Legislator Case Law & Legislation
C19901131610 DK

Cirkulæreskrivelse vedrørende beredskabsplanlægning m.v. i relation til farlige virksomheder (Til politidirektøren i København og samtlige politimestre)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1990 11316 Valid

Cirkulæreskrivelse vedrørende beredskabsplanlægning m.v. i relation til farlige virksomheder

(Til politidirektøren i København og samtlige politimestre)

1. Pligter i medfør af artikel 8 i EØF direktiv 82/501 om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter.

EF's ministerråd vedtog i 1982 et direktiv om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (82/501-EØF), i det følgende benævnt risikodirektivet/direktivet. Risikodirektivet er siden ændret af ministerrådet den 19. marts 1987 og senest den 24. november 1988. Denne seneste ændring skal i henhold til direktivet være gennemført i medlemslandene senest den 1. juni 1990. Der er til denne cirkulæreskrivelse vedlagt risikodirektivet samt de nævnte ændringsdirektiver.

Risikodirektivet pålægger blandt andet de enkelte medlemsstater at indføre regler, der sikrer

- at virksomheder omfattet af direktivet underkastes myndighedskontrol,

- at der udarbejdes interne og eksterne beredskabsplaner til formindskelse af uheldskonsekvenser, samt

- at omkringboende oplyses om sikkerhedsforanstaltninger og forholdsregler i tilfælde af uheld.

Risikodirektivet er på miljøområdet gennemført ved den såkaldte risikobekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 545 af 16. september 1988) (* 1) og på arbejdsmiljøområdet især ved bekendtgørelse om arbejdets udførelse (bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983).

Med hensyn til Justitsministeriets område - d.v.s. spørgsmålet om politiets beredskabsmæssige opgaver på det pågældende område - har risikodirektivt ikke nødvendiggjort lovgivningsmæssige ændringer. Kravene i henhold til direktivet har således kunnet indpasses i den eksisterende ordning efter retsplejeloven, hvorefter det påhviler politimestrene/politidirektøren som den lokalt ansvarlige for udførelsen af politiets arbejde at drage omsorg for, at der i den enkelte politikreds udarbejdes de fornødne beredskabsplaner/katastrofeplaner til imødegåelse af truende eller indtrådte fredstidskatastrofer af enhver art. Planlægningen af den beredskabsmæssige indsats i tilfælde af katastrofesituationer tager blandt andet sigte på at tilrettelægge og samordne de forskellige berørte myndigheders opgaver. Spørgsmålet om underretning af befolkningen om sikkerhedsforanstaltninger og forholdsregler i tilfælde af uheld indgår som et væsentligt element i denne planlægning.

Justitsministeriet har endvidere udsendt en række bekendtgørelser, der vedrører virksomheder, som arbejder med eller opbevarer let antændelige væsker og eksplosive stoffer, som kan være omfattet af risikodirektivet.

Det er Justitsministeriets vurdering, at ændringsdirektivet af 24. november 1988 - jf. nærmere herom nedenfor under punkt 2 - heller ikke nødvendiggør lovændring.

En detaljeret gennemgang af virksomhedernes forpligtelser og myndighedernes sagsbehandling i forbindelse med risikobetonede aktiviteter findes i øvrigt i en vejledning, der er udarbejdet i samarbejde med Direktoratet for Arbejdstilsynet, Statens Brandinspektion og Justitsministeriet, og som forventes udsendt af Miljøstyrelsen ultimo juni 1990. Endvidere kan henvises til betænkning nr. 1045 fra 1985 om betydelige risici. I betænkningens kapitel 9 er risikodirektivet nærmere beskrevet.

2. Underretning af offentligheden jf. artikel 8 i ændringsdirektivet af 24. november 1988.

Ændringsdirektivet af 24. november 1988 indebærer navnlig en skærpelse af artikel 8 i risikodirektivet om underretning af offentligheden. Efter ændringen skal medlemsstaterne sørge for, »at personer, der kan blive berørt af et større uheld i forbindelse med en industriel aktivitet, som er anmeldt i henhold til artikel 5, på passende måde, og uden at det er nødvendigt at anmode herom, får oplysning om sikkerhedsforanstaltninger og om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af uheld. Oplysningerne skal gentages og ajourføres med passende mellemrum. De skal også gøres offentligt tilgængelige.«

I bilag VII til risikodirektivet er der foretaget en specificering af de oplysninger, der efter artikel 8 skal meddeles offentligheden.

Den hidtidige udformning af artikel 8 indebar ikke en forpligtelse til forhåndsorientering af personer, der kunne blive berørt af uheld. Tidspunktet for underretning og karakteren heraf beroede således på en konkret vurdering og indgik i øvrigt i den løbende beredskabsplanlægning.

Ændringsdirektivet medfører imidlertid, at myndighederne - d.v.s. politiet - af egen drift skal udsende forhåndsorientering til personer, der kan blive berørt af uheld fra de af direktivet omhandlede virksomheder.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at direktivets bestemmelser efter de gældende regler i retsplejeloven vil kunne indpasses i politikredsenes eksisterende opgaver med at foretage en beredskabsmæssig planlægning blandt andet i relation til de af direktivet omhandlede virksomheder.

På den anførte baggrund skal Justitsministeriet hermed anmode politidirektøren/politimestrene om med virkning fra den 1. juni 1990 at udforme m.v. beredskabsplanlægningen blandt andet i overensstemmelse med kravene i henhold til risikodirektivet. Der vedlægges til orientering en fortegnelse over de virksomheder, der her i landet på nuværende tidspunkt er omfattet af direktivet.

Justitsministeriet er bekendt med, at der i en række politikredse med risikobetonede industrielle aktiviteter allerede er udsendt orientering til befolkningen i form af brochurer og lignende, der i det væsentlige indeholder de informationer, der kræves efter ændringsdirektivet. Dette informationsmateriale er ofte udarbejdet af berørte kommuner i samarbejde med politiet.

Ændringsdirektivet er ikke til hinder for, at et sådant samarbejde fortsætter, og i almindelighed vil det også være hensigtsmæssigt, at orienteringens form og indhold fastlægges i samarbejde med kommunale myndigheder og andre implicerede myndigheder på området, herunder øvrige beredskabsmyndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at karakteren af de oplysninger, der skal meddeles, i almindelighed også nødvendiggør et samarbejde med den pågældende virksomhed.

Ændringsdirektivet indeholder ikke nærmere bestemmelser om udformningen af orienteringen efter artikel 8 udover, at det er anført, at oplysningerne skal meddeles de berørte personer gennem »kanaler til informering af offentlighden, som f.eks. brochurer eller opslag«. Politiet og eventulle samarbejdsmyndigheder står således ret frit i valget af orienteringsform, bortset fra, at de indholdsmæssige krav, der fremgår af bilag VII, skal være opfyldt. Informationsmaterialet skal i fornødent omfang ajourføres i forbindelse med den løbende revision af politiets beredskabsplaner.

Vedrørende udformningen af brochurer, pjecer eller lignende til opfyldelse af pligten med hensyn til information af befolkningen henledes opmærksomheden særligt på følgende forhold

- Politimesterembedets navn og eventuelle andre samarbejdsmyndigheders navn bør klart fremgå af oplysningsmaterialets forside, og det skal tydeligt fremgå, at der er tale om information om risici, alarmering og forholdsregler ved uheld på en virksomhed med risikobetonede aktiviteter.

- Oplysningsmaterialet skal indeholde virksomhedens navn, produktionsadresse samt oplysning om, at virksomheden til miljømyndighederne er anmeldt og godkendt som en virksomhed med risikobetonede aktiviteter, og der skal gives oplysning om virksomhedens produktion, som f.eks. kemiske produkter, fremstilling af gas, benzin eller olieprodukter, samt

- oplysning om, hvilke farlige stoffer virksomheden anvender og oplagrer, samt hvilke særlige farer, de kan indebære for mennesker og miljø. Ved angivelse af farlige stoffer bør der af hensyn til forståelsen ikke benyttes kemiske betegnelser, men mere almindelige benævnelser, f.eks. organiske opløsningsmidler og brandfarlige stoffer,

- oplysning om, at der er udarbejdet beredskabsplan(er) til imødegåelse af et uhelds eventuelle skadevirkninger uden for virksomhedsområdet,

- oplysning om, hvilke risici der er ved et alvorligt uheld i produktionen og/eller i oplagringen af farlige stoffer,

- en kortfattet redegørelse for ordningen om alarmering med byens sirener med angivelse af alarmsignalets varighed og betydning og hvorledes information om uheldet vil finde sted samt

- en kortfattet instruks om, hvad den enkelte borger skal gøre ved alarmeriing, eventuelt suppleret med tegninger/symboler.

Rigspolitichefen agter i tilknytning til denne cirkulæreskrivelse at udsende et eksempel på udformning af en informationsbrochure.

For så vidt angår den beredskabsmæssige planlægning i øvrigt bemærkes, at såfremt der i politikredsen er udarbejdet generelle beredskabsplaner/katastrofeplaner, vil disse i nødvendigt omfang skulle suppleres med mere specifikke planer for indsatsen ved uheld i den enkelte virksomhed, der er omfattet af direktivet.

Ved beredskabsplanlægningen bør der i særlig grad tages hensyn til samvirket i politikredsen med de myndigheder m.v., der vil blive indsat ved uheld.

Disse myndigheder kan være

- det lokale brandvæsen

- civilforsvarskorpset

- det kommunale civilforsvar, for så vidt det indgår i det fredsmæssige katastrofeberedskab

- redningskorps

- sygehusberedskabet

- forsvaret

- kommunale og/eller amtskommunale miljømyndigheder.

Den nødvendige koordination mellem samvirkemyndighederne kan eventuelt ske ved særlige samvirkeaftaler.

3. Aktindsigt i politiets beredskabsplanlægning i relation til særlig farlige virksomheder.

Vedrørende spørgsmålet om aktindsigt i beredskabsplaner bemærkes, at politiets generelle beredskabsplaner, når de foreligger i færdig form, i medfør af offentlighedslovens regler som udgangspunkt er undgivet aktindsigt, og befolkningen har derfor normalt mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af politiets beredskabsplaner.

Efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt dog ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.

Efter lovens § 12, stk. 1, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt heller ikke oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, såfremt det er af væsentlig betydning for den person eller virksomhed, oplysninger angår, at begæringen om aktindsigt ikke imødekommes.

Adgangen til aktindsigt i en generel beredskabsplan vil endvidere være begrænset blandt andet efter lovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 6, i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar eller til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Beredskabsplaner for bestemt virksomheder vil - i det omfang planerne ikke er videregivet til andre - være omfattet af offentlighedslovens § 7 om interne arbejdsdokumenter, der er undtaget fra retten til aktindsigt. Efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, skal der dog gives meddelelse om faktiske oplysninger i sådanne interne dokumenter, hvis de er af væsentlig betydning for sagsforholdet, og oplysningerne ikke er undtaget fra aktindsigt efter andre bestemmelser.

Hvis beredskabsplanen er videregivet til andre - herunder andre myndigheder eller den pågældende virksomhed selv - vil planen være undergivet aktindsigt efter lovens almindelige regler.

Adgangen til aktindsigt i beredskabsplaner for bestemte virksomheder vil således også være begrænset af bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 12-13, herunder § 12, stk. 1, nr. 2, der vedrører oplysninger om tekniske indretninger eller om fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, og § 13, stk. 1, nr. 6, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Politimesteren må således ved afgørelsen af spørgsmålet om aktindsigt i beredskabsplaner vurdere, hvilke dele af planen der i medfør af - typisk en eller flere af de nævnte undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven - i givet fald er undtaget fra aktindsigt.

P.M.V.

E.B.

Søren Axelsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →