Om honoreringen af lægeerklæringer til brug ved administrationen af arbejdsskadeforsikringsloven. (Til de forsikringsselskaber m.fl., der er godkendt til tegning af forsikringer efter arbejdsskadeforsikringsloven)
Statutory Text (2 Articles)
Om honoreringen af lægeerklæringer til brug ved administrationen af arbejdsskadeforsikringsloven.
(Til de forsikringsselskaber m.fl., der er godkendt til tegning af
forsikringer efter arbejdsskadeforsikringsloven)
I 1989 opsagde Den almindelige danske Lægeforening overenskomsten med Finansministeriet om attester mv. til Staten, blandt andet omfattende lægeerklæring I og II i arbejdsskadesager.
Lægeforeningen er herefter af den opfattelse, at honorarfastsættelsen er stillet fri, det vil sige, at den enkelte læge selv kan fastsætte sit honorar.
Omvendt er Finansministeriet, der på dette er Statens centrale forhandlingspartner, af den opfattelse, at de hidtil gældende takster fortsat skal anvendes, indtil andet er aftalt, jfr. herved Arbejdsskadestyrelsens brev af 18. september 1989 til samtlige forsikringsselskaber m.fl.
Denne særlige situation har nu medført
1. at visse læger indsender attester mv. til forsikringsselskaberne og Arbejdsskadestyrelsen pr. efterkrav, og
2. at visse læger kræver betalingen for attesterne hos skadelidte med forventning om, at skadelidte efterfølgende får sit udlæg godtgjort af forsikringsselskaberne/Arbejdssakdestyrelsen, og
3. at visse læger sender meddelelse om, at de har udfærdiget attesten, der kan tilsendes, når lægen har modtaget betalingen, og
4. at visse læger herefter ikke agter at medvirke ved behandlingen af de konkrete skadesager.
Følgende kan oplyses om Arbejdsskadestyrelsens behandling af de ovenfor beskrevne lægereaktioner
Ad 1: Arbejdsskadestyrelsen har valgt at afvise lægeerklæringer, der indsendes hertil pr. efterkrav. Når en lægeerklæring er afvist sender Arbejdsskadestyrelsen et brev til pågældende læge om begrundelsen for afvisningen.
Der vedlægges til orientering kopi af det brev Styrelsen anvender (bilag 1).
Ad 2: Når Styrelsen modtager en anmodning fra skadelidte om at få refunderet et beløb, der er betalt til en læge for at udstede en lægeerklæring mv., vil skadelidte alene få refunderet et beløb i overensstemmelse med den hidtidige (nu opsagt) overenskomst.
Ad 3: Styrelsen accepterer ikke tilbageholdelse af erklæringen indtil betaling har fundet sted (ligesom tilsendelse af erklæring pr. efterkrav ikke accepteres), idet betaling af lægeerklæring efter Styrelsens praksis først sker, når man har vurderet erklæringen, herunder om honorarkravet er rimeligt i forhold til erklæringen.
Ad 4: Styrelsen har i denne type af sager søgt at indhente de fornødne lægelige erklæringer på anden måde, eventuel i form af relevante oplysninger fra hospitaler eller erklæring fra speciallæge.
Det bemærkes i denne forbindelse, at erklæringer fra speciallæger ikke er omfattet af overenskomst, og at honorarfastsættelsen på dette område er fri.
Arbejdsskadestyrelsen vil gerne orienteres om eventuelle andre problemer, der måtte opstå i forbindelse med administrationen af arbejdsskadeforsikringsloven som følge af opsigelsen af attestoverenskomsten.
Med venlig hilsen
Ole Pontoppidan
Ingen
BILAG 1
Arbejdsskadestyrelsens brev til læger, der indsender erklæringer mv til Styrelsen pr. efterkrav.
Arbejdsskadestyrelsen har modtaget et brev fra Dem sendt pr. efterkrav.
Styrelsen har afvist at betale det opkrævede beløb, og forsendelsen er derfor af postvæsenet sendt tilbage til Dem.
Hvis De har udført et arbejde, der er rekvireret af
Arbejdsskadestyrelsen, eller hvis der er tale om en skadesanmeldelse,
skal man anmode Dem om at indsende erklæringen, attesten eller
anmeldelsen på normal måde sammen med Deres eventuelle honorarkrav.
Styrelsen vil herefter betale Deres honorar i overensstemmelse med hidtidig praksis.
Styrelsen beklager at måtte anvende denne fremgangsmåde, men man beder Dem have forståelse for, at Styrelsen ikke har mulighed for at betale for forsendelser, der ikke umiddelbart kan ses at være bestilt herfra, eller i øvrigt umiddelbart ses at være indsendt hertil som led i Styrelsens administration af arbejdsskadeforsikringsloven mv.
Med venlig hilsen
Arbejdsskadestyrelsen