Legislator Case Law & Legislation
C19900400660 DK

Vejledning om Det centrale register over statens ubenyttede ejendomme

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1990 4006 Historic

Vejledning om Det centrale register over statens ubenyttede ejendomme

Formål

Ved Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære af 27.2.1990 er oprettet et centralt register over statens ubenyttede ejendomme.

Cirkulæret erstatter tidligere regler med samme formål. Registret hører til informations- og forvaltningssystemet for den statslige ejendomsforvaltning (EJDINFO), der er etableret som et led i det pågående arbejde på at effektivisere den statslige ejendomsforvaltning og lokaleforsyning.

Registret føres af Bygge- og Boligstyrelsen (1. kontor), som skal modtage indberetninger efter cirkulærets regler, og som besvarer forespørgsler.

Registret har to formål: At danne grundlag for en art ejendomsmæglerfunktion statsstyrelserne imellem om ledig ejendom, og at give overblik over bestanden af ubenyttede ejendomme til brug i den samlede statslige lokaleplanlægning.

Når registret til enhver tid afspejler de faktiske forhold, og når statsstyrelserne benytter registret, modvirkes tilfælde, hvor statsstyrelsernes afhændelser og erhvervelser af fast ejendom er ukoordineret, med tab for staten til følge.

Hvem er forpligtet?

Cirkulæret retter sig til »statsstyrelserne«. Herved forstås som udgangspunkt departementerne. Disse kan efter almindelige principper delegere opgaver - og dermed forpligtelser - efter cirkulæret til styrelser, direktorater og andre større enheder. Sådanne delegationer bør meddeles til Bygge- og Boligstyrelsen, der herefter indenfor det pågældende område vil regne de udpegede enheder for de relevante myndigheder i spørgsmål om registret. Det er således de udpegede enheder, der som ejer eller lejer skal foretage indberetninger til registret.

Hvad angår ejendom i statens eje er det altid den ejende statsstyrelse, der skal indberette, også i tilfælde, hvor ejendommen er udlejet til en anden statsstyrelse.

Hvad angår lejemål, der er indgået af staten om ikke-statslig ejendom, er det den statsstyrelse, der ifølge lejekontrakten

står som lejer, som skal indberette. Indberetning kan blive aktuel, hvis lejemålet, fx på grund af uopsigelighed, fortsætter efter ophøret af hidtidig anvendelse.

Ejende og lejende statsstyrelser må således holde sig underrettet om ændringer i lejemål, fremlejemål, bortforpagtninger og brugsaftaler, som kan føre til ubenyttethed.

Cirkulæret drejer sig i forhold til styrelser, der vil ophøre med hidtidig brug af en ejendom, alene om registrering af ubenyttede ejendomme. Cirkulæret normerer derimod ikke styrelsernes adgang til at besidde ubenyttet ejendom og fastsætter ej heller frister for afhændelse. Det forudsættes imidlertid, at styrelserne søger ubenyttede ejendomme afhændet hurtigst muligt under hensyntagen til god økonomi.

Der kan være grunde til ikke straks at afhænde en ubenyttet ejendom. Fx det forhold, at lokalplan må afventes, for at en ejendom kan afhændes til erhvervsformål, eller at bygninger skal sættes i stand eller ombygges.

I forhold til styrelser, der vil erhverve ejendom til eje eller

leje , bestemmer cirkulæret, at de skal søge i registret, inden de beslutter sig til at købe eller leje. Hermed opfyldes registrets ejendomsmæglerfunktion. Der er ingen pligt til at benytte sig af registrets ubenyttede ejendomme. Styrelserne forudsættes her at handle under hensyntagen til god økonomi for staten som helhed, hvilket kan indebære, at en ubenyttet ejendom bør foretrækkes, selv om den ikke fuldt ud svarer til alle en styrelses ønsker.

Selve salget af ejendomme reguleres af Finansministeriets cirkulære af 28.8.1984 om Almindelige regler for salg af statens faste ejendomme.

Hvilke ejendomme?

Cirkulæret omfatter enhver fast ejendom. Ejede og lejede bygninger, lokaler og ubebyggede arealer af enhver art er omfattet, med mindre andet fremgår af cirkulæret §§ 2 og 3.

Cirkulæret omfatter ikke ejendomme tilhørende institutioner, der modtager statsstøtte, uanset om de optages i EJDINFO. Dette gælder hvad enten statsstøtten er hel eller delvis, og hvad enten den ydes til byggeri eller til drift.

Efter § 3, stk. 1 skal foretages indberetning, når en ejendom må forventes ikke længere at skulle benyttes til hidtidigt formål. Denne regel må ses i sammenhæng med § 3, stk. 5, hvorefter der ikke skal indberettes, hvis nyt statsligt formål er besluttet.

Reglen i cirkulærets § 3, stk. 5, tager sigte på situationer, hvor ny anvendelse er besluttet i forbindelse med ophør af hidtidig anvendelse. I så fald kan en kortere tids ubenyttethed ikke udnyttes af andre styrelser, og det er derfor overflødigt at foretage indberetning til registret. Dette betyder bl.a., at ledige tjeneste- og kollegieboliger ikke skal registreres ved ledighed, så længe de påregnes benyttet efter deres formål.

Efter § 3, stk. 3, anses ejendom, der er forbeholdt til udvidelse af en institution, ikke for ubenyttet. Dette betyder, at sådanne ejendomme ikke skal indberettes. Det samme gælder ændringer i benyttelsen. Uafhængig af cirkulæret forudsættes det, at statsstyrelserne stedse overvejer af at besidde sådanne ejendomme, set i forhold til planlægningen af lokalebehovet, og at ejendommene stedse udnyttes økonomisk bedst muligt, indtil de skal benyttes til deres egentlige formål. Hvis reserveringen opgives, uden at ejendommene umiddelbart afhændes, skal de indberettes som ubenyttede.

Oplysninger

De oplysninger, der ønskes ved registreringen, fremgår af indberetningsskemaet. Oplysningerne er et supplement til oplysningerne i det centrale informations- og styringssystem for den statslige ejendomsforvaltning EJDINFO.

Skemaet indeholder ikke rubrikker til forventede salgspriser eller lejeindtægter for ubenyttede ejendomme. Dette skyldes, at disse oplysninger kan have forretningsmæssig betydning. De afhændende statsstyrelser må imidlertid selv have oplysningerne rede til brug ved forhandlinger om afhændelse.

Forespørgsler efter cirkulærets § 5, stk. 4 vil blive ledsaget af en udskrift af registret, som styrelsen kan meddele attestation på, forudsat at oplysningerne er korrekte.

Brug af registret

Som nævnt skal statsstyrelser søge i registret, inden de køber eller lejer ejendom. Statsstyrelserne søger selv i registret via deres departementer. Søgningen kan foretages ved at rekvirere udskrifter fra registret eller ved direkte terminalopkobling.

Det fremgår af cirkulærets § 6, stk. 2, at aktstykker om køb og salg af fast ejendom skal indeholde oplysning om resultatet af undersøgelsen i registret. Oplysningerne kan med fornøden nærmere motivering gå ud på, at der ikke er brugbare ejendomme i registret til formålet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →