Oversigt over almindelige problemer i forbindelse med statsrefusion af kommuners og amtskommuners udgifter på visse dele af det sociale område.
Statutory Text (3 Articles)
Kapitel 11. Hjælp i særlige tilfælde. § 46 a.
(Tandbehandling).
I det omfang en tandlægekonsulent skal varetage opgaver i forbindelse med undersøgelse og behandlingsplanlægning, vil dette arbejde ikke kunne betegnes som tandlægebehandling. Der vil derfor ikke være adgang til at få sådanne udgifter refunderet.
Hvis en tandlægekonsulent derimod udfører egentlig tandbehandling, vil udgiften hertil kunne anmeldes til refusion som andre udgifter efter § 46 a. § 46 b og c.
Konsulentbistand.
(Behandling)
Der kan kun undtagelsesvis ydes refusion af udgifter til konsulentbistand, jf. foran s. 7, 1. Administrationsudgifter.
Som undtagelser kan nævnes korttidsbehandling af familier i krise (Family first) og psykologisk konsulentbistand, når denne giver sig udtryk i egentlig behandling.
Sådanne former for behandling kan ske enten på grundlag af henstilling eller pålæg efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 46 b, eller som hjælp til at undgå børns anbringelse uden for hjemmet efter § 46 c.
Men dertil må stilles følgende yderligere betingelser
Behandlingen må kun iværksættes efter særskilt og begrundet visitation fra kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde.
Såfremt der er tale om at benytte en kommunalt ansat til opgaven, er det en forudsætning, at der er en klar adskillelse mellem pågældendes eventuelle opgaver i den kommunale forvaltning og de her omhandlede særlige opgaver, jf. bistandslovens § 133, stk. 1.
BISTANDSLOVENS AFSNIT VII. INSTITUTIONER
Kap. 17. Institutioner under amtskommunerne.
På dette område, der omfatter institutioner, som drives efter bistandslovens §§ 105-111, ydes fortsat procentrefusion fra staten. De nærmere regler herom er fastsat i regnskabscirkulæret vedrørende amtkommunerne (cirkulære af 8. oktober 1986 om amts- kommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabs- aflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område, jf. cirkulære af 22. december 1986 (ændrede regler om anvisning af refusion). Der henvises tillige til cirkulære af 8. oktober 1986 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område.
A. Almindelige spørgsmål.
1. Amtskommunens finansielle forpligtelser.
Bistandsloven, jf. § 133, stk. 1, og § 135, pålægger kun en amtskommune at betale de udgifter, som den efter loven i øvrigt og de dertil knyttede bekendtgørelser og cirkulærer er forpligtet til. Lovbestemmelserne kan derfor ikke tages som støtte for, at amtskommunen skal betale en hvilken som helst udgift, som driften af vedkommende institution medfører.
Et amtsråd kan ikke være forpligtet til at refundere udgifter, der er en følge af ombygninger, nyindretning af lokaler eller lignende, som amtsrådet ikke på forhånd har godkendt. Det må endvidere stå amtsrådet frit for, om og i hvilket omfang den vil godkende sådanne udgifter.
2. Aftaler mellem amtsrådet og en institution om afholdelse af udgifter.
Det kan ved aftale mellem amtsrådet og bestyrelsen for en institution være bestemt, at institutionen selv må afholde udgifter ud over de godkendte. Om dette i praksis kan gennemføres vil afhænge af, om institutionen har midler, af hvilke udgiften kan afholdes. Er dette ikke tilfældet, vil et amtsråd formentlig normalt se sig nødsaget til at dække udgiften.
3. Lån til Institutioner.
Der er ikke hjemmel til, at en amtskommune dækker en institutions driftsunderskud gennem lån til institutionen, idet amtskommunen efter bistandsloven, jf. § 135, må bære det økonomiske ansvar for institutionens særlige underskud efter fradrag af indgåede betalinger og eventuelle andre indtægter.
4. Renter.
Renter af det offentliges tilskud til en institution indgår i institutionens regnskab og medfører således nedsættelse af senere forfaldne tilskud.
5. Nedlæggelse af en institution eller forandring af en institutions status.
Spørgsmålet om nedlæggelse eller overgang til amtskommunal status opstår særligt for institutioner, der er oprettet før bistands- lovens ikrafttræden, og som ikke på nævnte tidspunkt havde op- arbejdet den tidligere foreskrevne egenkapital.
Spørgsmål om institutionernes likviditet må overvejes ved indgåelse af overenskomst med institutionen. Har denne ikke egne midler, kan det være en forudsætning for en institutions fortsatte drift, at amtskommunen påtager sig at dække nødvendige udgifter.
Spørgsmålet egner sig i øvrigt næppe til at løses ved generelle regler, men kan bedst afgøres i det enkelte tilfælde i forbindelse med de forhandlinger, der vil foregå ved institutionens overgang til kommunal institution eller ved dens nedlæggelse, jf. for sidstnævnte tilfælde cirkulære af 17. december 1986 om bistands- lovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne, bilag 1 og 2 ad standardvedtægtens § 10.
6. Vedtægter.
Der kan ikke i institutionsvedtægter optages bestemmelser, som henlægger afgørelsen af visse spørgsmål til centrale myndigheder, bortset fra de i standardoverenskomstens § 10 nævnte tilfælde (anvendelse af kapital ved nedlæggelse), jf. cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne, bilag 1.
7. Benyttelse af institutioner.
Det følger af bistandslovens § 105, stk. 2, at en amtskommune skal indgå overenskomst med en selvejende (privat) institution, som den benytter, medmindre der foreligger overenskomst med en anden amtskommune.
Der kan ikke dispenseres fra denne regel.
En overenskomst er således i princippet en betingelse for, at amtskommunen kan afholde opholdsudgifterne. Dette gælder, uanset om der kun er tale om betaling for en enkelt beboer.
8. Institutionsfællesskab.
Såfremt flere amtskommuner benytter den samme institution, vil det være naturligt, at den amtskommune, som har flest personer optaget på hjemmet, indgår overenskomsten.
9. Sikkerhed for udgifter til ombygning m.v. af institution.
Til sikring af amtskommunernes udgifter til selvejende (private) institutioners faste ejendomme er det tilstrækkeligt, at der på vedkommende ejendom tinglyses en servitut, hvorefter ejendommen ikke uden amtsrådets samtykke kan afhændes eller pantsættes.
10. Forholdet til beskæftigelseslovgivningen.
Udgifter til arbejder, der iværksættes eller til personale der ansættes som led i ordninger efter lovgivningen om beskæf- tigelsesfremmende foranstaltninger og derfor ikke har til hoved- formål at opfylde bistandslovens bestemmelser, kan ikke anmeldes til refusion efter bistandsloven.
11. Skønsmæssig fordeling af refusionsberettigende udgifter ved samdrift af flere institutioner.
Hvor flere institutioner drives i fællesskab, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af fællesudgifterne, herunder ejendoms- udgifterne. Sådan fordeling af udgifter ved samdrift af akti- viteter tjener det formål at sikre, at såvel vedkommende amts- kommune som den amtskommunale revision og centrale myndigheder ved budgettering, budgetkontrol, regnskabsanalyse, planlægning, revision og i lignende sammenhænge har overblik over, hvorledes udgifterne fordeler sig - og udvikler sig - på samdriftens enkelte aktiviteter.
Adskillige samdriftsudgifter kan fordeles på rent objektivt grundlag.
I de tilfælde, hvor udgiftsfordelingen kun kan bygge på subjektive vurderinger, må fordelingsskønnet udøves af personer med lokalkendskab og under den stedlige revisions kontrol.
Det er i første række overladt til de amtskommunale myndigheders skøn, hvilken fordelingsnøgle der skal anvendes ved den fore- skrevne forholdsmæssige fordeling af fællesudgifterne (herunder ejendomsudgifterne). Dog må det af hensyn til revisionens kontrol klart fremgå af sagen, hvordan og på hvilket grundlag fordelingen er sket.
12. Ubenyttede institutioner.
Udgifter til institutioner, der ikke benyttes, vil ikke kunne refunderes, når der er tale om forudseelige tilfælde eller tilfælde, hvor nedgang i behovet endeligt eller i en overgangs- periode bevirker lukning af institutionen. Det samme gælder, hvis institutionen lukkes på grund af ombygning. I nødstilfælde (f.eks. ved lukning på grund af epidemi eller brand) vil statsrefusion dog kunne opnås i en rimelig overgangsperiode. Det må i første række overlades til den amtskommunale revision at tage stilling til, om der foreligger en nødsituation. Se i øvrigt s. 23, pkt. d.
13. Opsigelse af overenskomster.
Betaling af erstatning til privat institution for opsigelse af overenskomst med institutionen inden det i overenskomsten fast- satte tidspunkt for dennes ophør berettiger ikke til refusion fra staten, idet beløbet ikke kan betragtes som en driftsudgift vedrørende institutionen. Det er herved uden betydning, om der ved opsigelsen af overenskomsten er opnået en besparelse for det offentlige.
14. Salg af institutionsejendom.
En amtskommune kan sælge en amtskommunal institution, oprettet efter her omhandlede bestemmelser, og indkassere salgssummen uden at afregne modtaget refusion for afskrivning og forrentning med staten. Begrundelsen er, at den refusion, staten har ydet af forrentning og afskrivning, er en ydelse til gengæld for, at amtskommunen stiller institutionen til rådighed. Men herved sker ingen indskrænkning i amtskommunens dispositionsret.
B. Anlægs- og kapitaludgifter.
1. Anlægsregnskaber.
(Ejendomsudgifter: anlægsudgifter ctr. vedligeholdelsesudgifter).
Spørgsmålet om, hvorvidt en ejendomsudgift skal betragtes som en anlægsudgift eller som udgift til vedligeholdelse, kan ikke afgøres alene under hensyn til, om udgiften målt i forhold til en institutions samlede budget er særlig stor eller medfører væsent- lige ændringer i bestående bygninger eller anlæg. Såfremt arbejdet må anses for en fornyelse, f.eks. isoleringsarbejde eller generel udskiftning af vinduer, er det at betragte som et anlægsarbejde, uanset udgiftens størrelse, jf. regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 19, stk. 2. At et arbejde er udført efter krav fra en anden myndighed vil i almindelighed heller ikke kunne begrunde, at udgiften dertil betragtes som en driftsudgift. Undtagelse er dog til dels gjort med hensyn til brandsikringsarbejder i det omfang, de ikke medfører bygningsmæssige ændringer, jf. s. 20, pkt. 11.
2. Udskiftning af tage og gulve m.m.
I regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 19, stk. 2, om vedligeholdelse er bl.a. bestemt, at udgifter til bygningsarbejder af en sådan karakter og af et sådant omfang, at det er rimeligt at sidestille dem med en ombygning, eller som er en fornyelse, betragtes som anlægsudgifter.
Fuldstændig udskiftning af tagbelægning må herefter betragtes som fornyelse - uanset at der ikke samtidig er tale om udskiftning helt eller delvis af selve tagkonstruktionen.
Derimod vil delvis udskiftning af tagbelægning efter omstændighederne kunne betragtes som ekstraordinær vedligeholdelse.
Samme regel gælder med hensyn til udskiftning af gulve, således at en generel omlægning af gulve i samme bygning må betragtes som anlæg, medens tilsvarende arbejder i forbindelse med enkelte gulve kan betragtes som vedligeholdelse.
Om udskiftning af gulvbelægninger, der er anbragt i fast forbindelse med ejendommen - f.eks. linoleum - gælder tilsvarende regler.
Det må tilkomme den amtskommunale revision at bedømme, om der i det enkelte tilfælde er tale om vedligeholdelse eller anlæg.
3. Merisolering og ændring af varmesystem.
Merisolering af en institution og ændring af institutionens varmesystem må betragtes som en fornyelse af institutionen og derfor som anlægsarbejder.
4. Udskiftning af vinduer.
Udskiftning af vinduer i en institution må betragtes som en fornyelse og derfor anses for anlægsudgifter. Dette gælder uanset, om udskiftningen er foretaget med henblik på nedsættelse af varmetabet.
5. Arkitekthonorar.
Udgifter til arkitekt, herunder havearkitekt, er en omkostning og derfor en anlægsudgift.
6. Tidspunkt for beregning af refusionsberettigende kapitaludgifter.
Efter regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 14, er det tidspunktet for ibrugtagelsen af det enkelte anlægsarbejde, der er afgørende for, hvilken forrentning der kan beregnes til brug ved refusionsanmeldelsen. Dette gælder uanset anlægsarbejdets omfang.
For til- og ombygninger foretages særskilt afskrivning, hvis løbetid beror på tidspunktet for ibrugtagelsen. Dette gælder i det hele for hvert enkelt anlægsarbejde.
7. Tab ved forsinkelse.
Såfremt regnskabet for et anlægsarbejde er blevet forsinket ud over ibrugtagningstidspunktet, kan kapitalomkostningerne anmeldes til refusion som a conto-udgifter.
Hvis der efter det endelige regnskab kunne have været anmeldt et større beløb til refusion, kan berigtigelse finde sted med tilbagevirkende kraft. Amtskommunen må dog selv bære tabet ved, at forskelsbeløbet ikke tidligere har kunnet udnyttes (f.eks. til indsættelse i pengeinstitut mod forrentning).
8. Ændring af beregningsgrundlaget vedrørende udgifter til forrentning og afskrivning.
(Regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 15). a. Tilfælde, hvor godkendelse af ændret beregningsgrundlag kan forventes.
Der kan fastsættes nyt beregningsgrundlag = købesum i forbindelse med en privat lederejet institution, såfremt købesummen ikke over- stiger værdien efter en for amtskommunen udført vurderingsfor- retning med tillæg af inventarets værdi, således som denne med rimelighed kan skønnes at være ved almindelig handel. Om ejer- skifte mellem en kommune og en amtskommune se nedenfor under b.
I afskrivnings- og forrentningsgrundlaget skal fradrages eventuelle private tilskud i den selvejende institution.
Det tilkommer den amtskommunale revision at tage stilling til, om der foreligger fyldestgørende dokumentation for fastsættelsen af værdien for ejendom og inventar. b. Tilfælde, hvor ændret beregningsgrundlag ikke kan forventes godkendt.
Grundlaget for refusion fra staten af omkostninger ved etablering og drift af en institution er som altovervejende hovedregel amtskommunernes faktiske udgifter. Den afskrivnings- og forrent- ningsberettigende grundværdi vil således typisk være den pris, for hvilken jorden er erhvervet, eller en forholdsmæssig del af denne pris, hvis institutionens grund udgør en del af et samlet, mere omfattende areal. Værditilvækst som følge af den almindelige prisudvikling fra jordens erhvervelse til dens endelige anvendelse kan derfor ikke tages i betragtning ved beregning af stats- refusion.
Det samme synspunkt må anlægges i sager om fastsættelse af lejeværdi, jf. regnskabscirkulærets § 18, således at forhøjelse af afskrivningsgrundlaget for egenkapitalen med deraf følgende forhøjelse af huslejen for en af amtskommunen eller en privat institution lejet bygning ikke kan godkendes, såfremt forhøjelsen alene er begrundet i en stigning i ejendomsværdien.
Socialministeriet kan ikke som følge af et ejerskifte mellem en amtskommune og en kommune eller mellem amtskommuner indbyrdes med hensyn til en institution godkende nyt afskrivnings- og forret- ningsgrundlag for institutionen.
9. Grænser for afskrivning med hensyn til selvejende institutioner.
a. Generelt.Hvilken betaling amtskommunen skal yde den enkelte institution i form af beløb til afskrivning, ordnes formelt ved overenskomsten mellem amtsrådet og vedkommende institutions bestyrelse. Afskrivning ud over anlægsværdi vil dog formentlig ikke kunne accepteres, selv om forskelsbeløbet afholdes af amtskommunen alene uden refusion.
b. Gavebeløb. Såfremt en kreds af personer eller en forening, som står bag oprettelsen af en selvejende institution, tilvejebringer et beløb som gave til institutionen, kan beløbet ikke danne grundlag for refusionsberettigende afskrivning og forrentning.
c. Legatmidler. Der kan heller ikke foretages refusionsberettigende afskrivning af anlægsudgifter, finansieret af legatmidler, hvis der er tale om en gave til institutionen i overensstemmelse med legatets formål. Undtagelse kan dog gøres, såfremt legatbestyrelsen forud for anlægsarbejdet har betinget sig, at der foretages opskrivning af kapitalen og dermed afskrivning.
10. Beregningsgrundlaget ved køb af ejendom til ombygning.
Udgangspunktet for beregning af kapitaludgifterne - ud over ombygningsudgifterne - vil i disse tilfælde naturligst være den kontante købesum, idet denne vil give den klareste løsning.
I tilfælde af køb af institution, der består af flere institutionstyper, skal der ske en skønsmæssig fordeling af købesummen mellem et forsorgshjem m.v. og institutioner uden for statsrefusionsordningen. Der henvises til s. 14, punkt 11.
11. Brandværnsforanstaltninger.
Udgifter til brandværnsforanstaltninger, der kræver bygningsmæssige ændringer, betragtes som anlægsudgifter. Som eksempler kan nævnes opdeling af loftsrum, åbning af blind gang eller ændring af terræn med trappe.
Andre udgifter til brandværnsforanstaltninger - herunder bygningsmæssige indgreb, som ikke kræver egentlig ændring af bygningerne - kan opføres som driftsudgifter, hvis de udføres efter krav fra en anden myndighed. Dette gælder også alarmeringsanlæg, såfremt disse er foreskrevet af myndighederne som led i brandsikring.
12. Anlægsudgifter vedrørende lejede lokaler.
Der er ikke hjemmel til at anmelde anlægsudgifter vedrørende lejede lokaler som driftsudgifter.
Såfremt udgifterne (f.eks. til nyt køkken eller nedbrydning af skillevægge) udføres for amtskommunens (institutionens) regning, vil de som anlægsudgifter i øvrigt kunne anmeldes til refusion gennem forrentning og afskrivning.
Også inventarudgifterne i forbindelse med etableringen må betragtes som anlægsudgifter.
Opmærksomheden henledes på, at selve huslejeudgiften kun vil kunne anmeldes til refusion, såfremt lejevilkårene er godkendt af Socialstyrelsen, jf. regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 18.
13. Sikkerhed for udgifter til ombygning m.v. af institution.
For amtskommunale udgifter til anlæg vedrørende en selvejende (privat) institution er det tilstrækkeligt, at der på vedkommende ejendom tinglyses en servitut, hvorefter ejendommen ikke uden amtsrådets samtykke kan afhændes eller pantsættes. De hermed forbundne udgifter til gebyr og stempel kan anmeldes til stats- refusion.
14. Inventar.
a. Udgifter til anskaffelse af enhver form for inventar i forbin- delse med institutionens ibrugtagelse og indtil udløbet af det første hele regnskabsår efter ibrugtagelsesåret betragtes altid som anlægsudgifter, jf. regnskabscirkulæret af 8. oktober 1986, § 21, stk. 1.
b. Udgifter til supplerende indkøb efter nævnte periode af visse former for inventar kan anmeldes til refusion som driftsudgifter, jf. regnskabscirkulærets § 21, stk. 2, sammenholdt med § 20, stk. 2.
Det er ikke muligt at give en udtømmende definition af, hvad der skal forstås ved inventar. Som hovedregel må inventar forstås som løsøre, d.v.s. alle ting, som ikke er anbragt i fast forbindelse med ejendommen (mur- eller nagelfast). Om der i det enkelte tilfælde er tale om inventar, der kan anmeldes til refusion som driftsudgift eller anlæg (herunder mere udgiftskrævende former for inventar, jf. regnskabscirkulærets § 20, stk. 2) og om og efter hvilke regler anskaffelsen er refusionsberettigende, bedømmes af revisionen.
c. Foranstående regler om udgifter til inventar og anskaffelser og om sondringen mellem fast og løst inventar gælder også for refusion af amtskommunale tilskud til inventar til selvejende institutioner, med hvilke kommunen har overenskomst.
15. Bidrag til ejerlejlighedsforenings henlæggelser.
Udgifter af denne art til fremtidige fornyelser af tekniske installationer kan ikke anmeldes til refusion.
16. Retablering af lejede lokaler.
Udgifter hertil kan ikke betragtes som anlægsudgifter, men som en forhøjelse af huslejen.
C. Driftsudgifter og driftsindtægter.
1. Administration.
Udgifter til institutionspersonale med administrationsarbejde kan anmeldes til refusion, idet der som driftsudgift, både for amts- kommunale og for selvejende (private) institutioner, kun anmeldes udgifter til den administration, der normalt må foregå på hjem- mene. De administrationsudgifter, der ikke kan anmeldes til refusion, men må afholdes endeligt af vedkommende (amts)kommune, er kun udgifter ved den administration, der for en amtskommunal institution ville foregå i den amtskommunale forvaltning, jf. foran side 7, pkt. 1. Administrationsudgifter.
Hensigten med denne regel er, at (amts)kommunerne med hensyn til statsrefusion skal stilles ens, uanset om de benytter amtskom- munale institutioner eller selvejende (private) institutioner. Det betyder, at en (amts)kommune ikke opnår en bedre refusionsmæssig stilling end for amtskommunale hjem ved at overføre en administration, der i en amtskommunal institution varetages af (amts)kommunens sædvanlige administration, f.eks. revision af regnskaber, til en selvejende (privat) institution eller til en organisation, der varetager administrative opgaver for sådanne institutioner.
(Om juridisk bistand se nedenfor 4.a.)
2. Personale.
a. Forholdet til beskæftigelseslovgivningen.
Der henvises til side 13, pkt. 10.
b. Ressourceundersøgelser.
Udgift til et konsulentfirma, f.eks. med henblik på foretagelse af en personaleressourceundersøgelse for en institution, må uanset begrundelsen betragtes som en administrationsudgift, der bæres af amtskommunen uden adgang til refusion.
c. Arkitekthonorar.
Udgifter til arkitekthonorar er en anlægsudgift, og er således ikke refusionsberettigende som driftsudgift. Se s. 17, pkt. 5.
d. Lønudgifter før ibrugtagelse af institution.
Hvis personalet er ansat til en bestemt åbningsdag, der af en eller anden grund udskydes, må det overlades til den amtskommunale revision at tage stilling til, om der foreligger en nødsituation. Amtsrådet vil gennem sin besvarelse af revisionens beretning kunne gøre sine synspunkter gældende, hvorefter decisionsmyndigheden må træffe afgørelse i det enkelte tilfælde.
3. Bestyrelser for selvejende (private) institutioner.
a. Diæter m.m.
Diæter og kørselsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer i selvejende institutioner kan anmeldes til statsrefusion inden for de af amtsrådet fastsatte grænser.
b. Sikkerhedskurser.
Udgifter ved deltagelse i sikkerhedskurser for bestyrelsesmedlemmer ved selvejende institutioner vil i det omfang, deltagelsen er obligatorisk, kunne afholdes over institutionens drift som refusionsberettigende udgifter.
4. Andre driftsudgifter.
a. Juridisk bistand til selvejende (private) institutioner.
En selvejende (privat) institutions udgift til juridisk bistand berettiger ikke til refusion fra staten.
b. Renter af kassebeholdning.
Renter af institutionernes kassebeholdning tilkommer amtskommunen og skal således indtægtsføres på institutionens regnskab. I de tilfælde, hvor disse renter ikke uden vanskelighed kan udskilles fra institutionens øvrige renteindtægter, vil der intet være til hinder for, at amtskommunen i forhold til refusionsopgørelsen foretager en skønsmæssig opdeling af renteindtægterne.
c. Inventar.
(Selvforsikring).
En amtskommune, der er selvforsikrer, kan refusionsanmelde udgifter til genanskaffelse af inventar, der ødelægges, f.eks. ved indbrud i en institution.
d. Forretningsdrift.
Underskud eller overskud ved driften af en kiosk på en institution kan ikke medtages på institutionsregnskabet.
e. Bøder.
Refusion af bøder ligger uden for formålet med bistandslovens § 135, stk. 1, idet en bøde ikke kan betragtes som en "udgift vedrørende ophold i ...institutioner", jf. herved § 135, stk. 3, der i denne henseende må finde analog anvendelse på forsorgshjem.
5. Indtægter.
I indtægter ved underholdningsarrangementer som nævnt i regnskabs- cirkulærets § 24, stk. 2, sidste pkt., skal kun fradrages de direkte, faktiske udgifter ved underholdningsarrangementet, f.eks. indkøb af gevinster og honorarer til optrædende. Bestemmelsen tager derimod ikke sigte på forholdsmæssige andele af faste udgifter, som institutionen i forvejen har - f.eks. til lønninger til det institutionspersonale, der medvirker, eller til lys, varme, rengøring m.v.
BISTANDSLOVENS AFSNIT IX.
Kap. 19. Finansiering.
1. Revision.
Revisionen vil med det samme kunne ændre åbenbare fejl i regnskaber og refusionsopgørelser. Dette gælder imidlertid kun rent tekniske fejl, ikke fejl, der skyldes fejlagtige afgørelser (se herom under Berigtigelser s. 31.)
2. Hjælp til udlændinge.
Kommunernes og amtskommunernes udgifter efter bistandslovens afsnit III-VII, med undtagelse af § 87, til udlændinge, jf. lovens § 134, stk. 3, kan anmeldes til 100 pct. statsrefusion. Dette gælder i 6 1/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.
Om denne refusionsordning henvises nærmere til Socialministeriets skrivelse af 2. juni 1989 til kommuner og amtskommuner (Information om flygtninge).
Socialministeriets regler om revision af de kommunale og amtskommunale regnskaber, jf. Socialministeriets cirkulærer af 8. oktober 1986 og 10. december 1986 herom, gælder for samtlige udgifter til udlændinge, der anmeldes til statsrefusion, altså også udgifter på områder, hvor der ellers ikke er statsrefusion, f.eks. daginstitutioner for børn.
PENSIONSLOVGIVNINGEN.
1. Forskud på pension.
Ifølge pensionslovgivningen kan kommunalbestyrelsen, når begæring er indgivet, bevilge ansøgeren forskud inden for pensionens grænser for tiden mellem den 1. i måneden efter begæringens indgivelse og sagens endelige afgørelse, hvis det skønnes sandsynligt, at pensionen tilkendes pågældende. Forskud på pension kan ikke refusionanmeldes.
Viser det sig, at den pågældende ikke er berettiget til pensionen eller til en pension så stor, som det ydede forskud, kan beløbet eller det overskydende beløb kræves tilbage. Efter praksis er det en forudsætning for krav om tilbagebetaling, at pågældende har fremført åbenbart urigtige oplysninger om sine forhold. Ellers omkonteres forskuddet eller det overskydende beløb til hjælp efter bistandsloven.
Der henvises til lov om social pension, § 35, samt Sikringsstyrelsens vejledning af 25. januar 1988 om social pension, pkt. 153.
Pensionslovgivningen indeholder ingen adgang til ydelse af lån og forskud for tilkendt pension, ligesom der ikke er hjemmel til at stille krav om renter og sikkerhed i de tilfælde, hvor der kræves tilbagebetaling.
2. Personlige tillæg.
Om registreringen af personlige tillæg bemærkes, at reglen i det kommunale regnskabscirkulære § 8, stk. 2, om opgørelse af bl.a. ydelser efter pensionslovgivningen også gælder personlige tillæg, jf. herved også cirkulærets § 13, stk. 1 og 2, om forudsætningerne for statsrefusion.
Ved personlige tillæg i form af medicintilskud (medicinkort) og tilskud til fodpleje kan der dog, jf. Sikringsstyrelsens skrivelse af 2. december 1987 til samtlige kommuners social- og sundhedsforvaltninger, foreløbig og under visse bestemte forud- sætninger ses bort fra kravet om, at der på et hvilket som helst tidspunkt i regnskabsåret let skal kunne foretages en opgørelse over ydelserne til hver person (familie). Om forudsætningerne henvises til nævnte skrivelse (om statistiske oplysninger om personlige tillæg til pensionister).
3. For meget udbetalt offentlig ydelse til en pensionist.
Hvis der på det pågældende område ikke er hjemmel til at eftergive gælden, og kommunalbestyrelsen skønner, at betingelserne for personligt tillæg er opfyldt, kan det ikke være udelukket at omkontere udgiften til personligt tillæg. Men bortset fra sådanne tilfælde må spørgsmålet om gældens afvikling løses efter de regler, der i øvrigt findes om det pågældende gældsforhold.
I de tilfælde, hvor det for meget udbetalte beløb ikke kan kræves tilbage, f.eks. fordi udbetalingen skyldes en kommunal fejl, kan beløbet ikke omkonteres som personligt tillæg. Udgiften må da afholdes af kommunen uden refusion.
Kommunen må ligeledes afholde udgiften uden refusion i det omfang, den undlader at gøre et tilbagebetalingskrav gældende i si- tuationer, hvor der ikke er hjemmel til at eftergive kravet.
LOV OM BØRNETILSKUD OG FORSKUDSVIS UDBETALING AF BØRNEBIDRAG (LOV
nr. 350 AF 4. JUNI 1986) SAMT LOV OM INDDRIVELSE AF UNDERHOLDSBIDRAG (lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986).
1. Forholdsregler mod dobbelt udbetaling.
Det forudsættes, at den sociale forvaltning gennemgår de årlige udskrifter vedrørende dobbeltregistrerede børn i Kommunedatas edb- system for børnetilskud m.v., og at gennemgangen kontrolleres af revisionen.
2. Bidragsinddrivelse.
Da der er tale om meget betydelige udgifter for det offentlige til forskudsvis betaling af underholdsbidrag, er det nødvendigt, at inddrivelse af restancer sker så hurtigt og effektivt som muligt.
I de tilfælde, hvor en afdragsordning med den bidragspligtige ikke er mulig, fordi pågældende afdrager på skatterestancer, bør der træffes en ordning med skattemyndighederne om deling af afdragene på skatterestancerne mellem disse restancer og restancerne på underholdsbidrag.
I forbindelse med sager om bidragsgæld er det fortsat kommunernes pligt at undersøge, for hvilken del af gælden der (endnu) kan dekreteres afsoning og hvilken del, der er forældet eller på vej til at blive forældet.
Med henblik herpå er det nødvendigt i hvert fald at specificere de nyeste og de ældste gældsposter. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med bidragsskyldiges flytning til en anden kommune.
Endvidere har bidragsskyldige til enhver tid krav på at få at vide, hvorledes restgælden er opgjort.
Bestemmelserne i cirkulære af 10. december 1986 (regnskabs- cirkulæret), § 26, er at betragte som ordensregler, som medvirker til, at kommunerne på et hvilket som helst tidspunkt kan finde frem til, hvad de bidragsskyldige har af restgæld. Bestemmelserne er herved med til at fremme inddrivelsen.
Loven om inddrivelse af underholdsbidrag finder ikke anvendelse på inddrivelse af renter af underholdsbidrag, jfr. lovens § 1, stk. 3. Renterne vil kunne inddrives i overensstemmelse med almindelige regler om inddrivelse af fordringer - f.eks. ved at den beret- tigede anlægger retssag og opnår dom for rentekravet.
3. Ydelser ved ophold på institutioner, når det offentlige afholder opholdsbetalingen.
Afgørende for, om et barn kan anses for forsørget af offentlige midler, således at ydelser efter børnetilskudsloven ikke kan udbetales, er omfanget af det offentliges udgifter. Bestemmelsen i lovens § 5, stk. 1, nr. 4, er begrundet i et rent økonomisk synspunkt, og opholdets karakter eller de forhold, der i det konkrete tilfælde har dannet grundlag for beslutningen om at afholde udgifter til barnets forsørgelse,har ingen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt barnet er omfattet af den nævnte bestem- melse. Det er tiltrådt, at børnetilskud kunne ydes til ekstern elev på efterskole, da pågældende kun modtog frokost på skolen, således at opholdsudgiften væsentligst var betaling for under- visning. Der henvises i øvrigt til Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, pkt. 5.
BERIGTIGELSE AF FEJLAGTIGT UDBETALTE SOCIALE YDELSER.
Det er en forudsætning for opnåelse af statsrefusion, at be- stemmelserne i de enkelte love og de i medfør heraf af centrale myndigheder udfærdigede bestemmelser om udgifternes beregning og afholdelse er overholdt. I princippet skal derfor enhver udgift, der ikke er afholdt efter reglerne, holdes uden for refusions- ordningen.
Det er revisionens opgave, således som denne på baggrund af revisionsbestemmelserne i de forskellige love er udtrykt i Socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område (jf. med hensyn til amtskommunerne: cirkulære af 8. oktober 1986), at kontrollere, at bestemmelserne om afholdelse af ydelser på det sociale område er overholdt, se s. 26.
I øvrigt henvises til cirkulære af 10. december 1986 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område, afsnit VI, og cirkulære af 8. oktober 1986 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område, afsnit D.
Med hensyn til de refusionsmæssige konsekvenser af, at der uberettiget er udbetalt beløb, som ikke kan søges tilbage, bemærkes i tilknytning til nævnte bestemmelser i regnskabscirku- lærerne, at såfremt udbetalinger er foretaget på grundlag af en fortolkning, hvorom der kan være tvivl, eller der har foreligget tilfælde, hvor skøn over udmålingen af hjælp var vanskeligt, vil det kunne anerkendes, at udgiften anmeldes til refusion.
Fejl, der er konstateret ved revisionens stikprøver, vil som hovedregel ikke medføre pligt for kommunen til at gennemgå de øvrige sager inden for vedkommende område med henblik på yder- ligere berigtigelser. Undtagelse må dog gøres, såfremt revisionen finder dette nødvendigt på grund af særlige mangler, f.eks. med hensyn til fortolkningen af lovgivningen eller med hensyn til den anvendte forretningsgang.
Oversigt over almindelige problemer i forbindelse med statsrefusion af kommuners og amtskommuners udgifter på visse dele af det sociale område.
Denne oversigt afløser Socialministeriets oversigt af april 1984 over almindelige problemer i forbindelse med refusion af kommunernes udgifter på det sociale område (udsendt den 17. maj 1984). Efter udsendelsen af nævnte oversigt er der sket så betydningsfulde ændringer af sociallovgivningen, at det har været nødvendigt helt at omarbejde stoffet.
Lovændringerne har bl.a. bevirket, at en del områder er udgået af ordningen om procentrefusion fra staten, jf. lov nr. 301 af 6. juni 1984 og lov nr. 262 af 6. juni 1985 om ændring af lov om social bistand (ændring henholdsvis af reglerne om børns og unges døgnophold uden for eget hjem og af reglerne om finansiering).
Procentrefusion er således afskaffet med hensyn til døgnpleje af børn (privat familiepleje), praktisk bistand i hjemmet og hjælpemidler m.v. efter lovens afsnit IV og V, dagforanstaltninger for børn efter § 64 og § 69, bevillinger af nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen efter § 64, stk. 3 (dagpleje), og § 73, stk. 2 (daginstitutioner), formidlet døgnophold for voksne efter § 68, ophold i daghjem og dagcentre efter § 74 og ophold i plejehjem og beskyttede boliger efter § 79.
Procentrefusionens bortfald har bl.a. medført, at Socialstyrelsen (Socialministeriet) ikke længere er decisionsmyndighed vedrørende de kommunale revisioners beretninger om revisionen af regnskaberne for disse områder. I oversigten er derfor kun medtaget de områder, hvor kommuner og amtskommuner fortsat modtager refusion fra staten.
Det understreges, at oversigten ikke på nogen måde er udtømmende og derfor ikke giver grundlag for modsætningsslutninger. Dette sidste gælder også udeladelsen af afsnit, der var optaget i oversigten af 1984.
Oversigten bygger i øvrigt på lovgivning og praksis pr. 1. januar 1990.
Oversigten slutter sig nøje til regnskabs- og revisionscirkulærerne, jf. cirkulære af 10. december 1986 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område, cirkulære af samme dato om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område, cirkulære af 8. oktober 1986 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område, jf. cirkulære af 22. december 1986 om ændring af dette cirkulære, samt cirkulære af 8. oktober 1986 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område.
Refusion.
Almindelige bemærkninger.
Det er en forudsætning for opnåelse af statsrefusion, at bestemmelserne i de enkelte love og de i medfør heraf af centrale myndigheder udfærdigede bestemmelser om udgifternes beregning og afholdelse er overholdt. I princippet skal derfor enhver udgift, der ikke er afholdt efter bestemmelserne holdes uden for refusionsordningen.
Det er revisionens opgave, således som denne på baggrund af revisionsbestemmelserne i de forskellige love er udtrykt i Socialministeriets cirkulærer om revision, at kontrollere, at bestemmelserne om afholdelse af ydelserne er overholdt.
Der henvises til afsnittet om berigtigelser, s. 31.
BISTANDSLOVENS AFSNIT I. ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Kap. 3. Administration.
1. Administrationsudgifter.
Efter de i indledningen nævnte regnskabscirkulærer, jf. cirkulære af 10. december 1986, § 13, stk. 3, og § 14, og cirkulære af 8. oktober 1986, §§ 3 og 4, afholdes en kommunes (amtskommunes) udgifter til administration endeligt af kommunen (amtskommunen), jf. bistandslovens § 133, stk. 1.
Som eksempler på administrationsudgifter kan nævnes udgifter ved den almindelige kommunale (amtskommunale) forvaltning, herunder samtlige personaleudgifter. Om udgifter til personale på for- sorgshjem m.v. gælder dog særlige regler om refusion, jf. regn- skabscirkulære af 8. oktober 1986, §§ 5-12 incl., se side 22.
Som eksempler på udgifter, der ikke betragtes som administrations- udgifter, og som derfor kan anmeldes til refusion, kan nævnes stempeludgifter i forbindelse med ydelse af hjælp. Om visse refusionsberettigende udgifter til konsulentbistand som led i behandling, se s. 10.
Om enkelte refusionsberettigende administrationsudgifter, se s. 22.
2. Forretningsgange.
Med hensyn til spørgsmål om kompetencefordeling og intern instruks for den sociale forvaltning skal der foreligge en skriftlig kompetenceplan og en intern instruks herom.
BISTANDSLOVENS AFSNIT III. KONTANTHJÆLP.
Kap. 9. Kontanthjælp til underhold m.v.
1. Uddannelseshjælp.
Underholdshjælp i forbindelse med uddannelseshjælp konteres som uddannelseshjælp.
Udgifter til uddannelse af unge, der er anbragt i opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, konteres efter § 66. Er den unge anbragt på en § 96-institution, konteres udgiften som institutionsudgift.
Også udgifter til uddannelse af unge over 18 år, som efter egen ansøgning fortsat modtager hjælpeforanstaltninger efter § 33, stk. 1, nr. 3, jf. § 36, konteres efter bistandslovens § 66 eller som institutionsudgift efter § 96.
2. Boligindskud.
Der er ikke i bistandsloven optaget bestemmelser om kaution i forbindelse med boligindskud. Der er derfor ikke hjemmel til at dække en kommunes kautionsforpligtelse overfor pengeinstitut. Spørgsmålet, om der af kommunen kan betales kautionsydelser som ren kommunal udgift, henhører under de kommunale tilsynsmyn- digheder.
3. Opfyldelse af bestemmelsen i § 41 om optagelse af sager til ny vurdering.
Det er ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af denne bestemmelse, at en vurdering af klientens forhold foretages, når sagen i anden anledning optages til behandling. Bestemmelsen forudsætter, at en vurdering sker med regelmæssige mellemrum, og det skal under alle omstændigheder sikres, at der sker opfølgning af sagen inden for 3 måneder. Undlades sådan opfølgning, fortabes retten til stats- refusion.
Hvordan opfølgningen rent praktisk gribes an må afhænge af den enkelte kommunes vurdering og kan f.eks. ske på den måde, at socialforvaltningen har løbende kontakt med klienten og herunder vurderer, om der bør sættes ind med andre former for hjælp end underholdshjælp efter § 37. Det vil således i en række tilfælde være aktuelt at overveje, om der f.eks. bør iværksættes hjælp efter § 42.
Når det i § 41 er anført, at det er kommunalbestyrelsen, der skal tage sagen op til bedømmelse, skyldes det, at det efter loven er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for at yde bistand, jf. § 9. Dette udelukker ikke, at kommunalbestyrelsen - som ved udøvelse af anden støttende virksomhed efter bistandsloven - helt eller delvis delegerer sin kompetence i enkeltsager til socialfor- valtningen. (Se hertil s. 7, 2. Forretningsgange).