Cirkulære om overenskomst for kasernelæger under Civilforsvarsstyrelsen 1989 (* 1)
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
§ 1. Overenskomsten omfatter læger, der ansættes som kasernelæger under Civilforsvarsstyrelsen.
Stk. 2 . Overenskomsten omfatter ikke
1) tjenestemænd,
2) pensionerede tjenestemænd fra
a) staten, folkeskolen, folkekirken,
b) kommuner
c) statsfinansierede virksomheder,
d) koncessionerede virksomheder,
3) andre pensionerede, der får understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud til, og
4) personer, der er fyldt 70 år.
Stk. 3. Som kasernelæge under Civilforsvarsstyrelsen kan ansættes læger, der har autorisation til virksomhed som alment praktiserende læge eller har en speciallægeautorisation, og som har en alsidig, for stillingen hensigtsmæssig hospitalsuddannelse.
Ansættelse
Ansættelse som kasernelæge sker efter offentligt opslag.
Stk. 2. Kasernelæger modtager - så vidt muligt før tiltrædelsen - et ansættelsesbrev. Foreningen af Speciallæger modtager samtidig en kopi af ansættelsesbrevet.
Arbejdsområde
§ 3. Kasernelægers hovedfunktion er
1. at varetage det daglige, lægelige tilsyn i kasernens lægeværelse for den del af afdelingens værnepligtige mandskab, som er berettiget til fri lægehjælp,
2. at varetage det lægelige arbejde ved infirmeriet, når dette er belagt,
3. at foretage gennemgribende lægeundersøgelse af hver enkelt fremmødt umiddelbart efter indkaldelsen i overensstemmelse med de helbredskort, som skal udfyldes samt
4. at foretage øvrigt lægearbejde påbudt af Civilforsvarsstyrelsen, herunder vaccinationer, udtagelse af blodprøver, at føre journal på helbredskort mv. og uden særskilt honorar at udstede sådanne attester, som tjenesten kræver, f.eks. til kørekort, ulykkesforsikring og i forbindelse med særlig uddannelse.
Stk. 2. Kasernelægers øvrige funktioner er
1. at holde et foredrag for hvert indkaldelseshold om misbrug af nydelsesmidler som spiritus og narkotika samt om kønssygdomme og
2. at varetage almindeligt hygiejnisk tilsyn på kaserneområdet og med personellet.
Arbejdstid
§ 4. Kasernelæger ansættes til en gennemsnitlig ugentlig beskæftigelse på mellem 3 og 15 timer. Arbejdstiden placeres mandag til fredag i perioden 8-16. Ved en ugentlig beskæftigelsesgrad på 10 timer og derover kan beskæftigelsen deles mellem 2 kasernelæger, såfremt der ikke måtte være tilstrækkeligt kvalificerede ansøgere til stillingen på det samlede timetal.
Stk. 2. Civilforsvarsstyrelsen fastlægger beskæftigelsens omfang, mens den nærmere tilrettelæggelse heraf sker efter samråd med kasernelægen.
Stk. 3. Ændring i beskæftigelsens omfang kan ved varige ændringer i kasernelægebehovet finde sted med 3 måneders varsel. Omfanget kan i øvrigt - varigt eller for en periode - ændres efter aftale mellem Civilforsvarsstyrelsen og kasernelægen.
Lokale, instrumentarium, hjælpepersonale og sekretærbistand
§ 5. Civilforsvarsstyrelsen stiller fornødent lokale, instrumentarium, hjælpepersonale og sekretærbistand til rådighed for kasernelægen.
Løn
§ 6. Aflønning af kasernelæger sker efter følgende skala
Gennemsnitligt Årligt beløb Årligt beløb ugentligt timetal pr. 1/4 1989 pr. 1/9 1990 3 33.971 kr. 34.888 kr. 4 44.952 kr. 46.166 kr. 5 55.112 kr. 56.600 kr. 6 65.888 kr. 67.667 kr. 7 75.125 kr. 77.154 kr. 8 84.157 kr. 86.429 kr. 9 93.291 kr. 95.810 kr. 10 102.322 kr. 105.085 kr. 11 111.456 kr. 114.465 kr. 12 120.488 kr. 123.741 kr. 13 129.519 kr. 133.016 kr. 14 138.551 kr. 142.292 kr. 15 147.582 kr. 151.567 kr.
Stk. 2. Udover den i stk. 1 nævnte aflønning ydes der et generelt tillæg på 3.000 kr. til kasernelægen.
Såfremt beskæftigelsen i henhold til § 4, stk. 1, 2. pkt., er delt mellem 2 kasernelæger, ydes der generelt tillæg til begge læger.
For tilkald og telefonkonsultationer i perioden mandag-fredag kl. 08-16 ydes ingen særskilt honorering.
Stk. 3. For tilkald og telefonkonsultationer i perioden mandag-fredag kl. 16-08 samt på lørdage, søn- og helligdage honoreres kasernelægen efter sin sædvanlige takst.
Stk. 4. For hvert fremmøde honoreres kasernelægen under hensyntagen til afstanden mellem den pågældendes hovedarbejdssted og tjenestestedet som kasernelæge således
Afstand Grundbeløb 0 - 5 km 61,07 over 5 km 122,24
Afstanden fastsættes i overensstemmelse med det i § 14 om befordringsgodtgørelse fastsatte.
Stk. 5. Lønnen udbetales månedsvis bagud med 1/12 af årslønnen.
Attestudstedelse
§ 7. Indtil ændrede bestemmelser måtte blive fastsat ved forhandling mellem Finansministeriet og Den alm. Danske Lægeforening gælder følgende
1. Det påhviler kasernelægen uden særligt vederlag at udfærdige eller medvirke ved udfærdigelsen af attester om de foretagne lægelige undersøgelser og behandlinger samt om disses resultat og om patienternes tilstand, for så vidt den pågældende attest vedrører den sygdom, som patienten behandles eller har været behandlet for på institutionen eller attesten vedrører sådanne oplysninger, som institutionen måtte ligge inde med, og som i øvrigt ikke eller ikke uden særlig vanskelighed vil kunne tilvejebringes.
Uden særligt vederlag påhviler det herefter kasernelægen at udstede
Dødsattester, herunder kopier, medicolegale ligsynsattester og attester vedrørende transport af lig, indstillings- og optagelsesattester til helbredelsesinstitutioner, plejehjem, alderdomshjem o.l., simple syge- og raskmeldinger samt udtalelser, der kan ligestilles med lægebreve og journaludskrifter, herunder sådanne politiattester, hvis indhold svarer til vidneudsagn.
2. Kasernelægen kan kræve særskilt honorar for udstedelse af følgende attester, for så vidt honorar efter tidligere anerkendt praksis har kunnet kræves
Forsikringsattester til syge-, ulykkes- og livsforsikringsselskaber, samt attester til (amts)ankenævn, revaliderings- og pensionsnævn og ankestyrelsen,
attester til Socialstyrelsen, afdelingen for ulykkesforsikring og afdelingen for sygesikring og dagpenge i det omfang, hvor taksten er fastsat af Socialministeriet i henhold til gældende lov,
speciallægeerklæringer og sådanne erklæringer, der efter deres form og indhold må sidestilles hermed samt
politierklæringer og erklæringer til retsligt brug, indeholdende nærmere motiveret skøn.
3. Den tid, der medgår til udfærdigelsen af de attester, for hvilke særskilt honorar kan kræves, kan ikke medregnes i arbejdstiden.
Procentregulering
§ 8. Den samlede faste løn i henhold til denne overenskomst mv. og fremmødetillæg i henhold til § 6, stk. 4, forhøjes pr. 1. april 1989 med 17,2091 pct. og pr. 1. april 1990 med 18,0695 pct.
Stk. 2. Pr. 1. april 1990 foretages desuden eventuel ekstraordinær lønregulering af den aktuelle løn i overensstemmelse med de for tjenestemænd gældende regler.
Ferie
§ 9. De ansatte er omfattet af ferieloven.
§ 10. Ansatte, der holder ferie med løn, er berettiget til særlig feriegodtgørelse, i stedet for ferietillæg efter ferielovens § 14, stk. 1.
Stk. 2. Beregningsgrundlaget for den særlige feriegodtgørelse er det indkomstskattepligtige beløb for tjenstligt arbejde i optjeningsåret med tillæg af
1) den ansattes egetbidrag til ATP og
2) den ansattes bidrag til AUD
Stk. 3. I det beløb, der er beregnet efter stk. 2 fradrages
1) udbetalt særlig feriegodtgørelse,
2) betaling for ekstra tilkald, som er honoreret efter regning.
Stk. 4. Den særlige feriegodtgørelse udgør 1,5 pct. af beregningsgrundlaget efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Såfremt en kasernelæge i sin hovedstilling opnår yderligere frihed herudover, har han i tilsvarende omfang ret til frihed uden løn, dog maksimalt i 6 (7) uger i alt inden for et ferieår.
Løn under sygdom
§ 11. Kasernelæger kan maksimalt oppebære løn under sygdom i i alt 3 måneder i løbet af 12 på hinanden følgende måneder. Ved fravær på grund af sygdom herudover bortfalder lønnen.
Graviditet, barsel og adoption
§ 12. Aftalen mellem Finansministeriet og centralorganisationerne under Centralorganisationernes Fællesudvalg om fravær fra arbejdet i forbindelse med graviditet, barsel og adoption finder anvendelse for ansatte efter denne overenskomst.
Opsigelse
§ 13. Funktionærlovens regler om opsigelse finder anvendelse for ansatte efter denne overenskomst.
Stk. 2. Civilforsvarsstyrelsen skal skriftligt meddele enhver opsigelse til den ansatte og Foreningen af Speciallæger. Denne meddelelse skal indeholde begrundelse for opsigelsen.
Stk. 3. Såfremt Foreningen af Speciallæger ikke finder opsigelsen rimeligt begrundet i pågældendes eller Civilforsvarsstyrelsens forhold, kan foreningen inden for en frist af 1 måned efter opsigelsen kræve spørgsmålet forhandlet med styrelsen.
Befordringsgodtgørelse samt time- og dagpenge
§ 14. Til kasernelæger ydes befordringsgodtgørelse efter de for tjenestemænd gældende regler og satser for kørsel mellem kasernelægens hovedarbejdssted og pågældendes tjenestested som kasernelæge.
Stk. 2. Såfremt afstanden mellem kasernelægens hjem og pågældendes tjenestested som kasernelæge er kortere end den i stk. 1 nævnte afstand, ydes dog kun befordringsgodtgørelse for kørsel mellem hjem og tjenestested.
Stk. 3. Under beordret tjenesterejse ydes time- og dagpenge efter de for tjenestemænd gældende regler.
Stk. 4. Tjenestemændenes regler for benyttelse af befordringsklasser m.v. på tjenesterejser gælder for kasernelæger.
Ved flyrejser på oversøiske ruter godtgøres billetudgiften til businessclass eller tilsvarende.
Kurser
§ 15. Kasernelægen har ret til 2 ugers tjenestefrihed uden løn om året til deltagelse i videnskabelige møder, kurser samt anden efter- og videreuddannelsesvirksomhed.
Stk. 2. Såfremt deltagelsen i den i stk. 1 nævnte virksomhed er relevant for den pågældendes funktion som kasernelæge, kan der af Civilforsvarsstyrelsen efter ansøgning meddeles tjenestefrihed med løn.
Deltagelsen meddeles Civilforsvarsstyrelsen i god tid.
Vikarer
§ 16. Vikariater for indtil 3 måneder kan besættes uden opslag. Vikariater ud over 3 måneder opslås og besættes i henhold til § 2.
Stk. 2. Til vikarer ydes feriegodtgørelse i henhold til bestemmelsen i ferielovens § 12.
Stk. 3. Vikariatet ophører ved udgangen af den på forhånd aftalte periode. Herudover kan opsigelse gensidigt finde sted med 14 dages varsel til udgangen af en måned ved længerevarende vikariater, der har været opslået, eller fra dag til dag ved kortvarige vikariater, der ikke har været opslået, jfr. stk. 1. Tilsvarende betragtes vikariater for indtil 3 måneder som ophørt i forbindelse med sygdom, medens vikarer, der er ansat i vikariatet ud over 3 måneder, oppebærer løn under sygdom for et tidsrum svarende til opsigelsesvarslet.
Diskretionspligt
§ 17. Den ansatte skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som den pågældende i medfør af sin stilling bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller bliver foreskrevet af den foresatte. Tavshedspligten ophører ikke med udtrædelse af statens tjeneste.
Opsigelse af overenskomsten
§ 18. Overenskomsten har virkning fra 1. april 1989 og kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst 31. marts 1991.
København, den 31. august 1990
Foreningen af Speciallæger Finansministeriet
P. M. V.
Erland Hansen/ E.B.
Martin Teilmann Thorkild Rotenberg
Cirkulære om overenskomst for kasernelæger under Civilforsvarsstyrelsen 1989 (* 1)
1. Finansministeriet og Foreningen af Speciallæger har indgået vedlagte overenskomst af 31. august 1990, der træder i stedet for overenskomsten af 19. april 1988.
Ændringer i forhold til de hidtidige bestemmelser er markeret med streger i margenen.
Almindelige bemærkninger
2. Tillæg i overenskomsten er anført med de pr. 1. oktober 1984 gældende grundbeløb, med mindre andet er nævnt.
3. Vedrørende opslag af stillinger henvises til kap. 17, pkt. 35, i Personaleadministrativ Vejledning (PAV).
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 2. Ansættelse
4. Opslag og ansættelsesbrev skal angive arbejds- og ansvarsområde for den pågældende kasernelæge. Endvidere skal det fremgå, hvem der er ansættende myndighed. Herudover bør der oplyses om tjenestested, den for tiden gældende arbejdstid og dennes placering, aflønning samt - i opslaget - datoer for ansøgningsfrist og tiltrædelse.
Til § 4. Arbejdstid
5. Aftale om ændret timetal skal foreligge skriftligt, og kopi heraf tilsendes Foreningen af Speciallæger, jf. § 2, stk. 2.
Til § 12. Opsigelse
6. Der henvises til funktionærlovens §§ 2, 2 a, og 2 b.
Til § 15. Vikarer
7. Vikarer er ikke omfattet af overenskomstens §§ 9, 10, 11, 12 og 13, men følger i øvrigt denne overenskomsts bestemmelser.
Ikrafttræden
8. Cirkulæret har virkning fra 1. april 1989. Samtidig ophæves cirkulære af 19. april 1988 (LP.nr. 48/88) om overenskomst for kasernelæger under Civilforsvarsstyrelsen.
Finansministeriet,
Administrationsog Personaledepartementet,
Den 26. september 1990
P.M.V.
E.B.
Sigrid Sandorff
OVERENSKOMST FOR KASERNELÆGER UNDER CIVILFORSVARSSTYRELSEN
Overenskomstens område