Cirkulære om et forsøg med parrådgivning (Til statsamtmændene over Københavns og Ringkjøbing Statsamter)

§ 1. Cirkulæret finder anvendelse på den rådgivning, som statsamtet som en forsøgsordning kan yde ægtefæller. Reglerne anvendes endvidere på rådgivning, der som led i forsøget ydes af andre, med hvem statsamtet har indgået aftale om, at der for statsamtet ydes rådgivning som led i forsøget.

§ 2. Rådgivningen kan ydes i følgende tilfælde

1) I sager om bevilling til separation eller skilsmisse.

2) I sager om fri proces om separation eller skilsmisse.

3) Efter anmodning hvis der er anlagt retssag om separation eller skilsmisse.

4) Efter anmodning hvis ægtefællernes konflikt er så dyb, at det må antages, at en sag om separation eller skilsmisse er en nærliggende mulighed.

Stk. 2. Rådgivning kan ikke gives efter dette cirkulære, hvis ægtefællerne vælger rådgivning efter myndighedslovens § 27 a.

§ 3. Rådgivning kan kun ydes, hvis der er udsigt til, at rådgivningen kan medvirke til, at ægtefællerne selv kan løse deres konflikt eller bedre selv kan løse konflikten.

§ 4. Ønsker ægtefællerne mægling hos præsten, kan tilbud om rådgivning ikke gives, og en igangværende rådgivning ikke fortsætte, før mæglingen er afsluttet, eller ønsket trukket tilbage.

§ 5. Rådgivning kan ydes efter § 2, stk. 1, nr. 1 eller 2, hvis statsamtet behandler sagen. Rådgivning kan ydes efter § 2, stk. 1, nr. 3 eller 4, hvis statsamtet kunne behandle en ansøgning om bevilling til separation, skilsmisse eller fri proces.

§ 6. Statsamtet kan betinge et tilbud om rådgivning af,

1) at tilbuddet accepteres inden en nærmere angiven frist,

2) at begge ægtefæller vil deltage i rådgivningen,

3) at begge ægtefæller vil møde personligt,

4) at begge ægtefæller vil møde samtidigt og

5) at begge ægtefæller giver tilsagn om at deltage i en vurdering af rådgivningen.

§ 7. En sag som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 2 sættes i bero, til rådgivningen er afsluttet. Ydes der kun rådgivning til den ene af ægtefællerne, gælder det dog kun, hvis den, der søger om fri proces, samtykker heri.

§ 8. Statsamtet bestemmer rådgivningens omfang, karakter og hvem der skal udføre rådgivningen.

§ 9. Der må ikke til brug for statsamtets afgørelse indhentes oplysninger, som parterne har givet under rådgivningen. Sådanne oplysninger må heller ikke af rådgiveren videregives til statsamtet. Internt arbejdsmateriale vedrørende sådanne oplysninger må heller ikke udleveres til parterne. 1. - 3. pkt. gælder dog ikke, hvis parterne har givet samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives.

Stk. 2. Såfremt statsamtets jurist deltager i en rådgivning efter § 2, stk. 1, nr. 1 eller 2, og der mundtligt under denne del af rådgivningen meddeles oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder, der er af betydning for statsamtets afgørelse, skal der gøres notat herom på en sådan måde, at oplysningerne kan indgå i statsamtets afgørelse og meddeles parterne i overensstemmelse med den forvaltningsretlige lovgivning.

Stk. 3. Pligten til at gøre notat efter stk. 2 gælder tilsvarende, hvis parterne efter stk. 1, 4. pkt. har givet samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives.

Stk. 4. Parterne skal inden rådgivning orienteres om stk. 1 - 3.

§ 10. Cirkulæret træder i kraft den 1. marts 1990.

Civilretsdirektoratet, den 1. februar 1990

Hans Engell / C. Rosholm

Afsnit I

Til statsamtmændene over Københavns og Ringkjøbing statsamter.

Vejledning om et forsøg med parrådgivning.

1. Ved lov nr. 209 af 5. april 1989 om ændring af ægteskabsloven m.v.

er der som § 43, stk. 2 i ægteskabsloven indsat en bestemmelse om,

at justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.

I bemærkningerne til lovforslaget er det bl.a. anført, at justitsministeren vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forberede en forsøgsordning i København og Ringkjøbing statsamter med henblik på at tilvejebringe et materiale, der kan danne grundlag for en samlet vurdering af, hvorledes en frivillig rådgivningsordning vil virke i praksis.

I overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag har justitsministeren ved cirkulære af 1. februar 1990 fastsat regler om forsøgsordningen. Idet der iøvrigt henvises til cirkulæret, skal der om enkelte punkter bemærkes

2. Administrationen af rådgivningsordningen indebærer, at der skal tages stilling til en række spørgsmål, hvor forskellige former for sagkundskab er nødvendig.

Det forudsættes, at statsamterne og de, der deltager i rådgivningen, arbejder sammen om løsningen af disse spørgsmål.

3. Cirkulærets § 2 og § 3 indeholder regler for, hvornår rådgivning kan gives. Det fremgår heraf, at rådgivning kun kan ydes ægtefæller. Efter gennemførelsen af loven om registreret partnerskab kan rådgivningen også omfatte registrerede partnere. (I det følgende benævnes begge grupper blot som ægtefæller). Det fremgår endvidere, at ægtefællerne i modsætning til § 27 a rådgivningen ikke har krav på rådgivning, men at spørgsmålet om, hvorvidt ægtefællerne skal have et tilbud om rådgivning, beror på et skøn i det enkelte tilfælde.

Ved udøvelse af dette skøn er udgangspunktet - i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget - at et tilbud om rådgivning skal gives, hvis der er udsigt til, at ægtefællerne gennem en rådgivning kan bearbejde deres problemer på en sådan måde, at ægteskabet kan bevares.

Et tilbud om rådgivning kan imidlertid også gives, selvom der ikke synes at være mulighed for, at ægteskabet kan bevares, hvis der er udsigt til, at rådgivningen kan løse eller formindske en alvorlig konflikt mellem ægtefællerne.

I tilfælde hvor ægtefællerne har ret til rådgivning efter myndighedslovens § 27 a, må ægtefællerne vælge, om de ønsker § 27 a rådgivning. I bekræftende fald kan der ikke gives parrådgivning.

Deltager ægtefællerne i en rådgivning i et andet regi, må karakteren og omfanget af en sådan rådgivning nærmere undersøges med henblik på, at statsamtet kan skønne, hvorvidt der er grund til at give et tilbud om parrådgivning.

Rådgivningsordningen omfatter også sager om skilsmisse efter separation. På grund af kravet om, at der skal være udsigt til, at rådgivningen skal have den nævnte betydning for parterne, vil der dog i praksis formentlig kun undtagelsesvist være grundlag for at tilbyde rådgivning i sager om skilsmisse efter separation.

4. I cirkulærets § 6 er der nævnt forskellige betingelser, der kan knyttes til et tilbud om rådgivning. Opregningen er ikke udtømmende.

I § 6 er det nævnt, at det kan stilles som betingelse for et tilbud om rådgivning, at begge ægtefæller vil deltage, og at de vil møde personligt og samtidigt. På grund af de hidtidige erfaringer med parrådgivning bør disse betingelser i almindelighed stilles.

5. Cirkulærets § 7 indeholder regler for, at en sag om fri proces om separation eller skilsmisse sættes i bero, til rådgivningen er afsluttet.

Ydes der kun rådgivning til den ene af ægtefællerne, sættes ansøgningssagen dog kun i bero, hvis den, der søger om fri proces, samtykker heri.

Opløsningsbekendtgørelsen indeholder i § 7, stk. 3, regler for, at en sag om bevilling til separation eller skilsmisse sættes i bero, til rådgivningen er afsluttet.

Ydes der i en sådan sag kun rådgivning til den ene af ægtefællerne, sættes ansøgningssagen i bero, uanset om den, der søger bevilling til separation eller skilsmisse, samtykker heri.

6. I cirkulærets § 8 er det bl.a. anført, at statsamtet bestemmer rådgivningens omfang.

Da forsøgsordningen skal holde sig inden for den givne økonomiske ramme, og da der skal tilvejebringes tilstrækkeligt materiale til en senere vurdering af en rådgivningsordning på landsplan, bør samtaletiden i gennemsnit ikke strække sig over mere end 4 løntimer pr. par.

I § 8 er det endvidere anført, at statsamtet bestemmer rådgivningens karakter. Det vil sige, at det er statsamtet, der bestemmer, hvilke rådgivere, der skal deltage.

7. I cirkulærets § 9, stk. 2, er det anført, at der under visse nærmere angivne omstændigheder er notatpligt. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i forældremyndighedsbekendtgørelsens § 20, der finder anvendelse ved rådgivning efter myndighedslovens § 27 a. Cirkulærets bestemmelse betyder, at der kun er notatpligt, hvor rådgivning finder sted i forbindelse med en sag, der er omfattet af cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, og hvor en jurist fra statsamtet deltager.

Derimod er der ikke notatpligt, hvis der ikke deltager en jurist i rådgivningen eller hvis rådgivning finder sted i sager, der er omfattet af cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 3 og 4. Dog gælder notatpligten også her, hvis parterne har givet samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives.

Civilretsdirektoratet, den 1. februar 1990

Hans Engell / C. Rosholm

Cirkulære om et forsøg med parrådgivning

(Til statsamtmændene over Københavns og Ringkjøbing Statsamter)