Legislator Case Law & Legislation
C19900402554 DK

Orienteringsskrivelse vedrørende etablering af byggeskadefond samt iværksættelse af ansvars- og kvalitetssikringsreformen på byfornyelseslovens område

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1990 4025 Historic

Orienteringsskrivelse vedrørende etablering af byggeskadefond samt iværksættelse af ansvars- og kvalitetssikringsreformen på byfornyelseslovens område

1. Indledning

I henhold til lov nr. 269 af 2.5.1990 om ændring af lov om byfornyelse og boligforbedring og realkreditloven etableres pr. 1.7.1990 en Byggeskadefond for byfornyelsesforanstaltninger. Fonden omfatter alene ejendomme, som er ombygget i henhold til byfornyelsesloven, og har således ikke virkning på saneringslovens område.

Reglerne om byggeskadefond finder anvendelse på ombygningsarbejder, der udbydes den 1. juli 1990 eller senere, og til hvilke der den 1. juli 1990 eller senere ydes tilsagn om offentlig støtte efter lov om byfornyelse og boligforbedring.

I tilknytning til lovens bestemmelser om byggeskadefond har Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet udkast til bekendtgørelse om registrering af bygningers tilstand forud for gennemførelse af ombygningsarbejder mv. Endvidere har Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet udkast til cirkulære om kvalitetssikring og teknisk rådgivning og bistand mv. ved forbedringsarbejder efter lov om byfornyelse og boligforbedring.

Dette materiale er sendt til udtalelse hos en række myndigheder og organisationer, og så snart deres udtalelser foreligger vil det blive færdiggjort og udsendt. Da bestemmelserne om byggeskadefond som ovenfor nævnt træder i kraft den 1.7.1990, har man fundet det hensigtsmæssigt at give en foreløbig orientering om lovens regler om byggeskadefond, og de supplerende regler, der påtænkes fastsat i medfør af loven.

2. Byggeskadefond

Fonden dækker skader, som anmeldes inden 20 år efter arbejdernes aflevering med indtil 95% af udbedringsudgiften. Den resterende del påhviler ejeren, og udgør således en selvrisiko. I fondens støtte fragår eventuelle beløb, som ejeren har krav på at få dækket hos et forsikringsselskab eller en ansvarlig skadevolder.

Bidrag til Byggeskadefonden udgør 1 pct. af de ombygningsudgifter, hvortil der er ydet tilsagn om offentlig støtte, og er en refusionsberettiget byfornyelsesudgift, som deles ligeligt imellem stat og kommune. Bidraget indbetales af kommunen, når ombygningsregnskabet er godkendt, til fonden hvis administration efter aftale vil blive henlagt til Grundejernes Investeringsfond. Eventuelle spørgsmål vedrørende praktiske forhold i forbindelse med optagelse af ejendomme under byggeskadefonden kan således rettes til Grundejernes Investeringsfond, Ny Kongensgade 15, 1472 København K., 33 12 21 77.

3. Førregistrering

Ifølge de nye bestemmelser (byfornyelseslovens § 69 b) er det en forudsætning for opnåelse af fondsdækning, at der, forinden tilsagn meddeles, foretages en registrering af ejendommens tilstand. Kravene til denne forudgående tilstandsregistrering (førregistrering) vil blive nærmere fastlagt i den ovenfor nævnte bekendtgørelse.

Reglerne om førregistrering vil adskille sig fra dem, som gælder for førsyn ved ombygninger efter boligbyggeriloven. Der påtænkes således alene fastsat krav til indholdet af den registrering, som gennemføres i forbindelse med projekteringen af ombygningsarbejderne og således ikke krav om, at førregistrering foretages som et selvstændigt førsyn ved en uafhængig rådgiver/sagkyndig.

Med hensyn til indholdet af førregistreringen vil der i bekendtgørelsen blive taget udgangspunkt i den bygningsopdeling, som anvendes i skemamateriale med tilknytning til byfornyelsesarbejder, og som dermed er kendt i forvejen.

Vejledningen vil som bilag få et eksempel på skema for førregistrering med denne bygningsopdeling, og det anbefales, at anvende et sådan skema ved registreringen.

4. Kvalitetssikring

Af forarbejderne til ændringsloven fremgår det bl.a., at det er en forudsætning for fondsdækning, at ombygningsarbejderne er gennemført under iagttagelse af reglerne om kvalitetssikring. Det fremgår således at det er hensigten at sikre, at byggearbejder efter byfornyelsesloven kvalitetssikres i overensstemmelse med kvalitetssikringscirkulæret (Byggestyrelsens cirkulære af 12.11.1986 om kvalitetssikring af byggearbejder).

Bygge- og Boligstyrelsen vil derfor i nær fremtid udsende et cirkulære, hvorved kvalitetssikringscirkulæret sættes i kraft på byfornyelseslovens område.

Kvalitetssikringscirkulæret samt vejledning herom kan rekvireres ved henvendelse til Statens Informationstjeneste.

5. Mindre ombygninger

Byggeskadefonden omfatter jf. byfornyelseslovens § 69 a, stk. 3 ikke mindre ombygninger. Der vil jf. § 69 a, stk. 6 blive fastsat nærmere regler om bl.a. denne nedre afgrænsning af fondens område. Det kan oplyses, at det, således som det fremgår af forarbejderne til ovennævnte ændringslov, er hensigten at tilpasse fondens dækningsområde til det, som gælder for kvalitetssikringscirkulæret. Ifølge dette cirkulæres § 1, stk. 2 gælder cirkulæret for ombygningsarbejder, når disse gennemføres efter et projektmateriale og har et sådant omfang, at de i det væsentlige organiseres og afvikles som en byggesag.

Denne »bagatelgrænse« vil blive nærmere omtalt i de retningslinier Bygge- og Boligstyrelsen udarbejder herom. Det kan som »tommelfingerregel« forventes, at ombygningsarbejder, som andrager mere end 400.000 kr. excl. moms (udbudscirkulærets tærskelgrænse) vil være omfattet af kvalitetssikringscirkulæret og dermed af byggeskadefondens dækningsområde.

Denne afgrænsning af kvalitetssikringscirkulæret for så vidt angår ombygningsarbejder og dermed af fondens dækningsområde er væsentlig, idet det må forventes, at en del - om end en begrænset del - af de ombygningsarbejder, som gennemføres efter byfornyelsesloven, vil have et omfang, der placerer dem i »grænseområdet«. Kommunen må således i sådanne tilfælde foretage en konkret vurdering af det enkelte ombygningsprojekts omfang jf. ovenstående, med henblik på at afgøre hvorvidt den pågældende ombygning skal være omfattet af reglerne om Byggeskadefond mv.

6. 5-års ansvar mv.

Bygge- og Boligstyrelsen vil endvidere i en vejledning beskrive, hvilken virkning ansvarscirkulæret (Byggestyrelsens cirkulære af 25. juni 1986 om ansvarsforhold ved byggearbejder) har på området. Ansvarscirkulæret, som er sat i kraft på såvel sanerings- og byfornyelseslovens område, fastsætter bl.a. en ensartet 5-årig ansvarsperiode for entreprenører og leverandører.

På saneringslovens område har ansvarscirkulæret den virkning, at såfremt sanerings- og byfornyelsesselskaberne, ifalder sælgeransvar for fejl og mangler efter udløbet af 5-års ansvarsperioden for de ved ombygningen medvirkende entreprenører og leverandører, så kan de sædvanligvis ikke gøre regres imod den ansvarlige entreprenør eller leverandør. Bygge- og Boligstyrelsen har derfor fundet det mest hensigtsmæssigt, ikke mindst i lyset af at saneringslovens område i øvrigt ikke er omfattet af de øvrige elementer i ansvars- og kvalitetssikringsreformen, at acceptere, at selskaberne kun påtager sig et 5-årigt sælgeransvar og at de til forbehold om 5-års ansvar kan tilføje en klausul. Denne klausul skal sikre, at en ansvarlig entreprenør eller leverandør kan gøres ansvarlig, såfremt selskabernes fraskrivelse af sælgeransvar ud over 5 år tilsidesættes. Herom henvises i øvrigt til ovennævnte vejledning, hvor forholdet er nærmere omtalt.

Ansvarscirkulæret samt vejledning hertil kan rekvireres ved henvendelse til Statens Informationstjeneste.

7. Kommunalbestyrelsernes administration af reglerne

Kommunalbestyrelserne bør som følge af de nye regler navnlig være opmærksomme på følgende

1. Byggeskadefonden omfatter kun ejendomme, som er ombygget efter byfornyelsesloven. Ombygninger efter saneringsloven er ikke omfattet af fonden.

2. Reglerne finder anvendelse på ombygningsarbejder, som udbydes den 1. juli 1990 eller senere, og til hvilke tilsagn om offentlig støtte efter byfornyelsesloven er givet den 1. juli 1990 eller senere.

3. Det er en betingelse for opnåelse af byggeskadefondsdækning, at der forud for ombygningen er foretaget en førregistrering som omtalt ovenfor under pkt. 2.

4. Ifølge det ovenfor under pkt. 3 omtalte cirkulære om kvalitetssikring skal ombygningsarbejder være gennemført under iagttagelse af reglerne om kvalitetssikring som omtalt ovenfor under pkt. 3. Kommunalbestyrelsen skal således vurdere, om de enkelte arbejder er af en sådan størrelse, at kvalitetssikringscirkulæret gælder jf. ovenfor under pkt. 4.

5. Ifølge ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelse gælder dog, at ombygningsarbejder, der er udbudt inden den 1. juli 1990, og hvortil tilsagn om offentlig støtte ydes den 1. juli 1990 eller senere, vil kunne opnå fondsdækning, såfremt arbejderne er gennemført under iagttagelse af reglerne i kvalitetssikringscirkulæret, og såfremt der er foretaget en førregistrering, som efter byggeskadefondens vurdering opfylder kravene hertil, jf. ovenfor.

Bygge- og Boligstyrelsen vil på et senere tidspunkt fastsætte nærmere bestemmelser om Byggeskadefondens dækningsområde, 5-års eftersyn samt drift og vedligehold af ombyggede ejendomme.

Pdv

Lisbeth Jordan

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →