Legislator Case Law & Legislation
C19901332560 DK

Vejledning om nye bestemmelser - krav til identifikation

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1990 13325 Historic

Vejledning om nye bestemmelser - krav til identifikation

INFORMATION FRA LEVNEDSMIDDELSTYRELSEN, FISKERIMINISTERIET, OG VETERINÆRDIREKTORATET

NYE BESTEMMELSER - KRAV TIL IDENTIFIKATION

EF har besluttet at indføre et fælles system til identifikation af levnedsmiddelpartier.

NYT DIREKTIV

Bestemmelserne står nærmere beskrevet i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. L 186 af 30.6.1989, s. 21, Rådets direktiv af 14. juni 1989 om angivelse af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti (89/396/EØF).

FORMÅL

Med indførelsen af identifikationsmærkning af levnedsmiddelpartier vil virksomheder og myndigheder hurtigt kunne finde frem til bestemte levnedsmiddelpartier på markedet f. eks. i tilfælde, hvor levnedsmidler kan udgøre en sundhedsrisiko.

Bestemmelserne omfatter, med visse undtagelser, alle levnedsmidler der produceres og/eller omsættes inden for EF - altså også produkter, der importeres fra lande uden for EF. Direktivet har en bredere anvendelse end mærkningsdirektivet (79/112/EØF af 18. december 1978), da det også omfatter levnedsmiddelpartier, der omsættes i engros-leddet.

GÅR UD PÅ

Et levnedsmiddelparti, eller alle salgsenheder af et levnedsmiddel, der er tilvirket eller emballeret under praktisk talt ens omstændigheder, skal mærkes med en identifikationskode eller partiangivelse.

Det er den virksomhed, der har tilvirket eller emballeret det pågældende levnedsmiddel, der har retten til og ansvaret for at afgrænse levnedsmiddelpartiets størrelse, og samtidig til at sørge for udformningen og angivelsen af en identifikationskode for partiet. Ved import fra lande uden for EF er dette ansvar lagt på importøren. Det kan være hensigtsmæssigt, at importøren stiller krav til producenten om at foretage partimærkning.

UDFORMNINGEN

Identifikationskoden eller partiangivelsen skal indledes med bogstavet »L«, dog ikke hvis oplysningerne klart adskiller sig fra den øvrige mærkning, eller hvis datoen for »mindst holdbar til« indgår i mærkningen. Der er gjort visse undtagelser fra kravet om partiangivelse.

EKSEMPLER

- L 320B2 (som f.eks. angiver produktionsbatch)

eller

- L 151189 ( som angiver produktionsdatoen)

eller

- Mindst holbar til : 30.12.(holdbarhedsdato anføres ukodet, og omfatter mindst dag og måned i nævnte rækkefølge)

Anden udformning kan selvfølgelig benyttes.

IKRAFTTRÆDEN

Handel med produkter, der ikke opfylder bestemmelserne, forbydes fra den 20. juni 1991, idet der dog er en overgangsodrning for produkter, der er markedsførte inden denne dato.

Af hensyn til virksomhederne udsendes der information om de kommende bestemmelser allerede nu.

Den lokale levnedsmiddelkontrolenhed, Veterinærdirektoratets distriktskontorer og Fiskerikontrollen har et eksemplar af direktivet.

EF-Tidende nr. L 186 af 30.6.1989, hvor bestemmelserne er beskrevet, findes bl.a. på bibliotekerne.

Når bestemmelserne er trådt i kraft, er det den af de 3 lokale tilsynsmyndigheder, der sædvanligvis fører tilsyn med virksomheden, der har til opgave at påse, at alle varer er mærket med partiangivelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →