Meddelelse om lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. Afgiftsfri mandskabsvogne (lovens § 2, stk. 1, nr 7)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. Afgiftsfri mandskabsvogne (lovens § 2, stk. 1, nr 7)
Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv
Afgiftsfri mandskabsvogne (lovens § 2, stk 1, nr 7)
Det har siden den 1 januar 1984 været muligt for alle virksomheder at anskaffe en afgiftsfri mandskabsvogn - modsat tidligere, hvor afgiftsfritagelsen var begrænset til kun at gælde for elektricitetsværker, telefonselskaber og lignende specialiserede virksomhedstyper.
Der er i den forløbne tid opstået en vis interesse blandt virksomhederne for denne biltype, og det skyldes måske, at bilen umiddelbart fremtræder som en glimrende løsning på virksomhedens forskellige transportopgaver.
Allerede ved ikrafttrædelsen af den ny fritagelsesbestemmelse for mandskabsvogne (udvidelsen af virksomhedskredsen) blev der imidlertid peget på, at der er tale om en fritagelsesbestemmelse, som pålægger bilen en noget begrænset anvendelse.
Denne meddelelse er udarbejdet for at henlede opmærksomheden på den begrænsede anvendelse af mandskabsvogne.
Konstruktion og indretning
En mandsskabsvogn er et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der er altså tale om en varebil med et bagsædearrangement - typisk en bil med dobbeltkabine.
Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst eet sæde bag forsæderne.
Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet.
Det er desuden et krav, at køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Der måles i højde med forrudens underkant og vandret bagud i køretøjet. Flademålet for personkabinen indbefatter således rundingen under forruden.
Der stilles det særlige krav, at virksomhedens navn på tydelig måde skal være påmalet mandskabsvognen.
Godkendelse som mandskabsvogn er i øvrigt betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars o.lign.).
Følgende bilkonstruktioner kan godkendes som mandskabsvogne
- originalt fremstillede biler med dobbeltkabine og åbent varelad. Der skal i egentlig forstand være tale om en ekstra personkabine bag forsæderne indrettet med sidevinduer og personvognsudstyr, herunder sædvanligt sædearrangement (bussæder).
- originalt fremstillede kassevogne, der indrettes med ekstra personkabine i varerummet bag forsæderne. Personkabinen skal være adskilt fra varerummet af en fuldstændig, uigennemsigtig og fast adskillelse. Der kan anbringes en rude i adskillelsen, som også findes i bagvæggen til kabinen i originalt fremstillede dobbeltkabinevogne.
Almindelige last- og varebiler uden sådan særlig indretning, herunder biler af pick up type med udvidet førerrum og nødsæde, kan ikke antages som mandskabsvogn og fritages for afgift.
Anskaffelse af mandskabsvogne
Hvem kan anskaffe en afgiftsfritaget mandskabsvogn ?
Alle virksomhedstyper kan principielt komme i betragtning.
Mandskabsvognen er imidlertid beregnet for virksomheder med behov for samtidig befordring af mandskab og materiel, og hvor virksomhedens ansatte (mandskabet) skal anvende det medbragte materiel ude på arbejdspladsen.
Mandskabsvognen kan ikke bruges ved løsning af andre opgaver for virksomheden med befordring af personer, fx den daglige befordring af ansatte til og fra arbejdsstedet eller befordring af personer, som skal hjælpe til ved af- og pålæsning i forbindelse med almindelig godstransport med køretøjet.
Det er også en forudsætning, at virksomheden udfører arbejdsopgaver, der medfører transport af materiel eller materialer af en så betydelig vægt og omfang eller af en sådan art, at det er påkrævet at anvende et køretøj af særlig konstruktion.
Det er altså som hidtil de mere specialiserede virksomhedstyper, der har behov for en mandskabsvogn.
Told- og skattevæsenet kan i tvivlstilfælde kræve dokumentation for, at virksomheden har et mere almindeligt behov for samtidig befordring af materiel og personer i et antal, som normalt ikke kan befordres i førerrummet i en almindelig varebil.
Hvis behovet for en mandskabsvogn ikke kan dokumenteres, henvises virksomheden til at anskaffe en varebil på gule nummerplader. Varebiler af samme størrelse som de fleste mandskabsvogne betaler 12 000 kr i registreringsafgift, men varebilens anvendelse er så til gengæld mere fri end mandskabsvognens.
Benyttelse af en mandskabsvogn
Generelt
En mandskabsvogn kan anvendes til personbefordring, når de pågældende personer er ansat i ejerens eller brugerens virksomhed og befordres til eller fra den arbejdsplads, hvor de skal anvende det medbragte materiel.
Det er en forudsætning for den nævnte personbefordring, at kørslen finder sted fra virksomheden til det sted, hvor det medbragte materiel skal anvendes. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der foretages væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx med henblik på optagelse af virksomhedens ansatte ved deres bopæl.
Når betingelserne for personbefordring har været opfyldt ved udkørslen, kan de pågældende personer også befordres i køretøjet på tilbageturen. Det er derimod ikke tilladt alene at anvende mandskabsvognen til transport af personer.
En mandskabsvogn må ikke bruges til privat personbefordring.
Personerne
De pågældende personer skal være ansat i ejerens eller brugerens virksomhed. Der skal være tale om et egentlig ansættelsesforhold.
Et ansættelsesforhold vil almindeligvis indebære, at man anses for A-skatteyder, og at man omfattes af bestemmelserne i bl a ferieloven, ATP-loven og lov om arbejdsmiljø.
Materiellet
Ved bedømmelsen af, om der i det enkelte tilfælde er tale om »materiel«, lægges til grund, om udførelsen af den aktuelle arbejdsopgave kræver, at der med køretøjet transporteres materiel og herunder materialer af en sådan art, at det er påkrævet at anvende et køretøj af særlig konstruktion.
Det er fx ikke tilstrækkeligt, at der medbringes håndværktøj eller andet udstyr, der lige så godt kunne transporteres med en person eller varevogn.
Befordring af personer foruden føreren er ikke tilladt, når der kun medbringes materiel afmindre vægt og omfang, og hvor kørslens egentlige formål derfor må anses for at være befordring af personerne.
Godskørsel
Køretøjerne kan anvendes til almindelig godskørsel, servicekørsel mm, når det sker som led i erhvervsudøvelsen inden for det pågældende område.
Der må i sådanne tilfælde ikke befordres andre personer end føreren.
Toldattest
Mandskabsvogne ekspederes hos told- og skattevæsenet før de indregistreres hos politiet med gule nummerplader.
Ved ekspeditionen udleverer told- og skattevæsenet en toldattest, blanket K 12, med klausuler om indretning, benyttelse og om tilhørsforhold.
Klagevejledning
Told- og skatteregionens afgørelser kan ankes til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.
Adressen er
Skatteministeriet
Told- og Skattestyrelsen
Amaliegade 44
1256 København K.
Nævnet vedrørende Registreringsafgift af Motorkøretøjer har den endelige administrative afgørelse bl a af spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse af en mandskabsvogn er opfyldt.
Nævnets adresse er
Nævnet vedrørende Registreringsafgift af Motorkøretøjer
Slotsholmsgade 12
1216 København K.
Yderligere oplysninger
Hvis De ønsker yderliger oplysninger, bedes De rette henvendelse til Deres lokale told- og skatteregion.
De kan få flere oplysninger hos Deres lokale told- og skatteregion
Told- og
Skatteregion Adresse Tlf. nr.
København 1
(City) Strandgade 100, 1401 København K 31 54 10 12
København 2
(Nord) Aldersrogade 20, 2200 København N 31 85 95 00
København 3
(Nordvest) Finsensvej 15 A, 2000 Frederiksberg 38 17 01 00 (Svanevej 12, 2400 København NV indtil 01.12.1990) 31 85 85 11
København 4
(Syd) Snorresgade 15, 2300 København S 31 54 75 00
Ballerup Lautrupvang 1 A, 2750 Ballerup 44 87 04 44
Hvidovre Stamholmen 147, 2650 Hvidovre 36 77 03 88
Nærum Skodsborgvej 303, 2850 Nærum 42 80 77 11
Høje Taastrup Helgeshøj Alle 9, 2630 Taastrup 42 52 75 44
Bornholm Munch Petersensvej 8, 3700 Rønne 53 95 01 23
Esbjerg Adgangsvejen 3, 6700 Esbjerg 75 12 25 00
Frederikshavn Havnepladsen,9900 Frederikshavn 98 42 09 33
Haderslev Sct. Severingade 2, 6100 Haderslev 74 52 46 24
Helsingør Sundtoldvej 8 A, 3000 Helsingør 49 21 33 55
Herning Brændgårdvej 10, 7400 Herning 97 22 11 77
Hillerød Gerionsvej 6 C, 3400 Hillerød 48 29 06 66
Holstebro Brogårdsvej 1, 7500 Holstebro 97 42 37 00
Horsens Havnen 1, 8700 Horsens 75 62 33 77
Kalundborg Banegårdspladsen 1, 4400 Kalundborg 53 51 25 00
Korsør Fjordvænget 30, 4220 Korsør 53 57 23 11
Køge Gymnasievej 21, 4600 Køge 53 65 67 00
Maribo Brovejen 15 A, 4930 Maribo 53 88 15 66
Næstved Vordingborgvej 68, 4700 Næstved 53 72 63 63
Odense Lerchesgade 35, 5100 Odense C 66 11 93 00
Randers Toldbodgade 3, 8900 Randers 86 42 63 00
Svendborg Jessens Mole 23, 5700 Svendborg 62 21 32 54
Sønderborg Hilmar finsens Gade 18, 6400 sønderborg 74 42 31 43
Thisted Toldbodgade 8, 7700 Thisted 97 91 12 22
Vejle Boulevarden 19 H, 7100 Vejle 75 82 44 00
Viborg Vestervangsvej 4, 8800 Viborg 86 62 22 11
Aalborg Østerøgade 29, 9100 Aalborg 98 12 43 88
Århus Toldkammergade, 8000 Århus C 86 12 48 11