Legislator Case Law & Legislation
C19900357009 DK

Kvartsstøv på byggepladser (* 1) (* 2 (* 3)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1990 3570 Historic

Kvartsstøv på byggepladser (* 1) (* 2 (* 3)

I. Orientering

En lang række kendte byggematerialer, der er fremstillet af sand, ler, granit, flint, m.m. indeholder kvarts. Det samme gælder for visse malinger, spartelmasser, lime o.l.

Når der bores, hugges, slibes, skæres eller på anden måde sker en bearbejdning af sådanne byggematerialer, fx beton, mørtel, letbeton, mursten, cementbølgeplader, tegl, granit o.l., udvikles der støv.

Støvet indeholder krystallinsk siliciumdioxid (kvarts). Der vil være respirable partikler i støvet, d.v.s. partikler, der er så små, at de ikke fanges af organismens forsvarsmekanismer, men føres med ned i lungerne, når de bliver indåndet.

Når respirabelt kvarts kommer ned i lungerne, ophobes det, og efterhånden kan der dannes bindevæv. Der er risiko for, at der udvikles silikose (stenlunge) og måske lungekræft. Der kan imidlertid gå 20-40 år, før sygdommene giver sig til kende.

Støvet kan holde sig svævende i luften længe efter, at den støvende arbejdsproces er ophørt.

På en lang række områder er det muligt ved tekniske foranstaltninger at nedsætte støvudviklingen under arbejdet. Der kan nævnes følgende muligheder

- Planlægning af arbejdet. Dette indebærer bl.a., at det planlægges at anvende de mindst støvende arbejdsmetoder, samt at der afsættes tid til jævnlig rengøring, fx efter opmuringsarbejde, efter al rillefræsning eller hugning til installationer, efter pudse- eller filsearbejde, samt før gulvlæggere sømmer gulvbrædder på strøer med sømpistoler.

- Ændring af arbejdsprocesser, så der fx foretages sprængning i stedet for nedhugning, eller der klippes i stedet for skæres og hugges. Anvendelse af langsomtgående diamantskæreværktøj og diamantboring med vand er også støvsvage arbejdsmetoder.

- Etablering af lokalafsugning ved arbejde med slående og skærende værktøjer. Der er udviklet lokalafsugningssystemer til de almindeligt forekommende værktøjer.

- Vanding i det omfang, det er muligt, når støvet ikke kan suges bort.

- Rengøring ved skrabning og støvsugning eller ved skrabning og vådfejning - ikke tørfejning. Støvsugere skal være forsynede med filter, der er egnet til at fjerne sundhedsfarligt støv.

II. Instruktion

1. Hvis kredsen ved tilsynsbesøg på byggepladser o.l. får kendskab til arbejde, der medfører udvikling af støv indeholdende respirabelt kvarts, skal der ud fra en konkret vurdering gives vejledning samt fornødne påbud om, at arbejdet skal udføres uden unødig påvirkning fra respirabelt kvarts. Dette kan efterkommes ved, at der arbejdes så støvsvagt som muligt, jf. ovenfor.

2. Hvis kredsen vurderer, at tekniske løsninger ikke er mulige, hensigtsmæssige eller tilstrækkelige til at nedbringe støveksponeringen til et acceptabelt niveau, skal der påbydes brug af nødvendige personlige værnemidler til imødegåelse af støv. Åndedrætsværn skal mindst være filtrerende af typen P2.

Som eksempel på, hvornår en teknisk løsning ikke er hensigtsmæssig, kan det nævnes, at det kan være farligt at have udsugningsslanger med op på smalle stilladser. I så fald kan der anvendes åndedrætsværn ved kortvarige opgaver.

Selv om der etableres lokalafsugning, er det, ved de mere støvende arbejdsopgaver, ikke altid tilstrækkeligt til, at operatøren kan undvære åndedrætsværn, men det kan betyde, at andre beskæftigede i nærheden kan undvære det.

3. Hjemmel for påbud

- om planlægning af arbejdet: Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og § 4 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

- om anvendelse af mindre støvende metoder og lokalafsugning: Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og § 16 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.

- om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler: Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og § 3 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.

III. Ikrafttræden

Straks.

12. november 1990

Erik Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →