ved vurderingen af, om der i øvrigt kan ydes tilskud til psykologbehandlingen efter arbejdsskadeforsikringsloven lægger Styrelsen vægt på blandt andet følgende forhold

1. Hvis den pågældende selv har været i fare kan der ydes tilskud til behandlingen.

2. Hvis den pågældende alene har været vidne kan der ikke ydes tilskud til behandlingen.

Den enkelte sags konkrete omstændigheder kan dog medføre, at disse generelle retningslinier fraviges.

Spørgsmål om betaling af psykologbehandling bør dog i alle tilfælde, hvor der ikke foreligger personskade, forelægges for Arbejdsskadestyrelsen.

7. Se om udgifter til tandbehandling i det hele nedenfor i afsnit 4.2.

8. Udgifter til leje eller køb af TNS- apparat kan refunderes, hvis

1. Der foreligger dokumenteret nervebeskadigelse, og

2. TNS-apparatet i det enkelte tilfælde skønnes lægeligt indiceret og

3. Apparatet skal være ordineret af en speciallæge

9. Arbejdsskadeforsikringsloven åbner adgang for, at der i konkrete sager kan ydes tilskud til behandling på forskellige institutioner, hvis det under behandlingen af en sag lægeligt skønnes, at behandlingen eller optræningen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse.

Arbejdsskadeforsikringsloven giver derimod ikke mulighed for egentlige generelle godkendelser af behandlings- og optræningsinstitutioner.

10 Som hovedregel betales der ikke for udgifter til svømning.

Den sociale Ankestyrelsen har fastslået, at der i visse tilfælde ved rygskader kan betales for udgifter til svømning. Dette er sket ud fra den begrundelse, at dette kan ligestilles med bassinbehandling, og der skal således i det enkelte tilfælde være behov for bassinbehandling. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der har været tale om særlig handikap-/genoptræningssvømning for eksempel i særligt opvarmet bassin.

Endvidere kan der ske betaling af udgifter til svømning, når der er tale om lægeordineret svømning.

Ydes der i den konkrete sag tilskud til den pågældende behandling efter sygesikringsloven, kan der efter arbejdsskadeforsikringsloven betales for den andel af udgifterne, der ikke betales efter sygesikringsloven. Ydes der ikke tilskud efter anden lovgivning til den enkelte behandling, kan hele udgiften betales efter arbejdsskadeforsikringsloven.

4.2. Stk. 2. Proteser, briller og lignende hjælpemidler.

Som det er oplyst ovenfor i afsnit 3.2.2. er det ikke udtømmende angivet i loven hvilke hjælpemidler, der kan ydes erstatning for. I det følgende vil der blive angivet enkelte begrænsninger med hensyn til erstatning efter denne bestemmelse.

Der ydes som udgangspunkt alene erstatning for første anskaffelse af det pågældende hjælpemiddel.

Der ydes ikke erstatning til "luksusprægede" hjælpemidler, men hvis den tilskadekomne selv har anskaffet et sådant, vil han kunne få refunderet det beløb, der svarer til, hvad et tilsvarende almindeligt hjælpemiddel koster.

Udgiften til erstatning for briller (brillestel og glas) giver anledning til særlige problemer.

Udgangspunktet er, at udgiften til nye glas erstattes fuldt ud. Det samme gælder udgiften til eventuel indslibning af glas i stellet.

Der er imidlertid vid forskel på prisen på nye brillestel. Derfor har chefen for Arbejdsskadestyrelsen i medfør af bestemmelsen i § 25, stk. 5, fastsat et maksimum for erstatning af brillestel. Dette beløb reguleres hvert år pr. 1. april og udgør, jfr. Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1990, pr. 1. april 1990: 630 kr.

Det skal understreges, at beløbet kan fraviges.

Erstatning udover det fastsatte maksimum kan efter omstændighederne ske, når den tilskadekomne har været nødsaget til at indkøbe særlig stel for eksempel på grund af allergi eller der er særlig behov for letvægtsbriller eller de beskadigede briller var nye.

Arbejdsskadestyrelsen har den praksis, at briller under 1 år betragtes som nye.

For fuldstændighedens skyld kan det nævnes, at maksimumbeløbet er fastsat efter udtalelse fra Danmarks Optikerforening.

For så vidt angår udgifter til tandbehandling opstår ikke sjældent det problem, at tilskadekomnes tandstatus før arbejdsskaden var dårlig, og at den dårlige tandstatus kræver en dyrere tandbehandling for at tilvejebringe blot en tilfredsstillende erstatning for behandling af de tænder, der er beskadiget ved arbejdsskaden.

Afgørelsen af dette spørgsmål bør dog forelægges for Arbejdsskadestyrelsen.

Det er et almindeligt princip i dansk erstatningsret (og forsikringsret), at den tilskadekomne ikke må opnå "overkompensation", og der har derfor udviklet sig en praksis, hvorefter tilskadekomne efter arbejdsskadeforsikringsloven får dækket en forholdsmæssig del af udgifterne ved tandbehandlingen, selvom han i øvrigt får foretaget en fuldstændig tandbehandling.

Dette princip gælder også for tilskud til andre hjælpemidler.

4.3. Stk. 3 og stk. 4.

De ovenfor under 3.1. og 3.2. anførte retningslinier gælder også i de tilfælde, hvor der skal tages stilling til eventuel erstatning efter § 25 i genoptagelsessituationen (stk. 3) og i de tilfælde, hvor der ikke samtidig foreligger egentlig personskade (stk. 4).

5. OM FORSKELLIGE UDGIFTER, DER IKKE KAN BETALES EFTER § 25.

Forsikringsselskaberne og Arbejdsskadestyrelsen er gennem tiden blevet mødt med krav om betaling af forskellige udgifter, der har tilknytning til arbejdsskaden, men hvor man alligevel har været af den opfattelse, at de pågældende udgifter ikke kan dækkes af loven. Disse udgifter vil blive omtalt i det følgende.

1. Der kan ikke betales udgifter til hjemmehjælp efter bestemmelsen, uanset om hjemmehjælpen er nødvendiggjort af arbejdsskaden.

2. Ekstraudgifter, som den tilskadekomne har afholdt for at kunne klare sit sædvanlige arbejde, for eksempel øgede transportomkostninger. Det er allerede omtalt ovenfor, at der ikke kan ydes betaling for invalidebiler.

3. Indretning af lejlighed, herunder anskaffelse af særlige møbler (senge).

4. Ændring og anskaffelse af arbejdsredskaber kan som hovedregel ikke betales.

5. Udgifter til massage.

6. Udgifter til zoneterapi.

7. Udgifter til Mensendieckgymnastik.

8. Udgifter til almindeligt fodtøj (ikke specielt tilpasset fodtøj).

9. Udgifter til Helseinstitutter (for eksempel Form og Figur).

6. SÆRLIGT OM TILFÆLDET, HVOR ET LANGVARIGT BEHANDLINGSFORLØB IKKE KAN UDELUKKES.

I de sager, hvor Rigspolitiet efter forsøgsordningen, skal tage stilling til spørgsmålet om betaling af udgifter efter § 25, vil der som udgangspunkt ikke samtidig blive taget særskilt stilling til spørgsmålet om erstatning efter arbejdsskadeforsikringslovens § 27 og 28 (erstatning for varigt mén og tab af erhvervsevne).

Højesteret har den 23. marts 1990 afsagt en dom, hvorefter der efter ulykkesforsikringsloven skal betales for udgifter til tandbehandling 17 år efter ulykkestilfældet.

Højesteret har i sin afgørelse, der ændrer Østre Landsrets afgørelse, anført

"Højesteret finder, at der ikke i ulykkesforsikringslovens § 21 eller i andre bestemmelser i loven er fornøden hjemmel for at afskære det fremsatte erstatningskrav."

Det er Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at dommen ville have fået samme udfald, hvis det var arbejdsskadeforsikringslovens bestemmelser, der var anvendt.

I de tilfælde, hvor det må forventes, at der senere kan rejses krav efter arbejdsskadeforsikringslovens § 25, bør Rigspolitiet forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen til afgørelse af spørgsmålet om erstatning efter §§ 27 og 28.

Dette vil navnlig være tilfældet i sager om udgifter til tandbehandling, hvor den behandlende tandlæge ikke kan udelukke, at senere tandbehandling kan blive nødvendig.

Når Arbejdsskadestyrelsen herefter har truffet afgørelse om erstatningsspørgsmålet efter §§ 27 og 28 finder bestemmelserne i lovens § 29 om 5 års frist for genoptagelse anvendelse.

Arbejdsskadestyrelsens vejledning af 1. Oktober 1990 om arbejdsskadeforsikringslovens § 25 til brug for rigspolitiet

1. INDLEDNING.

Denne vejledning er udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med en forsøgsordning, der etableres fra 1. januar 1991, hvorefter Rigspolitiet tager stilling i sager om erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven § 25 for arbejdsskadesager inden for politiet.

Vejledningen er udarbejdet således, at lovgrundlaget gennemgås i afsnit 2 og Arbejdsskadestyrelsens praksis i afsnit 3 og 4. Afsnit 5 beskriver forskellige behandlinger mv, der ikke kan betales efter § 25. I afsnit 6 beskrives en række tilfælde af sager, i hvilke Rigspolitiet ikke på egen hånd kan tage stilling og i afsnit 7 er optrykt de blanketter, Styrelsen på nuværende tidspunkt anvender i denne type af sager.

Vejledningen er blandt andet udarbejdet på grundlag af "Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer" af Asger Friis og Ole Behn, G.E.C. Gads forlag, 1984, samt på grundlag af en række principielle sager, der har været behandlet i Arbejdsskadestyrelsen.

Af vejledningen fremgår, hvorledes Arbejdsskadestyrelsen administrerer § 25, idet det er tanken, at Rigspolitiet skal anvende de samme kriterier. Tvivlstilfælde bør forelægges for Arbejdsskadestyrelsen.

2. LOVTEKSTEN.

Arbejdsskadeforsikringsloven § 25 har jfr. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 følgende formulering

Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.

Ingen