Cirkulæreskrivelse om kørekort til almindelig bil med påhængskøretøj
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om kørekort til almindelig bil med påhængskøretøj
Der er over for Justitsministeriet rejst spørgsmål om fortolkningen af kørekortbekendtgørelsens § 8, 3. og 4. pkt., som indeholder reglerne for, hvornår et vogntog bestående af almindelig bil med tilkoblet påhængskøretøj lovligt kan føres på grundlag af kørekort til kategori B.
I den anledning skal Justitsministeriet herved anmode om, at reglerne fremover administreres på følgende måde
1. Påhængskøretøjet har en tilladt (registreret) totalvægt på ikke over 750 kg.
Her finder kørekortbekendtgørelsens § 8, 3. pkt. , anvendelse
»§ 8. Kørekort til kategori B (almindelig bil) giver ret til at føre: ......
Person- eller varebil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på ikke over 750 kg.«
Kørekort til kategori B er tilstrækkeligt.
I disse tilfælde tillades således en samlet tilladt (registreret) totalvægt på 4.250 kg.
Det bemærkes, at den særlige beregningsmetode i kørekortbekendtgørelsens § 8, 4. pkt., ikke finder anvendelse på disse vogntog.
2. Påhængskøretøjet har en tilladt (registreret) totalvægt på over 750 kg.
Her finder kørekortbekendtgørelsens § 8, 4. pkt. , anvendelse
»§ 8. Kørekort til kategori B (almindelig bil) giver ret til at føre: ......
Person- eller varebil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på over 750 kg, hvis vogntogets samlede tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg. Ved beregningen anvendes enten påhængskøretøjets registrerede totalvægt eller den eventuelt lavere fastsatte totalvægt i bilens registreringsgrundlag.«
Kontrollen af, om § 8, 4. pkt., er opfyldt, kan herefter ske ved
at finde påhængskøretøjets tilladte (registrerede) totalvægt,
at finde angivelsen af største totalvægt for påhængskøretøjet i det trækkende køretøjs registreringsattest/koblingsattest (ved synsfri sammenkobling),
og tage den mindste af de to og lægge den til bilens tilladte (registrerede) totalvægt. Registreringsattestens/koblingsattestens angivelse af største totalvægt for påhængskøretøjet kan dog kun anvendes, hvis den er lig med eller større end påhængskøretøjets egenvægt.
Overstiger denne sum ikke 3.500 kg, er kørekort til kategori B tilstrækkeligt.
Såfremt et påhængskøretøj er belæsset udover den i registreringsattesten/koblingsattesten anførte største totalvægt, men inden for påhængskøretøjets tilladte (registrerede) totalvægt i andre kombinationer foreligger der alene en overtrædelse af reglerne om synsfri sammenkobling, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 63 af 24. januar 1989.
Opmærksomheden henledes på, at der kan være foretaget nedsættelse af bilens tilladte totalvægt, påhængskøretøjets tilladte totalvægt samt af største totalvægt i bilens registreringsattest/koblingsattest.
Det tilføjes, at Justitsministeriet i forbindelse med en igangværende revision af kørekortbekendtgørelsen vil tydeliggøre § 8, 4. pkt.
P. M. V.
E. B.
Henrik Waaben
Ingen