Konkurrencerådets meddelelse af dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at fastsætte bindende priser for danske og udenlandske blade og magasiner (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Konkurrencerådets meddelelse af dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at fastsætte bindende priser for danske og udenlandske blade og magasiner (* 1)
Konkurrencerådet har på sit møde i dag behandlet fastprisordningen for dagblade og magasiner. Herunder har rådet behandlet Dansk Centralagentur DCA og Dansk Bladdistribution Aktieselskab's ansøgning om godkendelse i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1, til at håndhæve faste videresalgspriser på danske og udenlandske aviser, blade og bøger.
Til rådsmødet var udarbejdet et notat. Dette vedlægges. Efter sædvanlig praksis er afslutning, indstilling samt bilag udeladt. Notatet omfatter ud over ansøgningen fra Dansk Central Agentur - DCA og Dansk Bladdistributions Aktieselskab også henvendelse fra Dansk Magasinpresses Udgiverforening og Danske Dagblades Forening.
Konkurrencerådet besluttede i henhold til konkurrencelovens § 14 stk. 1, at godkende, at Dansk Centralagentur og Dansk Bladdistributions Aktieselskab kan anvende bindende videresalgspriser for salg af danske og udenlandske blade og magasiner i det hidtidige omfang. Rådet forbeholder sig ret til at tage godkendelsen op til ny bedømmelse, hvis omstændighederne tilsiger det. Begrundelsen for den trufne afgørelse fremgår af notatet.
I den forbindelse har rådet lagt vægt på, at der er tale om et marked, der udvikler sig. Man har derfor ønsket at fremhæve, at dispensation gives indtil videre, således at rådet vil tage godkendelsen op til ny behandling såfremt markedsudviklingen tilsiger dette.
Rådets afgørelse blev truffet ved afstemning. Til stede var 12 medlemmer. For afgørelsen stemte 8 medlemmer, og 4 stemte imod.
Referat fra rådsmødet vil blive fremsendt, når det foreligger i sin endelige form.
Advokat Axel Kierkegaard har modtaget en enslydende skrivelse.
Med venlig hilsen
Birte Petersen
fm.