Moms-servering af spise- og drikkevarer
Statutory Text (2 Articles)
Moms-servering af spise- og drikkevarer
Vejledningen indeholder de vigtigste af de regler, der gælder i forbindelse med servering af spise- og drikkevarer mv i restaurationer, hoteller, forsamlingshuse, idrætshaller o lign samt selskabslokaler mv.
Denne vejledning erstatter vejledningen fra marts 1985.
De almindeligt gældende regler for virksomheder, der registreres i henhold til momsloven, findes i vejledningen »Moms« (Y 94).
Der findes endvidere en vejledning - oktober 1983 - om moms i forbindelse med drift af marketenderier/kantiner (Y95).
Hvem skal registreres og betale moms?
Efter momsloven skal enhver, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af varer og momspligtige ydelser, anmelde sig til registrering hos toldvæsenet senest 8 dage, før virksomheden påbegyndes. Det gælder også andelsforeninger og andre foreninger, selv om foreningen kun sælger til medlemmer.
Ved erhvervsmæssigt drevne virksomheder forstås i momsmæssig henseende bl a virksomheder, til hvis drift der kræves næringsbrev efter restaurationslovgivningen.
Der skal dog i visse tilfælde betales moms af arrangementer, selv om der efter restaurationslovgivningen ikke kræves næringsbrev. Det gælder, hvis der i forbindelse med sådanne arrangementer drives selvstændig erhvervsmæssig virksomhed af fx en vært, bestyrer, direktør, tjener eller kogekone.
Ved erhvervsmæssig virksomhed i den forbindelse forstås som hovedregel selvstændig virksomhed ved salg af varer og momspligtige ydelser. I disse tilfælde er det den, der forestår arrangementet (fx vært, bestyrer, direktør, tjener eller kogekone), som skal registreres og betale moms af de varer og ydelser, der indgår i arrangementet.
Endvidere skal enkeltpersoner, der medvirker i arrangementer i virksomheder og private hjem mv, hver for sig momsregistreres, medmindre de er lønmodtagere, se nedenfor.
Det vil dog være muligt at afholde momsfri arrangementer i forsamlingshuse, idrætshaller o lign samt selskabslokaler mv i tilknytning til boligbyggeri, når den, der afholder arrangementet, har lejet lokalerne (eventuelt incl køkken), og når virksomhedens eventuelle vært, anden ansvarlig eller virksomhedens personale ikke under nogen form - hverken ved indkøb, tilrettelæggelse; tilberedning, servering, afrydning eller opvask - medvirker i arrangementet.
Momsfriheden er for så vidt angår forsamlingshuse mv, til hvis drift der kræves næringsbrev efter restaurationslovgivningen, yderligere betinget af, at der forud for arrangementets afholdelse er indsendt en ansøgning til toldkamret om momsfritagelse for det pågældende arrangement. De personer, der medvirker i arrangementet (fx tjener eller kogekone), skal dog betale moms efter de almindelige regler.
Der kan ikke gives momsfrihed for arrangementer, som forestås af en kogekone med egen lejlighedstilladelse efter restaurationslovgivningen. Der kan heller ikke gives momsfrihed, hvis der i forbindelse med arrangementet sælges spise- og drikkevarer til deltagerne.
Hvis en virksomhed eller en person (fx vært, bestyrer, tjener eller kogekone) har en omsætning ved selvstændig erhvervsvirksomhed med salg af varer og momspligtige ydelser, som ikke overstiger 10 000 kr. årligt, skal den pågældende ikke momsregistreres.
Indtægter, der er modtaget som A-indkomst eller afskrevet på frikort, skal ikke medregnes ved afgørelsen af, om omsætningen overstiger 10 000 kr. Hvis fx en kogekone i et år har modtaget 28 000 kr, fordelt med 20 000 kr som A-indkomst og 8 000 kr som B-indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, skal kogekonen ikke registreres. Selv om B-indkomsten er over 10 000 kr og dermed momspligtig, skal der alligevel ikke betales moms af A-indkomsten.
Der skal således kun betales moms af indtægter, der ikke er A-indkomst eller afskrevet på frikort, hvis den årlige omsætning overstiger 10 000 kr.
Hvad er momspligtigt?
Salg af varer er altid momspligtigt.
Endvidere er alle ydelser i forbindelse med sammenkomster mv, såsom indkøb, tilretttelæggelse, tilberedning, servering, afrydning, opvask og udlejning af inventar, momspligtige. Entreindtægter fra dansearrangementer og andre forlystelser samt indtægter fra spille- og underholdningsautomater er også momspligtige.
Indtægter ved bankospil, lotterier o lign er derimod ikke momspligtige. Der skal heller ikke betales moms af udlejning af inventar og service, når lejen indgår i den momsfri betaling for leje af lokaler.
Lokaler
Betaling for udlejning af lokaler er principielt ikke momspligtig. Momspligtig er dog udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller o lign, udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for korterer tidsrum end 1 måned, samt bl a udlejning af campingplads.
Hvis udlejningen af lokalerne indgår i et arrangement med momspligtig servering af spise- og drikkevarer, skal den virksomhed, der forestår arrangementet, betale moms af hele det opkrævede beløb, incl lokalelejen.
Der skal således eksempelvis betales moms af lokalelejen ved bankospil, hvis der under medvirken af personale serveres forfriskninger mv i de udlejede lokaler under spillet. Der skal derimod ikke betales moms af lokalelejen, hvis publikum selv skal hente forfriskninger mv uden for de udlejede lokaler.
Ved møde- og kursusarrangementer, hvor lokalelejen indgår som en del af den samlede betaling for arrangementet, kan 5 % af den samlede betaling, excl moms, for forplejning, overnatning og lolaleleje uden nærmere dokumentation anses som momsfri lokaleleje. Hvis den regel anvendes, udgør momsen (ved en momssats på 22 %) 17,29 % af den samlede betaling, incl moms.
Hvis virksomheden over for toldvæsenet kan dokumenterer, at værdien af lokaleleje indgår i det samlede arrangement med mere end 5 %, kan en større andel af den samlede betaling holdes uden for momsberegningen, men i så fald skal virksomhedens fradragsret for indgående moms (købsmoms) begrænses. Se i øvrigt afsnittet, »Købsmoms (indgående moms)».
Det er en betingelse for at anvende disse regler, at der i de lokaler, hvor der afholdes møde/kursus, kun indtages kaffe, te, øl, vand og brød mv (forfriskninger), som stilles frem i kursuslokalet eller uden for dette, således at der ikke under selve mødet/kurset medvirker personale ved servering i lokalerne.
Hvis der i tilknytning til momsfri udlejning af lokaler tillige præsteres en momspligtig leverance til den pågældende lejer, skal lokalelejen faktureres særskilt.
Der kan opnås tilladelse til at betale moms af lokaleleje (frivillig registrering for udlejning af fast ejendom). Ansøgning herom indsendes i givet fald til det lokale distriktstoldkammer.
Af hvilken værdi skal momsen beregnes?
Momsen skal beregnes af det samlede vederlag, som kunden skal betale for leverancen af varer og momspligtige ydelser.
Når der skal betales moms af arrangementet, se afsnittet »Hvem skal registreres og betale moms?», er det som hovedregel virksomheden (næringsbrevsindehaveren/den, der forestår arrangementet), der skal betale moms af hele det beløb, som kunden (den, der afholder sammenkomsten) skal betale for arrangementet.
Virksomheden (kogekone mv) skal dog ikke betale moms af varer og ydelser, som kunden har købt hos andre momsregistrerede virksomheder, og som dermed er momset ved købet, fx spise- og drikkevarer og betaling til momsregistreret tjener eller kogekone. Virksomheden skal heller ikke betale moms af varer, som kunden selv har fremstillet.
Det samme gælder betaling for leje af lokale og betaling til serveringspersonale m fl, når kunden (festholderen mv) betaler direkte til lokaleudlejeren eller serveringspersonalet. Disse beløb skal altså ikke medregnes i den værdi, som kogekonen m fl skal betale moms af.
Virksomheden skal betale moms af beløb, som fx en momsregistreret kogekone fakturerer med moms til selve virksomheden. Virksomheden har fradragsret for moms ifølge sådanne fakturaer - men naturligvis ikke for regninger direkte til kunden.
Købsmoms (indgående moms)
De almindeligt gældende regler for momsregistrerede virksomheder vedrørende købsmoms er følgende
Moms af omkostninger, der udelukkende vedrører den momspligtige omsætning, kan fuldt ud medregnes til købsmomsen. Det gælder fx indkøb af spise- og drikkevarer til videresalg og i øvrigt indkøb fra momsregistrerede »underleverandører«, fx kogekoner og serveringspersonale.
Moms af omkostninger, der ikke vedrører den momspligtige omsæting, kan ikke medregnes til købsmomsen. Det samme gælder momsen af indkøb, som er specielt nævnt i momslovens § 16, stk 3 (kost og logi til indehaver og personale, repræsentation og gaver mv).
Moms af omkostninger, der vedrører både den momspligtige og den momsfri omsætning, kan medregnes til købsmomsen efter forholdet mellem den momspligtige omsætning og den samlede omsætning. Hvis et indkøb tillige anvendes til et formål, som er virksomheden uvedkommende, kan momsen kun medregnes til købsmomsen i samme omfang, som den pågældende udgift skønnes at vedrøre den momspligtige omsætning. Dette vil specielt med hensyn til drift af lokaler sige, at der må laves en skønsmæssig opgørelse af den faktiske anvendelse af lokalerne.
Det er altid en betingelse for at kunne medregne et momsbeløb til købsmomsen, at der foreligger en forskriftsmæssig faktura stilet til virksomheden. Selv om der ikke foreligger en sådan faktura, har virksomheden alligevel pligt til at medregne videresalget af de indkøbte varer/ydelser til salgsmomsen.
Virksomheder og personer, fx ejere af lokaler og kogekoner med under 10 000 kr i årlig omsætning, der ikke er momsregistrerede, må ikke anføre momsbeløb på regninger mv.
For restaurationer, hoteller, forsamlingshuse, idrætshaller o lign samt selskabslokaler mv gælder herudover følgende særlige regler
Hvis virksomhedens momsfri omsætning ved udlejning af lokaler højst udgør 2 % af virksomhedens samlede årlige omsætnig, excl moms, og hvis den momsfri lokaleleje ved eventuel udlejning af møde og/eller kursusfaciliteter højst har udgjort 5 % af den samlede betaling, excl moms, for det enkelte arrangement, skal der ikke ske reduktion af virksomhedens (fulde) fradragsret for købsmoms.
Hvis den momsfri omsætning ved regnskabsårets udløb viser sig at have oversteget 2 % af den samlede omsætning, kan virksomheden vælge enten at betale salgsmoms af den overskydende del af den momsfri omsætning eller at reducere købsmomsen efter de almindelige regler. Hvis virksomheden vælger at reducere købsmomsen, skal der også ske reduktion vedrørende de »første« 2 %.
Regulering af købsmoms
Hvis virksomhedens fradragsret vedrørende lokaler inden for de første ti år efter opførelse, ombygning mv ændrer sig med mere end 10 % i forhold til opførelses/ombygningsåret, kan der blive tale om reguleing af den fradragne moms.
Virksomheden bør i sådanne tilfælde rettte henvendelse til distriktstoldkamret.
Hvad skal der ikke betales moms af?
Virksomheden skal som nævnt foran ikke betale moms af følgende
1. Udgifter, som kunden har betalt moms af ved køb hos andre momsregistrerede virksomheder, fx spise- og drikkevarer og betaling til momsregistrerede tjener eller kogekone.
2. Beløb, som kunden afholder direkte til serveringspersonalet eller til lokaludlejeren for leje af lokalet.
3. Arrangementer i forsamlingshuse mv, hvor arrangøren blot har lånt eller lejet lokalerne, men hvor virksomhedens eventuelle vært, anden ansvarlig eller virksomhedens personale ikke under nogen form medvirker.
4. Arrangementer som nævnt under punkt 3 i forsamlingshuse mv med næringsbrev, hvis der er givet momsfritagelse til det pågældende arrangement.
Ubanderoleret vin og spiritus
Ubanderoleret vin og spiritus må ikke medtages i restaurationer, hoteller, forsamlingshuse, idrætshaller o lign samt selskabslokaler mv, hvortil der er knyttet alkoholbevilling eller lejlighedsbevilling.
Ved private sammenkomster i forsamlingshuse, idrætshaller o lign samt selskabslokaler mv, hvortil der ikke er knyttet alkoholbevilling eller lejlighedsbevilling, må der kun medtages ubanderoleret spiritus og vin af den, der afholder arrangementet, eller dennes gæster, når virksomhedens eventuelle vært, anden ansvarlig eller virksomhedens personale ikke under nogen form medvirker ved serveringen af spise- eller drikkevarer.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til det lokale distriktstoldkammer. Toldkamrets adresse og telefonnummer findes bag i vejledningen »Moms« Y 94.
Ingen