Legislator Case Law & Legislation
C19900666009 DK

Om indkaldelse af bidrag til forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 1990

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1990 6660 Historic

Om indkaldelse af bidrag til forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 1990

Udarbejdelse af bidragene

1. Bidrag til forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 1990 skal tilgå Finansministeriet senest fredag den 30. november 1990. Der er mulighed for meddelelse af rettelser til bidraget indtil torsdag den 20. december, hvor der lukkes for ministeriernes decentrale indrapporteringsadgang til Budgetsystemet.

Ændringsforslag til det fremsatte tillægsbevillingslovforslag vil ikke kunne stilles.

Der skal ikke i forbindelse med bidragene til tillægsbevillingsforslaget afleveres totalrammeredegørelser.

2. Idet det bemærkes, at Budgetvejledning 1989 først er gældende fra og med finansåret 1991, skal bidrag til tillægsbevillingslovforslaget for 1990 udarbejdes efter de i Budgetvejledning 1985 angivne retningslinjer, dog således som disse er ændret ved Finansministeriets cirkulære af 24. september 1987 om opstilling og fremstilling af forslag til lov om tillægsbevilling. For så vidt angår årsværksbudgetteringen skal opmærksomheden henledes på, at bestemmelserne i pkt. 76.41 i Budgetvejledning 1985 skal følges, herunder bestemmelsen om angivelse af ændringer som følge af omflytninger mellem bevillingskonti.

3. Udover de i cirkulæret af 24. september 1987 beskrevne ændringer skal det indledende afsnit i Anm. II under hvert ministerområde indeholde en sammenfatning af selve forslaget. Sammenfatningen udarbejdes som en kommenteret oversigt til de samlede TB- og genbevillingsorversigter. For de hovedkonti, hvortil der i Anm. II til finanslovforslaget for 1990 er anført aktivitetsoversigter, skal der kort redegøres for væsentlige afvigelser i forhold til den i oversigten anførte aktivitetsudvikling.

Dispositionsbegrænsninger og besparelser

4. Ved Finansministeriets cirkulære af 10. januar 1990 om lønsumsbegrænsning og udbud af driftsopgaver i 1990 er der dels gennemført dispositionsbegrænsning på 0,5 pct. af finanslovens lønudgifter, dels foreskrevet en pligt til at foranstalte udbud af statslige driftsopgaver svarende til 1 pct. af de samlede bruttodriftsudgifter. For begge typer af besparelser gælder, at statsvirksomheder og indtægtsdækkede virksomheder skal udvise en til besparelserne svarende resultatforbedring. Besparelserne udvises i resultatopgørelsen, og udgår af kommende års forbrugsmulighed. I bilag 1 og 2 til cirkulæret er det for de enkelte ministerier angivet henholdsvis hvad lønsumsbegrænsningen udgør, og hvad sparepligttallet er som følge af den foreskrevne udlicitering af driftsopgaver.

Besparelser som følge af cirkulæret anføres i tillægsbevillingslovforslagets TB-oversigter under kategorien »Tekniske korrektioner«. For lønsumsbegrænsningen anvendes transaktionsteksten: »Dispositionsbegrænsning på lønområdet« og for udliciteringen: »Besparelse, udbud af driftsopgaver«.

5. Ved Finansministeriets cirkulære af 10. januar 1990 om anvendelse af statsmidler til personalekantiner m.v. er det forudsat, at de udgifter til kantinedrift, der er optaget på finanslov 1990 reduceres med 50 pct. Besparelserne herved opføres som mindreforbrug på tillægsbevillingslovforslaget. Besparelsen skal i TB-oversigterne kategoriseres under »Tekniske korrektioner« med følgende tekst: »Besparelse, kantiner«.

6. Der er ved Finansministeriets cirkulære af 28. juni 1990 fastsat en begrænsning i dispositionsadgangen for 1990 på 0,5 pct. af de rammebelagte udgifter. Dispositionsbegrænsningen opføres som mindreforbrug på tillægsbevillingslovforslaget. Dispositionsbegrænsningen skal i TB-oversigterne kategoriseres under »Andre bevillingsforslag« med følgende tekst: »Dispositionsbegrænsning, rammebelagte udgifter«. For statsvirksomheder skal dispositionsbegrænsningen udvises som en resultatforbedring.

Opsparing af lønbevillinger

7. Der er i forbindelse med de seneste overenskomster afsat en række puljer til tillæg, omklassificering m.v.

Disse puljer/tillæg er indregnet i ministeriernes rammer.

Selve udmøntningen af de afsatte tillæg strækker sig dog ofte over flere år.

Såfremt der i 1991 kan forventes indgået aftale om udbetaling af løntillæg med tilbagevirkende kraft for 1990 eller tidligere, kan der på tillægsbevillingslovforslaget opspares lønmidler til finansiering heraf.

En eventuel opsparing af lønmidler skal i TB-oversigterne kategoriseres under »Andre bevillingsforslag« med følgende transaktionstekst: »Opsparing af lønbevillinger til finansiering af løntillæg, der i 1991 udbetales med tilbagevirkende kraft«.

Forbrug af opsparede driftsbevillinger

8. Den opsparing af driftsudgifter, der er noteret ved regnskabsaflæggelsen for 1989 kan på tillægsbevillingslovforslaget reguleres med 4,2 pct.

9. Det understreges, at man overfor Rigsrevisionen skal kunne dokumentere

1) at de opsparede beløb er anvendt indenfor en 4-årig periode og

2) at de opsparede beløb er anvendt til de i opsparingsoversigterne anførte formål.

For at opfylde disse krav er det nødvendigt, at der føres en separat regnskabsmæssig kontrol med anvendelsen af de opsparede driftsbevillinger.

Ligeledes understreges det, at forældelsesfristen ikke er ensbetydende med, at et projekt der startede i 1985 skal være afviklet med udgangen af 1989. Derimod skal der med udgangen af 1989 være anvendt opsparede midler, der mindst svarer til opsparingen i 1985 incl. PL-regulering. Tilsvarende skal der med udgangen af 1990 være anvendt opsparede midler, der mindst svarer til opsparingen i 1985 og 1986 incl. PL-regulering.

Regulering af over-/underskud på forretningsområder

10. Opreguleringen af over-/underskud i indtægtsdækkede virksomnheder, statsvirksomheder og nettostyrede virksomheder fra 1989 til 1990-niveau fastsættes til 2,4 pct. med henblik på resultatopgørelsen for 1990.

Udgifter til langtidsledige

11. Udgifter til langtidsledige kan optages direkte på tillægsbevillingslovforslaget.

I TB-oversigterne skal udgiften kategoriseres under »Langtidsledige« med separate transaktionstekster, der angiver det totale antal langtidsledige og antallet af langtidsledige omregnet til årsværk, samt om udgiften finansieres via de statslige eller kommunale ordninger.

For udgifter der finansieres via den statslige ordning, kan der for hver langtidsledig optages overheadudgifter på 687 kr. pr. måned.

For udgifter, der finansiers via den kommunale ordning, må udgifterne ikke overstiger den udgiftsrefusion, der ydes fra kommunerne.

Af hensyn til en korrekt opførelse af den særskilte lønsumsbevilling optages samtlige lønudgifter vedr. langtidsledige på standardkonto 08. Lønudgifter vedr. beskæftigelsesordninger.

Øvrige forhold

12. I henhold til budgetvejledningens pkt. 83.24 skal afholdte udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms, der omfattes af refusion, som hidtil optages direkte på tillægsbevillingslovforslaget på hovedkontoniveau under bevillingskonto 55.01. Som i tidligere år indgår den søgte momsrefusion ikke i ministeriernes total- og budgetteringsrammer.

13. Endvidere erindres om, at ressortomlægninger, der sker i finansårets løb, ikke afspejler sig i tillægsbevillingsbidragene, jf. budgetvejledningens pkt. 83.27.

Finansministeriet, den 30. august 1990

Henning Dyremose

/ Henning Reinholdt Pedersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →