Legislator Case Law & Legislation
C19901134032 DK

Meddelelse om personundersøgelser ved kriminalforsorgen. (*1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1990 11340 Historic

Meddelelse om personundersøgelser ved kriminalforsorgen. (*1)

Personundersøgelser ved kriminalforsorgen

En arbejdsgruppe under direktoratet for Kriminalforsorgen har afgivet rapport af oktober 1988 om en ændret udformning af personundersøgelser i medfør af retsplejelovens § 808.

I arbejdsgruppens rapport er gengivet en undersøgelse ved udvalgte dommerembeder fra 1987, hvorefter der kunne konstateres en forskel i praksis med hensyn til at indhente personundersøgelser.

Det fremgår af retsplejelovens § 808, stk. 1, at det beror på sagens konkrete omstændigheder, om der skal tilvejebringes personlige oplysninger og i bekræftende fald i hvilket omfang. Ifølge bestemmelsens motiver skal der tilvejebringes et tilstrækkeligt grundlag for en forsvarlig afgørelse af sanktionsspørgsmålet.

Ifølge bestemmelsens stk. 2 og dennes forarbejder skal der i almindelig foretages en nærmere undersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af betinget dom, tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning, eller retsfølger, der træder i stedet for straf. Herved er der i retsplejeloven åbnet mulighed for at undlade personundersøgelser i sager, hvor det allerede ved efterforskningen må stå klart, at lovovertrædelsen alene bør medføre betinget dom uden tilsyn.

På denne baggrund fastsættes følgende retningslinier om indhentelse af personundersøgelser ved kriminalforsorgen

1. Personundersøgelse ved krimalforsorgen skal navnlig foretages i følgende tilfælde

1.1. Hvis sagen påregnes afgjort med tiltalefrafald med vilkår i medfør af retsplejelovens § 723 a, stk. 2, om tilsyn af kriminalforsorgen.

1.2. Hvis sagen kan falde ud til betinget dom med tilsyn af kriminalforsorgen.

1.3. Hvis der er mulighed for en sanktion i form af samfundstjeneste.

1.4. Hvis det i særlige situationer, hvor sagen påregnes afgjort med en ubetinget frihedsstraf, skønnes hensigtsmæssigt, at der af hensyn til sanktionspåstanden eller strafudmålingen foretages en undersøgelse ved kriminalforsorgen. Det gælder f.eks., hvor der er tale om en forbrydelse af en sådan grovhed eller en forventet straf af en sådan størrelse, at man nærmer sig området for mentalundersøgelse, jf. mit cirkulære nr. 268/1977 pkt. 1.

1.5. Hvis de oplysninger, der er nævnt i samme cirkulæres pkt. II.A. nr. 1)-6), som grundlag for mentalundersøgelse, mest hensigtsmæssigt kan tilvejebringes gennem en personundersøgelse ved kriminalforsorgen.

2. Ved vurderingen af, om en sag kan falde ud til en sanktion, der indebærer tilsyn af kriminalforsorgen, indgår en række faktorer, navnlig kriminalitetens grovhed og omfang, sigtedes sociale og personlige forhold samt recidivrisikoen.

Ved bedømmelsen af sigtedes personlige og sociale forhold skal der bl.a. lægges vægt på sigtedes alder, boligforhold, arbejdsforhold, uddannelsesforhold, økonomiske forhold, familiære forhold og eventuelt misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.

I tvivlstilfælde kan spørgsmålet drøftes med kriminalforsorgens lokale afdeling.

3. Personundersøgelse ved kriminalforsorgen skal ikke indhentes i sager, der påregnes sluttet på bevisets stilling. Det samme gælder i sager, der ventes sluttet efter Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 561/1984 og i sager, der antages at blive afgjort med tiltalefrafald, uden at der i medfør af retsplejelovens § 723 a, stk. 2, fastsættes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen.

Det kan dog i helt særlige tilfælde være af betydning for afgørelsen af, om tiltalefrafald kan meddeles uden sådant vilkår, at det gennem en personundersøgelse belyses, om sigtedes personlige forhold, navnlig den pågældendes mentale tilstand, taler for at frafalde tiltale.

4. Personundersøgelse bør rekvireres på et så tidligt tidspunkt som muligt.

Ved sagens fremsendelse til kriminalforsorgen bør der vedlægges en ny cpr-attest.

Sigtede bør, eventuelt skriftligt, oplyses om vigtigheden af at reagere på kriminalforsorgens henvendelse.

Der vil af rigspolitichefen blive udsendt nye blanketter P 370 (skrivelse til den sigtede) og P 371 (anmodning om personundersøgelse).

5. Mine meddelelser RM 3.1, RM 11.1, RM 12.6, RM 14.3, RM 15.2, RM 25.5 og RM 25.6, ophæves.

Asbjørn Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →