Skrivelse om vejledning for personundersøgere (Kriminalforsorgens afdelinger og lokalkontorer)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om vejledning for personundersøgere
(Kriminalforsorgens afdelinger og lokalkontorer)
På baggrund af en indstilling om ændret udformning af personundersøgelser udsendes der fra Anstalten ved Herstedvester et antal vejledninger for personundersøgere i overensstemmelse med det af afdelingerne ønskede antal eksemplarer. De nye personundersøgelser skal tages i brug fra 1. oktober 1990.
I tilknytning til de foretagne ændringer ønsker direktoratet særligt at gøre opmærksom på følgende
1. De nye personundersøgelser skal fortsat udarbejdes som en samlet anamnese, der både kan danne grundlag for rettens valg af sanktion og være anvendelig ved efterfølgende forsorgsarbejde.
2. Undersøgelsesskemaet er udarbejdet således, at undersøgelserne kan differentieres efter de konkrete sagers indhold, omfang mv.
3. Derfor skal afdelinger og lokalkontorer, når personundersøgelse rekvireres, nøje overveje denne differentiering. Overvejelser skal ske på grundlag af en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder kriminalitetens art og omfang, sigtedes alder og mentale tilstand mv.
4. En normal personundersøgelse, der udføres af honorarbetalte undersøgere, honoreres fremover med 16 timer (15 timer, såfremt undersøgelsen afleveres i koncept). Efter afdelingslederens konkrete skøn kan der i visse særlig komplicerede sager gives højere honorarer, hvilket modsvares af, at der fx i uproblematiske sager kan gives lavere honorarer. Der henvises i øvrigt til side 14 i »Vejledning for personundersøgere«.
5. Personundersøgelser honoreres som hidtil med en timeløn svarende til aflønning i statens skalatrin 19, stedtillægsområde III.
Personundersøgere oppebærer feriegodtgørelse med 12,5 %, der ved timeberegningen lægges til det anvendte timetal.
6. Da det forudsættes, at der for så vidt angår timer til brug for honorarbetalte undersøgelser opnås en besparelse på omkring 20 %, kan det blive aktuelt at justere afdelingernes timeudmelding allerede i indeværende finansår. En timebesparelse på dette område kan derfor ikke anvendes til at lade et større antal undersøgelser udføre af honorarbetalte medarbejdere. I det kommende finansår vil det samlede timetal blive nedsat som følge af de nye personundersøgelser.
7. Der vil blive udsendt ny honoraroversigt inden 1. oktober 1990. Hidtil gældende bestemmelser om udfærdigelse og honorering af forkortede personundersøgelser og undersøgelser i forbindelse med sigtedes egnethed til at udføre samfundstjeneste bortfalder (direktoratets skrivelse af 18. april 1985, j.nr. 1. afd. 215-83).
8. Det nye personundersøgelsesskema kan indlægges på PC-er, og diskette kan rekvireres i direktoratets 5. kontor.
E.B.
Svend Andreasen
Ingen