Diæter til menighedsrådsformænd for bestridelse af hvervet kan ikke ydes uden særlig hjemmel
Statutory Text (3 Articles)
Diæter til menighedsrådsformænd for bestridelse af hvervet kan ikke ydes uden særlig hjemmel
Kirkeministeriets skrivelse af 12. juli 1990 til stiftsøvrigheden over Århus stift.
I skrivelse af 12. juni 1990 har stiftsøvrigheden forelagt et af Ebeltoft-Rosenholm-Rønde provstiudvalg rejst spørgsmål om, hvorvidt et menighedsråd kan beslutte at yde honorar til formanden for bestridelse af hvervet.
Det fremgår af sagen, at provstiudvalget ved behandlingen af regnskabet for en af provstiets kirkekasser for regnskabsåret 1988 har gjort bemærkning om, at der efter provstiudvalgets opfattelse ikke var lovhjemmel til at udbetale løn til menighedsrådets formand.
I anledning heraf skal man meddele, at der i den gældende lovgivning ikke er hjemmel til at udbetale honorarer, mødediæter eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til menighedsrådsformænd ud over diæter for deltagelse i syn over kirker og præsteboliger, for medvirken på valgdagen og for deltagelse i møder, hvortil der indkaldes af tilsynsmyndigheden, eller hvor tilsynsmyndigheden tiltræder, at det er nødvendigt at beramme et ekstraordinært menighedsrådsmøde inden for normal arbejdstid. Der henvises i denne forbindelse til ministeriets cirkulære af 17. april 1989
om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsudvalg. Det tilføjes, at der efter ministeriets opfattelse ikke er noget i vejen for, at der efter vedtagelse i menighedsrådet og med provstiudvalgets godkendelse afsættes et passende beløb på kirkekassens budget til dækning af menighedsrådsformænds udokumenterede udgifter til telefon m.v. P.M.V. E.B.
Ingen
Udtalt, at der ikke uden særlig hjemmel kan udbetales mødediæter til menighedsrådsformænd. Derimod kan der efter vedtagelse i menighedsrådet og med provstiudvalgets godkendelse afsættes et passende beløb til dækning af udokumenterede udgifter til telefon m.v.