Folkekirkens præster. Uddannelse, ansættelsesbetingelser og stillingsindhold.

Folkekirkens præster. Uddannelse, ansættelsesbetingelser og stillingsindhold.

Kirkeministeriets skrivelse af 27. november 1990 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Kampmannsgade 1, 1780 København V.

Med henvisning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens skrivelse af 11. oktober 1990, j.nr. 89-18.675 vedrørende implementering af direktiv 89/48/EØF skal man herved ansøge kommissionen om, at få erhvervet som præst i den danske folkekirke omfattet af reglerne i ovennævnte direktivs art. 10, således at Danmark som værtsland vil træffe afgørelse om, hvorvidt udenlandske ansøgere til de pågældende stillinger skal underkastes egnethedsprøve eller prøvetid.

I anledning heraf skal man derfor nærmere redegøre for de forhold, som begrunder ministeriets ønske om at fravige reglerne i artikel 4.

Som anført i ministeriets skrivelse af 6. august 1990 kan der i henhold til § 1 i lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. ansættes personer i præstestillinger, der har bestået teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet.

I modsætning til de fleste andre trossamfund har den danske folkekirke ikke sin egen teologiske grunduddannelse, idet eksamen fra det statslige uddannelsessystem, teologisk kandidateksamen fra de danske universiteter, hidtil har været benyttet som den altovervejende adgangsbetingelse for at søge præstestilling.

Efter bestået kandidateksamen skal en ansøger have gennemgået ca. 5 mdr. undervisning i praktisk teologi på Pastoralseminariet, som er folkekirkens egen uddannelsesinstitution for kommende præster, førend vedkommende er berettiget til at søge præstestilling, jf. herved ansættelseslovens § 1, stk. 3.

Denne undervisning er umiddelbart opbygget på grundlag af universitetsuddannelsen i teologi, og er derved baseret på et kendt og garanteret vidensniveau.

Man går i denne forbindelse ud fra, at denne generelle ansættelsesbetingelse ligeledes vil være gældende for ansøgere fra andre EF-lande.

Kun et mindretal af teologiske kandidater fra de danske universiteter får ikke stilling som præst i folkekirken, og præstestillinger er den eneste stillingskategori, som den teologiske kandidatuddannelse er speciel adgangsgivende til.

Dette har derfor medført, at folkekirken, som langt den væsentligste aftager af de teologiske kandidater, har haft en betydelig indflydelse på selve udformningen af den teologiske universitetsuddannelse, således at uddannelsen i høj grad er tilpasset folkekirkens behov. Uddannelsen er senest ændret i 1989 på grundlag af væsentlige ønsker fra folkekirkens side.

Den teologiske kandidatuddannelse er 5-årig og består af følgende

1. del, normeret til 2 år

Indføring i de teologiske hoveddicipliner

1. Gammel Testamentes eksegese, herunder hebraisk.

2. Ny Testamentes eksegese.

3. Kirke og dogmehistorie.

4. Dogmatik med symbolik.

5. Etik og religionsfilosofi, herunder almen filosofi.

2. del, normeret til 3 år

Udover videreførsel af hovedfagene, indgår faget praktisk teologi i tilknytning til kirkehistorie og de systematiske fag (dogmatik, etik og religionsfilosofi).

I studiet indgår således en del fag, som er af udpræget national karakter, idet flere af fagene indeholder væsentlige elementer, som alene vedrører specielt danske kirkelige forhold.

Man kan således henvise til, at det er naturligt, at fx et enkelt lands kirkehistorie studeres på national basis, og at et fag som kirkehistorie tillige indeholder emner som fx fromhedslivets, salmesangens, gudstjenestens, prædikens og de kirkelige vækkelsers historie. Det er i dette tilfælde specielt kendskabet til disse emners danske historie, der er afgørende for forståelse af den religiøse tradition i den danske folkekirke.

Lignende hensyn gør sig gældende for flere af de øvrige fag, og generelt lægges der vægt på, at den teologiske kandidatuddannelse tager hensyn til, at de studerende får et grundigt kendskab til dansk kirkehistorie, dansk åndsliv og dansk kirkeliv.

Såfremt sådanne discipliner ikke er indgået i en kommende præsts hidtidige uddannelse, vil dette være til skade for den folkekirkelige forkyndelse og dermed for folkekirkens betydning for kulturen i det danske samfund.

Det vil således ikke kunne undgås, at der er væsentlige forskelle mellem de kvalifikationer, som kræves for at bestå en dansk teologisk kandidateksamen, og de kvalifikationer, som en ansøger med teologisk kandidateksamen fra et andet EF-land kan fremlægge.

Af hensyn til forståelse af, hvorfor ansættelse i et evangelisk-luthersk kirkesamfund som den danske folkekirke er omfattet af reglerne om lovreguleret erhverv, skal man kort redegøre for folkekirkens forfatningsmæssige stilling.

I henhold til grundlovens § 4 er den evangelisk-lutherske kirke den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, og i henhold til grundlovens § 66 ordnes folkekirkens forfatning ved lov.

Dette medfører, at den danske folkekirke i sammenligning med andre evangelisk-lutherske kirker indtager en særegen position i forvaltningsmæssig henseende, idet folkekirkens øverste besluttende organer er Folketinget og Regeringen, og at folkekirkens forhold ordnes ved lov.

Dette er baggrunden for, at adgangsbetingelserne og dermed uddannelseskravene til præstestilling i den danske folkekirke, er lovreguleret, jf. herved lov nr. 310/1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. Som følge heraf falder ansættelsen som præst derfor ind under reglerne i ovennævnte direktiv 89/48/EØF om lovreguleret erhverv, hvilket formodentligt ikke er tilfældet for andre evangelisk-lutherske kirker inden for EF.

Ansættelsesmyndigheden for præster er en statslig myndighed, Kirkeministeriet, men Kirkeministeriets ansættelseskompetance er begrænset, fordi ansættelse alene kan ske på grundlag af indstilling fra et menighedsråd, valgt af og blandt medlemmer af folkekirken i det pastorat, hvor ansættelsen skal finde sted.

Det er endvidere en betingelse, at den stedlige biskop i forbindelse med ordinationen af en præst er villig til at ville føre biskoppeligt tilsyn med denne. Dette tilsyn omfatter gejstligt tilsyn med prædikeembedet, præstens forvaltning af sakramenterne og sjælesorgen i det hele. Såfremt en biskop nægter at påtage sig dette tilsyn, vil præsten ikke kunne blive indsat i sit embede, og dermed ikke kunne fungere som præst i folkekirken, medmindre en anden biskop er villig til at påtage sig det gejstlige tilsyn.

Folkekirkens præsters særlige stilling illustreres yderligere ved, at de ikke er ansat som statstjenestemænd, men som tjenestemænd i folkekirken.

I øvrigt afholdes folkekirkens udgifter, herunder lønningsudgifterne til folkekirkens personale, fortrinsvis af folkekirkens egne midler, kirkeskatten. Denne kirkeskat opkræves udelukkende blandt de 90% af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken.

Denne ansættelsesform er sandsynligvis helt særegen for den danske folkekirke, da der inden for de fleste øvrige sammenlignelige evangelisk-lutherske kirker utvivlsomt vil være tale om ansættelse i kirkelige samfund, der er uafhængige og selvstændige i forhold til den nationale stat.

Med henblik på at tydeliggøre hvilke funktioner, der udføres af præster i folkekirken, skal man kort angive de vigtigste dele af stillingsindholdet i en præstestilling.

Forkyndelse af evangeliet ved afholdelse af gudstjenester m.v. Foretagelse af kirkelige handlinger: dåb, vielse og begravelse. Udøvelse af sjælesorg.

Konfirmation. Konfirmationsforberedelse og andre undervisningsopgaver.

Frivilligt kirkeligt og socialt arbejde.

Ministerialbogsfører og begravelsesmyndighed.

Som fører af ministerialbøger (kirkebøger) og som begravelsesmyndighed varetager sognepræsten den borgerlige personregistrering og udfører herved funktioner som offentlig myndighed.

I henhold til lovgivningen registrerer sognepræsten fødsler, forældreforhold, dødsfald og navngivelse samt kirkelige handlinger med borgerlig gyldighed. Sognepræsten udsteder attestation herom i overensstemmelse med retsregler, der er fastsat af Kirkeministeriet.

De attester, der udstedes af folkekirkens sognepræster har borgerlig gyldighed, og indberetningerne fra sognepræsten til offentlige myndigheder (folkeregistre, skifteret m.fl.) er grundlaget for offentlig administration.

Som eksempel på sognepræstens funktion som offentlig myndighed kan man henvise til, at den kirkelige vielse ligestilles med borgerlig vielse, således at den kirkelige vielse umiddelbart har borgerlig gyldighed med de dertil hørende retsvirkninger.

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1 litra b, har en ansøger ret til at vælge mellem at gennemgå prøvetid eller underkaste sig en egnethedsprøve, såfremt der er væsentlige forskelle mellem de krævede kvalifikationer, og de kvalifikationer som den pågældende ansøger kan fremlægge.

Det vil efter ministeriets opfattelse støde på meget store kirkelige problemer, såfremt en ansøger ville vælge prøvetid i stedet for egnethedsprøve.

Man skal i denne forbindelse henvise til, at der ikke i henhold til tjenestemandsloven er fastsat regler om prøvetid for præster.

Ved udarbejdelse af forslag til lov om ansættelse i stillinger i folkekirken overvejede man i 1989 i lighed med anden tjenestemandsansættelse at indføre prøvetid i forbindelse med præsters tjenestemandsansættelse i folkekirken.

Dette forslag blev ikke gennemført, fordi indførelse af prøvetid bl.a. blev anset for at være i strid med princippet om, at præster i deres embedsførelse og forkyndelse er uafhængig af menighedsrådet.

I tjenestemandsloven af 1969 er der fastsat særbestemmelser i kapitel 9 om folkekirkens tjenestemænd.

Særbestemmelserne er for folkekirkens tjenestemænd begrundet således i bemærkningerne til lovforslaget

»Efter nævnte bestemmelse kan første varige ansættelse i en tjenestemandsstilling først ske efter ansættelse på prøve. Undtagelser fra denne bestemmelse vil inden for folkekirken i højere grad være begrundet i den folkekirkelige ordning end i almindelige tjenestemandsprincipper. Det vil således være nødvendig som hidtil at undtage samtlige præstestillinger, provstestillinger og bispestillinger fra reglen. For præstestillingernes vedkommende er dette begrundet i, at præsterne i deres embedsførelse er uafhængig af menighedsrådet, jf. menighedsrådslovens § 26, stk. 2, og at menighedsrådet derfor ikke kan føre tilsyn med præsten under prøveansættelsen eller bør bedømme udfaldet af denne. En sådan bedømmelse vil ej heller kunne foretages af højere kirkelig myndighed, idet denne vil savne mulighed for det fornødne daglige tilsyn, ligesom en sådan ordning vil indebære konfliktmuligheder med bestemmelsen om menighedsrådets medvirken ved embedernes besættelse og princippet om præsternes forkyndelsesfrihed.«

Man kan i denne forbindelse henvise til at samme hensyn har gjort sig gældende i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 161 af 1978 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. I henhold til lovens enkeltbestemmelser skal mænd og kvinder behandles lige med hensyn til ansættelse i stillinger m.v., men præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger indenfor trossamfund er undtaget fra lovens område, jfr. herved Kirkeministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1978 om fravigelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. for så vidt angår præstestillinger.

Denne dispensationsbekendtgørelse blev til på Folketingets udtrykkelige anmodning i forbindelse med lovforslagets behandling i tinget og var begrundet i, at det af hensyn til grundlovens bestemmelser om trosfrihed kunne være nødvendigt at give bestemte trossamfund mulighed for alene at ansætte mandlige eller kvindelige præster.

På grundlag af det ovenfor anførte må ministeriet derfor anse en egnethedsprøve i overensstemmelse med de retningslinier, der er angivet i direktivets artikel 10 som et absolut nødvendigt krav til ansøgere med teologisk kandidateksamen fra andre EF-lande, idet man må lægge vægt på, at det afgørende er, at der ved ansættelse af præster er tale om ansættelse i et kirkesamfund, hvorfor hensynet til religionsudøvelsen må have afgørende vægt.

Kravet om egnethedsprøve til ansøgere fra andre EF-lande vil på grund af folkekirkens specielle forvaltningsmæssige stilling ikke have nogen generel afsmittende virkning for anerkendelse af andre videregående uddannelser ved ansættelse i andre erhverv, men det kan få vidtrækkende og alvorlige konsekvenser af kirkepolitisk art, såfremt kravet om egnethedsprøve ikke imødekommes.

Der er ved indførelse af kravet om en egnethedsprøve ikke tale om at forholde andre EF-borgere stilling som præst i folkekirken, men alene tale om, at der bør tages de fornødne hensyn til forkyndelsesfriheden og den danske folkekirkes tradition og kultur.

Endelig skal man henlede opmærksomheden på, at det naturligvis er en afgørende forudsætning for forkyndelse af evangeliet, at en ansøger mestrer det danske sprog, idet kirkesproget er dansk. Det vil derfor blive krævet, at ansøgere fra andre EF-lande behersker det danske sprog.

Man har ikke i denne forbindelse taget hensyn til evt. konfessionelle forskelle indenfor de forskellige evangelisk-lutherske kirkesamfund og de hermed forbundne uddannelser, idet man går ud fra som givet, at en ansøger i sin etiske grundholdning har afklaret dette spørgsmål, forinden ansøgningen til præstestilling i den danske folkekirke indsendes.

Man skal under henvisning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens skrivelse af 11. oktober 1990 endelig anmode styrelsen om at foretage videre kommunikation af ministeriets synspunkter til Kommissionen.

P.M.V.

E.B.

Ingen

Skrivelsen indeholder en redegørelse for de uddannelsesmæssige betingelser for ansættelse som præst i folkekirken, stillingsindholdet i en præstestilling og folkekirkens forfatningsmæssige stilling.